61993C0051

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Rechtbank van Koophandel, Brugge, har i denne sag forelagt Domstolen spoergsmaal om fortolkningen og gyldigheden af en bestemmelse, der paabyder udelukkende brug af et bestemt sprog ved betegnelsen af visse varer, omfattet af Raadets direktiv 69/493/EOEF af 15. december 1969 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om krystalglas (1).

2. Direktivet, der finder anvendelse paa varer under position 70.13 i den faelles toldtarif, fastsaetter regler om sammensaetning, fabrikationsegenskaber, etikettering mv. af de paagaeldende varer. Det fremgaar af praeamblen, at direktivet navnlig har til formaal at harmonisere varernes betegnelser med henblik paa at fremme de frie varebevaegelser samtidig med, at forbrugernes og de erhvervsdrivendes interesser varetages.

Direktivets praeambel giver foelgende begrundelse for harmoniseringen:

"Muligheden for saerlig betegnelse af krystalglasprodukter og den dermed forbundne forpligtelse med hensyn til sammensaetningen af disse produkter er i visse medlemsstater undergivet forskellige regler. Disse forskelle haemmer vareudvekslingen og kan foere til konkurrencefordrejninger inden for Faellesskabet;" og

"med Faellesskabets bestemmelser angaaende betegnelse for de forskellige krystalglasarter samt disse arters kendetegn vil saavel koeberen som den producent, der overholder disse bestemmelser, blive beskyttet mod forfalskninger;" (her fremhaevet).

3. Betegnelserne fremgaar af direktivets bilag I. Krystalvarer er i bilagets kolonne a opdelt i 4 kategorier. For de enkelte kategorier er de anvendelige betegnelser angivet i kolonne b paa hvert af medlemsstaternes sprog. For hver kategori er der i kolonnerne d-g angivet de "fabrikationsegenskaber" (metaloxider, vaegtfylde mv.), de paagaeldende varer skal have for at kunne betegnes paa den anfoerte maade.

4. Det fremgaar af sagen, at varerne i kategori 1 betragtes som vaerende af bedst kvalitet og praesumptivt mest vaerdifulde, at varerne i kategori 2 betragtes som vaerende af naestbedst kvalitet og praesumptivt naestmest vaerdifulde osv. Kvaliteten afhaenger bl.a. af den paagaeldende vares blymaengde (2).

5. Direktivets artikel 3 bestemmer, at betegnelserne ikke "i handelen kan anvendes som identifikation for andre end de produkter", der har de i direktivet foreskrevne fabrikationsegenskaber.

6. Bilag I' s kolonne c ("Anmaerkninger") bestemmer faelles for kategori 1- og 2-varer, at "betegnelserne kan frit anvendes uafhaengigt af oprindelses- eller bestemmelsesland". Kolonne c bestemmer faelles for kategori 3- og 4-varer: "Der kan kun anvendes sproget eller sprogene i det land, i hvilket varen bringes paa markedet" (3).

7. Det er denne sidste anmaerkning, der er baggrunden for den sag, der verserer for den forelaeggende ret, og som har givet anledning til det praejudicielle spoergsmaal.

8. Sagen er anlagt af en belgisk forhandler af kategori 3-varer mod den tyske producent og eksportoer af varerne. Forhandleren paastaar, at koebsaftalen er misligholdt, idet de eksporterede varer er betegnet paa en maade, der strider mod kravet om anvendelig betegnelse. Den tyske producent, som efter det oplyste aldrig har respekteret kravet (4), goer gaeldende, at dette krav er ulovligt, fordi det kraenker forbuddet i EOEF-traktatens artikel 30 mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner.

9. Rechtbank van Koophandel' s spoergsmaal lyder saaledes:

"Er Raadets direktiv af 15. december 1969 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om krystalglas foreneligt med EOEF-traktatens artikel 30, naar direktivet som betegnelse for glasprodukter i kategorierne 3 og 4 i bilag I udelukkende tillader, at der goeres brug af sproget eller sprogene i det land, i hvilket varen bringes paa markedet, uden at der gives mulighed for at anvende et andet sprog, som er let forstaaeligt for koeberen, eller at koeberen oplyses ved andre foranstaltninger?

Saafremt direktivet er foreneligt med EOEF-traktatens artikel 30, oenskes det oplyst, om udtrykkene 'pays ou la marchandise est commercialisée' og 'Land, in dem die Ware in den Verkehr gebracht wird' skal forstaas som det land, hvor varerne forhandles med henblik paa salg til den endelige forbruger, eller det land, hvor de forhandles foerste gang?" (5).

Spoergsmaalet om fortolkning af den relevante anmaerkning

10. Den tyske regering har efter min mening med rette anfoert, at det er rigtigst foerst at tage stilling til spoergsmaalet om fortolkningen af anmaerkningen i direktivets bilag. Vurderingen af anmaerkningens gyldighed kan nemlig afhaenge af, hvordan ordene "det land, i hvilket varen bringes paa markedet" fortolkes.

11. Spoergsmaalet er, om der herved sigtes til det land, hvor det foerste salg sker, dvs. fra producenten til forhandler, eller til det land, hvor salget til den endelige forbruger sker.

12. Den tyske regering har bl.a. under henvisning til direktivets praeambel og til den saedvanlige betydning, begrebet "bringes paa markedet" har i faellesskabsretten, anfoert, at direktivet maa sigte til foerstesalgslandet, hvilket almindeligvis vil indebaere, at betegnelsen skal gives paa produktionslandets sprog; et krav om anvendelse af sproget i det land, hvor salget til forbrugeren sker, vil efter den tyske regerings opfattelse for producenterne indebaere adskilt produktion, etikettering og lagerfoering og dermed hoejere omkostninger, hvormed direktivet vil vanskeliggoere de frie varebevaegelser. Sagsoegte i hovedsagen har indtaget samme standpunkt.

13. Jeg er enig med den franske regering og Kommissionen i, at en saadan fortolkning maa vaere forkert. Det sprogkrav, der er indeholdt i anmaerkningen, kan alene forstaas paa baggrund af det formaal, direktivet ogsaa har, nemlig at beskytte forbrugerne mod vildledning. Dette formaal maa indebaere, at det anvendelige sprog maa vaere sproget i det land, hvor varen saelges til forbrugeren. Det er mere end vanskeligt at se, hvilket formaal der ville blive varetaget, hvis anmaerkningen skulle forstaas saaledes, at producenten alene skulle kunne bruge betegnelsen paa sit eget sprog, naar han markedsfoerte varerne i andre lande. Anmaerkningen maa fortolkes saaledes, at den anvendelige betegnelse skal vaere betegnelsen paa sproget eller sprogene i det land, hvor varen saelges til den endelige forbruger.

Spoergsmaalet om anmaerkningens gyldighed

14. Der kan indledningsvis vaere grund til at fastslaa, at det foelger af Domstolens faste praksis, at forbuddet i traktatens artikel 30 ogsaa gaelder for Faellesskabets institutioner (6).

15. Besvarelsen af det forelagte spoergsmaal maa derfor tage udgangspunkt i Domstolens praksis vedroerende denne bestemmelse, hvorefter

- for det foerste, "traktatens artikel 30 indeholder et forbud mod hindringer for de frie varebevaegelser, der foelger af regler om, hvilke betingelser varer skal opfylde (f.eks. med hensyn til benaevnelse, form, dimensioner, vaegt, sammensaetning, praesentation, maerkning og emballage), og det uanset om saadanne regler anvendes uden forskel paa alle varer, naar en saadan anvendelse ikke kan begrundes ud fra et alment hensyn, der gaar forud for hensynene til de frie varebevaegelser" (7);

- for det andet, anvendelsen kan anses for retfaerdiggjort, "saafremt bestemmelserne er uomgaengeligt noedvendige bl.a. af hensyn til forbrugerbeskyttelse eller god markedsfoeringsskik. Saadanne bestemmelser kan imidlertid kun accepteres, naar de staar i rimeligt forhold til det maal, der forfoelges, og dette maal ikke kan naas ved foranstaltninger, der i mindre omfang begraenser samhandelen i Faellesskabet" (8).

16. Det er ubestrideligt og ubestridt under sagen, at et sprogkrav som det foreliggende udgoer en handelshindring i artikel 30' s forstand. Dette fremgaar f.eks. af Domstolens dom af 18. juni 1991 i sag C-369/89 (9), hvor der blev taget stilling til et belgisk krav om maerkning af levnedsmidler paa sproget i det sprogomraade, hvor varerne blev udbudt til salg, og hvor Domstolen bl.a. udtalte, at: "Pligten til udelukkende at anvende sprogomraadets sprog udgoer ... en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, der er omfattet af forbuddet efter traktatens artikel 30." (Praemis 16).

17. Det er imidlertid ogsaa ubestrideligt og ubestridt under sagen, at de hensyn, der ligger til grund for sprogkravet - dvs. oensket om at beskytte de erhvervsdrivende mod illoyal konkurrence og forbrugerne mod vildledning - hoerer til blandt de hensyn, der kan retfaerdiggoere handelshindringer (10).

18. Spoergsmaalet i den foreliggende sag er derfor, om sprogkravet opfylder de ovenfor angivne betingelser for at kunne anses som retfaerdiggjort og dermed ikke er stridende mod traktatens artikel 30.

19. Det kan vaere hensigtsmaessigt, inden jeg droefter den konkrete problemstilling i den foreliggende sag, at goere nogle almindelige bemaerkninger om de vanskelige spoergsmaal, der opstaar, naar hensynet til de frie varebevaegelser skal forliges med de hensyn, der er baggrunden for, at det paalaegges erhvervsdrivende at give forbrugerne naermere bestemte oplysninger om de markedsfoerte varer.

20. Dette krav om oplysninger kan vaere stillet for bl.a. at goere det muligt for forbrugerne at foretage hensigtsmaessige forbrugsvalg og navnlig at behandle de koebte varer paa en maade, der er forsvarlig for dem selv og deres omgivelser.

Oplysninger maa selvsagt gives i en form, der goer det muligt for forbrugerne at forstaa deres indhold. Dette indebaerer i hvert fald normalt, at oplysningerne maa gives paa et sprog, forbrugeren kan antages at forstaa, og dette vil igen i et flersproget enhedsmarked betyde, at det er naerliggende at stille krav om anvendelse af det eller de officielle sprog i de lande, hvor varen bliver markedsfoert.

21. Oplysningskrav kan foelge af regler vedtaget af Faellesskabets institutioner, men kan naturligvis ogsaa vaere fastsat selvstaendigt af de nationale lovgivere.

22. Der er naeppe tvivl om, at det i sidstnaevnte tilfaelde er normalt, at det i forbindelse med de paagaeldende krav om oplysninger enten udtrykkeligt er bestemt eller i hvert fald stiltiende er forudsat, at oplysningerne skal vaere givet paa det paagaeldende lands sprog.

23. Naar Faellesskabets regler indeholder krav om bestemte oplysninger paa eller i forbindelse med varerne, tages der som udgangspunkt stilling til, paa hvilket sprog de paagaeldende oplysninger skal gives. Raadet og Kommissionen har i deres indlaeg i den foreliggende sag henvist til, at der anvendes flere forskellige udformninger af de bestemmelser, der indeholder sprogkrav, og har gjort gaeldende, at der i hvert enkelt tilfaelde tages noeje stilling til, hvilken af disse der paa det paagaeldende omraade er den rigtige for at forlige de krav, der foelger af hensynet til de frie varebevaegelser, med de krav, der foelger af forbrugerbeskyttelseshensynet.

24. Der findes tilfaelde, hvor der i selve faellesskabsretsakten sker en opregning paa samtlige officielle sprog af naermere bestemte betegnelser eller oplysninger, der skal findes paa varerne, se f.eks. Kommissionens direktiv 91/321/EOEF af 14. maj 1991 om modermaelkserstatninger og tilskudsblandinger til spaedboern og smaaboern (11), hvor artikel 7 indeholder en opregning paa samtlige Faellesskabets officielle sprog af den anvendelige salgsbetegnelse for naermere definerede varer ("modermaelkserstatning" og "tilskudsblanding").

25. Der findes retsakter, hvori det bestemmes, at oplysningerne kan eller skal gives paa det eller de officielle sprog i det land, hvor varen markedsfoeres, se til eksempel

- direktiv 88/378 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes sikkerhedskrav til legetoej (12), og

- direktiv 92/27 om etikettering af og indlaegssedler til humanmedicinske laegemidler (13).

Og der findes tilfaelde, hvor oplysningerne skal gives paa et for koeberen let forstaaeligt sprog, medmindre de meddeles koeberen paa anden maade, se til eksempel Raadets direktiv om harmonisering af praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger (14).

26. Det sidstnaevnte direktiv var relevant i den ovenfor naevnte Piageme-sag, hvor Domstolen i sin dom af 18. juni 1991 kendte for ret, at: "EOEF-Traktatens artikel 30 og artikel 14 i [direktivet] er til hinder for, at der i henhold til nationale regler udelukkende skal anvendes et bestemt sprog ved maerkning af levnedsmidler, uden at der gives mulighed for anvendelse af et andet sprog, der let forstaas af koeberne, eller for, at koeberne sikres de noedvendige oplysninger paa anden maade." (Praemis 17).

27. Der kan vaere grund til at naevne en indirekte og en direkte reaktion paa denne dom.

Europa-Parlamentet vedtog i 1992 en beslutning om forbrugerbeskyttelse og sundhedsbeskyttelse i det indre marked, hvor det bl.a. udtalte, "at en reel beskyttelse af forbrugerne forudsaetter, at disse til enhver tid raader over alle oplysninger paa deres eget sprog" (15).

28. Kommissaer Bangemann naevnte i 1993 i et svar paa et spoergsmaal fra to medlemmer af Europa-Parlamentet, at "Kommissionen er i faerd med at overveje, hvilke konklusioner der kan drages af dommen i Piageme-sagen." Kommissaeren henviste til, at "det eller de nationale sprog, der anvendes dér, hvor varen markedsfoeres, kan ... anses for den mest objektive faellesnaevner for forstaaelse af de oplysninger, som meddeles forbrugeren. Derfor har konklusionerne i ovennaevnte dom ikke almen gyldighed for andre sektorer end levnedsmiddelsektoren, og foelgelig boer det overvejes, om kravet om anvendelse af det officielle sprog ikke boer gaelde for alle obligatoriske oplysninger - herunder i levnedsmiddelsektoren - som af hensyn til almenvellet skal meddeles forbrugerne" (16).

29. Endelig kan der vaere grund til at bemaerke, at det er blevet gjort gaeldende, at det for forbrugerne kan give anledning til uheldig retsusikkerhed, hvis retstilstanden maatte vaere den, at det som udgangspunkt overlades til den erhvervsdrivende at afgoere, om de kraevede oplysninger "er anfoert paa et for koeberen let forstaaeligt sprog", eller om "oplysningerne kan meddeles koeberen paa anden maade" (17).

30. Den faellesskabsregulering, der er omtvistet i den foreliggende sag, er meget specifik for saa vidt angaar det regulerede vareomraade. Men den har som den naevnte regulering paa levnedsmiddelomraadet klart til formaal at sikre de frie varebevaegelser under respekt af hensynet til forbrugerne.

Den her omtvistede regel adskiller sig imidlertid paa et vaesentligt punkt fra de normalt forekommende regler om sprogkrav. Den kraever ikke alene anvendelse af betegnelsen paa salgsstedets sprog, men indebaerer ogsaa, at betegnelserne paa andre sprog ikke maa anvendes.

31. Sagsoegte i hovedsagen og den tyske regering goer i deres indlaeg gaeldende, at den omtvistede anmaerkning foerer til handelshindringer, der ikke er noedvendige for at beskytte forbrugerne og de erhvervsdrivende. Raadet, Kommissionen og den franske regering goer derimod gaeldende, at kravet er noedvendigt for at beskytte forbrugerne mod vildledning og de erhvervsdrivende mod illoyal konkurrence paa grund af den saerlige fare for misbrug af betegnelser med henblik paa at vildlede forbrugerne for saa vidt angaar kvaliteten af de solgte varer. Faren er, goeres det gaeldende, reel paa grund af de betydelige prisforskelle mellem varerne i de forskellige kategorier, og fordi det drejer sig om varer, som forbrugerne ikke har et almindeligt kendskab til.

32. For at forstaa de problemer, faellesskabslovgiver stod over for, er det noedvendigt at redegoere for de i direktivet fastlagte betegnelser. For overskuelighedens skyld gengives i hovedteksten alene betegnelserne paa de 4 sprog, der var relevante ved direktivets vedtagelse. Betegnelserne paa disse sprog er foelgende:

Kategori 1: Kategori 2:

Fransk: Cristal supérieur 30% Cristal au plomb 24%

Italiensk: Cristallo superiore 30% Cristallo al plombo 24%

Tysk: Hochbleikristall 30% Bleikristall 24%

Nederlandsk: Volloodkristal 30% Loodkristal 24%

Kategori 3: Kategori 4:

Fransk: Cristallin Verre sonore

Italiensk: Vetro sonoro superiore Vetro sonoro

Tysk: Kristallglas Kristallglas

Nederlandsk: Sonoorglas (18) Sonoorglas (19)

33. Det vil ses, at betegnelserne i kategori 1 og 2 alle indeholder ordet "krystal", hvortil er knyttet enten ordet "superior" eller ordet "bly" i forskellige udformninger.

34. Der er vaesentlig stoerre forskelle mellem betegnelserne for kategori 3- og 4-varer. De fleste af betegnelserne er knyttet til ordene "glas" (verre/vetro) og "lyd" (sonore/sonoor), idet betegnelsen "cristallin" dog paa fransk bruges for kategori 3-varer, og i Belgien "kristallinglas". Hertil kommer, at betegnelsen paa tysk for begge kategorier er "Kristallglas".

35. Det er som naevnt direktivets regel, at producenterne for saa vidt angaar kategori 1 og 2 kan saelge varerne overalt i Faellesskabet, blot de angivne betegnelser anvendes (hvad enten kun en eller alle betegnelser anvendes, og hvad enten markedsfoeringslandets betegnelse anvendes eller ej). En tysk produceret kategori 1-vare kan saaledes - hvis producenten vaelger det - markedsfoeres i hele Faellesskabet som "Hochbleikristall 30%".

Paa grund af faren for vildledende og illoyal markedsfoering af kategori 3- og 4-varer bliver direktivreglen af en helt anden karakter for disse varer. For det foerste skal markedsfoeringslandets betegnelse anvendes, og for det andet maa ingen andre betegnelser anvendes.

36. Det foerste aspekt af kravet er mindre byrdefyldt for den erhvervsdrivende at respektere end det andet. Det er dog som ovenfor anfoert sikkert, at ogsaa et saadant krav principielt er handelshindrende i artikel 30' s forstand. Det forekommer mig klart, at kravet i hvert fald i vidt omfang er berettiget. Der er store forskelle mellem visse af betegnelserne - f.eks. cristallin og kristallglas paa det ene side og vetro sonoro og sonoorglas paa den anden side. Det maa kunne kraeves, at en fransk kategori 3-vare - cristallin - i Nederlandene markedsfoeres under den for dette land gaeldende betegnelse, sonoorglas. Til gengaeld kan det forekomme unoedigt restriktivt at kraeve, at en fransk producent af kategori 4-varer - verre sonore - noedvendigvis ved markedsfoering i Italien, Spanien og Portugal skal anvende de for disse lande gaeldende betegnelser vetro sonoro, vidrio sonoro og vidro sonoro (20).

37. Det andet aspekt af kravet - at udelukkende markedsfoeringslandets betegnelse maa anvendes - stiller utvivlsomt de erhvervsdrivende over for reelle praktiske problemer.

38. Faellesskabslovgiver har ment, at ogsaa denne del af kravet er noedvendig for at beskytte forbrugeren mod vildledning. Denne opfattelse maa bygge paa to forudsaetninger:

For det foerste at forbrugeren ikke er tilstraekkeligt oplyst ved anvendelsen af den rette betegnelse paa hans eget sprog, og for det andet at der er fare for vildledning ved, at betegnelser paa andre sprog samtidig forefindes paa varen.

39. Det maa vaere indlysende, at disse forudsaetninger i en raekke af de relevante sammenhaenge ikke er rigtige. I alle de tilfaelde, hvor de anvendte betegnelser blot er sammensaetninger med ordet "lyd" (sonore/sonoor), er der ikke vildledningsfare, selv om flere sproglige betegnelser anvendes. Disse betegnelser er reelt forskellige fra samtlige betegnelser for kategori 1- og 2-varer.

40. Det er mere tvivlsomt, om der er vildledningsfare, naar ordet "krystallin" bruges. Spoergsmaalet er, om f.eks. en italiensk eller spansk forbruger vil blive vildledt ved koeb af en fransk produceret kategori 3-vare, hvorpaa - foruden den korrekte italienske eller spanske betegnelse - tillige er anvendt den franske betegnelse "cristallin". Vildledning vil forudsaette for det foerste, at den paagaeldende forbruger ikke bliver tilstraekkeligt vejledt ved anvendelsen af den korrekte italienske eller spanske betegnelse, og for det andet, at der er en fare ved brugen af ordet "cristallin", der kan faa forbrugeren til at tro, at der er tale om krystalvare af kategori 1 og 2.

41. Det er ikke let at have en begrundet mening herom. Naar det forholder sig saaledes, maa det vaere rigtigt at acceptere den vurdering, som ligger til grund for den af faellesskabslovgiver udstedte regel.

42. Det er naerliggende at antage, at der bestaar en vildledningsfare, naar den tyske betegnelse "Kristallglas" anvendes i andre stater end i Tyskland. Den tyske betegnelse anvender det ord, "Kristall", der i de andre lande er forbeholdt varer af kategori 1 og 2. Det er i denne forbindelse naeppe forkert, naar faellesskabslovgiver laegger til grund, at den samtidige anvendelse af markedsfoeringslandets egen betegnelse ikke udgoer en tilstraekkelig sikring mod vildledning (21).

43. Det kan saaledes fastslaas, at der vil vaere tilfaelde, hvor anvendelsen af anmaerkningen vil indebaere handelshindringer, der isoleret set ikke er retfaerdiggjort af hensyn til at beskytte mod illoyal konkurrence og vildledning af forbrugerne, mens der ogsaa er situationer, hvor det modsatte er tilfaeldet.

44. Spoergsmaalet maa derfor vaere, om det er muligt for faellesskabslovgiver at udstede alternative regler, hvorved hensynene bag direktivets regel kan tilgodeses, samtidig med at de frie varebevaegelser ikke hindres i de tilfaelde, hvor der ikke findes en retfaerdiggoerelse herfor (22).

45. Selv om der formentlig er retstekniske fordele knyttet til den i direktivet valgte regel, forekommer det mig, at det maa vaere muligt for faellesskabslovgiver at finde en regel, der bedre tager hensyn til de krav, der foelger af oprettelsen af det indre marked med fri bevaegelighed for varer, samtidig med at de erhvervsdrivende beskyttes mod illoyal konkurrence og forbrugerne mod vildledning.

46. Jeg skal paa denne baggrund foreslaa Domstolen at finde den omtvistede anmaerkning i kolonne c for saa vidt angaar kategori 3- og 4-varer ugyldig.

47. Dette indebaerer ikke noedvendigvis, at enhver af betegnelserne paa medlemsstaternes sprog kan anvendes ved markedsfoeringen i samtlige medlemsstater.

Indtil Raadet maatte have vedtaget en anden bestemmelse, vil det vaere muligt for medlemsstaterne paa grundlag af de i staterne gaeldende almindelige regler at traeffe de fornoedne forholdsregler over for en markedsfoering af kategori 3- og 4-varer, hvis den anvendte betegnelse er egnet til at vildlede forbrugerne.

Forslag til afgoerelse

48. Jeg skal paa denne baggrund foreslaa Domstolen at besvare den forelaeggende rets spoergsmaal saaledes:

Anmaerkningen "Der kan kun anvendes sproget eller sprogene i det land, i hvilket varen bringes paa markedet" i kolonne c i bilag I til direktiv 69/493 er ugyldig.

(*) Originalsprog: dansk.

(1) - EFT 1969 II, s. 581. Org.ref.: JO 1969 L 326, s. 36. Direktivet er ikke aendret bortset fra de tilpasninger, der har vaeret noedvendige som foelge af nye medlemsstaters tiltraedelse af Faellesskaberne.

(2) - Under retsmoedet oplyste sagsoegte i hovedsagen, at den tekniske udvikling nu har gjort det muligt at fremstille krystalvarer uden anvendelse af bly, og at saadanne glas kan vaere af hoej kvalitet.

(3) - Den danske version af direktivet er paa dette punkt utvivlsomt fejlagtig, idet den til forskel fra versionerne paa samtlige andre sprog alene indeholder ordet sproget og ikke ordene eller sprogene . Bestemmelsen er derfor her gengivet i den korrekte udformning.

(4) - Den tyske virksomhed oplyste under retsmoedet, at den - ligesom andre virksomheder i branchen - hidtil har paafoert varerne de i kolonne c naevnte betegnelser paa tysk, fransk og engelsk.

(5) - Spoergsmaalet, der er affattet paa flamsk, anvender den franske og tyske direktivtekst.

(6) - Se f.eks. dom af 20.4.1978 (forenede sager 80/77 og 81/77, Commissionnaires Réunis og Ramel, Sml. s. 927).

(7) - Dom af 2.2.1994 (sag C-315/92, Clinique Laboratories, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

(8) - Se f.eks. Domstolens dom af 13.12.1990 (C-238/89, Pall Corp., Sml. I, s. 4827, praemis 11 og 12).

(9) - Piageme m.fl. mod BVBA Peeters, Sml. I, s. 2971.

(10) - Se f.eks. dom af 20.2.1979 (sag 120/78, Cassis de Dijon, Sml. s. 649).

(11) - EFT L 175, s. 35.

(12) - EFT 1988 L 187, s. 1. Artikel 11, stk. 5, i direktivet bestemmer:

I bilag IV er anfoert, hvilke advarsler og oplysninger om forsigtighedsregler ved brugen der skal gives for visse former for legetoej. Medlemsstaterne kan kraeve, at disse eller visse advarsler eller forsigtighedsregler samt de i stk. 4 omhandlede oplysninger er udformet paa deres officielle sprog, naar varen bringes i handelen.

(13) - EFT 1992 L 113, s. 8. Artikel 8 bestemmer:

Indlaegssedlen [den seddel der indeholder oplysning om laegemidlet og som medfoelger dette] skal vaere let laeselig og vaere affattet i udtryk, der er klare og forstaaelige for patienterne, paa det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor laegemidlet markedsfoeres. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at indlaegssedlen kan affattes paa flere forskellige sprog under forudsaetning af, at de samme oplysninger anfoeres paa alle sprog.

(14) - Raadets direktiv 79/112 af 18.12.1978, EFT L 33, s. 1. Artikel 14 bestemmer:

Medlemsstaterne drager dog omsorg for at forbyde handel med levnedsmidler paa deres omraade, saafremt de i artikel 3 og artikel 4, stk. 2, foreskrevne oplysninger ikke er anfoert paa et for koeberen let forstaaeligt sprog, medmindre oplysningerne meddeles koeberen paa anden maade. Denne bestemmelse hindrer ikke, at de naevnte oplysninger kan anfoeres paa flere sprog.

(15) - EFT 1992 C 94, s. 217, se betragtning V. Beslutningen indeholder i sit punkt I 10, c), gg), for saa vidt angaar foedevaredeklarationer en opfordning til Kommissionen om at fastsaette ufravigelige bestemmelser om, at alle oplysninger, som er nyttige for forbrugerne, og ligeledes alle obligatoriske oplysninger skal angives paa forbrugerens modersmaal i overensstemmelse med gaeldende EF-bestemmelser og eventuelle nationale bestemmelser og under hensyntagen til de sproglige forhold i det omraade, hvor produktet markedsfoeres.

(16) - EFT 1993 C 95, s. 7.

(17) - Se herved den endelige rapport om Current principles and provisions concerning language demand for consumer related legislation within the European Community udarbejdet af Bureau Européen des Unions de Consommateurs i august 1993.

(18) - I Belgien er betegnelsen dog Kristallinglas.

(19) - De tilsvarende betegnelser er paa

Kategori 1: Kategori 2:

Engelsk: Full lead crystal 30% Lead crystal 24%

Dansk: Krystal 30% Krystal 24%

Spansk: Cristal superior 30% Cristal al plomo 24%

Portugisisk: Cristal de chumbo superior 30% Cristal de chumbo 24%

Graesk (omskrevet til latinske bogstaver):

Cristalla ipsilis Molivduh(r)a cristalla

periaektikotitos cae molivdo.

Kategori 3: Kategori 4:

Engelsk: Crystal glass, crystallin Crystal glass, crystallin

Dansk: Krystallin Krystallin

Spansk: Vidrio sonoro superior Vidrio sonoro

Portugisisk: Vidro sonoro superior Vidro sonoro

Graesk: Ialocristalla. Ialocristalla.

(20) - I et saadant tilfaelde maa det anses for fyldestgoerende at stille krav om, at der anvendes et sprog, som kun ved mindre ortografiske forskelle afviger fra forbrugerens.

(21) - Det er i oevrigt muligt, at de samme overvejelser i et vist, om end mere begraenset, omfang, goer sig gaeldende for saa vidt angaar den engelske betegnelse crystal glass, crystallin .

(22) - Der kan maaske i denne forbindelse vaere anledning til at naevne, at der naeppe i en raekke af de tilfaelde, der er omfattet af direktivets krav, kan vaere tvivl om, at tilsvarende krav, hvis de fulgte af nationale regler, ville vaere stridende mod artikel 30. Hvis der f.eks. ved import af franske kategori 3-varer af de danske myndigheder blev kraevet, at den franske vare skulle aendre sin betegnelse fra cristallin til krystallin , eller hvis de portugisiske myndigheder maatte kraeve, at spanske kategori 3-varer skulle betegnes vidro sonoro og ikke vidrio sonoro , er der naeppe tvivl om, at der ville foreligge overtraedelser af artikel 30.