61992O0029

++++

Annullationssoegsmaal ° akter der kan vaere genstand for soegsmaal ° Kommissionens afvisning af at indlede en traktatbrudsprocedure ° udelukket

(EOEF-traktaten, art. 169 og 173)

Et annullationssoegsmaal anlagt af en fysisk eller juridisk person til proevelse af en beslutning fra Kommissionens side om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat kan ikke antages til realitetsbehandling.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 4. februar 1992 har Asia Motor France og fire andre selskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 5. december 1991, hvori det afvises at fastslaa, at den franske administrative praksis skal betragtes som foranstaltninger med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, der hindrer den frie bevaegelighed i strid med EOEF-traktatens artikel 30.

2 Sagsoegerne driver virksomhed i form af indfoersel til Frankrig af og handel dér med koeretoejer af japanske maerker, der er blevet bragt i fri omsaetning i andre af Faellesskabets medlemsstater, nemlig Belgien og Luxembourg.

3 Da en af de sagsoegende virksomheder mente at lide tab paa grund af en retsstridig kartelaftale mellem de fem store japanske importoerer i Frankrig, som blev beskyttet af den franske regering, indgav den den 18. november 1985 en klage til Kommissionen under henvisning til traktatens artikel 30 og 85. Denne klage blev fulgt op af en ny klage rettet mod de fem store importoerer, som fire af de sagsoegende virksomheder indgav den 29. november 1988. Efter at den femte sagsoeger havde indgivet en klage over forskellige virksomheders adfaerd, besluttede Kommissionen den 9. august 1990 at behandle alle sagerne samlet.

4 Ved skrivelse af 9. juni 1989 anmodede Kommissionen de paagaeldende importoerer, klagerne var rettet mod, om en raekke oplysninger. Ved skrivelse af 20. juli 1989 instruerede den franske minister for industri og fysisk planlaegning importoererne om, at de ikke skulle besvare Kommissionens spoergsmaal.

5 I oktober 1989 underrettede Kommissionen sagsoegerne om, at den havde anmodet den franske regering om en raekke oplysninger.

6 Da Kommissionen derefter ikke foretog sig yderligere, tilstillede sagsoegerne den 21. november 1989 Kommissionen en skrivelse, hvori de opfordrede den til at tage stilling til de klager, de havde indgivet efter traktatens artikel 30 og 85. Da Kommissionen fortsat ikke reagerede, anlagde fire af de sagsoegende selskaber den 20. marts 1990 passivitets- og erstatningssoegsmaal ved Domstolen. Ved kendelse af 23. maj 1990 (sag C-72/90, Asia Motor m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2181) afviste Domstolen passivitets- og erstatningssoegsmaalet for saa vidt angaar traktatens artikel 30 og henviste sagen til Retten i Foerste Instans for saa angaar traktatens artikel 85 og ansvaret paa grundlag heraf.

7 Den 8. maj og den 9. august 1990 meddelte Kommissionen sagsoegerne, at den fandt, at deres klager skulle afvises, og opfordrede dem til at fremsaette deres bemaerkninger, jf. artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42). Den 29. juni og den 28. september 1990 fremkom sagsoegerne over for Kommissionen med deres argumentation, hvori de anfaegtede den stilling, Kommissionen havde til hensigt at indtage.

8 Ved skrivelse af 5. december 1991 meddelte Kommissionen sagsoegerne, at den afviste de to klager baseret paa hhv. artikel 30 og artikel 85. Hvad angaar artikel 30 blev det i skrivelsen afvist at anvende denne bestemmelse, "da der paa baggrund af den faelles handelspolitik ikke er nogen EF-hensyn, der goer sig gaeldende". Det er denne skrivelse, der ° for saa vidt som den vedroerer artikel 30 ° er genstand for naervaerende soegsmaal. Der er anlagt en parallel sag ved Retten i Foerste Instans for saa vidt angaar artikel 85.

9 Ved begaering indgivet den 18. marts 1992 er Kommissionen fremkommet med en formalitetsindsigelse, jf. artikel 91, stk. 1, i Domstolens procesreglement.

10 Kommissionen har i den forbindelse paaberaabt sig tre anbringender. Den har for det foerste gjort gaeldende, at annullationssoegsmaal som de foreliggende principielt skal afvises, da indledningen af proceduren i artikel 169 er et led i en administrativ fase, som ikke indebaerer nogen bindende retsakt fra Kommissionen (jf. dom af 1.3.1966, sag 48/65, Luetticke, Sml. 1965-1968, s. 169, org. ref.: Rec. s. 27). Sagens genstand er saaledes ikke en beslutning som omhandlet i traktatens artikel 173.

11 Kommissionen har for det andet henvist til, at den ikke har pligt til at indlede en procedure i henhold til artikel 169, men at den derimod i saa henseende raader over en skoensbefoejelse, som indebaerer, at private hverken kan kraeve, at institutionen indtager et bestemt standpunkt, eller anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af Kommissionens afvisning heraf (jf. dom af 14.2.1989, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. s. 291, og af 17.5.1990, sag C-87/89, Sonito m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1981, samt kendelse af 23.5.1990, Asia Motor m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor).

12 Kommissionen har endelig gjort gaeldende, at den anfaegtede foranstaltning ikke beroerer sagsoegerne individuelt. Afvisningen af at indlede traktatbrudsproceduren i artikel 169 mod den franske stat og skrivelsen af 5. december 1991, hvormed sagsoegerne blev underrettet om Kommissionens stillingtagen, beroerer kun den franske stat.

13 Sagsoegerne har anfoert, at selv om Kommissionen i den administrative fase i proceduren i artikel 169 raader over en skoensbefoejelse, giver omstaendighederne i naervaerende sag paa grund af deres atypiske karakter grundlag for undtagelsesvist at antage et annullationssoegsmaal til realitetsbehandling.

14 Sagsoegerne har for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionen anvendte en faelles procedure ved behandlingen af de to klager paa grundlag af traktatens artikel 85 og 30, nemlig proceduren i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81). I medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, jf. ovenfor, som supplerer forordning nr. 17, sendte Kommissionen skrivelsen af 5. december 1991, der udgoer en endelig stillingtagen. Skrivelsen af 5. december 1991 maa sidestilles med en endelig beslutning, der kan vaere genstand for soegsmaal, jf. Retten i Foerste Instans' praksis (dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec, Sml. II, s. 367). Denne praksis gaelder ganske vist kun klager vedroerende aftaler og misbrug af en dominerende stilling, men dette aendrer i relation til spoergsmaalet om anvendelse af artikel 30 ikke noget ved, at Kommissionens beslutning om at afvise klagen er af endelig karakter.

15 Sagsoegerne har for det andet gjort gaeldende, at skrivelsen af 5. december 1991 medfoerer, at de bliver forpligtet til at indordne sig under den franske regerings politik, selv om den er i strid med virkeliggoerelsen af faellesmarkedet, og selv om Frankrig paa intet tidspunkt officielt har anmodet om tilladelse til at indfoere en beskyttelsesforanstaltning, jf. traktatens artikel 115. Den efterfoelgende godkendelse af den franske stats traktatstridige adfaerd maa saaledes sidestilles med en vedtagelse af en beskyttelsesforanstaltning, uden at de materielle og formelle betingelser herfor var opfyldt. Sagsoegerne finder, at Kommissionen saaledes har bevaeget sig uden for sin egentlige opgave, og at den ikke har respekteret formaalet med den administrative fase i proceduren i traktatens artikel 169. De har henvist til, at Domstolen i sin dom af 5. marts 1986 (sag 59/84, Tezi mod Kommissionen, Sml. s. 887) udtalte, at de i traktatens artikel 115 hjemlede undtagelser skal fortolkes snaevert, fordi de udgoer en afvigelse fra traktatens artikel 9 og 30 og en hindring for gennemfoerelsen af den faelles handelspolitik. Sagsoegerne har desuden paapeget, at Domstolen i sin dom af 14. december 1962 (forenede sager 2/62 og 3/62, Kommissionen mod Luxembourg og Belgien, Sml. 1954-1964, s. 339, org. ref.: Rec. s. 815) fastslog, at ansoegninger om beskyttelsesforanstaltninger, som indgives efter at Kommissionen har fremsat en begrundet udtalelse om en medlemsstats adfaerd, ikke kan afbryde proceduren.

16 Efter sagsoegernes opfattelse maa Domstolen kunne traeffe afgoerelse om retmaessigheden af indholdet af skrivelsen af 5. december 1991, der bevidst synes udformet saaledes, at den ud fra virkningerne er i strid med Domstolens praksis, hvorefter Kommissionen ikke ved sin stillingtagen og i en begrundet udtalelse efter artikel 169 kan fritage en medlemsstat for at overholde de forpligtelser, som paahviler den i medfoer af traktaten, eller forhindre borgerne i ved domstolene at goere de rettigheder, som traktaten tillaegger dem, gaeldende over for en medlemsstats love eller forvaltningsakter, der muligvis er uforenelige med faellesskabsretten (dom af 27.5.1981, forenede sager 142/80 og 143/80, Salengo, Sml. s. 1413). I det foreliggende tilfaelde kan dette princip kun haandhaeves ved hjaelp af artikel 169. Da sagsoegerne er under likvidation, har deres likvidator nemlig af mangel paa likvide midler maattet bringe de verserende nationale sager til ophoer, hvorfor Kommissionens stillingtagen ikke laengere kan goeres til genstand for en legalitetsproevelse gennem et praejudicielt spoergsmaal, en procedure, som anerkendes at skulle kunne anvendes i tilfaelde, hvor annullationssoegsmaal mod beslutninger paa grundlag af traktatens artikel 169 ikke kan antages til realitetsbehandling.

17 Sagsoegerne har endelig gjort gaeldende, at beslutningen ud fra indholdet og raekkevidden beroerer dem umiddelbart og individuelt, jf. traktatens artikel 173, stk. 2. Det i Domstolens dom af 15. juli 1963 (sag 25/62, Plaumann, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197) fastslaaede princip om, at andre personer end en beslutnings adressat kan vaere individuelt beroert, hvis beslutningen rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten, finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde. De sagsoegende importoerer kan anses for individuelt beroert, idet de udgjorde en lille gruppe erhvervsdrivende, som Kommissionen kendte (dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki, Sml. s. 207). I oevrigt anerkendte Domstolen i sin dom af 1. juli 1965 (forenede sager 106/63 og 107/63, Toepfer, Sml. 1965-1968, s. 67, org. ref.: Rec. s. 525), at Kommissionens tilladelse til eller godkendelse af en foranstaltning til beskyttelse af et marked kunne beroere nogle virksomheder direkte, saaledes at disse kunne anlaegge annullationssoegsmaal.

18 Det fremgaar af procesreglementets artikel 92, stk. 1, at naar "det [er] aabenbart, at Domstolen ikke har kompetence til at behandle en sag, eller at sagen maa afvises, kan Domstolen, efter at have hoert generaladvokaten, uden at fortsaette sagens behandling traeffe afgoerelse ved begrundet kendelse".

19 Sagsoegerne har for Domstolen nedlagt paastand om "annullation af Kommissionens beslutning af 5. december 1991, hvori det afvises at fastslaa, at den franske stats administrative praksis skal betragtes som foranstaltninger med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, der hindrer den frie bevaegelighed i strid med artikel 30".

20 Det eneste positive resultat, sagsoegerne ville kunne have opnaaet med deres klage, ville have vaeret, at Kommissionen havde indledt en traktatbrudsprocedure mod Frankrig.

21 Det fremgaar imidlertid af Domstolens praksis (jf. domme af hhv. 1.3.1966, Luetticke mod Kommissionen, af 14.2.1989, Star Fruit mod Kommissionen, og af 17.5.1990, Sonito m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor), at borgerne ikke kan anfaegte en afvisning fra Kommissionens side af at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat.

22 Sagen boer herefter afvises, uden at der skal tages stilling til de oevrige anbringender.

Sagens omkostninger

23 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegerne har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 12. juni 1992.