61992A0074

++++

1. Passivitetssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° undladelser, der kan vaere genstand for soegsmaal ° undladelse af at give klageren svar paa en klage over tilsidesaettelse af konkurrencereglerne ° ikke genstand for soegsmaal, naar der for tidligt i forhold til indledningen af en procedure og den til dennes gennemfoerelse fornoedne tid er indgivet opfordring til at tage stilling

(EOEF-traktaten, art. 175, stk. 3)

2. Passivitetssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° undladelser, der kan vaere genstand for soegsmaal ° undladelse af, i anledning af en klage baseret paa traktatens artikel 85 og 86, at give klageren svar paa spoergsmaalet om overtraedelse af traktatens artikel 86

(EOEF-traktaten, art. 175, stk. 3)

3. Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° akter, der fremkalder bindende retsvirkninger ° administrativ procedure om anvendelse af konkurrencereglerne ° Kommissionens stillingtagen til en klage ° meddelelse fra Kommissionen i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 ° forberedende akter

(EOEF-traktaten, art. 173; forordning nr. 17, art. 19, stk. 3)

1. Passivitetssoegsmaalet i henhold til traktatens artikel 175 forudsaetter, at der bestaar en forpligtelse til at handle for vedkommende institution, saaledes at en eventuelt foreliggende passivitet er traktatstridig.

Naar Kommissionen har faaet forelagt en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 om overtraedelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86, er den i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 17 og forordning nr. 99/63 forpligtet til omhyggeligt at undersoege de faktiske og retlige omstaendigheder, klageren oplyser den om, for at kunne afgoere, om den skal indlede proceduren om konstatering af en overtraedelse, eller om den skal afvise klagen eller endelig, om den skal henlaegge sagen.

Kommissionen kan imidlertid ikke antages at have undladt at handle i traktatens artikel 175' s forstand, saafremt den paa det tidspunkt, da klageren tilstiller den en opfordring til at tage stilling til klagen, allerede har indledt proceduren om konstatering af en overtraedelse af traktatens artikel 85, men den rimeligvis endnu ikke ° naar henses til det stadium, sagens behandling befinder sig paa, og den tid, der er hengaaet efter klagens indgivelse ° er i stand til at tilstille klageren en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 eller endnu mindre at tage stilling til klagen ved en beslutning, hvorved denne endeligt afslaas.

2. Naar Kommissionen har faaet forelagt en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 om tilsidesaettelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86, og behandlingen af klagen er indledt alene paa grundlag af artikel 85, kan den ikke paa det tidspunkt, da klageren opfordrer den til at tage stilling til klagen i henhold til traktatens artikel 175, antages at have taget stilling til denne klage i det omfang, denne var baseret paa artikel 86. Passivitetssoegsmaalet skal derfor admitteres, for saa vidt som det goeres gaeldende, at der foreligger en undladelse af at handle fra Kommissionens side i relation til denne bestemmelse.

Dette resultat kan ikke anfaegtes med den begrundelse, at Kommissionen for det foerste, naar den faar forelagt en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, hverken er forpligtet til ved en beslutning at tage stilling og konstatere, at der foreligger en overtraedelse som paastaaet, eller til i alle sager at gennemfoere en undersoegelse vedroerende spoergsmaalet herom, og den for det andet under hensyntagen til Faellesskabets interesse kan bestemme, hvilken prioritet der skal gives en klage, den har faaet forelagt. Kommissionen kunne ganske vist, idet den tog hensyn til de garantier, der er omhandlet i artikel 3 i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63, beslutte at indlede sagens behandling alene paa grundlag af traktatens artikel 85, men ikke undlade dels at undersoege de faktiske og retlige omstaendigheder, der havde betydning for en eventuel anvendelse af traktatens artikel 86, dels at underrette sagsoegeren om sin beslutning med angivelse af grundene hertil, saaledes at dennes lovlighed kunne efterproeves.

Det kan heller ikke antages, at passivitetssoegsmaalet har mistet sin genstand som foelge enten af Kommissionens offentliggoerelse af en meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 eller som foelge af den omstaendighed, at den kritiserede konkurrencebegraensende adfaerd er endeligt ophoert. For dels kan en godtagelse af den i klagen kritiserede aftales lovlighed efter bestemmelserne i traktatens artikel 85, som er blevet muliggjort ved visse aendringer af denne aftale, ikke antages at udgoere en stillingtagen fra Kommissionens side til klagen i det omfang, denne stoettes paa traktatens artikel 86. Dels kunne det paastaaede ophoer af den konkurrencebegraensende adfaerd som en aendring af den faktiske situation, der havde begrundet klagen paa grundlag af artikel 86, i det hoejeste medfoere, at Kommissionen enten vedtog at henlaegge klagen eller at afvise denne, uden at den derfor var fritaget for at tage stilling til klagen under iagttagelse af de ovenfor omtalte proceduremaessige garantier.

3. Inden for rammerne af en procedure vedroerende konstatering af overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler er der hverken, naar Kommissionen tager stilling til en klage ved en meddelelse af klagepunkter, eller naar institutionen giver en meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, tale om beslutninger, der kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal.

Faktiske omstaendigheder

Klagen og proceduren i Kommissionen

1 Sagsoegeren, Ladbroke Racing (Deutschland) GmbH (herefter benaevnt "Ladbroke"), Mainz (Forbundsrepublikken Tyskland), er en del af Ladbroke Group plc, hvis virksomhed uden for Det Forenede Kongerige, hvor det er hjemmehoerende, drives gennem datterselskaber og bestaar i at udbyde vaeddemaal i hestevaeddeloeb. Ladbroke Group ejer saaledes det nederlandske selskab Ladbroke Racing International BV, der selv har to datterselskaber i Tyskland, der skal staa for koncernens virksomhed i dette land. Det ene er sagsoegeren, der fra den 26. oktober 1989 har haft en koncession, der udloeber den 31. december 1993, paa formidling af vaeddemaal i Rheinland-Pfalz, det andet er Ladbroke Racing Deutschland Ost GmbH, der fra den 24. september 1990 har haft koncession paa formidling af vaeddemaal paa det tidligere oestberlinske omraade.

2 Ladbroke anmodede i september 1989 det tyske selskab Deutscher Sportverlag Kurt Stoof GmbH & Co. (herefter benaevnt "DSV") om ret til i fjernsyn og radio at bringe billeder med tilhoerende kommentarer til de franske hestevaeddeloeb; sidstnaevnte selskab er indehaver af rettighederne over saadanne udsendelser paa Forbundsrepublikken Tysklands delstaters omraade inden for de graenser, der bestod foer Tysklands forening, herunder det tidligere Vestberlin, samt paa oestrigsk omraade.

3 Disse rettigheder var blevet overdraget til DSV ved en kontrakt, der den 25. august 1989 var blevet afsluttet mellem dette selskab og Pari mutuel international (herefter benaevnt "PMI"), der er et fransk aktieselskab, hvis formaal er uden for Frankrig at udnytte fjernsynstransmitterede billeder og nyheder om de i Frankrig organiserede hestevaeddeloeb. PMI havde disse rettigheder i henhold til en kontrakt, som selskabet den 12. januar 1990 med virkning fra den 1. august 1989 havde indgaaet med Pari mutuel urbain (herefter benaevnt "PMU"), der er en erhvervsdrivende sammenslutning, hvori deltager de ti vigtigste hestevaeddeloebsselskaber i Frankrig, der har eneret til at afslutte off-course vaeddemaal (pari mutuel) i de hestevaeddeloeb, som selskaberne organiserer. Endelig havde PMU ° der har til opgave at udforme programmer for de af de naevnte selskaber organiserede hestevaeddeloeb, at opgoere den samlede spillerindsats og at beregne gevinstbeloebene i disse vaeddeloeb ° af disse selskaber, der er indehavere af ophavsretten til de naevnte fjernsynsbilleder og nyheder, ved kontrakt af 9. januar 1990 med virkning fra den 1. august 1989 faaet overdraget retten til i udlandet at udbyde fjernsynsbillederne og kommentarerne til disse loeb.

4 DSV afslog i oktober 1989 naevnte anmodning fra Ladbroke med den begrundelse, at DSV' s kontrakt med PMI ikke uden en genforhandling af kontrakten tillod DSV at retransmittere fjernsynsbillederne og kommentarerne vedroerende de franske loeb til mere end 100 vaeddeloebsagenturer i Tyskland og OEstrig. DSV anfoerte desuden, at det efter denne kontrakt kun kunne praestere ydelser til de hestevaeddeloebsagenturer, der drev virksomhed allerede paa kontraktafslutningstidspunktet, men ikke de vaeddeloebsagenturer, der ° som Ladbroke-vaeddeloebsagenturerne ° var blevet oprettet efter dette tidspunkt.

5 Paa baggrund heraf indgav Ladbroke den 24. november 1989 klage til Kommissionen over PMU, PMI og DSV under anbringende af, at disse havde overtraadt EOEF-traktatens artikel 85 og 86. Ladbroke uddybede denne klage ved en skrivelse af 31. juli 1990, hvori den paastaaede overtraedelse af traktatens artikel 86 betonedes, og fremsatte i oevrigt den 23. august 1990 en begaering om retssikrende foranstaltninger.

6 Ladbroke fremfoerte i klagen, at markedet for vaeddemaal i hestevaeddeloeb i Tyskland, der har en omsaetning paa ca. 150 mio. DM, er baseret paa to faktorer: Den ene er den store betydning, de franske loeb har for de tyske spillere (indsatsen i Tyskland i vaeddemaal i franske loeb andrager 36 mio. DM) i sammenligning med de hestevaeddeloeb, der organiseres i andre lande; den anden er vaeddeloebsagenturernes skarpe indbyrdes konkurrence om at kunne betjene deres kunder med billeder og lyd paa foelgemarkedet for video-gengivelse af hestevaeddeloeb med tilhoerende kommentarer.

7 Ladbroke konkluderede, at DSV' s afslag paa at levere tv-billeder og kommentarer fra de franske loeb til Ladbroke ° i betragtning af, at der ikke i Tyskland er noget alternativ til disse ydelser ° har stillet Ladbroke ringere i konkurrencen med de andre vaeddeloebsagenturer, der kan udbyde fjernsynsbilleder og kommentarer hertil fra de franske hestevaeddeloeb.

8 Ladbroke har vedroerende den paastaaede overtraedelse af traktatens artikel 85 gjort gaeldende, at de naevnte kvantitative og kvalitative restriktioner, der er indfoert uden nogen objektiv begrundelse, udgoer en konkurrencefordrejning og -begraensning og udelukker, at den mellem PMI og DSV afsluttede aftale kan fritages i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

9 Hvad angaar den paastaaede overtraedelse af traktatens artikel 86 har Ladbroke foerst og fremmest gjort gaeldende, at afslaget paa at levere fjernsynsbilleder og kommentarer fra franske loeb til selskabets agenturer skal bedoemmes ud fra fire forhold: for det foerste PMU/PMI' s dominerende stilling paa markedet for retransmittering af lyd og billeder fra de franske hestevaeddeloeb og PMI og DSV' s faelles dominerende stilling paa markedet for dette billedstof i Tyskland; for det andet omfanget af efterspoergslen efter de omhandlede ydelser i Tyskland og den afhaengighedssituation, som de tyske vaeddeloebsagenturer, der oensker at levere disse ydelser ° der ikke er substituerbare ° befinder sig i; for det tredje den manglende objektive begrundelse for leveringsnaegtelsen over for selskabets agenturer, der alene har haft til formaal at begraense konkurrencen, og endelig for det fjerde den maerkbare paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater i kraft af PMU/PMI' s og DSV' s oekonomiske betydning paa deres respektive omraader.

10 Ladbroke anmodede foelgelig Kommissionen om at paalaegge PMI, direkte eller gennem DSV, at levere selskabet fjernsynsbilleder med tilhoerende kommentarer fra de franske hestevaeddeloeb og om i henhold til artikel 11 og 14 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), at gennemfoere en undersoegelse for at fastslaa, om der eventuelt foreligger en konkurrencebegraensning, og udvirke, at ophavsretten vedroerende de franske hestevaeddeloeb udnyttes, uden at der sker forskelsbehandling.

Behandlingen af klagen, for saa vidt som den stoettes paa traktatens artikel 85

11 Kommissionen besluttede den 20. december 1990 at indlede undersoegelsesproceduren i henhold til klagen, for saa vidt denne angik en paastaaet overtraedelse af traktatens artikel 85, og tilstillede den 21. december 1990 PMU og PMI og den 18. januar 1991 DSV en meddelelse af klagepunkter, hvori den gav udtryk for den opfattelse, at den mellem dem afsluttede aftale var omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, hvilken bestemmelse ikke kunne erklaeres uanvendelig paa aftalen i henhold til artiklens stk. 3 (herefter benaevnt "fritagelse"), da den ikke var blevet meddelt Kommissionen i henhold til artikel 4 i forordning nr. 17.

12 PMU og PMI besvarede denne meddelelse af klagepunkter den 15. februar 1991 og DSV den 27. marts 1991. Den 17. april 1991 fandt der en hoering sted i Kommissionen.

13 PMI og DSV havde desuden den 15. februar 1991 anmeldt en ny kontrakt til Kommissionen ° som de havde afsluttet den 4. december 1990 med virkning fra den 1. juli 1990 ° for at kunne drage fordel af en kommissionsbesluning om, at der ikke var grund til at fortsaette proceduren (herefter benaevnt "negativattest"), eller af en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

14 Efter denne anmeldelse tilstillede Kommissionen den 22. januar 1992 PMU, PMI og DSV en ny meddelelse af klagepunkter med den begrundelse, at visse bestemmelser i PMI' s og DSV' s nye kontrakt var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt som DSV' s medkontrahenter i Tyskland, til hvilke DSV overdrog retten til retransmission af fjernsynsbillederne med tilhoerende kommentarer fra de franske hestevaeddeloeb, blev valgt paa grundlag af uklare kriterier vedroerende god forretningsskik, og for saa vidt som disse medkontrahenter blev paalagt en tredobbelt forpligtelse til at anerkende de franske vaeddeloebsselskabers og PMI' s ophavsret i samtlige lande og ikke blot i Tyskland, til at give visse oplysninger af fortrolig karakter og til at garantere, at det moderselskab og den koncern, de tilhoerte, overholdt kontrakterne.

15 Efter denne anden meddelelse af klagepunkter ophaevede eller aendrede PMI og DSV de bestemmelser i deres kontrakter, som Kommissionen havde kritiseret. Denne udtalte i en meddelelse, der blev givet i medfoer af artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 og offentliggjort den 24. september 1992 (EFT C 246, s. 3), at den var indstillet paa at udstede negativattest for den anmeldte aftale, og opfordrede beroerte tredjemaend til at fremkomme med deres bemaerkninger.

16 Ladbroke tilstillede ved skrivelse af 22. oktober 1992 Kommissionen sine bemaerkninger. Selskabet vender sig heri mod den paataenkte fritagelse, som Kommissionen agter at give den nye kontrakt mellem PMU/PMI og DSV, og anfoerer herved, at denne kontrakt intet indeholder, der kan give grundlag for en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3. En saadan fritagelse kan ifoelge Ladbroke ikke meddeles, uden at Kommissionen foerst har undersoegt, om aftaleparterne har udvist en adfaerd, der er i strid med bestemmelserne i traktatens artikel 86.

Behandlingen af klagen, for saa vidt som den stoettes paa traktatens artikel 86

17 Ladbroke har efter klagens indgivelse ved skrivelser af 31. juli 1990, 23. august 1990 og 5. december 1990, 4. februar 1991 og 25. september 1991 samt 6. marts 1992, i det omfang klagen stoettes paa traktatens artikel 86, opfordret Kommissionen til konkret at tage stilling til denne bestemmelses anvendelighed i det foreliggende tilfaelde. Efter Ladbroke' s naevnte skrivelse af 5. december 1990 meddelte Kommissionens tjenestegrene, saaledes som det fremgaar af den ligeledes naevnte skrivelse fra Ladbroke af 25. september 1991, mundtligt selskabet, at man, selv om der ikke var truffet beslutning om at afvise den del af klagen, der stoettedes paa artikel 86, dog ikke fandt det hensigtsmaessigt at gaa frem efter denne bestemmelse i traktaten, idet en loesning af det konkurrencespoergsmaal, klagen omhandlede, fuldt ud kunne opnaas paa grundlag af bestemmelserne i traktatens artikel 85. Ladbroke anmodede i skrivelse af 4. februar 1992, hvortil selskabet ogsaa henviste i en senere skrivelse af 5. juni 1992, formelt Kommissionen om ved en meddelelse i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63") inden to maaneder at meddele selskabet, hvilke grunde den havde til ikke at gaa frem paa grundlag af traktatens artikel 86, saaledes som selskabet havde opfordret den til at goere.

18 Endelig tilstillede Kommissionen ° efter at have modtaget endnu en skrivelse fra Ladbroke af 27. maj 1992 samt ovennaevnte skrivelse af 5. juni 1992, hvori Kommissionen opfordredes til dels at tage stilling til klagen paa baggrund af artikel 86, dels at anvende baade traktatens artikel 86 og 85 paa DSV' s fortsatte leveringsnaegtelse over for Ladbroke' s vaeddemaalsagentur i det tidligere oestberlinske omraade ° Ladbroke en skrivelse af 19. juni 1992, hvori den udtrykte sin tvivl med hensyn til muligheden for paa grundlag af artikel 85 eller 86 i traktaten at anfaegte leveringsnaegtelsen over for selskabets vaeddemaalsagentur paa det tidligere oestberlinske omraade, da dette omraade ikke var omfattet af den mellem PMI og DSV afsluttede kontrakt, hvilket i oevrigt var fastslaaet i en dom, afsagt samme dag af Landgericht Berlin.

19 Den 26. juni 1992 tilstillede Ladbroke Kommissionen en opfordring i henhold til EOEF-traktatens artikel 175, hvori Kommissionen anmodes om at tage stilling til selskabets klage af 24. november 1989 og til den i selskabets ovennaevnte skrivelse af 4. februar 1992 fremsatte anmodning, enten ved en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 eller ved en beslutning, der kan goeres til genstand for et soegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173. Denne opfordring er ikke blevet besvaret.

Retsforhandlinger

20 Ladbroke har paa baggrund heraf den 22. september 1992 anlagt naervaerende sag.

21 Kommissionen har ved dokument indleveret den 21. oktober 1992 paastaaet sagen afvist i henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1.

22 Sagsoegeren har den 12. januar 1993 fremsat sine bemaerkninger til afvisningspaastanden og har ved skrivelse af samme dato til Retten indgivet begaering om, at Retten, saafremt formalitetsspoergsmaalet henskydes til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet, bestemmer, at den skriftlige forhandling er afsluttet, med den begrundelse, at sagsoegte allerede har fremsat sine realitetsindsigelser i det dokument, der indeholder afvisningspaastanden. Kommissionen har i indlaeg af 27. januar 1993 modsat sig, at denne begaering tages til foelge.

23 Retten (Anden Afdeling) har ved kendelse af 13. maj 1993 besluttet at henskyde formalitetsspoergsmaalet til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet.

24 DSV har den 15. februar 1993 indgivet begaering om at maatte intervenere til stoette for sagsoegtes paastande. Retten (Anden Afdeling) har ved kendelse af 13. maj 1993 tilladt DSV at intervenere i sagen. DSV har indgivet indlaeg den 29. juli 1993.

25 Ladbroke har ved skrivelse af 6. september 1993 givet afkald paa at indgive replik, hvorefter Kommissionen paa sin side har undladt at indgive duplik.

26 Parterne har, efter at de ved Rettens skrivelse af 9. december 1993 var blevet opfordret til at fremsaette deres bemaerkninger til DSV' s indlaeg, meddelt, at de ikke havde bemaerkninger hertil.

27 Retten (Anden Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Den har dog opfordret parterne til at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal, og dette er sket inden for de fastsatte frister.

28 Parterne har i offentligt retsmoede den 9. juni 1994 afgivet indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal fra Retten.

Parternes paastande

29 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Det fastslaas, at Kommissionen har overtraadt EOEF-traktatens artikel 175 ved ikke inden to maaneder efter modtagelsen af opfordringen i sagsoegerens skrivelse af 26. juni 1992 at have taget stilling med hensyn til:

i) sagsoegerens klage i almindelighed

ii) sagsoegerens anmodning i skrivelse af 4. februar 1992 om at modtage en meddelelse fra Kommissionen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63.

° Endvidere eller subsidiaert annulleres Kommissionens stiltiende afvisning af sagsoegerens klage.

° Det paalaegges Kommissionen at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at opfylde Rettens kendelse senest en maaned fra dennes afsigelse.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, idet det navnlig bestemmes, at disse omkostninger, saafremt Kommissionen tager skridt, der efter Rettens opfattelse medfoerer, at sagen mister sin genstand, skal udredes som erstatning.

30 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises, subsidiaert fastslaas det, at sagen har mistet sin genstand efter offentliggoerelsen af meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17; endnu mere subsidiaert afsiges frifindelsesdom.

° Sagsoegeren doemmes til at betale sagens omkostninger.

31 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises, subsidiaert frifindes sagsoegte.

° Sagsoegeren doemmes til at betale sagens omkostninger, herunder intervenientens omkostninger.

De paa traktatens artikel 175 stoettede paastande

32 Retten skal bemaerke, at sagen paa baggrund af parternes anbringender og argumenter og den behandling, Kommissionen har givet sagsoegerens klage, skal undersoeges i det omfang, den vedroerer den af sagsoegeren paastaaede passivitet fra Kommissionens side i relation til traktatens artikel 85 paa den ene side og dens artikel 86 paa den anden side.

Paastanden om Kommissionens undladelse af at handle paa grundlag af traktatens artikel 85

Sammenfatning af parternes argumentation

33 Kommissionen har gjort gaeldende, at denne paastand skal afvises, idet den, ved den meddelelse, den offentliggjorde den 24. september 1992, i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 har taget stilling til det i klagen rejste konkurrencespoergsmaal samt til den skrivelse af 4. februar 1992, hvori sagsoegeren opfordrede den til at tilstille selskabet en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, paa samme maade, som den kunne have gjort det ved en meddelelse i henhold til denne sidstnaevnte bestemmelse (jf. Domstolens dom af 18.10.1979, sag 125/78, Gema mod Kommissionen, Sml. s. 3173, Rettens dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, herefter benaevnt "Automec I", og af 18.9.1992, sag T-28/90, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2285, samt Rettens kendelse af 13.3.1993, sag T-86/92, Ladbroke mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser). Desuden fremkom denne stillingtagen inden to maaneder efter opfordringen af 26. juni 1992, idet selve beslutningen om at lade denne meddelelse offentliggoere blev truffet den 18. august 1992. Endelig har paastanden ifoelge Kommissionen under alle omstaendigheder mistet sin genstand paa datoen for offentliggoerelsen af meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, dvs. den 24. september 1992.

34 Kommissionen har vedroerende realiteten gjort gaeldende, at den omstaendighed, at der i anledning af klagen blev ivaerksat en undersoegelse, og navnlig den omstaendighed, at to meddelelser af klagepunkter blev tilstillet PMU/PMI og DSV, og at der blev offentliggjort en meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, viser, at den ikke har tilsidesat bestemmelserne i traktatens artikel 175, stk. 1, laest i sammenhaeng med bestemmelserne i artikel 6 i forordning nr. 99/63. Den har saaledes anfoert, at den alene er forpligtet til at handle paa grundlag af sidstnaevnte bestemmelse, naar den agter at afvise en klage, der er indgivet i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, men ikke, naar den, som det er tilfaeldet i naervaerende sag, beslutter at foelge en klage op ved at indlede en procedure i henhold til artikel 9, stk. 3, i naevnte forordning for at tage stilling til det konkurrencespoergsmaal, klageren har rejst.

35 Sagsoegeren har om formaliteten vedroerende den her omhandlede paastand anfoert, at en meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 ikke udgoer en stillingtagen, og at meddelelsen under alle omstaendigheder ikke er blevet forkyndt for sagsoegeren inden for fristen paa to maaneder fra opfordringens afgivelse, men blev offentliggjort den 24. september 1992, efter at sagen var anlagt.

36 Sagsoegeren har vedroerende realiteten paaberaabt sig sin ret til som klager at kraeve, at Kommissionen tager stilling til klagen, og om noedvendigt vedtager en beslutning, der kan underkastes domstolsproevelse (Domstolens dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875, jf. s. 1902, generaladvokat Mancini' s forslag til afgoerelse i forbindelse med Domstolens dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, jf. s. 4545, s. 4551 og s. 4552, forslag til afgoerelse fra dommer Edward som udpeget generaladvokat i forbindelse med Rettens domme af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, jf. s. 2226, herefter benaevnt "Automec II", og ovennaevnte sag, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, praemis 19). Sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen hermed har overtraadt traktaten ved ikke at opfylde sin af artikel 6 i forordning nr. 99/63 flydende forpligtelse til at tilstille sagsoegeren ° i dennes egenskab af klager efter artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 ° en anden akt end en henstilling eller en udtalelse med angivelse af grundene til dens afslag paa at imoedekomme klagen og fastsaettelse af en frist til fremsaettelse af bemaerkninger.

37 Intervenienten har gjort gaeldende, at den her omhandlede paastand skal afvises, idet den i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 offentliggjorte meddelelse udgoer en stillingtagen fra Kommissionens side i traktatens artikel 175, stk. 2' s forstand, og idet denne, eftersom den blev vedtaget den 18. august 1992, har foreligget inden to maaneder efter opfordringen af 26. juni 1992.

38 Intervenienten har ikke fremfoert bemaerkninger vedroerende realiteten.

Rettens bemaerkninger

39 Indledningsvis bemaerkes, at passivitetssoegsmaalet i henhold til traktatens artikel 175 forudsaetter, at der bestaar en forpligtelse til at handle for vedkommende institution, saaledes at en eventuelt foreliggende passivitet er traktatstridig.

40 Det skal i den forbindelse fastslaas, at i konkurrencespoergsmaal er Kommissionen, naar den har faaet forelagt en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 over overtraedelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86, i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 17 og forordning nr. 99/63 forpligtet til omhyggeligt at undersoege de faktiske og retlige omstaendigheder, klageren oplyser den om, for at kunne afgoere, om den skal indlede proceduren, som kan foere til at fastslaa, at der foreligger en overtraedelse, om den skal afvise klagen eller, endelig, om den skal henlaegge sagen (jf. ovennaevnte Automec I-dom).

41 Retten skal for det foerste fastslaa, at det er ubestridt, at Kommissionen, efter at Ladbroke havde indgivet klagen af 24. november 1989 i henhold til artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17, den 20. december 1990 besluttede at indlede en procedure i henhold til artikel 9, stk. 3, i naevnte forordning, og at den ved skrivelse af 21. december 1990 og ved skrivelse af 18. januar 1991 tilstillede henholdsvis PMU/PMI og DSV en meddelelse af klagepunkter med den begrundelse, at den aftale, der oprindeligt blev afsluttet den 25. august 1989 mellem PMI og DSV, og hvorved sidstnaevnte fik overdraget retten til retransmission af fjernsynsbilleder med tilhoerende kommentarer til franske hestevaeddeloeb paa Forbundsrepublikken Tysklands omraade inden for graenserne foer Tysklands forening, herunder det tidligere Vestberlins omraade, samt paa oestrigsk territorium, indeholdt bestemmelser, der var i strid med bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1.

42 For det andet bemaerkes, at PMI og DSV under den overtraedelsesprocedure, der hermed blev indledt af Kommissionen ° og da de henholdsvis den 15. februar og den 27. marts 1991 fremlagde deres svar paa meddelelsen af klagepunkter af 21. december 1990 ° den 15. februar 1991 ogsaa gav Kommissionen meddelelse om en ny kontrakt, afsluttet mellem dem den 4. december 1990 med virkning fra den 1. juli 1990, der afloeste den oprindelige kontrakt af 25. august 1989, der var udloebet den 30. juni 1990, med henblik paa fra Kommissionen at opnaa enten negativattest eller fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3. Det staar fast, at Kommissionen efter at have faaet meddelelse om denne kontrakt tilstillede PMI og DSV en ny meddelelse af klagepunkter den 22. januar 1992 med den begrundelse, at den saaledes anmeldte nye kontrakt indeholdt bestemmelser, der var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, og at betingelserne for at anvende bestemmelserne i artikel 85, stk. 3, ikke var opfyldt.

43 Retten skal for det tredje bemaerke, at det er ubestridt, at deltagerne i aftalen efter denne nye meddelelse af klagepunkter af 22. januar 1992 foretog aendringer i aftalebestemmelserne med henblik paa at bringe dem i overensstemmelse med traktatens artikel 85 og herved tog hensyn til naevnte meddelelse af klagepunkter, hvilket ifoelge Kommissionen begrundede, at den vedtog at godtage aftalen, hvilket fremgaar af den meddelelse, den offentliggjorde den 24. september 1992 i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17.

44 Heraf foelger, at Kommissionen, da sagsoegeren den 26. juni 1992 tilstillede den en opfordring til i medfoer af traktatens artikel 175 at tage stilling til sagsoegerens klage, allerede havde indledt og var i gang med proceduren om konstatering af en overtraedelse af traktatens artikel 85 og, henset til det stadium, sagens behandling da befandt sig paa, ikke var i stand til at tilstille sagsoegeren en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, idet den navnlig ikke agtede at afvise klagen. Kommissionen var saa meget mindre i stand til at tage stilling til klagen gennem vedtagelsen af en beslutning, hvorved denne endeligt blev afslaaet, som der fra datoen for den anden meddelelse af klagepunkter, dvs. den 22. januar 1992, til datoen for opfordringen, nemlig den 26. juni 1992, kun var hengaaet ca. fem maaneder, hvilket i det foreliggende tilfaelde ikke var tilstraekkeligt til at give Kommissionen mulighed for at igangsaette behandlingen af klagen og til paa baggrund af det herved fremkomne at give den grundlag for at tage stilling til sagsoegerens klage ved at vedtage en retsakt, der kunne bringe den paastaaede passivitet til ophoer.

45 Kommissionen kunne altsaa ikke for saa vidt angaar den paastaaede overtraedelse af traktatens artikel 85 den 26. juni 1992 antages at have undladt at handle i traktatens artikel 175' s forstand. Sagsoegeren kunne derfor ikke retmaessigt paa naevnte dato tilstille den en opfordring til at tage stilling til sin klage eller derefter den 22. september 1992, efter udloebet af fristen paa to maaneder i henhold til traktatens artikel 175, anlaegge naervaerende sag.

46 Heraf foelger, at sagsoegte, for saa vidt angaar den i sagen nedlagte paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen har undladt at tage stilling til sagsoegerens klage i det omfang, denne stoettes paa traktatens artikel 85, under alle omstaendigheder skal frifindes, uden at det er fornoedent at tage stilling til formaliteten. Dette resultat er imidlertid uden betydning for Rettens stillingtagen til spoergsmaalet om, hvorvidt passivitetssoegsmaalet vedroerende den af sagsoegeren nedlagte paastand om Kommissionens undladelse af at handle paa grundlag af traktatens artikel 86 kan admitteres.

Paastanden om Kommissionens undladelse af at handle paa grundlag af traktatens artikel 86

Sammenfatning af parternes argumentation

47 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den af Kommissionen den 24. september 1992 i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 offentliggjorte meddelelse paa ingen maade vedroerte sagsoegerens klage i det omfang, denne var baseret paa traktatens artikel 86, hvilket fremgaar dels af, at der i naevnte meddelelse ikke findes henvisninger overhovedet til denne traktatbestemmelse, og dels af bemaerkningen om, at Kommissionen agtede at meddele fritagelse til den mellem PMI og DSV afsluttede kontrakt, uden at have behandlet sagsoegerens klage paa grundlag af traktatens artikel 86. Sagsoegeren har i den forbindelse fremhaevet, at artikel 85, i det omfang aftalen mellem PMI og DSV maatte antages ikke at omfatte den tidligere Tyske Demokratiske Republiks omraade, ikke kunne udgoere den fornoedne hjemmel for en indgriben over for DSV' s naegtelse af at levere billedstof og kommentarer vedroerende de franske loeb til sagsoegerens vaeddemaalsagentur paa det tidligere oestberlinske omraade.

48 Det sagsoegende selskab har i oevrigt anfoert, at det ikke kan antages at have godkendt, at den administrative procedure til behandling af dets klage kunne begraenses alene til overtraedelsen af artikel 85, fordi selskabet deltog i denne procedure, eftersom dets klage var baseret paa en overtraedelse af baade traktatens artikel 85 og dens artikel 86. Det har henvist til, at det ikke paa noget tidspunkt har ophoert med at paaberaabe sig sidstnaevnte traktatbestemmelse, hvilket fremgaar af en raekke skrivelser dateret henholdsvis den 5. december 1990, den 25. september 1991, den 4. februar 1992, den 6. marts 1992 og den 5. juni 1992, som det tilstillede Kommissionen efter klagens indgivelse.

49 Det sagsoegende selskab har endelig fremhaevet, at Kommissionen ikke med foeje kan goere gaeldende, at den tog stilling til selskabets klage paa grundlag af aftalens artikel 86 ved meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3, hvorved den ligestiller denne meddelelse med en skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, medmindre det, hvilket ikke er Kommissionens opfattelse, antages, at den dermed afviste selskabets klage, eller at den tilstraekkeligt klart tilkendegav, at den agtede at afvise denne, for saa vidt som den stoettedes paa traktatens artikel 86. Ifoelge Ladbroke kan den manglende klarhed med hensyn til raekkevidden af det standpunkt, Kommissionen paastaar at have givet udtryk for i forbindelse med dens meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, medfoere, at der ikke kan blive tale om retslig efterproevelse, naar denne meddelelse, selv om den kan vaere en stillingtagen i traktatens artikel 175' s forstand, ikke kan anfaegtes ved et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 og eventuelt kan foere til fremsendelse af en blot og bar "administrativ skrivelse om henlaeggelse", der heller ikke kan goeres til genstand for retslig efterproevelse.

50 Kommissionen har anfoert, at dens stillingtagen til Ladbroke' s klage i den den 24. september 1992 offentliggjorte meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 har gyldighed for saa vel den del af klagen, der stoettes paa en overtraedelse af traktatens artikel 85, som den del af den, der stoettes paa en overtraedelse af traktatens artikel 86. Kommissionen har til stoette for dette argument henvist til sin adgang til at fastlaegge den raekkefoelge, i hvilken den behandler de klager, den har faaet forelagt, under hensyntagen til den dermed forbundne interesse for Faellesskabet (Rettens dom af 18.9.1992 i den foernaevnte Automec II-sag og Rettens dom af 18.11.1992, sag T-16/91, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2417). Den sagsoegte institution har gjort gaeldende, at den maa have den samme adgang, naar det gaelder fastlaeggelsen af det bedst egnede retsgrundlag for behandlingen af en konkurrencesag i tilfaelde af, at en klage stoettes paa en paastaaet tilsidesaettelse af flere bestemmelser i traktaten. Den har anfoert, at den saaledes, naar en klager paa én gang paaberaaber sig artikel 85 og artikel 86 i traktaten, maa anses for at have behandlet klagen, naar den behandler klagen alene paa grundlag af én af disse bestemmelser.

51 Kommissionen har anfoert, at dens beslutning om at behandle sagsoegerens klage alene paa grundlag af traktatens artikel 85 i den foreliggende sag var begrundet med, at DSV ikke efter sine kontraktlige forpligtelser over for PMI/PMU havde ret til at levere billeder og kommentarer fra de franske hestevaeddeloeb til klageren. Derfor kunne en anvendelse af artikel 86 ifoelge Kommissionen kun komme paa tale, saafremt dette konkurrenceproblem, efter at det i foerste omgang var undersoegt i lyset af artikel 85, stadig forelaa, fordi DSV fortsat naegtede at imoedekomme Ladbroke' s anmodning. Kommissionen har i oevrigt i den forbindelse oplyst, at den aldrig har afvist klagen, for saa vidt som den stoettes paa sidstnaevnte bestemmelse i traktaten. Den har fremhaevet, at de faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag bekraefter rigtigheden af et saadant standpunkt, eftersom den konkurrencebegraensende adfaerd, sagsoegerens klage tog sigte paa, efter indledningen af proceduren til konstatering af en overtraedelse af traktatens artikel 85 og fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter af 22. januar 1992, der foerte til en aendring af den den 4. december 1990 anmeldte aftale, er ophoert, hvilket desuden fremgaar af en skrivelse af 27. maj 1993, hvori DSV tilboed sagsoegeren at levere denne det billedstof med tilhoerende kommentarer fra de franske hestevaeddeloeb, der var anmodet om. Kommissionen har tilfoejet, at Ladbroke efter gennem dens tjenestegrene at vaere blevet oplyst om denne fremgangsmaade ved behandlingen af klagen, som det fremgaar af den skrivelse, Ladbroke tilstillede den den 25. september 1991, anerkendte denne fremgangsmaades rigtighed og aktivt deltog i den administrative procedure, hvorunder selskabets klage blev behandlet paa grundlag af traktatens artikel 85.

52 Intervenienten har anfoert, at Kommissionens stillingtagen, der foreligger ved den i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 offentliggjorte meddelelse, har gyldighed for saavel traktatens artikel 85 som dens artikel 86. Det fremhaeves herved, at Kommissionens beslutning om ikke at anvende artikel 86 og at behandle den paastaaede konkurrencebegraensning alene paa grundlag af traktatens artikel 85 var velbegrundet, hvilket fremgaar af den omstaendighed, at det intervenerende selskab efter aendringerne i dets kontrakt med PMU/PMI ikke laengere, i det omfang, det er foreneligt med de af denne kontrakt foelgende omraademaessige begraensninger, har naegtet at levere billedstof med tilhoerende kommentarer fra franske hestevaeddeloeb til samtlige vaeddemaalsagenturer, herunder sagsoegerens vaeddemaalsagentur paa delstaten Rheinland-Pfalz' s omraade.

53 Intervenienten har i den forbindelse henvist til en brevveksling fra den 30. juni 1992 til den 23. juni 1993 med sagsoegeren, herunder naevnte skrivelse af 27. marts 1993, hvoraf det fremgaar, at intervenienten faktisk tilboed at give sagsoegeren en underlicens paa udnyttelse af billedstof med tilhoerende kommentarer fra de franske vaeddeloeb med virkning fra den 1. september 1993, da vaeddeloebsagenturet i Rheinland-Pfalz ifoelge en skrivelse fra Ladbroke af 25. maj 1993 skulle starte sin virksomhed. Intervenienten har imidlertid bemaerket, at sagsoegeren, der besad en tilladelse til drift af dette agentur fra den 26. oktober 1989, ikke aabnede dette i en periode paa henved fire aar, idet dets virksomhed ikke var rentabel. Intervenienten har tilfoejet, at sagsoegerens hensigt med fortsat at bevare denne tilladelse er at kunne fortsaette de mod intervenienten og andre parter anlagte sager, herunder naervaerende sag, hvilket efter intervenientens opfattelse er et misbrug af faellesskabsrettens retsmidler.

Rettens bemaerkninger

° Formaliteten

54 Retten skal bemaerke, at sagsoegeren i den klage, selskabet indgav den 24. november 1989, har kritiseret PMU/PMI' s og DSV' s adfaerd baade paa grundlag af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og dens artikel 86. Denne klage stoettedes altsaa ogsaa paa traktatens artikel 86, hvilket desuden fremgaar af de ovenfor naevnte skrivelser, som sagsoegeren tilstillede Kommissionen efter klagens indgivelse, og navnlig af skrivelsen af 4. februar 1991, hvori sagsoegeren formelt anmodede Kommissionen om at fastlaegge sit standpunkt til selskabets klage paa grundlag af traktatens artikel 86.

55 Retten skal endvidere bemaerke, at proceduren for behandlingen af klagen, der blev indledt ved den foerste saavel som ved den anden meddelelse af klagepunkter, kun indledtes paa grundlag af traktatens artikel 85, men ikke ° som sagsoegeren havde anmodet om ° paa grundlag af dens artikel 86.

56 Foelgelig kunne Kommissionen hverken den 26. juni 1992, da sagsoegeren opfordrede den til at tage stilling til klagen inden to maaneder i henhold til traktatens artikel 175, eller paa datoen for anlaeggelsen af naervaerende sag den 22. september 1992, umiddelbart antages at have taget stilling til denne klage i det omfang, denne stoettedes paa traktatens artikel 86, og sagen skal saaledes i princippet admitteres, for saa vidt som sagsoegeren har gjort gaeldende, at der foreligger en undladelse af at handle fra Kommissionens side i relation til denne bestemmelse.

57 I denne forbindelse er der imidlertid anledning til at undersoege Kommissionens argument om, at den i medfoer af sin ret til at afgoere, i hvilken raekkefoelge klager skal behandles, ogsaa har ret til at vaelge den hjemmel, der er bedst egnet med henblik paa behandlingen af et konkurrencespoergsmaal, der er blevet rejst af en klager. Naar Kommissionen saaledes efter at have taget sagen op paa grundlag af traktatens artikel 85, og efter at den ved paa hinanden foelgende meddelelser af klagepunkter, den sidste af 22. januar 1992, havde opnaaet, at den mellem PMI og DSV afsluttede aftale blev aendret, saaledes at den nu efter traktatens artikel 85 var lovlig, hvorved aarsagerne til den i klagen omhandlede konkurrencebegraensende adfaerd blev bragt ud af verden, burde den ogsaa anses for stiltiende at have stilling til sagsoegerens klage i henhold til traktatens artikel 86.

58 Retten skal vedroerende dette argument fra Kommissionen for det foerste bemaerke, at Kommissionen dels, naar den faar forelagt en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, hverken er forpligtet til ved en beslutning at tage stilling og konstatere, at der foreligger en overtraedelse som paastaaet eller til i alle sager at gennemfoere en undersoegelse vedroerende spoergsmaalet herom, dels at den under hensyntagen til Faellesskabets interesse kan bestemme, hvilken prioritet der skal gives en klage, den har faaet forelagt (den ovenfor naevnte Automec II-dom).

59 Retten skal for det andet bemaerke, at Kommissionen ved opfyldelsen af de forpligtelser, der paahviler den ved behandlingen af en klage, dog, idet den tager hensyn til de processuelle garantier, der er omhandlet i artikel 3 i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63, dels omhyggeligt skal undersoege de faktiske og retlige omstaendigheder, som klageren har gjort den bekendt med, med henblik paa at afgoere, om det af disse omstaendigheder fremgaar, at der foreligger en med konkurrencereglerne stridende adfaerd, og dels begrunde enhver beslutning, den herved vedtager, saaledes at Faellesskabets doemmende myndigheder bliver i stand til at efterproeve beslutningens lovlighed.

60 Heraf foelger, at Kommissionen, selv om den i den foreliggende sag havde mulighed for at beslutte at indlede og fortsaette sagens behandling alene paa grundlag af traktatens artikel 85, men ikke paa grundlag af dens artikel 86, naar den af hensyn til Faellesskabets interesse fandt en saadan behandling af klagen paakraevet, dog dels under den foerste fase efter klagens indgivelse (jf. den ovenfor naevnte Automec I-dom) skulle undersoege de faktiske og retlige omstaendigheder, der havde betydning for en eventuel anvendelse af traktatens artikel 86, hvilket sagsoegeren anmodede den om, dels efter eventuelt at have fastslaaet, at det var ufornoedent eller overfloedigt at behandle klagen paa dette grundlag, skulle underrette sagsoegeren om sin beslutning med angivelse af grundene hertil, saaledes at dennes lovlighed kunne efterproeves.

61 Det maa fastslaas, at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde ikke paa noget tidspunkt tilstillede sagsoegeren hverken en begrundet beslutning med dette indhold eller en foreloebig meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63. Sagsoegeren kunne imidlertid ° i betragtning af den tid, der forloeb fra tidspunktet for indgivelsen af klagen og til datoen for modtagelsen af den til Kommissionen rettede opfordringsskrivelse, hvori sagsoegeren anmodede denne om at tage stilling til klagen ° goere krav paa, at Kommissionen i alt fald tilstillede selskabet en foreloebig meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 (jf. den ovenfor naevnte dom i sagen Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen) eller en saadan beslutning.

62 Heraf foelger, at Kommissionen, selv om det antages, at den indledte og afsluttede behandlingen af klagen i henhold til traktatens artikel 86 med henblik paa ud fra de faktiske og retlige omstaendigheder, som sagsoegeren havde forelagt den, at afgoere, om Faellesskabets interesse kunne begrunde en behandling af klagen paa dette grundlag ° en antagelse, der under alle omstaendigheder modsiges af Kommissionens udtalelse om, at den fortsat var i gang med at behandle klagen i henhold til artikel 86 og agtede at gribe ind paa grundlag af denne bestemmelse, saafremt det konkurrencespoergsmaal, den havde faaet forelagt, ikke blev afgjort paa grundlag af traktatens artikel 85 ° paa det tidspunkt, hvor sagsoegeren rettede en opfordring til den om at handle i henhold til traktatens artikel 86, ikke kunne antages at have taget stilling til sagsoegerens klage i det omfang, denne var baseret paa traktatens artikel 86.

63 Da Kommissionen undlod at besvare den opfordring, som saaledes forskriftsmaessigt blev indgivet til den af sagsoegeren, maa det fastslaas, at naervaerende sag, hvori der er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen har undladt at tage stilling til sagsoegerens klage i det omfang, denne er baseret paa artikel 86, da den blev anlagt den 22. september 1992, opfyldte de formelle krav i henhold til traktatens artikel 175, hvorfor den skal admitteres.

64 Det maa imidlertid yderligere undersoeges, om sagen, som haevdet af Kommissionen, har mistet sin genstand som foelge enten af offentliggoerelsen den 24. september 1992 af meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 eller som foelge af den omstaendighed, at den konkurrencebegraensende adfaerd, sagsoegeren kritiserer i sin klage, faktisk er ophoert.

65 Vedroerende, for det foerste, den den 24. september 1992 offentliggjorte meddelelse bemaerkes, at Kommissionen i denne blot fastslaar, at den kontrakt, der var blevet afsluttet den 4. december 1990 mellem PMI og DSV, efter de aendringer, der skulle bringe denne i overensstemmelse med meddelelsen af klagepunkter af 22. januar 1992, er lovlig efter bestemmelserne i traktatens artikel 85, og udtaler, at den agter at godkende denne kontrakt. Dernaest bemaerkes, at denne meddelelse, selv om sagsoegeren var blevet gjort bekendt med den, blev offentliggjort i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, for at interesserede tredjemaend kunne fremsaette deres eventuelle bemaerkninger over for Kommissionen. Denne meddelelse kan foelgelig hverken efter sin form eller efter sit indhold anses for at vaere en stillingtagen fra Kommissionen i forhold til sagsoegeren til dennes klage af 24. november 1989 i det omfang, denne klage stoettedes paa traktatens artikel 86.

66 Hvad for det andet angaar spoergsmaalet om, hvorvidt sagen har mistet sin genstand som foelge af, at den i sagsoegerens klage omhandlede konkurrencebegraensende adfaerd faktisk var ophoert, saaledes som det fremgaar af DSV' s skrivelse til sagsoegeren af 27. maj 1993, hvori det meddeltes sagsoegeren, at DSV tilboed at levere billedstof med tilhoerende kommentarer fra de franske hestevaeddeloeb, bemaerkes, at selv om det antages, at Kommissionens tilkendegivelse paa grundlag af artikel 85 ved meddelelsen af klagepunkter af 22. januar 1992 kunne indeholde en uudtalt stillingtagen paa grundlag af artikel 86 ° hvilket som ovenfor fastslaaet ikke var tilfaeldet (jf. ovenfor praemis 55) ° og selv om det laegges til grund, at de paaregnede virkninger af denne meddelelse af klagepunkter paa det tidspunkt, hvor denne blev givet, dvs. standsningen af den kritiserede konkurrencebegraensende adfaerd, var blevet opnaaet, kan naervaerende passivitetssoegsmaal ikke antages at have mistet sin genstand.

67 Det paastaaede ophoer af den konkurrencebegraensende adfaerd, der var genstand for sagsoegerens klage, kunne nemlig kun udgoere en aendring af den faktiske situation, som klageren oprindeligt havde gjort Kommissionen bekendt med. En saadan aendring kunne i det hoejeste medfoere, at Kommissionen enten vedtog at henlaegge klagen eller at afvise denne i det omfang, den stoettedes paa en paastaaet overtraedelse af traktatens artikel 86, uden at Kommissionen derfor var fritaget for at tage stilling til sagsoegerens klage under iagttagelse af de proceduremaessige garantier ifoelge artikel 3 i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63. Kommissionen kan ikke efter saaledes at have undladt at handle over for sagsoegeren under iagttagelse af disse bestemmelser anses for at have taget stilling til klagen under hensyn til traktatens artikel 86, alene fordi den paa grundlag af denne bestemmelse kritiserede konkurrencebegraensende adfaerd var ophoert efter Kommissionens indgriben.

68 Af det anfoerte foelger, at naervaerende sag, i det omfang den vedroerer en undladelse af at handle fra Kommissionens side i henhold til traktatens artikel 86, ikke kan antages at have mistet sin genstand og skal afgoeres i realiteten.

° Realiteten

69 Retten konstaterer, at Kommissionen, der den 24. november 1989 fik forelagt sagsoegerens klage paa grundlag af traktatens artikel 86, og som har modtaget en opfordring til i henhold til traktatens artikel 175 at tage stilling hertil, har undladt at rette en anden akt end en henstilling eller en udtalelse til sagsoegeren, for saa vidt som den har undladt enten at indlede proceduren med henblik paa konstatering af en overtraedelse som foelge af en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86 med henblik paa vedtagelse af en beslutning, hvori en saadan overtraedelse fastslaas, eller at afvise klagen efter at have tilstillet sagsoegeren en skrivelse i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, eller endelig ved behoerigt begrundet beslutning at henlaegge denne klage som foelge af manglende interesse for Faellesskabet.

70 Der maa derfor gives sagsoegeren medhold i det omfang, Kommissionens paastaaede undladelse af at handle stoettes paa artikel 86.

De paa traktatens artikel 173 stoettede paastande

71 Retten skal bemaerke, at for saa vidt som annullationssoegsmaalet maa anses for rettet mod Kommissionens stiltiende afvisning af sagsoegerens klage paa grundlag af traktatens artikel 86, samt naar passivitetssoegsmaalet, som netop anfoert, admitteres, og der gives sagsoegeren medhold, er det ufornoedent at traeffe afgoerelse vedroerende denne subsidiaere paastand fra sagsoegeren, der har mistet sin genstand.

72 For saa vidt som den subsidiaere annullationspaastand maa anses for rettet mod Kommissionens stillingtagen til sagsoegerens klage i henhold til traktatens artikel 85, skal Retten bemaerke, at en saadan stillingtagen, der foelger af meddelelsen af klagepunkter af 22. januar 1992, selv om Kommissionen ikke kan antages at have forholdt sig passiv i traktatens artikel 175' s forstand, da den paa datoen for opfordringen den 26. juni 1992 samt paa datoen for sagsanlaegget den 22. september 1992 havde indledt og fortsat proceduren til klagens behandling, ikke udgoer en beslutning, der kan anfaegtes gennem et annullationssoegsmaal (jf. Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, praemis 21, samt Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 34). Det bemaerkes endelig, at det under alle omstaendigheder forholder sig paa samme maade med den meddelelse, som Kommissionen afgav i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, og som blev offentliggjort den 24. september 1992, efter at sagen var anlagt.

73 Den subsidiaere annullationspaastand skal derfor under alle omstaendigheder afvises, for saa vidt som den vedroerer traktatens artikel 85.

Paastanden om, at Retten retter et paabud til Kommissionen

74 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Retten paalaegger Kommissionen at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa inden en maaned at opfylde den dom, der vil blive afsagt som afslutning paa naervaerende sag.

75 I denne forbindelse bemaerkes, at Retten hverken kan rette paabud til institutionerne eller traeffe afgoerelse paa disses vegne (jf. Rettens dom af 11.7.1991, sag T-19/90, Von Hoessle mod Revisionsretten, Sml. II, s. 615, praemis 30). Saaledes forholder det sig navnlig med hensyn til legalitetsproevelsen, der er baseret paa, at det paahviler den paagaeldende administration at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for opfyldelsen af en afsagt dom, saavel i forbindelse med et annullationssoegsmaal (jf. Domstolens dom af 24.6.1986, sag 53/85, AKZO mod Kommissionen, Sml. s. 1965, og Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, praemis 181) som i forbindelse med et passivitetssoegsmaal (jf. Rettens kendelse af 29.11.1993, sag T-56/92, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1267, og af 27.4.1994, sag T-5/94, J. mod Kommissionen, Sml. II, s. 391).

76 Af det anfoerte foelger, at de af sagsoegeren her omhandlede nedlagte paastande skal afvises.

Sagens omkostninger

77 Ifoelge artikel 87, stk. 2, i procesreglementet paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Er der flere tabende parter, traeffer Retten afgoerelse om omkostningernes fordeling. Ifoelge artikel 87, stk. 6, er Retten, saafremt det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om sagens genstand, frit stillet i sin afgoerelse om sagens omkostninger.

78 Det findes i medfoer af disse bestemmelser paa baggrund af sagens omstaendigheder, og da saavel sagsoegeren som sagsoegte delvis har tabt sagen, rimeligt at bestemme, dels at Kommissionen betaler sine egne omkostninger samt tre fjerdedele af sagsoegerens omkostninger, dels at intervenienten baerer sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Kommissionen har i strid med EOEF-traktaten undladt at tage stilling til sagsoegerens klage (IV/33.375 ° Ladbroke GmbH/PMU-PMI-DSV), for saa vidt som denne klage stoettedes paa traktatens artikel 86.

2) I oevrigt frifindes sagsoegte for sagsoegerens paastande i henhold til traktatens artikel 175.

3) Det er ufornoedent at traeffe afgoerelse i det omfang, soegsmaalet i henhold til traktatens artikel 173 vedroerer traktatens artikel 86.

4) Annullationssoegsmaalet afvises i det omfang, det vedroerer traktatens artikel 85.

5) Paastanden om, at Retten giver Kommissionen et paabud, afvises.

6) Kommissionen betaler sine egne omkostninger samt tre fjerdedele af sagsoegerens omkostninger.

7) Intervenienten baerer sine egne omkostninger.