61992J0228

++++

1. Landbrug ° monetaere udligningsbeloeb ° fastsaettelse ° afledte produkter ° summen af monetaere udligningsbeloeb for afledte produkter overstiger monetaert udligningsbeloeb for basisproduktet ° inadaekvat valg af den pris som skal tages i betragtning ° ugyldighed

(EOEF-traktaten, art. 43, stk. 3; Raadets forordning nr. 974/71; Kommissionens forordning nr. 2719/75)

2. Praejudicielle spoergsmaal ° bedoemmelse af gyldighed ° en forordnings ugyldighed fastslaaet ° virkninger ° analog anvendelse af traktatens artikel 174, stk. 2 ° den af Domstolen fastsatte tidsmaessige begraensning af retsvirkningerne ° undtagelse til fordel for erhvervsdrivende som har anlagt sag eller indgivet administrativ klage til de nationale myndigheder

(EOEF-traktaten, art. 174, stk. 2, og art. 177)

1. Forordning nr. 2719/75 om fastsaettelse af de monetaere udligningsbeloeb samt af visse satser, der er noedvendige for deres anvendelse, er ugyldig, for saa vidt den fastsaetter de monetaere udligningsbeloeb for hvert af de afledte produkter, som fremstilles i en bestemt produktionskaede ved forarbejdning af majs, paa en saadan maade, at summen af disse monetaere udligningsbeloeb er vaesentligt hoejere end det monetaere udligningsbeloeb, som ellers skulle betales for den anvendte maengde majs, og for saa vidt forordningen fastsaetter de monetaere udligningsbeloeb for majsstivelse og de heraf afledte produkter paa et andet grundlag end interventionsprisen for majs, nedsat med produktionsrestitutionen for stivelse. Endvidere er de forordninger, som aendrede eller afloeste forordning nr. 2719/75, og som er behaeftet med den samme aabenbare fejl ved beregningen af de monetaere udligningsbeloeb for de paagaeldende afledte produkter, ugyldige.

2. Selv om en dom, hvorved Domstolen praejudicielt fastslaar, at en EF-regel er ugyldig, principielt har tilbagevirkende kraft i lighed med, hvad der gaelder for en annullationsdom, har Domstolen dog mulighed for at begraense de tidsmaessige retsvirkninger heraf. Denne mulighed hviler paa en fortolkning af traktatens artikel 174, som tager hensyn til den noedvendige overensstemmelse mellem en praejudiciel sag og et annullationssoegsmaal, som er de to former for legalitetskontrol, der er indfoert ved traktaten. Med det formaal at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten i hele Faellesskabet har Domstolen ifoelge traktaten kompetence til i forbindelse med saavel artikel 173-sager som artikel 177-sager tidsmaessigt at begraense retsvirkninger af en EF-forordnings ugyldighed.

Det tilkommer Domstolen, saafremt den af hensyn til retssikkerheden anvender muligheden for at begraense retsvirkningerne i fortiden af en praejudiciel gyldighedserklaering vedroerende en EF-forordning, at fastslaa, om den i dommen fastsatte tidsmaessige begraensning af ugyldighedens retsvirkninger kan fraviges til fordel for den part, som har anlagt sagen for den nationale ret til proevelse af den nationale retsakt til gennemfoerelse af forordningen. Domstolen kan dog ogsaa fastslaa, at en ugyldighedserklaering, som kun har retsvirkninger for fremtiden, udgoer et passende retsmiddel, selv i forhold til erhvervsdrivende, som rettidigt har truffet forholdsregler til beskyttelse af deres rettigheder. I forhold til en part i hovedsagen, der ved den nationale ret har anfaegtet en afgoerelse om opkraevning af monetaere udligningsbeloeb, som er truffet paa grundlag af en ugyldig EF-forordning, vil en begraensning af retsvirkningerne af den praejudicielle ugyldighedserklaering til fremtiden medfoere, at den paagaeldende ikke vil have mulighed for at faa omstoedt den anfaegtede opkraevningsafgoerelse under sagen ved den nationale ret, selv om Domstolen under samme sag har kendt den forordning ugyldig, som afgoerelsen er truffet paa grundlag af. Hermed vil den erhvervsdrivende ikke vaere sikret en effektiv retsbeskyttelse i tilfaelde, hvor institutionerne tilsidesaetter Faellesskabets retsregler, hvilket vil forskertse den ved traktatens artikel 177 tilsigtede virkning. Foelgelig kan en erhvervsdrivende, som har anlagt sag ved en national ret foer afsigelsen af Domstolens dom med henblik paa at faa omstoedt den paagaeldende afgoerelse, under hovedsagen paaberaabe sig forordningens ugyldighed.

Samme ret tilkommer de erhvervsdrivende, som inden samme dato har indgivet en administrativ klage om tilbagesoegning af de monetaere udligningsbeloeb, de har indbetalt i henhold til en saadan forordning.

1 Ved kendelse af 29. januar 1992, indgaaet til Domstolens Justitskontor den 20. maj s.aa., har Finanzgericht Duesseldorf i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal, dels vedroerende gyldigheden af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2719/75 af 24. oktober 1975 om fastsaettelse af de monetaere udligningsbeloeb samt af visse satser, der er noedvendige for deres anvendelse (EFT L 276, s. 7), dels vedroerende de tidsmaessige virkninger af, at denne forordning i givet fald kendes ugyldig.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en tvist mellem selskabet Roquette og Hauptzollamt Geldern, der er opstaaet som foelge af, at Hauptzollamt opkraevede monetaere udligningsbeloeb hos selskabet.

3 Kommissionens forordning nr. 2719/75 blev udstedt i medfoer af Raadets forordning (EOEF) nr. 974/71 af 12. maj 1971 om visse konjunkturpolitiske foranstaltninger, der skal traeffes inden for landbrugssektoren som foelge af den midlertidige udvidelse af graenserne for kursudsving i visse medlemsstaters valutaer (EFT 1971 I, s. 231).

4 Ved forordning nr. 2719/75 blev der fastsat monetaere udligningsbeloeb bl.a. for majs samt forskellige produkter afledt af majs, som skulle opkraeves bl.a. ved indfoersel af disse produkter til Tyskland.

5 I perioden efter udstedelsen af denne forordning blev der udstedt flere forordninger om monetaere udligningsbeloeb, bl.a. for afledte majsprodukter. Blandt disse blev en raekke forordninger kendt ugyldige af Domstolen som stridende mod grundforordningen, nr. 974/71, og mod traktatens artikel 43, stk. 3, nemlig Kommissionens forordning (EOEF) nr. 652/76 af 24. marts 1976 om aendring af de monetaere udligningsbeloeb som foelge af udviklingen i valutakurserne for den franske franc (EFT L 79, s. 4), forordning (EOEF) nr. 1910/76 af 30. juli 1976 (EFT L 208, s. 1) og forordning (EOEF) nr. 2466/76 af 8. oktober 1976 (EFT L 280, s. 1) om aendring af de monetaere udligningsbeloeb samt forordning (EOEF) nr. 938/77 af 29. april 1977 om fastsaettelse af de monetaere udligningsbeloeb samt af visse satser, der er noedvendige for deres anvendelse (EFT L 110, s. 6). Forordningerne blev kendt ugyldige, for saa vidt som der ved dem blev indfoert et system for beregning af de monetaere udligningsbeloeb for de af majs forarbejdede produkter, hvis pris afhang af prisen paa majs, og hvilket system foerte til, at der for forskellige produkter, som ved en bestemt fremstillingsproces er forarbejdet paa basis af en given maengde majs, blev fastsat monetaere udligningsbeloeb, som var vaesentlig hoejere end det monetaere udligningsbeloeb, der var fastsat for den givne maengde majs (jf. domme af 15.10.1980, sag 4/79, Providence agricole de la Champagne, Sml. s. 2823, praemis 41, sag 109/79, Maïseries de Beauce, Sml. s. 2883, praemis 41, og sag 145/79, Roquette Frères, Sml. s. 2917, praemis 48).

6 Endvidere blev forordning nr. 652/76 kendt ugyldig, for saa vidt den fastsatte udligningsbeloebet for majsstivelse paa et andet grundlag end interventionsprisen for majs, nedsat med produktionsrestitutionen for stivelse (jf. dommen i Roquette Frères-sagen, praemis 48).

7 Ugyldigheden af forordning nr. 652/76 indebar, at de bestemmelser i Kommissionens senere forordninger, der aendrede de monetaere udligningsbeloeb for de paagaeldende afledte produkter, blev ugyldige (jf. dommen i Roquette Frères-sagen, domskonklusionens punkt 2).

8 I en senere dom fastslog Domstolen endvidere, at forordning (EOEF) nr. 2140/79 om fastsaettelse af monetaere udligningsbeloeb samt af visse koefficienter og kurser, der er noedvendige for anvendelse heraf (EFT L 247, s. 1), i den affattelse heraf, som blev aendret ved forordning (EOEF) nr. 1541/80 (EFT L 156, s. 1), forudsaetningsvis maatte anses for at vaere kendt ugyldig ved dommen i Roquette Frères-sagen i det omfang, denne forordning henviste til forordning nr. 652/76, som var kendt ugyldig, og indebar en aendring af de monetaere udligningsbeloeb for de produkter, som var omhandlet i denne dom (jf. dom af 22.5.1985, sag 33/84, Fragd, Sml. s. 1605, praemis 13).

9 I mellemtiden havde Kommissionen draget konsekvensen af de domme om forordningernes ugyldighed, som var afsagt i 1980, idet den vedtog forordning (EOEF) nr. 3013/80 af 21. november 1980 om aendring af forordning (EOEF) nr. 2140/79 for saa vidt angaar visse monetaere udligningsbeloeb samt af forordning (EOEF) nr. 2803/80 for saa vidt angaar eksportrestitutioner for korn (EFT L 312, s. 12).

10 Det fremgaar af sagens akter, at Roquette har importeret afledte majsprodukter (stivelse, dekstrin og oploeselig stivelse) til Tyskland fra Frankrig. For samtlige de produkter, som Roquette importerede i januar 1976, opkraevede de tyske toldmyndigheder monetaere udligningsbeloeb hos selskabet i henhold til forordning nr. 2719/75.

11 I 1977 anlagde Roquette sag ved Finanzgericht Duesseldorf, som er den nationale ret, der har forelagt de praejudicielle spoergsmaal, med paastand om aendring af afgoerelsen om opkraevning af monetaere udligningsbeloeb under henvisning til, at forordning nr. 2719/75 var ugyldig.

12 Da den nationale ret fandt, at forordning nr. 2719/75 maatte vaere ugyldig af de samme grunde som antaget i de tre foernaevnte domme i sagerne Providence agricole de la Champagne, Maïsererie de Beauce og Roquette Frères, har den udsat sagen og anmodet Domstolen om at traeffe en praejudiciel afgoerelse vedroerende foelgende spoergsmaal:

"A) Er Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2719/75 af 24. oktober 1975 om fastsaettelse af de monetaere udligningsbeloeb samt af visse satser, der er noedvendige for deres anvendelse, ugyldig

I

for saa vidt forordningen fastsaetter de monetaere udligningsbeloeb for hver af de afledte produkter, som fremstilles inden for en bestemt produktionskaede ved forarbejdning af en vis maengde af basisproduktet majs, paa en saadan maade, at summen af disse monetaere udligningsbeloeb bliver vaesentligt hoejere end det monetaere udligningsbeloeb, som ellers skal betales for den anvendte maengde majs?

II

for saa vidt forordningen fastsaetter de monetaere udligningsbeloeb for majsstivelse og de heraf afledte produkter paa et andet grundlag end interventionsprisen for majs, nedsat med produktionsrestitutionen for stivelse?

B) Saafremt dette spoergsmaal besvares bekraeftende, og forordning (EOEF) nr. 2719/75 af 24. oktober 1975 forudsaettes at vaere ugyldig, kan importoeren i den foreliggende sag, som har anvendt alle de til raadighed staaende retsmidler til at faa aendret den anfaegtede afgiftsafgoerelse ved de klager, han har indgivet, og ved at rejse annullationssoegsmaalet i hovedsagen, da under sagen paaberaabe sig forordningens ugyldighed?"

Gyldigheden af forordning nr. 2719/75

13 Det maa foerst fastslaas, som anfoert af Kommissionen, dels at de monetaere udligningsbeloeb for indfoersler til Tyskland af stivelse, oploeselig stivelse og dekstrin var vaesentlig hoejere end det monetaere udligningsbeloeb, som ellers skal betales for den samme maengde af den anvendte majs, dels at forordning nr. 2719/75 fastsaetter de monetaere udligningsbeloeb for majsstivelse og de heraf afledte produkter paa et andet grundlag end interventionsprisen for majs, nedsat med produktionsrestitutionen for stivelse.

14 Foelgelig er forordning nr. 2719/75 ugyldig af de samme grunde som antaget i dommene i sagerne Providence agricole de la Champagne, Maïserie de Beauce og Roquette Frères.

15 Som Kommissionen har anfoert under sagen, indebaerer ugyldigheden af forordning nr. 2719/75 tillige, at foelgende bestemmelser maa anses for ugyldige: forordning (EOEF) nr. 2829/75 af 31. oktober 1975 (EFT L 284, s. 1), forordning (EOEF) nr. 512/76 af 5. marts 1976 (EFT L 60, s. 1), forordning (EOEF) nr. 572/76 af 15. marts 1976 (EFT L 68, s. 5) og forordning (EOEF) nr. 618/76 af 18. marts 1976 (EFT L 75, s. 1) om aendring af de monetaere udligningsbeloeb for de omhandlede afledte produkter samt forordning (EOEF) nr. 271/76 af 6. februar 1976 om aendring af de monetaere udligningsbeloeb som foelge af udviklingen i valutakurserne for den italienske lire (EFT L 34, s. 1), da disse forordninger er behaeftet med den samme aabenbare fejl ved beregningen af de monetaere udligningsbeloeb for de paagaeldende afledte produkter (jf. foernaevnte dom i Fragd-sagen, praemis 13).

16 Af de anfoerte grunde maa det foerste spoergsmaal herefter besvares med, at forordning nr. 2719/75 er ugyldig, for saa vidt den fastsaetter de monetaere udligningsbeloeb for hvert af de afledte produkter, som fremstilles i en bestemt produktionskaede ved forarbejdning af majs, paa en saadan maade, at summen af disse monetaere udligningsbeloeb er vaesentligt hoejere end det monetaere udligningsbeloeb, som ellers skulle betales for den anvendte maengde majs, og for saa vidt forordningen fastsaetter de monetaere udligningsbeloeb for majsstivelse og de heraf afledte produkter paa et andet grundlag end interventionsprisen for majs, nedsat med produktionsrestitutionen for stivelse. Endvidere er de forordninger, som aendrede eller afloeste forordning nr. 2719/75, og som er behaeftet med den samme aabenbare fejl ved beregningen af de monetaere udligningsbeloeb for de paagaeldende afledte produkter ugyldige.

Tidsmaessige virkninger af en praejudiciel ugyldighedserklaering

17 Det bemaerkes, at en dom, hvorved Domstolen praejudicielt fastslaar, at en EF-regel er ugyldig, principielt har tilbagevirkende kraft i lighed med, hvad der gaelder for en annullationsdom.

18 Som foelge heraf skal de nationale myndigheder paase, at de beloeb, der er opkraevet med urette paa grundlag af EF-forordninger, som Domstolen har kendt ugyldige, bliver tilbagebetalt (jf. dom af 12.6.1980, sag 130/79, Express Dairy Foods, Sml. s. 1887, praemis 14).

19 Domstolen har dog mulighed for - i forbindelse med en praejudiciel sag - tidsmaessigt at begraense retsvirkningerne af en EF-forordnings ugyldighed. En saadan adgang hviler paa fortolkningen af traktatens artikel 174, naar henses til den noedvendige overensstemmelse mellem en praejudiciel sag om gyldighedsspoergsmaal og et annullationssoegsmaal, som er de to former for legalitetskontrol, der er indfoejet ved traktaten.

20 Domstolen har, med det formaal at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten i hele Faellesskabet, ifoelge traktaten kompetence til i forbindelse baade med artikel 173-sager og med artikel 177-sager tidsmaessigt at begraense retsvirkningerne af en EF-forordnings ugyldighed (jf. dom af 27.2.1985, sag 112/83, Société des produits de maïs, Sml. s. 719, praemis 17).

21 I dommene i sagerne Providence agricole de la Champagne (praemis 46), Maïseries de Beauce (praemis 46) og Roquette (praemis 53) antog Domstolen saaledes under henvisning til retssikkerhedsprincippet, at den omstaendighed, at de paagaeldende retsforskrifter om fastsaettelse af monetaere udligningsbeloeb var kendt ugyldige, ikke medfoerte, at de opkraevninger eller udbetalinger af monetaere udligningsbeloeb, som de nationale myndigheder havde foretaget i henhold til de forordninger, der var kendt ugyldige, kunne anfaegtes for saa vidt angaar perioden forud for datoen for dommenes afsigelse.

22 Det er de samme hensyn til retssikkerheden, der principielt udelukker, at de opkraevninger eller udbetalinger af monetaere udligningsbeloeb, som de nationale myndigheder foretog i henhold til en forordning, der er kendt ugyldig ved naervaerende dom, kan anfaegtes for saa vidt angaar perioden forud for datoen for dommens afsigelse.

23 Med det andet spoergsmaal, som Finanzgericht Duesseldorf har forelagt under henvisning til de foernaevnte domme af 15. oktober 1980, oenskes det praeciseret, hvilke konsekvenser det har for sagsoegeren i hovedsagen, at virkningerne af den foreliggende dom begraenses i tid.

24 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret saaledes afklaret, om en importoer, der som sagsoegeren i hovedsagen har indgivet en klage over en afgoerelse om opkraevning af monetaere udligningsbeloeb og efterfoelgende har anlagt sag med henvisning til, at den EF-forordning, som afgoerelsen er truffet paa grundlag af, er ugyldig, under hovedsagen kan paaberaabe sig, at Domstolen ved den praejudicielle dom i sagen har kendt forordningen ugyldig.

25 Herom bemaerkes, at det tilkommer Domstolen, saafremt den anvender muligheden for at begraense retsvirkningerne i fortiden af en praejudiciel ugyldighedserklaering vedroerende en EF-forordning, at fastslaa, om den i dommen fastsatte tidsmaessige begraensning af ugyldighedens retsvirkninger kan fraviges til fordel for den part, som har anlagt sagen for den nationale ret til proevelse af den nationale retsakt til gennemfoerelse af forordningen. Domstolen kan imidlertid ogsaa fastslaa, at en ugyldighedserklaering, som kun har retsvirkninger for fremtiden, selv i forhold til denne part kan anses for et passende middel (jf. dommen i Société de produits de maeis-sagen, praemis 18).

26 I forhold til den part, der som sagsoegeren i hovedsagen ved den nationale ret har anfaegtet en afgoerelse om opkraevning af monetaere udligningsbeloeb, som er truffet paa grundlag af en ugyldig EF-forordning, vil den omstaendighed, at den praejudicielle ugyldighedserklaerings retsvirkninger begraenses til fremtiden, medfoere, at sagsoegeren i hovedsagen ikke vil have mulighed for at faa omstoedt den anfaegtede opkraevningsafgoerelse, selv om Domstolen under samme sag har kendt den forordning ugyldig, som afgoerelsen er truffet paa grundlag af.

27 Hermed vil en erhvervsdrivende som sagsoegeren i hovedsagen ikke vaere sikret en effektiv retsbeskyttelse i tilfaelde, hvor institutionerne tilsidesaetter Faellesskabets retsregler, hvilket vil forskertse den ved traktatens artikel 177 tilsigtede virkning.

28 Foelgelig kan en erhvervsdrivende, som i lighed med sagsoegeren i hovedsagen har anlagt sag ved en national ret forud for afsigelsen af naervaerende dom med henblik paa at faa omstoedt en afgoerelse om opkraevning af monetaere udligningsbeloeb, der er truffet paa grundlag af en EF-forordning, som kendes ugyldig ved naervaerende dom, under hovedsagen paaberaabe sig forordningens ugyldighed.

29 Samme ret tilkommer de erhvervsdrivende, som inden denne dato har indgivet en administrativ klage om tilbagesoegning af de monetaere udligningsbeloeb, de har indbetalt i henhold til en saadan forordning.

30 Af disse grunde maa den nationale rets andet spoergsmaal besvares med, at en erhvervsdrivende, som inden datoen for afsigelsen af naervaerende dom har anlagt sag ved en national ret med henblik paa at faa omstoedt en afgoerelse om opkraevning af monetaere udligningsbeloeb, der er truffet paa grundlag af en EF-forordning, som kendes ugyldig ved naervaerende dom, kan under hovedsagen paaberaabe sig forordningens ugyldighed. Samme ret tilkommer de erhvervsdrivende, som inden datoen for afsigelsen af naervaerende dom har indgivet en administrativ klage om tilbagesoegning af de monetaere udligningsbeloeb, de har indbetalt i henhold til en saadan forordning.

Sagens omkostninger

31 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Finanzgericht Duesseldorf ved kendelse af 29. januar 1992, for ret:

1) Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2719/75 af 24. oktober 1975 om fastsaettelse af de monetaere udligningsbeloeb samt af visse satser, der er noedvendige for deres anvendelse, er ugyldig, for saa vidt den fastsaetter de monetaere udligningsbeloeb for hvert af de afledte produkter, som fremstilles i en bestemt produktionskaede ved forarbejdning af majs, paa en saadan maade, at summen af disse monetaere udligningsbeloeb er vaesentligt hoejere end det monetaere udligningsbeloeb, som ellers skulle betales for den anvendte maengde majs, og for saa vidt forordningen fastsaetter de monetaere udligningsbeloeb for majsstivelse og de heraf afledte produkter paa et andet grundlag end interventionsprisen for majs, nedsat med produktionsrestitutionen for stivelse. Endvidere er de forordninger, som aendrede eller afloeste forordning nr. 2719/75, og som er behaeftet med den samme aabenbare fejl ved beregningen af de monetaere udligningsbeloeb for de paagaeldende afledte produkter, ugyldige.

2) En erhvervsdrivende, som inden datoen for afsigelsen af naervaerende dom har anlagt sag ved en national ret med henblik paa at faa omstoedt en afgoerelse om opkraevning af monetaere udligningsbeloeb, der er truffet paa grundlag af en EF-forordning, som kendes ugyldig ved naervaerende dom, kan under hovedsagen paaberaabe sig forordningens ugyldighed.

3) Samme ret tilkommer de erhvervsdrivende, som inden datoen for afsigelsen af naervaerende dom har indgivet en administrativ klage om tilbagesoegning af de monetaere udligningsbeloeb, de har indbetalt i henhold til en saadan forordning.