++++
1. Institutionernes retsakter ° procedurekrav ° hoering af Parlamentet ° fornyet hoering i tilfaelde af vaesentlige aendringer i forhold til det oprindelige forslag
2. Transport ° transport ad landevej ° transportvirksomheders adgang til at udfoere personbefordring i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehoerende ° forordning nr. 2454/92 ° vaesentlige forskelle i forhold til Kommissionens oprindelige forslag ° manglende fornyet hoering af Parlamentet ° tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter ° ugyldighed
(EOEF-traktaten, art. 75; Raadets forordning nr. 2454/92)
1. Kravet om, at Europa-Parlamentet som led i lovgivningsprocessen skal hoeres, naar traktaten indeholder bestemmelse herom, indebaerer, at der skal ske en fornyet hoering i alle tilfaelde, hvor den endeligt udstedte retsakt som helhed efter sit indhold adskiller sig vaesentligt fra det forslag, som Parlamentet allerede er blevet hoert om, bortset fra, naar aendringerne i det vaesentlige svarer til den opfattelse, som Parlamentet har givet udtryk for.
2. Det var en foelge af tilnaermelsen mellem henholdsvis det oprindelige forslag fra Kommissionen, der laa til grund for forordning nr. 2454/92, og indholdet af denne forordning, saaledes som den blev vedtaget af Raadet, at hvad angaar ikke-hjemmehoerende transportvirksomheders adgang til at udfoere personbefordring ad landevej i form af rutekoersel blev der ° i stedet for en ordning baseret paa princippet om fri adgang til at udfoere alle former for rutekoersel ° indfoert en ordning, hvorved adgangen til at udfoere saadanne transporter blev begraenset til visse former for personbefordring ad landevej og til indskraenkede graenseomraader.
Disse aendringer maa anses for vaesentlige. Uanset, hvilke opfattelser parlamentsudvalg, der har deltaget i hoeringsprocedurer, maatte have givet udtryk for, var aendringerne ikke i overensstemmelse med nogen udtrykkeligt tilkendegivet opfattelse i et dokument, som kan anses for at indeholde Parlamentets stillingtagen, og da aendringerne herudover har haft betydning for den paataenkte ordning som helhed, er de i sig selv tilstraekkelige til, at der bestod en forpligtelse til at hoere Parlamentet paa ny. Den omstaendighed, at Parlamentet ikke som led i lovgivningsproceduren i henhold til traktatens artikel 75 blev hoert endnu engang, er udtryk for en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, som begrunder en annullation af forordning nr. 2454/92.