61992J0002

++++

1. Faellesskabsret - principper - grundlaeggende rettigheder - medlemsstaternes overholdelse heraf ved gennemfoerelsen af faellesskabsbestemmelser

2. Landbrug - faelles markedsordning - maelk og mejeriprodukter - tillaegsafgift paa maelk - tildeling af afgiftsfrie referencemaengder - overfoersel af forpagterens referencemaengde til bortforpagteren ved forpagtningsaftalens udloeb - pligt for medlemsstaterne til at indfoere en ordning, hvorefter bortforpagteren betaler erstatning til den afgaaende forpagter - ingen saadan pligt - direkte anvendeligt krav paa en saadan erstatning i henhold til faellesskabsretten - intet saadant krav - ejendomsrettens ukraenkelighed - forbud mod forskelsbehandling - forbud mod ugrundet berigelse - overtraedelse - foreligger ikke

(EOEF-traktaten, art. 40, stk. 3; Raadets forordninger nr. 856/84 og nr. 857/84; Kommissionens forordning nr. 1371/84)

1. De i faellesskabsretten gaeldende principper for beskyttelse af de grundlaeggende rettigheder er ogsaa bindende for medlemsstaterne, naar disse gennemfoerer faellesskabsbestemmelserne, og det paahviler foelgelig medlemsstaterne i videst muligt omfang at anvende disse bestemmelser, saaledes at de naevnte principper ikke tilsidesaettes.

I forbindelse med en praejudiciel forelaeggelse skal Domstolen give alle de oplysninger med hensyn til fortolkningen, som kraeves, for at den nationale ret kan vurdere, om en national retsforskrift, der falder inden for faellesskabsrettens anvendelsesomraade, er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som Domstolen skal beskytte.

2. Faellesskabsbestemmelserne om en tillaegsafgiftsordning paa maelk, der blev indfoert ved forordningerne nr. 856/84, nr. 857/84 og nr. 1371/84, indebaerer ikke, at en medlemsstat er forpligtet til at indfoere en ordning, hvorefter bortforpagteren skal betale erstatning til den afgaaende forpagter, og giver ikke forpagteren et direkte anvendeligt krav paa en saadan erstatning for den referencemaengde, der overfoeres til bortforpagteren ved forpagtningsaftalens udloeb.

Faellesskabsrettens almindelige principper indebaerer heller ikke en saadan forpligtelse eller et saadant krav.

For det foerste indebaerer ejendomsretten, saaledes som den er sikret i Faellesskabets retsorden, ikke en ret til oekonomisk at udnytte en fordel - som f.eks. referencemaengder, der er tildelt i henhold til en faelles markedsordning - som ikke stammer fra den paagaeldendes ejendom eller erhvervsmaessige virksomhed.

For det andet giver den omstaendighed, at andre forpagtere efterfoelgende har kunnet faa erstatning som foelge af en aendring af den nationale lovgivning, ikke grundlag for at stoette ret paa princippet om ligebehandling. Traktatens artikel 40, stk. 3, er et saerligt udtryk for det generelle lighedsprincip, og princippet om ligebehandling kan ikke aendre forholdet med tilbagevirkende kraft mellem parterne i en forpagtningsaftale til skade for bortforpagteren ved at paalaegge denne en pligt til at betale den afgaaende forpagter erstatning, enten paa grundlag af nationale retsforskrifter, som den paagaeldende medlemsstat maatte vaere forpligtet til at udstede, eller med hjemmel i direkte anvendelige bestemmelser.

Da det retlige forhold mellem forpagtere og bortforpagtere, navnlig i forbindelse med forpagtningsaftalens udloeb, paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin henhoerer under den paagaeldende medlemsstats lovgivning, henhoerer foelgerne af en eventuel ugrundet berigelse for bortforpagteren i forbindelse med forpagtningsaftalens udloeb ikke under faellesskabsretten.

1 Ved kendelse af 14. oktober 1991, indgaaet til Domstolen den 6. januar 1992, har High Court of Justice, Queen' s Bench Division, i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to spoergsmaal vedroerende fortolkningen af faellesskabsbestemmelserne om tillaegsafgift paa maelk, der blev indfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om aendring af forordning (EOEF) nr. 804/68 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10), Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13) og Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemfoerelsesbestemmelserne for den tillaegsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 (EFT L 132, s. 11), samt vedroerende fortolkningen af faellesskabsrettens almindelige principper.

2 Spoergsmaalene er rejst under en retssag, som Dennis Bostock, der er forhenvaerende forpagter af en landbrugsbedrift, har anlagt mod Ministry of Agriculture, Fisheries and Food vedroerende et krav om erstatning for det tab, han har lidt som foelge af overfoerslen til bortforpagteren ved forpagtningsaftalens udloeb af den referencemaengde, som forpagteren oprindeligt havde faaet tildelt i henhold til ordningen om tillaegsafgift paa maelk.

3 Bostock var forpagter af bedriften fra 1962. Denne omfattede en besaetning paa fyrre malkekoeer med tilsvarende produktionsanlaeg. I aarenes loeb forbedrede han bedriften betydeligt. I 1967 foroegede han saaledes produktionskapaciteten for maelk.

4 Efter indfoerelsen af ordningen om tillaegsafgift paa maelk ved ovennaevnte forordning nr. 856/84 af 31. marts 1984 og gennemfoerelsesbestemmelserne hertil fik Bostock tildelt en referencemaengde i henhold til den nye ordning. Han tilbagegav den forpagtede bedrift den 25. marts 1985. Referencemaengden blev som foelge heraf overfoert til bortforpagteren i henhold til artikel 5, stk. 1, nr. 3, i ovennaevnte forordning nr. 1371/84 af 16. maj 1984.

5 Der blev ikke betalt erstatning til forpagteren for denne overfoersel. Paa tilbagegivelsestidspunktet indgik en saadan erstatning ikke i maelkekvoteordningens "ophoersordning", der i henhold til bemyndigelsen i artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 857/84 blev indfoert i britisk lovgivning ved Milk Supplementary Levy (Outgoers) Scheme 1984 og Milk (Cessation of Production) Act 1985. Ved section 13 og tillaeg 1 til Agriculture Act 1986, der traadte i kraft den 25. september 1986, indfoertes derimod en fremtidig ordning om, at bortforpagteren betaler erstatning til forpagteren.

6 I maj 1990 anlagde Bostock sag mod Ministry of Agriculture, Fisheries and Food, hovedsageligt for at opnaa, at regeringen paalaegges at indfoere en ordning om erstatning til forpagtere, hvis forpagtningsaftale udloeb mellem april 1984 og september 1986. Han har anfoert foelgende anbringender: Ved at undlade at ivaerksaette en erstatningsordning for afgaaende forpagtere for perioden april 1984 til september 1986 har Det Forenede Kongerige tilsidesat de ovennaevnte faellesskabsforordninger og/eller grundlaeggende principper om ejendomsrettens ukraenkelighed, ugrundet berigelse samt forbud mod forskelsbehandling; saafremt der ikke findes en saadan ordning, kan en afgaaende forpagter direkte paaberaabe sig de faellesskabsretlige bestemmelser til stoette for et erstatningskrav, der rejses mod bortforpagteren.

7 Ministry of Agriculture, Fisheries and Food har afvist sagsoegerens krav som ubegrundede.

8 High Court of Justice, Queen' s Bench Division, har fundet, at afgoerelsen, der skal traeffes i sagen, afhaenger af fortolkningen af faellesskabsbestemmelserne om tillaegsafgiften paa maelk og af faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger, hvorfor den har udsat sagen og i henhold til EOEF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"a) Skal Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68, Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84, Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1371/84 og/eller faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger fortolkes saaledes, at en medlemsstat har pligt til - for saa vidt angaar perioden fra april 1984 (hvor referencemaengdeordningen traadte i kraft) til september 1986 (hvor erstatningsbestemmelserne i Agriculture Act 1986 traadte i kraft i Det Forenede Kongerige) - at traeffe foranstaltninger som dem, der blev truffet i Det Forenede Kongerige ved Agriculture Act 1986 for perioden efter september 1986, hvorefter en forpagter har ret til at faa godtgoerelse af bortforpagteren, naar:

i) forpagteren i henhold til de naevnte forordninger har faaet tildelt en referencemaengde paa grundlag af den forpagtede bedrift

ii) forpagteren har tilbagegivet den forpagtede bedrift i den paagaeldende periode

iii) referencemaengden er overgaaet til bortforpagteren sammen med bedriften

iv) situationen ikke faldt ind under artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 857/84, som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 590/85, eller den paagaeldende medlemsstat i hvert fald ikke havde anvendt sin kompetence i henhold til denne bestemmelse til at stille hele eller dele af referencemaengden til den afgaaende forpagters raadighed

v) den paagaeldende medlemsstat havde indfoert en 'ophoersordning' i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 857/84, men forpagteren skulle have tilladelse fra bortforpagteren til at deltage i ordningen, og ansoegninger om at deltage i ordningen ikke kunne indgives, dengang forpagteren tilbagegav den forpagtede bedrift, og der efter ordningen var bevilget et maksimalt beloeb til ophoersgodtgoerelser?

b) Naar der ikke findes nationale foranstaltninger med det ovenfor under a) omhandlede indhold, skal forordning nr. 804/68, forordning nr. 857/84, forordning nr. 1371/84 og/eller faellesskabsrettens almindelige principper da fortolkes saaledes, at de under de ovenfor beskrevne omstaendigheder giver en forpagter et direkte anvendeligt krav paa erstatning af bortforpagteren?"

9 Med disse to spoergsmaal, som herefter behandles samlet, oensker High Court of Justice, Queen' s Bench Division, i alt vaesentligt oplyst, om der - naar en referencemaengde, som en forpagter har faaet tildelt under forpagtningsaftalens loebetid, overfoeres til bortforpagteren ved udloebet af den naevnte aftale - af faellesskabsbestemmelserne om ordningen for tillaegsafgift paa maelk og/eller faellesskabsrettens almindelige principper kan udledes en pligt for en medlemsstat til at indfoere en ordning, hvorefter bortforpagteren skal betale erstatning til den afgaaende forpagter, eller om forpagteren har et direkte anvendeligt krav paa en saadan erstatning.

Faellesskabsbestemmelserne vedroerende tillaegsafgiften paa maelk

10 Det bemaerkes, at de forordninger, som den forelaeggende ret henviser til, ikke paalaegger medlemsstaterne at indfoere en ordning, hvorefter bortforpagteren skal betale erstatning til den afgaaende forpagter, ligesom de ikke giver forpagteren et direkte anvendeligt krav paa erstatning for en referencemaengde, der overfoeres til bortforpagteren ved forpagtningsforholdets ophoer.

Faellesskabsrettens almindelige principper

11 Bostock har navnlig blandt faellesskabsrettens almindelige principper paaberaabt sig principperne om ejendomsrettens ukraenkelighed og forbuddet mod forskelsbehandling. Han finder dem tilsidesat, naar en forpagter, der befinder sig i en situation som i hovedsagen, er udelukket fra enhver form for erstatning for det tab, der foelger af overfoerslen af referencemaengden. Bostock har tilfoejet, at princippet om ejendomsrettens ukraenkelighed, der kan paaberaabes over for ugrundet berigelse, efter sagens natur ogsaa maa omfatte forholdet mellem private paa maelkekvoteomraadet.

12 Idet sagsoegeren i hovedsagen med henvisning til den haevdede overtraedelse af de naevnte almindelige principper goer gaeldende, at medlemsstaten er forpligtet til at udstede nationale bestemmelser om erstatning til forpagteren, har den nationale ret anmodet om uddybende bemaerkninger til betydningen og raekkevidden af Domstolens dom af 13. juli 1989 (sag 5/88, Wachauf, Sml. s. 2609), som den tillaegger afgoerende betydning ved afgoerelsen af hovedsagen.

13 I Wachauf-dommen forelaa der for Domstolen spoergsmaal om fortolkningen af Kommissionens forordning nr. 1371/84. Den forelaeggende ret oenskede navnlig oplyst, om forordningen kunne fortolkes paa en saadan maade, at den var forenelig med de forfatningsmaessige garantier, som er til hinder for, at forpagteren ved forpagtningsaftalens udloeb fratages udbyttet af sin arbejdsindsats uden erstatning.

14 Domstolen fastslog herom, at den paagaeldende faellesskabsforordning giver de nationale myndigheder den fornoedne frihed ved anvendelsen af forordningen, saaledes at forpagteren ikke ved forpagtningens udloeb uden erstatning fratages udbyttet af sin arbejdsindsats og af de investeringer, som han har foretaget i den forpagtede bedrift (praemis 22), dvs. saaledes at kravene om beskyttelse af de grundlaeggende rettigheder i faellesskabsretssystemet ikke tilsidesaettes (praemis 23).

15 Wachauf-dommen behandler saaledes ikke det af den forelaeggende ret rejste spoergsmaal om en ret til erstatning, som forpagteren i givet fald skal kunne stoette paa faellesskabsretten, naar forpagtningsaftalen opsiges.

16 Domstolen havde dog forinden (praemis 19) anfoert, at de i faellesskabsretten gaeldende principper for beskyttelse af de grundlaeggende rettigheder ogsaa er bindende for medlemsstaterne, naar disse gennemfoerer faellesskabsbestemmelserne, og at det foelgelig paahviler medlemsstaterne i videst muligt omfang at anvende disse bestemmelser, saaledes at de naevnte principper ikke tilsidesaettes. I denne sammenhaeng skal Domstolen, saaledes som den har fastslaaet i dommen af 18. juni 1991 (sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, praemis 42), naar en national retsforskrift falder inden for faellesskabsrettens anvendelsesomraade, i forbindelse med en praejudiciel forelaeggelse give alle de oplysninger med hensyn til fortolkningen, som kraeves, for at den nationale ret kan vurdere, om retsforskriften er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som Domstolen skal beskytte.

17 De grundrettigheder, som Bostock har paaberaabt sig, maa herefter goeres til genstand for en undersoegelse for at goere det muligt for den nationale ret at vurdere, om den paagaeldende retsforskrift er i overensstemmelse hermed.

Ejendomsrettens ukraenkelighed

18 Bostock har anfoert, at princippet om ejendomsrettens ukraenkelighed, der er en grundrettighed, indebaerer en pligt for medlemsstaterne til at indfoere en ordning om, at bortforpagteren betaler erstatning til den afgaaende forpagter, og endog giver forpagteren et direkte anvendeligt erstatningskrav over for bortforpagteren.

19 Dette argument kan ikke tages til foelge. Ejendomsretten, saaledes som den er sikret i Faellesskabets retsorden, indebaerer nemlig ikke en ret til oekonomisk at udnytte en fordel - som f.eks. referencemaengder, der er tildelt i henhold til en faelles markedsordning - som ikke stammer fra den paagaeldendes ejendom eller erhvervsmaessige virksomhed (dom af 22.10.1991, sag C-44/89, von Deetzen II, Sml. I, s. 5119, praemis 27).

20 Det foelger heraf, at beskyttelsen af ejendomsretten i Faellesskabets retsorden ikke indebaerer, at en medlemsstat er forpligtet til at indfoere en ordning, hvorefter bortforpagteren betaler erstatning til den afgaaende forpagter, og heller ikke giver forpagteren et direkte anvendeligt krav paa en saadan erstatning.

Forbuddet mod forskelsbehandling

21 Det af sagsoegeren i hovedsagen fremfoerte anbringende om, at han forskelsbehandles i forhold til forpagtere, hvis forpagtningsaftale er udloebet efter 25. september 1986, kan heller ikke tages til foelge.

22 Paa grundlag af princippet om ligebehandling oensker Bostock at faa erstatning under de samme betingelser, som er fastlagt i Agriculture Act 1986 for de forpagtere, hvis forpagtningsaftale er udloebet efter ikrafttraedelsen af denne lov.

23 I henhold til traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, boer den faelles ordning for markederne for landbrugsvarer, der skal oprettes inden for rammerne af den faelles landbrugspolitik, "udelukke enhver form for forskelsbehandling af Faellesskabets producenter eller forbrugere". Dette forbud mod forskelsbehandling er blot et saerligt udtryk for det generelle lighedsprincip, som udgoer et af faellesskabsrettens grundlaeggende principper (jf. bl.a. dom af 25.11.1986, forenede sager 201/85 og 202/85, Klensch, Sml. s. 3477, praemis 9).

24 Princippet om ligebehandling kan imidlertid ikke aendre forholdet med tilbagevirkende kraft mellem parterne i en forpagtningsaftale til skade for bortforpagteren ved at paalaegge denne en pligt til at betale den afgaaende forpagter erstatning, enten paa grundlag af nationale retsforskrifter, som den paagaeldende medlemsstat skulle vaere forpligtet til at udstede, eller med hjemmel i direkte anvendelige bestemmelser.

Ugrundet berigelse

25 Bostock har gjort gaeldende, at hans arbejdsindsats og investeringer har bidraget til at opnaa eller har forhoejet den referencemaengde, der tilfalder bortforpagteren ved forpagtningsaftalens udloeb. Bortforpagteren maa under disse omstaendigheder vaere forpligtet til at betale ham erstatning for ugrundet berigelse.

26 Hertil bemaerkes, at det retlige forhold mellem forpagtere og bortforpagtere, navnlig i forbindelse med forpagtningsaftalens udloeb, paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin henhoerer under den paagaeldende medlemsstats lovgivning. Foelgerne af en eventuel ugrundet berigelse for bortforpagteren i forbindelse med forpagtningsaftalens udloeb henhoerer saaledes ikke under faellesskabsretten.

27 Sammenfattende foelger det af det ovenfor anfoerte, at faellesskabsbestemmelserne om tillaegsafgift paa maelk, der blev indfoert ved Raadets forordning nr. 856/84 af 31. marts 1984, Raadets forordning nr. 857/84 af 31. marts 1984 og Kommissionens forordning nr. 1371/84 af 16. maj 1984, samt faellesskabsrettens almindelige principper ikke indebaerer, at en medlemsstat er forpligtet til at indfoere en ordning, hvorefter bortforpagteren skal betale erstatning til den afgaaende forpagter, og ikke giver forpagteren et direkte anvendeligt krav paa en saadan erstatning for den referencemaengde, der overfoeres til bortforpagteren ved forpagtningsaftalens udloeb.

Sagens omkostninger

28 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af High Court of Justice, Queen' s Bench Division, ved kendelse af 14. oktober 1991, for ret:

Faellesskabsbestemmelserne om tillaegsafgift paa maelk, der blev indfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om aendring af forordning (EOEF) nr. 804/68 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter, Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter og Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemfoerelsesbestemmelserne for den tillaegsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68, samt faellesskabsrettens almindelige principper indebaerer ikke, at en medlemsstat er forpligtet til at indfoere en ordning, hvorefter bortforpagteren skal betale erstatning til den afgaaende forpagter, og giver ikke forpagteren et direkte anvendeligt krav paa en saadan erstatning for den referencemaengde, der overfoeres til bortforpagteren ved forpagtningsaftalens udloeb.