61992J0135

++++

1. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter der beroerer dem umiddelbart og individuelt ° Kommissionens skrivelse med underretning af en tredjestat som led i en fiskeriaftale om en afgoerelse om sanktioner truffet med hensyn til et fartoej, der foerer dens flag ° soegsmaal rejst af ejeren af det fartoej, der rammes af sanktionen ° antagelse til realitetsbehandling

(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2; Raadets forordning nr. 3929/90, art. 3, stk. 7 og 8)

2. Faellesskabsret ° principper ° ret til kontradiktion ° sanktion paalagt ejeren af et fartoej fra en tredjestat som led i en fiskeriaftale ° Kommissionens undladelse af at give den beroerte lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger ° ulovlighed

1. En skrivelse, som Kommissionen retter til de svenske myndigheder for at underrette dem om en sanktion, som den har truffet som led i den kompetence og det skoen, den har i henhold til artikel 3, stk. 7 og 8, i forordning nr. 3929/90, over for et svensk fiskerfartoej, som i en vis periode ikke laengere kan goere krav paa udstedelse af en licens inden for rammerne af fiskeriaftalen mellem Faellesskabet og Sverige, er en beslutning, som kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal af ejeren af det paagaeldende fartoej, som den beroerer umiddelbart og individuelt.

2. Overholdelsen af retten til kontradiktion i enhver procedure, der indledes over for en person, og som kan udmunde i en akt, der indeholder et klagepunkt mod denne, er et grundlaeggende faellesskabsretligt princip og skal sikres, selv i mangel af bestemmelser om den paagaeldende procedure. Dette princip kraever, at enhver person, som paalaegges en sanktion, saettes i stand til paa hensigtsmaessig maade at tilkendegive sit synspunkt vedroerende de omstaendigheder, paa grundlag af hvilke Kommissionen har paalagt sanktionen. Det foelger heraf, at Kommissionens beslutning i en skrivelse, hvorved de svenske myndigheder underrettes om en sanktion truffet over for et svensk fartoej inden for rammerne af fiskeriaftalen mellem Faellesskabet og Sverige, maa annulleres, naar ejeren af fartoejet ikke har faaet lejlighed til at fremsaette nogen som helst bemaerkninger, foer beslutningen blev truffet.

1 Ved staevning indleveret paa Domstolens Justitskontor den 25. april 1992 har Fiskano AB i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om annullation af en beslutning fra Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, der er indeholdt i skrivelse af 19. februar 1992 fra generaldirektoer J. Almeida Serra til Sveriges ambassadoer ved De Europaeiske Faellesskaber, Stig Brattstroem.

2 Den paagaeldende skrivelse drejer sig om overtraedelser, som haevdes at vaere begaaet af det svenske fiskerfartoej Lavoen, hvis ejer er det sagsoegende selskab.

3 Skrivelsens baggrund er fiskeriaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Sveriges regering, som er undertegnet i Bruxelles den 21. marts 1977 og godkendt af Raadet paa Faellesskabets vegne ved forordning (EOEF) nr. 2209/80 af 27. juni 1980 (EFT L 226, s. 1). Ved aftalen fastsaettes de naermere bestemmelser og betingelser for udoevelsen af fiskeri, der har faelles interesse for de to parter. De betingelser, som skal overholdes af svenske fartoejer, der driver fiskeri i Faellesskabets havomraader, fastsaettes aarligt i en forordning udstedt af Raadet.

4 Fra november 1989 har Fiskano fra tid til anden ansoegt om fiskerilicenser for sit fiskerfartoej Lavoen i 1990, 1991 og 1992.

5 Den 10. december 1991 fiskede Lavoen i Nederlandenes fiskerizone, da den blev kontrolleret af det nederlandske Landbrugs-, Miljoe- og Fiskeriministeriums Algemene Inspectie Dienst. Da fartoejet ikke figurerede paa den liste, som de nederlandske myndigheder havde modtaget fra Kommissionen, og foelgelig ikke syntes at vaere indehaver af en fiskerilicens, underrettede de nederlandske myndigheder Kommissionen herom. Den kontrol, som herefter blev foretaget af Kommissionens tjenestegrene, viste, at mens Lavoen figurerede paa de maanedlige lister for januar, februar, marts og april 1991, figurerede den derimod ikke paa den maanedlige liste for december 1991, som de svenske myndigheder havde sendt til Kommissionen. Foelgelig havde Lavoen ikke nogen fiskerilicens for december maaned.

6 Den 19. februar 1992 tilsendte Kommissionen Sveriges ambassadoer ved De Europaeiske Faellesskaber den skrivelse, som er genstand for sagen, og hvoraf Fiskano modtog en kopi den 26. februar 1992.

7 Denne skrivelses indhold var foelgende:

"Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber er af de nederlandske fiskerikontrolmyndigheder blevet underrettet om, at det svenske fiskerfartoej 'Lavoen' blev observeret, mens det udoevede fiskeri i nederlandsk havomraade (position 54 19' nord og 0 410' oest) i perioden fra den 9. til den 15. december 1991.

Kommissionen har konstateret, at det naevnte fartoej ikke var i besiddelse af en licens, der tillod det at fiske i Faellesskabets havomraade i den naevnte periode, og at det foelgelig havde gjort sig skyldig i ulovligt fiskeri.

Ifoelge artikel 3, stk. 7 og 8, i Raadets forordning (EOEF) nr. 3939/90 (EFT L 378 af 31.12.1990) skal Kommissionen hermed underrette myndighederne i Deres land om, at det naevnte fartoej for en periode paa tolv paa hinanden foelgende maaneder regnet fra den 15. december 1991 ikke laengere vil blive taget i betragtning ved udstedelse af en ny fiskerilicens i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 3885/91 (EFT L 367 af 31.12.1991)."

8 Sagsoegeren sendte en klage til Kommissionen den 30. marts 1992. Ved skrivelse af 5. maj 1992 erklaerede Kommissionen, at denne klage var ubegrundet. Fiskano anlagde dernaest naervaerende sag.

9 Sagsoegeren har bl.a. paaberaabt sig, at Kommissionen har tilsidesat EOEF-traktaten og en raekke almindelige faellesskabsretlige principper. I replikken har sagsoegeren desuden i henhold til traktatens artikel 184 paaberaabt sig, at Raadets forordning (EOEF) nr. 3929/90 af 20. december 1990 om fastsaettelse for 1991 af visse foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne, som finder anvendelse paa fartoejer, der foerer svensk flag (EFT L 378, s. 48), er ulovlig.

10 Kommissionen mener principalt, at sagen maa afvises. Subsidiaert har den bestridt at have tilsidesat faellesskabsretten. I oevrigt har Kommissionen haevdet, at den indsigelse om ulovlighed, som sagsoegeren har fremfoert i replikken, er fremsat for sent.

De relevante retsregler

11 Indledningsvis skal der henvises til de vigtigste retsregler, der er relevante for naervaerende tvist.

12 Ifoelge artikel 1 i fiskeriaftalen med Sverige skal hver part give den anden parts fiskerfartoejer adgang til at fiske i det omraade, der er undergivet dens fiskerijurisdiktion. Artikel 2 bestemmer, at fiskerettighederne i fornoedent omfang er undergivet aarligt fastsatte fangstkvoter.

13 Artikel 3 bestemmer, at "hver part kan kraeve, at fiskeri, der drives af den anden parts fiskerfartoejer i omraader undergivet dens fiskerijurisdiktion, goeres betinget af licenser. Hver parts kompetente myndigheder skal paa passende maade og i rette tid meddele den anden part navn, registreringsnummer og andre relevante oplysninger om de fiskerfartoejer, der er berettiget til at fiske inden for det omraade, som er undergivet den anden parts fiskerijurisdiktion. Den anden part udsteder herefter licenser i overensstemmelse med de ... fastsatte fiskemuligheder".

14 I henhold til aftalens artikel 5 traeffer hver part de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at dens fiskerfartoejer overholder bestemmelserne i aftalen og andre relevante bestemmelser. Ligeledes kan hver part for det omraade, der er undergivet dens fiskerijurisdiktion, traeffe saadanne foranstaltninger, som skoennes noedvendige for at sikre, at den anden parts fiskerfartoejer overholder bestemmelserne i aftalen.

15 I artikel 7 fastsaettes fremgangsmaader for konsultationer og i givet fald voldgift i tilfaelde af tvist vedroerende fortolkningen eller anvendelsen af aftalen.

16 Med hensyn til overtraedelser af licensordningen har Faellesskabet og Sverige for 1991 aftalt, at "hver part meddeler den anden part navn paa og beskrivelse af de af den anden parts fartoejer, der ikke har tilladelse til at fiske i dens fiskerizone i den eller de foelgende maaneder paa grund af overtraedelse af dens regler" (godkendt beslutningsreferat paa grundlag af konsultationerne vedroerende licenser, Bruxelles den 26., 27. og 28.11.1990, punkt 2.6).

17 De betingelser, paa hvilke svenske fartoejer kan drive fiskeri i Faellesskabets havomraader, fastsaettes aarligt i en forordning fra Raadet. For aaret 1991 drejede det sig om den naevnte forordning nr. 3929/90. De paagaeldende betingelser vedroerer navnlig fangstkvoter og de zoner, hvor fiskeri er tilladt.

18 I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 3929/90 er fiskeri "betinget af, at der efter anmodning fra de svenske myndigheder udstedes en licens af Kommissionen paa Faellesskabets vegne". Den praksis, der foelges herved, er, at de svenske myndigheder ved aarets begyndelse tilsender Kommissionen en saakaldt grundliste, hvorpaa de fartoejer figurerer, som er berettiget til at faa udstedt en licens i loebet af det paagaeldende aar. De svenske myndigheder sender dernaest maanedligt en saakaldt maanedlig liste til Kommissionen, hvorpaa de fartoejer figurerer, for hvilke de indgiver en ansoegning om licens for den paagaeldende maaned. Efter at have modtaget den maanedlige liste bekraefter Kommissionens tjenestegrene over for de svenske myndigheder, at de fartoejer, der figurerer paa denne liste, er indehavere af en licens, som tillader dem at fiske i Faellesskabets havomraader i den paagaeldende maaned. Kommissionen meddeler ogsaa denne liste til medlemsstaterne, som har det primaere ansvar for at kontrollere, at bestemmelserne overholdes.

19 Artikel 3, stk. 7 og 8, i forordning nr. 3929/90 bestemmer, at "licensen tilbagetraekkes i tilfaelde af manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning", og at "der udstedes i en periode paa op til tolv maaneder ikke licens til fartoejer, for hvilke forpligtelserne i henhold til denne forordning ikke er overholdt".

20 Endelig bestemmer samme forordnings artikel 4 foelgende:

"Hvis det paa behoerig vis konstateres, at der er sket en overtraedelse, underretter medlemsstaterne straks Kommissionen om det paagaeldende fartoejs navn og om de eventuelt trufne foranstaltninger.

Kommissionen skal paa vegne af Faellesskabet meddele Sverige navn paa og beskrivelse af de svenske fartoejer, som ikke vil faa tilladelse til at fiske i Faellesskabets fiskerizone de(n) foelgende maaned(er) som foelge af en overtraedelse af Faellesskabets regler."

Formaliteten

21 Kommissionen har paastaaet sagen afvist og har herved gjort gaeldende, at den omtvistede skrivelse er en meddelelse til de svenske myndigheder inden for rammerne af den med Sverige indgaaede fiskeriaftale, og at den er uden bindende retsvirkninger for denne stat, som det tilkommer at traeffe de noedvendige foranstaltninger, herunder eventuelle sanktioner, for at sikre, at dens fartoejer overholder aftalens bestemmelser. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at den paagaeldende skrivelse ikke indeholder en beslutning i faellesskabsrettens forstand, og at den ikke beroerer sagsoegeren umiddelbart og individuelt.

22 Denne argumentation kan ikke laegges til grund.

23 Det er ganske vist korrekt, at Kommissionens skrivelse var rettet til Sverige, og at den fremkom inden for rammerne af fiskeriaftalen med denne stat.

24 Ikke desto mindre blev de svenske myndigheder ved denne skrivelse, som det fremgaar af selve dens ordlyd, underrettet om, at der var paalagt fartoejet Lavoen en sanktion, idet fartoejet i en periode paa tolv paa hinanden foelgende maaneder regnet fra den 15. december 1991 ikke ville blive taget i betragtning ved udstedelse af en ny fiskerilicens.

25 Det fremgaar ligeledes af skrivelsens ordlyd, at denne foranstaltning var blevet truffet i henhold til artikel 3, stk. 7 og 8, i forordning nr. 3929/90. Disse bestemmelser, hvis ordlyd er citeret ovenfor i praemis 19, giver Kommissionen kompetence til at paalaegge de ansvarlige for overtraedelser sanktioner og giver den et vist skoen ved udoevelsen af denne kompetence.

26 Uanset de virkninger, der er knyttet til den paagaeldende skrivelse over for Sverige i henhold til fiskeriaftalens bestemmelser, indeholder denne skrivelse saaledes en beslutning, som beroerer sagsoegeren umiddelbart og individuelt som ejer af det fartoej, der er paalagt sanktioner.

27 Den omstaendighed, at de svenske myndigheder ifoelge den af Kommissionen haevdede fortolkning af aftalen kunne have paalagt andre sanktioner som foelge af skrivelsen, kan ikke udelukke den anfaegtede beslutnings umiddelbare og individuelle virkning i forhold til sagsoegeren.

28 Sveriges mulighed for at anfaegte den af Kommissionen trufne foranstaltning som led i de konsultationer eller den voldgiftsprocedure, der er fastsat i aftalens artikel 7, er ligeledes uden betydning for sagsoegerens ret til under et soegsmaal at anfaegte en beslutning, som beroerer denne umiddelbart og individuelt.

29 Endelig kan den omstaendighed ° som Kommissionen har anfoert ° at de svenske myndigheder allerede en maaned foer den omtvistede skrivelse havde besluttet, at Lavoen ikke ville blive taget i betragtning ved udstedelse af en licens, som tillod den at fiske i Faellesskabets havomraader i 1992, ikke aendre den retlige karakter af den anfaegtede beslutnings virkninger i forhold til sagsoegeren.

30 Det fremgaar af det foregaaende, at soegsmaalet maa admitteres.

Spoergsmaalet, hvorvidt anbringendet om, at forordning nr. 3929/90 er ulovlig, kan antages til realitetsbehandling

31 Fiskano har i replikken i henhold til traktatens artikel 184 gjort gaeldende, at forordning nr. 3929/90, naermere bestemt dens artikel 3, stk. 8, er ulovlig. Selskabet har bl.a. gjort gaeldende, at Raadet ikke havde kompetence til at udstede denne forordning, og at den i denne bestemmelse omhandlede delegation af sanktionskompetence til Kommissionen er i strid med faellesskabsretten og med Domstolens praksis.

32 Dette anbringende vil vaere at afvise i henhold til procesreglementets artikel 42, stk. 2, som forbyder fremsaettelse af nye anbringender under sagens behandling, medmindre disse anbringender stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

33 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 51-55 i sit forslag til afgoerelse, var den fejlagtige nummerangivelse i henvisningen til den paagaeldende forordning i den omtvistede skrivelse (forordning nr. 3939/90 i stedet for forordning nr. 3929/90) ikke af en saadan art, at den kunne forhindre sagsoegeren i at identificere denne forordning og dermed fremsaette indsigelse om dennes ulovlighed allerede fra begyndelsen af sagens behandling.

Realiteten

34 Sagsoegeren har i foerste raekke gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er i strid med forskellige principper og regler i faellesskabsretten, for saa vidt den paalaegger sagsoegeren en sanktion, skoent sagsoegeren hele tiden har handlet i god tro, og skoent fartoejet Lavoen, i modsaetning til hvad sagsoegeren troede, har fisket uden licens som foelge af uregelmaessigheder, som alene maa tilskrives de svenske myndigheder. Sagsoegeren har haevdet, at Kommissionen, bl.a. i henhold til aftalens artikel 7, stk. 1, foerst skulle have undersoegt sagen hos de svenske myndigheder.

35 Denne argumentation maa forkastes.

36 Der er nemlig ingen faellesskabsregel og intet princip, der paalaegger Kommissionen nogen forpligtelse eller giver den nogen kompetence til at udoeve kontrol med de svenske myndigheders udoevelse af deres egne befoejelser med henblik paa at fastslaa, for hvilke fiskerfartoejer under svensk flag der ansoeges om fiskerilicenser fra Faellesskabet.

37 En saadan forpligtelse kan ikke have hjemmel i aftalens artikel 7, stk. 1, som blot bestemmer, at der skal ske konsultationer mellem parterne om spoergsmaal vedroerende ivaerksaettelsen og den tilfredsstillende gennemfoerelse af aftalen.

38 Sagsoegeren har for det andet anfoert, at Kommissionen ved at undlade at give Fiskano lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger, foer beslutningen blev truffet, har tilsidesat det almindelige princip om retten til kontradiktion.

39 Herved bemaerkes, at overholdelsen af retten til kontradiktion i enhver procedure, der indledes over for en person, og som kan udmunde i en akt, der indeholder et klagepunkt mod denne, er et grundlaeggende faellesskabsretligt princip og skal sikres, selv i mangel af bestemmelser om den paagaeldende procedure (jf. bl.a. Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, af 10.7.1986, sag 234/84, den saakaldte "Meura"-sag, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, af 10.7.1986, sag 40/85, den saakaldte "Boch"-sag, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2321, af 21.9.1989, forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 2859, af 14.2.1990, sag C-301/87, den saakaldte "Boussac Saint Frères"-sag, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, af 21.3.1990, sag C-142/87, den saakaldte "Tubemeuse"-sag, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, og af 12.2.1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 565).

40 Det foelger af denne retspraksis i sin helhed, at ifoelge princippet om retten til kontradiktion skal enhver person, som paalaegges en sanktion, saettes i stand til paa hensigtsmaessig maade at tilkendegive sit synspunkt vedroerende de omstaendigheder, paa grundlag af hvilke Kommissionen har paalagt sanktionen.

41 Det staar fast, at Kommissionen ikke har givet Fiskano lejlighed til at fremsaette nogen som helst bemaerkninger, foer den traf den omtvistede beslutning. Denne undladelse er en tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til kontradiktion.

42 Som begrundelse for denne undladelse har Kommissionen henvist til den folkeretlige sammenhaeng, som den omtvistede skrivelse indgaar i.

43 Dette argument, som er baseret paa den urigtige antagelse, at Kommissionen ikke har paalagt sagsoegeren en sanktion, er allerede blevet forkastet under behandlingen af sagens formalitet.

44 Under disse omstaendigheder, og uden at det er noedvendigt at behandle de oevrige paaberaabte anbringender, vil den anfaegtede beslutning vaere at annullere paa grund af tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til kontradiktion.

Sagens omkostninger

45 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den tabende part til at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom.

46 I forbindelse med paastanden om annullation har sagsoegeren ikke nedlagt paastand om, at sagsoegte doemmes til at betale sagens omkostninger. Foelgelig baerer hver part sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1) Beslutningen fra Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, der er indeholdt i skrivelse af 19. februar 1992 fra generaldirektoer J. Almeida Serra til Sveriges ambassadoer ved De Europaeiske Faellesskaber, Stig Brattstroem, hvorefter et svensk fartoej har begaaet en overtraedelse af fiskeriaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Sveriges regering, annulleres.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger.