61992C0245

I den foreliggende sag skal Domstolen traeffe afgoerelse vedroerende den af Chemie Linz GmbH (herefter »Chemie Linz«) ivaerksatte appel i henhold til artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen, hvori der nedlaegges paastand om ophaevelse af en dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 10. marts 1992 (1). Den appellerede dom frifandt sagsoegte i den efter EOEF-traktatens (herefter »traktaten«) artikel 173 rejste annullationssag vedroerende Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 (herefter »polypropylen-beslutningen«) (2). Denne beslutning vedroerte anvendelsen af traktatens artikel 85 i forbindelse med produktion af polypropylen.

I - Sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne for Retten i Foerste Instans

1 Med hensyn til sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne for Retten i Foerste Instans fremgaar foelgende af den appellerede dom: Det vesteuropaeiske polypropylen-marked blev foer 1977 naesten udelukkende forsynet af ti producenter, hvoraf den ene var Chemie Linz, hvis markedsandel svingede mellem 3,2 og 3,9%. Efter at firmaet Montedison's patenter var udloebet, fremkom der fra 1977 syv nye producenter med en betydelig produktionskapacitet. Dette modsvaredes ikke af en tilsvarende stigning i efterspoergslen, saaledes at der i det mindste indtil 1982 ikke var nogen ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel. Generelt var polypropylen-markedet i perioden fra 1977 til 1983 kendetegnet ved en lav rentabilitet eller endda betydelige tab.

2 Den 13. og 14. oktober 1983 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af deres kompetence efter artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962 (3) (herefter »forordning nr. 17«) samtidige kontrolundersoegelser hos en raekke virksomheder, der fremstillede polypropylen. I tilslutning til disse kontrolundersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 anmodning om oplysninger, ikke blot over for disse virksomheder, men ogsaa over for andre virksomheder med tilsvarende forretningsomraade. Paa grundlag af bevismateriale, der blev tilvejebragt i forbindelse med kontrolundersoegelserne og anmodningen om oplysninger, naaede Kommissionen til den konklusion, at visse polypropylen-producenter, herunder Chemie Linz, fra 1977 til 1983 havde tilsidesat traktatens artikel 85. Kommissionen besluttede derfor den 30. april 1984 at ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og den fremsendte en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til de paagaeldende virksomheder.

3 Paa grundlag af denne procedure vedtog Kommissionen den 23. april 1986 den ovennaevnte beslutning, hvis dispositive del lyder saaledes:

»Artikel 1

[Virksomhederne] ... Chemische Werke Linz ... har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved

...

- for Hercules', Linz', Saga's og Solvay's vedkommende, fra omkring november 1977 og mindst til november 1983,

...

at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen paa Faellesskabets omraade:

a) kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

b) fra tid til anden fastsatte 'maalpriser' (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF's medlemsstater

c) vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et 'kundeledelsessystem' med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

d) indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

e) delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig 'kvote' (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981, 1982).

...

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

...

ix) Chemische Werke Linz en boede paa 1 000 000 ECU, eller 1 471 590 000 ITL.«

4 Fjorten af de femten virksomheder, til hvem den omhandlede beslutning var rettet, herunder appellanten, rejste annullationssoegsmaal vedroerende Kommissionens beslutning. Under den mundtlige forhandling, der fandt sted for Retten i Foerste Instans fra den 10. december 1990 til den 15. december 1990, blev parternes anbringender behandlet mundtligt, og parterne besvarede Rettens spoergsmaal.

5 Ved processkrift af 28. februar 1992, og dermed som naevnt efter afslutningen af den skriftlige og mundtlige forhandling, men dog inden domsafsigelsen, begaerede Chemie Linz for Retten genaabning af den mundtlige forhandling. Til stoette for begaeringen anfoerte selskabet visse faktiske forhold, som man haevdede ikke at have haft kendskab til foer efter den mundtlige forhandling, isaer naermere efter afsigelsen af Rettens dom af 27. februar 1992 i sagen BASF m.fl. mod Kommissionen (herefter »PVC-sagerne«) (4). Chemie Linz gjorde gaeldende, at det af disse oplysninger kunne udledes, at den anfaegtede beslutning fra Kommissionen var behaeftet med vaesentlige formelle mangler, der kraevede foranstaltning af ny bevisoptagelse.

Efter paa ny at have hoert generaladvokaten afslog Retten ved ovennaevnte afgoerelse af 10. marts 1992 denne begaering om genaabning af den mundtlige forhandling, ligesom Retten i det hele frifandt sagsoegte.

6 Chemie Linz appellerede herefter frifindelsesdommen for Domstolen med paastand om, at dommen ophaeves, og at Kommissionens beslutning underkendes som nullitet, subsidiaert annulleres, samt mere subsidiaert, at sagen hjemvises til Retten. Samtidig har appellanten nedlagt paastand om, at indstaevnte tilpligtes at betale sagens omkostninger. I replikken har appellanten frafaldet paastanden om, at polypropylen-beslutningen underkendes som nullitet, men har samtidig opretholdt de oevrige paastande, saaledes som de er anfoert i appelskriftet.

Kommissionen har paastaaet sig frifundet og appellanten tilpligtet at betale sagens omkostninger.

Selskabet DSM NV har interveneret i sagen til stoette for Chemie Linz's paastande.

II - Formalitetsspoergsmaal vedroerende appellen

7 I svarskriftet har Kommissionen foerst kraevet appellen afvist i det hele. Kommissionen anfoerer, at appellanten intetsteds i appelskriftet har paaberaabt sig, at Retten har gjort sig skyldig i en retlig fejl; i stedet fremfoeres foerst under appellen en raekke faktiske omstaendigheder, argumenter og anbringender. Med sine anbringender aendrer appellanten sagsgenstanden i sagen i foerste instans, hvilket er i strid med artikel 113, stk. 2, og artikel 116, stk. 2, i Domstolens procesreglement. Appellanten goer paa sin side gaeldende, at Kommissionens anbringende er ubegrundet og ikke kan medfoere en afvisning af appellen i sin helhed.

8 Foerst skal det fremhaeves, at i henhold til artikel 51 i EOEF-statutten for Domstolen er appel »begraenset til retsspoergsmaal. Den kan kun stoettes paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten«. Endvidere er det i henhold til artikel 113, stk. 2, og artikel 116, stk. 2, i Domstolens procesreglement forbudt parterne i appelskriftet eller i svarskriftet at foretage aendringer af sagsgenstanden for Retten. I henhold til artikel 119 i procesreglementet kan Domstolen endvidere naar som helst ved begrundet kendelse beslutte helt eller delvist at afvise eller forkaste appellen, naar det er aabenbart, at den skal afvises eller forkastes.

Appellen kan kun afvises i det hele, saafremt den ikke stoettes paa et anbringende og argumenter, som der er gjort gaeldende paa lovlig vis. Derfor er det noedvendigt at foretage en proevelse af samtlige anbringender og fastslaa, at ingen af dem kan danne grundlag for appellen (5). Ud fra dette synspunkt er Kommissionens formalitetsindsigelse vedroerende afvisning uden betydning, da mindst et af Chemie Linz' anbringender kan antages til realitetsbehandling. Det drejer sig om anbringendet om de retsbrud, Retten ifoelge appellanten skulle have begaaet ved at afslaa begaeringen om genaabning af sagen efter afslutningen af den mundtlige forhandling. Selv om Kommissionens argumenter tages til foelge til sidst (hvilket jeg vil undersoege nedenfor i forbindelse med bemaerkningerne til de enkelte anbringender sammen med appellantens modargumenter), kan det derfor ikke foere til at afvise appellen i det hele.

III - Spoergsmaalet, om interventionen kan admitteres

9 Med hensyn til indholdet af DSM's intervention og spoergsmaalet, om denne kan admitteres, gaelder der i princippet de samme betragtninger som i de paagaeldende afsnit i mit forslag til afgoerelse i den tilsvarende Huels-sag (6), hvilket jeg hermed henviser til.

Af den undersoegelse, der er foretaget dér, fremgaar, at intervention i det foreliggende tilfaelde teoretisk til dels ville kunne admitteres, nemlig for saa vidt som intervenienten stoetter appellantens paastand om at ophaeve Rettens dom, hvorefter Retten skal fastslaa polypropylen-beslutningens nullitet. Intervenientens oevrige paastande og anbringender til stoette for appellantens resterende paastande kan i hvert fald ikke admitteres og behoever derfor ikke nogen naermere undersoegelse i denne sag.

10 Men som allerede naevnt har appellanten i replikken frafaldet anbringenderne vedroerende polypropylen-beslutningens nullitet. Appellanten har saaledes begraenset paastanden i den forstand, at appellanten nu kun oensker annullation af den anfaegtede beslutning og ikke laengere, at den underkendes som nullitet. Derfor maa DSM's intervention afvises i mangel af en retlig interesse.

IV - Den appellerede dom

11 Retten afslog appellantens begaering af 28. februar 1992 med den i dommens praemis 395 anfoerte begrundelse:

»Det skal for det foerste fastslaas, at ovennaevnte dom af 27. februar 1992 ikke kan begrunde en genaabning af den mundtlige forhandling i denne sag. Desuden har sagsoegeren under den foreliggende sag indtil afslutningen af den mundtlige forhandling end ikke antydningsvis gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er en nullitet paa grund af de fejl, der blev konstateret i ovennaevnte dom af 27. februar 1992. Man maa derfor rejse det spoergsmaal, om sagsoegeren i tilstraekkeligt omfang har begrundet, hvorfor selskabet ikke tidligere paaberaabte sig disse haevdede mangler, der under alle omstaendigheder maa have foreligget forud for sagens anlaeg. Selv om det paahviler Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med annullationssoegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio at undersoege spoergsmaalet, om den anfaegtede retsakt foreligger, betyder dette imidlertid ikke, at der i alle sager i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio skal foranstaltes undersoegelser vedroerende den anfaegtede retsakts eventuelle nullitet. Det er kun, for saa vidt som parterne fremfoerer tilstraekkelige holdepunkter for, at den anfaegtede retsakt er en nullitet, at retsinstanserne er forpligtet til at undersoege dette spoergsmaal ex officio. I denne sag indeholder sagsoegerens argumentation ikke tilstraekkelige beviser til at godtgoere, at beslutningen er en nullitet. Det fremgaar af Kommissionens befuldmaegtigedes erklaeringer under retsmoedet i de forenede sager T-79/89, T-84/89 - T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89 - T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, som sagsoegeren har paaberaabt sig, at der heller ikke i denne sag foreligger en original af beslutningen, som er forskriftsmaessigt undertegnet. Selv om det antages, at denne fejl foreligger, foerer det imidlertid ikke i sig selv til, at den anfaegtede beslutning maa anses for en nullitet. Sagsoegeren har intet fremfoert, der kan forklare, hvorfor Kommissionen skulle have foretaget en efterfoelgende aendring af beslutningen af 1986, dvs. i en normal situation, som adskilte sig vaesentligt fra de saerlige omstaendigheder ved PVC-proceduren, der var karakteriseret ved den omstaendighed, at Kommissionens mandat udloeb i januar 1989. Forbeholdelsen af ret til at fremfoere argumenter herom er ikke tilstraekkelig. Der er herefter ikke grund til at antage, at princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, er blevet tilsidesat efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, og at denne saaledes - til gunst for sagsoegeren - skulle have mistet den gyldighedsformodning, der formelt tilkom den. Det forhold, at der ikke foreligger en bekraeftet original, medfoerer derfor ikke i sig selv, at den anfaegtede retsakt er en nullitet. Der er derfor ikke grundlag for at genaabne den mundtlige forhandling med henblik paa at ivaerksaette en ny bevisoptagelse. Da sagsoegerens argumentation ikke har kunnet begrunde en begaering om ekstraordinaer genoptagelse, kan anmodningen om genaabning af den mundtlige forhandling ikke imoedekommes.«

V - Anbringenderne til stoette for appellen

A - Parternes argumenter

a) Appellantens anbringender

12 Appellanten har fremfoert to anbringender til stoette for appellen. Retten skal for det foerste have tilsidesat faellesskabsretten, idet den urigtigt afslog appellantens begaering om genaabning af den mundtlige forhandling og yderligere bevisoptagelse. For det andet boer den anfaegtede dom ophaeves, da Kommissionens polypropylen-beslutning, hvis lovlighed blev anfaegtet under sagen for Retten, boer annulleres.

13 Redegoerelsen vedroerende det foerste anbringende svarer fuldt og helt til den, som appellanterne i de parallelle sager Huels og ICI har givet; de dertil hoerende argumenter er gengivet udfoerligt i mine forslag til afgoerelse i disse sager, som jeg hermed henviser til (7). For fuldstaendighedens skyld skal jeg bemaerke foelgende: Appellanten er af den opfattelse, at Retten urigtigt afslog appellantens begaering om genaabning af den mundtlige forhandling. Appellanten goer gaeldende, at kravet burde vaere imoedekommet, fordi appellanten med sin begaering af 28. februar havde fremfoert faktiske omstaendigheder, der var af afgoerende betydning, som appellanten ikke kunne vaere blevet bekendt med foer afslutningen af den mundtlige forhandling. Af faktiske omstaendigheder af denne art anfoerer appellanten de oplysninger, som Kommissionens befuldmaegtigede fremkom med i PVC-sagerne for Retten (8). Disse faktiske omstaendigheder er ikke blevet anfoert for sent for Retten, for der er i Faellesskabets retsplejeordning ikke udtrykkeligt fastsat en bindende frist, og tremaanedersfristen i artikel 125 i Rettens procesreglement, som udelukkende gaelder ekstraordinaer genoptagelse, kan ikke anvendes analogt.

14 Endvidere opfyldte Retten efter appellantens opfattelse ikke sin pligt til at fremskaffe det noedvendige bevismateriale til en behoerig afgoerelse af den anlagte retssag. Denne pligt fremgaar af artikel 64 i Rettens procesreglement sammenholdt med traktatens artikel 164. Retten kunne ikke lovligt afslaa at imoedekomme appellantens begaering af 28. februar 1992 ved at anfoere, at den efter Rettens opfattelse ikke indeholdt »tilstraekkelige holdepunkter« for de mangler i den anfaegtede beslutning, som blev gjort gaeldende. De faktiske omstaendigheder, der blev anfoert til stoette for selskabets begaering, var som foelge af sagens saeregenheder tilstraekkelige til at imoedekomme begaeringen i analogi med Rettens afgoerelser i de parallelle PVC- og Soda-sager (9).

15 I det vaesentlige goer appellanten gaeldende, at naar det senere blev bekendt, at den anfaegtede beslutning var behaeftet med en mangel, som kunne foere til annullation af beslutningen, burde Retten i hvert fald genaabne sagen og foranstalte ny bevisoptagelse med henblik paa den fulde oplysning af sagen. Appellanten fremhaever endvidere, at man ikke var repraesenteret under den mundtlige forhandling i PVC-sagerne, som fandt sted den 10. december 1991; derfor fik man foerst kendskab til de paagaeldende forklaringer fra Kommissionens befuldmaegtigede, da Rettens dom i denne sag, altsaa den 27. februar 1992, blev afsagt. Selskabet tilfoejer, at Retten i oevrigt i den anfaegtede dom ikke fastslog, at begaeringen af 28. februar 1992 var indgivet for sent; derfor kan Domstolen i appelsagen ikke foretage en proevelse af, om begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling var rettidig.

16 Det andet anbringende stoetter paa foelgende argumentation: Domstolen kan, for det foerste, ophaeve en af Retten afsagt dom, naar den er af den opfattelse, at den anfaegtede retsakt fra Kommissionen boer annulleres. Appelinstansens proevelse af lovligheden af den retsakt, der var indbragt for Retten, vedroerer et retsspoergsmaal og er omfattet af domstolskontrollen under appelsagen. Desuden er de mangler, som Kommissionens polypropylen-beslutning er behaeftet med, i strid med ufravigelige retsregler og skal saavel i foerste instans som i appelsagen proeves ex officio.

17 Appellanten haevder endvidere, at selskabet har ret til foerst under appelsagen at fremkomme med visse nye faktiske omstaendigheder til stoette for sine anbringender. Appellanten stoetter sig i den forbindelse for det foerste paa Kommissionens indlaeg i »vaegtfylde-sagerne« (10), som appellanten fik kendskab til den 10. april 1992, og for det andet paa Kommissionens appel af Rettens dom af 29. april 1992 (11) i PVC-sagen. Af disse kilder udleder appellanten visse konklusioner med hensyn til Kommissionens almindelige fremgangsmaade, som efter appellantens opfattelse styrker mistanken om, at udstedelsen af polypropylen-beslutningen er behaeftet med mangler. Navnlig ser det ud, som om Kommissionen anser pligten til at stadfaeste sine retsakter, der fremgaar af dens forretningsorden, i artikel 12, for en intern regel, der ikke medfoerer rettigheder for borgerne, og som er bortfaldet ved desvetudo. Kommissionen anser sig ifoelge appellanten for berettiget til ogsaa efter udstedelsen af retsakter at foretage aendringer i disse, samt til at udstede beslutningerne i visse autentiske sproglige versioner og bemyndige et af sine medlemmer til at udfaerdige beslutningerne i de oevrige bindende sproglige versioner.

18 Appellanten antager, at Kommissionen ogsaa har fulgt denne procedure ved udstedelsen af polypropylen-beslutningen. Appellanten er i hvert fald af den opfattelse, at det foelger af ovenstaaende bemaerkninger, saavel som af en omhyggelig laesning af den meddelte beslutning (12) og af den forsinkelse, med hvilken meddelelsen er sket (13). Desuden anfoerer appellanten, at Domstolen for at udelukke enhver tvivl boer paalaegge Kommissionen at fremlaegge originalen af polypropylen-beslutningen, saaledes at det dermed kan fastslaas, om den indeholder de samme formelle mangler, som dannede grundlag for, at Kommissionens indholdsmaessigt tilsvarende PVC-beslutning (14) blev annulleret. I hvert fald er der, efter hvad appellanten anfoerer - saavel paa grundlag af fremstillingen i selskabets begaering af 28. februar 1992, som paa grundlag af de oplysninger, der foerst er fremkommet under appelsagen - fastslaaet foelgende: For det foerste havde Kommissionen ved vedtagelsen kun polypropylen-beslutningens tekst til raadighed i tre af de fem bindende sproglige versioner; for det andet overholdt den ikke proceduren efter forretningsordenens artikel 12; for det tredje blev beslutningens indhold aendret efter udstedelsen. Endelig laegger appellanten vaegt paa, at de omhandlede mangler boer medfoere annullation af den anfaegtede beslutning. Ved udstedelsen af beslutningen overholdt Kommissionen ikke de procedureregler, som er fastsat i faellesskabsretten, og som er fastsat med henblik paa at sikre en lovlig udoevelse af Kommissionens befoejelser. Kommissionen goer derfor med urette gaeldende, at undladelse af at overholde de i medfoer af Kommissionens forretningsordens artikel 12 fastsatte vaesentlige formforskrifter ikke kan - og i tilfaeldet vedroerende den senere aendring af indholdet af beslutningen - kun kan medfoere annullation, naar det drejer sig om en vaesentlig aendring, som ikke er i overensstemmelse med retsaktens forfatters vilje. Ifoelge Chemie Linz er Kommissionens her naevnte synspunkter i direkte modstrid med dem, der kan udledes af Domstolens praksis, navnlig af PVC-dommen (15) og burhoense-dommen (16).

b) Indstaevntes anbringender

19 I den foreliggende retssag anfoerer Kommissionen til imoedegaaelse af appellantens anbringender noejagtig de samme argumenter, som den har gjort gaeldende i forbindelse med de tilsvarende anbringender i de parallelle sager Huels og Hoechst. Disse argumenter er udfoerligt gengivet i mine forslag til afgoerelse i de naevnte sager, som jeg hermed henviser til for at undgaa gentagelse (17).

B - Undersoegelse af anbringenderne

a) Det andet anbringende

20 Jeg vil indlede min undersoegelse med at gennemgaa det andet anbringende. Som indstaevnte med rette anfoerer, giver dette anbringende anledning til alvorlig tvivl om, hvorvidt sagen kan realitetspaakendes.

Indledningsvis bemaerkes, at alle de beviser, som appellanten for foerste gang paaberaaber sig i appelsagen, ikke er omfattet af domstolskontrollen under appelsagen. Appellen er i Faellesskabets retsplejeordning udelukkende blevet indfoert med det formaal at foretage en proevelse af den retlige holdbarhed af Rettens dom, idet de faktiske og retlige omstaendigheder laegges til grund, som Retten var bekendt med, og som Retten traf afgoerelse paa grundlag af. Der kan saaledes ikke foreligge nogen mangel ved den anfaegtede dom, der skyldes en undladt bedoemmelse af faktiske omstaendigheder, som foersteinstansen ikke havde kendskab til, det vaere sig fordi de ikke var blevet naevnt i sagsakterne, eller fordi de foerst fremkom efter afsigelsen af den appellerede dom. I Faellesskabets retsplejeordning findes der et retsmiddel, nemlig ekstraordinaer genoptagelse, hvormed en part for den retsinstans, der har truffet afgoerelse i sagen, kan goere en faktisk omstaendighed gaeldende, som er »af afgoerende betydning ...«, og som »inden dommens afsigelse var ukendt for Domstolen og for den part, der begaerer sagen genoptaget« (18). Derfor kunne appellanten goere brug af baade Kommissionens indlaeg i »vaegtfylde-sagerne«, som appellanten fik kendskab til den 10. april 1992, og Kommissionens appel af PVC-dommen, der blev ivaerksat den 29. april 1992 (19), som mulighed for begaering om ekstraordinaer genoptagelse. De naevnte omstaendigheder kan i den foreliggende sag ikke proeves og er derfor ikke blevet gjort gaeldende paa lovlig vis.

21 Men ogsaa i sin helhed maa dette anbringende, som ikke er rettet mod den appellerede dom, men som vedroerer den omtvistede kommissionsbeslutning, afvises, fordi den vedroerer en bedoemmelse af faktiske omstaendigheder, der ikke fremgaar af den appellerede dom, og fordi det ikke ses, at de paagaeldende faktiske omstaendigheder blev fremfoert paa lovlig vis for foersteinstansen.

22 Det forhold, at de formelle mangler ved den anfaegtede beslutning, som appellanten har gjort gaeldende, hoerer til de spoergsmaal, som Faellesskabets retsinstanser skal proeve ex officio, kan ikke hindre afvisning af det foreliggende anbringende. Appellanten goer ikke gaeldende, at Retten begik en retlig fejl, fordi den ikke ex officio foretog en proevelse af disse formodede mangler, hvilket ville have vaeret et argument af retlig karakter (20); det goeres derimod gaeldende, at appelinstansen uafhaengigt af, om den appellerede dom er behaeftet med retlige mangler eller ej, kan eller skal foretage en proevelse ex officio af, om Kommissionens beslutning, som var blevet anfaegtet ved den for Retten anlagte sag, blev udfaerdiget under tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift. Denne argumentation er aabenbart i strid med artikel 51 i EOEF-statutten for Domstolen og kan derfor ikke laegges til grund.

Herefter boer det andet anbringende forkastes.

b) Det foerste anbringende

23 Med det foerste anbringende goeres gaeldende, at Retten ved at afslaa begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling og anordning af en supplerende bevisoptagelse har handlet i strid med en raekke processuelle bestemmelser. En detaljeret undersoegelse af disse anbringender er anfoert i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen, som jeg hermed henviser til (21).

24 Indledningsvis skal det fremhaeves, at appellanten med foeje retter sin kritik mod manglerne i Rettens argumentation i praemis 395 i den appellerede dom (22). Retten anvendte ved proevelsen af appellantens begaering om genaabning af den mundtlige forhandling faktisk ikke den i henhold til bestemmelserne fastsatte fremgangsmaade. For det foerste fortolkede den i den henseende ikke bevisbyrdereglerne korrekt, idet den var af den opfattelse, at appellanten ikke havde fremfoert »tilstraekkelige holdepunkter« til at underbygge sine anbringender om formelle mangler i forbindelse med polypropylen-beslutningen. Appellanten havde ingen adgang og kunne ikke have adgang til de afgoerende beviser, hvoraf den saglige rigtighed af appellantens anbringender ville fremgaa. Disse beviser var jo udelukkende til raadighed for Kommissionen. I saadanne tilfaelde skal den part, der paaberaaber sig et argument, fremfoere »indicier« for, at faktiske omstaendigheder, der er parten ubekendt, men som er afgoerende for partens forsvar, og i det mindste fremfoere »en antydning af et bevis« for den mistanke, der begrundes af de faktiske omstaendigheder (23). Er disse forudsaetninger opfyldt, kan Faellesskabets retsinstanser ikke afslaa begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling med den begrundelse, at der ikke er »passende« eller »tilstraekkelige« holdepunkter for, at partens argumenter er begrundede.

25 Alligevel er Rettens afgoerelse vedroerende appellantens begaering om genoptagelse af den mundtlige forhandling og om anordning af supplerende bevisoptagelse rigtig. Som allerede anfoert blev de retlige og faktiske grunde, appellanten paaberaabte sig i begaeringen, foerst fremfoert efter afslutningen af den mundtlige forhandling. Faellesskabets retsplejeordning giver ganske vist parterne mulighed for undtagelsesvis at fremkomme med nye anbringender og indsigelser efter afslutningen af den mundtlige forhandling, saafremt de grunde, hvorpaa de stoettes, ikke var parterne bekendt, og de derfor ikke i tide kunne paaberaabe sig dem. Denne mulighed foreligger dog kun rent undtagelsesvis og skal fortolkes snaevert. Ganske enkelt burde appellantens opmaerksomhed vaere blevet vakt konkret alene ved den omstaendighed, at sagsakterne ikke indeholdt oplysninger, hvoraf det med sikkerhed kunne udledes, for det foerste om proceduren i henhold til artikel 12 i Kommissionens forretningsorden var blevet overholdt ved udstedelsen af polypropylen-beslutningen, for det andet om udkastet til beslutningen ved vedtagelsen forelaa i alle bindende sproglige versioner for kommissionsmedlemmerne, og for det tredje om den beslutningstekst, der blev meddelt appellanten, indholdsmaessigt stemte noeje overens med den, Kommissionens medlemmer som kollegialt organ havde vedtaget. Da sagsoegeren ikke allerede under sagens skriftlige forhandling havde fremfoert de paagaeldende argumenter - eventuelt blot som hypotese og med et samtidigt krav om, at Retten paalagde Kommissionen at fremlaegge en raekke afgoerende akter - kunne appellanten hverken goere krav paa at fremfoere disse argumenter efter afslutningen af den mundtlige forhandling (24) eller kraeve genaabning af den mundtlige forhandling. Derfor afslog Retten korrekt appellantens krav i begaeringen af 28. februar 1992 (25).

26 I betragtning af ovenstaaende afslog Retten korrekt appellantens begaeringer henholdsvis om genaabning af den mundtlige forhandling og om anordning af supplerende bevisoptagelse. Det foerste anbringende maa herefter forkastes.

VI - Forslag til afgoerelse

27 Af alle de anfoerte grunde foreslaar jeg Domstolen

1) i det hele at forkaste den af Chemie Linz GmbH ivaerksatte appel

2) at afvise begaeringen om intervention

3) at paalaegge intervenienten at betale sine egne omkostninger

4) at doemme appellanten til at betale appelsagens omkostninger.

(1) - Sag T-15/89, Chemie Linz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1275.

(2) - Vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen), EFT 1986 L 230, s. 1.

(3) - Foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i artikel 85 og 86, EFT 1959-1962, s. 81.

(4) - Dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, Sml. II, s. 315.

(5) - Der skal foretages en udtoemmende og omfattende proevelse af appelskriftet for at se, om appellen kan admitteres. Som det fremgaar af flere af Domstolens afgoerelser, kan en appel kun afvises i sin helhed, saafremt alle de fremsatte anbringender foerst er blevet proevet, og det er blevet fastslaaet, at ingen af dem kan danne grundlag for appellen. Jf. Domstolens kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, af 24.4.1996, sag C-87/95 P, CNPAAP mod Kommissionen, Sml. I, s. 2003, og af 11.7.1996, sag C-148/96 P, Goldstein mod Kommissionen, Sml. I, s. 3885. Jf. endvidere Domstolens dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667.

(6) - Punkt 10-15 i mit forslag til afgoerelse af dags dato i sag C-199/92 P, Huels mod Kommissionen.

(7) - Jf. punkt 40, 41 og 42 i mit forslag til afgoerelse i sag C-199/92 P, Huels mod Kommissionen, og punkt 9-18 i mit forslag til afgoerelse i sag C-200/92 P, ICI mod Kommissionen, der ligeledes er fremsat dags dato.

(8) - Jf. ovenfor, fodnote 4.

(9) - Domme af 29.6.1995, sag T-32/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1825, sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847, og sag T-37/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1901.

(10) - Dom af 6.4.1995, forenede sager T-80/89, T-81/89, T-83/89, T-87/89, T-88/89, T-90/89, T-93/89, T-95/89, T-97/89, T-99/89, T-100/89, T-101/89, T-103/89, T-105/89, T-107/89 og T-112/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 729.

(11) - Jf. ovenfor, fodnote 4.

(12) - Appellanten henviser til steder i den meddelte beslutning, som er skrevet med andre skrifttyper end den oevrige tekst, og goer gaeldende, at den oprindelige beslutning sandsynligvis senere er blevet aendret.

(13) - Efter appellantens opfattelse fremgaar det allerede af det forhold, at beslutningen foerst blev fremsendt over en maaned efter udstedelsen, at indholdet kan vaere blevet aendret.

(14) - Jf. ovenfor i note 4.

(15) - Dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555; jf. nedenfor i punkt 20 ff.

(16) - Dom af 23.2.1988, sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 905.

(17) - Jf. mit forslag til afgoerelse af dags dato i sag C-199/92 P, Huels mod Kommissionen, punkt 29 og 43, 44 og 45, samt sag C-227/92 P, Hoechst mod Kommissionen, punkt 26, 27 og 28 og 36, 37 og 38.

(18) - Artikel 41 i EOEF-statutten for Domstolen, som finder tilsvarende anvendelse for sager ved Retten i Foerste Instans.

(19) - Jf. ovenfor i punkt 17.

(20) - Alligevel boer det anbringende, hvormed der goeres indsigelse mod, at Retten ikke gjorde behoerig brug af sin befoejelse til ex officio at foretage en proevelse af, om vaesentlige formforskrifter i forbindelse med den anfaegtede beslutning var overholdt, ogsaa i denne form afvises som ubegrundet. Jeg henviser for saa vidt til min undersoegelse i punkt 30 og 31 samt 77, 78 og 79 i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen.

(21) - Jf. punkt 39-79.

(22) - Det er her unoedvendigt at foretage en proevelse af appellantens anbringender med hensyn til spoergsmaalet om den anfaegtede beslutnings nullitet. Som allerede anfoert har appellanten frafaldet dette anbringende i replikken. Desuden er Rettens konstatering af, at de formodede formelle mangler i polypropylen-beslutningen, selv om de forelaa, ikke ville medfoere beslutningens nullitet, vigtig i resultatet; som Domstolen senere udtalte i forbindelse med PVC-sagerne, kan disse mangler medfoere annullation af en anfaegtet beslutning, men ikke, at den anses for en nullitet. Jeg henviser for saa vidt til min undersoegelse af Domstolens PVC-dom i punkt 20-24 i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen. Jeg finder det dog relevant for fuldstaendighedens skyld at goere opmaerksom paa, at begrundelsen i den appellerede dom er mangelfuld i relation til spoergsmaalet, om den juridisk er holdbar. For en retsakt, der er en nullitet, gaelder ikke nogen gyldighedsformodning. Retsafgoerelsen vedroerende eksistensen af en retsakt gaar logisk set forud for spoergsmaalet, om gyldighedsformodningen er begrundet, for retsaktens eksistens er en ufravigelig forudsaetning for, at denne formodning kan opstaa. Derfor er Rettens synspunkt, at der til beviset for en retsakts nullitet skal fremfoeres holdepunkter, som er egnet til at afkraefte »formodningen« om en beslutnings »gyldighed, som tilkommer den paa grundlag af dens udseende«, ulogisk og dermed retligt forkert (jf. punkt 36 i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen). Desuden kraever en behoerig retslig proevelse efter min opfattelse, at det undersoeges, om det af anbringenderne om formodede formelle mangler i polypropylen-beslutningen - uafhaengigt af parternes retlige kvalifikation af disse - kan udledes, at der foreligger en tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift. Saafremt en part fremfoerer en raekke faktiske omstaendigheder, der efter denne parts opfattelse medfoerer den anfaegtede retsakts nullitet, er Retten ikke bundet af partens retlige kvalifikation af de faktiske omstaendigheder. Retten skal, naar den soeger efter den rigtige fortolkning af de sagsakter, der ligger til grund for beslutningen - uafhaengigt af, om sagsoegeren af de paastaaede mangler udleder, at den anfaegtede retsakt er en nullitet eller boer annulleres - foretage en proevelse af, om retsakten rent faktisk udviser disse mangler.

(23) - Jf. punkt 54, 55 og 56 i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen.

(24) - Jf. punkt 57 ff. i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen.

(25) - Appellanten goer gaeldende, at eftersom Retten foretog en realitetsproevelse af begaeringen, kan det i appelsagen ikke afgoeres, om den ifoelge appellanten var blevet fremsat for sent. Den paagaeldende vurdering foretaget af Retten vedroerer sagens fakta og udgoer ikke noget retsspoergsmaal som omhandlet i artikel 51 i EOEF-statutten for Domstolen. Dette argument boer efter min opfattelse forkastes. For det foerste udtalte Retten sig ikke om, hvorvidt begaeringen var rettidig. I praemis 395 siges det tvaertimod udtrykkeligt: »Man maa derfor rejse det spoergsmaal, om sagsoegeren i tilstraekkeligt omfang har begrundet, hvorfor selskabet ikke tidligere paaberaabte sig disse haevdede mangler, der under alle omstaendigheder maa have foreligget forud for sagens anlaeg.« For det andet drejer det sig ved spoergsmaalet, om der reelt er blevet fremfoert faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning, der var ubekendt, og som goer en genaabning af den mundtlige forhandling berettiget, om et retsspoergsmaal, der skal proeves under appellen. (Om indholdet af begrebet retsspoergsmaal se punkt 8 ff. i mit forslag til afgoerelse i sag C-199/92 P, Huels, og punkt 38 i mit forslag til afgoerelse i sag C-5/93 P, DSM).