61992J0012

++++

Internationale aftaler ° overenskomsten EOEF-OEstrig ° protokol nr. 3 ° varers oprindelse ° bevis ved EUR.1-certifikat ° efterfoelgende kontrol af certifikatet uden positivt resultat ° virkninger ° hensyntagen til andre beviser eller mulighed for importoeren for at paaberaabe sig force majeure-princippet ° betingelser

(Overenskomsten EOEF-OEstrig, protokol nr. 3)

Protokol nr. 3 om definitionen af begrebet "varer med oprindelsesstatus" og metoderne for administrativt samarbejde ° der er bilag til overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikken OEstrig, som inden for rammerne af den ved overenskomsten tilsigtede frihandel indfoerer en praeferenceordning for varer med oprindelse i OEstrig eller Faellesskabet ° skal fortolkes saaledes, at hvis udfoerselslandet, som anmodes om efterfoelgende at kontrollere oprindelsescertifikatet EUR.1, ikke kan fastslaa en vares faktiske oprindelse, skal det bestemme, at varen er af ukendt oprindelse, og at der med urette er udstedt et EUR-certifikat og indroemmet praeferencebehandling.

I en situation, hvor udfoerselslandets toldmyndigheder, henset til umuligheden af at fremlaegge det saedvanlige bevis for varens oprindelse, som omhandles i protokollen, ikke er i stand til forskriftsmaessigt at foretage naevnte kontrol, er indfoerselslandet dog ikke ° med henblik paa opkraevning af ikke-erlagt told ° endeligt bundet af det negative resultat af kontrollen, men kan tage hensyn til andre beviser for varens oprindelse.

Efter omstaendighederne kan en importoer i oevrigt som force majeure paaberaabe sig, at udfoerselslandets toldmyndigheder paa grund af deres forsoemmelighed er ude af stand til at fastslaa en vares faktiske oprindelse i forbindelse med en efterfoelgende kontrol. Det tilkommer den nationale ret at tage stilling til alle de omstaendigheder, der fremfoeres til stoette herfor.

1 Ved dom af 7. januar 1992 indgaaet til Domstolen den 13. januar s.aa. har Belgiens Hof van Cassatie i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikken OEstrig undertegnet i Bruxelles den 22. juli 1972 samt indgaaet og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2836/72 af 19. december 1972 (EFT 1972, 31.12.1972, s. 3, herefter benaevnt "overenskomsten EOEF-OEstrig"), og navnlig af protokol nr. 3, der er bilag til overenskomsten, og som vedroerer definitionen af begrebet "varer med oprindelsesstatus" og metoderne for administrativt samarbejde. Protokollen er blevet aendret ved en aftale i form af brevveksling, der er traadt i kraft i Faellesskabet i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 3386/84 af 3. oktober 1984 om indgaaelse af aftalen i form af brevveksling om kodificering og aendring af teksten til protokol nr. 3 til overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikken OEstrig (EFT L 323, s. 1).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en straffesag indledt af den belgiske stat mod direktoeren for et belgisk selskab, der i 1985 fra OEstrig havde indfoert en maskine til samling af forsendelseskartoner, samt mod to af selskabets ansatte, der havde opfyldt indfoerselsformaliteterne.

3 Den paagaeldende maskine var blevet fremstillet af den tyske virksomhed Jagenberg Werke og udfoert til OEstrig, efter at den i 1970 var blevet koebt af den oestrigske virksomhed Ernst Schausberger & Co. I 1985 blev maskinen videresolgt til det belgiske selskab Grafimat, der indfoerte den til Belgien. Indfoerselsformaliteterne blev varetaget af det belgiske aktieselskab E. Depaire.

4 Den 7. marts 1985 anmeldte Huygen og Verraes, der var ansat i selskabet E. Depaire, samt Blockeel, direktoeren for Grafimat, varen over for toldkontoret i Courtrai (Belgien). Herved fremlagde de certifikat EUR.1 nr. D 0326846, der var udstedt af det oestrigske toldvaesen ° med oplysning om, at maskinen havde oprindelse i Vesttyskland ° med henblik paa at opnaa fritagelse for told i henhold til den praeferenceordning, der var indfoert ved overenskomsten EOEF-OEstrig.

5 Paa grundlag af bestemmelserne i protokol nr. 3, der er bilag til overenskomsten, anmodede de belgiske myndigheder i forbindelse med en kontrol af oplysningerne i certifikat EUR.1 de oestrigske myndigheder om oplysninger vedroerende maskinens oprindelse. Den oestrigske administration svarede ved skrivelse af 26. marts 1987, at den tyske eksportoer, der i sin tid havde udfoert maskinen, ikke laengere havde noget konkret bevis for maskinens oprindelse, og at man derfor maatte anse varen for at vaere af en saadan ubestemmelig oprindelse, at varecertifikatet ikke laengere kan opretholdes.

6 Herefter besluttede den belgiske administration, at praeferenceordningen ikke kunne finde anvendelse, og at der af den indfoerte maskine skulle svares afgift for varer af ukendt oprindelse; foelgelig besluttede den belgiske administration at opkraeve den skyldige told. Desuden blev Huygen, Verraes og Blockeel ved Correctionele Rechtbank, Kortrijk, tiltalt for overtraedelse dels af artikel 202, stk. 1 og 2, og artikel 259 i Algemene Wet inzake Douane en Accijnzen (almindelig lov om told og afgifter), som affattet ved kongelig anordning af 18. juli 1977, stadfaestet ved lov af 6. juli 1978, dels af artikel 8, stk. 1, litra a), artikel 9, stk. 1 og 2, og artikel 10, stk. 2, i protokol nr. 3 til overenskomsten EOEF-OEstrig. Selskaberne Edmond Depaire og Grafimat blev inddraget i straffesagen som civilretligt ansvarlige.

7 Den i foerste instans afsagte dom, ved hvilken de tiltalte var blevet frikendt og de sagsoegte i de civile sager frifundet, blev stadfaestet ved en dom afsagt den 20. september 1989 af Hof van Beroep, Gent. Det fremgaar af forelaeggelsesdommen, at Hof van Beroep i dommen fastslog, at det oestrigske toldvaesen i virkeligheden ikke havde henvendt sig til det oestrigske firma Schausberger, og dette stoettedes paa oplysninger afgivet af dette selskab og paa den omstaendighed, at den administration, der havde rejst paatale, under sagen havde forelagt en regning af 25. februar 1970, der var tilstillet naevnte selskab af den tyske fabrikant Jagenberg; herefter kunne det antages, at maskinen var af vesttysk oprindelse. Hof van Beroep konkluderede, at den omstaendighed, at kontrollen af maskinens oprindelse ikke gav noget sikkert resultat, klart skyldtes de oestrigske toldmyndigheders forsoemmelighed. Retten fastslog derfor, at de oestrigske myndigheders passivitet maatte anses for force majeure, der kom de tiltalte til gode.

8 Den belgiske stat ivaerksatte kassationsanke mod denne dom ved Belgiens Hof van Cassatie. Da retten fandt, at de anbringender, der var gjort gaeldende til stoette for kassationspaastanden, rejste problemer vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten, har den forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Ifoelge overenskomsten mellem EOEF og OEstrig (forordning nr. 2836/72 af 19. december 1972) med den dertil knyttede protokol nr. 3 gaelder der en toldpraeferenceordning for varer med oprindelse i OEstrig eller i Faellesskabet. Anvendelsen af denne praeferenceordning er knyttet til varernes oprindelse, saaledes at kontrollen med oprindelsen indgaar som et noedvendigt led i ordningen.

1) Hvis den begunstigede stat (in casu OEstrig), som anmodes om at kontrollere oprindelsescertifikatet EUR.1, ikke kan fastslaa en vares faktiske oprindelse, skal den da bestemme, at varen er af ukendt oprindelse, hvilket indebaerer, at certifikatet EUR.1 er udstedt med urette, og at der med urette er indroemmet praeferencebehandling?

2) Skal indfoerselslandet (in casu Belgien) i saa fald efterfoelgende kraeve betaling af den ved indfoerslen ikke erlagte told?

3) Indebaerer det forhold, at den oestrigske myndighed paa grund af sin forsoemmelighed, hvad enten denne er 'forsaetlig' eller ej, er ude af stand til at fastslaa, om oplysningen om varens oprindelse paa det certifikat EUR.1, som den har udstedt, er rigtig, at importoeren i indfoerselslandet (in casu Belgien) kan paaberaabe sig force majeure?"

9 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, de relevante retsregler, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Reglerne om oprindelse i den ved overenskomsten EOEF-OEstrig indfoerte ordning

10 Foer der svares paa de af den nationale ret forelagte spoergsmaal skal der indledningsvis redegoeres for funktionen og indholdet af de vaesentligste regler i overenskomsten og protokollen vedroerende fastsaettelsen af varernes oprindelse og den efterfoelgende kontrol.

11 Overenskomsten EOEF-OEstrig, der indfoerer en frihandelsordning, finder ifoelge artikel 2 med forbehold af visse specifikationer anvendelse "paa varer, der har oprindelse i Faellesskabet og i OEstrig". I aftalens artikel 11 hedder det: "Protokol nr. 3 fastsaetter oprindelsesreglerne."

12 Ifoelge artikel 1, stk. 2, i protokol nr. 3 skal man som varer med oprindelsesstatus i Faellesskabet, bl.a. anse "varer, der fuldt ud er fremstillet i Faellesskabet", og som varer med oprindelsesstatus i OEstrig anse "varer, der fuldt ud er fremstillet i OEstrig".

13 Ifoelge artikel 8, stk. 1, i protokol nr. 3 kan varer med oprindelsesstatus som defineret i protokollens artikel 1 indfoeres til Faellesskabet eller til OEstrig med de fordele, som bestemmelserne i overenskomsten giver, ved fremlaeggelse af et varecertifikat benaevnt "certifikat EUR.1". I medfoer af artikel 9, stk. 3, andet afsnit, udstedes certifikatet "af toldmyndighederne i hvert af de lande, i hvilke varerne har vaeret oplagt foer deres genudfoersel i uforandret tilstand, eller i hvilke de er undergaaet de i artikel 2 i denne protokol omhandlede bearbejdninger eller forarbejdninger. I disse tilfaelde skal de tidligere udstedte certifikater EUR.1 fremlaegges".

14 Protokollens artikel 10, stk. 3, er affattet saaledes:

"Da certifikat EUR.1 udgoer adkomstdokumentet for anvendelse af praeferentielle told- og kvoteordninger i overenskomsten, paahviler det udfoerselslandets toldmyndigheder at foretage de noedvendige skridt til at undersoege varernes oprindelsesstatus og at kontrollere de oevrige oplysninger i certifikatet EUR.1."

15 Ud over denne kontrol, som myndighederne i udfoerselslandet udoever ved udstedelsen af certifikatet EUR.1, bestaar der efter artikel 17 i protokol nr. 3 en mulighed for en efterfoelgende stikproevevis kontrol af certifikaterne EUR.1 "og i oevrigt naar indfoerselslandets toldmyndigheder har rimelig tvivl, hvad angaar dokumentets aegthed eller rigtigheden af oplysningerne vedroerende de omhandlede varers faktiske oprindelse". Den efterfoelgende kontrol udfoeres paa anmodning af toldmyndighederne i indfoerselslandet af toldmyndighederne i udfoerselslandet, som underretter indfoerselslandets toldmyndigheder om resultaterne.

Det foerste spoergsmaal

16 Det fremgaar af bestemmelserne i overenskomsten og protokollen, der er naevnt ovenfor, at alene varer med oprindelse i EOEF eller OEstrig har fordel af den ved overenskomsten indfoerte praeferenceordning, og at certifikatet EUR.1 er bevis for denne oprindelse. Det vaesentligste formaal med proceduren til efterfoelgende kontrol er at fastslaa rigtigheden af den oprindelse, der er angivet i et saadant tidligere udstedt certifikat.

17 Heraf foelger, at det, naar en saadan kontrol ikke har gjort det muligt at bekraefte den oprindelse, som angives i certifikatet EUR.1, maa konkluderes, at dette er blevet udstedt med urette af udfoerselslandet, og at den paagaeldende vare derfor ikke kan vaere omfattet af den ved aftalen indfoerte praeferenceordning.

18 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at protokol nr. 3 til overenskomsten EOEF-OEstrig skal fortolkes saaledes, at hvis udfoerselslandet, som anmodes om at kontrollere oprindelsescertifikatet EUR.1, ikke kan fastslaa en vares faktiske oprindelse, skal den bestemme, at varen er af ukendt oprindelse, og at der med urette er udstedt et EUR.1-certifikat og indroemmet praeferencebehandling.

Det andet spoergsmaal

19 Indledningsvis skal det paapeges, at indfoerselslandets krav om betaling af told, der ikke er erlagt ved indfoerslen, er den saedvanlige foelge af det negative resultat af den efterfoelgende kontrol.

20 Imidlertid maa den nationale rets spoergsmaal forstaas i lyset af hovedsagens konkrete omstaendigheder.

21 Det er herved karakteristisk, dels at Hof van Beroep, Gent, naaede til det resultat ° der er bindende for den forelaeggende ret ° at der foreligger et dokument, som beviser, at den paagaeldende vare har oprindelse i Faellesskabet, dels at det er umuligt, som Kommissionen har anfoert i sine indlaeg, at fremlaegge det saedvanlige bevis for varens oprindelse, som omhandles i artikel 9, stk. 3, i protokol nr. 3 ° nemlig det tidligere udstedte certifikat EUR.1 ° fordi udfoerslen fra Tyskland til OEstrig fandt sted foer overenskomstens ikrafttraeden, hvorfor certifikatet ikke kunne udstedes.

22 Det andet spoergsmaal skal saaledes forstaas saaledes, at det herved i det vaesentlige soeges afklaret, om indfoerselslandet under omstaendigheder som de i hovedsagen foreliggende ° med henblik paa opkraevning af ikke erlagt told ° endelig er bundet af det negative resultat af den efterfoelgende kontrol, eller om det kan tage hensyn til andre beviser for varens oprindelse.

23 Det bestemmes i artikel 16, stk. 1, i protokol nr. 3 til overenskomsten EOEF-OEstrig, at de kontraherende parter for at sikre en korrekt anvendelse af protokollen yder hinanden gensidig bistand ved kontrollen med aegtheden og rigtigheden af certifikater EUR.1. Ifoelge artikel 17, stk. 3, skal indfoerselslandets toldmyndigheder underrettes om resultatet af den efterfoelgende undersoegelse. Dette resultat skal goere det muligt at afgoere, om det certifikat, hvis aegthed er draget i tvivl, kan finde anvendelse for de faktisk udfoerte varer, og om disse varer omfattes af praeferenceordningen. Desuden bestemmes det i artikel 17, stk. 3, andet afsnit, at naar disse tvivlsspoergsmaal ikke har kunnet afgoeres mellem toldmyndighederne i indfoerselslandet og udfoerselslandet, eller naar der rejses spoergsmaal om fortolkningen af protokollen, skal disse forelaegges Toldkomitéen.

24 Som Domstolen har fastslaaet under en sag om fortolkningen af overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Schweiz af 22. juli 1972, som i Faellesskabets navn er indgaaet og godkendt ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2840/72 af 19. december 1972 (EFT 1972, 31.12.1972, s. 190) ° der indeholder en protokol nr. 3 svarende til protokollen til overenskomsten EOEF-OEstrig ° er fastlaeggelsen af en vares oprindelse et spoergsmaal, hvis regulering er baseret paa en kompetencefordeling mellem toldmyndighederne hos frihandelsaftalens parter, derved, at varernes oprindelse fastlaegges af myndighederne i den stat, hvorfra varen udfoeres, idet kontrollen med ordningens funktion sker gennem et gensidigt samarbejde mellem begge de beroerte myndigheder (dom af 12.7.1984, sag 218/83, Les Rapides Savoyards, Sml. s. 3105, praemis 26).

25 I dommen udtalte Domstolen, at et saadant system er begrundet i den omstaendighed, at det er myndighederne i udfoerselsstaten, der bedst kan vurdere rigtigheden af de faktiske omstaendigheder, der er afgoerende for varens oprindelse, og at det hviler paa en opgavefordeling mellem toldmyndighederne hos frihandelsaftalens parter og paa den fornoedne tiltro til de afgoerelser, disse myndigheder hver isaer traeffer, idet den indfoerte mekanisme kun kan fungere, saafremt toldmyndighederne i indfoerselsstaten laegger de afgoerelser til grund, der lovligt er truffet af myndigheden i udfoerselsstaten.

26 Det maa imidlertid bemaerkes, at formaalet med den efterfoelgende kontrol er at undersoege, om certifikaterne EUR.1 er korrekte. Navnlig i de tilfaelde, hvor indfoerselslandets toldmyndigheder har rimelig tvivl hvad angaar dokumentets aegthed eller rigtigheden af oplysningerne vedroerende de omhandlede varers faktiske oprindelse, skal udfoerselslandet foretage denne kontrol (artikel 17, stk. 1). Stk. 3, tredje afsnit, i samme artikel bestemmer, at med henblik paa efterfoelgende undersoegelse af certifikater EUR.1 skal udfoerselslandets toldmyndigheder opbevare udfoerselsdokumenterne, eller kopier af certifikaterne EUR.1, der anvendes i stedet, i mindst to aar.

27 I en situation som den i hovedsagen foreliggende, hvor udfoerselslandets toldmyndigheder ikke er i stand til forskriftsmaessigt at foretage den ved protokollen foreskrevne efterfoelgende kontrol, forbyder ingen regel i protokollen indfoerselslandets myndigheder at opnaa det ved denne kontrol oenskede formaal ° dvs. at undersoege aegtheden og rigtigheden af certifikatet EUR.1 ° ved at tage hensyn til andre beviser for varens oprindelse.

28 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares med, at protokol nr. 3 til overenskomsten EOEF-OEstrig skal fortolkes saaledes, at indfoerselslandet under omstaendigheder som de i hovedsagen foreliggende ikke ° med henblik paa opkraevning af ikke erlagt told ° er endelig bundet af det negative resultat af den efterfoelgende kontrol, men kan tage hensyn til andre beviser for varens oprindelse.

Det tredje spoergsmaal

29 Med det tredje spoergsmaal oenskes det oplyst, om en importoer som force majeure kan paaberaabe sig, at udfoerselslandets toldmyndigheder paa grund af deres forsoemmelighed er ude af stand til at fastslaa en vares faktiske oprindelse i forbindelse med en efterfoelgende kontrol.

30 Herved skal det paapeges, at begrebet force majeure efter fast retspraksis ikke har et ensartet indhold inden for de forskellige omraader af faellesskabsretten, hvor det anvendes, idet begrebet skal fastlaegges i den juridiske sammenhaeng, hvor det faar betydning (jf. senest dom af 13.10.1993, sag C-124/92, An Bord Bainne Co-operative et Compagnie Inter-Agra, Sml. I, s. 5061, praemis 10).

31 Det bemaerkes naermere, dels at force majeure kun udtrykkeligt omtales i protokol nr. 3' s artikel 12 om fristen for at fremlaegge certifikatet EUR.1, dels at ingen bestemmelse i overenskomsten eller protokollen fastlaegger retsvirkningerne af uregelmaessigheder af en karakter som dem, som den nationale ret har fastslaaet. I mangel af udtrykkelige bestemmelser forudsaetter anerkendelse af force majeure, at virkningerne af den udefra kommende aarsag, de retsundergivne paaberaaber sig, er i den grad uafvendelige og uundgaaelige, at det bliver umuligt for de paagaeldende at opfylde deres forpligtelser (dom af 18.3.1980, forenede sager 154/78, 205/78, 206/78, 226/78-228/78, 263/78 og 264/78, 39/79, 31/79, 83/79 og 85/79, Sml. s. 907, praemis 140). Ved begrebet force majeure skal forstaas de helt usaedvanlige og uforudseelige omstaendigheder, som den paagaeldende erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse paa, og som han ikke har mulighed for at afvaerge, ogsaa selv om han udviser den stoerst mulige paapasselighed, saaledes at handlinger fra de offentlige myndigheders side efter omstaendighederne kan udgoere et tilfaelde af force majeure (jf. bl.a. dom af 18.3.1993 sag C-50/92, Firma Molkerei-Zentrale Sued, Sml. I, s. 1035).

32 I forbindelse med protokol nr. 3 og ganske saerligt med en efterfoelgende kontrol er den omstaendighed, at udfoerselslandets toldmyndigheder ikke er i stand til at fastslaa en vares faktiske oprindelse, principielt en helt usaedvanlig omstaendighed, der ikke har kunnet forudses af importoeren, og som han ikke har nogen indflydelse paa.

33 Med hensyn til betingelsen om, at de handlinger, der er foretaget af udfoerselslandets myndigheder, har haft foelger for importoeren i den forstand, at disse trods al hans paapasselighed kun kunne undgaas ved helt uforholdsmaessige opofrelser, tilkommer det den nationale ret at fastslaa, om den paagaeldende erhvervsdrivende faktisk har gjort sig de af ham haevdede anstrengelser under hensyn til de forpligtelser, der paahviler ham i medfoer af protokol nr. 3.

34 Herved bemaerkes, at selv om baade eksportoeren og importoeren ifoelge den ordning, der er fastsat ved overenskomsten og protokol nr. 3, er ansvarlige over for toldmyndighederne med hensyn til eksistensen af deres transaktioner og rigtigheden af deres erklaeringer, forholder det sig ikke desto mindre saaledes ° som det med rette er blevet fremhaevet af Kommissionen og generaladvokaten i punkt 29 i forslaget til afgoerelse ° at forpligtelsen til at dokumentere varens oprindelsesstatus alene paahviler eksportoeren.

35 Det tredje spoergsmaal skal derfor besvares med, at en importoer efter omstaendighederne som force majeure kan paaberaabe sig, at udfoerselslandets toldmyndigheder paa grund af deres forsoemmelighed er ude af stand til at fastslaa en vares faktiske oprindelse i forbindelse med en efterfoelgende kontrol. Det tilkommer den nationale ret at tage stilling til alle de omstaendigheder, der fremfoeres til stoette herfor.

Sagens omkostninger

36 De udgifter, der er afholdt af den belgiske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Belgiens Hof van Cassatie ved dom af 7. januar 1992, for ret:

1) Protokol nr. 3 til overenskomsten EOEF-OEstrig, der blev undertegnet i Bruxelles den 22. juli 1972 og indgaaet og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2836/72 af 19. december 1972, skal fortolkes saaledes, at hvis udfoerselslandet, som anmodes om at kontrollere oprindelsescertifikatet EUR.1, ikke kan fastslaa en vares faktiske oprindelse, skal den bestemme, at varen er af ukendt oprindelse, og at der med urette er udstedt et EUR.1-certifikat og indroemmet praeferencebehandling.

2) Protokol nr. 3 til overenskomsten EOEF-OEstrig skal fortolkes saaledes, at indfoerselslandet under omstaendigheder som de i hovedsagen foreliggende ikke ° med henblik paa opkraevning af ikke-erlagt told ° er endelig bundet af det negative resultat af den efterfoelgende kontrol, men kan tage hensyn til andre beviser for varens oprindelse.

3) En importoer kan efter omstaendighederne som force majeure paaberaabe sig, at udfoerselslandets toldmyndigheder paa grund af deres forsoemmelighed er ude af stand til at fastslaa en vares faktiske oprindelse i forbindelse med en efterfoelgende kontrol. Det tilkommer den nationale ret at tage stilling til alle de omstaendigheder, der fremfoeres til stoette herfor.