++++
1. Tjenestemaend ° vederlag ° for sen tilpasning ° sondring mellem morarenter og erstatning
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 65, stk. 2)
2. Tjenestemaend ° ansvar uden for kontrakt for institutionerne ° betingelser ° tjenstlig fejl fra administrationens side ° tab ° aarsagssammenhaeng
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 65, stk. 2)
3. Appel ° appelgrunde ° fejlagtig vurdering af de faktiske omstaendigheder ° formalitetsmangel ° forkastelse
(EOEF-traktaten, art. 168 A; protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen, art. 51)
4. Tjenestemaend ° vederlag ° tilpasning ° efterbetaling af vederlag ° krav paa morarenter ° intet krav i mangel af en fordring lydende paa et bestemt beloeb eller hvis beloeb kan opgoeres
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 65, stk. 2)
5. Appel ° appelgrunde ° anbringende der fremsaettes foerste gang under appellen ° afvisning
(Protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen, art. 51)
6. Appel ° appelgrunde ° fejlagtig afgoerelse om, hvilken erstatning der er passende for et tab ° formalitetsmangel ° forkastelse
(Protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen, art. 51)
7. Appel ° kontraappel ° frist for ivaerksaettelse
(Protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen, art. 51; Domstolens procesreglement, art. 115 og 116)
1. Sondringen mellem morarenter og erstatning findes i faellesskabsretten navnlig i tvister vedroerende forsinkelse med udbetaling af vederlag til tjenestemaendene.
2. Ved paadoemmelsen af et af en tjenestemand fremsat krav om erstatning maa der tages stilling til flere betingelser, der skal vaere opfyldt, for at Faellesskaberne kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionerne kritiseres for at have begaaet, skal vaere ulovlige, og der skal vaere lidt et tab og vaere aarsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet.
3. Ifoelge EOEF-traktatens artikel 168 A er appel begraenset til retsspoergsmaal. Denne begraensning gentages i artikel 51, stk. 1, i EOEF-statutten, hvori det angives, hvilke grunde en appel kan stoettes paa, nemlig manglende kompetence for Retten, rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller overtraedelse af faellesskabsretten. Appel kan kun stoettes paa, at der foreligger en overtraedelse af visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket, og kan saaledes kun antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af.
Det er saaledes alene Retten, der er kompetent til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af akterne i den sag, den behandler.
Omvendt har Domstolen, naar Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstaendigheder, kompetence til at gennemfoere den kontrol, som ifoelge EOEF-traktatens artikel 168 A er dens opgave, naar den har fastlagt de faktiske omstaendigheders retlige beskaffenhed og herved har haft anledning til at drage retlige konklusioner.
4. Der skal under alle omstaendigheder kun betales morarenter, dersom hovedstolen lyder paa et bestemt beloeb, eller beloebet i det mindste kan opgoeres paa grundlag af objektivt fastlagte kriterier. Raadet har ved udoevelsen af sin kompetence i henhold til vedtaegtens artikel 65 til at tilpasse vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansatte samt til at fastsaette justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner et skoen, og den beloebsmaessige stoerrelse af disse tilpasninger og justeringer er derfor ganske uvis, indtil Raadet udoever disse befoejelser og vedtager den omhandlede forordning. Tjenestemaendenes fordring er derfor foer tidspunktet for ordningens vedtagelse hverken et bestemt beloeb eller et beloeb, der kan bestemmes, og der kan derfor ikke paaloebe renter.
5. Et anbringende, der for foerste gang fremsaettes under appellen, skal afvises. En parts adgang til foerst for Domstolen at fremfoere et anbringende, der ikke er blevet fremfoert for Retten, er nemlig ensbetydende med en adgang til at forelaegge Domstolen, der har en begraenset kompetence i appelsager, en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen saaledes kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgoerelse, der er blevet truffet vedroerende de anbringender, der er blevet behandlet i foerste instans.
6. Ligesom Domstolen ikke under en appel har kompetence til at fastslaa, hvilke faktiske omstaendigheder der er omfattet af en sag, har den principielt ikke kompetence til at bedoemme de beviser, Retten har lagt til grund for sin konstatering af, at disse omstaendigheder foreligger. Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og naar bestemmelserne og de almindelige retsgrundsaetninger vedroerende bevisbyrden saavel som de processuelle regler vedroerende fremlaeggelse af bevis er blevet iagttaget, er det nemlig alene Retten, der har kompetence til at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt.
Paa samme maade har alene Retten, naar den foerst har fastslaaet, at der foreligger en skade, kompetence til inden for rammerne af den nedlagte paastand at traeffe afgoerelse om, hvilken erstatning der er mest passende.
7. Naar en part i svarskriftet i en appelsag har nedlagt paastand om, at den anden part doemmes til at betale beloeb, som ogsaa kraevedes betalt ifoelge paastandene i foerste instans, uden at Retten tog paastanden herom til foelge, er den eneste frist for ivaerksaettelse af denne kontraappel fristen ifoelge artikel 115, stk. 1, i Domstolens procesreglement for indgivelse af svarskrift, altsaa to maaneder fra appelskriftets forkyndelse.