61992C0388

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Under dette annullationssoegsmaal har Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet") gjort gaeldende, at Raadet har undladt at hoere det paa ny som led i proceduren i henhold til EOEF-traktatens artikel 75, stk. 1 (1).

2. Lad mig redegoere for sagens faktiske omstaendigheder.

3. Den 4. marts 1987 forelagde Kommissionen Raadet et forslag til en forordning om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udfoere intern personbefordring ad landevej i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehoerende (2).

4. Under hensyntagen til Domstolens dom af 22. maj 1985 i sagen Parlamentet mod Raadet ("faelles transportpolitik") (3) skulle den foreslaaede forordning, der bestod af seks artikler, virkeliggoere ligebehandlingsprincippet paa det paagaeldende omraade, og ikke-hjemmehoerende transportvirksomheder skulle "... have adgang til at udfoere interne transporter paa samme vilkaar som dem, der gaelder for den paagaeldende medlemsstats egne transportvirksomheder" (4).

5. Forslaget omfattede "enhver transportvirksomhed, der udfoerer personbefordring ad landevej for fremmed regning" (5), forudsat der var tale om en transportvirksomhed etableret i en medlemsstat, og denne rent faktisk blev drevet og ledet af EF-borgere (6).

6. Efter den 17. marts 1987 at vaere blevet anmodet om en udtalelse vedtog Parlamentet paa grundlag af en rapport fra Transportudvalget den 21. januar 1988 fire aendringsforslag, der angik i) definitionen af begrebet "ikke-rutekoersel" (artikel 1), ii) en udsaettelse af tidspunktet for forordningens ikrafttraedelse (artikel 2), iii) sanktioner i tilfaelde af en transportvirksomheds overtraedelse af de gaeldende bestemmelser (artikel 4) og iv) en forpligtelse for medlemsstaterne til at give Kommissionen meddelelse om de bestemmelser, de udstedte paa grundlag af forordningen (artikel 5) (7).

7. Da Kommissionen modsatte sig disse aendringer, blev afstemningen om Parlamentets lovgivningsmaessige beslutning udsat. Under sit moede den 10. marts 1988 godkendte Parlamentet endelig Kommissionens forslag under forbehold af tre kompromisaendringer (8). Jeg bemaerker herved, at det i beslutningen (9) anfoeres, at Parlamentet "opfordrer Raadet til fornyet hoering, hvis det agter at aendre Kommissionens forslag vaesentligt" (10).

8. Den 4. november 1988 fik Raadet forelagt et aendret forslag, der indeholdt to af Parlamentets aendringsforslag (11). Artikel 1 indeholdt herefter bestemmelse om, at forordningen skulle finde anvendelse paa intern personbefordring med omnibusser under anvendelse af koeretoejer, der er egnede til at transportere mere end ni personer. Forslaget indeholdt endvidere den tilfoejelse, at medlemsstaterne skulle give Kommissionen meddelelse om indholdet af de bestemmelser, der blev udstedt paa grundlag af forordningen. Hvad angaar aendringsforslaget om at udsaette tidspunktet for forordningens ikrafttraedelse et aar fulgte Kommissionen ikke dette.

9. Det var paa grundlag af sidstnaevnte forslag til forordning, at Raadet den 23. juli 1992 udstedte forordning (EOEF) nr. 2454/92 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udfoere personbefordring ad landevej i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehoerende (12). Parlamentet har i oevrigt oplyst, at det den 27. juli 1992 anmodede om at blive hoert paa ny (13).

10. I modsaetning til det oprindelige forslag fra Kommissionen tilsigter forordningen udtrykkeligt, at "gennemfoerelsen af [den frie adgang] boer ske gradvis" (14).

11. Det oprindelige forslag og forordningen adskiller sig paa foelgende syv punkter:

° Koersel, der ikke er rutekoersel, bliver foerst omfattet af forordningens anvendelsesomraade fra den 1. januar 1996, bortset fra "rundture uden optagning af nye passagerer undervejs", hvilken form for cabotagekoersel der straks gives adgang til (artikel 3, stk. 1).

° Rutekoersel er udelukket fra forordningens anvendelsesomraade, bortset fra speciel rutekoersel med henblik paa befordring af arbejdstagere, skoleelever og studerende i graenseomraader (artikel 3, stk. 2).

° Paa grundlag af en rapport fra Kommissionen, som denne skal udarbejde inden slutningen af 1995, kan Raadet udvide forordningens anvendelsesomraade til ogsaa at omfatte andre former for personbefordring (artikel 12).

° Nationale regler finder kun anvendelse paa visse udtrykkeligt opregnede punkter (artikel 4).

° Transportvirksomheden skal vaere i besiddelse af en tilladelse ° som bekraefter, at den i overensstemmelse med faellesskabslovgivningen paa omraadet har tilladelse til at udoeve virksomhed i form af international personbefordring ad landevej ° og af nogle kontroldokumenter (artikel 5 og bilag I samt artikel 6 og bilag II).

° Efter hoering af et raadgivende udvalg kan Kommissionen traeffe bestemmelse om vedtagelse af beskyttelsesforanstaltninger (artikel 8 og 9).

° Modtagerlandet kan ivaerksaette sanktioner over for en ikke-hjemmehoerende transportvirksomhed, der har gjort sig skyldig i en overtraedelse af de gaeldende bestemmelser (artikel 10).

12. Parlamentet har gjort gaeldende, at disse forskelle er vaesentlige, og at de ikke lovligt kunne vedtages uden en fornyet hoering af det. Denne undladelse beroerer gyldigheden af forordningen, som herefter boer annulleres.

13. Foer jeg gaar over til en gennemgang af sagens realitet, bemaerker jeg, at Raadet ikke (15) ° saaledes som det var tilfaeldet i sag C-65/90 (16) ° har paastaaet sagen afvist. Det er nu uden for enhver diskussion, at Domstolen har kompetence til at paakende annullationssoegsmaal, som Parlamentet indbringer med det formaal at sikre sine befoejelser, idet dette for foerste gang blev fastslaaet i Domstolens dom af 22. maj 1990, Parlamentet mod Raadet ("Tjernobyl-sagen") (17) og derefter som princip blev knaesat i traktaten om Den Europaeiske Union (18).

14. Domstolen har naermere bestemt fastslaaet, at "... blandt de befoejelser, Parlamentet er tillagt i henhold til traktaterne, er dets deltagelse i udarbejdelsen af generelle retsakter" (19), og at "... en forskriftsmaessig hoering af Parlamentet ... er et af de midler, som goer det muligt for Parlamentet effektivt at deltage i lovgivningsprocessen i Faellesskabet ..." (20).

15. Jeg gaar nu over til en gennemgang af sagens realitet.

16. I dommene af 29. oktober 1980 i "isoglucose-sagerne" fremhaevede Domstolen med foelgende udtalelse betydningen for den institutionelle ligevaegt inden for Faellesskabet af proceduren vedroerende hoering af Parlamentet:

"[Hoeringen] ... er det middel, der goer det muligt for Parlamentet effektivt at deltage i lovgivningsproceduren i Faellesskabet. Denne kompetence udgoer et vaesentligt element i den institutionelle ligevaegt, som foelger af traktaten. Den er paa faellesskabsniveau en, om end begraenset, refleks af et grundlaeggende demokratisk princip, hvorefter folkeslagene deltager i udoevelsen af magten ved hjaelp af en repraesentativ forsamlings medvirken. Den forskriftsmaessige hoering af Parlamentet i de af traktaten bestemte tilfaelde er derfor en vaesentlig formforskrift, hvis tilsidesaettelse foerer til den beroerte retsakts ugyldighed." (21)

17. Forpligtelsen til at hoere Parlamentet paa ny er ikke udtrykkeligt fastlagt i traktaten (22). Domstolen har dog om dette spoergsmaal fastslaaet, at:

"... kravet om, at Europa-Parlamentet som led i lovgivningsprocessen skal hoeres, naar traktaten indeholder bestemmelse herom, indebaerer, at der skal ske en fornyet hoering i alle tilfaelde, hvor den endeligt udstedte retsakt som helhed efter sit indhold adskiller sig vaesentligt fra det forslag, som Parlamentet allerede er blevet hoert om, bortset fra, naar aendringerne i det vaesentlige svarer til den opfattelse, som Parlamentet har givet udtryk for." (23)

18. Som Parlamentet med rette har anfoert (24), foelger det heraf, at spoergsmaalet om en fornyet hoering skal afgoeres paa grundlag af "objektive kriterier, dvs. paa grundlag af en sammenligning af de to tekster".

19. Man boer holde sig for oeje, hvad der er paa spil i sagen. Svaekkes kravet om en fornyet hoering til det yderste, er dette ensbetydende med en udelukkelse af Parlamentet fra lovgivningsprocessen, for saa vidt den endeligt udstedte retsakt efter sit indhold adskiller sig fra, hvad Parlamentet allerede er blevet hoert om. Opstilles der derimod et generelt krav om en fornyet hoering, er dette ensbetydende med en systematisk andenbehandling, og der vil opstaa forvirring med hensyn til henholdsvis hoeringsproceduren og samarbejdsproceduren.

20. Det af Parlamentet anfoerte rejser foelgende to klagepunkter:

1) Den omstaendighed, at naesten al rutekoersel er udelukket fra forordningens materielle anvendelsesomraade, og det forhold, at den fuldstaendige liberalisering af anden cabotagekoersel end rutekoersel er udsat til den 1. januar 1996, er udtryk for vaesentlige aendringer.

2) En raekke aendringer, der angaar proceduren med hensyn til adgang til cabotagekoersel og formaliteter, aendrer selve ordningen efter forslaget (25).

21. Jeg vil undersoege disse klagepunkter i den naevnte raekkefoelge.

1) Er udelukkelsen fra forordningens anvendelsesomraade af naesten al rutekoersel og udsaettelsen af liberaliseringen af anden form for koersel end rutekoersel udtryk for vaesentlige aendringer?

22. Det er ioejnefaldende, hvorledes denne sag ligner den, som gav anledning til den tidligere naevnte dom af 16. juli 1992, hvorved der blev truffet bestemmelse om annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 4059/89 af 21. december 1989 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udfoere intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehoerende.

23. I forbindelse med denne forordning indeholdt det oprindelige forslag bestemmelse om, at enhver transportvirksomhed, der udfoerer vejgodstransport for fremmed regning, og som er etableret i en medlemsstat og har tilladelse til at udfoere saadanne internationale godstransporter, skulle have adgang til at udfoere vejgodstransport i en anden medlemsstat end den, hvor den er hjemmehoerende.

24. Ved forordning nr. 4059/89 i) blev der fastsat et faellesskabskontingent for cabotagekoersel omfattende 15 000 tilladelser med en gyldighedsperiode paa to maaneder (26), og ii) forordningen skulle kun vaere en overgangsordning, der fandt anvendelse til og med den 31. december 1992, idet Raadet inden den 1. juli 1992 skulle udstede en ny forordning, som fastlagde den endelige ordning for cabotagekoersel (27).

25. I det i naervaerende sag omhandlede tilfaelde skulle der efter det oprindelige forslag gaelde et princip om fuldstaendig liberalisering paa cabotagekoerselsomraadet hvad angaar personbefordring ad landevej i form af rutekoersel ligesom "pendulkoersel" og "lejlighedsvis koersel".

26. Hvad angaar rutekoersel er den af den anfaegtede forordning omfattede cabotagekoersel begraenset til speciel rutekoersel med henblik paa befordring af arbejdstagere, skoleelever og studerende i graenseomraader. Den omfattede cabotagekoersel kan kun udvides til anden personbefordring i form af rutekoersel ved, at Raadet paa forslag af Kommissionen udsteder en ny forordning, idet Kommissionen i denne forbindelse skal aflaegge rapport til Raadet inden den 31. december 1995 (28).

27. Hvad angaar rutekoersel er cabotagekoersel saaledes med en undtagelse af marginal betydning udelukket fra forordningens anvendelsesomraade, indtil der maatte blive udstedt en ny retsakt.

28. Med hensyn til anden koersel end rutekoersel skulle der efter det oprindelige forslag som for rutekoersels vedkommende gaelde en ubegraenset og hurtigt indfoert adgang til intern transport for saa vidt angaar pendulkoersel og lejlighedsvis koersel. Efter den anfaegtede forordning er liberaliseringen paa disse omraader udsat til den 1. januar 1996, og indtil dette tidspunkt er adgangen til cabotagekoersel begraenset til "rundture uden optagning af nye passagerer undervejs".

29. Paa de naevnte to omraader gaelder det saaledes, at mens der efter forslaget skulle gennemfoeres en fuldstaendig og snarlig liberalisering af cabotagekoersel, er der ved forordningen i stedet indfoert bestemmelse om en delvis gennemfoerelse paa det ene omraade og om en gradvis gennemfoerelse paa det andet.

30. Som jeg fremhaevede i mit forslag til afgoerelse i sag C-65/90, boer man ved undersoegelsen af, om der er en vaesentlig forskel mellem det oprindelige forslag og den endeligt udstedte forordning, inddrage ikke alene metode- eller realitetsaendringer, men ogsaa bestemmelser, der er fjernet fra den endelige tekst (29).

31. Hvad angaar rutekoersel er det min opfattelse, at naar saadan koersel for naesten alle formers vedkommende er blevet udelukket, saaledes at der er sket en meget stor begraensning af forordningens materielle og geografiske anvendelsesomraade, er der tale om aendringer, der "beroerer selve kernen i den indfoerte ordning [og som derfor maa] anses for vaesentlige" (30). Jeg bemaerker i oevrigt, at Raadet ikke har forsoegt at godtgoere, at denne naesten fuldstaendige udelukkelse ikke skulle vaere udtryk for en vaesentlig aendring (31).

32. Med hensyn til koersel, som ikke er rutekoersel, kan der ikke herske tvivl om, at Raadet uden at hoere Parlamentet paa ny kunne udskyde ikrafttraedelsestidspunktet, idet Parlamentet selv som led i sine foerste aendringsforslag havde anbefalet en udskydelse. En frist paa tre aar til at gennemfoere en fuldstaendig liberalisering af cabotagekoersel under andre former end rutekoersel kan herved ikke anses som en vaesentlig aendring i forhold til den foreslaaede frist. Som allerede fremhaevet kunne Raadet imidlertid ikke uden en fornyet hoering af Parlamentet begraense det materielle anvendelsesomraade hvad angaar adgang til cabotagekoersel.

33. Lad mig sammenfatte mine betragtninger med hensyn til den naevnte sammenligning.

34. Saavel hvad angaar personbefordring som godstransport var de oprindelige forslag baseret paa princippet om en ubegraenset adgang til cabotagekoersel.

35. For godstransports vedkommende blev dette princip begraenset ved kontingentregler og regler om midlertidig adgang. I sin dom af 16. juli 1992 har Domstolen allerede fastslaaet, at en saadan begraensning er udtryk for en vaesentlig aendring.

36. I det foreliggende tilfaelde er det materielle og geografiske anvendelsesomraade for saa vidt angaar cabotagepersonbefordring blevet staerkt begraenset. Domstolen boer derfor anlaegge de samme betragtninger.

37. Stemmer de naevnte vaesentlige aendringer, saaledes som Raadet har gjort gaeldende, imidlertid overens med den opfattelse, som Parlamentet har givet udtryk for, med den foelge, at det er ufornoedent at foretage en fornyet hoering?

38. Under forbehold af de tidligere naevnte fire aendringsforslag godkendte Parlamentet udtrykkeligt Kommissionens oprindelige forslag (32).

39. Disse forslag indeholder intet om nogen begraensning af det materielle og geografiske anvendelsesomraade for saa vidt angaar cabotagekoersel. Tvaertimod gentog Parlamentet i sit aendringsforslag vedroerende forordningens artikel 1 udtrykkeligt begreberne "rutekoersel" og "ikke-rutekoersel".

40. Til stoette for, at den udstedte forordning gik i retning af den opfattelse, som var Parlamentets, har den spanske regering, der har interveneret til stoette for Raadets paastande ° efter min opfattelse med urette ° henvist til flere udtalelser fra parlamentsudvalg, hvori det, foer vedtagelsen af den paagaeldende beslutning, blev anbefalet Parlamentet at vaere opmaerksom paa behovet for at "moderere den foreslaaede liberaliseringsordning" (33).

41. Saadanne udtalelser kan paa ingen maade binde selve Parlamentet. De er ikke udtryk for denne institutions "opfattelse", som kun kan vaere indeholdt i Parlamentets lovgivningsmaessige beslutning og i givet fald i de af Parlamentet foreslaaede aendringer. I dommen af 16. juli 1992 lagde Domstolen saaledes ved sin undersoegelse af, hvorvidt de af Raadet foretagne aendringer stemte overens med Parlamentets opfattelse, udelukkende vaegt paa den udtalelse og de aendringsforslag, som Parlamentet havde vedtaget (34).

42. Til stoette for, at den naesten fuldstaendige udelukkelse af rutekoersel ikke kunne begrunde en fornyet hoering af Parlamentet, har Raadet for det foerste gjort gaeldende, at denne aendring stemte overens med Parlamentets oenske om en gradvis gennemfoerelse af en liberalisering af cabotagekoersel ad landevej, saaledes som dette fremgik af de afgivne udtalelser vedroerende cabotagevejgodstransport i forbindelse med udstedelsen af forordning nr. 4059/89 (35), og senere forordning (EOEF) nr. 3118/93 (36), der traadte i stedet for foerstnaevnte forordning (37). AEndringen svarede derfor til "de retningslinjer, som Parlamentet selv har gjort sig til talsmand for" (38).

43. Kan Raadet imidlertid lovligt for at undgaa en fornyet hoering som led i en bestemt lovgivningsprocedure laegge vaegt paa en udtalelse, som Parlamentet har afgivet i forbindelse med udstedelsen af en anden retsakt, med den begrundelse, at der bestaar en sammenhaeng? Med andre ord, kan Raadet lovligt paa egen haand resolvere, at et bestemt omraade har sammenhaeng med et andet, og at en udtalelse fra Parlamentet inden for det foerste omraade ogsaa gaelder inden for det andet?

44. To forhold taler efter min opfattelse herimod. For det foerste er der et institutionelt problem, og for det andet er der et materielt.

45. Raadet kan saaledes ikke uden at handle i strid med den obligatoriske karakter af en fornyet hoering i tilfaelde af vaesentlige aendringer, og dermed i strid med den ved traktaterne tilsigtede institutionelle balance, undlade at hoere Parlamentet paa ny, naar Raadet mener, at Parlamentet allerede i forbindelse med en sammenhaengende lovgivningsprocedure har afgivet udtalelse.

46. Raadet ville herved ophoeje sig til dommer med hensyn til spoergsmaalet om denne sammenhaeng og tiltage sig en befoejelse hvad angaar denne vurdering, som udelukkende henhoerer under Parlamentet. I modsaetning til, hvad Raadet goer gaeldende, savner det saaledes grundlag for dette at "ajourfoere Parlamentets udtalelse" (39).

47. Hertil kommer, at en saadan fremgangsmaade ville aabne doeren for uundgaaelige misbrug, saafremt Raadet ville anlaegge en udvidende fortolkning af begrebet sammenhaeng. Kan man i forbindelse med udstedelsen af en forordning om personbefordring henholde sig til en udtalelse, som Parlamentet har afgivet i forbindelse med udstedelsen af en forordning om godstransport? Er det op til Raadet at afgoere dette?

48. Endelig vil jeg som et mere grundlaeggende synspunkt anfoere, at procedurerne i forbindelse med udstedelsen af faellesskabsretsakter ikke er undergivet institutionernes frie skoen. Under henvisning til dommen af 23. februar 1988 i sagen Det Forenede Kongerige mod Raadet (40) har generaladvokat Jacobs fremhaevet, at

"... det er traktaten, som regulerer spoergsmaalet om, hvorledes Faellesskabets institutioner traeffer afgoerelse, og ... bestemmelserne herom [kan hverken] aendres af medlemsstaterne eller af institutionerne selv" (41).

49. Der kan saaledes ikke gaelde noget "grundlaeggende procedureoekonomisk princip", som ifoelge den spanske regering giver Raadet mulighed for i visse tilfaelde at laegge vaegt paa en udtalelse, som Parlamentet har afgivet i forbindelse med en sammenhaengende lovgivningsprocedure (42).

50. Der er imidlertid ogsaa et andet, materielt, problem.

51. Det er rigtigt, at gennemfoerelsen af ordningen vedroerende cabotagevejgodstransport ikke er uden sammenhaeng med ordningen vedroerende cabotagepersonbefordring ad landevej. De udstedte forordninger, hvis retsgrundlag er EOEF-traktatens artikel 75, stk. 1, litra b), tilsigter begge, at udenlandske transportvirksomheder skal gives adgang til at udfoere intern transport.

52. Det fremgaar imidlertid ikke af noget dokument fra Parlamentet, som hidroerer fra proceduren i forbindelse med udstedelsen af forordning nr. 4059/89 og nr. 3118/93 om cabotagevejgodstransport, at Parlamentet skulle have gjort sig til talsmand for en samlet loesningsmodel vedroerende spoergsmaalet om cabotagekoersel, eller at de om godstransport afgivne udtalelser ligeledes skulle gaelde for personbefordring.

53. At der er tale om to saerlige og adskilte sektorer, og at det er noedvendigt at soege loesninger, der er tilpasset de problemer, som goer sig gaeldende paa hvert af disse omraader, fremgaar med tilstraekkelig tydelighed af, i) at Kommissionen fremlagde selvstaendige forslag vedroerende de forskellige former for transport ad landevej, og af, ii) at de vedtagne loesninger har vaeret forskellige, selv om der i begge tilfaelde har vaeret tale om at begraense adgangen til cabotagekoersel. I det ene tilfaelde er der blevet indfoert en ordning med et faellesskabskontingent, mens der i det andet er sket en begraensning af den paagaeldende forordnings materielle og geografiske anvendelsesomraade.

54. Det ville kun have vaeret, saafremt Parlamentet under proceduren i forbindelse med udstedelsen af den i sagen omhandlede forordning udtrykkeligt havde henvist til en udtalelse afgivet under en anden procedure, at Raadet ville have kunnet basere sig paa sidstnaevnte udtalelse. Da dette ikke har vaeret tilfaeldet, bestod der en pligt for Raadet til at hoere Parlamentet paa ny i tilfaelde af vaesentlige aendringer.

55. Der kan herefter ikke laegges vaegt paa anbringendet vedroerende Parlamentets udtalelser i forbindelse med vejgodstransport.

56. For det andet goer Raadet gaeldende, at der ville have vaeret et retligt problem forbundet med at gennemfoere en fuldstaendig liberalisering af cabotagekoersel i form af personbefordring ad landevej, idet der ville opstaa en tvivlssituation med hensyn til paa den ene side etableringsfriheden og paa den anden side den frie udveksling af tjenesteydelser (43). Hvordan kan en virksomhed praestere tjenesteydelser i form af transport langt fra graenseomraader uden samtidig at vaere etableret i modtagerlandet?

57. Antager man, at dette retlige spoergsmaal er relevant ° det synes ikke at vaere blevet rejst i de andre tilfaelde, hvor der er sket en liberalisering paa transportomraadet ° er det min opfattelse, at spoergsmaalet netop gjorde det noedvendigt, at der paa ny blev indhentet en udtalelse fra Parlamentet.

58. Raadet anfoerer herved, at Parlamentet "... var opmaerksom paa ... de store vanskeligheder af saavel teknisk som politisk art, som er forbundet med udfaerdigelsen af faelles regler ..." (44) paa cabotagekoerselsomraadet. Parlamentet var "fuldt ud klar over" (45), at dette rejste oemfindtlige spoergsmaal som f.eks. spoergsmaalet om en gradvis gennemfoerelse af en liberalisering paa dette omraade.

59. Raadet udleder maerkeligt nok heraf, at der ikke forelaa nogen forpligtelse til at foretage en fornyet hoering. Efter min opfattelse gaelder det tvaertimod, at det netop er paa saadanne omraader, hvor betydelige problemer, navnlig af oekonomisk og politisk art, goer sig gaeldende, at Parlamentet boer have mulighed for fuldt ud at benytte sig af sin ret til at blive hoert.

2) Raekken af andre aendringer

60. Parlamentet har henvist til foelgende fem aendringer, der angaar proceduren og formaliteter (46):

° begraensningen af regler om anvendelse af nationale bestemmelser til bestemte konkrete spoergsmaal: priser og betingelser for kontrakter, koeretoejernes vaegt og dimensioner, sikkerhedsforskrifter osv. (artikel 4)

° forpligtelsen til at forevise en tilladelse (artikel 5)

° forpligtelsen til at forevise et kontroldokument (artikel 6)

° indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger i tilknytning til oprettelsen af et raadgivende udvalg (artikel 8 og 9)

° sanktioner i tilfaelde af overtraedelser (artikel 10).

61. I sin sammenfatning af Domstolens praksis anfoerte generaladvokat Mancini i sit forslag til afgoerelse i Roviello-sagen (47), at det er ufornoedent at hoere Parlamentet paa ny, naar der er tale om aendringer, som opfylder en af foelgende betingelser: "a) De lader de vaesentlige punkter i den bestemmelse, som [aendringerne] beroerer, bestaa uaendret ...; b) de har rent teknisk karakter, dvs. de vedroerer aendringer i metoden eller i hvert fald ingen realitetsaendringer ...; c) de svarer til et af Parlamentet udtrykt oenske".

62. Jeg behoever ikke at tage stilling til, hvorvidt en raekke aendringer vedroerende proceduren i forbindelse med adgang til cabotagekoersel og vedroerende formaliteter er udtryk for en vaesentlig aendring, men kan indskraenke mig til foelgende bemaerkninger.

63. Hvad angaar sanktioner havde Parlamentet foreslaaet en indfoerelse af saadanne ved sit forslag til aendring af artikel 4 i forslaget.

64. Begraensningen af anvendelsen af nationale bestemmelser til bestemte spoergsmaal (artikel 4) stemmer ligeledes overens med en af Parlamentet udtrykt opfattelse (48).

65. AEndringerne vedroerende tilladelser og kontrol med, at formaliteter er overholdt, er rent tekniske aendringer, som ikke beroerer ordningens indhold.

66. Spoergsmaalet om indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger og oprettelse af et raadgivende udvalg aendrer utvivlsomt hverken karakteren eller raekkevidden af liberaliseringsordningen. Tvaertimod letter dette gennemfoerelsen heraf. Spoergsmaalet har imidlertid et vaesentligt institutionelt aspekt, og som jeg anfoerte i mit forslag til afgoerelse i sag C-65/90, er en overladelse af en kompetence vedroerende beskyttelsesforanstaltninger til Kommissionen eller Raadet "... et vigtigt spoergsmaal for saa vidt angaar den institutionelle ligevaegt i Faellesskaberne" (49). Spoergsmaalet kan ikke vaere uden interesse for Parlamentet, der ligeledes paa dette punkt burde have vaeret hoert paa ny.

67. Jeg vil nu sammenfatte.

68. Efter min opfattelse havde de vaesentlige aendringer, som jeg har peget paa, betydning for "den paataenkte ordning som helhed" (50) og forudsatte, at Parlamentet blev hoert paa ny. Den manglende fornyede hoering er udtryk for en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, der begrunder en annullation af forordningen.

69. Denne annullation angaar ordningen "som helhed" og boer omfatte hele forordningen (51).

70. Endelig skal jeg opfordre Domstolen til at traeffe bestemmelse om, at retsvirkningerne af den annullerede forordning skal staa ved magt, indtil der er blevet udstedt en ny forordning, jf. EF-traktatens artikel 174, stk. 2. Saafremt der tillaegges annullationen ubegraensede retsvirkninger, ville dette foere til det paradoksale resultat, at det fuldstaendigt ville fjerne grundlaget for enhver form for cabotagepersonbefordring, selv om den anfaegtede forordning netop havde til formaal at aabne dette marked.

71. Jeg skal herefter foreslaa, at Domstolen

1) annullerer Raadets forordning (EOEF) nr. 2454/92 af 23. juli 1992 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udfoere personbefordring ad landevej i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehoerende

2) traeffer bestemmelse om, at forordningens retsvirkninger skal staa ved magt, indtil Raadet har udstedt en ny forordning

3) tilpligter Raadet at betale sagens omkostninger, bortset fra de med interventionen forbundne, som Kongeriget Spanien boer baere.

(*) Originalsprog: fransk.

(1) ° Artikel 75 er blevet aendret ved artikel G, nr. 16, i traktaten om Den Europaeiske Union. Paa transportomraadet gaelder herefter samarbejdsproceduren i EF-traktatens artikel 189 C.

(2) ° KOM(87) 31 endelig udg. (EFT C 77, s. 13).

(3) ° Sag 13/83, Sml. s. 1513.

(4) ° Tredje betragtning.

(5) ° Artikel 2, min fremhaevning.

(6) ° Jf. artikel 3.

(7) ° EFT 1988 C 49, s. 85, 121 og 122.

(8) ° EFT 1988 C 94, s. 109.

(9) ° EFT 1988 C 94, s. 125.

(10) ° Punkt 4.

(11) ° KOM(88) 596 endelig udg. (EFT C 301, s. 8).

(12) ° EFT L 251, s. 1.

(13) ° Jf. den som bilag 6 til staevningen vedlagte skrivelse fra Parlamentets formand, som Raadet anfoerer aldrig at have modtaget (svarskriftet, punkt 11).

(14) ° Denne tilfoejelse er blevet indsat i anden betragtning, min fremhaevning.

(15) ° Svarskriftet, s. 4.

(16) ° Denne sag foerte til dommen af 16.7.1992 (Parlamentet mod Raadet, Sml. I, s. 4593), hvorved Domstolen annullerede Raadets forordning (EOEF) nr. 4059/89 af 21.12.1989 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udfoere intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehoerende (EFT L 390, s. 3).

(17) ° Sag C-70/88, Sml. I, s. 2041, praemis 27.

(18) ° Jf. EF-traktatens artikel 173, stk. 3, som aendret ved artikel G, nr. 53), i traktaten om Den Europaeiske Union.

(19) ° Dom af 16.7.1992, jf. ovenfor, fodnote 16, praemis 13.

(20) ° Dom af 16.7.1992, jf. ovenfor, praemis 14. Jf. ligeledes dom af 2.3.1994 (sag C-316/91, Parlamentet mod Raadet, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 16).

(21) ° Praemis 33 i dommen af 29.10.1980 (sag 138/79, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3333) og praemis 34 i dommen af 29.10.1980 (sag 139/79, Maïzena mod Raadet, Sml. s. 3393).

(22) ° I en beslutning vedroerende forholdet mellem Parlamentet og Raadet, som Parlamentet vedtog den 9.7.1981, opfordrede Parlamentet Raadet til som led i udstedelsen af retsakter paa ny at hoere Parlamentet, naar Kommissionen aendrer sit oprindelige forslag, som Parlamentet allerede har udtalt sig om, og denne aendring ikke har vaeret genstand for en droeftelse i Parlamentet [EFT 1981 C 234, s. 52, paa s. 54, punkt 11, b)]. Jf. endvidere artikel 62 i Parlamentets forretningsorden.

(23) ° Praemis 16 i dommen af 16.7.1992, Parlamentet mod Raadet, jf. ovenfor. Jf. endvidere dom af 15.7.1970 (sag 41/69, ACF Chemiefarma, Sml. s. 107, org. ref.: Rec. s. 661, praemis 178) og af 4.2.1982 (sag 817/79, Buyl m.fl., Sml. s. 245, praemis 23).

(24) ° Replikken, punkt 9.

(25) ° Jf. staevningen, punkt 25, og replikken, punkt 20, 21 og 22.

(26) ° Artikel 2, stk. 1.

(27) ° Artikel 9.

(28) ° Artikel 12 i forordning nr. 2454/92.

(29) ° Punkt 47, jf. ovenfor, fodnote 16.

(30) ° Praemis 19 i dommen af 16.7.1992.

(31) ° Den spanske regering har gjort gaeldende, at der ikke foreligger nogen vaesentlig aendring, naar der i forhold til forslaget ikke ved den endeligt udstedte retsakt er sket nogen aendring af maalsaetningen med den paagaeldende faellesskabsretlige ordning. Ifoelge den spanske regering foreligger der herved en identitet med hensyn til formaalet, som er at fjerne de gaeldende restriktioner paa grundlag af udenlandske transportvirksomheders nationalitet (interventionsindlaegget, s. 7). Ved dette kriterium tages der efter min opfattelse ikke hensyn til Domstolens praksis paa omraadet (jf. praemis 16 i dommen af 16.7.1992, Parlamentet mod Raadet, jf. ovenfor, og den citerede retspraksis).

(32) ° Jf. ovenfor, punkt 6 og 7.

(33) ° Interventionsindlaegget, s. 7.

(34) ° Praemis 19.

(35) ° Jf. ovenfor, note 16.

(36) ° Raadets forordning af 25.10.1993 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udfoere intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehoerende (EFT L 279, s. 1).

(37) ° Svarskriftet, punkt 22. Denne argumentation er ligeledes blevet fremfoert af den spanske regering, jf. s. 11 i interventionsindlaegget.

(38) ° Svarskriftet, s. 31.

(39) ° Svarskriftet, punkt 25.

(40) ° Sag 68/86, Sml. s. 855, praemis 38.

(41) ° Forslag til afgoerelse ad dommen af 2.3.1994 (Parlamentet mod Raadet, jf. ovenfor note 20, punkt 25).

(42) ° Interventionsindlaegget, s. 10.

(43) ° Svarskriftet, punkt 27 in fine, og punkt 29.

(44) ° Svarskriftet, punkt 7.

(45) ° Svarskriftet, punkt 8.

(46) ° Staevningen, punkt 25.

(47) ° Dom af 7.6.1988 (sag 20/85, Roviello, Sml. s. 2805, punkt 11 in fine i forslaget til afgoerelse).

(48) ° Jf. svarskriftet, bilag 1, punkt 9, s. 12.

(49) ° Punkt 56.

(50) ° Dom af 16.7.1992, Parlamentet mod Raadet, jf. ovenfor, praemis 20.

(51) ° Jf. punkt 64 i mit forslag til afgoerelse ad dommen af 16.7.1992 og dennes praemis 20.