61992O0102

++++

Annullationssoegsmaal ° frist ° begyndelsestidspunkt ° retsakter, der ikke er meddelt sagsoegeren ° forpligtelse til at anmode om ordlyden af den paagaeldende retsakt i dens helhed inden for en rimelig frist, efter at sagsoegeren er blevet bekendt med den

(EKSF-traktaten, art. 33, stk. 3)

Uanset om en beslutning om tilbagesoegning af statsstoette omfattet af EKSF-traktaten burde vaere meddelt den paagaeldende virksomhed, kan virksomheden ikke paaberaabe sig, at beslutningen ikke er meddelt den, til stoette for, at sagen ikke er anlagt for sent, naar virksomheden ° selv om er blevet bekendt med beslutningen ° ikke begaerer den meddelt.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. marts 1992 har Ferriere Acciaierie Sarde SpA (herefter benaevnt "FAS") i medfoer af EKSF-traktatens artikel 33, stk. 3, eller EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 91/547/EKSF af 5. juni 1991 om stoette fra regionen Sardinien til virksomheden Ferriere Acciaierie Sarde (EFT L 298, s. 1).

2 Den 26. januar 1989 underrettede de italienske myndigheder Kommissionen dels om en stoetteordning, der var indfoert ved regionallov nr. 41 af 14. september 1987 om fremme af miljoebeskyttelsen paa Sardinien ved selektiv bortskaffelse, genbrug og genvinding af affald, dels om en stoette paa 1,796 mia. LIT, der var ydet til FAS i 1987 i medfoer af denne ordning. Kommissionen godkendte ordningen paa betingelse af, at virksomheder, der henhoerer under EKSF-traktaten, blev udelukket fra stoetten, og de italienske myndigheder indvilgede ved skrivelse af 24. april 1990 i at overholde denne betingelse.

3 Ved skrivelse af 8. juni 1990 meddelte de italienske myndigheder sagsoegeren, at de havde til hensigt at kraeve den stoette, de havde udbetalt til sagsoegeren, tilbagebetalt, og at det var under overvejelse, hvorledes tilbagebetalingen skulle finde sted. Den 26. november 1990 meddelte de italienske myndigheder Kommissionen, at tilbagebetalingen af stoetten nu var under forhandling med FAS.

4 Da der imidlertid ikke blev aftalt nogen tilbagebetalingsplan, indledte Kommissionen den 19. december 1990 den procedure, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, i Kommissionens beslutning 322/89/EKSF af 1. februar 1989 om faellesskabsregler for stoette til jern- og staalindustrien (EFT L 38, s. 8), og tilstillede de italienske myndigheder en aabningsskrivelse, hvori de blev opfordret til at fremkomme med deres bemaerkninger vedroerende de i sagen omhandlede foranstaltninger. Skrivelsen blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende af 7. februar 1991 (C 32, s. 4) i form af en meddelelse til "de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter angaaende den stoette, som Italien har ydet virksomheden Ferriere Acciaierie Sarde", med opfordring ogsaa til dem til at fremkomme med deres bemaerkninger hertil.

5 Efter at de italienske myndigheder og en erhvervsorganisation havde fremsat deres bemaerkninger som led i denne procedure, traf Kommissionen den 5. juni 1991 ovennaevnte beslutning 91/547, der er genstand for denne sag.

6 Det anfoeres i beslutningen, at det tilskud, som den selvstaendige region Sardinien i 1987 ydede FAS, er en ulovlig statsstoette, da den er blevet ivaerksat uden forudgaaende tilladelse fra Kommissionen, og den er desuden uforenelig med det faelles marked. Stoetten skulle derfor kraeves tilbagebetalt. Beslutningen blev meddelt den italienske regering den 27. juni 1991 og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 29. oktober 1991.

7 FAS har anfoert, at dets soegsmaal med paastand om annullation af beslutning 91/547 er anlagt baade i henhold til EKSF-traktatens artikel 33 og EOEF-traktatens artikel 173, fordi den anfaegtede beslutning er noget tvetydig for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt hjemlen skal findes i bestemmelserne i EKSF-traktaten eller EOEF-traktaten.

8 I svarskriftet, der er indleveret til Domstolens Justitskontor den 16. juni 1992, har Kommissionen i medfoer af artikel 91, stk. 1, i procesreglementet paastaaet sagen afvist. Paastanden stoettes i det vaesentlige paa, at sagen er anlagt for sent.

9 I sine bemaerkninger til afvisningspaastanden har sagsoegeren paaberaabt sig flere anbringender, der stoettes paa en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og kontradiktionsprincippet, paa selskabets paastaaede uvidenhed om, at den omtvistede beslutning var truffet, og om den forudgaaende procedure samt paa, at beslutningen maa anses for en nullitet.

10 Sagsoegeren har principalt gjort gaeldende, at selskabet havde en berettiget forventning om, at den paagaeldende stoette var lovlig, og at det som eneste modtager af denne stoette burde have vaeret underrettet individuelt om beslutning 91/547 samt den meddelelse, der blev offentliggjort i EF-Tidende af 7. februar 1991, fordi selskabet ikke i denne forbindelse kunne vaere forpligtet til at efterse og kontrollere samtlige de tekster, der offentliggoeres i EF-Tidende. Sagsoegeren har understreget, at selskabet, uden at der kan laegges det nogen fejl til last, ikke har haft lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger under den administrative procedure, og at den selvstaendige region Sardinien foerst den 16. januar 1992 underrettede det om Kommissionens beslutning og samtidig gav det paalaeg om tilbagebetaling. Sagsoegeren har oplyst, at selskabet foerst med skrivelse af 23. marts 1992 modtog en genpart af beslutning 91/547 fra de italienske myndigheder, og foerst efter at selskabet havde rykket for den. Da sagsoegeren ikke havde kendskab til de forhold, som Kommissionen havde gjort gaeldende over for de italienske myndigheder, kunne selskabet foerst paa dette tidspunkt faa noejagtigt kendskab til beslutningens indhold og saaledes benytte sig af sin ret til at anlaegge sag. Sagsoegeren har tilfoejet, at den genpart af beslutningen, som blev tilstillet selskabet, i modsaetning til den offentliggjorte beslutning ikke indeholdt nogen henvisning til "EKSF". Under henvisning til dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 27. februar 1992 (forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315) har sagsoegeren anmodet Domstolen om at paalaegge Kommissionen at fremlaegge det originale eksemplar af beslutningen. Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at tilsidesaettelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af kontradiktionsprincippet medfoerer, at den paagaeldende beslutning maa anses for en nullitet, og at soegsmaalsfristerne derfor ikke gaelder.

11 Subsidiaert har sagsoegeren gjort gaeldende, at de ovenfor omhandlede omstaendigheder som helhed udgoer et tilfaelde af force majeure eller omstaendigheder, som ikke kunne forudses, jf. artikel 39 i EKSF-statutten for Domstolen.

12 I henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 1, kan Domstolen, dersom det er aabenbart, at en sag maa afvises, efter at have hoert generaladvokaten, uden at fortsaette sagens behandling traeffe afgoerelse ved begrundet kendelse. I betragtning af forholdene i denne sag har Domstolen besluttet at bringe denne bestemmelse i anvendelse.

13 Indledningsvis bemaerkes angaaende de af sagsoegeren fremfoerte argumenter om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og argumentet om, at den anfaegtede beslutning maa anses for en nullitet, at en paapasselig erhvervsdrivende skal forvisse sig om, at en stoette er forenelig med faellesskabsretten (dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437), og at der ikke i sagens akter er grundlag for at anse den anfaegtede beslutning for en nullitet.

14 Hvad angaar Kommissionens anbringende om, at sagen er anlagt for sent, bemaerkes, at den anfaegtede beslutning er truffet i henhold til EKSF-traktaten, og at det saaledes er reglerne i denne traktat, der finder anvendelse i den foreliggende sag.

15 I henhold til EKSF-traktatens artikel 33, stk. 3, skal soegsmaal til annullation af en beslutning truffet af Kommissionen vaere indgivet inden en maaned, efter at beslutningen eller henstillingen, alt efter sin art, er meddelt eller offentliggjort. Den omtvistede beslutning blev offentliggjort i EF-Tidende den 29. oktober 1991, og det er ubestridt, at sagen er anlagt laenge efter udloebet af denne frist.

16 Sagsoegeren har ikke bestridt, at de frister, der er fastsat i traktaten, er velbegrundede, men har anfoert, at de i denne sag ikke begyndte at loebe fra datoen for offentliggoerelsen af den omtvistede beslutning, eftersom denne burde have vaeret forkyndt for selskabet som den eneste modtager af den paagaeldende stoette. Da en saadan forkyndelse ikke er sket, kunne fristen i denne sag foerst begynde at loebe fra den dag, hvor selskabet fik noejagtigt kendskab til indholdet af og begrundelsen for denne beslutning.

17 For saa vidt angaar sagsoegerens argument om manglende meddelelse af den omtvistede beslutning bemaerkes, at denne beslutning ifoelge den ordning, der er fastsat ved EKSF-traktaten og Kommissionens ovennaevnte beslutning 322/89, var stilet til Den Italienske Republik, der skulle traeffe de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme denne. Der er ikke foreskrevet nogen individuel meddelelse af en saadan beslutning til de beroerte virksomheder.

18 Uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om den omstridte beslutning under de i sagen omhandlede forhold burde have vaeret meddelt sagsoegeren, bemaerkes, at det efter Domstolens praksis paahviler den, der er blevet bekendt med en retsakt, som beroerer ham, selv inden for en rimelig frist at begaere retsaktens fuldstaendige ordlyd meddelt (jf. dom af 6.7.1988, sag 236/86, Dillinger Huettenwerke mod Kommissionen, Sml. s. 3761, praemis 14, og af 6.12.1990, sag C-180/88, Wirtschaftsvereinigung Eisen- und Stahlindustrie mod Kommissionen, Sml. I, s. 4413, praemis 22, 23 og 24). Det er imidlertid ubestridt, at sagsoegeren senest blev bekendt med den omtvistede beslutnings eksistens, da selskabet modtog de sardinske myndigheders ovennaevnte skrivelse af 16. januar 1992. Det fremgaar af sagens akter, at denne skrivelse kom frem den 18. januar 1992.

19 Det fremgaar ligeledes af sagens akter, at sagsoegeren foerst den 18. marts 1992, dvs. to maaneder efter at vaere blevet bekendt med beslutningens eksistens, henvendte sig til de sardinske myndigheder for at faa den fuldstaendige ordlyd, selv om sagsoegeren allerede den 10. marts 1992 havde bemyndiget sine advokater til at anlaegge sag til proevelse af beslutningen ved Domstolen. Det foelger heraf, at en rimelig frist til at kraeve den fuldstaendige ordlyd af den omtvistede beslutning under de foreliggende omstaendigheder er langt overskredet, og at sagen under alle omstaendigheder er anlagt for sent.

20 For saa vidt angaar anbringendet om, at der foreligger force majeure eller omstaendigheder, der ikke kunne forudses, bemaerkes, at dette begreb i det vaesentlige, naar man ser bort fra de saerlige omraader, paa hvilke det finder anvendelse, indebaerer, at der skal foreligge usaedvanlige vanskeligheder, som den paagaeldende ikke har indflydelse paa, og som er uundgaaelige, selv om der udvises al den agtpaagivenhed, som maa forventes (dom af 9.2.1984, sag 284/82, Busseni mod Kommissionen, Sml. s. 557). Ingen af de af sagsoegeren paaberaabte forhold kan anses for force majeure eller omstaendigheder, som ikke kan forudses, i den anfoerte betydning.

21 Sagen maa herefter afvises, idet det er aabenbart, at den ikke kan antages til realitetsbehandling.

Sagens omkostninger

22 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da det sagsoegende selskab har tabt sagen, doemmes det til at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 5. marts 1993.