61992A0103

++++

Tjenestemaend ° stillingsgruppe ° aendring af kategori eller af tjenestegruppe efter deltagelse i en almindelig udvaelgelsesproeve ° indplacering paa loentrin ° anvendelse af reglerne vedroerende forfremmelse ° undtagelse for at sikre hensyntagen til faglig erfaring foer tiltraedelse af tjenesten ° raekkevidde

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 32, stk. 2, og art. 46)

Naar henses til de respektive formaal med vedtaegtens artikel 32, stk. 2, og artikel 46, maa indplaceringen paa loentrin af den tjenestemand, som efter en almindelig udvaelgelsesproeve overgaar fra en kategori til en anden, bygge paa principperne i artikel 46 og ikke paa principperne i artikel 32, stk. 2. Sidstnaevnte bestemmelse giver bl.a. ° skoent inden for meget snaevre graenser ° ansaettelsesmyndigheden mulighed for at tage hensyn til uddannelse og faglig erfaring, som ansoegeren har erhvervet, foer han tiltraadte som faellesskabstjenestemand, mens artikel 46 bl.a. har til formaal at sikre den stoerst mulige kontinuitet i udviklingen i tjenestemandens anciennitet og vederlag under tjenestemandskarrieren, ogsaa i tilfaelde af aendring af kategori eller tjenestegruppe efter en udvaelgelsesproeve.

Naar anvendelsen af artikel 46 imidlertid paa ingen maade goer det muligt at tage hensyn til den uddannelse og faglige erfaring, der er erhvervet, foer tjenestemanden tiltraadte tjenesten, maa artikel 32, stk. 2, noedvendigvis finde anvendelse, og dette uanset den paagaeldendes anciennitet i tjenesten, da meddelelsen om den udvaelgelsesproeve, som han deltog i, blev offentliggjort, fordi en forskelsbehandling mellem de tjenestemaend, som har bestaaet udvaelgelsesproeven, ikke paa nogen maade kan begrundes saaledes.

Faktiske omstaendigheder

Foerste sagsoeger

1 Den 1. maj 1988 blev den foerste sagsoeger, Jean Baiwir, udnaevnt til tjenestemand paa proeve i loenklasse C5 i Kommissionen. Han blev indplaceret paa loentrin 3, idet han i henhold til artikel 32 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") opnaaede en anciennitetsforbedring svarende til 48 maaneder paa grund af sin tidligere faglige erfaring.

2 Den 1. november 1988 blev han fastansat i sin loenklasse.

3 Den 1. marts 1989 blev han forfremmet fra loenklasse C5, loentrin 3, til loenklasse C4, loentrin 2, uden at aendre arbejdsomraade.

4 Han deltog derefter i udvaelgelsesproeven EUR21, som blev afholdt af Kommissionen og Revisionsretten for De Europaeiske Faellesskaber med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af assistenter (EFT 1990 C 270, s. 34). Efter udvaelgelsesproeven blev han optaget paa ansaettelsesreservelisten, hvorefter han den 27. februar 1992 blev udnaevnt til en stilling i kategori B pr. 1. marts 1992. Han blev indplaceret paa loentrin 1 i loenklasse B5.

Anden sagsoeger

5 Den 1. marts 1988 blev den anden sagsoeger, Antonio Gonçalves, udnaevnt til tjenestemand paa proeve i loenklasse B4 i Kommissionen. Han blev indplaceret paa loentrin 3 af samme grunde som den foerste sagsoeger.

6 Den 1. december 1988 blev han fastansat i sin loenklasse.

7 Han deltog derefter i udvaelgelsesproeve KOM/LA/706, som blev afholdt af Kommissionen med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af portugisisksprogede oversaettere (EFT 1990 C 239, s. 28). Efter udvaelgelsesproeven blev han optaget paa ansaettelsesreservelisten, hvorefter han den 22. januar 1992 blev udnaevnt til en stilling i kategori LA pr. 1. december 1991. Han blev indplaceret paa loentrin 1 i loenklasse LA7.

Tredje sagsoeger

8 Den 1. januar 1988 blev den tredje sagsoeger, Dominique Besohé, udnaevnt til tjenestemand paa proeve i loenklasse C5 i Kommissionen. I lighed med de to foerste sagsoegere og af samme grunde blev hun indplaceret paa loentrin 3.

9 Den 1. juli 1988 blev hun fastansat i sin loenklasse.

10 Hun deltog derefter i ovennaevnte udvaelgelsesproeve EUR21. Efter at vaere blevet optaget paa ansaettelsesreservelisten for naevnte udvaelgelsesproeve blev hun den 29. januar 1992 udnaevnt til en stilling i kategori B pr. 1. januar 1992. Hun blev indplaceret paa loentrin 1 i loenklasse B5.

11 Sagsoegerne indbragte ved skrivelser af 11. maj 1992 klager i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, over deres respektive ansaettelsesbreve med den begrundelse, at der ved deres indplacering paa loentrin 1 i den nye loenklasse ikke var taget hensyn til den faglige erfaring, de havde opnaaet foer deres foerste ansaettelse. De gjorde gaeldende, at ansaettelsesmyndigheden i stedet for at anvende vedtaegtens artikel 46 burde have anvendt artikel 32 over for dem. De gjorde tillige gaeldende, at der var sket forskelsbehandling af dem i forhold til de "eksterne" ansoegere, der havde bestaaet de udvaelgelsesproever, de havde deltaget i.

12 Kommissionen besvarede ikke disse tre klager inden for de i vedtaegten fastsatte frister.

Retsforhandlinger

13 Dette er baggrunden for, at sagsoegerne har anlagt de foreliggende sager, som er registreret paa Rettens Justitskontor den 1. december 1992.

14 Retten (Femte Afdeling) har ved kendelse af 20. januar 1993 forenet sagerne T-103/92, T-104/92 og T-105/92 med henblik paa den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

15 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

16 Parterne afgav deres indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal i retsmoedet den 7. juli 1993.

Parternes paastande

17 Den foerste og den tredje sagsoeger har nedlagt foelgende paastande:

1) Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives dom efter sagsoegernes paastande.

2) Foelgelig annulleres Kommissionens afgoerelser af 27. februar og 29. januar 1992, hvorved sagsoegerne udnaevnes til assistenter efter at have bestaaet udvaelgelsesproeven EUR21, for saa vidt som denne udnaevnelse indebaerer indplacering paa loentrin 1 i loenklasse B5 uden anciennitetsforbedring.

3) Kommissionen doemmes til som erstatning at forrente det loentab, der skal berigtiges, med 10% p.a. fra den anfaegtede afgoerelse traadte i kraft, dvs. henholdsvis 1. marts 1992 og 1. januar 1992, til det tidspunkt, hvor sagsoegerens indplacering paa loentrin berigtiges.

4) Sagsoegte doemmes til at betale samtlige sagens omkostninger.

18 Den anden sagsoeger har nedlagt foelgende paastande:

1) Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives dom efter sagsoegernes paastande.

2) Foelgelig annulleres Kommissionens afgoerelse af 22. januar 1992, hvorved sagsoegeren udnaevnes til oversaetter efter at have bestaaet den almindelige udvaelgelsesproeve KOM/LA/706, for saa vidt som denne udnaevnelse indebaerer indplacering paa loentrin 1 i loenklasse LA7 uden anciennitetsforbedring.

3) Kommissionen doemmes til som erstatning at forrente det loentab, der skal berigtiges, med 10% p.a. fra den anfaegtede afgoerelse traadte i kraft, dvs. den 1. december 1991, til det tidspunkt, hvor sagsoegerens indplacering paa loentrin berigtiges.

4) Sagsoegte doemmes til at betale samtlige sagens omkostninger.

Kommissionen har for sit vedkommende nedlagt foelgende paastande:

1) Frifindelse.

2) Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende regler.

Parternes anbringender og argumenter

Annullationspaastandene

° Parternes argumenter

19 Sagsoegerne har paaberaabt sig tre anbringender til stoette for deres annullationspaastande. Det foerste vedroerer tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 32, idet det anfoeres, at Kommissionen har begaaet en fejl ved at traeffe afgoerelse om deres indplacering paa grundlag af vedtaegtens artikel 46. Det andet anbringende vedroerer tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling, og det tredje, som er subsidiaert, vedroerer ulovligheden af de kriterier for indplacering paa loentrin, som sagsoegte anvender i tilfaelde af, at kategorien aendres. Da disse tre anbringender haenger noeje sammen, boer de behandles sammen.

20 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at tjenestemaend, der naar op i en hoejere kategori som foelge af en almindelig udvaelgelsesproeve, boer indplaceres paa grundlag af vedtaegtens artikel 32, der vedroerer ansaettelse, og ikke paa grundlag af vedtaegtens artikel 46, der vedroerer forfremmelse.

21 De har ganske vist erkendt, at deres situation ikke helt kan ligestilles med en ansaettelse i ordets snaevre betydning, men har anfoert, at situationen endnu mindre svarer til en forfremmelse. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Domstolen har udfyldt det hul, der er i vedtaegten, ved i saadanne tilfaelde at opstille et princip om, at artikel 32 finder tilsvarende anvendelse, og samtidig fastsaette undtagelser fra dette princip.

22 Sagsoegerne har anfoert, at princippet om anvendelse af vedtaegtens artikel 32 er opstillet af Domstolen i dom af 15. januar 1985 (sag 266/83, Samara mod Kommissionen, Sml. s. 189, praemis 15) og af 20. juni 1985 (sag 138/84, Spachis mod Kommissionen, Sml. s. 1939, praemis 10 og 11).

23 Sagsoegerne finder, at Domstolen i sin dom af 29. januar 1985 (sag 273/83, Michel mod Kommissionen, Sml. s. 347, praemis 14 ff.) og af 14. juni 1988 (sag 47/87, Lucas mod Kommissionen, Sml. s. 3019, praemis 11 ff.) har bekraeftet dette princip, dog med den tilfoejelse, at artikel 46 skal anvendes, saafremt det vil paavirke tjenestemandens normale karriereforloeb i ugunstig retning at anvende artikel 32.

24 Sagsoegerne har endvidere til stoette for deres synspunkt i deres andet anbringende paaberaabt sig, at forbuddet mod forskelsbehandling er tilsidesat. De har i det vaesentlige gjort gaeldende, at vedtaegten skal fortolkes paa baggrund af de overordnede retsprincipper, som f.eks. forbuddet mod forskelsbehandling. De har anfoert, at naar en tjenestemand overgaar til en ny kategori paa grundlag af en almindelig udvaelgelsesproeve, foerer en indplacering paa loentrin paa grundlag af vedtaegtens artikel 46 til forskelsbehandling mellem denne tjenestemand og de "eksterne" ansoegere, som har bestaaet udvaelgelsesproeven, og som er omfattet af ordningen i vedtaegtens artikel 32, som antages at vaere gunstigere. Sagsoegerne har anfoert, at Domstolen har tiltraadt dette synspunkt i ovennaevnte dom i sagen Samara mod Kommissionen, praemis 15.

25 I oevrigt har sagsoegerne gjort gaeldende, at Kommissionens fastsaettelse af den frist, der svarer til begrebet "umiddelbart efter tjenestemandens indtraeden i tjenesten", til to aar, som efter retspraksis skulle vaere det tidsrum, efter udloebet af hvilket vedtaegtens artikel 32 finder anvendelse i stedet for artikel 46, er rent vilkaarlig.

26 Kommissionen er enig med sagsoegerne i, at der er et hul i vedtaegten, men finder, at Domstolen har udfyldt dette hul paa en maade, der bevirker, at det er forfremmelsesreglerne og ikke ansaettelsesreglerne, der finder anvendelse. Kommissionen har dog erkendt, at Domstolen har fastsat undtagelser til dette princip.

27 Kommissionen har paaberaabt sig de samme domme som sagsoegerne, men er af den opfattelse, at det, sagsoegerne betragter som undtagelsen (anvendelse af artikel 46) i virkeligheden er reglen, og omvendt at det, de betragter som reglen, i virkeligheden er undtagelsen (anvendelse af artikel 32).

28 Kommissionen har anfoert, at princippet om anvendelse af artikel 46 er fastsat i ovennaevnte dom i sagen Michel mod Kommissionen, ifoelge hvilken indplaceringen paa loentrin af en tjenestemand, der overgaar fra en kategori til en anden, som regel skal ske paa grundlag af de principper, der er fastsat i de bestemmelser i vedtaegten, der finder anvendelse ved forfremmelse. Dette princip er stadfaestet ved ovennaevnte dom i sagen Lucas mod Kommissionen, ifoelge hvilken indplaceringen paa loentrin af en tjenestemand, der overgaar fra én kategori til en anden, skal ske paa grundlag af principperne i artikel 46 og ikke paa grundlag af principperne i artikel 32, stk. 2. Domstolen har imidlertid i denne dom paa ny fastslaaet de undtagelser til princippet, som den tidligere havde fastsat i de naevnte domme i sagen Samara mod Kommissionen og i sagen Spachis mod Kommissionen, idet den kendte for ret, at en undtagelse fra princippet om anvendelse af artikel 46 er berettiget, saafremt overgangen fra én kategori til en anden eller fra én tjenestegruppe til en anden sker umiddelbart efter vedkommendes indtraeden i Faellesskabernes tjeneste, eller saafremt anvendelsen af artikel 46 ved udnaevnelsen til en anden stilling forhindrer, at der tages hensyn til den uddannelse og saerlige faglige erfaring, som vedkommende har opnaaet foer sin ansaettelse som tjenestemand.

29 Kommissionen har understreget, at formaalet med denne retspraksis er at sikre, at den faglige erfaring, en tjenestemand har opnaaet foer sin indtraeden i Faellesskabernes tjeneste, kun taeller med én gang.

30 Kommissionen har saaledes gjort gaeldende, at sagsoegerne ved deres indtraeden i tjenesten fik den stoerst mulige anciennitetsforbedring paa grundlag af artikel 32, og at de ikke kan kraeve en ny anciennitetsforbedring paa dette grundlag. Der blev ved tjenestemaendenes overgang til en hoejere kategori taget hensyn til deres anciennitet inden for loentrin, idet vedtaegtens artikel 46 blev bragt i anvendelse ligesom ved en forfremmelse. I retsmoedet har Kommissionen tilfoejet, at den faglige erfaring, sagsoegerne havde opnaaet foer deres indtraeden i tjenesten, ligeledes blev taget i betragtning, da de fik adgang til den almindelige udvaelgelsesproeve.

31 Kommissionen har gjort gaeldende, at denne analyse er fuldt ud i overensstemmelse med de naevnte domme i sagen Samara mod Kommissionen og i sagen Spachis mod Kommissionen, idet artikel 32 finder anvendelse, naar tjenestemanden overgaar til en hoejere kategori kort tid efter sin foerste udnaevnelse, og anvendelsen af artikel 46 derfor ikke aabner mulighed for at tage hensyn til vedkommendes erfaring.

32 Kommissionen har tilfoejet, at det er rimeligt, at den fortolker det i Domstolens praksis fastlagte begreb "umiddelbart efter" og fastsaetter det til to aar, idet det herved bliver muligt at sikre, at alle tjenestemaend behandles lige.

33 Kommissionen har til det andet anbringende anfoert, at der ikke kan vaere tale om forskelsbehandling i forhold til ansoegere "udefra". Domstolen har nemlig i naevnte dom i sagen Michel mod Kommissionen, praemis 24 og 25, fastslaaet:

"En saadan anvendelse af bestemmelserne indebaerer ingen forskelsbehandling af sagsoegeren i forhold til ansoegere 'udefra' , der har deltaget i samme udvaelgelsesproeve. Saafremt der i en udvaelgelsesproeve, som afholdes med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve for grundkarrieren inden for en kategori, ikke alene har deltaget ansoegere 'udefra' , men ogsaa tjenestemaend, der soeger at overgaa til denne kategori i henhold til artikel 45, stk. 2, tager ansaettelsesmyndigheden rent faktisk hensyn til begge grupper ansoegeres faglige erfaringer, ved deres indplacering paa loentrin. Ansoegerne 'udefra' kan henholde sig til de faglige erfaringer, som de har erhvervet inden deres indtraeden i tjenesten i medfoer af og efter de begraensninger, der gaelder i henhold til artikel 32, stk. 2. For de tjenestemaends vedkommende, der kommer fra en lavere kategori, har ansaettelsesmyndigheden i almindelighed allerede taget hensyn til saadanne mulige erfaringer ved ansaettelsen i denne kategori, og de erfaringer, de har erhvervet som tjenestemaend i Faellesskabernes tjeneste, er der blevet taget hensyn til ved deres avancement inden for loentrin og deres forfremmelser inden for den naevnte kategori. Artikel 46 har netop til virkning at fastholde den saaledes erhvervede anciennitet ved overgang til en ny kategori.

Den omstaendighed, at der tages hensyn til de faglige erfaringer gennem to forskellige systemer, der finder anvendelse paa to forskellige grupper ansoegere, udgoer paa ingen maade en forskelsbehandling, dersom de to grupper paa objektiv maade adskiller sig fra hinanden, og disse systemer er tilpasset de saerlige behov inden for hver af disse grupper; dette gaelder endog, saafremt det andet system konkret ville vaere mere fordelagtigt for en bestemt ansoeger. Den ulempe, som sagsoegeren har klaget over, opvejes i oevrigt af fritagelsen for aldersgraensen og proevetiden, som sagsoegeren har nydt godt af i modsaetning til ansoegere 'udefra' , og som ligeledes hviler paa den objektive forskel i de forhold, der gaelder for de to grupper."

° Rettens bemaerkninger

34 Som Domstolen allerede har fastslaaet (de naevnte domme i sagen Samara mod Kommissionen og i sagen Lucas mod Kommissionen), indeholder vedtaegten ikke regler for indplacering paa loentrin af en tjenestemand, der udnaevnes til en stilling i en hoejere kategori efter at have bestaaet en almindelig udvaelgelsesproeve.

35 Domstolen har fastslaaet, at vedtaegten boer fortolkes saaledes, at indplacering paa loentrin af en tjenestemand, der overgaar fra en kategori til en anden efter at have bestaaet en almindelig udvaelgelsesproeve, skal ske paa grundlag af principperne i artikel 46 og ikke paa grundlag af principperne i artikel 32, stk. 2, navnlig naar henses til formaalet med sidstnaevnte bestemmelse. Denne giver bl.a. ° skoent inden for meget snaevre graenser ° ansaettelsesmyndigheden mulighed for at tage hensyn til uddannelse og faglig erfaring, som ansoegeren har erhvervet, foer han tiltraadte som faellesskabstjenestemand. Heroverfor har artikel 46 bl.a. til formaal at sikre den stoerst mulige kontinuitet i udviklingen i tjenestemandens anciennitet og vederlag under tjenestemandskarrieren, ogsaa i tilfaelde af aendring af kategori eller tjenestegruppe ° en aendring, som i henhold til artikel 45, stk. 2, kun kan finde sted paa grundlag af en udvaelgelsesproeve.

36 Det fremgaar af praksis, at "Domstolen har ... fraveget anvendelsen af artikel 46 i tilfaelde, hvor denne bestemmelse ° ved udnaevnelse af tjenestemaend til en ny stilling umiddelbart efter deres indtraeden i Faellesskabernes tjeneste ° ikke goer det muligt at tage hensyn til uddannelse og faglig erfaring, som er erhvervet af de paagaeldende forud for deres indtraeden i tjenesten" (jf. senest den naevnte dom i sagen, Lucas mod Kommissionen, praemis 14).

37 Det maa saaledes for det foerste undersoeges, hvilken noejagtige raekkevidde denne bestemmelse har, og for det andet om Kommissionens fortolkning af denne undtagelse goer det muligt at sikre ligebehandling mellem paa den ene side personer, der har bestaaet en almindelig udvaelgelsesproeve efter allerede at have vaeret faellesskabstjenestemaend i over to aar paa tidspunktet for offentliggoerelsen i Tidende af meddelelsen om denne udvaelgelsesproeve, der har muliggjort overgangen til en hoejere kategori, og paa den anden side de oevrige ansoegere, der har bestaaet udvaelgelsesproeven.

38 For at bestemme undtagelsens raekkevidde skal det for det foerste undersoeges, i hvilke tilfaelde anvendelsen af artikel 46 ikke ved udnaevnelsen af en tjenestemand til en stilling i en hoejere kategori goer det muligt "at tage hensyn til [den] uddannelse og [den saerlige] faglige erfaring, som ansoegeren har erhvervet inden sin indtraeden i tjenesten".

39 Parterne er enige om, at indplacering paa loentrin i medfoer af vedtaegtens artikel 46 af tjenestemaend, som overgaar fra en kategori til en hoejere kategori, sker efter foelgende formel:

[Vt + Af + (At x m/24) ° Vn]

24 x

Af

hvor:

Vt = vederlag i tidligere loenklasse

Vn = vederlag paa foerste loentrin i ny loenklasse

At = anciennitetsforbedring i tidligere loenklasse

Af = anciennitetsforbedring i ny loenklasse

m = antal maaneders anciennitet inden for loentrin i tidligere loenklasse

40 En sammenligning af resultatet af anvendelsen af denne formel med den hoejeste anciennitetsforbedring, vedtaegtens artikel 32 giver mulighed for, viser, at der er tre kategorier af tjenestemaend: Den foerste kategori bestaar af tjenestemaend, for hvem anvendelsen af artikel 46 paa ingen maade kan foere til, at der tages hensyn til deres tidligere erfaring ved overgangen til en hoejere kategori, uanset om der er tale om erfaring erhvervet inden deres indtraeden i Faellesskabernes tjeneste, som har resulteret i en anciennitetsforbedring i henhold til artikel 32 ved deres indtraeden i tjenesten, eller om erfaring erhvervet efter deres indtraeden i tjenesten, som har resulteret i et avancement inden for loentrin eller loenklasse i henhold til vedtaegtens artikel 44 og 45, mens tjenestemanden har vaeret i tjeneste. Den anden kategori bestaar af tjenestemaend, for hvem anvendelsen af artikel 46 muliggoer, at der tages hensyn til denne erfaring ved overgangen til en hoejere kategori, men i mindre grad end en fornyet anvendelse af artikel 32. Den tredje kategori bestaar af tjenestemaend, for hvem anvendelsen af artikel 46 noedvendigvis er gunstigere end en ny anvendelse af artikel 32.

41 Dommen i sagen Lucas mod Kommissionen, ifoelge hvilken artikel 32 skal anvendes "i tilfaelde, hvor [anvendelsen af artikel 46] ° ved udnaevnelse af tjenestemaend til en ny stilling umiddelbart efter deres indtraeden i Faellesskabernes tjeneste ° ikke goer det muligt at tage hensyn til uddannelse og faglig erfaring, som er erhvervet af de paagaeldende forud for deres indtraeden i tjenesten" (praemis 14), skal fortolkes, ikke som udtryk for to betingelser, som begge skal opfyldes for at kunne anvende artikel 32, men som udtryk for én betingelse, nemlig at anvendelsen af artikel 46 ikke goer det muligt "at tage hensyn til uddannelse og faglig erfaring, som er erhvervet af de paagaeldende forud for deres indtraeden i tjenesten", og som illustration af, i hvilke tilfaelde denne betingelse er opfyldt, nemlig naar tjenestemaend udnaevnes til en ny stilling "umiddelbart efter deres indtraeden i Faellesskabernes tjeneste".

42 I den foreliggende sag er parterne enige om, at anvendelsen af artikel 46 ikke goer det muligt at tage hensyn til den uddannelse og faglige erfaring, der er erhvervet af de tre sagsoegere inden deres indtraeden i tjenesten, jf. parternes besvarelse af et skriftligt spoergsmaal fra Retten. Dette er netop en foelge af, at deres overgang til den hoejere kategori er sket umiddelbart efter deres indtraeden i Faellesskabernes tjeneste.

43 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at indplacering skal ske paa grundlag af artikel 46 for alle de tjenestemaend, for hvem anvendelsen af denne bestemmelse goer det muligt paa en eller anden maade at tage hensyn til den uddannelse og faglige erfaring, som de paagaeldende har erhvervet inden deres indtraeden i tjenesten, ogsaa selv om anvendelsen af artikel 32 ville have foert til et gunstigere resultat (jf. naevnte dom i sagen Michel mod Kommissionen, praemis 24), men at indplacering skal ske paa grundlag af artikel 32 for alle de tjenestemaend, for hvem anvendelsen af artikel 46 ikke goer det muligt at tage hensyn til denne uddannelse og faglige erfaring.

44 Denne loesning er ogsaa i overensstemmelse med formaalet med vedtaegtens artikel 32 og 46 i den fortolkning, Domstolen har givet af disse bestemmelser i alle de naevnte domme. For tjenestemaend, for hvem anvendelsen af artikel 46 muliggoer hensyntagen til den erfaring, der er erhvervet inden deres indtraeden i tjenesten, er overgangen til en hoejere kategori en normal udvikling af karriereforloebet i betragtning af det hoeje niveau, de er naaet op paa inden for deres kategori, hvad enten der er tale om loenklasse eller loentrin. Derimod sikrer overgangen til en hoejere kategori for andre tjenestemaend ikke kontinuiteten i karriereforloebet, men markerer snarere begyndelsen af et nyt karriereforloeb, hvilket retfaerdiggoer anvendelsen af artikel 32.

45 Retten fastslaar imidlertid, at Kommissionen, naar den naegter sagsoegerne at anvende kriterierne i vedtaegtens artikel 32 i deres tilfaelde, henholder sig til en fast administrativ praksis, som bygger paa fortolkningen af udtrykket "umiddelbart efter", som anvendes i de naevnte domme. Ifoelge denne praksis skal udtrykket "umiddelbart efter" forstaas som "en periode", som paa tidspunktet for offentliggoerelsen i Tidende af den meddelelse om udvaelgelsesproeve, der har muliggjort overgangen til en hoejere kategori, "ikke overstiger to aar fra den paagaeldendes indtraeden i tjenesten" (svarskrift, punkt 12).

46 Heraf foelger, at denne praksis ikke alene lader et vilkaarligt forhold som f.eks. den tid, der forloeber mellem en tjenestemands indtraeden i tjenesten og offentliggoerelsen af en meddelelse om udvaelgelsesproeve, som muliggoer overgang til en hoejere kategori, vaere bestemmende ved valget af den bestemmelse, der gaelder for tjenestemaends indplacering paa loentrin, men ogsaa underkender raekkevidden af vedtaegtens artikel 32 og 46, saaledes som disse bestemmelser er fortolket af Domstolen, senest i den naevnte dom i sagen Lucas mod Kommissionen, hvor det hedder, at denne praksis er til hinder for, at artikel 32 anvendes i tilfaelde, hvor anvendelsen af artikel 46 paa ingen maade goer det muligt at tage hensyn til den anciennitetsforbedring, der blev indroemmet paa grundlag af artikel 32 ved tiltraedelsen af tjenesten, for derved at tage hensyn til den uddannelse og faglige erfaring, der er erhvervet, foer tjenestemandens tiltraadte tjenesten.

47 Hertil kommer for det andet, at denne begraensning er i strid med ligebehandlingsprincippet. Den foerer nemlig til, at ansoegere, der har bestaaet samme almindelige udvaelgelsesproeve, indplaceres paa loentrin paa grundlag af forskellige kriterier. Paa den ene side de tjenestemaend, der som sagsoegerne allerede har vaeret tjenestemaend i over to aar ved offentliggoerelsen i Tidende af meddelelsen om den almindelige udvaelgelsesproeve, som de har deltaget i, og som indplaceres paa grundlag af artikel 46, selv om anvendelsen af denne artikel paa ingen maade goer det muligt at tage hensyn til deres tidligere erfaring ved overgangen til en hoejere kategori. Paa den anden side de tjenestemaend, der paa samme tidspunkt kun har vaeret tjenestemaend i under to aar, og som indplaceres paa grundlag af artikel 32. Ganske vist sker denne sondring paa grundlag af et objektivt kriterium, men den er ikke noedvendig for at naa det formaal, som den ifoelge Kommissionen tilsigter, nemlig at forhindre, at den erfaring, tjenestemanden har erhvervet inden sin indtraeden i Faellesskabernes tjeneste, tages i betragtning to gange. Anvendelsen af artikel 46 paa den foerste kategori af tjenestemaend goer det nemlig ikke muligt paa nogen maade at tage hensyn til deres erfaring, foer de tiltraeder i tjenesten med henblik paa deres videre karriere. De befinder sig saaledes ud fra dette synspunkt i samme situation som de tjenestemaend, der tilhoerer den anden kategori. Heraf foelger, at de boer behandles ligesom dem, og at den paagaeldende sondring ikke alene ikke er noedvendig for at forhindre, at deres erfaring ved indplaceringen paa loentrin tages i betragtning to gange, men ogsaa forhindrer, at denne erfaring overhovedet tages i betragtning under deres videre karriereforloeb.

48 I oevrigt kan denne forskel i behandlingen ikke retfaerdiggoeres under henvisning til de fordele, som de personer, der allerede er tjenestemaend, naar de bestaar en almindelig udvaelgelsesproeve, har i form af dispensation fra aldersgraenser og proevetid. For det foerste kan disse fordele nemlig ikke opveje ulemperne ved den forskelsbehandling, de udsaettes for. For det andet er fordelene objektivt retfaerdiggjort af, at der allerede bestaar et fast tjenesteforhold mellem tjenestemaendene og Faellesskaberne. Endelig kan fordelene under ingen omstaendigheder begrunde en forskelsbehandling mellem tjenestemaend, der har vaeret i tjeneste i under to aar, og tjenestemaend, der har vaeret i tjeneste i mere end to aar paa tidspunktet for offentliggoerelsen i Tidende af den meddelelse om udvaelgelsesproeve, der har muliggjort overgangen til en hoejere kategori, som f.eks. sagsoegerne.

49 Foelgelig kan alene en indplacering af alle de personer, der har bestaaet en almindelig udvaelgelsesproeve, hvad enten de er "interne" eller "eksterne", paa grundlag af artikel 32, idet der dog samtidig i henhold til artikel 46 tages hensyn til de velerhvervede rettigheder, som tjenestemaend i denne egenskab har erhvervet foer deres overgang til en ny kategori, opfylde ligebehandlingsprincippet, jf. Domstolens ovennaevnte dom i sagen Samara mod Kommissionen, praemis 15.

50 Det bemaerkes i oevrigt, at dette system svarer til det, der gaelder for tjenestemaend i Europa-Parlamentet, Raadet og Revisionsretten.

51 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at de anfaegtede afgoerelser boer annulleres, for saa vidt som de indplacerer sagsoegerne paa loentrin paa grundlag af artikel 46 og ikke paa grundlag af artikel 32 i vedtaegten.

52 Derfor maa Kommissionen tage sagsoegernes situation op til fornyet overvejelse under anvendelse af kriterierne i vedtaegtens artikel 32.

Erstatningspaastanden

53 Sagsoegerne har kraevet de beloeb, der bliver tildelt dem ved berigtigelsen af deres oekonomiske situation, forrentet med 10% p.a.

54 Kommissionen har under alle omstaendigheder bestridt den rentesats, der kraeves af sagsoegerne, og finder, at alene en sats paa 8% p.a. vil vaere i overensstemmelse med retspraksis (Domstolens dom af 17.2.1987, sag 21/86, Samara mod Kommissionen, Sml. s. 795).

55 Retten fastslaar, at der ikke paa nuvaerende tidspunkt kan nedlaegges paastand om erstatning, da Retten ikke kan traede i stedet for administrationen og anvende kriterierne i vedtaegtens artikel 32 paa sagsoegerne.

Sagens omkostninger

56 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, og sagsoegerne har paastaaet Kommissionen doemt til at betale sagens omkostninger, maa Kommissionen doemmes til at betale samtlige sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling)

1) Kommissionens afgoerelser af 27. februar, 22. januar og 29. januar 1992 annulleres, for saa vidt som de indplacerer sagsoegerne paa foerste loentrin i deres loenklasse i henhold til vedtaegtens artikel 46.

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Kommissionen doemmes til at betale samtlige sagens omkostninger.