61993C0039

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

A ° Indledning

1. I den foreliggende sag er der indgivet appel mod kendelsen afsagt den 30. november 1992 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (herefter benaevnt "Retten") i sag T-36/92 (1). De faktiske omstaendigheder i sagen er foelgende.

2. Syndicat français de l' Express international (herefter benaevnt "SFEI") er en sammenslutning af virksomheder, der opererer i Frankrig inden for ilpostsektoren. Den 21. december 1990 indgav SFEI en klage til Kommissionen, hvori den gjorde indsigelse mod den logistiske og oekonomiske bistand, som det franske postvaesen (La Poste française) havde ydet Société française de messagerie internationale (herefter benaevnt "SFMI"). SFMI er ifoelge Rettens konstateringer et aktieselskab efter fransk ret, hvori det franske postvaesen indirekte ejer 66% af aktiekapitalen. Den bistand til SFMI, som SFEI anfaegtede, bestod bl.a. i, at det franske postvaesen havde stillet samtlige postkontorer til raadighed, anvendt en privilegeret toldprocedure, ydet saerlige gunstige finansbetingelser og ivaerksat foranstaltninger til fremme af reklame.

3. Dagen foer, dvs. den 20. december 1990, havde SFEI indgivet en klage til de franske konkurrencemyndigheder, hvori det gjorde gaeldende, at det franske postvaesen og SFMI havde overtraadt de franske konkurrenceregler.

4. SFEI' s klage til Kommissionen bestod af tre dele, for det foerste en foelgeskrivelse til generaldirektoeren for Generaldirektorat IV (herefter benaevnt "GD IV"), et kort resumé af klagen og selve klagen, som var vedfoejet en indholdsfortegnelse. Endvidere var klagen vedlagt en kopi af den klage, som SFEI dagen foer havde indgivet til de franske konkurrencemyndigheder.

I foelgeskrivelsen anfoerte SFEI, at klagen var baseret paa EF-traktatens artikel 92 ff. og var rettet mod den franske stat. Ifoelge SFEI paavirkede klagen ikke mulighederne for i givet fald at ivaerksaette foranstaltninger paa grundlag af EF-traktatens artikel 85 og 86. SFEI tilfoejede, at "ogsaa" klagen til de franske konkurrencemyndigheder "var relevant", saavel efter EF-traktatens artikel 85 og 86 som efter traktatens artikel 5 og 90.

5. Den 18. marts 1991 blev der afholdt et moede mellem GD IV og klagerens repraesentanter, hvorunder man bl.a. droeftede muligheden for at anvende EF -traktatens artikel 86. GD IV lovede at undersoege de oplysninger, det raadede over, paa grundlag af denne traktatbestemmelse.

6. Den 15. november 1991 sendte klagerens advokat en skrivelse til generaldirektoeren for GD IV, hvori han udbad sig oplysninger om, hvorvidt Kommissionen agtede at indlede en procedure paa foranledning af de omstaendigheder, som var anfoert i klagen, og i bekraeftende fald da paa hvilket retsgrundlag (artikel 85, 86 og 90 og/eller artikel 92 ff.).

7. Den 9. januar 1992 besvarede generaldirektoeren for GD IV skrivelsen af 15. november 1991. I dette brev, som var affattet paa engelsk, hedder det:

"Mine medarbejdere henviste under moedet med Dem den 18. marts 1991 til, at der naeppe var grundlag for at fastslaa ved en beslutning, at der forelaa en overtraedelse af traktatens bestemmelser om statsstoette. Undersoegelsen af dette spoergsmaal er siden blevet viderefoert. Under moedet afgav Kommissionen endvidere tilsagn om at undersoege de oplysninger, som den er i besiddelse af, for at kunne tage principiel stilling vedroerende anvendelsen af artikel 86.

Mens undersoegelsen har staaet paa, er der indgaaet et joint venture mellem TNT, det franske postvaesen og fire andre nationale posttjenester, som vil paavirke tjenesten for international ilpost i det franske postvaesen. Kommissionen har i medfoer af forordningen om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser ivaerksat en undersoegelse af aftalerne i forbindelse hermed, og Kommissionens beslutning herom af 2. december er for nylig blevet offentliggjort. Resultatet af denne undersoegelse vil naturligvis paavirke Kommissionens undersoegelse af SFEI' s klage.

De vil inden laenge modtage en skrivelse med mere fyldige oplysninger og med de konklusioner, som Kommissionen naar frem til."

8. Det joint venture, som omtales i denne skrivelse, er et joint venture mellem en australsk virksomhed (TNT, Ltd) samt det tyske, canadiske, franske, nederlandske og svenske postvaesen. Det blev anmeldt til Kommissionen den 28. oktober 1991. Den 2. december 1991 traf Kommissionen beslutning om, at det var foreneligt med det faelles marked, i den betydning, der anvendes i Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT L 395, s. 1). I forbindelse med denne procedure havde de fire europaeiske postvaesener afgivet visse tilsagn, som er naermere praeciseret i et bilag til den naevnte af Kommissionen trufne beslutning.

9. Den 10. marts 1992 tilsendte Kommissionen sagsoegerne to skrivelser. Ved den foerste af disse skrivelser (nr. 06873) meddelte Kommissionen klageren, at dens kompetente tjenestegren havde truffet beslutning om ["décision"] at afslutte proceduren vedroerende en eventuel overtraedelse af EF-traktatens artikel 92 ff.

I den anden skrivelse, som var affattet paa engelsk (nr. 000978), henviste koncipisten ° en direktoer ved GD IV ° til skrivelsen af 9. januar 1992. Han henledte opmaerksomheden paa den undersoegelse, der var foretaget af det foernaevnte joint venture-selskabs forenelighed med fusionsforordningen og den herom af Kommissionen trufne beslutning af 2. december 1991, og anfoerte, at denne undersoegelse i sagens natur omfattede alle de vigtigste af de punkter, som SFEI havde rejst vedroerende overtraedelsen af artikel 86. Han henviste herved navnlig til de forskellige tvaergaaende stoetteforanstaltninger, som muligvis var ydet, og de fordele, som joint venture-selskabet kunne drage af adgangen til det franske postvaesens infrastruktur og dettes forrettigheder. Endvidere anfoerte han, at Kommissionen ud fra en bedoemmelse af markedssituationen og de tilsagn, som deltagerne havde afgivet, var naaet til den konklusion i sin beslutning, at der ikke kunne siges at vaere etableret eller forstaerket en dominerende stilling, som i vaesentlig grad kunne begraense den effektive konkurrence.

Skrivelsen slutter saaledes:

"Jeg ved, at De havde haabet, at Kommissionen ville ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 86, som indebar en fuldstaendig undersoegelse. Denne procedure ville i saa fald udelukkende have vedroert situationen for saa vidt angaar Frankrig. Den undersoegelse, som blev foretaget i henhold til fusionsforordningen, vedroerte derimod vigtigere aendringer paa det stoerre marked, som EF omfatter. De konkurrencevilkaar, som Kommissionens tidligere afgoerelser vedroerende international ilpostvirksomhed har medvirket til at lette, har nu bredt sig til et stoerre marked. Jeg er overbevist om, at disse resultater udgoer de bedst mulige rammer for, hvad der paa nuvaerende tidspunkt kunne opnaas for at sikre, at medlemmerne af SFEI og andre erhvervsdrivende alle har fri adgang til at konkurrere.

Selv om vi ikke, af de anfoerte grunde, agter at fortsaette undersoegelsen i henhold til artikel 86, kan jeg forsikre Dem om, at Kommissionen vil fortsaette med at overvaage udviklingen paa dette marked noeje. Ved separat skrivelse modtager De underretning om resultatet af Kommissionens behandling af sagen om statsstoette, som staar i forbindelse med den foreliggende sag." (Oversat fra engelsk).

[I am aware that you have hoped that the Commission would follow the full procedure of an Article 86 investigation. This procedure would have only dealt with the situation regarding France. However, this investigation under the Merger Regulation has dealt with significant changes in the wider Community market. The competitive conditions facilitated by previous Commission decisions on the international express have now been effectively extended. I am satisfied that the result is the best framework that could be obtained at this time in order to ensure that SFEI members and other operators all have a full opportunity to compete.

While we do not propose to pursue enquiries under Article 86 in these circumstances, I can assure you that we shall maintain a close watch on developments in this market. In a separate letter we are informing you of the outcome of our consideration of the linked presented under the State aid rules].

10. Den 16. maj 1992 rejste SFEI og tre virksomheder, som tilhoerer denne sammenslutning ° nemlig DHL International, Service Crie og May Courier ° et annullationssoegsmaal vedroerende den beslutning, som efter deres opfattelse var indeholdt i skrivelsen af 10. marts 1992 (skrivelse nr. 000978). Sagsoegerne gjorde under sagen gaeldende, at Kommissionen med denne skrivelse endeligt havde afvist den i henhold til artikel 86 indgivne klage. I staevningen foreholdt sagsoegerne bl.a. Kommissionen at have tilsidesat vaesentlige formforskrifter (navnlig en overtraedelse af pligten i artikel 190 til at begrunde retsakter), at have tilsidesat artikel 86 samt at have gjort sig skyldig i magtfordrejning.

Samtidig anlagde sagsoegerne sag vedroerende den beslutning fra Kommissionen, som var indeholdt i skrivelse nr. 06873, og hvorved undersoegelsen af klagen i henhold til artikel 92 ff. var blevet indstillet. Denne sag blev uden genstand, efter at Kommissionen den 9. juli 1992 havde meddelt sagsoegeren, at den tilbagekaldte beslutningen.

11. Kommissionen paastod sagen vedroerende skrivelse nr. 000978 afvist af flere grunde. Den gjorde herved navnlig gaeldende, at skrivelsen ikke var nogen anfaegtelig retsakt, da den ikke havde karakter af en beslutning.

Til stoette herfor anfoerte Kommissionen, at skrivelsen blot var udtryk for en foerste reaktion fra dens tjenestegrene og dermed hoerte til den foerste fase i proceduren for undersoegelse af en klage, som denne er naermere beskrevet i Rettens dom i Automec I-sagen (2). Ifoelge Kommissionen udgjorde naevnte skrivelse blot en forklaring paa dens beslutning af 2. december 1991 og dens betydning for behandlingen af SFEI' s klage. Dette foreloebige standpunkt fra Kommissionens side blev meddelt SFEI ved skrivelse af 9. januar 1992.

I den forbindelse gjorde Kommissionen gaeldende, at den klage, som var indgivet den 21. december 1990, oprindeligt kun vedroerte en eventuel overtraedelse af artikel 92 ff. Foerst under moedet den 18. marts 1991 blev de omstaendigheder, som var omhandlet i klagen, undersoegt i forhold til artikel 86. Sagsoegerne bestred imidlertid den af Kommissionen anlagte fortolkning og fastholdt, at klagepunktet om den mulige overtraedelse af artikel 86 allerede var fremfoert i klagen af 21. december 1990.

12. Retten besluttede foerst at undersoege den af Kommissionen fremfoerte formalitetsindsigelse. Den fandt herved at maatte undersoege, for det foerste om klagen af 21. december 1990 ogsaa var baseret paa artikel 86, og for det andet, om den anfaegtede skrivelse indeholdt en beslutning og kunne have retsvirkninger (3).

13. Hvad angaar det foerste spoergsmaal naaede Retten efter en udfoerlig proevelse frem til den konklusion (se kendelsens grund 32-37), at klagen af 21. december 1990 udelukkende var baseret paa artikel 92 (4).

14. Hvad angaar det andet spoergsmaal, sondrer Retten i kendelsen mellem to forskellige situationer. Saafremt den anfaegtede skrivelse var blevet udsendt i forbindelse med en procedure i henhold til forordning nr. 17 (5), kunne dette i den foreliggende sag kun vaere sket paa foranledning af en yderligere begaering herom, som SFEI havde fremsat under moedet den 18. marts 1991, saaledes som sagsoegerne selv havde paastaaet og Kommissionen havde indroemmet (6). Som bekendt kan ifoelge artikel 3 i forordning nr. 17 fysiske eller juridiske personer, som godtgoer at have en berettiget interesse heri, anmode Kommissionen om at fastslaa, at der foreligger en overtraedelse af EF-traktatens artikel 85 eller 86. I saa fald kunne den omhandlede skrivelse imidlertid ikke efter Rettens opfattelse have karakter af en beslutning, da den var "udsendt under et stadium, som laa forud for undersoegelsesprocedurens afsluttende fase" (7). Skrivelsen indeholdt ingen kvalifikation efter artikel 86 af de af klagerne anfoerte omstaendigheder (8) og havde derfor ikke som saadan "paa dette stadium" af proceduren medfoert, at den undersoegelse, der var foretaget af Kommissionen, var bragt til afslutning (9). Henset til skrivelsens indhold var der efter Rettens opfattelse snarere grund til at anse skrivelsen for en "foranstaltning paa et forberedende stadium af undersoegelsen, som blot udgoer en foerste reaktion fra Kommissionens tjenestegrene, og som ikke har nogen retsvirkning" (10).

Saafremt skrivelsen derimod ikke var affattet som led i en procedure i henhold til forordning nr. 17, kunne den ikke goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i henhold til EF-traktatens artikel 173 (11), da den ikke havde nogen retsvirkning.

15. SFEI og virksomhederne DHL International, Service Crie og May Courier (herefter benaevnt "appellanterne") har derpaa appelleret Rettens kendelse til Domstolen. Under appelsagen har de i det vaesentlige fremfoert tre anbringender, som kan sammenfattes paa foelgende maade: for det foerste, at Retten har fejlfortolket begrebet "begaering" i artikel 3 i forordning nr. 17, idet klagen af 21. december 1990 efter appellanternes opfattelse tillige omfattede artikel 86 i modsaetning til det af Retten antagne. For det andet, at Retten har fejlfortolket begrebet "anfaegtelig retsakt", idet den af appellanterne anfaegtede skrivelse af 10. marts 1992 efter deres opfattelse udgoer en endelig beslutning, som kan goeres til genstand for et soegsmaal i henhold til EF-traktatens artikel 173. For det tredje anfoerer de, at Retten har tilsidesat princippet om berettiget formodning og retssikkerhedsprincippet, idet den ikke har taget behoerigt hensyn til en erklaering fra Kommissionen, som denne offentliggjorde i den XX Beretning om Konkurrencepolitikken.

16. Appellanterne har som foelge af det anfoerte nedlagt paastand om, at Domstolen ophaever Rettens kendelse af 30. november 1992 i sag T-36/92, SFEI m.fl. mod Kommissionen, og drager alle de noedvendige retsfoelger af dommens ophaevelse, herunder navnlig at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten, samt at afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.

17. Kommissionen har nedlagt paastand om frifindelse og om, at appellanterne tilpligtes at betale appelsagens omkostninger in solidum.

B ° Gennemgang

Formaliteten

18. Foer jeg gennemgaar appellanternes anbringender, anser jeg det for noedvendigt foerst at behandle et argument, som Kommissionen har fremfoert under den mundtlige forhandling. Kommissionens repraesentant gjorde ved den lejlighed gaeldende, at appellanterne misbrugte deres rettigheder ved at rejse krav om ophaevelse af Rettens kendelse. Denne opfattelse synes at vaere baseret paa den forudsaetning, at den anfaegtede kendelse netop foerte til det resultat, som de tidligere sagsoegere og nuvaerende appellanter soegte at opnaa, nemlig at Kommissionen fortsaetter den undersoegelse, som den indledte paa foranledning af deres klage.

19. Man maa nemlig konstatere, at foelgen af Rettens kendelse af 30. november 1992 var, at Kommissionens undersoegelse af klagen endnu ikke kunne betragtes som afsluttet. Appellanterne kunne derfor have ladet denne kendelse opnaa retskraft og derefter opfordre Kommissionen til at tage endelig stilling til, om der forelaa den overtraedelse af artikel 86, som appellanterne havde gjort gaeldende. Hvis man derimod laegger til grund, at det er rigtigt, som antaget af appellanterne i de to sagsled, at Kommissionens procedure blev afsluttet med skrivelsen af 10. marts 1992 og dermed udgjorde en anfaegtelig retsakt, kan dette hoejst foere til, at Domstolen ophaever Rettens kendelse, og at Retten derefter ° i det for appellanterne gunstigste fald, og forudsat, at Retten i oevrigt tager sagen under realitetsbehandling og finder, at den har fornoedent grundlag ° annullerer den naevnte beslutning fra Kommissionen. Ogsaa dette resultat vil altsaa medfoere, at Kommissionens undersoegelse af SFEI' s klage ikke kan betragtes som afsluttet, og at Kommissionen derfor vil kunne opfordres til at tage endeligt stilling til klagen.

Ud fra dette synspunkt kan man godt spoerge, om appellanterne har misbrugt deres rettigheder ved at indbringe sagen for Domstolen. Der er maaske en vis stoette for dette synspunkt i en bemaerkning, som appellanternes advokat fremsatte under en mundtlig forhandling, hvorunder han gav udtryk for, at appellanterne allerede i flere aar havde paataenkt at indbringe sagen for Domstolen, da de havde mistet tilliden til Kommissionen.

20. Efter min opfattelse er det dog ikke noedvendigt at kommentere dette synspunkt yderligere. Hvis appellanterne nemlig skulle faa medhold i sagen, er det ikke udelukket, at Retten ved en fornyet proevelse heraf ogsaa behandler sagens realitet. Det siger sig selv, at saafremt Retten ved en dom skulle annullere Kommissionens beslutning ° som man i saa fald maatte gaa ud fra ogsaa reelt har karakter af en beslutning ° f.eks. paa grund af en overtraedelse af artikel 86 eller paa grund af magtfordrejning (12), ville det aendre appellanternes retsstilling afgoerende. Det kan derfor ikke betragtes som et retligt misbrug, at Rettens kendelse er blevet appelleret.

21. Kommissionen har gjort gaeldende, at visse af de klagepunkter, som er rejst af appellanterne, maa afvises fra realitetsbehandling, da de vedroerer faktiske omstaendigheder og ikke retsspoergsmaal. Som bekendt er en appelsag efter EF-traktatens artikel 168 a, stk. 1, og artikel 51, stk. 1, i statutten for De Europaeiske Faellesskabers Domstol begraenset til retsspoergsmaal. Af hensyn til overskueligheden skal jeg dog gennemgaa dette spoergsmaal i forbindelse med hvert af de anbringender, for hvilke denne indsigelse er gjort gaeldende.

Gennemgang af de enkelte anbringender

Foerste anbringende: fejlagtig fortolkning af begrebet "begaering"

22. Retten har anfoert i sin kendelse, at klagen af 21. december 1990 ikke i sig selv indeholdt nogen henvisning til EF-traktatens artikel 86. Efter Rettens opfattelse udgoer den omstaendighed, at sagsoegerne i et "andet aktstykke end selve klagen", nemlig i foelgeskrivelsen til generaldirektoeren for GD IV, udtrykkeligt forbeholdt sig muligheden for at anmode Kommissionen om at undersoege sagen paa grundlag af artikel 85 og 86, og at der i dette aktstykke var henvist til den klage, som var forelagt de franske konkurrencemyndigheder, blot yderligere en bekraeftelse af, at klagen til Kommissionen oprindeligt alene var stoettet paa traktatens artikel 92 (13).

23. Appellanterne anfoerer, at de krav, som Retten har stillet til begrebet "begaering" i artikel 3 i forordning nr. 17, er ubegrundet formalistiske. De anfoerer herved, at SFEI' s klage til Kommissionen den 21. december 1990 ogsaa omfattede en foelgeskrivelse og i bilaget endvidere den klage, som de havde indgivet til de franske konkurrencemyndigheder. Efter appellanternes opfattelse har Retten klart fejlfortolket de dokumenter, klagen bestod af. Retten kan ikke paa grundlag af disse dokumenter vaere naaet frem til den konklusion, at klagen af 21. december 1990 ikke var stoettet paa artikel 86. Endelig er Rettens begrundelse selvmodsigende, da den foerst har anset foelgeskrivelsen for at udgoere en del af klagen, men senere aendret denne opfattelse (jf. henholdsvis grund 32 og 37).

24. Heroverfor anfoerer Kommissionen, at anbringendet ikke vedroerer retsspoergsmaal, men Rettens bedoemmelse af faktiske omstaendigheder. Jeg er enig i dette synspunkt. Der ville ganske vist foreligge et retsspoergsmaal, som vil kunne proeves under en appelsag, saafremt Retten havde fejlfortolket begrebet "begaering" (efter artikel 3 i forordning nr. 17). Dette er imidlertid efter min opfattelse ikke tilfaeldet.

Man maa ganske vist give appellanterne ret i, at Rettens valg af terminologi kunne foere til den misforstaaelse, at Retten har foretaget en strikte sondring mellem, paa den ene side, selve klagen og, paa den anden side, de oevrige dokumenter i sagen, og at den ikke har tillagt de sidste dokumenter nogen betydning for bestemmelsen af klagens indhold. Efter min opfattelse ses det dog uden videre af sammenhaengen, at denne fortolkning ikke er den mest naerliggende og mest plausible. Retten har snarere undersoegt de enkelte dokumenter og er herved naaet til den overbevisning, at det ikke fremgaar af nogen af dem, at klagen af 21. december 1990 ogsaa var baseret paa artikel 86. Dette er en vurdering af de faktiske omstaendigheder, der ikke som saadan kan goeres til genstand for en proevelse under appelsagen.

Det er ikke noedvendigt at undersoege, om dette resultat ogsaa maa laegges til grund, saafremt Retten ved den omhandlede bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder havde begaaet en aabenbar fejl. Det fremgaar nemlig ikke, som haevdet af appellanterne, at der er begaaet en saadan aabenbar fejl. Selv ud fra en fuldstaendig uvildig bedoemmelse af foelgeskrivelsens ordlyd kan naeppe udledes andet end, at klagen af 21. december 1990 udelukkende var baseret paa artikel 92.

25. Det er under alle omstaendigheder unoedvendigt at gaa videre ind paa dette spoergsmaal, da det er helt ubestridt mellem parterne, at man under moedet den 18. marts 1991 mellem SFEI' s repraesentanter og Kommissionen droeftede anvendeligheden af artikel 86, og at klagen derfor senest at regne fra dette tidspunkt maatte forstaas saadan, at den vedroerte saavel artikel 92 som artikel 86 (og ogsaa blev opfattet af Kommissionen paa den maade). Det var derfor kun noedvendigt at undersoege klagens noejagtige indhold, saaledes som klagen fremtraadte den 21. december 1990, saafremt det tidsrum, der forloeb mellem denne dato og den 18. marts 1991, havde nogen betydning for bedoemmelsen af de foreliggende spoergsmaal. Dette fremgaar klart ikke at vaere tilfaeldet. Rettens betragtninger i kendelsens grunde 32-37 er derfor overfloedige, som Kommissionen med rette har gjort gaeldende.

26. Det er ikke til at forstaa, hvad der overhovedet har faaet Retten til at gaa naermere ind paa dette spoergsmaal, som er uden betydning for sagens afgoerelse. Det er endnu mere maerkvaerdigt, at den saa udfoerligt har behandlet spoergsmaalet. Samtidig maa det dog fastslaas, at det anfoerte ikke kan betyde, at kendelsen maa ophaeves, da Rettens resultat ikke er baseret paa disse betragtninger.

Appellanterne har dog med foeje henvist til, at Retten selv gav udtryk for (i grund 31), at den ansaa de anfoerte betragtninger for at vaere relevante for begrundelsen af dens afgoerelse. Jeg skal senere komme tilbage till dette spoergsmaal i en anden forbindelse.

Andet anbringende: fejlfortolkning af begrebet "anfaegtelig retsakt"

27. Appellanternes andet anbringende er, at Retten har fejlfortolket begrebet "anfaegtelig retsakt". De anfoerer herved, at den anfaegtede skrivelse i betragtning dels af de omstaendigheder, hvorunder den var affattet, dels dens indhold, er en afvisning, som kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal.

Hvad angaar baggrunden for den anfaegtede skrivelse henviser appellanterne navnlig til skrivelsen af 9. januar 1992, hvori Kommissionen bebudede, at den ville fremsende sine "konklusioner". Dette udtryk tydede paa, at Kommissionen paataenkte at tage endelig stilling til spoergsmaalet, hvilket saa skete i den anfaegtede skrivelse af 10. marts 1992. De anfoerer, at Retten overhovedet ikke har taget hensyn til skrivelsen af 9. januar 1992 og desuden ikke har taget stilling til det anbringende, som stoettes paa betydningen af denne skrivelse, hvorfor Rettens kendelse i samme omfang maa anses for utilstraekkeligt begrundet. Desuden anfoerer de, at der er stor lighed mellem den anfaegtede skrivelse og Kommissionens anden skrivelse af 10. marts 1992, hvilken sidste skrivelse efter appellanternes opfattelse ubestrideligt udgoer en beslutning.

Vedroerende selve den anfaegtede skrivelse anfoerer appellanterne, at en beslutning, hvorved Kommissionen afviser en klage, er kendetegnet ved tre forhold, nemlig for det foerste, at den afslutter den ivaerksatte undersoegelse, for det andet, at den indeholder en bedoemmelse af de omtvistede aftaler, og for det tredje, at den forhindrer klageren i at kraeve undersoegelsen genoptaget, medmindre han fremlaegger nye beviser. Efter appellanternes opfattelse udviser den anfaegtede skrivelse alle disse tre kendetegn, som det fremgaar saavel af dens ordlyd som dens sammenhaeng. De bemaerker herved, at Retten i sin kendelse har stoettet sig paa foernaevnte dom i Automec I-sagen, men ikke anvendt den korrekt.

28. Over for dette anbringende har Kommissionen indvendt, at det vedroerer faktiske omstaendigheder og derfor maa afvises fra realitetsbehandling. Vedroerende fortolkningen af den anfaegtede skrivelse har Kommissionen fastholdt samme opfattelse som under sagen ved Retten i Foerste Instans, nemlig at skrivelsen alene udtrykte en foreloebig stillingtagen fra Kommissionens side.

29. Jeg skal foerst undersoege anbringendet om, at Rettens fortolkning af den anfaegtede skrivelse var fejlagtig. Dette er efter min opfattelse en vurdering af faktiske omstaendigheder, der ikke som saadan kan proeves under appelsagen. Det maa dog erkendes, at graensen mellem faktiske og retlige spoergsmaal er meget svaer at drage. Man kan her meget vel forfaegte det standpunkt, at fortolkningen af den anfaegtede skrivelse skal goere det muligt at fastslaa, om den virkelig udgoer en beslutning, som kan anfaegtes under et soegsmaal, saa der i sidste ende her er tale om en kvalifikation af en retlig omstaendighed og dermed om et retsspoergsmaal.

Dette vil dog ikke efter min opfattelse vaere en korrekt fortolkning. Den vil nemlig medfoere, at begrebet "retsspoergsmaal" fortolkes meget vidt og dermed ogsaa kommer til at omfatte Rettens bedoemmelse af faktiske omstaendigheder. Dette vil vaere i strid med det formaal, som blev tilstraebt med oprettelsen af en Ret i Foerste Instans. Formaalet med at oprette to retsinstanser var nemlig at forbedre retsbeskyttelsen inden for Faellesskabet, saaledes at Domstolen fik mulighed for, navnlig i sager, der kraever en indgaaende undersoegelse af komplicerede sagsforhold, at "koncentrere sig om sin hovedopgave, som er at sikre en ensartet fortolkning af faellesskabsretten" (14).

Man ville forfejle det tilstraebte maal, som er at aflaste Domstolen, saafremt begrebet "retsspoergsmaal" blev fortolket saa vidt, at det ogsaa omfattede konstateringen af et dokumentindhold. I modsat fald maatte Domstolen selv i den foreliggende sag efterproeve, om den anfaegtede skrivelse af 10. marts 1992 udgjorde en endelig beslutning og dermed saette sit eget skoen i stedet for Rettens. Hermed ville Domstolen ikke laengere vaere nogen "Rechtsmittelgericht" med henblik paa "revision" i traktatens forstand, men derimod en "Berufungsgericht", altsaa en ankeinstans med fuld proevelsesret.

30. Den opfattelse, at der boer anlaegges en indskraenkende fortolkning af begrebet "retsspoergsmaal", har endvidere stoette i Domstolens praksis. Jeg skal her navnlig henvise til dommen af 1. oktober 1991 i sagen Vidrányi mod Kommissionen (15), hvori Domstolen fastslog, at en appel "kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket". En appel kan derfor kun antages til realitetsbehandling, "for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af" (16).

31. Den opfattelse, som jeg gaar ind for her, er dog ikke noedvendigvis ensbetydende med, at Retten kan foretage en fuldstaendig fri bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder, og at denne bedoemmelse ikke kan efterproeves, medmindre der foreligger en overtraedelse af retsregler. Efter min opfattelse er der absolut mulighed for (og det maa anses for rimeligt) at tage anbringendet under paakendelse, naar Retten har begaaet en aabenbar fejl ved bedoemmelsen af de faktiske omstaendigheder, f.eks. naar den har handlet i strid med almindelig logik.

32. Jeg behoever dog ikke gaa naermere ind paa muligheden herfor, da der under ingen omstaendigheder foreligger en saadan aabenbar fejl. Den fortolkning, som Retten har anlagt af den anfaegtede skrivelse af 10. marts 1992, maa betragtes som forsvarlig.

33. Ganske vist henviser appellanterne med rette til, at skrivelsens ordlyd flere steder tyder paa, at Kommissionen allerede har indstillet den undersoegelse, som den ivaerksatte vedroerende SFEI' s klage. Det gaelder navnlig de to foerste saetninger af den passage, som jeg tidligere har citeret (17), hvor ordet "would" anvendes to gange. I samme forbindelse kan naevnes den formulering, som anvendes i skrivelsens sidste afsnit, hvor det hedder: "We do not propose to pursue enquiries under Article 86". Denne sidste formulering er dog ikke saa klar, at den udelukker andre fortolkninger, selv om jeg naturligvis ikke vil goere krav paa at have den fornoedne autoritet til at fortolke et udtryk paa et fremmedsprog.

Det boer i den forbindelse ogsaa bemaerkes, at intet i skrivelsen tyder paa, at der blot er tale om en foreloebig stillingtagen fra Kommissionens side. Skrivelsens adressat bliver heller i skrivelsen gjort opmaerksom paa muligheden for at fremfoere nye argumenter. Dette punkt har yderligere betydning derved, at Kommissionen selv i sin XX Beretning om Konkurrencepolitikken, som jeg senere skal vende tilbage til, gjorde opmaerksom paa, at dens tjenestegrene i fremtiden vil vaere paapasselige med ikke at "formulere [skrivelser] saa tvetydigt, at klageren dermed kan faa det indtryk, at hans klage er definitivt afvist" (18). Der er naeppe stoette i skrivelsen for den opfattelse, som Kommissionens repraesentant gjorde gaeldende under den mundtlige forhandling, at skrivelsen indeholder en "stiltiende"opfordring til adressaten om at meddele Kommissionen, om han er enig i dens synspunkt.

34. Det maa dog tages i betragtning, at den anfaegtede skrivelse ikke indeholder nogen udtrykkelig bedoemmelse efter artikel 86 af de faktiske omstaendigheder, som SFEI forelagde Kommissionen. Som Retten med foeje har anfoert, indeholder skrivelsen blot en forklaring paa den beslutning, som blev truffet den 2. december 1991 i henhold til fusionsforordningen, og de forbindelser, som efter Kommissionens opfattelse bestod mellem denne beslutning og SFEI' s klage (19). Kommissionen henviser i den anfaegtede skrivelse til, at den i sin beslutning af 2. december 1991 var naaet til den konklusion, at der ikke ved oprettelsen af det omhandlede joint venture mellem det franske postvaesen og de oevrige deltagere var skabt eller forstaerket en dominerende stilling, som i vaesentlig grad kunne forhindre en effektiv konkurrence.

Ved proevelsen af joint venture-selskabets retmaessighed efter fusionsforordningen blev ogsaa situationen paa det franske marked omtalt (20). Det er derfor naerliggende at antage, at det allerede ved de konstateringer, som var indeholdt i beslutningen af 2. december 1991, var afgjort, om der, som haevdet af SFEI i sagen, forelaa et misbrug af en dominerende stilling paa markedet. Kommissionen synes at vaere gaaet ud herfra i sin skrivelse af 10. marts 1992. Den indeholder dog ikke nogen udtrykkelig konstatering af, at der forelaa et saadant misbrug af en dominerende stilling. Navnlig naar man laeser de to passager af den anfaegtede skrivelse, som jeg har citeret, kan man ikke lade vaere med at faa det indtryk, at der siges mange ord om foelgerne af beslutningen af 2. december 1991 for behandlingen af SFEI' s klage, men uden at man bliver klogere om indholdet. Denne mangel ° og mangel paa klarhed ° er beklagelig. Den kan imidlertid ikke aendre ved den omstaendighed, at Rettens fortolkning af skrivelsens udredninger paa dette punkt er plausibel.

Endelig skal jeg behandle appellanternes argument om, at de maatte opfatte den anfaegtede skrivelse som en beslutning, da den blev fremsendt samme dag som skrivelsen vedroerende artikel 92 og lignede den meget. Dette argument har Kommissionens repraesentant tilbagevist paa meget overbevisende maade under den mundtlige forhandling ved at citere skrivelsens ordlyd. Den naevnte skrivelse, som er nummereret som nr. 06873, taler utvetydigt om Kommissionens "beslutning" om at indstille undersoegelsen af klagen i henhold til artikel 92 (21). Den foreliggende skrivelse indeholder ikke en saa klar formulering.

35. Det fremgaar af denne ° yderligere ° undersoegelse af den anfaegtede skrivelse af 10. marts 1992, at den indeholder elementer, som giver grund til at tro, at klagen var blevet endeligt afvist. Paa den anden side kan der ogsaa anfoeres vaesentlige forhold til stoette for Kommissionens paastand om, at skrivelsen blot var udtryk for en foreloebig stillingtagen. Efter min opfattelse maa de sidstnaevnte forhold tillaegges stoerst vaegt, hvorfor der ikke er grundlag for at anfaegte Rettens bedoemmelse.

Kommissionen maa imidlertid finde sig i den kritik, at den med sin formulering af skrivelsen selv har vaeret med til at fremkalde den usikkerhed og tvivl om dens rette forstaaelse, som Retten allerede tidligere har kritiseret i foernaevnte dom i Automec I-sagen, og som Kommissionen selv i sin XX Beretning om Konkurrencepolitikken lovede at ville goere en ende paa. Disse mangler kan dog ikke efter min opfattelse i sig selv ° under henvisning til den doktrin om dokumenters ydre juridiske form, som appellanternes anbringende laegger op til, at man skal foelge ° goere det berettiget at anse skrivelsen for en anfaegtelig beslutning. Fortolkningen af begrebet "anfaegtelig retsakt" (som jeg skal komme tilbage til) maa baseres paa et objektivt grundlag. Princippet om, at den part, som afgiver erklaeringen, selv er ansvarlig for tvetydigheder i denne, kan ogsaa i tilstraekkelig grad tilgodeses ved, at der i afgoerelsen om fordelingen af sagens omkostninger tages hensyn dertil.

36. Jeg skal herefter behandle anbringendet om, at Retten ikke har taget behoerigt hensyn til skrivelsen af 9. januar 1992. Dette synes ogsaa ved foerste oejekast at vaere et faktisk spoergsmaal, som ikke kan efterproeves under appelsagen. Dette er dog efter min mening en fejlagtig opfattelse. Ganske vist skal efterproevelsen af Rettens bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder, som jeg tidligere har anfoert, holdes inden for meget snaevre graenser (22), men saafremt Retten i sin afgoerelse slet ikke har taget stilling til et anbringende, som er fremfoert af den paagaeldende part, foreligger der slet ingen bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder. Der er i saa fald, som fastslaaet af Domstolen i foernaevnte Vidrányi-sag, snarere tale om en "mangel i form af manglende begrundelse", dvs. om "en tilsidesaettelse af det generelle princip om, at enhver domsmyndighed har pligt til at begrunde sine afgoerelser, navnlig ved at anfoere grundene til, at den ikke har taget et klagepunkt, som formelt er paaberaabt for den, til foelge" (23).

37. Der maa imidlertid tages hensyn til, at Vidrányi-dommen vedroerte tilsidesaettelsen af en retsregel, som sagsoegerne mente, at Retten overhovedet ikke havde behandlet. Den foreliggende sag vedroerer derimod et dokument, som Retten efter appellanternes opfattelse ikke har tillagt den fornoedne betydning. Hertil er imidlertid at bemaerke, at man ikke kan forlange, at Retten i sin afgoerelse behandler alle de faktiske omstaendigheder, som parterne har fremfoert under sagens gang. Det kan derfor kun antages, at der foreligger en retsvildfarelse, som appelretten kan tage stilling til, saafremt der er tale om en vaesentlig omstaendighed, der ville have kunnet aendre Rettens afgoerelse, saafremt der var taget hensyn dertil.

38. Det er dog formentlig ikke noedvendigt at gaa ind paa dette spoergsmaal allerede som foelge af den for nyligt afsagte dom i Pincherle-sagen (24). Her havde appellanten bl.a. gjort gaeldende, at Retten ikke i den appellerede dom havde taget hensyn til tre dokumenter, som appellanten havde paaberaabt sig. Dette anbringende tilbageviste Domstolen med den begrundelse, at det ikke var bevist, at Retten havde undladt at behandle de paagaeldende dokumenter (25).

Jeg haelder her til den opfattelse, at Domstolens udtalelse i denne sag var begrundet i dens saerlige omstaendigheder. Man maa derfor sikkert vogte sig for at opstille en generel regel paa grundlag af udtalelsen. I modsat fald ville en appellant, saafremt Retten i sin afgoerelse havde overset vaesentlige omstaendigheder, naeppe have nogen mulighed for at goere dette gaeldende, da han vanskeligt kan bevise, at Retten har begaaet en saadan fejl. Det eneste bevisgrundlag paa dette punkt er jo Rettens egen dom, som netop ikke indeholder nogen betragtninger om de paagaeldende faktiske omstaendigheder.

39. Spoergsmaalet er altsaa, om Retten har taget hensyn til skrivelsen af 9. januar 1992, og om der, saafremt det ikke er tilfaeldet, er grund til at tillaegge denne skrivelse vaesentlig betydning for den foreliggende sag. Ganske vist har Kommissionen gjort gaeldende, at de naermere omstaendigheder i forbindelse med den anfaegtede skrivelse ikke kan vaere afgoerende, saafremt skrivelsens betydning klart og entydigt fremgaar af dens indhold. Dette er imidlertid ikke tilfaeldet. Ogsaa Kommissionens egen repraesentant har under den mundtlige forhandling maattet indroemme, at den anfaegtede skrivelse paa visse punkter var tvetydig.

Det foerste spoergsmaal kan efter min opfattelse relativt let besvares. Retten har ganske vist i sin kendelse omtalt skrivelsen af 9. januar 1992 flere forskellige steder (i grund 17, 24 og 25), hvor den gengiver parternes argumenter. Skrivelsen er derimod overhovedet ikke naevnt i Rettens bemaerkninger. Det er hoejst den henvisning til grund 25, som findes i kendelsens grund 46, der vil kunne betragtes som en henvisning til dette dokument. Det naermere indhold af kendelsens grund 46 taler imidlertid herimod. Heri anfoerer Retten nemlig, at SFEI' s skrivelse til Kommissionen af 15. november 1991 ikke kan betragtes som en aabningsskrivelse i EF-traktatens artikel 175' s forstand. Jeg behoever ikke i den forbindelse at tage stilling til, om disse betragtninger var noedvendige for afgoerelsen. For mig at se er der i al fald naeppe tvivl om, at Retten hverken paa dette eller noget andet sted i sin kendelse har omtalt den betydning, som skrivelsen af 9. januar 1992 kunne have for fortolkningen af den her i sagen anfaegtede skrivelse.

40. Efter min opfattelse behoever man dog under alle omstaendigheder heller ikke gaa naermere ind paa dette spoergsmaal, da skrivelsen af 9. januar 1992 intet vaesentligt bidrager til fortolkningen af den anfaegtede skrivelse. I skrivelsen af 9. januar 1992 henviser generaldirektoeren for GD IV til beslutningen af 2. december 1991 og dens mulige konsekvenser for behandlingen af SFEI' s klage samt meddeler i skrivelsen, at Kommissionen snarest vil tage stilling til dette spoergsmaal. Det er her helt plausibelt at antage, at der var tale om en foreloebig stillingtagen, som saa udmoentede sig i den her i sagen anfaegtede skrivelse.

Appellanterne har tillagt det saerlig betydning, at man i skrivelsen af 9. januar 1992 paa dette punkt taler om "konklusioner" ("conclusions"). Man kan godt anlaegge den fortolkning, som appellanterne har gjort, med henvisning til, at der i skrivelsen blev anvendt ordet "konklusioner", men jeg finder alligevel ikke denne fortolkning overbevisende (eller endog tvingende). Anvendelsen af dette ord kan nemlig udmaerket forenes med den antagelse, at den anfaegtede skrivelse udgoer en foreloebig stillingtagen. Skrivelsen af 9. januar 1992 maa da, som anfoert af Kommissionen, blot betragtes som en forhaandsmeddelelse om, at den senere ville tilkendegive sin foreloebige stillingtagen.

41. Efter det hidtil anfoerte maa den fortolkning, som Retten har anlagt af den anfaegtede skrivelse, derfor betragtes som helt plausibel og forsvarlig. Som jeg tidligere har anfoert, findes der dog visse grunde til stoette for den fortolkning, som appellanterne har anlagt. Da Rettens fortolkning imidlertid ikke er behaeftet med en aabenbar mangel, boer den ikke paatales alene af disse grunde.

42. Jeg skal herefter behandle spoergsmaalet om, hvorvidt Retten har foretaget en korrekt fortolkning af begrebet anfaegtelig retsakt i artikel 173' s forstand. Spoergsmaalet om fortolkningen af et retligt begreb er ogsaa et retsspoergsmaal, som kan goeres til genstand for appel, saaledes som det fremgaar af Domstolens hidtidige praksis (26).

43. Retten har i sin kendelse aabenbart stoettet sig paa sin dom i foernaevnte sag Automec I (27). I denne dom havde Retten udtalt, at der boer sondres mellem tre forskellige faser i den procedure, som Kommissionen foelger ved undersoegelsen af en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63/EOEF (28). Det hedder herom i dommen:

"I foerste fase, der foelger efter indgivelsen af klagen, tilvejebringer Kommissionen i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 99/63 de oplysninger, der er noedvendige for at tage stilling til klagen. I denne fase kan der blandt andet ske en uformel udveksling af synspunkter og oplysninger mellem Kommissionen og klageren for naermere at fastlaegge de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for klagen, og for at give klageren mulighed for at uddybe sine synspunkter, eventuelt paa grundlag af en foerste reaktion fra Kommissionen. De foreloebige bemaerkninger, som Kommissionen fremsaetter under den uformelle kontakt, kan ikke betragtes som retsakter, der kan efterproeves.

Dernaest foelger i anden fase den meddelelse, der er omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 99/63, og hvormed Kommissionen over for klageren tilkendegiver, hvorfor den ikke mener at kunne tage klagerens begaering til foelge, samt fastsaetter en frist, inden for hvilken klageren kan fremsaette sine eventuelle bemaerkninger. [Denne] meddelelse ... [er] ikke ... [nogen] beslutning.

Kommissionen faar i procedurens tredje fase kendskab til klagerens bemaerkninger. Denne fase kan afsluttes med en endelig beslutning, selv om artikel 6 i forordning nr. 99/63 ikke udtrykkeligt giver mulighed herfor ..." (29).

44. Jeg finder, at denne fremstilling, som Retten har givet af proceduren, er til stor hjaelp til anskueliggoerelse af forloebet ved undersoegelsen af en klage. Jeg behoever ikke nu at gennemgaa de spoergsmaal, som denne opfattelse rejser i enkelthederne (30). Saafremt der ved undersoegelsen af en foranstaltning opstaar det spoergsmaal, om foranstaltningen maa antages at have karakter af en beslutning eller ej, giver det anfoerte skema mulighed for at placere den paagaeldende foranstaltning paa det stadium af proceduren, hvor den hoerer hjemme.

45. Den af Retten afsagte kendelse, som anfaegtes under naervaerende appelsag, giver imidlertid paa flere steder indtryk af, at Retten har vendt denne logik paa hovedet, nemlig med det raesonnement, at en foranstaltning ikke kan udgoere en anfaegtelig retsakt, fordi den henhoerer under den foerste (eller den anden) af de foernaevnte faser i proceduren. Jeg kan herom henvise til grund 41, 42 og 43 i den anfaegtede kendelse. En saadan betragtning kan naturligvis ikke betegnes som andet end et raesonnement "petitio principii". Det samme maa i oevrigt siges om det argument fra Kommissionen, fordi den anfaegtede skrivelse ikke kan vaere en beslutning, da Kommissionen ikke forud herfor havde tilsendt klageren nogen skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 (hvori den havde opfordret klageren til at fremsende sine bemaerkninger inden for en naermere angivet frist) (31).

Saafremt det anfoerte rent faktisk skulle have vaeret Rettens opfattelse, maa den naturligvis modsiges paa dette punkt. Efter Domstolens faste praksis er det afgoerende for, om der foreligger en anfaegtelig retsakt efter artikel 173, hvorvidt den paagaeldende foranstaltning er bestemt til at have retsvirkninger, hvorved retsaktens form er uden betydning (32). Naar der er tale om retsakter, som vedtages under en procedure i flere faser, kan kun de foranstaltninger, hvorved Kommissionen fastlaegger sit endelige standpunkt, principielt betragtes som anfaegtelige retsakter, og ikke forberedende foranstaltninger (33). Man maa her altid se paa den paagaeldende foranstaltnings indhold.

46. Domstolen har i Philip Morris-sagen opstillet en raekke kriterier, som kan anvendes ved bedoemmelsen af, om en skrivelse fra Kommissionen boer betragtes som en endelig afvisning af en klage. Heri fastslog Domstolen, at de i sagen omhandlede skrivelser indebar, at undersoegelsen blev bragt til afslutning, at de indeholdt en vurdering af de anfaegtede aftaler, og at de afskar klagerne fra at begaere undersoegelsen genoptaget, medmindre de fremlagde nye beviser (34).

47. Den her i sagen appellerede kendelse viser, at Retten var bekendt med denne domspraksis. Retten anfoerer nemlig i kendelsens grund 42 og 43, at den anfaegtede skrivelse ikke indeholdt nogen kvalifikation af de faktiske omstaendigheder, som var gjort gaeldende af klageren, og at den ikke bragte proceduren til afslutning.

48. Jeg er derfor af den opfattelse, at de steder i kendelsen, hvor Retten synes at lade skrivelsens retlige karakter afhaenge af, hvilken fase af proceduren den efter Rettens opfattelse tilhoerer, blot maa anses for en udtryksmaade, som kan give anledning til misforstaaelser. Efter de foernaevnte konstateringer (35) maa man gaa ud fra, at Retten var fortrolig med og har anvendt gaeldende ret. Den omstaendighed alene, at formuleringen af den appellerede kendelse kunne give anledning til visse tvivlsspoergsmaal, goer det ikke i sig selv berettiget at ophaeve kendelsen. Appelinstansen har alene til opgave at efterproeve, om Retten har handlet i strid med gaeldende retsforskrifter. Der kan imidlertid ikke med sikkerhed fastslaas at vaere begaaet en saadan fejl. I den foreliggende sag maa der endvidere tages hensyn til, at Rettens fortolkning af den anfaegtede skrivelse som saadan maa betragtes som fuldt ud forsvarlig. Det kan derfor vanskeligt forenes med procesoekonomiske overvejelser at anse kendelsen for at vaere behaeftet med en retsvildfarelse, alene fordi den indeholder visse formuleringer, der kan give anledning til misforstaaelser, og som foelge heraf foreslaa kendelsen ophaevet.

49. Det boer dog bemaerkes, at kendelsen indeholder udfoerlige betragtninger vedroerende et spoergsmaal (fortolkningen af ordlyden af klagen af 21.12.1990), som er klart overfloedige (36). Dette goer det noedvendigt at foretage en saerlig kritisk efterproevelse af Rettens oevrige betragtninger. Da Rettens kendelse imidlertid ikke, hvad angaar slutresultatet, er baseret paa de paagaeldende betragtninger, kan heller ikke denne omstaendighed goere det berettiget at ophaeve den anfaegtede kendelse.

Tredje anbringende: tilsidesaettelse af princippet om berettiget formodning og retssikkerhedsprincippet

50. Appellanternes sidste anbringende er i det vaesentlige, at Retten har anlagt en fejlagtig fortolkning af en erklaering, Kommissionen har afgivet i sin XX Beretning om Konkurrencepolitikken. Heri anfoerte Kommissionen, at den i fremtiden ville affatte de skrivelser, hvorved den fremsender sine indledende bemaerkninger i en klagesag, paa en saadan maade, at det for adressaterne klart fremgaar, at der kun er tale om en foerste reaktion fra Kommissionens side. Kommissionen tilfoejede i beretningen, at den i hvert enkelt tilfaelde ville opfordre adressaten til at fremsaette supplerende bemaerkninger over for Kommissionen inden for en i skrivelsen fastsat frist, og at den i modsat fald ville "anse klagen for henlagt" (37).

Appellanterne har opfattet denne passage saaledes, at en skrivelse fra Kommissionen, hvori der ikke gives dem nogen frist til at fremsaette deres bemaerkninger (saaledes som det er tilfaeldet her), maa anses for en afvisning af deres klage.

51. Jeg behoever ikke her gaa videre ind paa spoergsmaalet, om dette er et faktisk eller et retligt spoergsmaal, og om de erklaeringer, som Kommissionen afgiver i sine beretninger om konkurrencepolitikken, kan tillaegges nogen juridisk vaerdi, da appellanternes opfattelse klart er ubegrundet.

Hvis den citerede passage skal give nogen mening, kan kun fortolkes paa én maade, nemlig at den indeholder et tilsagn fra Kommissionen om, at den altid giver klageren en frist til at fremsaette supplerende bemaerkninger, og at en klage derfor skal "anses for henlagt", naar klagerne ikke har udnyttet denne mulighed. Det fremgaar da ogsaa klart f.eks. af den tyske og italienske version af beretningen, at det er denne maade, beretningen maa fortolkes paa (38). Den begaering, som appellanternes repraesentant fremsatte under den mundtlige forhandling om, at der indhentes en sagkyndig erklaering vedroerende betydningen af kommaet i den franske version, er det derfor ikke noedvendigt at gaa ind paa.

Sammenfatning

52. Sammenfattende er jeg derfor af den opfattelse, at appellen boer forkastes. Det boer dog efter min opfattelse bemaerkes, at denne sag overhovedet ikke var opstaaet, saafremt Kommissionen havde udvist den fornoedne omhu ved affattelsen af den anfaegtede skrivelse. Paa dette punkt kunne man da ogsaa forvente, at Kommissionen havde gjort sig de fornoedne anstrengelser under hensyn til, at Retten allerede i foernaevnte dom i Automec I-sagen klart havde givet udtryk for, at Kommissionens hidtidige praksis paa dette omraade lod tilbage at oenske. Kommissionen anerkendte selv udtrykkeligt i den XX Beretning om Konkurrencepolitikken, at det var noedvendigt, at den affattede sine skrivelser i klageproceduren paa en saadan maade, at der ikke opstod misforstaaelser vedroerende skrivelsernes retlige karakter. Det maa derfor undre, at man ikke tog sig i agt paa dette punkt ved affattelsen af den anfaegtede skrivelse. Da det er den uklare formulering af skrivelsen og de heraf opstaaede vanskeligheder vedroerende bedoemmelsen af skrivelsens retlige karakter, som har givet anledning til appelsagen, finder jeg det rimeligt, at Kommissionen paalaegges at betale sagens omkostninger i henhold til artikel 122, stk. 1, og artikel 118, sammenholdt med artikel 69, stk. 3, foerste afsnit, i Domstolens procesreglement.

C ° Forslag til afgoerelse

53. Jeg skal som foelge af det anfoerte foreslaa Domstolen, at appellen forkastes, og at Kommissionen paalaegges at betale sagens omkostninger.

(*) Originalsprog: tysk.

(1) ° SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1992 II, s. 2479.

(2) ° Dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367.

(3) ° Jf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 31.

(4) ° Jf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 37.

(5) ° Raadets forordning nr. 17 af 6.2.1962, foerste forordning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

(6) ° Jf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 40.

(7) ° Jf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 41.

(8) ° Jf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 42 og 43).

(9) ° Jf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 43.

(10) ° Jf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 43.

(11) ° Jf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 48.

(12) ° Jf. forslagets punkt 10 hvad angaar de i staevningen fremfoerte klagepunkter.

(13) ° Jf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 37.

(14) ° Jf. den tredje og fjerde betragtning til Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24.10.1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1) samt den foerste betragtning til Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8.6.1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom (EFT L 144, s. 21).

(15) ° Sag C-283/90 P, Sml. I, s. 4339, praemis 12 (min fremhaevelse).

(16) ° Jf. dommen i fodnote 15, praemis 13.

(17) ° Jf. ovenfor punkt 9.

(18) ° Jf. XX Beretning om Konkurrencepolitikken (1990), Bruxelles/Luxembourg, 1991, punkt 165.

(19) ° Jf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 42.

(20) ° Jf. punkt 33 og 42 ff. i beslutningen af 2.12.1991. Den fuldstaendige ordlyd af denne beslutning er mig bekendt endnu ikke blevet offentliggjort nogetsteds. Den kan dog faas ved henvendelse til Kommissionen (bortset fra de oplysninger, som vedroerer forretningshemmeligheder).

(21) ° Det sidste afsnit af denne skrivelse (som blev fremlagt for Retten) lyder saaledes: Jeg beklager derfor at maatte meddele Dem, at Kommissionens kompetente tjenestegrene i betragtning af de foernaevnte omstaendigheder har truffet beslutning om at afslutte behandlingen af den undersoegelse, som blev ivaerksat paa foranledning af Deres begaering af 21.12.1990.

(22) ° Jf. ovenfor punkt 31.

(23) ° Jf. Vidrányi-dommens praemis 29 (se fodnote 15).

(24) ° Dom af 22.12.1993, sag C-244/91 P, Pincherle mod Kommissionen, Sml. I, s. 6965.

(25) ° Jf. samme dom (se fodnote 24), praemis 33.

(26) ° Jf. dom af 28.11.1991, sag C-132/92 P, Schwedler mod Parlamentet, Sml. I, s. 5745, praemis 13, og af 17.1.1992, sag C-107/90 P, Hochbaum mod Kommissionen, Sml. I, s. 157, praemis 16.

(27) ° Se fodnote 2.

(28) ° Kommissionens forordning af 25.7.1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, og Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42). Ifoelge artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 skal Kommissionen, foer den traeffer en beslutning i henhold til artikel 3, give de paagaeldende lejlighed til at udtale sig. Artikel 6 i forordning nr. 99/63 bestemmer saaledes: Hvis Kommissionen er af den opfattelse, at de tilvejebragte oplysninger ikke giver grundlag for at tage en i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 fremsat begaering til foelge, underretter den ansoegeren om en begrundelse herfor og fastsaetter en frist, indenfor hvilken de paagaeldende skriftligt kan fremsaette deres eventuelle bemaerkninger.

(29) ° Jf. Automec I-dommen (se fodnote 2), praemis 45, 46 og 47.

(30) ° Det sidst citerede afsnit af dommen efterlader navnlig tvivl om, hvorvidt Kommissionen, naar den ikke agter at tage en klage til foelge, skal (og ikke blot kan) afvise klagen ved en formel beslutning, saafremt klageren rejser krav herom, som klageren da kan anfaegte i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173. Dette har en klager efter min opfattelse krav paa. Der er derfor grund til at bifalde Rettens dom i Automec II-sagen (dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223), som gaar i denne retning (jf. dommens praemis 85).

(31) ° Dette raesonnement anvendte Retten i oevrigt ogsaa i foernaevnte Automec I-sag (se fodnote 2) i dommens praemis 56.

(32) ° Jf. dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Raadet, Sml. 1971, s. 41, praemis 42; se senest dom af 16.6.1993, sag C-325/91, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 3283, praemis 9.

(33) ° Jf. dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, praemis 9 ff.

(34) ° Dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, praemis 12.

(35) ° Se punkt 47.

(36) ° Se punkt 26.

(37) ° Jf. beretningens punkt 165 (se fodnote 18).

(38) ° I den tyske version tales der om en frist bei deren Nichteinhaltung der Antrag als zu den Akten gelegt angesehen werde , mens det i den italienske version hedder: ...qualora tali osservazioni non vengano trasmesse, la denuncia verrà considerata archiviata .