61992J0031

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° alders- og efterladtepension ° beregning af ydelser ° faellesskabsretlige antikumulationsregler ° ikke anvendelige paa en arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, der har maattet indbetale bidrag i to medlemsstater i samme periode

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 12, stk. 2, og art. 46, stk. 3)

Artikel 12, stk. 2, og artikel 46 i forordning nr. 1408/71 er ikke til hinder for, at der ved fastsaettelsen af en pension alene i henhold til national lovgivning anvendes en national antikumulationsregel. Disse bestemmelser er derimod til hinder for at anvende en saadan regel ved fastsaettelsen af en pension i medfoer af bestemmelserne i artikel 46.

Ved beregningen af en pension i henhold til artikel 46 finder antikumulationsreglen i samme artikels stk. 3 ° hvis formaal er at undgaa uberettiget opnaaelse af dobbeltydelser, navnlig som foelge af sammenfald af forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder ° ikke anvendelse paa en person, der har arbejdet i samme periode i to medlemsstater og i denne periode har vaeret forpligtet til at betale bidrag til alderdomsforsikringen i disse to medlemsstater. I dette tilfaelde kan den pension, der er tillagt ham i en medlemsstat, ikke nedsaettes med den begrundelse, at der samtidig oppebaeres en pension i en anden medlemsstat.

1 Ved dom af 28. januar 1992 indgaaet til Domstolen den 6. februar 1992 har Tribunal du travail de Tournai i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 stillet to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 12 og 46 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), samt af EOEF-traktatens artikel 51.

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en tvist angaaende nedsaettelse af den pension, der er tilkendt Marius Larsy af Institut national d' assurances sociales pour travailleurs indépendants (herefter benaevnt "INASTI").

3 Marius Larsy, der er sagsoeger i hovedsagen, er belgisk statsborger og bor i Belgien naer den franske graense. Han har udoevet selvstaendig virksomhed som planteskolegartner i Belgien og i Frankrig. Den stoerste del af hans gartneri laa i Belgien.

4 Fra den 1. januar 1944 til den 31. december 1988 betalte M. Larsy pensionsbidrag i henhold til den belgiske lovgivning. I perioden mellem den 1. januar 1964 og den 31. december 1977 maatte han, selv om han gjorde indsigelse, ligeledes betale bidrag i Frankrig. Yderligere maatte han i en mere begraenset periode betale bidrag til social sikring i forhold til sine franske indkomster baade i Belgien og i Frankrig.

5 Den 20. juni 1989 fik M. Larsy af INASTI tilkendt en alderspension svarende til et fuldt forsikringsforloeb (fra den 1.1.1944 til den 31.12.1988) med et aarligt beloeb paa 222 333 BFR, der skulle udbetales fra den 1. oktober 1989. Den 6. marts 1991 fandt INASTI, at den omstaendighed, at M. Larsy havde faaet tilkendt en fransk pension for forsikringsperioden mellem den 1. januar 1964 og den 31. december 1977, i medfoer af artikel 19 i kongelig anordning nr. 72 af 10. november 1967 vedroerende selvstaendige erhvervsdrivendes alders- og efterladtepension (Moniteur belge af 14.11.1967), som aendret ved bl.a. lov af 6. februar 1976 (Moniteur belge af 11.2.1976) og ved lov af 15. maj 1984 (Moniteur belge af 22.5.1984), begrundede en nedsaettelse af den belgiske pension, saaledes at M. Larsy herefter kun var berettiget til en aarlig pension paa 156 225 BFR, der skulle udbetales fra den 1. oktober 1989.

6 Efter at have faaet indbragt INASTI' s afgoerelse af 6. marts 1991 har Tribunal du travail de Tournai fundet, at sagen gav anledning til problemer vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten, og den har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er artikel 19 i kongelig anordning nr. 72 af 10. november 1967 vedroerende selvstaendige erhvervsdrivendes alders- og efterladtepension forenelig med formaalet i henhold til artikel 12 i forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983?

2) Er artikel 19 i kongelig anordning nr. 72 af 10. november 1967 forenelig med Rom-traktatens artikel 51?"

7 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder og de relevante retsregler i hovedsagen samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet for Domstolen, henvises til den refererende dommers rapport. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

8 Det skal indledningsvis bemaerkes, at Domstolen efter fast praksis under en sag i medfoer af traktatens artikel 177 er afskaaret fra at udtale sig om, hvorvidt nationale regler er forenelige med faellesskabsretten, men har kompetence til at forsyne den nationale retsinstans med alle de fortolkningselementer vedroerende faellesskabsretten, som giver den mulighed for med henblik paa sin afgoerelse af hovedsagen at bedoemme, om reglerne er forenelige med faellesskabsretten (jf. eksempelvis dom af 18.6.1991, sag C-369/89, Piageme, Sml. I, s. 2971, praemis 7).

9 Det fremgaar af praemisserne til forelaeggelsesdommen, at den nationale ret med sit foerste spoergsmaal i det vaesentlige soeger oplyst, om artikel 12, stk. 2, og artikel 46 i forordning nr. 1408/71 er til hinder for, at den pension, der er tilkendt en arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende i en medlemsstat, nedsaettes med den begrundelse, at han samtidig oppebaerer en pension i en anden medlemsstat i et tilfaelde, hvor han i én og samme periode har betalt alderspensionsbidrag i disse to stater.

10 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal maa det foerst undersoeges, paa hvilke betingelser det efter artikel 12, stk. 2, og artikel 46 i forordning nr. 1408/71 er tilladt at anvende en national antikumulationsregel.

11 I denne forbindelse skal det bemaerkes, at det foelger af fast retspraksis (jf. senest dom af 11.6.1992, forenede sager C-90/91 og C-91/91, Di Crescenzo og Casagrande, Sml. I, s. 3851, praemis 15), at saafremt en vandrende arbejdstager oppebaerer pension alene i henhold til én medlemsstats lovgivning, er bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 ikke til hinder for, at den nationale lovgivning, herunder antikumulationsreglerne, anvendes i sin helhed paa den paagaeldende arbejdstager.

12 Af samme praksis (jf. ovennaevnte dom i Di Crescenzo og Casagrande-sagen, praemis 16) fremgaar det, at saafremt anvendelse alene af lovgivningen i den paagaeldende medlemsstat viser sig at vaere mindre fordelagtig for arbejdstageren end anvendelsen af Faellesskabets ordning, saaledes som denne fremgaar af artikel 46 i forordning nr. 1408/71, skal bestemmelserne i denne artikel anvendes i deres helhed.

13 Den kompetente institution skal foelgelig foretage en sammenligning mellem de ydelser, der vil kunne udbetales alene i medfoer af den nationale lovgivning, herunder dennes antikumulationsregler, og de ydelser, der vil kunne udbetales i medfoer af faellesskabsretten, herunder antikumulationsreglen i artikel 46, stk. 3, og tildele den vandrende arbejdstager den hoejeste af de to ydelser.

14 I medfoer af artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 finder bestemmelser i en medlemsstats lovgivning om, at en ydelse skal nedsaettes, naar modtageren samtidig faar udbetalt andre sociale ydelser i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, ikke anvendelse, saafremt den paagaeldende modtager ydelser af samme art ved alderdom, der er fastsat i overensstemmelse med samme forordnings artikel 46.

15 Beregningen af ydelserne i overensstemmelse med artikel 46, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71 skal ske i tre trin, der er beskrevet i praemis 19 i ovennaevnte dom af 11. juni 1992.

16 Som det fjerde trin anvendes antikumulationsreglen i artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, hvorefter summen af samtlige de selvstaendige og forholdsmaessige ydelser, som arbejdstageren kan oppebaere, ikke kan overstige den oevre graense for de ydelser, der skulle betales af den ene af medlemsstaterne, dersom arbejdstageren havde tilbagelagt hele sit forsikringsforloeb i denne.

17 I det foreliggende tilfaelde skal det undersoeges, om denne antikumulationsregel ligeledes skal anvendes, dersom den alderspensionsberettigede har betalt bidrag i flere medlemsstater.

18 I denne forbindelse skal det bemaerkes, at den i artikel 46, stk. 3, omhandlede antikumulationsregel opfylder det formaal, der er omhandlet i den ottende betragtning til forordning nr. 1408/71 om undgaaelse af uberettiget opnaaelse af dobbeltydelser, navnlig som foelge af sammenfald af forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder.

19 Saafremt en arbejdstager i én og samme periode har vaeret forpligtet til at betale alderspensionsbidrag i to medlemsstater, kan kumulation af de to pensioner, som han er berettiget til i kraft af disse bidrag, ikke betragtes som uberettiget.

20 Domstolen har ganske vist fastslaaet, at antikumulationsreglen i artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 finder anvendelse i alle tilfaelde, hvor summen af ydelserne, der beregnes ifoelge bestemmelserne i samme artikels stk. 1 og 2, overskrider den oevre graense, som udgoeres af det hoejeste af de teoretiske pensionsbeloeb, selv om overskridelsen af denne graense ikke skyldes sammenfald af forsikringsperioder (jf. dom af 17.12.1987, sag 323/86, Collini, Sml. s. 5489, praemis 13).

21 Som generaladvokaten imidlertid har bemaerket i punkt 29 og 30 i sit forslag til afgoerelse, adskiller de forhold, der laa til grund for denne dom, sig klart fra forholdene i naervaerende sag, for saa vidt som de angik et problem om fiktive forsikringsaar og disses forbindelse med forsikringsperioder i medfoer af en anden medlemsstats ret.

22 Det maa foelgelig fastslaas, at formaalet med artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 er til hinder for, at antikumulationsreglen i denne bestemmelse anvendes, for saa vidt angaar en person, der har arbejdet i samme periode i to medlemsstater og i denne periode har maattet betale bidrag til alderdomsforsikring i begge disse medlemsstater.

23 Det foerste spoergsmaal fra den forelaeggende ret maa herefter besvares saaledes, at artikel 12, stk. 2, og artikel 46 i forordning nr. 1408/71 ikke er til hinder for, at der ved fastsaettelsen af en pension alene i henhold til national lovgivning anvendes en national antikumulationsregel. Disse bestemmelser er derimod til hinder for at anvende en saadan regel ved fastsaettelsen af en pension i medfoer af bestemmelserne i artikel 46. Artikel 46, stk. 3, i samme forordning skal fortolkes saaledes, at den deri indeholdte antikumulationsregel ikke finder anvendelse i det omfang, hvor en person har arbejdet i samme periode i to medlemsstater og i denne periode har vaeret forpligtet til at betale bidrag til alderdomsforsikring i disse medlemsstater.

24 I betragtning af det ovenfor anfoerte svar er det ufornoedent at besvare det andet praejudicielle spoergsmaal.

Sagens omkostninger

25 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal du travail de Tournai ved dom af 28. januar 1992, for ret:

Artikel 12, stk. 2, og artikel 46 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, er ikke til hinder for, at der ved fastsaettelsen af en pension alene i henhold til national lovgivning anvendes en national antikumulationsregel. Disse bestemmelser er derimod til hinder for at anvende en saadan regel ved fastsaettelsen af en pension i medfoer af bestemmelserne i artikel 46. Artikel 46, stk. 3, i samme forordning skal fortolkes saaledes, at den deri indeholdte antikumulationsregel ikke finder anvendelse i det omfang, hvor en person har arbejdet i samme periode i to medlemsstater og i denne periode har vaeret forpligtet til at betale bidrag til alderdomsforsikring i disse medlemsstater.