61992J0334

++++

1. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens ° direktiv 80/987 ° anvendelsesomraade ° kategori af arbejdstagere, der i national ret betragtes som arbejdstagere, og som ikke er naevnt i afsnit I i bilaget til direktivet ° omfattet

(Raadets direktiv 80/987, bilag, afsnit I, som aendret ved direktiv 87/164)

2. Institutionernes retsakter ° direktiver ° medlemsstaternes gennemfoerelse ° noedvendigheden af, at direktiver faar den tilsigtede virkning ° de nationale retters forpligtelser

(EOEF-traktaten, art. 189, stk. 3)

3. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens ° direktiv 80/987 ° forpligtelse for medlemsstaterne til at oprette en garantiinstitution, der er den samme for alle kategorier af arbejdstagere ° foreligger ikke ° national lovgivning, hvorefter direktionsmedlemmer ikke er sikret den i direktivet fastsatte garanti ° de beroertes ret til at kraeve erstatning af den paagaeldende medlemsstat for det tab, de har lidt som foelge af, at direktivet ikke er blevet gennemfoert

(Raadets direktiv 80/987, art. 3, stk. 1)

1. Direktionsmedlemmer maa ikke udelukkes fra anvendelsesomraadet for direktiv 80/987 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens, som aendret ved direktiv 87/164, naar de i national ret betragtes som arbejdstagere, og de ikke er naevnt i afsnit I i bilaget til direktivet.

2. Ved anvendelsen af de bestemmelser i national ret, som skal sikre gennemfoerelsen af et direktiv, er den nationale ret forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formaal og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat og saaledes handle i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3.

Dette princip om en direktivkonform fortolkning goer sig i saerlig grad gaeldende for en national retsinstans, saafremt en medlemsstat har antaget, at de tidligere gaeldende nationale retsforskrifter var i overensstemmelse med det paagaeldende direktivs krav.

3. Direktionsmedlemmer kan ikke paaberaabe sig direktiv 80/987 til stoette for at kraeve betaling af loentilgodehavender fra den garantiinstitution, der i henhold til national ret er oprettet for de oevrige kategorier af arbejdstagere. I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, er medlemsstaterne forpligtet til at traeffe de noedvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner sikrer arbejdstagerne betaling af loentilgodehavender, men de er ikke forpligtet til at oprette en garantiinstitution, der er den samme for alle kategorier af arbejdstagere.

Saafremt national ret, selv fortolket i lyset af det naevnte direktiv, ikke hjemler mulighed for at sikre direktionsmedlemmer de garantier, der er fastsat i direktivet, kan direktionsmedlemmer kraeve erstatning af medlemsstaten for det tab, de har lidt som foelge af, at direktivet ikke er blevet gennemfoert for deres vedkommende.

1 Ved kendelse af 31. juli 1992 registreret paa Domstolens Justitskontor den 4. august 1992 har Tribunal Superior de Justicia de Cataluña (Spanien) i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23, herefter benaevnt "direktivet om arbejdsgiveres insolvens"), som aendret ved Raadets direktiv 87/164/EOEF af 2. marts 1987 (EFT L 66, s. 11).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, hvori T. Wagner Miret, der har vaeret medlem af direktionen i en virksomhed, der blev insolvent, har nedlagt paastand om, at Fondo de Garantía Salarial skal daekke hans krav paa ikke udbetalt loen.

3 I henhold til direktivet om arbejdsgiveres insolvens skal medlemsstaterne traeffe de noedvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner sikrer de arbejdstagere, hvis arbejdsgiver er blevet insolvent, betaling af tilgodehavender.

4 I Spanien findes der en garantifond, der blev oprettet i henhold til artikel 33 i lov nr. 8/80 af 10. marts 1980, Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdsforhold), dvs. foer direktivet om arbejdsgiveres insolvens blev udstedt.

5 Ved tiltraedelsen af De Europaeiske Faellesskaber fandt Kongeriget Spanien det ikke noedvendigt at aendre national ret for at tilpasse den til direktivet.

6 Det fremgaar af sagen, at de spanske domstole har antaget, at beskyttelsen i henhold til artikel 33 i lov om arbejdsforhold ikke gaelder for direktionsmedlemmer. I artikel 15 i kongeligt dekret nr. 1382/85 af 1. august 1985 om de garantier, der tilkommer direktionsmedlemmer, henvises der saaledes ikke til den naevnte bestemmelse. Derimod har de spanske domstole ikke fulgt en fast praksis for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt direktionsmedlemmer kan paaberaabe sig den naevnte beskyttelse under henvisning til bestemmelserne i direktivet om arbejdsgiveres insolvens.

7 T. Wagner Miret, der var direktoer i virksomheden CEP Catalana SA, blev afskediget i henhold til en samlet plan om "reduktion af antallet af ansatte", som ved afgoerelse af 24. november 1989 blev godkendt af chefen for Servei Territorial de Treball del Departament de Treball under den selvstyrende region Catalonien. Da virksomheden blev erklaeret insolvent, anlagde han sag ved Juzgado de lo Social no 27, Barcelona, med paastand om betaling af ikke-udbetalt loen for oktober og november 1989 og om betaling af en forholdsmaessig del af de beloeb, han havde til gode som foelge af afskedigelsen. Det samlede beloeb udgjorde 434 880 PTA. Ved dom af 18. december 1991 blev sagsoegte frifundet for dette krav under henvisning til, at T. Wagner Miret havde vaeret direktionsmedlem.

8 Sagsoegeren ivaerksatte herefter appel til proevelse af dommen ved Tribunal Superior de Justicia de Cataluña, som har forelagt foelgende spoergsmaal for Domstolen:

"a) Omfatter direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 alle arbejdstagere bortset fra dem, der er udelukket i henhold til bilaget til direktivet (87/164/EOEF af 2.3.1987)?

b) Indebaerer den omstaendighed, at Spanien ikke i bilaget til direktiv 87/164/EOEF af 2. marts 1987, der supplerer det oprindelige bilag som foelge af Spaniens tiltraedelse af Faellesskabet, har medtaget den konkrete undtagelse med hensyn til direktionsmedlemmer, at de naevnte personer fortsat generelt kan vaere afskaaret fra de i direktiv 80/987/EOEF fastsatte garantier?

c) Saafremt de i direktiv 80/987/EOEF fastsatte garantier finder anvendelse paa direktionsmedlemmer i Spanien, skal de naevnte garantier da opfyldes gennem den instans, der opfylder dem for andre arbejdstagere (Fondo de Garantía Salarial) eller i form af en erstatning direkte fra staten?"

De to foerste spoergsmaal

9 Med de to foerste spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om direktionsmedlemmer kan udelukkes fra anvendelsesomraadet for direktivet om arbejdsgiveres insolvens, selv om de ikke er naevnt i afsnit I i bilaget til direktivet.

10 I henhold til artikel 1, stk. 1, i direktivet om arbejdsgiveres insolvens finder direktivet anvendelse paa krav, som arbejdstagere i medfoer af en arbejdsaftale eller et ansaettelsesforhold har erhvervet i forhold til arbejdsgivere, der er insolvente. I henhold til artikel 1, stk. 2, kan medlemsstaterne imidlertid "fra dette direktivs anvendelsesomraade udelukke krav fra visse kategorier af arbejdstagere, fordi arbejdstagernes arbejdsaftale eller ansaettelsesforhold er af en saerlig karakter, eller fordi der findes andre former for garanti, som sikrer arbejdstagerne en beskyttelse svarende til den, der fremgaar af dette direktiv". Fortegnelsen over de kategorier af arbejdstagere, der er udelukket, er indeholdt i afsnit I i bilaget til direktivet.

11 I oevrigt bestemmes det i direktivets artikel 2, stk. 2, at definitionen af begrebet "arbejdstager" henhoerer under national ret.

12 Heraf foelger, at direktivet om arbejdsgiveres insolvens skal omfatte alle kategorier af arbejdstagere, der er defineret som saadanne i en medlemsstats nationale ret, bortset fra dem, der er opregnet i bilaget til direktivet.

13 Kongeriget Spanien udnyttede den i direktivets artikel 1, stk. 2, fastsatte mulighed og anmodede om udelukkelse af tjenestefolk, der er ansat af en fysisk person. Udelukkelsen er optaget i afsnit I i bilaget til direktivet om arbejdsgiveres insolvens, som aendret ved direktiv 87/164 af 2. marts 1987 som foelge af Kongeriget Spaniens tiltraedelse. Kongeriget Spanien har derimod ikke anmodet om, at kategorien direktionsmedlemmer naevnes i bilagets afsnit I.

14 De to foerste spoergsmaal maa derfor besvares med, at direktionsmedlemmer ikke maa udelukkes fra anvendelsesomraadet for Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens, som aendret ved Raadets direktiv 87/164/EOEF af 2. marts 1987, naar de i national ret betragtes som arbejdstagere, og de ikke er naevnt i afsnit I i bilaget til direktivet.

Det tredje spoergsmaal

15 Med det tredje spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om direktionsmedlemmer i medfoer af direktivet om arbejdsgiveres insolvens har ret til at kraeve betaling af loentilgodehavender fra den garantiinstitution, der i henhold til national ret er oprettet for de oevrige kategorier af arbejdstagere, eller om de i modsat fald kan kraeve erstatning af medlemsstaten for det tab, de har lidt som foelge af, at direktivet ikke er blevet gennemfoert for deres vedkommende.

16 Der er foerst grund til at understrege, at Kongeriget Spanien ikke har oprettet andre garantiinstitutioner end Fondo de Garantía Salarial.

17 For det andet maa det naevnes, at Domstolen i dom af 19. november 1991 (forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357) udtalte (i praemis 25), at ifoelge direktivets artikel 5 raader medlemsstaterne over et vidt skoen ved fastsaettelsen af de naermere bestemmelser for garantiinstitutionernes opbygning, finansiering og virksomhed. Heraf udledte Domstolen (i praemis 26), at selv om direktivets bestemmelser er tilstraekkelig praecise og ubetingede med hensyn til fastlaeggelsen af den personkreds, som er omfattet af garantien, og af garantiens indhold, er dette ikke tilstraekkeligt til, at private ved de nationale domstole kan paaberaabe sig disse bestemmelser over for staten.

18 For saa vidt naermere angaar det problem, den nationale retsinstans har rejst, maa det understreges, at direktivet om arbejdsgiveres insolvens ikke paalaegger medlemsstaterne at oprette en garantiinstitution, der er den samme for alle kategorier af arbejdstagere, og dermed at lade direktionsmedlemmer vaere omfattet af den garantiinstitution, der er oprettet for de oevrige kategorier af arbejdstagere. I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, er det saaledes overladt til medlemsstaterne at traeffe de noedvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner sikrer arbejdstagerne betaling af loentilgodehavender.

19 Det skoen, medlemsstaterne saaledes har, foerer til, at direktionsmedlemmer ikke kan paaberaabe sig direktivet til stoette for at kraeve betaling af loentilgodehavender fra den garantiinstitution, der er oprettet for de oevrige kategorier af arbejdstagere.

20 For det tredje bemaerkes, at enhver national retsinstans ved fortolkningen og anvendelsen af national ret maa gaa ud fra, at staten har haft til hensigt fuldt ud at opfylde de forpligtelser, der foelger af det paagaeldende direktiv. Som Domstolen har fastslaaet i dom af 13. november 1990 (sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, praemis 8), er den nationale retsinstans ved anvendelsen af nationale retsforskrifter, hvad enten de er aeldre eller yngre end direktivet, forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formaal og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat og saaledes handle i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3.

21 Princippet om en direktivkonform fortolkning goer sig i saerlig grad gaeldende for en national retsinstans, saafremt en medlemsstat som i den foreliggende sag har antaget, at de tidligere gaeldende nationale retsforskrifter var i overensstemmelse med det paagaeldende direktivs krav.

22 Det synes at fremgaa af forelaeggelseskendelsen, at de nationale retsforskrifter ikke kan fortolkes paa en maade, der er i overensstemmelse med direktivet om arbejdsgiveres insolvens, og derfor ikke kan sikre direktionsmedlemmer de garantier, der er fastsat i direktivet. I saa fald foelger det af dommen i Francovich -sagen, at den paagaeldende medlemsstat er forpligtet til at erstatte det tab, direktionsmedlemmer har lidt som foelge af, at direktivet ikke er blevet gennemfoert for deres vedkommende.

23 Det tredje spoergsmaal maa herefter besvares med, at a) direktionsmedlemmer ikke i medfoer af direktiv 80/987 har ret til at kraeve betaling af loentilgodehavender fra den garantiinstitution, der i henhold til national ret er oprettet for de oevrige kategorier af arbejdstagere, og at b) saafremt national ret, selv fortolket i lyset af det naevnte direktiv, ikke hjemler mulighed for at sikre direktionsmedlemmer de garantier, der er fastsat i direktivet, kan direktionsmedlemmer kraeve erstatning af medlemsstaten for det tab, de har lidt som foelge af, at direktivet ikke er blevet gennemfoert for deres vedkommende.

Sagens omkostninger

24 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal Superior de Justicia de Cataluña ved kendelse af 31. juli 1992, for ret:

1) Direktionsmedlemmer maa ikke udelukkes fra anvendelsesomraadet for Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens, som aendret ved Raadets direktiv 87/164/EOEF af 2. marts 1987, naar de i national ret betragtes som arbejdstagere, og de ikke er naevnt i afsnit I i bilaget til direktivet.

2) a) Direktionsmedlemmer har ikke i medfoer af direktiv 80/987 ret til at kraeve betaling af loentilgodehavender fra den garantiinstitution, der i henhold til national ret er oprettet for de oevrige kategorier af arbejdstagere. b) Saafremt national ret, selv fortolket i lyset af det naevnte direktiv, ikke hjemler mulighed for at sikre direktionsmedlemmer de garantier, der er fastsat i direktivet, kan direktionsmedlemmer kraeve erstatning af medlemsstaten for det tab, de har lidt som foelge af, at direktivet ikke er blevet gennemfoert for deres vedkommende.