61992A0059

++++

1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° erstatningssoegsmaal ° soegsmaal vedroerende administrationens solidariske og subsidiaere forpligtelse til at erstatte en skade forvoldt tjenestemanden af tredjemand ° antagelse til realitetsbehandling ° betingelser ° udtoemmelse af nationale retsmidler ° undtagelse ° ingen effektiv soegsmaalsadgang

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 24 og 91)

2. Tjenestemaend ° soegsmaal ° erstatningssoegsmaal ° genstand ° konstatering af en tjenestefejl og en erstatningspligt for den ansvarlige institution

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

3. Tjenestemaend ° soegsmaal ° erstatningssoegsmaal ° administrativ procedure ° forloebet heraf forskelligt afhaengigt af, om der foreligger en bebyrdende retsakt eller ej

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

4. Tjenestemaend ° soegsmaal ° forudgaaende administrativ klage ° praecist og bestemt indhold ° tjenestemand, der henholder sig til administrationens bistandspligt

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 24, 90 og 91)

5. Tjenestemaend ° administrationens bistandspligt ° raekkevidde

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 24)

6. Tjenestemaend ° soegsmaal ° erstatningssoegsmaal ° konstatering af administrationens tjenestefejl i dommens konklusion og offentliggoerelsen heraf i Tidende ikke tilstraekkelig erstatning for den ikke-oekonomiske skade ° tildeling af erstatning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

1. Antagelse til realitetsbehandling af et erstatningssoegsmaal anlagt af en tjenestemand vedroerende administrationens solidariske og subsidiaere forpligtelse til i henhold til vedtaegtens artikel 24, stk. 2, at erstatte tab paafoert en tjenestemand paa baggrund af hans stilling eller erhverv af en tredjemand er betinget af, at mulighederne for sagsanlaeg ved de nationale domstole er udtoemt, saafremt der herved er mulighed for at opnaa erstatning for det paastaaede tab. En sagsoeger, som ikke har forsoegt at opnaa erstatning fra tredjemand, skal i hvert fald fremlaegge indicier, der kan rejse alvorlig tvivl med hensyn til, om han effektivt kan haevde sine rettigheder ved de nationale domstole.

2. Under en erstatningssag anlagt af en tjenestemand i henhold til vedtaegtens artikel 91 kan der nedlaegges paastande om, at det fastslaas, at der er begaaet en tjenestefejl saasom en undladelse af at opfylde bistandspligten i vedtaegtens artikel 24, stk. 1, samt paastande om, at det fastslaas, at den sagsoegte institution er forpligtet til at erstatte det ved fejlen forvoldte tab.

3. Naar en tjenestemand vil anlaegge et erstatningssoegsmaal mod hans institution, er den forudgaaende administrative procedure efter vedtaegten forskellig afhaengigt af, om det tab, som der kraeves erstatning for, er forvoldt ved en bebyrdende retsakt, som omhandlet af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, eller er forvoldt af handlinger, som ikke har karakter af afgoerelser. I det foerste tilfaelde er det en betingelse for at fremme erstatningssoegsmaalet til realitetsbehandling, at den paagaeldende inden for de fastsatte frister har indgivet en klage til ansaettelsesmyndigheden over den akt, der har medfoert det paastaaede tab, og at han har indbragt sag inden tre maaneder fra klagens afslag. I det andet tilfaelde derimod skal den administrative procedure, som skal foelges forud for erstatningssoegsmaalet, ifoelge vedtaegtens artikel 90 og 91 indeholde to faser, nemlig foerst en ansoegning om erstatning og dernaest en klage over det udtrykkelige eller stiltiende afslag af ansoegningen.

4. Da administrationen raader over et skoen under faellesskabsretsinstansernes kontrol ved valget af foranstaltninger og midler til gennemfoerelse af vedtaegtens artikel 24, stk. 1, skal den tage alle fornoedne skridt til i medfoer af samme artikel 24 at genoprette det skadede omdoemme for en tjenestemand, hvis faglige haederlighed er draget i tvivl, hvilket indebaerer, at en tjenestemand, der ansoeger om bistand fra sin administration, kan noejes med at henvise til den i vedtaegtens artikel 24 fastsatte bistandspligt uden at give andre oplysninger, og at administrationen derefter skal traeffe de foranstaltninger, der objektivt er noedvendige og egnede herfor.

5. Selv om administrationen raader over et skoen ved valget af foranstaltninger og midler til gennemfoerelse af vedtaegtens artikel 24, skal den i tilfaelde af alvorlige og uberettigede beskyldninger vedroerende en tjenestemands faglige haederlighed ved udoevelsen af hans tjeneste afvise beskyldningerne og tage alle fornoedne skridt til at genoprette tjenestemandens skadede omdoemme.

I et tilfaelde, hvor der er rettet offentligt og personligt angreb mod en tjenestemand, er det ikke tilstraekkeligt, at administrationen indirekte forsvarer den paagaeldende ved at forsvare det arbejde, som administrationen deltager i, og uden resultat anmoder det presseorgan, som var ophavsmand til naevnte angreb, om offentliggoerelse af en berigtigelse. Administrationen skal forsvare sin tjenestemand offentligt og ved navns naevnelse og kan ikke lade dette forsvar vaere afhaengigt af, om tjenestemanden forudgaaende har taget initiativ til selv at retsforfoelge ophavsmanden til de mod ham rettede angreb. Hvis administrationen undlader at goere dette, tilsidesaetter den de forpligtelser, som paahviler den i henhold til naevnte artikel, og begaar en tjenestefejl.

6. Den ikke-oekonomiske skade, som en tjenestemand har lidt paa grund af en tjenestefejl, der kan paadrage administrationen ansvar, giver ret til tilkendelse af erstatning, naar under hensyn til de konkrete omstaendigheder hverken en udtrykkelig konstatering af tjenestefejlen i dommens konklusion eller en offentliggoerelse heraf i De Europaeiske Faellesskabers Tidende er tilstraekkelig til at yde tjenestemanden fuld erstatning for fejlen.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren, Renato Caronna, tjenestemand i loenklasse A4, loentrin 8, i Kommissionens GD III (Generaldirektoratet for Industri, tidligere Generaldirektoratet for Det Indre Marked og Industrianliggender), har siden efteraaret 1989 gjort tjeneste i enheden III/D-2 "Byggeri", hvor han har haft til opgave at udarbejde et udkast til direktiv om byggefirmaers ansvar. Med henblik herpaa oprettede sagsoegeren i begyndelsen af 1991 fire arbejdsgrupper bestaaende dels af eksperter udpeget af de europaeiske sammenslutninger inden for byggebranchen, bl.a. arkitekternes, ingenioerernes, forsikringsvirksomhedernes og byggefirmaernes sammenslutninger, dels af repraesentanter for det sociale boligbyggeri. Disse arbejdsgrupper skulle udarbejde et oplaeg, som skulle danne grundlag for udarbejdelsen af det foreloebige direktivudkast. I september 1991 trak Det Europaeiske Koordinationsudvalg for Det Sociale Boligbyggeri (herefter benaevnt "Cecodhas") sine eksperter ud af de fire arbejdsgrupper.

2 Den 11. december 1991 offentliggjorde det franske blad Le Canard enchaîné en artikel med overskriften "Betonlobbyen skriver loven i Bruxelles", hvori Kommissionens arbejde blev kritiseret for at give byggefirmaerne en alt for stor indflydelse i ovennaevnte arbejdsgrupper. Artiklen lyder saaledes:

"Kundernes garanti udhules

Europa-Kommissionen har overladt det til repraesentanter for byggefirmaerne at foreslaa, hvilken garanti de skal yde deres egne kunder. Det er dristigt. Hvis betonlobbyens direktivudkast vedtages, vil det 'tiaarige garantiansvar' , der hidtil har vaeret gaeldende i Frankrig og flere af dets nabolande, blive begraenset til fem aar. Og efter udloebet af denne kortere garantiperiode vil garantien ikke laengere vaere meget vaerd. I modsaetning til den nuvaerende lovgivning bliver det nemlig koeberen, der skal bevise, at byggefirmaet har begaaet fejl. Og det bliver koeberen, der i foerste omgang skal laegge penge ud til reparation af det utaette tag eller den revnede mur.

Disse diskrete regelaendringer, der allerede er omtalt i fagpressen, vil goere det muligt for byggefirmaerne at nedbringe deres udgifter til erstatninger for byggesjusk med mindst en tredjedel. I Frankrig slugte denne post alene i 1988 4 mia. FF.

Byggekongernes offensiv kan inddeles i flere faser. Allerede i 1988 havde deres europaeiske forbund FIEC klaget sin noed til Det Europaeiske Faellesskab og soegt at faa aendret garantisystemet, som efter forbundets mening 'opererede med for lange garantiperioder og medfoerte for store udgifter' .

Venner paa stedet

Denne klagesang vandt gehoer hos Kommissionen i Bruxelles, som i 1990 paalagde 48 eksperter inden et aar at udarbejde et udkast til EF-direktiv om 'harmonisering af byggefirmaers erstatningsansvar' .

Blandt disse eksperter havde byggefirmaerne flertallet. Det blev deres forbund (FIEC), der fik til opgave at koordinere arbejdet og udarbejde udkastet.

Den store betonfamilie har venner paa stedet. Saaledes er Renato Caronna, den hoejtstaaende tjenestemand i Bruxelles, der har ansvaret for sagen, en tidligere ansat i den italienske sammenslutning af bygge- og anlaegsvirksomheder. Og naturligvis lod han FIEC overvaage de 48 eksperters undersoegelser.

Disse vennetjenester faldt ikke i god jord. Navnlig ikke hos lederne af Cecodhas, der har Roger Quilliot, den socialdemokratiske borgmester i Clermont-Ferrand, som formand. Quilliot havde ikke lyst til at se det sociale boligbyggeris sparsomme ressourcer brugt til reparation af skader forvoldt af andres byggesjusk.

Quilliot meddelte i et brev sendt ved udgangen af oktober til Jacques Delors, at repraesentanterne for hans forbund gik og smaekkede med doerene i Bruxelles, da ingen ville hoere paa dem. Er Europa-Kommissionens arbejde mon lige saa spaekket med fejl som byggebranchens?"

3 Samme dato, den 11. december 1991, indboed tre europaeiske sammenslutninger ° Cecodhas, BEUC (Kontoret for De Europaeiske Forbrugerorganisationer) og Coface (Udvalget for Familieorganisationer i Det Europaeiske Faellesskab) ° til en pressekonference den 16. december 1991 med henblik paa at kritisere Kommissionens fremgangsmaade i forbindelse med udarbejdelsen af det naevnte direktivforslag.

4 Generaldirektoeren for GD III, Perissich, reagerede paa disse to begivenheder ved den 13. december at sende Kommissionens talsmand, Dethomas, et notat, hvori han anmodede om en hurtig indsats "for at forsvare Kommissionens arbejde og den paagaeldende tjenestemands haederlighed". Med notatet fulgte et udkast til pressemeddelelse. Kopier af notatet blev bl.a sendt til kommissionsformandens kabinet, Bangemanns kabinet (Bangemann er naestformand og har ansvaret for GD III) og Kommissionens generalsekretaer.

5 Dethomas deltog faktisk i den pressekonference, der blev afholdt den 16. december 1991 af de tre europaeiske sammenslutninger. Han gjorde her rede for Kommissionens arbejde. Men det er en kendsgerning, at han ikke med navns naevnelse fremkom med et offentligt forsvar for sagsoegeren.

6 Samme dag indboed Kommissionen pressen til en konference, hvor der blev udleveret en pressemeddelelse med tilbagevisning af kritikken. Sagsoegerens navn var ikke naevnt i denne meddelelse. Det paagaeldende afsnit i pressemeddelelsen havde foelgende ordlyd: "I september 1991 besluttede Cecodhas at traekke sine eksperter ud af de fire arbejdsgrupper, hvilket ikke har forstyrret arbejdets gang, da disse eksperter alligevel var meget lidt samarbejdsvillige ... Det er efter udtrykkelig anmodning fra de europaeiske sammenslutninger og ikke ° som haevdet af nogle ° efter forslag fra Europa-Kommissionen, at FIEC er blevet udpeget som koordinator af de fire gruppers arbejde. Kommissionen vil paa grundlag af oplaegget fra disse grupper allerede i de foerste maaneder af 1992 kunne udarbejde et foreloebigt direktivudkast, der som saedvanlig vil blive sendt til hoering i de interesserede kredse, herunder forbrugerne, og i medlemsstaterne, foer det forelaegges Kommissionen til godkendelse."

7 Som svar paa et spoergsmaal fra Retten om, hvorledes medierne reagerede paa Kommissionens pressekonference, har Kommissionen udtalt, at den paa grund af den lange tid, der var forloebet siden da, ikke kan skaffe oplysninger herom. Men sagsoegeren har fremlagt et uddrag af Bulletin européen du Moniteur nr. 74 af 23. december 1991. I dette blad, der henvender sig til byggebranchen, henvises der uden navns naevnelse til den anfaegtede avisartikel, og hele Kommissionens pressemeddelelse gengives.

8 Den 20. december 1991 sendte Perissich et notat ° udarbejdet af sagsoegeren ° til De Koster, generaldirektoeren for Personale og Administration, med kopi til Dewost, generaldirektoeren for Den Juridiske Tjeneste. I dette notat, hvori Perrissich henviser til den paagaeldende artikel i Le Canard enchaîné, til den af de tre ovennaevnte europaeiske sammenslutninger afholdte pressekonference, sit eget notat til Dethomas samt Kommissionens pressemeddelelse af 16. december 1991, skriver han: "Tilbage staar problemet med de aereroerige beskyldninger mod min tjenestemand, som, fordi han ifoelge vedtaegtens artikel 17 har tavshedspligt, ikke selv kan forsvare sig. Derfor beder jeg Dem om straks at ivaerksaette foranstaltninger til overholdelse af de principper, som Faellesskaberne er bundet af i medfoer af vedtaegtens artikel 24, og at lade mig vide, hvilke bestemmelser og procedurer Kommissionen ivaerksaetter for at forsvare min tjenestemands aere og haederlighed. Jeg oensker ikke, at min tjenestemand i denne principielle sag paa grund af Kommissionens passivitet indgiver en officiel ansoegning om stoette og bistand i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1."

9 Da Kommissionen ikke reagerede paa notatet af 20. december 1991, anmodede sagsoegeren flere gange uofficielt Kommissionen om stoette. Han fik den 24. januar 1992 af GD IX (Generaldirektoratet for Personale og Administration) at vide, at han selv skulle indgive officiel ansoegning om stoette og bistand i henhold til artikel 24 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten").

10 Den 28. januar 1992 indgav sagsoegeren en saadan ansoegning, som paa Rettens opfordring er blevet fremlagt af hovedparterne. Da sagsoegeren ikke modtog noget svar fra Kommissionen, ringede han den 13. februar 1992 til GD IX. Han fik at vide, at man "straks" ville behandle hans ansoegning.

11 Den 21. februar 1992 tilstillede sagsoegeren gennem sine overordnede ansaettelsesmyndigheden et notat, hvori han efter at have mindet om kendsgerningerne, bl.a. generaldirektoer Perissich' s notat, gjorde gaeldende, at Kommissionen i henhold til den i vedtaegtens artikel 24 fastsatte bistandspligt havde pligt til ogsaa af egen drift at retsforfoelge forfatteren til den omtvistede avisartikel paa grund af artiklens aereroerige karakter og den alvorlige skade paa det faglige plan, som den havde forvoldt ham. Under henvisning til vedtaegtens artikel 17, som ifoelge sagsoegeren forhindrede ham i at forsvare sig selv, gentog han sin anmodning om af ansaettelsesmyndigheden at faa oplyst, hvilke retsskridt der var taget over for forfatteren til den omtvistede artikel og det blad, der havde offentliggjort den. Endvidere anmodede han Kommissionen om i medfoer af vedtaegtens artikel 24, stk. 2, at angive, hvilke foranstaltninger Faellesskaberne havde truffet for solidarisk med den omtvistede artikels forfatter og ugebladet at erstatte de tab, der var paafoert ham. Sagsoegeren meddelte, at han, saafremt han ikke modtog disse oplysninger inden den 1. marts 1992, ville indbringe klage over Kommissionens undladelse af i tide at traeffe foranstaltninger, der kunne beskytte hans interesser og sikre ham erstatning for det paafoerte tab.

12 Ved notat af 11. marts 1992 meddelte De Koster sagsoegeren, at han efter en administrativ undersoegelse foretaget af hans generaldirektorat og efter en positiv udtalelse fra Den Juridiske Tjeneste havde besluttet som ansaettelsesmyndighed at yde ham den oenskede bistand i form af et brev til Le Canard enchaîné, hvori han "gjorde opmaerksom paa de foranstaltninger, Kommissionen reelt har truffet med hensyn til ansvar i byggesager og udtrykkeligt dementerede bladets paastande om Dem".

13 Samme dag, dvs. den 11. marts 1992, sendte De Koster paa Kommissionens vegne en skrivelse til chefredaktoeren for Le Canard enchaîné, hvori han paaberaabte sig sin berigtigelsesret og anmodede chefredaktoeren om i den naeste udgave af bladet at offentliggoere brevet for at rense sagsoegeren. I dette brev udtalte De Koster, at selv om sagsoegeren i den omtvistede artikel blev beskyldt for partiskhed paa grund af den stilling, han havde haft, foerend han blev ansat i Kommissionen, idet det haevdedes, at han havde favoriseret bygge- og anlaegsvirksomhederne paa bekostning af forbrugerne, havde en administrativ undersoegelse foretaget af Kommissionens tjenestegrene vist, at sagsoegeren havde optraadt helt igennem haederligt. De Koster bemaerkede, at den paagaeldende artikel generelt ikke var i overensstemmelse med virkeligheden, og erindrede om, at der allerede den 16. december 1991 var blevet udsendt en detaljeret pressemeddelelse om, hvorledes den paagaeldende sag var blevet behandlet. Hvad navnlig angik sagsoegeren paapegede De Koster, at "i modsaetning til, hvad De haevder, er det ikke Caronna, der paa Kommissionens vegne har anmodet om, at FIEC blev sat til at koordinere arbejdet i de arbejdsgrupper, der skulle samle de noedvendige oplysninger med henblik paa udarbejdelse af det paagaeldende direktivforslag, men derimod de kompetente europaeiske sammenslutninger".

14 Selv om der nederst i skrivelsen stod "genpart: Caronna", modtog sagsoegeren ikke paa det tidspunkt nogen genpart af denne skrivelse, som han foerst fik kendskab til tre maaneder senere (se praemis 17 nedenfor).

15 Le Canard enchaîné offentliggjorde ikke denne skrivelse, og Kommissionen foretog sig ikke yderligere.

16 Den 1. april 1992 indbragte sagsoegeren en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, som blev registreret i Kommissionens Generalsekretariat den 2. april 1992, og som vedroerte "Kommissionens beslutning om ... at begraense sin bistand til fremsendelsen af en skrivelse til Le Canard enchaîné med et dementi af de anklager, der var offentliggjort i naevnte blad". Sagsoegeren gjorde bl.a. gaeldende, at ansaettelsesmyndigheden, selv om den i tide var blevet underrettet om den omtvistede artikels aereroerige karakter, ikke havde foretaget sig noget for at rense ham og faa bladet til at erstatte ham sit tab. For saa vidt angaar Kommissionens skrivelse til Le Canard enchaîné understregede sagsoegeren, at en anmodning om at faa offentliggjort en berigtigelse mere end tre maaneder efter offentliggoerelsen af den omtvistede artikel kun kunne goere skaden vaerre. En avis har nemlig i medfoer af retten til kontradiktion pligt til at offentliggoere en berigtigelse af en artikel, der indeholder en anklage mod en person. Denne berigtigelsesret giver alene mening, saafremt den udoeves i dagene umiddelbart efter offentliggoerelsen af den anfaegtede artikel. For saa vidt det paagaeldende blad i det hele accepterer at offentliggoere en for sent fremkommet berigtigelse, vil det nemlig ikke undlade at goere opmaerksom paa den langsomme reaktion fra Kommissionen, der tyder paa, at denne har handlet under pres og tvang. Bladet vil vide at drage de logiske konsekvenser heraf. Det fremgaar saaledes, at den sene offentliggoerelse af en berigtigelse kun kan goere den af sagsoegeren lidte skade vaerre. Skaden er faktisk blevet uoprettelig paa grund af Kommissionens handlemaade. Sagsoegeren udledte af dette, at han ikke havde haft ° og ikke laengere havde ° mulighed for at blive offentligt rehabiliteret, og at dette alene skyldtes ansaettelsesmyndighedens langsommelighed. Ansaettelsesmyndigheden skulle af egen drift have grebet ind for i medfoer af vedtaegtens artikel 24 at bistaa ham og yde erstatning for den alvorlige ikke-oekonomiske skade, han havde lidt paa grund af baade offentliggoerelsen af den aereroerige artikel og Kommissionens langsommelighed. Da de foranstaltninger, der var beskrevet i notatet af 11. marts 1992 til sagsoegeren, ikke var egnet til at rehabilitere ham offentligt, kraevede han, at den anfaegtede afgoerelse blev trukket tilbage og erstattet af en afgoerelse, der var i overensstemmelse med Kommissionens pligter i henhold til vedtaegtens artikel 24. Klagen slutter med foelgende saetning: "Han kraever endvidere, at Kommissionen til ham udbetaler en erstatning paa 100 000 ECU for den skade, han har lidt."

17 Denne klage blev gennemgaaet paa et moede den 17. juni 1992 i en tvaertjenstlig gruppe. Ved denne lejlighed modtog sagsoegeren en genpart af De Kosters skrivelse af 11. marts 1992 til chefredaktoeren for Le Canard enchaîné.

18 Den 18. juni 1992 tilstillede sagsoegerens advokat Kommissionen en skrivelse, hvori han bl.a. kritiserede, at skrivelsen til Le Canard enchaîné ikke i forvejen var blevet meddelt sagsoegeren, som foerst fik kendskab til den den 17. juni. Denne nye procedurefejl havde gjort det helt umuligt for sagsoegeren personligt at tilrettelaegge sit forsvar til sit eget bedste. Han tilfoejede, at offentliggoerelsen af en berigtigelse over seks maaneder efter offentliggoerelsen af den aereroerige artikel kun kunne goere skaden vaerre, og kraevede derfor, at Kommissionen tog sagsoegerens klage til foelge og vedtog foranstaltninger, der ville rehabilitere ham offentligt.

19 Selv om sagsoegeren den 16. juli 1992 sendte en erindringsskrivelse, besvarede Kommissionen ikke klagen, som foelgelig blev afvist stiltiende den 2. august 1992.

20 Dette er baggrunden for, at sagsoegeren har anlagt denne sag, som blev registreret paa Rettens Justitskontor den 20. august 1992.

21 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Ved kendelse af 18. februar 1993 har formanden for Rettens Fjerde Afdeling givet Union syndicale-Bruxelles tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegerens paastande, saaledes som Union syndicale havde anmodet om i sin ansoegning, der blev registreret paa Rettens Justitskontor den 8. december 1992. Efter afgivelse af interventionsindlaegget er den skriftlige forhandling blevet afsluttet. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog stillet parterne visse spoergsmaal.

Parternes paastande

22 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Det fastslaas, at Kommissionen har tilsidesat sin omsorgspligt ved ikke i tide at traeffe egnede foranstaltninger til offentlig rehabilitering af sagsoegeren, og Kommissionen tilpligtes at yde sagsoegeren erstatning for den skade, han har lidt paa grund af offentliggoerelsen af Le Canard enchaîné' s artikel.

Foelgelig doemmes Kommissionen til at betale sagsoegeren 100 000 ECU som erstatning for den ikke-oekonomiske skade, han har lidt.

° Kommissionen doemmes til at betale sagens omkostninger.

23 Intervenienten har nedlagt foelgende paastand:

Sagsoegerens paastande tages til foelge, og Kommissionen doemmes til at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er afholdt af intervenienten.

24 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Afvisning af sagen eller i hvert fald frifindelse.

° Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende regler.

25 Retten fastslaar for det foerste, at sagsoegeren kraever erstatning for to forskellige skader, dels den oprindelige skade, som offentliggoerelsen i Le Canard enchaîné af den paagaeldende avisartikel har forvoldt ham, dels den efterfoelgende skade som foelge af Kommissionens tilsidesaettelse af sin bistandspligt. Derefter skal Retten for det foerste gennemgaa paastandene om, at Kommissionen i medfoer af vedtaegtens artikel 24, stk. 2, skal doemmes til solidarisk at erstatte den oprindelige skade, som sagsoegeren har lidt paa grund af offentliggoerelsen af den omtvistede avisartikel.

Paastanden om, at Kommissionen i medfoer af vedtaegtens artikel 24, stk. 2, skal doemmes til solidarisk at erstatte den oprindelige skade, som sagsoegeren efter sigende har lidt paa grund af offentliggoerelsen af den omtvistede avisartikel

Parternes argumenter

26 Sagsoegeren har anfoert, at Faellesskaberne ifoelge vedtaegtens artikel 24, stk. 2, solidarisk skal erstatte det tjenestemanden paafoerte tab. Sagsoegeren har heraf udledt, at han kan afkraeve Kommissionen erstatning for den skade, han har lidt paa grund af offentliggoerelsen den 11. december 1991 af Le Canard enchaîné' s artikel. Selv om Kommissionen allerede den 13. december 1991 fik underretning om den omtvistede artikels aereroerige karakter, har den intet gjort for at faa det paagaeldende blad til at erstatte den af tjenestemanden lidte skade. Som sagsoegerens generaldirektoer har paapeget i sit notat af 20. december 1991, har sagsoegeren, som ifoelge vedtaegtens artikel 17 skal iagttage fuldstaendig tavshed om alle forhold og anliggender, som han i medfoer af sin stilling bliver bekendt med, af denne grund ikke haft nogen mulighed for selv at forsvare sig over for forfatteren til den omtvistede artikel.

27 Med hensyn til omfanget af den skade, der er forvoldt ved offentliggoerelsen af den paagaeldende artikel, har sagsoegeren i replikken gjort gaeldende, at han i betragtning af den lange tid, der er forloebet, har konstateret, at han ikke laengere kan tvinge det paagaeldende blad til "at rehabilitere ham ... ved at betale en symbolsk erstatning". Sagsoegeren har derfor "frafaldet en paastand, som ikke laengere tjener noget formaal, og alene kraevet erstatning for den skade, han har lidt som foelge af, at Kommissionen ikke i tide har truffet foranstaltninger, der kan rehabilitere ham offentligt".

28 Intervenienten har herved bemaerket, at tjenestemaendenes tavshedspligt har forhindret sagsoegeren i selv at tage affaere mod de ansvarlige for den skade, der er forvoldt ved offentliggoerelsen af den omtvistede artikel.

29 Kommissionen har i sit svarskrift understreget, at den solidariske haeftelse, der er tale om i vedtaegtens artikel 24, stk. 2, kun finder anvendelse, saafremt den ansatte har anlagt sag uden at opnaa erstatning fra den ansvarlige tredjemand. Men det maa fastslaas, at sagsoegeren ikke har anlagt nogen borgerlig eller strafferetlig sag, hvorfor hans erstatningskrav ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i ovennaevnte bestemmelse. Kommissionen finder, at det er med urette, at sagsoegeren paastaar sig berettiget til erstatning, selv om han ikke har anlagt sag mod de ansvarlige for avisartiklen, med den begrundelse, at han ikke selv kan handle paa grund af sin tavshedspligt.

30 Kommissionen har i duplikken gjort gaeldende, at de paastande, sagsoegeren har nedlagt paa grundlag af vedtaegtens artikel 24, stk. 2, maa afvises, idet han ikke forinden har soegt at faa de ansvarlige for den omtvistede avisartikel til at erstatte ham den paastaaede skade. Kommissionen har subsidiaert gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke ved en afgoerelse truffet af de eneste retter, der er kompetente i den foreliggende sag, nemlig de franske retter, har bevist, at der virkelig har vaeret tale om en fejl eller aereroerig beskyldning. Tilsvarende er det alene de franske retter, der kan konstatere en skade og en aarsagsforbindelse mellem skaden og fejlen og paa grundlag heraf fastsaette erstatningens stoerrelse.

Rettens bemaerkninger

31 Retten bemaerker, at ifoelge selve ordlyden af vedtaegtens artikel 24, stk. 2, kan der kun rejses erstatningssag under paaberaabelse af den solidariske haeftelse, der er fastsat i denne bestemmelse, saafremt den tjenestemand, der har lidt skaden, bl.a. ikke forinden har kunnet opnaa erstatning fra den skadevoldende person. I denne forbindelse skal det for det foerste undersoeges, om denne betingelse er en betingelse, der vedroerer formaliteten, eller om den skal undersoeges i forbindelse med realitetsbehandlingen.

32 Der henvises her til Domstolens praksis vedroerende ansvar uden for kontraktforhold, hvorefter antagelse til realitetsbehandling af et erstatningssoegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, efter omstaendighederne kan goeres betinget af, at mulighederne for at anlaegge sag ved de nationale domstole er udtoemt, dog kun saafremt de beroerte personer effektivt kan haevde deres rettigheder ved de nationale domstole, hvilket indebaerer, at der ad denne vej kan opnaas erstatning for det paastaaede tab (se f.eks. dom af 26.2.1986, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen, Sml. s. 753, praemis 27, og af 29.9.1987, sag 81/86, De Boer Buizen mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3677, praemis 9).

33 Retten finder, at naar Domstolen saaledes har betragtet udtoemmelsen af mulighederne for sagsanlaeg ved de nationale domstole som en underforstaaet betingelse for, at et soegsmaal, hvorunder Faellesskabet drages til ansvar for tab forvoldt af dets egne institutioner eller ansatte, kan antages til realitetsbehandling, gaelder dette i endnu hoejere grad i en situation, der er omfattet af vedtaegtens artikel 24, stk. 2, hvor der overhovedet ikke er tale om, at Faellesskabet er forpligtet til at erstatte et tab, det selv er skyld i, men alene i medfoer af sin almindelige bistandspligt solidarisk og subsidiaert skal erstatte et tab, som en tredjemand har paafoert tjenestemanden.

34 I denne sag har Kommissionen i sit svarskrift anfoert, at sagsoegeren ikke har opfyldt den i vedtaegtens artikel 24, stk. 2, fastsatte betingelse. Det saaledes fremfoerte anbringende kan antages til realitetsbehandling, idet den omstaendighed, at anbringendet i Kommissionens duplik betegnes som en formalitetsindsigelse, blot er et yderligere argument.

35 For saa vidt angaar det kriterium, der er lagt til grund i Domstolens ovennaevnte domme, nemlig at de beroerte personer effektivt skal kunne haevde deres rettigheder ved de nationale domstole, hvilket indebaerer, at der ad denne vej skal kunne opnaas erstatning for det paastaaede tab, finder Retten, at da der er tale om anvendelse af vedtaegtens artikel 24, stk. 2, der omhandler en solidarisk og subsidiaer erstatningspligt for Faellesskabet, maa den tjenestemand, der paastaar at have lidt skade, i det mindste fremlaegge indicier, der kan rejse alvorlige tvivl med hensyn til, om han effektivt kan haevde sine rettigheder ved de nationale domstole.

36 I denne sag har sagsoegeren, som paa intet tidspunkt har forsoegt at henvende sig til forfatteren til den omtvistede avisartikel eller til Le Canard enchaîné selv for at opnaa erstatning, eventuelt ved de franske domstole, ikke fremlagt nogen oplysning, der kan godtgoere, at denne undladelse skyldes, at de relevante bestemmelser i fransk ret udelukker eller hindrer, at de ansvarlige for den paagaeldende avisartikel doemmes til at erstatte den skade, han mener at have lidt.

37 For saa vidt som sagsoegeren forsoeger at retfaerdiggoere sin passivitet over for de ansvarlige for den omtvistede avisartikel ved at paaberaabe sig sin tavshedspligt i henhold til vedtaegtens artikel 17, finder Retten ikke, at sagsoegeren i denne sag kan tvinges til at vaere mere diskret, end Kommissionen selv har vaeret. Og Kommissionen forsvarede sig den 16. december 1991 ved gennem offentlige erklaeringer at meddele, at det var de europaeiske sammenslutninger, og ikke Kommissionen selv, der havde anmodet om udnaevnelse af FIEC som koordinator for ekspertgruppernes arbejde. Sagsoegeren kunne saaledes have henvist til disse erklaeringer som led i den sag, han forinden i medfoer af vedtaegtens artikel 24, stk. 2, burde have anlagt mod de ansvarlige for den skade, han finder at have lidt. Han burde i det mindste have taget initiativ til at droefte sin tavshedspligt med administrationen for at forberede en eventuel erstatningssag, et initiativ, der i henhold til opbygningen af vedtaegtens artikel 24, stk. 2, paahviler tjenestemanden og ikke administrationen.

38 Heraf foelger, at erstatningspaastandene, ifoelge hvilke Kommissionen skal doemmes paa grundlag af vedtaegtens artikel 24, stk. 2, maa afvises, uden at det er noedvendigt at undersoege, om stoerrelsen af den kraevede erstatning er angivet tilstraekkeligt noejagtigt efter procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), eller om den forudgaaende administrative procedure ud fra denne synsvinkel er forloebet forskriftsmaessigt.

Paastandene om, at Kommissionen skal doemmes til at erstatte den skade, den efter sigende har forvoldt ved at tilsidesaette sin bistandspligt i medfoer af vedtaegtens artikel 24, stk. 1.

Formaliteten

Indholdet af de forskellige paastande

39 Det skal bemaerkes, at denne sag ud over den egentlige erstatningspaastand, nemlig paastanden om, at Kommissionen doemmes til at betale 100 000 ECU i erstatning for den ikke-oekonomiske skade, sagsoegeren har lidt, omfatter paastande om, at det fastslaas dels, at Kommissionen har tilsidesat sin bistandspligt, dels at Kommissionen skal erstatte den herved forvoldte skade.

40 For saa vidt angaar for det foerste paastanden om, at det fastslaas, at Kommissionen har tilsidesat sin bistandspligt, bemaerkes, at Retten i sin dom af 8. november 1990 (sag T-73/89, Barbi mod Kommissionen, Sml. II, s. 619, praemis 21) under henvisning til Domstolens praksis (dom af 8.7.1965, sag 68/63, Luhleich mod Kommissionen for Euratom, Sml. 1965-1968, s. 103, org. ref.: Rec. s. 727, og af 12.7.1973, forenede sager 10/72 og 47/72, Di Pillo mod Kommissionen, Sml. s. 763) har fastslaaet, at en saadan paastand kan nedlaegges under et erstatningssoegsmaal, hvor Retten i henhold til vedtaegtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, har fuld proevelsesret. Denne praksis er i oevrigt bekraeftet ved Rettens dom af 27. juni 1991 (sag T-156/89, Valverde Mordt mod Domstolen, Sml. II, s. 407, praemis 141) og af 8. oktober 1992 (sag T-84/91, Meskens mod Parlamentet, Sml. II, s. 2335, praemis 30), hvori det fastslaas, at Retten i forbindelse med erstatningssager er kompetent til at tage stilling til en paastand om, at det fastslaas, at der er begaaet en tjenestefejl.

41 For saa vidt som sagsoegeren derefter har nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen skal erstatte den skade, han mener at have lidt, bemaerkes, at Domstolen ogsaa har antaget saadanne paastande til realitetsbehandling, bl.a. i sager, hvor skadens omfang foerst er angivet paa et senere tidspunkt. Saaledes har Domstolen i sin dom af 28. marts 1979 (sag 90/78, Granaria mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1081, praemis 6) fastslaaet, at der i forbindelse med en erstatningssag paa grundlag af EOEF-traktatens artikel 178 af procesoekonomiske hensyn kan traeffes afgoerelse i en foerste fase af retsforhandlingerne vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt den sagsoegte institutions adfaerd kan paadrage Faellesskabet ansvar.

42 Foelgelig kan sagens forskellige paastande hver for sig antages til realitetsbehandling.

Kommissionens formalitetsindsigelse

43 Kommissionen har uden at rejse udtrykkelig formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 114 i sit svarskrift kraevet sagen afvist af tre grunde, nemlig at den oprindelige ansoegning om bistand ikke har samme genstand som den senere klage og det senere soegsmaal, at der ikke foreligger nogen akt indeholdende et klagepunkt, og at klagen og soegsmaalet har en upraecis og ubestemmelig genstand.

Den oprindelige ansoegning om bistand har ikke samme genstand som den senere klage og det senere soegsmaal

° Parternes argumenter

44 Kommissionen har anfoert, at der er betydelig forskel mellem genstanden for den oprindelige ansoegning om bistand og genstanden for den senere klage og det senere soegsmaal. Denne sag tager nemlig alene sigte paa at opnaa erstatning, men dette krav blev overhovedet ikke naevnt i den oprindelige ansoegning af 28. januar 1992 og har derfor ikke vaeret genstand for en forudgaaende ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, hvorfor sagen maa afvises (Rettens dom af 25.9.1991, sag T-5/90, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 731). I oevrigt bevirker aendringen af ansoegningens genstand under den administrative procedure ligeledes, at sagen maa afvises. AEndringen har nemlig forstyrret forloebet af den administrative procedure, hvis formaal netop er at soege en mindelig loesning af sagen, hvilket indebaerer, at klagens genstand ikke maa afvige fra genstanden for den oprindelige ansoegning.

45 Kommissionen har tilfoejet, at det er uden betydning, at ansoegningen om bistand af 28. januar 1992 eventuelt ikke laengere har noget formaal, idet denne omstaendighed ikke har forhindret sagsoegeren i paa ny at ivaerksaette proceduren fra begyndelsen og indgive den i vedtaegtens artikel 90 omhandlede ansoegning foer erstatningssagens anlaeggelse.

46 Sagsoegeren har gentaget, at da Kommissionen ikke greb effektivt ind, maatte han konstatere, at han paa grund af den tid, der var forloebet, ikke laengere kunne tvinge skadevolderen til at rehabilitere ham offentligt. Han gav derfor meget logisk og helt med rette afkald paa en annullationspaastand, som var blevet formaalsloes, og som ville have begraenset hans mulighed for at kraeve erstatning for den skade, der fulgte af Kommissionens naegtelse af i tide at traeffe foranstaltninger, der kunne rehabilitere ham offentligt. Da Kommissionen ikke traf oejeblikkelige foranstaltninger til at forsvare ham, kunne hans skade nemlig alene afhjaelpes ved betaling af en erstatning for den forvoldte skade.

47 Intervenienten har gjort gaeldende, at aendringen af genstanden for ansoegningen om bistand under den forudgaaende administrative procedure ikke kan have forstyrret denne procedures forloeb. Sagsoegeren kunne nemlig kun indbringe en klage over afgoerelsen af 11. marts 1992, som ikke rehabiliterede ham offentligt. Med hensyn til det forhold, at den administrative procedure har til formaal at goere det muligt at finde en mindelig loesning, har intervenienten haevdet, at Kommissionen var helt paa det rene med det af sagsoegeren forfulgte maal. Endvidere kan Kommissionen, som ikke besvarede Perissich' s notat, som var over halvanden maaned om at besvare sagsoegerens ansoegning om bistand, og som ikke svarede paa hans klage, ikke haevde, at den har forsoegt at finde en mindelig loesning.

48 Intervenienten har ligeledes anfoert, at selv om ansoegningen om bistand af 28. januar 1992 ikke tog sigte paa at opnaa erstatning, indeholder notatet af 21. februar 1992, som supplerer ansoegningen, en udtrykkelig opfordring til Kommissionen til at angive, hvilke foranstaltninger den ville traeffe for solidarisk med forfatteren af den omtvistede artikel og bladet at erstatte sagsoegerens tab. I dette notat har sagsoegeren endvidere anfoert, at han i givet fald ville indbringe en klage over Kommissionens undladelse af i tide at traeffe foranstaltninger til at forsvare hans interesser og afhjaelpe den forvoldte skade. Intervenienten har heraf udledt, at det ikke kan haevdes, at sagsoegeren aldrig foer indledningen af den administrative procedure har kraevet erstatning for den skade, som offentliggoerelsen af den omtvistede artikel har paafoert ham.

° Rettens bemaerkninger

49 Det skal for det foerste undersoeges, om sagsoegeren under den administrative procedure har aendret genstanden for sine krav. Han har i sin ansoegning af 28. januar 1992 alene anmodet Kommissionen om den i vedtaegtens artikel 24 omhandlede bistand til beskyttelse af sin aere og haederlighed. Sagsoegeren har i sit notat af 21. februar 1992 gentaget denne anmodning. Han har anmodet Kommissionen om at meddele, hvilke foranstaltninger den har truffet for solidarisk med forfatteren af den omtvistede avisartikel og bladet at godtgoere den skade, han har lidt, og har erklaeret, at han, saafremt Kommissionen ikke fremkom med saadanne oplysninger, ville indbringe en klage over Kommissionens undladelse for at faa godtgjort denne skade. Heraf foelger, at sagsoegeren ikke inden afgoerelsen af 11. marts 1992 har indgivet nogen ansoegning om godtgoerelse for en skade forvoldt ved en eventuel undladelse fra ansaettelsesmyndighedens side. Han har bebuddet en saadan ansoegning i sit notat af 21. februar 1992, men har undladt at goere dette.

50 Genstanden for klagen af 1. april 1992 afviger fra genstanden for den oprindelige ansoegning ved, at sagsoegeren for foerste gang kraever udbetaling af 100 000 ECU, bl.a. som erstatning for skaden som foelge af ansaettelsesmyndighedens paastaaede undladelse.

51 Foelgelig maa det undersoeges, om denne omstaendighed har forstyrret forloebet af den administrative procedure. I denne forbindelse bemaerkes, at der er forskel paa den forudgaaende administrative procedure, som skal foelges efter vedtaegten, naar det tab, som kraeves erstattet, beror paa en akt, der indeholder et klagepunkt, og den procedure, som skal foelges, naar tabet paastaas at bero paa handlinger, som ikke har karakter af afgoerelser. I det foerste tilfaelde er det en betingelse for at fremme erstatningssoegsmaalet til realitetsbehandling, at den paagaeldende inden for de fastsatte frister har indgivet en klage til ansaettelsesmyndigheden over den akt, der har medfoert det paastaaede tab. I det andet tilfaelde derimod skal den administrative procedure, som skal foelges forud for erstatningssoegsmaalet, ifoelge vedtaegtens artikel 90 og 91 indeholde to faser, nemlig foerst en ansoegning om erstatning og, i tilfaelde af afvisning heraf, en klage (se Rettens kendelse af 25.2.1992, sag T-64/91, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 243, praemis 32 og 33, og ovennaevnte dom i sagen Meskens mod Parlamentet, praemis 33).

52 Foelgelig maa det undersoeges, om den paagaeldende skade er forvoldt af handlinger fra ansaettelsesmyndighedens side, som ikke har karakter af afgoerelser, eller af en akt indeholdende et klagepunkt. Denne undersoegelse falder sammen med gennemgangen af Kommissionens anden formalitetsindsigelse.

Anbringendet om, at der ikke foreligger nogen akt, der indeholder et klagepunkt

° Parternes argumenter

53 Kommissionen har gjort gaeldende, at dens afgoerelse af 11. marts 1992 imoedekommer sagsoegerens ansoegning om bistand og giver sagsoegeren meddelelse om, at bistanden vil blive ydet i form af en skrivelse til Le Canard enchaîné. Foelgelig kan denne afgoerelse ikke vaere til skade for sagsoegeren, som jo selv seks uger forinden havde ansoegt om bistanden. Sagsoegeren er saaledes ikke berettiget til at klage over en saadan afgoerelse, der efterkommer hans ansoegning. Naar sagsoegeren endelig i sin klage modsaetter sig udoevelsen af berigtigelsesretten, skyldes det ikke den paastaaede forsinkelse, men at det er blevet klart, at Kommissionen ved sin pressekonference af 16. december 1991 har faaet sandheden frem og bragt polemikken til en afslutning. Sagsoegeren har derfor sandsynligvis skoennet, at det var bedre ikke at give anledning til en ny polemik og at henvende sig direkte til Kommissionen med krav om erstatning.

54 Kommissionen har tilfoejet, at frygten for, at en berigtigelse vil genoplive polemikken og forvaerre skaden, er lige berettiget, hvad enten berigtigelsesretten udoeves inden 15 dage fra offentliggoerelsen af den aereroerige artikel eller nogle maaneder senere. Endelig kan den omstaendighed, at der sendes et brev efter tre maaneder (skrivelsen af 11.3.1992) i stedet for efter halvanden maaned (ansoegning af 28.1.1992), naturligvis ikke forvolde nogen saerlig eller anderledes skade.

55 Sagsoegeren har svaret, at den anfaegtede afgoerelse, selv om den imoedekommer hans ansoegning, ogsaa indeholder et klagepunkt, for saa vidt som den ydede bistand var utilstraekkelig og endog kunne forvaerre skaden. Det kan nemlig ikke bestrides, at bladet ikke ville have undladt at paapege, at det foerst var tre maaneder efter offentliggoerelsen af den omtvistede artikel, at Kommissionen ydede bistand til sin tjenestemand i form af et krav om offentliggoerelse under paaberaabelse af en berigtigelsesret, der ikke laengere fandtes i betragtning af den lange tid, der var forloebet. Dette krav havde saaledes ingen mulighed for at blive imoedekommet. Den akt, der indeholder et klagepunkt i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, er saaledes Kommissionens beslutning om at indskraenke sin bistand til en fremsendelse tre maaneder efter offentliggoerelsen af den aereroerige artikel af et krav om berigtigelse.

56 Intervenienten har gjort gaeldende, at afgoerelsen af 11. marts 1992 anfaegtes, fordi ansaettelsesmyndigheden har begraenset sin bistand til et brev til Le Canard enchaîné, dvs. fordi de trufne foranstaltninger var utilstraekkelige. Fremsendelse af et krav om offentliggoerelse under paaberaabelse af berigtigelsesretten kan ikke genindsaette sagsoegeren i hans rettigheder. Ansaettelsesmyndigheden kan nemlig ikke have vaeret uvidende om, at Le Canard enchaîné ikke ville imoedekomme et saadant krav, der var fremsat noejagtig tre maaneder efter offentliggoerelsen af den omtvistede artikel.

° Rettens bemaerkninger

57 Ifoelge fast praksis er det alene akter, som direkte kan paavirke en tjenestemands retsstilling, der indeholder et klagepunkt (se senest Rettens dom af 8.6.1993, sag T-50/92, Fiorani mod Parlamentet, Sml. II, s. 555, praemis 29).

58 I denne forbindelse skal det bemaerkes, at vedtaegtens artikel 24, som paalaegger Faellesskaberne en bistandspligt over for deres tjenestemaend, findes i afsnit II vedroerende tjenestemandens rettigheder og pligter. Heraf foelger, at denne bistandspligt i alle situationer, hvor de faktiske betingelser er opfyldt, er en vedtaegtsmaessig ret, der tilkommer den paagaeldende tjenestemand, og som saaledes giver ham en retsstilling, der kan paavirkes i den i ovennaevnte dom anvendte betydning. I denne sag har ansaettelsesmyndigheden ved den afgoerelse, den har truffet som svar paa den paagaeldende tjenestemands ansoegning, begraenset sin handling til fremsendelse af en skrivelse til det paagaeldende blad, en skrivelse som i oevrigt ikke resulterede i nogen berigtigelse. Heraf foelger, at afgoerelsen af 11. marts 1992 kan betragtes som egnet til at paavirke sagsoegerens retsstilling i betragtning af den deri indeholdte begraensning af indsatsen i forhold til det af sagsoegeren kraevede.

59 Viser det sig, at Kommissionen har fejlvurderet bistandspligtens raekkevidde, udgoer den anfaegtede afgoerelse saaledes en akt, der indeholder et klagepunkt. Det foelger heraf, at vurderingen af, om der foreligger en akt indeholdende et klagepunkt, afhaenger af realitetsbehandlingen. Dette spoergsmaal maa derfor afgoeres senere i sammenhaeng med de realitetsspoergsmaal, som sagen rejser (se Rettens dom af 12.7.1990, sag T-108/89, Scheuer mod Kommissionen, Sml. II, s. 411, praemis 25).

60 Heraf foelger, at vurderingen af den anden formalitetsindsigelse, som gaar ud paa, at den forudgaaende administrative procedure ikke er forloebet forskriftsmaessigt, afhaenger af realitetsbehandlingen.

Den upraecise og ubestemmelige genstand for klagen og soegsmaalet

° Parternes argumenter

61 Kommissionen har gjort gaeldende, at erstatningskravet i klagen er accessorisk til hovedkravet om, at der traeffes en "afgoerelse, som svarer til Kommissionens forpligtelser". Sagsoegeren har imidlertid ikke praeciseret, hvad han mener hermed. Han har aldrig meddelt Kommissionen noejagtig hvilken form for bistand, han ansoegte om, og han har endnu ikke praeciseret, hvilke foranstaltninger han forventer. Klagens hovedgenstand er saaledes ubestemmelig, hvilket har gjort erstatningspaastanden uantagelig til realitetsbedoemmelse og forstyrret forloebet af den administrative procedure foer sagsanlaegget.

62 Sagsoegeren har svaret, at omstaendighederne samt raekkevidden af de i klagen fremsatte anbringender blev droeftet i over halvanden time paa ovennaevnte tvaertjenstlige moede, og at GD IX' s repraesentant udtalte, at han fuldt ud forstod formaalet med klagen, og hvilke foranstaltninger der skulle traeffes for at naa maalene.

63 Intervenienten har gjort gaeldende, at Kommissionen ifoelge vedtaegtens artikel 24 skal yde sine tjenestemaend bistand, hvis der rettes aereroerige beskyldninger mod dem. Derfor havde det ikke vaeret noedvendigt for sagsoegeren at indgive ansoegning om bistand i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1. Kommissionen burde snarere paa grund af sagens principielle karakter og i betragtning af dens politiske implikationer af egen drift have truffet de foranstaltninger, den fandt mest egnet til offentligt at rehabilitere sin tjenestemand. Det er derfor med urette, at Kommissionen har bebrejdet sagsoegeren, at han ikke har tydeliggjort, hvilke foranstaltninger han soegte om. Intervenienten har tilfoejet, at hvis Kommissionen ikke forstod raekkevidden af den ansoegning om bistand, den havde faaet forelagt, kunne den blot have anmodet om yderligere oplysninger. Endvidere er det foerst efter sagens anlaeg, at Kommissionen har lagt sagsoegeren den paastaaede uklarhed til last. Men Kommissionen kan ikke fremsaette et saadant anbringende om afvisning efter sagens anlaeg.

° Rettens bemaerkninger

64 I denne forbindelse bemaerkes alene, at administrationen ifoelge Domstolens praksis dels raader over et skoen under Domstolens kontrol ved valget af foranstaltninger og midler til gennemfoerelse af vedtaegtens artikel 24 (dom af 14.2.1990, sag C-137/88, Schneemann m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 369, praemis 9), dels skal tage alle fornoedne skridt til i medfoer af samme artikel 24 at genoprette det skadede omdoemme for en tjenestemand, hvis faglige haederlighed er draget i tvivl (dom af 18.10.1976, sag 128/75, Hr. N. mod Kommissionen, Sml. s. 1567, praemis 10).

65 Det foelger heraf, at en tjenestemand, der ansoeger om bistand fra sin administration, kan noejes med at henvise til den i vedtaegtens artikel 24 fastsatte bistandspligt uden at give andre oplysninger. Derefter skal administrationen traeffe de foranstaltninger, der objektivt er noedvendige og egnede i sagen. I oevrigt har Kommissionen selv understreget (s. 9 i duplikken), at det er den, der skal vurdere, hvorledes denne bistandspligt kan opfyldes paa den mest hensigtsmaessige maade.

66 Det skal tilfoejes, at sagsoegeren i sin klage og staevning har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har rehabiliteret ham offentligt. Genstanden for klagen og staevningen synes saaledes at vaere tilstraekkelig klar paa dette punkt.

67 Derfor boer den tredje formalitetsindsigelse forkastes.

Realiteten

68 Da de i denne sag nedlagte paastande har tre forskellige genstande, finder Retten det hensigtsmaessigt foerst at begynde med at behandle paastanden om, at det fastslaas, at Kommissionen har tilsidesat sin bistandspligt og saaledes har begaaet en tjenstlig fejl.

Berettigelsen af paastanden om en tjenstlig fejl

Parternes argumenter

69 Sagsoegeren har for det foerste foreholdt Kommissionen, at den har tilsidesat sin bistandspligt i medfoer af vedtaegtens artikel 24, stk. 1. Han har redegjort for forloebet efter offentliggoerelsen af den omtvistede artikel i Le Canard enchaîné og erindret om, at Kommissionen, selv om den allerede den 13. december 1991 var blevet underrettet af Perissich om artiklens aereroerige karakter, intet havde gjort ° hverken under den pressekonference, der blev afholdt af de tre europaeiske sammenslutninger, eller i sin egen pressemeddelelse ° for at rehabilitere ham offentligt ved navns naevnelse, skoent de kraenkende udtalelser alene vedroerte handlinger, han havde foretaget i Kommissionens interesse. Selv om sagsoegeren erkender, at henvisningen i den omtvistede artikel til hans arbejde i den italienske sammenslutning af bygge- og anlaegsvirksomheder ikke i sig selv er aereroerig, fremhaever han alligevel, at henvisningen ikke er i overensstemmelse med sandheden, og at det aereroerige uomtvisteligt ligger i artiklens tone og insinuationer.

70 Sagsoegeren har derefter anfoert, at Kommissionen i modstrid med sine paastande ikke under sin pressekonference den 16. december 1991 havde givet den kraenkede tjenestemand sin fulde stoette. Kommissionen havde navnlig ikke fjernet misforstaaelserne for saa vidt angaar pressen og institutionerne selv.

71 Med hensyn til den skrivelse, Kommissionen den 11. marts 1992 tilstillede Le Canard enchaîné under henvisning til berigtigelsesretten, har sagsoegeren anfoert, at skrivelsen klart fremkom for sent. Man kan nemlig kun paaberaabe sig berigtigelsesretten, saafremt den udoeves i dagene umiddelbart efter den omtvistede artikel. I modsat fald vil forfatteren til den aereroerige artikel ikke undlade i de bemaerkninger, der ledsager berigtigelsen, at goere opmaerksom paa den lange tid, der er forloebet, hvorved bladet faar lejlighed til at genoplive polemikken. I oevrigt blev der i denne sag ikke efter skrivelsen med krav om berigtigelse offentliggjort nogen berigtigelse i det paagaeldende blad, og Kommissionen reagerede heller ikke herpaa med en erindringsskrivelse eller lignende.

72 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at hans generaldirektoer i sit notat af 20. december 1991 havde bemaerket, at sagsoegeren i medfoer af vedtaegtens artikel 17 var forpligtet til at iagttage fuldstaendig tavshed om alle forhold og anliggender, som han i medfoer af sin stilling blev bekendt med. Generaldirektoeren havde derfor anmodet Kommissionen om paa eget initiativ at anvende vedtaegtens artikel 24 og yde sagsoegeren bistand.

73 Han har tilfoejet, at Kommissionen aldrig har frigjort ham fra den tavshedspligt, der paahviler ham i medfoer af vedtaegtens artikel 17. Derfor har han ikke haft nogen mulighed for at forsvare sig selv over for forfatteren til den omtvistede artikel. Det er rigtigt, at han kunne have rejst en straffesag og/eller en civil sag, men det er en kendsgerning, at en saadan sag ikke ville have nogen mening, da hans generaldirektoer udtrykkeligt havde indskaerpet ham hans tavshedspligt.

74 Intervenienten har anfoert, at Kommissionen i medfoer af vedtaegtens artikel 24 skal yde sine tjenestemaend bistand, saafremt der fremsaettes aereroerige beskyldninger mod dem paa grund af deres stilling og funktioner. Da der er tale om en bunden kompetence, raader Kommissionen ikke over noget skoen med hensyn til, om der skal ydes en saadan bistand. Intervenienten har herved henvist til Domstolens dom af 11. juli 1974 (sag 53/72, Guillot mod Kommissionen, Sml. s. 791, praemis 3 og 4) og af 12. juni 1986 (sag 229/84, Sommerlatte mod Kommissionen, Sml. s. 1805, praemis 20) og konkluderet, at Kommissionen i den foreliggende sag var forpligtet til at yde en bestemt form for bistand paa eget initiativ. Der foreligger nemlig saerlige omstaendigheder, naar sagsoegerens generaldirektoer paa grund af sagens principielle karakter har fundet, at han skulle forelaegge ansaettelsesmyndigheden en ansoegning om bistand paa sin tjenestemands vegne. Under disse omstaendigheder paahviler det ikke sagsoegeren at indgive en udtrykkelig ansoegning om bistand i henhold til vedtaegtens artikel 90.

75 Endelig har intervenienten samme opfattelse som sagsoegeren for saa vidt angaar dennes tavshedspligt i henhold til vedtaegtens artikel 17. Hvis Kommissionen fandt, at sagsoegeren ikke var bundet af en saadan forpligtelse, burde den have gjort ham opmaerksom herpaa, saa snart den havde modtaget generaldirektoerens notat af 20. december 1991.

76 Kommissionen har indledningsvis paapeget, at paastanden i den omtvistede artikel om, at sagsoegeren "tidligere har vaeret ansat ved den italienske sammenslutning af bygge- og anlaegsvirksomheder", er korrekt og ikke i sig selv aereroerig.

77 Kommissionen har endvidere fremhaevet, at det er fuldstaendig forkert, naar det haevdes, at den ikke har reageret paa passende maade over for beskyldningerne i artiklen. Kommissionen paatog sig nemlig paa sin pressekonference den 16. december 1991, dvs. umiddelbart efter artiklens offentliggoerelse den 11. december 1991, sit fulde ansvar og gav den paagaeldende tjenestemand sin fulde stoette. Alle misforstaaelser med hensyn til sagsoegeren var saaledes fjernet for saa vidt angaar saavel pressen som institutionerne selv. Ved sine udtalelser under pressekonferencen dementerede Kommissionen officielt og kategorisk den aereroerige udtalelse i Le Canard enchaîné om, at det var sagsoegeren der havde besluttet at lade "FIEC koordinere de 48 eksperters undersoegelser". At denne pressekonference har haft virkning, bekraeftes af, at polemikken ophoerte. Herved er det saaledes bevist, at Kommissionen har reageret paa passende maade over for den aereroerige artikel og fuldt ud har opfyldt sin bistandspligt.

78 Kommissionen har tilfoejet, at sagsoegeren daarligt kan beskylde den for passivitet, naar han selv ikke har taget noget skridt over for forfatteren til den omtvistede artikel. Sagsoegeren kan saa meget mindre beskylde Kommissionen for passivitet, som han selv ved at indgive sin ansoegning om bistand halvanden maaned efter disse begivenheder lod formode, at ogsaa han fandt, at pressekonferencen var en tilstraekkelig reaktion, som havde bragt sandheden frem.

79 Kommissionen har bestridt sagsoegerens paastand om raekkevidden af hans tavshedspligt i henhold til vedtaegtens artikel 17. Den i vedtaegtens artikel 17 fastsatte tavshedspligt har nemlig paa ingen maade forhindret sagsoegeren i at goere sine rettigheder gaeldende ad retslig vej. I medfoer af artikel 35 i den franske lov af 29. juli 1881 om pressefrihed, som finder anvendelse paa dette omraade, er det ophavsmanden til de anfaegtede udtalelser, der skal bevise, at udtalelserne er korrekte. Sagsoegeren ville saaledes ikke ved at anlaegge sag skulle tilsidesaette sin tavshedspligt, idet det er artiklens forfatter, der har pligt til at bevise sine paastandes rigtighed og berettigelse. Endvidere kunne sagsoegeren let have paavist paastandenes unoejagtighed, idet han blot behoevede at fremlaegge referatet af Kommissionens pressekonference den 16. december 1991. Herved ville sagsoegeren klart have overholdt sin tavshedspligt. I oevrigt har sagsoegeren ikke anmodet om at blive fritaget fra tavshedspligten og har aldrig udtrykkeligt anmodet Kommissionen om bistand til anlaeggelse af en eventuel retssag mod artiklens forfatter eller Le Canard enchaîné.

80 Kommissionen har tilfoejet, at det ifoelge ovennaevnte franske lovs artikel 48, nr. 6, og dennes fortolkning efter fransk retspraksis alene er sagsoegeren, der kan anlaegge sag som foelge af de aereroerige beskyldninger mod ham i Le Canard enchaîné. Han kan saaledes ikke foreholde Kommissionen, at denne ikke af egen drift har anlagt sag mod den paagaeldende journalist eller det paagaeldende blad, idet han selv var den eneste, der havde kompetence til at anlaegge en saadan sag.

81 I oevrigt har sagsoegeren aldrig praeciseret, hvilke former for bistand han ansoegte om, eller hvilke foranstaltninger han forventede. Derimod har han rejst indsigelse mod Kommissionens skrivelse af 11. marts 1992 til det paagaeldende blad, hvori Kommissionen kraevede offentliggoerelse af en berigtigelse. For saa vidt som sagsoegeren begrunder sin indsigelse med, at kravet om berigtigelse fremkom for sent og kunne genoplive polemikken, har Kommissionen udtalt, at den ikke kan se, hvorfor offentliggoerelse af en berigtigelse en eller to uger efter fremkomsten af en aereroerig artikel ikke skulle faa samme virkning som den, sagsoegeren frygter.

82 I denne forbindelse har Kommissionen endvidere anfoert, at det er Kommissionen selv, der skal vurdere, hvorledes den bedst kan opfylde sin bistandspligt. I denne sag besluttede Kommissionen at bringe sandheden frem ved at afholde en pressekonference den 16. december 1991, og den sendte bladet en berigtigelse efter sagsoegerens anmodning. Hvis sagsoegeren fandt disse foranstaltninger utilstraekkelige, kunne han selv have rejst de noedvendige civile eller strafferetlige sager ogsaa uden at skulle frigoeres fra tavshedspligten, idet han havde kunnet paaberaabe sig Kommissionens officielle dementi, som fremkom under pressekonferencen den 16. december 1991.

83 I retsmoedet har parterne vaeret enige om, at den omtvistede artikel, selv om den naevnte sagsoegeren ved navn, foerst og fremmest tog sigte paa Kommissionens politik paa byggeomraadet og havde til formaal at forhindre vedtagelsen af det paataenkte direktiv.

84 Kommissionen har ved denne lejlighed udtalt, at da det foerst og fremmest var Kommissionen, den omtvistede avisartikel var rettet imod, havde Kommissionen ment, at den var maalet for den deri fremsatte kritik. Kommissionen havde skoennet det bedst ikke at naevne sagsoegeren ved navn i sine offentlige erklaeringer for ikke at goere problemet til et personspoergsmaal og skabe mere roere om sagen. Der ville nemlig have vaeret fare for, at sagsoegerens navn skulle dukke op hele tiden og naere polemikken paa grund af sagsoegerens tidligere stilling som ansat i den italienske sammenslutning af byggevirksomheder. Det var forekommet saa meget mere unoedvendigt at naevne sagsoegerens navn, som den omtvistede avisartikel var blevet offentliggjort i et satirisk blad. I oevrigt lykkedes Kommissionens strategi for at bremse polemikken fuldt ud, idet den af Le Canard enchaîné lancerede pressekampagne ikke blev fortsat.

85 Kommissionen har endvidere herved fremhaevet, at den, hver gang et sagligt problem daekker over et problem vedroerende personer, der handler paa dens vegne, undgaar at gribe ind ved navns naevnelse, fordi dette giver bagslag. Under saadanne omstaendigheder foretraekker Kommissionen at forsvare sin handling. Ved at goere dette forsvarer den uundgaaeligt ogsaa sine repraesentanter, i denne sag sagsoegeren, uden at deltage i polemikker af personlig karakter.

86 Endelig har Kommissionen anfoert, at den generelt tvivler paa hensigtsmaessigheden af at paaberaabe sig en berigtigelsesret over for en avis. En udoevelse af denne ret ville give bladet mulighed for at rejse sagen paa ny, hvorved den igen ville komme i offentlighedens soegelys. Derfor foretraekker Kommissionen ved saadanne lejligheder at praecisere, hvorledes den har handlet, og saaledes bringe sandheden frem. Det er det, Kommissionen har gjort ved den 16. december 1991 ved at afholde en pressekonference, hvor der blev uddelt en pressemeddelelse. Det er kun, fordi sagsoegeren insisterede, at Kommissionen til sidst henvendte sig til bladet og paaberaabte sig sin berigtigelsesret, hvorefter sagsoegeren anmodede Kommissionen om ikke at foelge denne henvendelse op.

87 Sagsoegeren har i retsmoedet for sit vedkommende forklaret, at han i det vaesentlige forventede af Kommissionen, at denne udadtil, navnlig over for grupperne af nationale eksperter, udtrykkeligt bekraeftede sin tillid til ham ved at traeffe de foranstaltninger, den fandt mest hensigtsmaessige. Kommissionen kunne saaledes have erklaeret, at en administrativ undersoegelse havde vist, at beskyldningerne mod sagsoegeren var uberettigede. En saadan erklaering ville efter sagsoegerens opfattelse have rehabiliteret ham over for offentligheden.

88 Som svar paa Kommissionens paastande om, at de foranstaltninger, den traf den 16. december 1991, nemlig afholdelse af en pressekonference og uddeling af en pressemeddelelse, var passende og tilstraekkelige, hvilket skulle vaere bevist ved, at pressen aldrig siden har taget polemikken op, har sagsoegeren anfoert, at den eneste grund til, at sagen ikke siden har vaeret genstand for polemik, er, at det direktivudkast, der angribes i den omtvistede avisartikel, ikke laengere har nogen fremtid. Det er saaledes ikke Kommissionens effektive indgreb, der har standset polemikken. Tvaertimod fik pressekampagnen stort set standset direktivudkastet, saaledes at der ikke var nogen grund til yderligere polemisering.

Rettens bemaerkninger

89 Stillet over for disse argumenter maa Retten for det foerste fastslaa, at det foerst og fremmest var Kommissionens politik, som gik ud paa, at der skulle udarbejdes et udkast til direktiv om byggevirksomheders ansvar, der blev kritiseret i den omtvistede avisartikel. Men denne kritik blev desuden "personliggjort" ved insinuationer om, at sagsoegeren, som blev naevnt ved navn og omtalt som en "hoejtstaaende tjenestemand, som i Bruxelles skulle foelge sagen op", alene paa grund af sin tidligere tilknytning til den italienske byggeindustri og i sin egenskab af "ven af den store betonfamilie" havde begunstiget byggevirksomhedernes lobby under udarbejdelsen af direktivudkastet og derved handlet mod forbrugernes interesser. I denne avisartikel beskyldes sagsoegeren offentligt ° og i strid med sandheden, hvilket fremgaar af Kommissionens senere undersoegelser ° for under udoevelsen af sin tjeneste at have favoriseret byggeindustrien, hvilket svarer til en beskyldning om en alvorlig tjenstlig fejl. Foelgelig er artiklen egnet til i offentlighedens oejne at drage sagsoegerens faglige haederlighed i tvivl, og der er derfor tale om en aereroerig beskyldning i den i vedtaegtens artikel 24, stk. 1, anvendte betydning.

90 Det skal derefter understreges, at Kommissionen, da disse offentlige beskyldninger mod tjenestemanden haenger uadskilleligt sammen med dens politik, var forpligtet til at tilbagevise insinuationerne og rehabilitere sagsoegeren offentligt. Hvis sagsoegeren skulle forsvare sig alene og isoleret, samtidig med at Kommissionen opretholdt fuldstaendig tavshed, ville det ikke kunne undgaas, at offentligheden fik det indtryk, at de paagaeldende beskyldninger og insinuationer maaske ikke var uberettigede. Heraf foelger, at offentliggoerelsen af den omtvistede avisartikel i den foreliggende sag har udloest Kommissionens pligt til at yde sagsoegeren bistand i henhold til vedtaegtens artikel 24. I oevrigt har Kommissionen selv ved at traeffe sin afgoerelse af 11. marts 1992 erkendt, at betingelserne for udloesning af bistandspligten var opfyldt i den foreliggende sag.

91 Det paahviler derfor Retten at undersoege, hvor langt Kommissionens bistandspligt straekker sig under de foreliggende omstaendigheder.

92 I denne forbindelse skal det bemaerkes, at administrationen, selv om den efter Domstolens praksis raader over et skoen ved valget af foranstaltninger og midler til gennemfoerelse af vedtaegtens artikel 24 (ovennaevnte dom Schneemann m.fl. mod Kommissionen, praemis 9), i tilfaelde af alvorlige og uberettigede beskyldninger vedroerende en tjenestemands faglige haederlighed ved udoevelsen af hans tjeneste skal afvise beskyldningerne og tage alle fornoedne skridt til at genoprette det skadede omdoemme (ovennaevnte dom Hr. N. mod Kommissionen, praemis 10). Endvidere bemaerkes, at Domstolen i sin kendelse af 7. oktober 1987 (sag 108/86, D.M. mod Raadet og OESU, Sml. s. 3933) i en sag, hvor en tjenestemand var blevet udsat for aereroerige beskyldninger fremsat af en anden tjenestemand i et aabent brev til personalet, fastslog, at administrationen ved at rundsende en berigtigende tjenstlig meddelelse til det samme personale havde ydet tilstraekkelig bistand. Endelig er en tjenestemand, der ansoeger sin institution om bistand, som naevnt ovenfor (se praemis 65) ikke forpligtet til selv at angive, hvilke foranstaltninger han forventer truffet af administrationen. Navnlig afhaenger den kraenkede tjenestemands ret til, at der traeffes de objektivt noedvendige bistandsforanstaltninger, ikke af, at han selv foerst har taget initiativ til at retsforfoelge den person, der har fremsat angrebene paa ham (se ovennaevnte dom Hr. N. mod Kommissionen, praemis 11).

93 I denne sag, der er kendetegnet ved, at sagsoegeren offentligt og ved navns naevnelse er blevet udsat for aereroerige beskyldninger, skal det saaledes paa baggrund af denne retspraksis undersoeges, om de foranstaltninger, Kommissionen har truffet efter offentliggoerelsen af den omtvistede avisartikel, kan betragtes som en passende og tilstraekkelig opfyldelse af bistandspligten.

94 For saa vidt angaar de foranstaltninger, Kommissionen traf den 16. december 1991, da den afholdt en pressekonference, hvorunder der blev uddelt en pressemeddelelse, samt sendte en repraesentant til den pressekonference, der blev afholdt af de tre europaeiske sammenslutninger Cecodhas, BEUC og Coface, fremgaar det, at Kommissionen ved denne hurtige reaktion hensigtsmaessigt har forsvaret sine egne interesser som faellesskabsinstitution over for offentligheden. Men Kommissionen har ved objektivt at forsvare sit arbejde uden at naevne sagsoegerens navn én eneste gang kun ydet denne indirekte bistand. Retten finder, at i betragtning af de offentlige, direkte og personlige beskyldninger, der var blevet rettet mod sagsoegeren, kan en saadan bistand, der begraenser sig til at forsvare sagsoegeren ved at forsvare Kommissionens arbejde, ikke betegnes som passende og tilstraekkelig til at rehabilitere ham offentligt.

95 Denne vurdering bekraeftes i oevrigt af Kommissionens egne handlinger. Kommissionen har nemlig ved at tilsende Le Canard enchaîné skrivelsen af 11. marts 1992, hvori den kraevede offentliggoerelse af en berigtigelse, herved stiltiende anerkendt, at de foranstaltninger, der blev truffet den 16. december 1991, ikke i sig selv kunne betragtes som en passende og tilstraekkelig bistand.

96 For saa vidt endelig angaar den skrivelse af 11. marts 1992, hvori Kommissionen over for Le Canard enchaîné paaberaabte sig sin berigtigelsesret, maa det fastslaas, at Kommissionen i denne skrivelse har imoedegaaet bladets uberettigede beskyldninger over for sagsoegeren. Men den offentliggoerelse, Kommissionen skoennede noedvendig, fandt ikke sted, idet Le Canard enchaîné ikke imoedekom dens krav om offentliggoerelse af en berigtigelse i et senere nummer af bladet. Der var paa tidspunktet for Kommissionens afvisning af sagsoegerens klage stadig ikke sket nogen offentliggoerelse, idet Le Canard enchaîné endnu ikke havde offentliggjort den berigtigelse, som Kommissionen selv havde fundet noedvendig. Senest paa dette tidspunkt maatte det staa klart for Kommissionen, at dens skrivelse til Le Canard enchaîné udgjorde en for svag foranstaltning til at forsvare sagsoegerens aere offentligt, og at den indtil da havde opfyldt sin beskyttelsespligt paa en maade, der helt aabenbart var praeget af manglende indsats (Domstolens dom af 14.6.1979, sag 18/78, Fru V. mod Kommissionen, Sml. s. 2093, praemis 19).

97 Under disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen ikke burde have opretholdt sin tavshed over for offentligheden laengere, men burde have forsvaret sagsoegerens aere offentligt og ved navns naevnelse. Retten finder, at der endog var fare for, at Kommissionens fortsatte tavshed med hensyn til den offentligt angrebne tjenestemands integritet kunne udlaegges som en indirekte bekraeftelse af den paagaeldende avisartikel.

98 Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at hvis sagsoegerens navn var blevet naevnt, ville denne sag have udviklet sig til et personspoergsmaal, og polemikken ville vaere fortsat. Retten kan ikke tilslutte sig denne vurdering eller naere denne frygt. Da Kommissionen nemlig selv var hovedmaalet for den omtvistede avisartikel, var det hverken noedvendigt eller hensigtsmaessigt at forsvare sagsoegerens aere ved at laegge vaegt paa hans person eller den saerlige omstaendighed, at han tidligere har vaeret ansat i den italienske sammenslutning af byggevirksomheder (i oevrigt den eneste omstaendighed, der kunne give anledning til polemik). Kommissionen kunne saaledes have indskraenket sig til enten i sin pressemeddelelse af 16. december 1991 eller paa et senere tidspunkt at supplere forsvaret for sit eget arbejde. Kommissionen kunne f.eks. efter at have understreget, at det var efter udtrykkelig anmodning fra de paagaeldende europaeiske sammenslutninger, at FIEC var blevet udpeget som koordinator for ekspertgruppernes arbejde, have paapeget, at "det saaledes ikke er Caronna, den kommissionstjenestemand, der har ansvaret for sagen, der har givet FIEC denne koordinatorrolle".

99 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at Kommissionen ved at skoenne, at den under de foreliggende omstaendigheder ikke var forpligtet til offentligt og ved navns naevnelse at forsvare sagsoegeren, har tilsidesat de forpligtelser, som under disse saerlige omstaendigheder paahviler den som foelge af den bistandspligt, der tillaegges faellesskabsmyndigheden ved vedtaegtens artikel 24. Retten fastslaar derfor, at Kommissionen har tilsidesat denne pligt ved ikke i tide at traeffe de foranstaltninger, der kunne rehabilitere sagsoegeren offentligt. Kommissionen har saaledes ved at tilsidesaette vedtaegtens artikel 24, stk. 1, begaaet en tjenstlig fejl.

100 Denne konstatering indebaerer, at afgoerelsen af 11. marts 1992 er en akt indeholdende et klagepunkt, som dels kan anfaegtes af klagen af 1. april 1992, dels har skadet sagsoegeren. Heraf foelger, at Kommissionens foerste og anden formalitetsindsigelse maa forkastes, og at paastanden om, at det fastslaas, at der er begaaet en tjenstlig fejl, maa tages til foelge. Derfor maa det i denne doms konklusion fastslaas, at Kommissionen har tilsidesat sin bistandspligt.

Berettigelsen af paastanden om, at det fastslaas, at Kommissionen skal erstatte den skade, der er forvoldt ved dens tilsidesaettelse af bistandspligten, og at Kommissionen doemmes til at betale 100 000 ECU

Parternes argumenter

101 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den manglende offentlige reaktion fra Kommissionens side med henblik paa hans rehabilitering har oeget trovaerdigheden af de beskyldninger, der i den omtvistede artikel rettedes mod ham, og at han af denne grund har lidt en meget betydelig ikke-oekonomisk skade. For at illustrere skaden har sagsoegeren anfoert, at han flere gange under moederne i de fire ekspertgrupper, der skulle afgive udtalelse om direktivudkastet, er blevet spurgt om, hvilke skridt Kommissionen havde taget som foelge af offentliggoerelsen af den omtvistede artikel. Kommissionens naegtelse af i tide at yde ham den stoette og bistand, han havde ret til, har saaledes forvaerret den skade, der allerede var forvoldt ved de aereroerige beskyldninger, og som i dag ikke laengere kan udbedres.

102 Med hensyn til det beloeb, der kraeves af sagsoegeren, finder denne og intervenienten, at det paa grund af sagens principielle karakter er berettiget, at Kommissionen doemmes til at betale et "eksemplarisk beloeb", hvilket kun er rimeligt som erstatning for den skade, der er forvoldt ikke alene ved offentliggoerelsen af den omtvistede artikel, men tillige ved Kommissionens naegtelse af at traeffe egnede foranstaltninger til at rehabilitere sagsoegeren offentligt. Sagsoegeren har i sin staevning anfoert, at Kommissionen foelgelig boer doemmes til at betale ham et beloeb, som fastsaettes, ex aequo et bono, til 100 000 ECU.

103 Kommissionen har herved alene kritiseret det "astronomiske" beloeb, der kraeves af sagsoegeren, og som viser, hvor lidet serioese hans krav er. Dette forklarer maaske, hvorfor han har foretrukket at rejse sag mod Kommissionen frem for at indstaevne de ansvarlige for den omtvistede artikel for de franske retter. Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens erstatningspaastande ikke kan tages til foelge, idet han har faaet behoerig aeresoprejsning. I oevrigt er sagsoegeren aabenbart ikke i stand til at paavise, at der foreligger nogen skade, og endnu mindre til at paavise skadens omfang.

104 Kommissionen har som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten tilfoejet, at det, hvis Kommissionen skal drages til ansvar for en fejl, den selv har begaaet, ikke er vedtaegtens artikel 24, der skal anvendes. Endvidere har sagsoegeren ikke direkte draget Kommissionen selv til ansvar i denne sag og har ikke fulgt den herfor rette procedure.

Rettens bemaerkninger

105 Det skal for det foerste undersoeges, om den af Kommissionen begaaede tjenstlige fejl har forvoldt sagsoegeren en ikke-oekonomisk skade.

106 Her fastslaar Retten, at selv om sagsoegerens faglige haederlighed allerede er draget i tvivl ved offentliggoerelsen af selve den aereroerige avisartikel, har Kommissionens undladelse af at traeffe egnede foranstaltninger til den offentlige rehabilitering af sagsoegeren, som den burde have soerget for (se praemis 90), kunnet oege den ikke-oekonomiske skade, den naevnte offentliggoerelse har forvoldt. Kommissionens undladelse er nemlig egnet til at goere sagsoegeren usikker og urolig, idet han med rette kan frygte, at offentligheden vil fortolke denne undladelse som en indirekte bekraeftelse af den paagaeldende avisartikel (se praemis 97). En saadan situation forvolder en ikke-oekonomisk skade. I modsaetning til, hvad Kommissionens har haevdet, er samtlige betingelser for at drage Kommissionen til ansvar saaledes opfyldt i denne sag. I oevrigt har Domstolen allerede fastslaaet (se ovennaevnte dom Fru V. mod Kommissionen, praemis 16 og 19), at manglende opfyldelse af den i vedtaegtens artikel 24, stk. 1, fastsatte bistandspligt principielt giver adgang til et soegsmaal om erstatning af den lidte ikke-oekonomiske skade.

107 Da sagsoegeren har nedlagt paastand om dels, at det fastslaas, at Kommissionen skal erstatte denne skade, dels at Kommissionen doemmes til at betale ham en erstatning paa 100 000 ECU, bemaerker Retten, at den, da den i denne sag skal tage stilling til en tvist, der angaar pengebeloeb, har fuld proevelsesret i henhold til vedtaegtens artikel 91, stk. 1, andet punktum. Ved udmaalingen af erstatningen for den ikke-oekonomiske skade, sagsoegeren har lidt, skal der tages hensyn til, at naar det i denne doms konklusion udtrykkeligt konstateres, at Kommissionen har begaaet en tjenstlig fejl over for sagsoegeren, er dette allerede i sig selv en form for genoprettelse, isaer da domskonklusionen i medfoer af procesreglementets artikel 86 straks efter afsigelsen offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (se blandt tilsvarende domme vedroerende annullation af en forvaltningsakt, der anfaegtes af en tjenestemand, Domstolens dom af 9.7.1987, forenede sager 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, Sml. s. 3259, praemis 22, og Rettens dom af 20.9.1990, sag T-37/89, Hanning mod Parlamentet, Sml. II, s. 463, praemis 83, og af 28.11.1991, sag T-158/89, Van Hecken mod OESU, Sml. II, s. 1341, praemis 37). Men i betragtning af de saerlige omstaendigheder i denne sag kan denne offentliggoerelse ikke helt erstatte den af sagsoegeren lidte skade. Da sagsoegeren indtil datoen for offentliggoerelsen befinder sig i en situation praeget af uklarhed i forhold til offentligheden, finder Retten, som vurderer skaden ex aequo et bono, at tildeling af et beloeb paa 50 000 BFR i forbindelse med den naevnte offentliggoerelse udgoer en passende erstatning for den af ham lidte skade. Foelgelig kan hverken paastanden om en tjenstlig fejl eller erstatningspaastanden tages til foelge, for saa vidt de overstiger omfanget af den genoprettelse, Retten har fastsat.

Sagens omkostninger

108 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, foerste afsnit, kan Retten fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. I henhold til samme reglements artikel 88 baerer institutionerne imidlertid selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.

109 Da sagsoegeren kun har faaet delvis medhold i sin paastand om erstatning, navnlig for saa vidt angaar paastanden om, at Kommissionen skal doemmes til at betale ham 100 000 ECU, mens Kommissionens paastande om afvisning subsidiaert frifindelse for saa vidt angaar sagsoegerens oevrige paastande ikke overhovedet eller kun delvis er taget til foelge, finder Retten det rimeligt at bestemme, at sagsoegeren og intervenienten skal baere en fjerdedel af deres egne omkostninger, og at Kommissionen skal baere sine egne omkostninger samt tre fjerdedele af sagsoegerens og intervenientens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Kommissionen har tilsidesat sin bistandspligt i henhold til vedtaegtens artikel 24 ved ikke rettidigt at have truffet egnede foranstaltninger til at rehabilitere sin tjenestemand Renato Caronna offentligt.

2) Kommissionen betaler sagsoegeren 50 000 BFR i erstatning.

3) I oevrigt frifindes Kommissionen.

4) Kommissionen baerer sine egne omkostninger samt tre fjerdedele af sagsoegerens og intervenientens omkostninger. Sagsoegeren og intervenienten baerer en fjerdedel af deres egne omkostninger.