61992A0050

++++

1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° frister ° begyndelsestidspunkt ° meddelelse ° begreb ° afgoerelse sendt til en tjenestemands arbejdsplads under hans sygeorlov ° ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91, stk. 3)

2. Tjenestemaend ° forflyttelse ° omplacering ° sondringskriterier

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 4 og 29)

3. Tjenestemaend ° soegsmaal ° bebyrdende akt ° begreb ° afgoerelse om omplacering ° foranstaltning vedroerende tjenestegrenenes interne organisation ° ikke omfattet ° betingelser ° pligt til begrundelse og forudgaaende hoering ° foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90, stk. 2)

4. Tjenestemaend ° soegsmaal ° erstatningspaastand nedlagt samtidig med en annullationspaastand ° antagelse til realitetsbehandling afhaengig af tilstedevaerelsen af en snaever sammenhaeng mellem de to paastande

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

1. Meddelelse om en afgoerelse skal give den paagaeldende mulighed for at faa kendskab til afgoerelsen. Dette krav er ikke opfyldt i forbindelse med en afgoerelse, der i besvarelse af en klage fra en tjenestemand stiles til denne paa hans tjenestested, skoent han er paa sygeorlov. I saa fald er det foerst fra det tidspunkt, da tjenestemanden kunne faa kendskab til afgoerelsen, at soegsmaalsfristen begynder at loebe.

2. Ved afgoerelsen af, om en foranstaltning er en forflyttelse eller en omplacering, kan Retten ikke vaere bundet af, hvorledes parterne retligt betegner foranstaltningen.

Det fremgaar herved af vedtaegtens systematik, at der kun sker forflyttelse i udtrykkets egentlige forstand, hvor en tjenestemand overflyttes til en ledig stilling. Det foelger heraf, at enhver egentlig forflyttelse er underkastet de i vedtaegtens artikel 4 og 29 fastsatte formkrav. Disse formkrav gaelder derimod ikke i tilfaelde, hvor en tjenestemand omplaceres med sin stilling, fordi en saadan overflytning ikke medfoerer, at der opstaar en ledig stilling.

3. Kun akter, der er egnet til umiddelbart at paavirke en tjenestemands retsstilling, kan anses for bebyrdende. De gaar saaledes videre end akter, der blot er foranstaltninger til intern organisation af tjenesten, og som ikke paavirker en tjenestemands vedtaegtsmaessige stilling. Der foreligger ikke en bebyrdende afgoerelse i forbindelse med en omplacering, som ikke paavirker den paagaeldendes vedtaegtsmaessige rettigheder, idet afgoerelsen for det foerste ° paa trods af en aendring af arbejdsopgaverne ° ikke aendrer tjenestemandens loenklasse, og for det andet ikke paavirker tjenestemandens materielle vilkaar samt ikke goer indgreb i hans ideelle interesser eller fremtidsudsigter; det er dog en betingelse, at afgoerelsen er truffet i tjenestens interesse. Herved maa omplaceringen af en tjenestemand, der sker for at loese uholdbare tjenstlige vanskeligheder, anses for besluttet i tjenestens interesse. Administrationen har ingen pligt til at begrunde en saadan afgoerelse, der blot er en foranstaltning til intern organisation af tjenesten, ligesom den ikke har pligt til forinden at hoere den paagaeldende tjenestemand.

4. En erstatningspaastand vil, naar den nedlaegges samtidig med en afvist annullationspaastand, selv vaere at afvise, saafremt den er snaevert forbundet med sidstnaevnte; erstatningspaastanden kan kun realitetspaakendes ° for saa vidt den paastaaede skade skyldes en tjenstlig fejl, som er uafhaengig af den omplaceringsforanstaltning, der kraeves annulleret ° paa den betingelse, at der forud for erstatningssoegsmaalet er indgivet klage, som paa sin side efterfulgte en ansoegning til administrationen med opfordring om at erstatte skaden.

Faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren, Gilberto Fiorani, har i over 20 aar vaeret ansat i Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet"). Han er nu tjenestemand i loenklasse D1, 8. loentrin. Foer de omtvistede begivenheder arbejdede han i "Postsorteringstjenesten".

2 Efter en haendelse, hvis naermere omstaendigheder er uklare, tilstillede Parlamentets generaldirektoer for administrationen ved et notat af 15. oktober 1991 om sagsoegerens "overflytning" sagsoegeren foelgende meddelelse: "Paa grund af Deres utilboerlige adfaerd over for Deres overordnede og de vanskeligheder, Postsorteringstjenesten har med Dem, er det blevet besluttet at forflytte Dem til Betjenttjenesten. Denne forflyttelse indebaerer ikke noedvendigvis tjenesterejser uden for Luxembourg."

3 Sagsoegeren betragter denne foranstaltning som en skjult disciplinaersanktion. Efter overflytningsnotatet af 15. oktober 1991 og efter forgaeves forsoeg paa at faa en samtale med sine overordnede anmodede han Personaleudvalget om at gribe ind. Personaleudvalgets formand udvekslede notater med Parlamentets generaldirektoer for administrationen og med generalsekretaeren. Ved denne lejlighed kritiserede Personaleudvalget den hasteprocedure, administrationen havde fulgt, og anmodede om en samtale, som dog ikke blev bevilget. I forbindelse med notatvekslingen erklaerede generaldirektoeren for administration dels, at sagsoegeren var blevet "forflyttet af grunde, der er uadskilleligt forbundet med tjenestens funktion" (skrivelse af 15.11.1991), dels at sagsoegeren "ved flere lejligheder har opfoert sig utilboerligt over for sine overordnede, [og at] han har faaet en irettesaettelse. Denne afgoerelse er saaledes en logisk foelge af en raekke advarsler" (skrivelse af 18.10.1991).

4 Sagsoegeren blev syg efter at have modtaget notatet af 15. oktober 1991 om overflytningen. Han havde sygeorlov i over 15 maaneder (psykosomatisk lidelse) og maatte flere gange indlaegges. Ifoelge sagsoegeren er denne forvaerring af hans sundhedstilstand en direkte foelge af hans overoverdnedes adfaerd over for ham, navnlig den omtvistede "forflyttelse".

5 Den 27. november 1991 indbragte sagsoegeren en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") over notatet af 15. oktober 1991 og anmodede ansaettelsesmyndigheden om at traekke afgoerelsen tilbage og godtgoere ham den ikke-oekonomiske skade, han havde lidt paa grund af sine overordnedes handlemaade og vedtagelsen af den anfaegtede afgoerelse. Han gjorde i det vaesentlige gaeldende, at han var blevet forflyttet ved den anfaegtede afgoerelse af disciplinaere aarsager, selv om der i de relevante vedtaegtsbestemmelser ikke er fastsat en saadan disciplinaer foranstaltning, og at afgoerelsen endvidere var blevet truffet i strid med det grundlaeggende princip om ret til kontradiktion, idet han ikke var blevet hoert og ikke havde faaet lejlighed til at forsvare sig foer afgoerelsens vedtagelse.

6 For saa vidt angaar raekkevidden af sagsoegerens "overflytning" anfoerte generaldirektoeren for administrationen i et notat af 19. december 1991, der blev tilstillet Parlamentets juridiske raadgiver som led i den administrative procedure, at "' Postsorteringen' var blevet anbragt for sig selv i oversigten over Betjenttjenesten af organisations- og personalepolitiske aarsager", men at den stadig administrativt hoerte under Betjenttjenesten. Ifoelge generaldirektoeren udgoer den overflytningsforanstaltning, der var tale om, saaledes en foranstaltning vedroerende Betjenttjenestens "organisation".

7 Parlamentets generalsekretaer afviste ved skrivelse af 24. marts 1992 klagen med den begrundelse, at afgoerelsen vedroerende "omplaceringen" af sagsoegeren i Betjenttjenesten var blevet truffet for at goere en ende paa en forvaerring af arbejdsrelationerne, bl.a. med sagsoegerens overordnede, og at afgoerelsen derfor var retfaerdiggjort af tjenestens interesse.

8 Sagsoegeren har haevdet, at denne skrivelse blev "meddelt ved notat af 24. marts 1992 sendt til 'Betjenttjenesten' ", selv om han havde haft sygeorlov i over fem maaneder, og at han foerst fik kendskab til skrivelsen den 30. marts 1992.

Retsforhandlinger

9 Paa den baggrund har sagsoegeren anlagt denne sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. juni 1992.

10 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Retten (Fjerde Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog stillet parterne visse spoergsmaal, som blev besvaret i retsmoedet.

11 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Parlamentets afgoerelse af 15. oktober 1991 om at forflytte af sagsoeger fra "Postsorteringstjenesten" til "Betjenttjenesten" annulleres.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagsoegeren en godtgoerelse paa 15 000 ECU for den ikke-oekonomiske skade, han har lidt.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12 Parlamentet har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse i det hele.

° Retten traeffer afgoerelse om sagens omkostninger i henhold til gaeldende regler.

Annullationspaastanden

13 Sagsoegeren har fremsat tre anbringender til stoette for annullationspaastanden. Ved det foerste anbringende har han gjort gaeldende, at den omstaendighed, at hans personlige aktmappe ikke indeholder skriftlige bemaerkninger til de anklager og forklaringer, hans overordnede har fremfoert som begrundelse for den anfaegtede beslutning og for afvisningen af hans klage, er i strid med vedtaegtens artikel 26; han har endvidere anfoert, at ansaettelsesmyndigheden burde have hoert, hvad han kunne sige til sit forsvar, inden vedtagelsen af den paagaeldende afgoerelse, der af ham betegnes som en forflyttelse. Sagsoegerens andet anbringende vedroerer en tilsidesaettelse af den begrundelsespligt, der er omhandlet i vedtaegtens artikel 25, stk. 2, idet begrundelsen for den afgoerelse om forflyttelse, der er vedtaget imod hans vilje, er ufuldstaendig. Ved sit tredje anbringende, som vedroerer tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 86, stk. 2, har han gjort gaeldende, at den forflyttelse af ham, som Parlamentet har gennemfoert af egen drift, og som har til formaal at straffe hans saakaldte utilboerlige adfaerd, ikke er naevnt blandt de disciplinaere sanktioner, der er udtoemmende opregnet i naevnte artikel.

14 Retten maa ° inden den undersoeger annullationspaastandenes berettigelse, og selv om Parlamentet kun har rejst visse formelle afvisningsindsigelser vedroerende den manglende overensstemmelse mellem to af de anbringender, som er fremfoert til stoette for annullationspaastanden, og det eneste anbringende, der er fremfoert i klagen ° i betragtning af sagens akter af egen drift behandle to formalitetsspoergsmaal. Da reglerne i vedtaegtens artikel 90 og 91 er ufravigelige, boer det nemlig undersoeges, dels om sagen er anlagt inden for de fastsatte frister, dels om den anfaegtede foranstaltning egentlig er en for sagsoegeren bebyrdende akt (jf. f.eks. Rettens dom af 10.4.1992, sag T-15/91, Bollendorff mod Parlamentet, Sml. II, s. 1679, praemis 22, og Rettens kendelse af 11.5.1992, sag T-34/91, Whitehead mod Kommissionen, Sml. II, s. 1723, praemis 19).

Formaliteten

Soegsmaalsfristen

15 Det fremgaar af sagens akter, at afgoerelsen om at afvise sagsoegerens klage er dateret den 24. marts 1992. Med hensyn til, hvornaar afgoerelsen er blevet meddelt sagsoegeren, skal det bemaerkes, at Parlamentet har forholdt sig tavs om dette punkt, mens sagsoegeren har erklaeret (staevningens s. 5), at afgoerelsen blev "meddelt ved notat af 24. marts 1992 sendt til 'Betjenttjenesten' , selv om han havde haft sygeorlov i over fem maaneder", og at han foerst den 30. marts 1992 fik kendskab til den paagaeldende afgoerelse, som i mellemtiden var blevet sendt til hans hustru.

16 Retten skal henvise til, at efter Domstolens praksis skal meddelelsen give den paagaeldende mulighed for at faa det rette kendskab til beslutningen (dom af 15.6.1976, sag 5/76, Jaensch mod Kommissionen, Sml. s. 1027, praemis 10). Men i den foreliggende sag har sagsoegeren, fordi afgoerelsen blev sendt til "Betjenttjenesten", ikke kunnet goere sig bekendt med den, idet han paa det tidspunkt havde sygeorlov, hvilket ansaettelsesmyndigheden i oevrigt var klar over. Foelgelig kan Retten, da Parlamentet er tavs om dette spoergsmaal, kun henholde sig til sagsoegerens erklaeringer om, at han foerst fik kendskab til afgoerelsen den 30. marts 1992 (Rettens dom af 11.2.1992, sag T-16/90, Panagiotopoulou mod Parlamentet, Sml. II, s. 89, praemis 20). Derfor er soegsmaalsfristen overholdt i den foreliggende sag.

Spoergsmaalet, om der foreligger en bebyrdende akt

Parternes argumenter

17 Under den skriftlige forhandling har Parlamentet, der i svarskriftet anfoerer, at det ikke oensker at tage stilling til formalitetsspoergsmaalet, som led i sin argumentation vedroerende realiteten bemaerket, at den anfaegtede akt principielt ikke forringede sagsoegerens vedtaegtsmaessige stilling (svarskriftet, s. 4 og 6).

18 Sagsoegeren har under henvisning til Domstolens dom af 27. juni 1973 (sag 35/72, Kley mod Kommissionen, Sml. s. 679, praemis 4 og 8) gjort gaeldende, at den anfaegtede afgoerelse, ved hvilken han er blevet forflyttet mod sin vilje, kan udgoere en bebyrdende akt efter vedtaegtens artikel 91. En saadan afgoerelse kan nemlig, selv om den ikke beroerer en tjenestemands materielle interesser eller rang, goere indgreb i den paagaeldende ansattes ideelle interesser og fremtidsudsigter, naar man tager hensyn til den omhandlede funktions natur og de naermere omstaendigheder (staevningen, s. 6).

19 Sagsoegeren har i besvarelse af Rettens spoergsmaal under henvisning til Domstolens praksis (dom af 21.6.1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 2447, praemis 17) gjort gaeldende, at selv om Faellesskabets institutioner ganske vist har et vidt skoen ved "organisationen" af deres tjenestegrene og placeringen af det personale, som de har til raadighed, er det dog en betingelse, at denne placering sker i tjenestens interesse og med respekt af stillingernes aekvivalens. Sagsoegeren anfoerer, at han i den foreliggende sag ikke bestrider stillingernes aekvivalens. Ved vurderingen af formalitetsspoergsmaalet er det grundlaeggende spoergsmaal saaledes, om den anfaegtede afgoerelse udelukkende er truffet i tjenestens interesse, eller om den tvaertimod er truffet som en sanktion. I betragtning af de alvorlige anklager, den anfaegtede afgoerelse retter mod sagsoegeren, er det aabenbart, at afgoerelsen maa betragtes som en sanktion.

20 Med hensyn til den haendelse, der er baggrund for sagen, anfoerer sagsoegeren, at haendelsen ° som han har betegnet som "yderst alvorlig", og for hvilken han har fralagt sig ethvert ansvar ° fandt sted under en ophidset telefonsamtale med hans overordnede, som til sidst havde "smaekket roeret paa".

21 Sagsoegeren har endvidere flere gange udtalt, at det ikke er den endelige afgoerelse som saadan, dvs. overflytningen fra én tjeneste til en anden ° en overflytning, han i oevrigt i denne sammenhaeng udtrykkeligt har betegnet som en omplacering og ikke som en forflyttelse ° der skader ham, men foerst og fremmest begrundelsen for den, som indeholder yderst alvorlige og ganske uberettigede bebrejdelser, samt den anvendte fremgangsmaade, der ikke har gjort det muligt for ham at faa oplyst, noejagtig hvad der bebrejdes ham, eller at forsvare sig. Sagsoegeren fremhaever, at hvis han var blevet omplaceret som led i en omrokering, der alene skulle tilgodese hensynet til en effektiv "organisation" af Parlamentets tjenestegrene, kunne han ikke have klaget, og han ville foelgelig ikke have anlagt sag. Det andet forhold, der skader ham, er det sidste punktum i det anfaegtede notat, ifoelge hvilket "denne forflyttelse ikke noedvendigvis indebaerer tjenesterejser uden for Luxembourg". Det forholder sig nemlig saaledes, at selv om spoergsmaalet, om der skal finde tjenesterejser sted eller ej, er et rent faktuelt anliggende, knyttet til det arbejde, der udfoeres, har tjenesterejserne vaesentlige oekonomiske foelger, da godtgoerelserne i den forbindelse er forholdsvis store og bestemt udgoer en klar oekonomisk fordel. De oekonomiske foelger er noejagtig de samme som de, der er tale om i Domstolens dom af 31. maj 1988 (sag 167/86, Rousseau mod Revisionsretten, Sml. s. 2705), som vedroerer betaling af en fast godtgoerelse for overarbejde.

22 Parlamentet har i retsmoedet udtalt, at da der ikke forelaa et opslag om en ledig stilling, kunne sagsoegerens overflytning til "Betjenttjenesten" ikke betegnes som en forflyttelse. Der har snarere vaeret tale om en omplacering i forbindelse med en omorganisering af tjenestegrenene. Parlamentet fremhaever i denne forbindelse, at det havde foretrukket denne foranstaltning, der er mere human og smidig end en disciplinaersag, til loesning af de problemer, sagsoegeren skabte i sine arbejdsrelationer. Denne omplacering udgoer ikke en bebyrdende akt og skal principielt ikke begrundes.

23 For saa vidt angaar begrundelsen for den anfaegtede retsakt tilfoejer Parlamentet, at denne da slet ikke indeholder en skjult sanktion, men havde gjort sagsoegeren bekendt med de omstaendigheder, der havde faaet administrationen til at omplacere ham for at loese de problemer, han var aarsag til i sin afdeling. Efter denne overflytning ville sagsoegeren faa meget mere ro end foer, hvor han dagligt var i direkte kontakt med personer, som han kom daarligt ud af det med.

24 Hvad angaar tjenesterejserne uden for Luxembourg goer Parlamentet gaeldende, at visse af stillingerne i institutionen kraever, at de personer, der beklaeder dem, er rede til at rejse. Der er ikke tale om en ret, men snarere om en pligt for de paagaeldende tjenestemaend. Godtgoerelsen af udgifterne i forbindelse med tjenesterejsen skulle kompensere for tjenesterejsen. I modsaetning til, hvad sagsoegeren har haevdet, er denne godtgoerelse ikke af samme type som den faste godtgoerelse for overarbejde, som der er tale om i ovennaevnte Rousseau-sag, og som blev ydet som vederlag for saerligt arbejde og ikke som et generelt raadighedstillaeg.

25 Parlamentet erkender i besvarelse af spoergsmaalet om, hvorledes en tjenestemand ordentligt kan forsvare sig mod en akt, der, selv om den ikke er egentligt bebyrdende for ham, af ham anses for uberettiget og generende, som f.eks. en negativ bedoemmelse af samme type som den begrundelse, der er indeholdt i det i den foreliggende sag anfaegtede notat, at netop dette problem har bevirket, at Parlamentet i den foreliggende sag under den skriftlige procedure ikke har anlagt en "haard" linje og kraevet sagen afvist.

26 For saa vidt angaar muligheden for at forsvare sig, som sagsoegeren har benaegtet eksistensen af, henviser Parlamentet til den forudgaaende administrative procedure, der er fastsat i vedtaegten, og som giver den paagaeldende tjenestemand mulighed for at give sin mening til kende ved at indbringe en klage. Parlamentet fremhaever, at ansaettelsesmyndigheden i den foreliggende sag har undersoegt alle sagens omstaendigheder og behandlet sagens realitet paa trods af tvivlen om, hvorvidt der foreligger en bebyrdende akt.

Rettens bemaerkninger

27 Det skal indledningsvis bemaerkes, at Retten ikke kan vaere bundet af, at parterne betegner en foranstaltning som forflyttelse, omplacering eller overflytning (Domstolens dom af 8.2.1973, sag 56/72, Goeth-Van der Schueren mod Kommissionen, Sml. s. 181, praemis 8, 9 og 10). For saa vidt angaar den retlige betegnelse for den i den foreliggende sag anfaegtede foranstaltning, fremgaar det af vedtaegtens systematik, at der kun sker forflyttelse i udtrykkets egentlige forstand, hvor en tjenestemand overflyttes til en ledig stilling. Det foelger heraf, at enhver egentlig forflyttelse er underkastet de i vedtaegtens artikel 4 og 29 fastsatte formkrav. Disse formkrav gaelder derimod ikke i tilfaelde, hvor en tjenestemand omplaceres med sin stilling, fordi en saadan overflytning ikke medfoerer, at der opstaar en ledig stilling (Domstolens dom af 24.2.1981, forenede sager 161/80 og 162/80, Carbognani og Coda Zabetta mod Kommissionen, Sml. s. 543, praemis 19).

28 I den foreliggende sag har Parlamentet, uden at blive modsagt paa dette punkt af sagsoegeren, anfoert, at den omtvistede overflytning af sagsoegeren ikke medfoerte, at der opstod en ledig stilling. Sagsoegeren har i oevrigt selv erkendt under retsmoedet, at hans overflytning fra "Postsorteringen" til "Betjenttjenesten" udgjorde en omplacering. Under disse omstaendigheder finder Retten i hvert fald ikke, at den anfaegtede retsakt kan betegnes som en forflyttelse, som, fordi den er sket mod sagsoegerens vilje, i princippet indeholder et klagepunkt (ovennaevnte Kley-dom, praemis 8), men finder, at der er tale om en omplacering.

29 Herefter skal det paapeges, at forekomsten af en bebyrdende akt i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, er en ufravigelig betingelse for, at en annullationssag rejst af tjenestemaendene mod deres institution kan realitetsbehandles. Efter Domstolens og Rettens faste praksis kan kun akter, der er egnet til umiddelbart at paavirke en tjenestemands retsstilling, anses for bebyrdende. De gaar saaledes videre end akter, der blot er foranstaltninger til intern "organisation" af tjenesten, og som ikke paavirker tjenestemandens vedtaegtsmaessige stilling (jf. f.eks. Domstolens dom af 10.12.1969, sag 32/68, Grasselli mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 141, org. ref.: Rec. s. 505, praemis 4-7, og Rettens kendelse af 4.7.1991, sag T-47/90, Herremans mod Kommissionen, Sml. II, s. 467, praemis 21 og 22).

30 For saa vidt angaar den omtvistede omplacering staar det fast, at den paa ingen maade har paavirket sagsoegerens vedtaegtsmaessige rettigheder. Omplaceringen har nemlig ikke medfoert nogen aendring af hans rang eller af hans materielle rettigheder ifoelge vedtaegten.

31 Sagsoegerens nye funktioner i "Betjenttjenesten" er ganske vist ikke identiske med dem, han havde i "Postsorteringen", men det skal erindres, at selv en aendring af en tjenestemands administrative opgaver ikke er en bebyrdende akt for tjenestemanden, hvis de aendrede opgaver stadig svarer til dennes loenklasse (jf. f.eks. Domstolens dom af 7.3.1990, sag C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, Sml. I, s. 599, praemis 11-14, og ovennaevnte Herremans-kendelse, praemis 25). I den foreliggende sag har sagsoegeren under retsmoedet udtrykkeligt erklaeret, at han ikke bestrider, at aekvivalensen mellem hans nye opgaver og hans loenklasse er overholdt.

32 Med hensyn til det sidste punktum i notatet af 15. oktober 1991 vedroerende de fremtidige begraensninger af sagsoegerens eventuelle tjenesterejser skal det paapeges, at udsigterne til en tjenesterejse, saaledes som sagsoegeren selv har erkendt under retsmoedet, afhaenger af de faktiske omstaendigheder omkring den paagaeldende tjenestemands arbejde, som ikke i sig selv har nogen retsvirkninger.

33 Med hensyn til sagsoegerens henvisning i denne forbindelse til ovennaevnte Rousseau-dom som argument for, at hans sag kan realitetspaakendes, for saa vidt som den er rettet mod en "afgoerelse, der kan have alvorlige oekonomiske foelger for ham", fastslaar Retten, at Rousseau-sagen adskiller sig grundlaeggende fra den foreliggende sag. Sagsoegeren Rousseau var nemlig udnaevnt til tjenestemand paa proeve og derefter fastansat som chauffoer for et medlem af Revisionsretten, som paa tidspunktet for hans udnaevnelse havde indfoert et system med fast godtgoerelse for overarbejde for medlemmernes chauffoerer; naevnte faste godtgoerelse var saaledes del af hans loen. Under disse omstaendigheder betragtede Domstolen beslutningen om at aendre hans placering saaledes, at han fremover kun ville modtage den faste godtgoerelse for det tidsrum, i hvilket han faktisk var til disposition for et medlem, som en beslutning, der bevirkede, at sagsoegerens ret til den naevnte faste godtgoerelse blev usikker, hvorfor Domstolen annullerede den. Men sagsoegeren i den foreliggende sag staar ikke i samme situation som sagsoegeren Rousseau, idet godtgoerelsen af udgifterne i forbindelse med tjenesterejser ikke er del af loennen for et bestemt stykke arbejde.

34 Retten finder, at betragtet paa denne maade kan godtgoerelsen af udgifterne i forbindelse med tjenesterejser sammenlignes med beredskabsgodtgoerelsen, som skal modsvare den generelle forpligtelse, den paagaeldende tjenestemand har til at staa til raadighed for sin institution, en godtgoerelse, som Domstolen udtrykkeligt har fastslaaet ikke er en del af den loen, der tilkommer tjenestemanden efter hans loenklasse og loentrin (dom af 23.3.1988, sag 19/87, Hecq mod Kommissionen, Sml. s. 1681, praemis 25).

35 For saa vidt angaar det af sagsoegerens rejste spoergsmaal om, hvorvidt hans omplacering alene er sket i tjenestens interesse ° et spoergsmaal, der ifoelge hans udtalelser i retsmoedet er afgoerende for, om sagen kan admitteres ° skal det paapeges, at dette er en af de betingelser, som Faellesskabets institutioner skal respektere ifoelge Domstolen, som i oevrigt har anerkendt, at disse institutioner har et vidt skoen ved "organisationen" af deres tjenestegrene (se f.eks. ovennaevnte Lux-dom, praemis 17). I den foreliggende sag staar det fast, at der er sket noget mellem sagsoegeren og hans overordnede, som sagsoegeren selv har betegnet som "yderst alvorligt". Som Domstolen fastslog i sin ovennaevnte Hecq-dom af 7. marts 1990, praemis 22, maa en forflyttelse af en tjenestemand, der sker for at loese uholdbare tjenstlige vanskeligheder, anses for besluttet i tjenestens interesse. Under omstaendighederne i naervaerende sag kunne Parlamentet saaledes med foeje mene, at det var i tjenestens interesse at fjerne sagsoegeren fra "Postsorteringen" og placere ham i "Betjenttjenesten" i samme administrative enhed for at loese den spaendte situation, der var opstaaet i "Postsorteringen". Det tilfoejes, at sagsoegeren under retsmoedet ikke som saadan har anfaegtet sin overflytning til "Betjenttjenesten". Heraf foelger, at omplaceringen af tjenestemanden ikke af mangel paa tjenstlig interesse kan betragtes som en for ham bebyrdende akt.

36 Det maa endvidere fastslaas ° for saa vidt sagsoegeren laegger Parlamentet til last, at det ikke har hoert hans forklaringer og forsvar, foer det traf den anfaegtede foranstaltning ° dels at den manglende hoering af den paagaeldende foer vedtagelsen af en bestemt foranstaltning ingen indflydelse har paa spoergsmaalet, om foranstaltningens dispositive del skal betegnes som en bebyrdende akt. Dels skal det paapeges, at der i vedtaegten ikke paa alle omraader er fastsat en kontradiktorisk procedure, som indebaerer, at enhver tjenestemand skal hoeres af administrationen foer vedtagelsen af en foranstaltning, som vedroerer ham, og administrationen er ikke i et saadant tilfaelde ° medmindre der udtrykkeligt gaelder noget andet ifoelge vedtaegten ° forpligtet til at goere det (Domstolens dom af 29.10.1981, sag 125/80, Arning mod Kommissionen, Sml. s. 2539, praemis 17). De i vedtaegtens artikel 90 fastsatte garantier til beskyttelse af personalets interesser maa saaledes principielt betragtes som tilstraekkelige. I oevrigt fastslog Domstolen i sin dom af 14. december 1988 (sag 280/87, Hecq mod Kommissionen, Sml. s. 6433, praemis 11) og i sin ovennaevnte Hecq-dom af 7. marts 1990, praemis 14, med hensyn til foranstaltninger vedroerende intern organisation, at det ikke paahviler administrationen at begrunde en saadan afgoerelse eller at hoere den paagaeldende tjenestemand forinden.

37 Det skal dog tilfoejes, at efter Domstolens og Rettens praksis kan visse akter, selv om de ikke paavirker tjenestemandens materielle vilkaar eller loenklasse, anses for bebyrdende akter, hvis de goer indgreb i den paagaeldende ansattes ideelle interesser og fremtidsudsigter (jf. f.eks. ovennaevnte Kley-dom, praemis 4 og 8, og ovennaevnte Herremans-kendelse, praemis 26).

38 Det skal dog erindres, at sagsoegeren ikke har anfaegtet sin overflytning som saadan, og at han i virkeligheden alene har kritiseret begrundelsen for den omtvistede omplacering for, at den efter hans opfattelse indeholder yderst alvorlige og ganske uberettigede bebrejdelser. Ifoelge Rettens dom af 17. september 1992 (sag T-138/89, NBV og NVB mod Kommissionen, Sml. II, s. 2181, praemis 31) kan dog alene retsaktens dispositive del have retsvirkninger og derfor vaere bebyrdende.

39 Selv om ansaettelsesmyndigheden havde vedtaget en for sagsoegeren bebyrdende akt, hvilket ikke er tilfaeldet i den foreliggende sag, ville begrundelserne for denne akt foelgelig ikke i sig selv kunne goeres til genstand for et annullationssoegsmaal. Heraf foelger, at den foreliggende annullationssag, da den efter sagsoegerens egne udtalelser alene er rettet mod begrundelsen for den paagaeldende omplacering, maa afvises.

40 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at det anfaegtede notat af 15. oktober 1991 ikke udgoer en for sagsoegeren bebyrdende akt.

41 Med hensyn til sagsoegerens spoergsmaal om, hvilke forsvarsmidler en tjenestemand har over for en akt, som, selv om den ikke er bebyrdende i snaever forstand, dog af den paagaeldende betragtes som et indgreb i hans legitime interesser, skal det paapeges, at i henhold til det i vedtaegten fastsatte klagesystem kan en akt, der ikke er bebyrdende i den betydning, der er anvendt i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, ikke goeres til genstand for en klage. Men saafremt en tjenestemand finder, at en saadan akt eller en del af den, som f.eks. begrundelsen for en foranstaltning til intern "organisation" af tjenesten, skader hans interesser, kan han i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, forelaegge ansaettelsesmyndigheden en ansoegning om at traeffe en beslutning, der gaar ud paa at traekke den paagaeldende akt eller del af en akt tilbage. Saafremt administrationen afslaar denne ansoegning, kan den paagaeldende i henhold til artikel 90, stk. 2, indbringe en klage for ansaettelsesmyndigheden. Hvis denne klage afvises, er der mulighed for at anlaegge sag ved Retten.

42 Af alle disse grunde maa annullationspaastanden i den foreliggende sag afvises, uden at det er noedvendigt at behandle Parlamentets afvisningsindsigelser om manglende overensstemmelse mellem to af de anbringender, der er fremfoert til stoette for paastanden, og det eneste anbringende, som er fremsat i klagen.

Spoergsmaalet om realitetsbehandling af erstatningspaastanden

Parternes argumenter

43 Sagsoegeren har i retsmoedet i besvarelse af et spoergsmaal fra Retten anfoert, at han oensker at knytte afgoerelsen i erstatningssagen sammen med afgoerelsen i hovedsagen. Foelgelig kan erstatningspaastanden ikke opretholdes, saafremt Retten afviser hans annullationspaastand med den begrundelse, at der ikke foreligger nogen bebyrdende akt. Sagsoegeren har endvidere bekraeftet, at den klage, han har indbragt for ansaettelsesmyndigheden, skal betragtes som en klage, og at han ikke anmoder Retten om at betragte den som et erstatningskrav.

44 Parlamentet har udtalt, at saafremt sagsoegeren finder, at hans erstatningspaastand er direkte knyttet til hans annullationspaastand, maa den afvises, for saa vidt som den er direkte knyttet til tilsidesaettelsen af vedtaegtens artikel 25 og 26, idet anbringenderne om tilsidesaettelse af disse artikler maa afvises, og idet der ikke foreligger nogen bebyrdende akt. Ogsaa saafremt der ikke er nogen direkte forbindelse mellem de to sager, maa erstatningspaastanden afvises, idet den forudgaaende administrative procedure ikke er forloebet forskriftsmaessigt.

Rettens bemaerkninger

45 Paa baggrund af disse argumenter skal Retten paapege, at der maa sondres mellem to tilfaelde ved afgoerelsen af, om et erstatningssoegsmaal kan admitteres. Det foerste tilfaelde ° som dog i mangel af en bebyrdende akt kan diskuteres ° er det tilfaelde, hvor erstatningspaastanden er snaevert forbundet med et annullationssoegsmaal. Er dette tilfaeldet, medfoerer annullationssoegsmaalets afvisning, at ogsaa erstatningssoegsmaalet afvises. Det andet tilfaelde er det, hvor der ikke foreligger en saadan snaever forbindelse mellem de to soegsmaal. I dette tilfaelde skal spoergsmaalet om, hvorvidt erstatningssoegsmaalet kan admitteres, vurderes uafhaengigt af spoergsmaalet om, hvorvidt annullationssoegsmaalet kan admitteres. Herved bemaerkes, at spoergsmaalet om, hvorvidt et saadant soegsmaal kan admitteres, er betinget af, at den i vedtaegtens artikel 90 og 91 fastsatte forudgaaende administrative procedure er afviklet forskriftsmaessigt (jf. f.eks. Rettens dom af 25.9.1991, sag T-5/90, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 731, praemis 49, og Rettens kendelse af 18.12.1992, sag T-8/92, Di Rocco mod OESU, Sml. II, s. 2653, praemis 34).

46 I den foreliggende sag maa erstatningspaastanden under alle omstaendigheder afvises. For saa vidt erstatningspaastanden, som haevdet af sagsoegeren selv under retsmoedet, er snaevert forbundet med annullationspaastanden, der er afvist, maa erstatningspaastanden ligeledes afvises. Den boer ligeledes afvises fra paakendelse, selv om det antages, at den af sagsoegeren paastaaede skade skyldes en tjenstlig fejl, som er uafhaengig af den omplaceringsforanstaltning, der kraeves annulleret. Sagsoegeren har nemlig ikke inden sagsanlaegget fulgt hele den administrative procedure efter vedtaegten, som omfatter to obligatoriske led, nemlig en ansoegning og en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1 og 2. Han burde som led i denne procedure have opfordret administrationen til at genoprette den lidte skade (Rettens dom af 16.7.1992, sag T-1/91, Della Pietra mod Kommissionen, Sml. II, s. 2145, praemis 34).

47 Det fremgaar af ovenstaaende, at sagen i det hele maa afvises.

Sagens omkostninger

48 I henhold til artikel 87, stk. 2, foerste afsnit, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte. Derfor maa hver part baere sine omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Hver part baerer sine omkostninger.