61992J0045

++++

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° ligebehandling ° national bestemmelse, hvorefter kun personer med status som arbejdstagere paa tidspunktet for indstillingen af arbejdet har krav paa ligestilling af invaliditetsperioder med beskaeftigelsesperioder for saa vidt angaar beregningen af alderspension ° regler, hvorefter arbejdstagere, der har haft beskaeftigelse i flere medlemsstater, forfordeles ° retsstridigt

(EOEF-traktaten, art. 48-51)

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° alderdomsforsikring og forsikring ved doedsfald ° beregning af ydelserne i tilfaelde af sammenfald af forsikringsperioder ° alderspension til afloesning af invalidepension ° anvendelse af artikel 15, stk. 1, litra c) og d), i forordning nr. 574/72 ° nationale domstoles pligter

[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 46, stk. 1, andet afsnit, og nr. 574/72, art. 15, stk. 1, litra c) og d)]

3. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° alderdomsforsikring og forsikring ved doedsfald ° beregning af ydelser ° alderspension til afloesning af invalidepension ° hensyntagen til en teoretisk loen pr. dag for saa vidt angaar perioder ligestillet med beskaeftigelsesperioder i form af samme forholdsmaessige beregning som den i forbindelse med fastsaettelsen af invalidepensionen anvendte ° lovligt

1. Traktatens artikel 48-51 er til hinder for, at vandrende arbejdstagere, som har gjort brug af deres ret til fri bevaegelighed, mister de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning, idet dette ville kunne afholde EF-arbejdstagere fra at udoeve deres ret til fri bevaegelighed, hvilket ville vaere en hindring for virkeliggoerelsen af dette princip.

Hensynet til princippet om fri bevaegelighed er til hinder for, at en vandrende arbejdstager ved beregningen af sin alderspension mister retten efter national lovgivning til ligestilling af invaliditetsperioder med beskaeftigelsesperioder alene af den grund, at han paa tidspunktet for uarbejdsdygtighedens indtraeden ikke var arbejdstager i den medlemsstat, i hvilken den institution, som det paahviler at udrede ydelserne, er beliggende, men i en anden medlemsstat.

Saafremt en arbejdstager i en medlemsstat maa forvente, at der ikke vil bestaa nogen ret til at faa invaliditetsperioder ligestillet med forsikringsperioder som foelge af, at arbejdstageren tager beskaeftigelse i en anden medlemsstat, vil dette saaledes under visse omstaendigheder kunne afholde den paagaeldende fra at udoeve sin ret til fri bevaegelighed.

2. Ved beregningen af en alderspensionsydelse paa grundlag af reglerne i artikel 46, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1408/71 skal der ske en anvendelse af reglerne i artikel 15, stk. 1, litra c) og d), i forordning nr. 574/72 om medregning af ligestillede perioder, navnlig for saa vidt angaar sammenfaldende perioder. Den nationale retsinstans skal i denne forbindelse undersoege, hvorledes en invalidepension i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat skal kvalificeres for saa vidt angaar perioder med udbetaling i denne medlemsstat.

3. Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin, hvorved der alene er sket en samordning med hensyn til lovgivningerne om social sikring, er faellesskabsretten ° for saa vidt lovgivningen i en anden medlemsstat indeholder bestemmelse om, at der ved beregningen af en alderspension hvad angaar perioder, som ligestilles med beskaeftigelsesperioder, skal tages hensyn til en teoretisk loen pr. dag ° ikke til hinder for, at denne loen underkastes samme forholdsmaessige beregning som den, paa grundlag af hvilken den tidligere udbetalte invalidepension er blevet fastsat.

1 Ved to domme af 10. februar 1992 indgaaet til Domstolen den 17. februar 1992 har Tribunal du travail de Bruxelles i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 43 og 45 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, og af artikel 15 i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71, saaledes som disse forordninger er blevet aendret og kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under to sager, som henholdsvis Vito Canio Lepore og Nicolantonio Scamuffa har anlagt mod Office national des pensions i Belgien (herefter benaevnt "ONP"), og hvori der er strid om beregningen af sagsoegernes alderspension.

3 V.C. Lepore og N. Scamuffa, der begge er italienske statsborgere, var beskaeftiget i Belgien henholdsvis fra 1951 til 1954 og fra 1951 til 1959.

4 V.C. Lepore, der derudover har vaeret beskaeftiget i Italien, Tyskland og Luxembourg, blev uarbejdsdygtig paa grund af invaliditet i 1986, da han var beskaeftiget som arbejdstager i Luxembourg. Han har siden da oppebaaret luxembourgske og tyske invaliditetsydelser, der nu er blevet afloest af alderspensionsydelser. V.C. Lepore har endvidere med virkning fra den 1. februar 1985 oppebaaret en italiensk alderspension, og, siden juni 1987, en forholdsmaessigt beregnet belgisk invalidepension, der i 1990 blev afloest af en alderspension.

5 N. Scamuffa blev ramt af invaliditet i 1978, da han udoevede en loennet beskaeftigelse i Italien. Han har siden da oppebaaret italienske invaliditetsydelser, og derudover, siden 1980, en forholdsmaessigt beregnet belgisk invalidepension, der i 1990 blev afloest af en alderspension.

6 I henhold til artikel 34, stk. 2, i den kongelige belgiske anordning af 21. december 1967 om almindelige regler vedroerende ordningen om alderspension til og efterladtepension efter arbejdstagere (Moniteur belge af 27.10.1967) ligestilles perioder, i hvilke den paagaeldende har vaeret uarbejdsdygtig, kun med beskaeftigelsesperioder med henblik paa fastlaeggelsen af retten til alderspension, saafremt vedkommende bl.a. opfylder den betingelse at vaere omfattet af lovanordning af 28. december 1944, dvs. af den belgiske sociale sikringsordning for arbejdstagere, idet den paagaeldende, saafremt denne betingelse ikke er opfyldt, skal godtgoere at have haft status som arbejdstager paa tidspunktet for indstillingen af arbejdet.

7 Ved beregningen af V.C. Lepore' s og N. Scamuffa' s alderspension afslog ONP med beskaeftigelsesperioder at ligestille de perioder, i hvilke sagsoegerne havde oppebaaret invaliditetsydelser fra ONP, navnlig med den begrundelse, at sagsoegerne ikke paa tidspunktet for indstillingen af deres arbejde havde status som arbejdstagere i Belgien.

8 V.C. Lepore og N. Scamuffa anlagde sag ved Tribunal du travail de Bruxelles til proevelse af disse afgoerelser fra ONP, og denne retsinstans har udsat sagerne og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal, der er de samme i de to sager:

"1) En arbejdstager, der har vaeret beskaeftiget i flere EF-medlemsstater, oppebaerer i henhold til lovgivningen i bopaelsmedlemsstaten invaliditetsydelser, hvis stoerrelse afhaenger af varigheden af forsikringsperioderne, og som derfor delvis, jf. artikel 40 og 45 i forordning (EOEF) nr. 1408/71, betales af den kompetente institution i en anden medlemsstat i forhold til varigheden af den i denne medlemsstat tilbagelagte forsikringsperiode, hvorefter arbejdstageren, fordi han naar den i henhold til sidstnaevnte medlemsstats lovgivning gaeldende normale pensionsalder, har ret til en alderspension fra den kompetente institution i denne medlemsstat, mens invaliditetsydelserne efter lovgivningen i bopaelsmedlemsstaten ikke afloeses af alderspensionsydelser. Foelger det i et saadant tilfaelde af artikel 43, stk. 1, eller artikel 45, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71, at det ved fastsaettelsen af alderspensionen fra den kompetente institution i den anden medlemsstat ° i henhold til hvis lovgivning perioder, hvori der er blevet udbetalt invaliditetsydelser, under visse omstaendigheder ligestilles med faktiske beskaeftigelsesperioder og saaledes med en forsikringsperiode, der giver anledning til en ret til alderspension ° skal laegges til grund, at den alderspension, der afloeser de paagaeldende invaliditetsydelser, skal beregnes under hensyn til den periode, hvori invaliditetsydelserne er blevet udbetalt, saaledes at der fortsat tages udgangspunkt i det princip om sammenlaegning, der er blevet anvendt ved fastsaettelsen af invaliditetsydelserne, uanset at den person, der ansoeger om alderspension, paa tidspunktet for indstillingen af arbejdet paa grund af invaliditet ikke laengere havde status som arbejdstager i den medlemsstat, hvori den institution, der skal udrede ydelsen, er beliggende, og ikke laengere var omfattet af den sociale sikringsordning for arbejdstagere i den paagaeldende stat, men under hensyn til, at den paagaeldende paa dette tidspunkt stadig havde status som arbejdstager i en EF-medlemsstat?

2) Saafremt artikel 45, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71 finder anvendelse paa ovennaevnte tilfaelde, oenskes det oplyst, hvorvidt det foelger af artikel 15, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 574/72, at der ikke skal antages at foreligge sammenfaldende forsikringsperioder [artikel 15, stk. 1, litra a), foerste punktum], at der skal foretages en saerskilt sammenlaegning [artikel 15, stk. 1, litra a), andet punktum] uanset de oevrige regler i artikel 15, stk. 1, at der skal antages at foreligge et sammenfald mellem en forsikringsperiode, der ikke er en ligestillet periode, og en ligestillet periode [artikel 15, stk. 1, litra c)], at der skal antages at foreligge et sammenfald mellem to ligestillede perioder [artikel 15, stk. 1, litra d)], eller at det naevnte tilfaelde ikke er omfattet af artikel 15.

3) Saafremt artikel 45, stk. 1, finder anvendelse paa det naevnte tilfaelde, og den periode, hvori de proportionelle invaliditetsydelser er udbetalt, skal medregnes i henhold til de gaeldende EF-forordninger og efter den lovgivning, som den kompetente alderspensionsinstitution skal anvende, og saafremt forholdet endvidere er det, at der i henhold til denne lovgivning for saa vidt angaar ligestillede perioder skal tages hensyn til en teoretisk loen pr. dag (jf. artikel 24a i den belgiske kongelige anordning af 21. december 1967), oenskes det oplyst, hvorvidt der skal tages hensyn til denne loen, saaledes at den skal medregnes i samme omfang som det, paa grundlag af hvilket selve invaliditetsydelserne er blevet fastsat."

9 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagerne og de for disse relevante retsforskrifter, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste spoergsmaal

10 Ved det foerste praejudicielle spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om Faellesskabsretten er til hinder for, at en vandrende arbejdstager ved beregningen af sin alderspension mister retten efter national lovgivning til ligestilling af invaliditetsperioder med beskaeftigelsesperioder alene af den grund, at han paa tidspunktet for uarbejdsdygtighedens indtraeden ikke var arbejdstager i den paagaeldende medlemsstat, men i en anden medlemsstat.

11 Artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 indeholder bestemmelse om, at er erhvervelse af ret til alderspensionsydelser efter en medlemsstats lovgivning betinget af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder, skal en institution i denne medlemsstat medregne perioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om perioder, der var tilbagelagt efter den for institutionen gaeldende lovgivning.

12 Den nationale retsinstans har droeftet, hvorvidt der af denne bestemmelse kan udledes et princip, hvorefter der ved beregningen af alderspensionsydelser bestaar en forpligtelse til at ligestille invaliditetsperioder med forsikringsperioder i tilfaelde, hvor de i national lovgivning om dette spoergsmaal fastlagte betingelser ikke er opfyldt, for saa vidt den paagaeldende er blevet ramt af invaliditet paa et tidspunkt, hvor han var beskaeftiget i en anden medlemsstat.

13 Det bemaerkes herom blot, at den naevnte bestemmelse udelukkende foreskriver en sammenlaegning af forsikringsperioder for saa vidt angaar erhvervelse, bevarelse og generhvervelse af ret til alderspensionsydelser, mens tvisten i hovedsagerne udelukkende angaar fastsaettelsen af stoerrelsen af de paagaeldende ydelsesbeloeb.

14 Den nationale retsinstans har endvidere droeftet, hvorvidt det naevnte princip vil kunne fremgaa af artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

15 Denne bestemmelse lyder saaledes:

"Ydelser ved alderdom skal i givet fald traede i stedet for ydelser ved invaliditet paa de betingelser, der er fastsat i den eller de lovgivninger, hvorefter de paagaeldende ydelser er tilkendt, og i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 3."

16 Det foelger heraf, at reglerne i kapitel 3 finder anvendelse ved fastsaettelsen af en alderspensionsydelse, der afloeser en invaliditetsydelse.

17 Det bemaerkes herved, at der ved fastsaettelsen af ydelsesbeloebene i overensstemmelse med artikel 46 i forordning nr. 1408/71 skal foretages en beregning i flere trin, idet den kompetente institution foerst skal beregne den saakaldte "selvstaendige" ydelse i overensstemmelse med artikel 46, stk. 1, foerste afsnit, og derefter, jf. artikel 46, stk. 1, andet afsnit, den saakaldte "forholdsmaessigt beregnede" ydelse i overensstemmelse med artikel 46, stk. 2, litra a) og b). Det er det hoejeste beloeb, der skal tages i betragtning (jf. herved dom af 11.6.1992, forenede sager C-90/91 og C-91/91, Di Crescenzo og Casagrande, Sml. I, s. 3851, praemis 19).

18 Artikel 46, stk. 1, bestemmer:

"Den kompetente institution i enhver medlemsstat, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende har vaeret omfattet, skal, for saa vidt de i naevnte lovgivning foreskrevne betingelser for erhvervelse af ret til ydelser er opfyldt, uden at bestemmelserne i artikel 45 og/eller artikel 40, stk. 3, behoever at bringes i anvendelse, fastsaette ydelsens stoerrelse i overensstemmelse med reglerne i den for institutionen gaeldende lovgivning og paa grundlag af den samlede laengde af de forsikrings- eller bopaelsperioder, der skal tages i betragtning i henhold til den paagaeldende lovgivning."

19 Indholdet af begrebet "forsikringsperioder" er fastlagt i artikel 1, litra r), i forordning nr. 1408/71, hvorefter der ved dette begreb forstaas "bidrags- eller beskaeftigelsesperiode eller perioder med selvstaendig virksomhed, der i den lovgivning, hvorefter de er tilbagelagt eller anses for at vaere tilbagelagt, betegnes eller anerkendes som forsikringsperioder, samt alle dermed ligestillede perioder, for saa vidt de efter denne lovgivning anses for ligestillede med forsikringsperioder".

20 Det foelger heraf, at der ved beregningen af den selvstaendige ydelse skal tages hensyn til forsikringsperioder som fastlagt alene i henhold til national lovgivning, herunder perioder, der efter denne lovgivning ligestilles med forsikringsperioder, hvorved det dog er en forudsaetning, at der sker en iagttagelse af traktatens artikel 48-51 (jf. herved dom af 15.10.1991, sag C-302/90, Faux, Sml. I, s. 4875, praemis 25-28).

21 Det fremgaar af Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 4.10.1991, sag C-349/87, Paraschi, Sml. I, s. 4501, praemis 22), at traktatens artikel 48-51 er til hinder for, at vandrende arbejdstagere, som har gjort brug af deres ret til fri bevaegelighed, mister de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning, idet dette ville kunne afholde EF-arbejdstagere fra at udoeve deres ret til fri bevaegelighed, hvilket ville vaere en hindring for virkeliggoerelsen af dette princip.

22 Som anfoert af generaladvokaten i punkt 17 i dennes forslag til afgoerelse, er dette tilfaeldet med den omtvistede lovgivning. Saafremt en arbejdstager i en medlemsstat maa forvente, at der ikke vil bestaa nogen ret til at faa invaliditetsperioder ligestillet med forsikringsperioder som foelge af, at arbejdstageren tager beskaeftigelse i en anden medlemsstat, vil dette under visse omstaendigheder kunne afholde den paagaeldende fra at udoeve sin ret til fri bevaegelighed.

23 Hensynet til princippet om fri bevaegelighed kraever herefter, at de omtvistede invaliditetsperioder med henblik paa beregningen af den selvstaendige ydelse ligestilles med forsikringsperioder. Det samme gaelder spoergsmaalet om fastsaettelsen af den forholdsmaessigt beregnede ydelse, jf. artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71.

24 Det foerste praejudicielle spoergsmaal maa herefter besvares med, at faellesskabsretten er til hinder for, at en vandrende arbejdstager ved beregningen af sin alderspension mister retten efter national lovgivning til ligestilling af invaliditetsperioder med beskaeftigelsesperioder alene af den grund, at han paa tidspunktet for uarbejdsdygtighedens indtraeden ikke var arbejdstager i den paagaeldende medlemsstat, men i en anden medlemsstat.

Det andet spoergsmaal

25 Ved det andet spoergsmaal oensker den nationale retsinstans for det tilfaelde, at invaliditetsperioder skal ligestilles med forsikringsperioder, oplyst, hvorvidt artikel 15, stk. 1, litra a), c) og d), i forordning nr. 574/72 finder anvendelse, og i bekraeftende fald, hvorledes disse bestemmelser skal fortolkes.

26 Det fremgaar af ordlyden af artikel 43, stk. 1, sammenholdt med ordlyden af artikel 46, stk. 2, litra d), i forordning nr. 1408/71, at forordning nr. 574/72 finder anvendelse ved beregningen af en alderspensionsydelse, der afloeser en invalidepension.

27 Artikel 46, stk. 1, i forordning nr. 574/72 indeholder bestemmelse om, at ved beregningen af ydelsens teoretiske og faktiske beloeb efter bestemmelserne i artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 finder reglerne i artikel 15, stk. 1, litra b), c) og d), i forordning nr. 574/72 anvendelse.

28 Artikel 15 i forordning nr. 574/72 indeholder regler om sammenlaegning af perioder, hvoraf nogle kan have betydning for denne sag. Naermere bestemt drejer det sig om de af den nationale retsinstans naevnte regler i stk. 1, litra c) og d).

29 Disse bestemmelser lyder saaledes:

"c) Naar en efter en medlemsstats lovgivning tilbagelagt forsikrings- eller bopaelsperiode, der ikke er en ligestillet periode, falder sammen med en efter en anden medlemsstats lovgivning ligestillet periode, medregnes alene den periode, som ikke er en ligestillet periode.

d) Enhver efter lovgivningen i to eller flere medlemsstater ligestillet periode skal alene medregnes af institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning den forsikrede senest har vaeret tvungent forsikret forud for den naevnte periode; har den forsikrede ikke vaeret tvungent forsikret efter lovgivningen i en medlemsstat forud for den naevnte periode, medregnes denne af institutionen i den medlemsstat, i hvilken han foerste gang efter den naevnte periode har vaeret tvungent forsikret."

30 Ved anvendelsen af disse bestemmelser skal den national retsinstans undersoege, om de perioder, i hvilke der er blevet udbetalt invalidepension i Luxembourg og i Italien, skal anses for forsikringsperioder eller hermed ligestillede perioder efter luxembourgsk og italiensk lovgivning.

31 Hvad angaar artikel 15, stk.1, litra a), som den nationale retsinstans ligeledes har henvist til, bemaerkes, at spoergsmaalet om manglende sammenfald af forsikringsperioder som omhandlet i bestemmelsen ikke angaar ligestillede perioder, der er genstand for de saerlige regler, som er gengivet i praemis 29 i denne dom.

32 Der maa herefter gives den nationale retsinstans den besvarelse, at ved beregningen af en alderspensionsydelse i medfoer af artikel 46, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1408/71 finder artikel 15, stk. 1, litra c) og d), i forordning nr. 574/72 anvendelse. Den nationale retsinstans skal i denne forbindelse afgoere, hvorvidt perioder, hvori der i andre medlemsstater er blevet udbetalt invalidepension, i henhold til lovgivningerne i disse stater skal anses for forsikringsperioder eller hermed ligestillede perioder.

Det tredje spoergsmaal

33 Ved det tredje spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, hvorvidt faellesskabsretten ° for saa vidt lovgivningen i en anden medlemsstat indeholder bestemmelse om, at der ved beregningen af en alderspension hvad angaar perioder, som ligestilles med beskaeftigelsesperioder, skal tages hensyn til en teoretisk loen pr. dag ° er til hinder for, at denne loen underkastes den samme forholdsmaessige beregning som den, paa grundlag af hvilken den tidligere udbetalte invalidepension er blevet fastsat.

34 Det er med rette, at Kommissionen har anfoert, at dette spoergsmaal, der angaar et rent faktuelt forhold i forbindelse med beregningen af en alderspension efter national lovgivning, henhoerer under de nationale myndigheders kompetence. Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin, hvorved der alene er sket en samordning for saa vidt angaar lovgivningerne om social sikring, gaelder der saaledes intet princip og ingen faellesskabsretlige bestemmelse, som indebaerer en forpligtelse for en medlemsstat til at anvende en saerlig regel, hvorefter der for den i den paagaeldende nationale ordning omhandlede teoretiske loen gaelder de samme principper om forholdsmaessig beregning som dem, der finder anvendelse paa den tidligere udbetalte invalidepension.

35 Der maa herefter gives den nationale retsinstans den besvarelse, at for saa vidt lovgivningen i en medlemsstat indeholder bestemmelse om, at der ved beregningen af en alderspension hvad angaar perioder, som ligestilles med beskaeftigelsesperioder, skal tages hensyn til en teoretisk loen pr. dag, er faellesskabsretten ikke til hinder for, at denne loen underkastes den samme forholdsmaessige beregning som den, paa grundlag af hvilken den tidligere udbetalte invalidepension er blevet fastsat.

Sagens omkostninger

36 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til parterne i hovedsagerne udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagernes omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal du travail de Bruxelles ved to domme af 10. februar 1992, for ret:

1) Faellesskabsretten er til hinder for, at en vandrende arbejdstager ved beregningen af sin alderspension mister retten efter national lovgivning til ligestilling af invaliditetsperioder med beskaeftigelsesperioder alene af den grund, at han paa tidspunktet for uarbejdsdygtighedens indtraeden ikke var arbejdstager i den paagaeldende medlemsstat, men i en anden medlemsstat.

2) Ved beregningen af en alderspensionsydelse i medfoer af artikel 46, stk. 1, andet afsnit, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, finder artikel 15, stk. 1, litra c) og d), i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71 anvendelse. Den nationale retsinstans skal i denne forbindelse afgoere, hvorvidt perioder, hvori der i andre medlemsstater er blevet udbetalt invalidepension, i henhold til lovgivningerne i disse stater skal anses for forsikringsperioder eller hermed ligestillede perioder.

3) For saa vidt lovgivningen i en medlemsstat indeholder bestemmelse om, at der ved beregningen af en alderspension hvad angaar perioder, som ligestilles med beskaeftigelsesperioder, skal tages hensyn til en teoretisk loen pr. dag, er faellesskabsretten ikke til hinder for, at denne loen underkastes den samme forholdsmaessige beregning som den, paa grundlag af hvilken den tidligere udbetalte invalidepension er blevet fastsat.