61992C0199

I den foreliggende sag skal Domstolen traeffe afgoerelse vedroerende den af Huels AG (herefter »Huels«) ivaerksatte appel i henhold til artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen af en dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 10. marts 1992 (1). Den appellerede dom frifandt sagsoegte i den efter EOEF-traktatens (herefter »traktaten«) artikel 173 rejste annullationssag vedroerende Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 (herefter »polypropylen-beslutningen«) (2). Denne beslutning vedroerte anvendelsen af traktatens artikel 85 i forbindelse med produktion af polypropylen (3).

I - Sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne for Retten i Foerste Instans

1 Med hensyn til sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne for Retten i Foerste Instans fremgaar foelgende af den appellerede dom:

Det vesteuropaeiske polypropylen-marked blev foer 1977 naesten udelukkende forsynet af ti producenter, hvoraf den ene var Huels (som tillige var en af »de fire store«), hvis markedsandel svingede mellem ca. 4,5 og 6,5%. Efter at firmaet Montedison's patenter var udloebet, fremkom der fra 1977 syv nye producenter med en betydelig produktionskapacitet. Dette modsvaredes ikke af en tilsvarende stigning i efterspoergslen, saaledes at der i det mindste indtil 1982 ikke var nogen ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel. Generelt var polypropylen-markedet i perioden fra 1977 til 1983 kendetegnet ved en lav rentabilitet eller endda betydelige tab.

2 Den 13. og 14. oktober 1983 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962 (4) (herefter »forordning nr. 17«) samtidige kontrolundersoegelser hos en raekke virksomheder, der fremstillede polypropylen. I tilslutning til disse kontrolundersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 anmodning om oplysninger, ikke blot over for disse virksomheder, men ogsaa over for andre virksomheder med tilsvarende forretningsomraade. Paa grundlag af bevismateriale, der blev tilvejebragt i forbindelse med kontrolundersoegelserne og anmodningen om oplysninger, naaede Kommissionen til den konklusion, at visse polypropylen-producenter, herunder Huels, fra 1977 til 1983 havde tilsidesat traktatens artikel 85. Kommissionen besluttede derfor den 30. april 1984 at ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og fremsendte en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til de paagaeldende virksomheder.

3 Paa grundlag af denne procedure vedtog Kommissionen den 23. april 1986 den ovennaevnte beslutning, hvis dispositive del lyder saaledes:

»Artikel 1

(Virksomhederne) ... Chemische Werke Huels (nu Huels AG) ... har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved:

...

- for BASF's, DSM's og Huels' vedkommende, fra et ukendt tidspunkt mellem 1977 og 1979 og mindst til november 1983,

at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen paa Faellesskabets omraade:

a) kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

b) fra tid til anden fastsatte 'maalpriser' (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF's medlemsstater

c) vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et 'kundeledelsessystem' med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

d) indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

e) delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig 'kvote' (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981, 1982)

...

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

...

vii) Huels AG, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 5 898 447,50 DEM«.

4 Fjorten af de femten virksomheder, til hvem den omhandlede beslutning var rettet, herunder appellanten, rejste annullationssoegsmaal vedroerende Kommissionens beslutning. Under den mundtlige forhandling, der fandt sted for Retten fra den 10. december 1990 til den 15. december 1990, blev parternes anbringender behandlet mundtligt, og parterne besvarede Rettens spoergsmaal.

5 Ved processkrift af 4. marts 1992, og dermed som naevnt efter afslutningen af den skriftlige og den mundtlige forhandling, men dog inden domsafsigelsen, begaerede Huels for Retten genaabning af den mundtlige forhandling. Til stoette for begaeringen anfoerte selskabet visse faktiske forhold, som man haevdede ikke at have haft kendskab til foer efter den mundtlige forhandling, isaer naermere efter afsigelsen af Rettens dom af 27. februar 1992 i sagerne BASF m.fl. mod Kommissionen (herefter »PVC-sagerne«) (5). Huels gjorde gaeldende, at det af disse forhold kunne udledes, at den anfaegtede beslutning fra Kommissionen var behaeftet med vaesentlige formelle mangler, der kraevede foranstaltning af ny bevisoptagelse (6).

Efter paa ny at have hoert generaladvokaten med hensyn til det sidst fremkomne spoergsmaal afslog Retten ved ovennaevnte afgoerelse af 10. marts 1992 denne begaering om genaabning af den mundtlige forhandling, ligesom Retten i det hele frifandt sagsoegte.

6 Huels appellerede herefter frifindelsesdommen for Domstolen med paastand om, at dommen ophaeves, og at Kommissionens beslutning underkendes som nullitet, subsidiaert annulleres, samt mere subsidiaert, at sagen hjemvises til Retten. Samtidig har appellanten nedlagt paastand om, at indstaevnte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Kommissionen har paastaaet sig frifundet og appellanten tilpligtet at betale sagens omkostninger.

Selskabet DSM NV har interveneret i sagen til stoette for Huels' paastande.

II - Formalitetsspoergsmaal vedroerende appellen

7 I svarskriftet har Kommissionen foerst kraevet appellen afvist. Den paaberaaber sig herved visse indsigelser, som vedroerer den anden gruppe af de af appellanten anfoerte anbringender, dvs. de anbringender, der stoettes paa en tilsidesaettelse af de materielle faellesskabsretlige konkurrenceregler. Appellanten goer paa sin side gaeldende, at de anfoerte indsigelser er ubegrundede og ikke kan foere til afvisning af appellen i sin helhed.

8 Foerst skal det fremhaeves, at i henhold til artikel 51 i EOEF-statutten for Domstolen er appel til Domstolen »begraenset til retsspoergsmaal. Den kan kun stoettes paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten«. Endvidere er det i henhold til artikel 113, stk. 2, og artikel 116, stk. 2, i Domstolens procesreglement forbudt parterne i appelskriftet eller i svarskriftet at foretage aendringer af sagsgenstanden for Retten. I henhold til artikel 119 i procesreglementet kan Domstolen endvidere naar som helst ved begrundet kendelse beslutte helt eller delvist at afvise eller forkaste appellen, naar det er aabenbart, at den skal afvises eller forkastes.

Appellen kan afvises i det hele, saafremt ingen anbringender kan realitetspaakendes. Derfor er det noedvendigt at foretage en proevelse af samtlige anbringender og fastslaa, at ingen af dem kan fremmes til behandling (7).

9 Her maa Kommissionens afvisningsindsigelse antages at vaere uden relevans: Reelt anfaegter indsigelsen kun den anden gruppe af anbringender fra Huels i appelsagen, altsaa dem, der angaar en paastaaet tilsidesaettelse af de materielle faellesskabsretlige konkurrenceregler, uden at det samtidig er gjort gaeldende, at ogsaa de oevrige anbringender, dvs. dem i den foerste gruppe, som er anfoert i appellen, boer afvises. Med de sidstnaevnte anbringender paaberaabes rettergangsfejl for Retten i Foerste Instans. Selv i tilfaelde af, at Domstolen vil laegge Kommissionens bemaerkninger til grund (hvilket jeg herefter vil undersoege ved den saerlige behandling af de enkelte anbringender sammen med appellantens modargumenter), kan det ikke medfoere afvisning af appellen i dens helhed.

III - Spoergsmaalet, om interventionen kan admitteres

10 I sin interventionsbegaering laegger DSM vaegt paa spoergsmaalet om polypropylen-beslutningens formelle lovlighed, og DSM haevder foelgende: Kommissionen havde for det foerste bevisbyrden for, at procedurereglerne blev overholdt ved udstedelsen af polypropylen-beslutningen. Desuden var Retten forpligtet til ex officio eller efter begaering derom fra sagsoegeren i sagen for Retten at undersoege, om den anfaegtede beslutning var behaeftet med bestemte vaesentlige formelle mangler. Til stoette for sine argumenter paaberaaber intervenienten sig de faktiske omstaendigheder og Rettens dom i soda-sagerne (8) og i LDPE-sagerne (9). Endelig nedlaegger DSM paastand om, at appellen tages til foelge, at Rettens dom ophaeves, og at polypropylen-beslutningen underkendes som nullitet eller annulleres. Saafremt appellen tages til foelge, vil dette og nullitetserklaeringen eller annullationen af polypropylen-beslutningen efter intervenientens opfattelse ikke kun komme appellanten, men tillige DSM til gode. Derfor har DSM en berettiget interesse i at intervenere i sagen.

Derefter skal det undersoeges, om interventionen kan admitteres, og i bekraeftende fald vil de oevrige argumenter blive proevet med hensyn til realiteten.

11 I Kommissionens bemaerkninger vedroerende interventionen, som den fremlagde for Domstolen den 20. juni 1995, rejser Kommissionen en formalitetsindsigelse med foelgende begrundelse: Med Domstolens dom i PVC-sagerne (10) blev det afgjort, at visse proceduremangler i Kommissionens retsakter, der ligner eller er helt som de, intervenienten paataler, kun foerte til annullation af den paagaeldende retsakt og ikke til underkendelse af den som nullitet. Da annullation af en individuel retsakt kun kan medfoere retsvirkninger i relation til den part, som judicielt har paastaaet annullation, kan Domstolens eventuelle annullationsdom ikke komme intervenienten til gode. Denne dom ville ikke have nogen virkning erga omnes; den ville kun vedroere en del af polypropylen-beslutningen, nemlig den, hvori der paalaegges appellanten bestemte foranstaltninger og sanktioner, her Huels. Intervenienten som tredjemand har derfor ingen retlig interesse i at indtraede i sagen som intervenient.

Endvidere anfoerer Kommissionen, at DSM med interventionen forsoeger at raade bod paa den undladelse, at DSM ikke straks ivaerksatte en appel af Rettens dom af 17. december 1991 (11), som ikke gav DSM medhold i paastanden om annullation af Kommissionens ovennaevnte beslutning, for saa vidt som paastanden angik DSM selv. DSM soeger med andre ord at undgaa de negative foelger af den kendsgerning, at DSM lod appelfristen udloebe uden at appellere, saaledes at DSM paa denne maade indirekte omgaar denne frist.

Endelig anfoerer Kommissionen, at for saa vidt som DSM paastaar polypropylen-beslutningen underkendt som nullitet eller annulleret i forhold til alle polypropylen-producenter, til hvem den er rettet, maa paastanden afvises. En saadan paastand har appellanten ikke anfoert i appelskriftet. Intervenientens paastand gaar saaledes videre end det, der kan goeres gaeldende i den foreliggende sag, da den ganske er i strid med interventionens accessoriske karakter.

12 Indledningsvis skal det fastslaas, at proevelsen af formaliteten vedroerende interventionen ikke er i strid med Domstolens tidligere bedoemmelse i kendelsen af 30. september 1992, som gav DSM adgang til at intervenere. Dengang blev formalitetsspoergsmaalet kun behandlet prima facie ud fra det synspunkt, om der kunne gives intervenienten adgang til at deltage i den skriftlige og den mundtlige forhandling i den foreliggende sag. Den bedoemmelse, Domstolen i kendelsen anlagde af formaliteten, er derfor efter min opfattelse en foreloebig afgoerelse uden retskraft, som ikke afskaerer fra at proeve spoergsmaalet paa det nuvaerende processtadium. Dette synspunkt stoettes saavel af en ordret fortolkning og en formaalsfortolkning af de relevante procesbestemmelser (12), som af Domstolens praksis (13).

13 Ret til at indtraede som intervenient i sager for Domstolen tilkommer (foruden medlemsstaterne og Faellesskabets institutioner, der er omfattet af artikel 37, stk. 1) i henhold til artikel 37, stk. 2, i EOEF-statutten for Domstolen tillige alle andre personer, der godtgoer at have en berettiget interesse i afgoerelsen af en for Domstolen indbragt retstvist. Denne berettigede interesse skal vaere direkte og aktuel. Paastande, der fremsaettes i en begaering om intervention, kan kun gaa ud paa at understoette den parts paastande, for hvem der interveneres. Det drejer sig saaledes om biintervention, ikke hovedintervention.

14 Retspraksis har endnu ikke beskaeftiget sig indgaaende med betingelserne for at tillade intervention, som foerst foelger i appelsagen. Visse af Domstolens kendelser (der ganske vist, som anfoert, ikke har samme bindende virkning som en dom) indeholder dog nyttige og klare henvisninger. Saaledes mister den potentielle intervenient ikke automatisk retten til at indtraede i sagen, fordi vedkommende kunne have anvendt et retsmiddel eller selvstaendigt taget andre retsskridt (14). En saadan absolut virkning tilskriver Domstolen tilsyneladende heller ikke den omstaendighed, at et retsskridt ikke er foretaget, eller at vedkommende ikke selvstaendigt har anlagt sag, fordi fristen er udloebet, eller fordi der foreligger andre processuelle hindringer. Tvaertimod bliver det forhold, at den potentielle intervenient kunne have handlet selvstaendigt og saaledes kunne have opnaaet status som part, bedoemt saaledes, at en berettiget interesse i at indtraede i sagen hermed bliver trovaerdig (15).

15 Det er derfor spoergsmaalet, hvem der kan afgoere, om den, der ikke selvstaendigt har gjort brug af en soegsmaalsret til proevelse af en bestemt retsakt, kan paavise en berettiget interesse i at indtraede som intervenient i en verserende sag, hvori en anden som part har anfaegtet samme retsakt (16). Om der foreligger en direkte og aktuel retlig interesse, skal afgoeres paa grundlag af den paastand, som er nedlagt af den part, der stoettes af intervenienten (17). Mens det er lettere at goere den retlige interesse trovaerdig, naar der nedlaegges paastand om annullation af en generel retsakt - netop fordi denne annullation har virkning erga omnes - gaelder det ikke for det tilfaelde, at retstvisten, som her, drejer sig om lovligheden af en individuel afgoerelse. I det andet tilfaelde er det kun, saafremt retsakten anses for en nullitet - paa grund af vaesentlige mangler eller fordi retsakten materielt er ikke-eksisterende - at dette har virkning over for alle (18). Saafremt den individuelle retsakt derimod underkendes af formelle eller materielle grunde, virker denne annullation kun til fordel for den part, der faar medhold (19). Derfor medfoerer annullationen ikke for intervenienten nogen direkte berettiget interesse bestaaende i, at den individuelle afgoerelse ogsaa annulleres eller i det mindste saettes ud af kraft med hensyn til den del, der vedroerer intervenienten. Den indirekte retsfordel, som for intervenienten eventuelt foelger af beviset for eksistensen af de mangler, der paavirker den anfaegtede retsakts lovlighed, kommer frem, er ikke tilstraekkelig at goere indtraeden i den verserende retstvist berettiget (20).

16 Jeg vil herefter paa grundlag af ovenstaaende - i enkeltheder og samlet - undersoege, om intervention kan tillades i den foreliggende retstvist. I den forbindelse er foelgende to retlige forudsaetninger afgoerende: For det foerste skal intervenienten godtgoere at have direkte og aktuelt berettiget interesse i udfaldet af retstvisten. For det andet maa intervenienten ikke nedlaegge nogen selvstaendig paastand, dvs. en paastand, der gaar videre end det, som den part, han stoetter, har paastaaet (21). I det foreliggende tilfaelde kan appellantens behoerigt nedlagte paastande, der stoettes af intervenienten, inddeles i tre grupper:

I hvert tilfaelde nedlaegges der paastand om ophaevelse af Rettens dom med eventuel hjemvisning til Retten i Foerste Instans med henblik paa en ny afgoerelse. Denne paastand kan ikke i sig selv begrunde nogen direkte berettiget interesse for intervenienten, da ophaevelsen af Rettens dom vedroerende appellanten ikke paa nogen maade kan paavirke intervenientens retsstilling. Ogsaa i tilfaelde af, at der samtidig med ophaevelsen af Rettens dom nedlaegges paastand om hjemvisning af sagen til Retten, udgoer intervenientens eventuelle fordel - som i bedste fald ville bestaa i haabet om, at Retten ved den fornyede proevelse af sagen ville naa til den konklusion, at polypropylen-beslutningen er en nullitet - kun en hypotetisk, indirekte og fremtidig berettiget interesse, som ikke er tilstraekkelig til at danne grundlag for at tillade intervention.

Saafremt appellanten derimod nedlaegger paastand om, at Domstolen efter ophaevelse af Rettens dom selv traeffer realitetsafgoerelse i sagen og fastslaar, at polypropylen-beslutningen er en nullitet, fordi den i sin eksistens er behaeftet med vaesentlige mangler, eller fordi den formeligt slet ikke eksisterer, er eventuelt medhold i denne paastand ogsaa til fordel for intervenienten, fordi underkendelsen, som naevnt, af afgoerelsen som nullitet, virker erga omnes. Saadan set har intervenienten en direkte og aktuel retlig interesse i at indtraede i den foreliggende appelsag.

Desuden maa det antages, at naar appellanten nedlaegger paastand om, at Domstolen efter ophaevelsen af Rettens dom selv traeffer afgoerelse i sagen og annullerer polypropylen-beslutningen som ugyldig af formelle eller materielle grunde, har den eventuelle annullation ikke virkning over for alle, men begunstiger kun appellanten. Derfor kan intervenienten ikke udlede nogen berettiget interesse af den eventuelle annullation af polypropylen-beslutningen.

Hvad mere er, kraever appellanten ikke - og ville heller ikke kunne kraeve - at virkningen af annullationen af polypropylen-beslutningen skulle udvides til at omfatte alle polypropylen-producenter, som beslutningen er rettet til (22). Derfor maa intervenientens begaering afvises.

17 Alligevel kan intervention til dels tillades, nemlig for saa vidt intervenienten DSM stoetter appellantens paastand om at ophaeve Rettens dom og i henhold til det ovenfor anfoerte fastslaa polypropylen-beslutningens nullitet (23). Det er saaledes ufornoedent at undersoege intervenientens oevrige paastande eller de argumenter, DSM anfoerer, til stoette for appellantens andre paastande, da de ikke kan tages under paakendelse.

IV - Anbringenderne til stoette for annullationspaastanden

A - Anbringender, der tager sigte paa visse formelle mangler ved Kommissionens beslutning

18 Huels finder Kommissionens polypropylen-beslutning, som man anfaegtede ved Retten i Foerste Instans, behaeftet med vaesentlige formelle mangler, der foerer til at antage nullitet eller ugyldighed. Disse mangler eller i det mindste klare og tilstraekkelige holdepunkter for, at de foreligger, gjorde appellanten skriftligt gaeldende inden afsigelsen af Rettens dom. Retten har, ifoelge Huels, med sit afslag paa at foretage en proevelse af disse forhold, selv om de paa opfordring blev meddelt ved processkrift af 4. marts 1992, tilsidesat en raekke procesretlige regler. Afslaget hviler ligeledes paa en fejlagtig begrundelse, idet Retten har fortolket begreberne retsakts nullitet og lovlighedsformodning forkert.

I det foelgende vil jeg foerst undersoege det annullationsanbringende, der vedroerer fortolkningen af disse begreber, hvorefter jeg vil komme ind paa spoergsmaalet om de paastaaede proceduremangler.

1) De relevante bestemmelser og Domstolens PVC-dom

a) De relevante bestemmelser

19 Artikel 48, stk. 2, foerste afsnit, i procesreglementet for Retten i Foerste Instans fastsaetter:

»Nye anbringender maa ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.«

Artikel 60 i samme procesreglement lyder:

»Naar der i en sag ikke er udpeget nogen generaladvokat, erklaerer retsformanden ved afslutningen af forhandlingerne den mundtlige forhandling for afsluttet.«

Artikel 61, stk. 2, bestemmer:

»Efter den mundtlige fremsaettelse eller efter fremlaeggelsen af generaladvokatens forslag erklaerer retsformanden den mundtlige forhandling for afsluttet.«

Artikel 62 lyder saaledes:

»Retten kan efter at have hoert generaladvokaten traeffe bestemmelse om genaabning af den mundtlige forhandling.«

Procesreglementets artikel 64, stk. 4, foerste afsnit, bestemmer:

»Hver part kan paa et hvilket som helst trin i sagen foreslaa foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse eller aendringer heri. I saa fald hoeres de oevrige parter, inden der traeffes afgoerelse om disse foranstaltninger.«

Saerlig relevant er det at naevne bestemmelserne om benyttelse af retsmidlet ekstraordinaer genoptagelse.

I artikel 41 i EOEF-statutten for Domstolen, som ligeledes finder anvendelse i sager for Retten, fastsaettes foelgende:

»En paadoemt sag kan kun begaeres genoptaget af Domstolen, hvis der fremkommer en faktisk omstaendighed af afgoerende betydning, der inden dommens afsigelse var ukendt for Domstolen og for den part, der begaerer sagen genoptaget.«

Som supplement hertil bestemmer artikel 125 i Rettens procesreglement foelgende:

»Ekstraordinaer genoptagelse skal begaeres inden tre maaneder fra den dag, hvor den, der fremsaetter begaeringen, har faaet kendskab til den faktiske omstaendighed, hvorpaa den stoettes, jf. dog 10-aars fristen i EKSF-statuttens artikel 38, stk. 3, EOEF-statuttens artikel 41, stk. 3, og Euratom-statuttens artikel 42, stk. 3.«

b) Domstolens PVC-dom

20 Denne dom (24) har saerlig betydning for afgoerelsen af de spoergsmaal, der rejser sig i sagen her. I dommen blev det i forbindelse med den proevelse, der blev foretaget paa grundlag af appellen af Rettens PVC-dom af 27. februar 1992, undersoegt, hvilke retsvirkninger undladelsen af den i henhold til artikel 12 i Kommissionens forretningsorden foreskrevne stadfaestelse ved formandens og generalsekretaerens underskrifter paa originalen af en kommissionsbeslutning har (25).

21 Foerst fastslog Domstolen, at denne formelle mangel ikke medfoerte beslutningens nullitet. Denne antagelse blev begrundet paa foelgende maade (26). For Faellesskabets institutioners retsakter gaelder en formodning om lovlighed. Som en undtagelse fra dette princip boer retsakter, »der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden«, anses for ikke at have affoedt nogen som helst retsvirkning, saaledes at formodningen om lovlighed ikke gaelder for dem, og de »juridisk boer anses for nulliteter«. Men en underkendelse om nullitet forbeholdes »fuldstaendig ekstreme tilfaelde«. Til de formelle mangler, som der skulle tages stilling til i de dengang foreliggende sager, udtalte Domstolen: »De fejl med hensyn til kompetence og form, som Retten konstaterede i relation til den ved vedtagelsen af Kommissionens beslutning fulgte procedure, forekommer i oevrigt - uanset om de betragtes isoleret eller under ét - ikke at vaere saa klart grove, at den naevnte beslutning juridisk boer anses for en nullitet.«

22 Domstolen forkastede Rettens bedoemmelse, ifoelge hvilken beslutningen var en nullitet, og foretog derefter med henblik paa en realitetsafgoerelse en proevelse af, om de samme formelle mangler kunne give grundlag for en annullation af beslutningen (27). I den forbindelse tog Domstolen tre vaesentlige aspekter i betragtning: For det foerste den grundlaeggende betydning af det kollegialitetsprincip, der ligger til grund for Kommissionens virke (28); overholdelsen af dette princip er for de retsundergivne noedvendigvis af interesse, navnlig naar Kommissionen med sine beslutninger, hvori den konstaterer en overtraedelse af traktatens artikel 85, meddeler paabud til de beroerte virksomheder og paalaegger dem sanktioner. For det andet lagde Domstolen vaegt paa Kommissionens pligt til at begrunde saadanne beslutninger i henhold til traktatens artikel 190; denne pligt medfoerer, at »da en beslutnings dispositive del og dens begrundelse udgoer et udeleligt hele, tilkommer det i medfoer af kollegialitetsprincippet kun Kommissionen som kollegial enhed samtidig at vedtage begge dele«. For det tredje anfoerte Domstolen princippet om, at navnlig udstedelse af beslutninger, hvorved der konstateres en overtraedelse af traktatens artikel 85, ikke goeres til genstand for en bemyndigelse til fordel for det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade.

23 Det foelger heraf, at »Kommissionen bl.a. er forpligtet til at traeffe foranstaltninger, der goer det muligt med sikkerhed at identificere den fuldstaendige ordlyd af retsakter vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed«. I forbindelse med denne forpligtelse er bestemmelsen i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden da ogsaa blevet vedtaget. »Den i naevnte artikel 12, stk. 1, foreskrevne stadfaestelse af retsakter, der langtfra, som haevdet af Kommissionen, er en simpel formalitet, der skal tjene som erindring, har til formaal at sikre retssikkerheden ved paa originalsprogene at fastnagle den tekst, der er vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed. Den goer det saaledes muligt i tilfaelde af tvist at undersoege, om de tekster, der er meddelt og offentliggjort, er fuldt ud i overensstemmelse med den af Kommissionen vedtagne tekst og saaledes med ophavsmandens vilje. Heraf foelger, at den stadfaestelse af retsakter, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, udgoer en vaesentlig formforskrift efter EOEF-traktatens artikel 173, og at en tilsidesaettelse heraf kan give anledning til annullationssoegsmaal.«

24 Af denne dom afsagt af Domstolen fremgaar, at manglen paa en original stadfaestet i henhold til ovenstaaende bestemmelser, uden videre er en tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift og ikke udgoer nogen grund til at underkende beslutningen som nullitet (29).

2) Den appellerede dom

25 Retten afslog appellantens begaering af 4. marts 1992 (30) med foelgende begrundelse i den appellerede doms praemis 384 og 385:

»Det skal for det foerste fastslaas, at ovennaevnte dom af 27. februar 1992 ikke kan begrunde en genaabning af den mundtlige forhandling i denne sag. Til forskel fra sagsoegernes argumentation i PVC-sagerne (jf. Rettens dom af 27.2.1992, praemis 13), har sagsoegeren i denne sag indtil afslutningen af den mundtlige forhandling end ikke antydningsvis gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er en nullitet paa grund af de paaberaabte fejl. Man maa derfor rejse det spoergsmaal, om sagsoegeren i tilstraekkeligt omfang har godtgjort, hvorfor selskabet i denne sag, til forskel fra PVC-sagerne, ikke tidligere har paaberaabt sig de haevdede mangler, der under alle omstaendigheder maa have foreligget forud for sagens anlaeg. Selv om det paahviler Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med annullationssoegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio at undersoege spoergsmaalet, om den anfaegtede retsakt foreligger, betyder dette imidlertid ikke, at der i alle sager i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio skal foranstaltes undersoegelser vedroerende den anfaegtede retsakts eventuelle nullitet. Det er kun, for saa vidt som parterne fremfoerer tilstraekkelige holdepunkter for, at den anfaegtede retsakt er en nullitet, at retsinstanserne er forpligtet til at undersoege dette spoergsmaal ex officio. I denne sag indeholder sagsoegerens argumentation ikke tilstraekkelige beviser til at godtgoere, at beslutningen er en nullitet. Sagsoegeren har under afsnit I, punkt 2, i sit indlaeg paaberaabt sig en tilsidesaettelse af den sproglige ordning i henhold til Kommissionens forretningsorden. En saadan tilsidesaettelse kan imidlertid ikke medfoere den anfaegtede retsakts nullitet, men alene - saafremt tilsidesaettelsen paaberaabes rettidigt - dens annullation. Sagsoegeren har endvidere under afsnit I, punkt 3, i sit indlaeg gjort gaeldende, at der under hensyn til de omstaendigheder, hvorunder PVC-proceduren forloeb, bestaar en formodning for, at Kommissionen endvidere uden befoejelse har foretaget efterfoelgende aendringer af sine polypropylen-beslutninger. Sagsoegeren har imidlertid ikke forklaret, hvorfor Kommissionen ogsaa skulle have foretaget efterfoelgende aendringer af beslutningen i 1986, dvs. i en normal situation, der adskiller sig betydeligt fra de saeregne omstaendigheder ved PVC-proceduren, der var karakteriseret ved den omstaendighed, at Kommissionens mandat udloeb i januar 1989. Den simple henvisning til 'manglende bevidsthed om at have begaaet en fejl' er ikke tilstraekkelig i denne henseende. Den af sagsoegeren herom fremfoerte generelle formodning udgoer ikke en tilstraekkelig anledning til at foranstalte bevisoptagelse efter genaabning af den mundtlige forhandling.

Endelig maa sagsoegerens argumentation under afsnit I, punkt 1, i indlaegget forstaas saaledes, at det paa grundlag af Kommissionens befuldmaegtigedes erklaeringer i PVC-sagerne goeres gaeldende, at den anfaegtede beslutning ikke foreligger i original bekraeftet ved underskrift af Kommissionens formand og generalsekretaer. Selv om det antages, at denne fejl foreligger, foerer det imidlertid ikke i sig selv til, at den anfaegtede beslutning maa anses for en nullitet. I modsaetning til de flere gange omtalte PVC-sager har sagsoegeren i denne sag ikke fremfoert konkrete holdepunkter for, at princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, er blevet tilsidesat efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, og at denne saaledes - til gunst for sagsoegeren - skulle have mistet den gyldighedsformodning, der formelt tilkom den. Det forhold, at der ikke foreligger en bekraeftet original, medfoerer derfor ikke i sig selv, at den anfaegtede retsakt er en nullitet. Der var saaledes heller ikke som foelge af denne omstaendighed grundlag for at genaabne den mundtlige forhandling med henblik paa at ivaerksaette en ny bevisoptagelse. Da sagsoegerens argumentation ikke havde kunnet begrunde en begaering om ekstraordinaer genoptagelse, kunne anmodningen om genaabning af den mundtlige forhandling ikke imoedekommes.«

3) Undersoegelse af annullationsanbringenderne

a) Graenserne for appelinstansens kompetence

26 Jeg finder det hensigtsmaessigt indledningsvis at besvare et af appellanten rejst spoergsmaal om graenserne for appelinstansens kompetence.

Appellanten har anfoert, at Domstolen, saafremt den finder det noedvendigt, boer foranstalte supplerende bevisoptagelse med henblik paa at fastslaa, om polypropylen-beslutningen er behaeftet med formelle mangler. De paagaeldende formelle mangler er blevet gjort gaeldende i appelskriftet. Efter appellantens opfattelse er befoejelsen til at foranstalte en supplerende bevisoptagelse under appel naert forbundet med den pligt, der paahviler Faellesskabets retsinstanser, til ex officio at foretage en fuldstaendig proevelse af, om den hidtil gennemfoerte administrative eller retlige procedure er behaeftet med mangler.

27 Til spoergsmaalet, om Domstolen under appel kan foranstalte bevisoptagelse med henblik paa at fastslaa de ovennaevnte mangler ved den anfaegtede kommissionsbeslutning, skal foelgende bemaerkes: Af karakteren af proevelsen under appel, saaledes som den forstaas i medlemsstaternes retsplejeordninger og er beskrevet i de tilsvarende bestemmelser i EOEF-statutten samt i Domstolens procesreglement, foelger, at proevelsen er begraenset til at fastslaa, om foersteinstansens afgoerelse er lovlig, dvs. den tilsigter en juridisk vurdering af afgoerelsens praemisser paa grundlag af de af foersteinstansen fastslaaede faktiske omstaendigheder. Appelinstansen har derimod ikke kompetence til at foretage en bevisbedoemmelse, medmindre det goeres gaeldende, at der foreligger en forfalskning af de faktiske omstaendigheder (31). Supplerende bevisoptagelse i appelsagen kommer saaledes ikke paa tale (32).

Det foelger af ovenstaaende, at appellantens begaering om supplerende bevisoptagelse ved Domstolen med hensyn til de haevdede rettergangsfejl ved Kommissionens polypropylen-beslutning ikke boer tages til foelge.

b) Spoergsmaalet, om Retten har anlagt en forkert fortolkning af begrebet en retsakts nullitet og formodning om lovlighed

- Parternes argumenter

28 Appellanten goer gaeldende, at den appellerede dom boer ophaeves, fordi Retten har fortolket de juridiske begreber »retsakts nullitet« og »formodning om lovlighed« forkert, og at den har anvendt dem forkert.

Appellanten goer navnlig gaeldende, at Retten urigtigt antog, at en ikke behoerigt underskrevet beslutning ikke uden videre er en nullitet, men at der for denne gaelder en lovlighedsformodning. Dermed tilsidesatte Retten de almindeligt antagne principper for retsakters nullitet, saaledes som de anerkendes i retspraksis (33). Endvidere fortolkede den i forbindelse med begrundelsen for denne opfattelse begrebet lovlighedsformodning og laeren om faktiske forvaltningsakter (teorien om det tilsyneladende indhold, théorie de l'apparence) forkert. Efter appellantens opfattelse kan saa grundlaeggende og synlige formelle mangler, som Kommissionens omtvistede polypropylen-beslutning er behaeftet med, ikke afhjaelpes ved at paaberaabe sig teorien om det tilsyneladende indhold. Desuden ville det vaere modstridende og inkonsekvent at fremdrage lovlighedsformodningen som kriterium for, om en retsakt faktisk eksisterer.

Appellanten anfoerer, at disse klagepunkter ikke blev rokket ved Domstolens PVC-dom. I stedet for at blive anset for en nullitet, boer den anfaegtede retsakt blot annulleres paa grund af en tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift.

29 Heroverfor henviser Kommissionen til Domstolens dom i PVC-sagerne. Ifoelge Kommissionen er det efter Domstolens dom i PVC-sagerne ikke laengere et spoergsmaal, om retsakter, som er behaeftet med de af appellanten beskrevne mangler, er en nullitet. I oevrigt har Retten korrekt ikke anset polypropylen-beslutningen for en nullitet, da der ikke var tilstraekkelige beviser for de mangler og uregelmaessigheder, som appellanten har gjort gaeldende (34).

- Stillingtagen til anbringenderne

i) Omfanget af proevelsen i appelsagen af de spoergsmaal, der er undersoegt ex officio

30 Her skal det undersoeges, om den omstaendighed, at en ophaevelsesgrund er blevet proevet ex officio af den retsinstans, der behandler sagens realitet (Retten i Foerste Instans), er af betydning for den maade, paa hvilken proevelsen af Rettens afgoerelse vedroerende ophaevelsesgrunden skal finde sted ved appelinstansen (35). Naar et anbringende tilhoerer den kategori af anbringender, der skal proeves ex officio, betyder det ikke uden videre, at det foerst kan fremfoeres og proeves paa appelstadiet, og heller ikke, at proevelsen under appellen omfatter spoergsmaal, der ikke har vaeret rejst og ikke er behandlet i foerste instans. Appelsagen for Domstolen maa ikke, selv ikke for saa vidt angaar de spoergsmaal, der proeves ex officio, aendres til en appelsag, hvorunder der sker en proevelse af sagens faktiske omstaendigheder. Appellen tager kun sigte paa at undersoege, om der er begaaet retlige fejl i Rettens dom i henhold til bestemmelsen i artikel 51, stk. 1, i EOEF-statutten for Domstolen. Domstolens proevelse af spoergsmaalet, om den anfaegtede polypropylen-beslutning er behaeftet med vaesentlige formelle mangler, er derfor begraenset dels til en undersoegelse af, om foersteinstansen har foretaget en korrekt subsumption af de fastslaaede faktiske omstaendigheder under de relevante bestemmelser, og dels, saafremt dette er gjort gaeldende under appellen, til spoergsmaalet, om der for foersteinstansen har vaeret anfoert faktiske argumenter, der ikke er blevet undersoegt, selv om de kunne admitteres.

31 De oevrige anbringender, hvormed appellanten forsoeger at udvide sin begaering af 4. marts 1992, og saaledes overskrider appellens graenser som anfoert i ovenstaaende, boer forkastes (36).

ii) Foreliggende beviste formelle mangler ved den anfaegtede kommissionsbeslutning

32 Paa grundlag af ovenstaaende skal jeg bemaerke, at Retten ikke har begaaet en retlig fejl ved identifikation og bedoemmelse af oplysninger, hvoraf fremgik, at polypropylen-beslutningen var behaeftet med vaesentlige formelle mangler. Af den appellerede dom kan ikke udledes, at foersteinstansen var bekendt med oplysninger af en saadan art og betydning, og da slet ikke, at den bedoemte dem forkert.

33 Den vigtigste blandt de formelle mangler, der goeres gaeldende, er, at der mangler en stadfaestet original af Kommissionens beslutning som fastsat i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden. Den saerlige betydning af denne mangel kommer klart til udtryk i Domstolens tidligere anfoerte PVC-dom. Ifoelge denne dom (37) er stadfaestelsen af retsakter et vaesentligt formkrav, der goer det muligt entydigt at bestemme indhold, sprog og begrundelse for den retsakt, der skal proeves. Af dommens praemisser fremgaar, at undladt stadfaestelse uden videre medfoerer, at den med mangler behaeftede retsakt kendes ugyldig, uden at det er noedvendigt at paavise, om indholdet heraf senere er blevet aendret eller om sprogordningen ikke er blevet overholdt.

34 I den foreliggende sag fastslog Retten dog ikke, at der manglede en stadfaestet original af den anfaegtede polypropylen-beslutning, og appellanten har heller ikke haevdet klart og bestemt at have paaberaabt sig et saadant anbringende eller at have anfoert konkrete faktiske omstaendigheder, hvoraf saadanne mangler fremgik. Retten begik derfor ikke nogen retlig fejl ved ikke at antage, at den anfaegtede kommissionsbeslutning er behaeftet med vaesentlige formelle mangler.

iii) Rigtigheden af praemis 385 i den appellerede dom

35 Efter denne klargoering skal jeg nu tage stilling til holdbarheden af det under appellen fremfoerte anbringende, hvorefter Retten ikke korrekt fortolkede og anvendte retsbegreberne en retsakts »nullitet« og »formodning om lovlighed«.

36 Faktisk kan jeg ikke tiltraede, at Rettens juridiske argumentation, som den fremgaar af praemis 385 i den appellerede dom, er korrekt. Det svage punkt ligger i Rettens begrundelse for, at der ikke var grundlag for at underkende den anfaegtede beslutning som nullitet. Jeg mener, at denne begrundelse skal undergives (38) en klar proevelse. For det foerste er paaberaabelsen af formodningen om lovlighed som argument over for paastanden om nullitet efter min mening juridisk forkert. Tillige gaar bedoemmelsen af, om en retsakt eksisterer - saaledes som appellanten ogsaa henviser til, og som det ligeledes fremgaar af Domstolens allerede anfoerte dom i PVC-sagerne - logisk set forud for bedoemmelsen af, om der er eller ikke er formodning for dens lovlighed, hvortil eksistensen jo er en noedvendig betingelse. Hertil kommer, at lovlighedsformodningen for en retsakt, som anfaegtes ved appel, ikke - og det har saa meget des stoerre betydning, da det ogsaa gaelder for det tilfaelde, hvor tilsidesaettelsen af artikel 12 i Kommissionens forretningsorden medfoerer den paagaeldende retsakts ugyldighed og ikke dens nullitet - kan bruges til at imoedegaa appellanternes argumenter og anbringender. Det er med andre ord ikke muligt at forkaste et anbringende om formelle mangler ved den anfaegtede retsakt med det argument, at den daekkes af en formodning om lovlighed, idet denne formodning ikke udelukker en domstolsproevelse.

37 Ogsaa kravet om at fremkomme med »konkrete holdepunkter« til afkraeftelse af formodningen om lovlighed, som Retten stiller, inden den vil antage nullitet, forekommer at vaere i strid med bevisbyrdereglerne (39).

38 Trods disse mangler ser jeg dog ingen grund til at ophaeve Rettens dom, da den konklusion, Retten efter behandling af appellantens argumenter vedroerende den anfaegtede beslutnings nullitet naar frem til, er korrekt, uanset de saerlige begrundelser, som den appellerede dom indeholder paa dette punkt. Retten fandt saaledes korrekt, at selv om de anfoerte mangler i polypropylen-beslutningen maatte vaere bevist, kunne dette ikke betyde, at beslutningen var en nullitet. Denne opfattelse blev ligeledes bekraeftet i Domstolens PVC-dom, hvoraf jeg ovenfor i et tidligere punkt i naervaerende forslag til afgoerelse har omtalt og analyseret begrundelsen (40). Da praemisserne i den appellerede dom ganske vist er behaeftet med mangler, men Rettens resultat i domskonklusionen er korrekt, skal appellantens og intervenienten DSM's anbringende om annullation i sin helhed forkastes i henhold til retspraksis vedroerende appel (41).

c) Spoergsmaalet, om Kommissionens anfaegtede beslutning er behaeftet med vaesentlige formelle mangler

39 Skoent det af de oplysninger, der var undergivet Rettens proevelse, ikke fremgaar, at udstederen af den anfaegtede retsakt gjorde sig skyldig i vaesentlige proceduremaessige uregelmaessigheder, skal det dog stadig undersoeges, om de samme oplysninger gjorde en genaabning af den mundtlige forhandling berettiget med henblik paa nye foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse.

- Parternes argumenter

40 Appellanten goer gaeldende, at Retten med afvisningen af appellantens begaering om genaabning af den mundtlige forhandling tilsidesatte faellesskabsretten ved en urigtig anvendelse dels af artikel 62 og artikel 64, stk. 3, litra d), i Rettens procesreglement, dels af artikel 21 i EOEF-statutten for Domstolen. Appellanten understreger i den forbindelse den saerlige stilling, som disse bestemmelser indtager i Faellesskabets retsbeskyttelsesordning. Bestemmelserne indeholder ifoelge Huels de noedvendige retslige garantier til beskyttelse af parternes ret til kontradiktion.

41 Ifoelge appellanten havde Retten intet frit skoen ved sin afgoerelse af appellantens begaering om genaabning af den mundtlige forhandling. Artikel 62 i Rettens procesreglement skal fortolkes saaledes, at den paalaegger Retten en pligt til at genaabne den mundtlige forhandling, naar én af parterne begaerer dette, og begaeringen stoetter paa faktiske omstaendigheder, der har afgoerende betydning for loesningen af tvisten, og som den paagaeldende part ikke kendte til og derfor foerst kunne goere gaeldende efter afslutningen af den mundtlige forhandling (42). Ifoelge Huels blev saadanne faktiske omstaendigheder den 10. december 1991 oplyst af tjenestemaend fra Kommissionen i forbindelse med PVC-sagerne, som paa grund af deres alvor og almindelige karakter gik ud over rammerne af den paagaeldende sag og var af direkte betydning for den foreliggende polypropylen-beslutning. Paa grundlag af disse oplysninger i PVC-sagerne maa det ifoelge Huels antages, at Kommissionen for det foerste ikke overholdt sin pligt til at stadfaeste originalen af beslutningen i henhold til forretningsordenens artikel 12, for det andet ikke overholdt sprogordningen i Kommissionens beslutninger, og for det tredje ikke overholdt forbuddet mod senere at aendre i den udstedte beslutnings tekst. Appellanten haevder, at man, foer de paagaeldende oplysninger blev givet den 10. december 1991, var ude af stand til at faa kendskab til de naevnte faktiske omstaendigheder, da man ikke havde nogen som helst holdepunkter for deres eksistens. Det fremhaeves, at disse faktiske omstaendigheder ligeledes var en hindring for formodningen om lovlighed for saa vidt angaar Kommissionens polypropylen-beslutning. Det drejede sig derfor om omstaendigheder, der »er af betydning« for tvisten indbragt for Retten. Navnlig manglen paa en stadfaestet original er, efter Domstolens udtalelse i dommen i PVC-sagen, en tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift, som medfoerer annullation af den anfaegtede beslutning, uden at det er noedvendigt med yderligere beviser. Med hensyn til spoergsmaalet, om begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling er indgivet rettidigt, bemaerker appellanten, at selskabet foerst fik kendskab til de vigtige faktiske oplysninger den 10. december 1991. For indgivelse af en begaering om genaabning af den mundtlige forhandling gaelder der i hvert fald ingen processuel praeklusionsfrist. Tremaanedersfristen i artikel 125 i Rettens procesreglement vedroerer kun ekstraordinaer genoptagelse, og da den er fastsat til begraensning af en processuel rettighed, kan bestemmelsen ikke anvendes analogt paa en begaering om genaabning af den mundtlige forhandling.

42 Med en lignende begrundelse goer appellanten gaeldende, at Retten med sin dom ogsaa har overtraadt bestemmelsen i artikel 64, stk. 3, litra d), i sit procesreglement, saaledes som disse bestemmelser skal fortolkes sammenholdt med bestemmelsen i procesreglementets artikel 64, stk. 1, og artikel 21 i EOEF-statutten for Domstolen. Ifoelge Huels skulle Retten i forbindelse med sin pligt til at indsamle bevismateriale, som er noedvendigt til tvistens loesning, anordne bevisoptagelse, saafremt alle de foelgende tre betingelser er opfyldt: 1) De faktiske omstaendigheder, der skal fastslaas, vedroerer et af en af parterne fremsat argument, som har afgoerende indflydelse paa tvistens loesning, 2), Faellesskabets retsinstans kan ikke traeffe afgoerelse, netop fordi den ikke har kendskab til, om de faktiske omstaendigheder er fastslaaet, og 3) den supplerende bevisoptagelse skal vaere noedvendig for at fastslaa rigtigheden af disse fakta. Naar de naevnte betingelser er opfyldt, har Faellesskabets retsinstans pligt til at anordne den noedvendige bevisoptagelse. Appellanten henviser herved til generaladvokat Lagrange's forslag til afgoerelse i sagen La Providence (43) og til Domstolens stillingtagen i Noelle-sagen (44). Appellantens begaering af 4. marts 1992 opfyldte disse betingelser og burde derfor have foert til genaabning af den mundtlige forhandling. Med denne begaering blev der ytret formodning om, at polypropylen-beslutningen var en nullitet. Afgoerelsen vedroerende dette anbringende kan ikke undgaa at have afgoerende indflydelse paa udfaldet af tvisten. Begaeringen stoettede tillige paa faktiske omstaendigheder (manglende original, tilsidesaettelse af sprogordningen, senere aendringer i beslutningens tekst), som var sandsynlige. Til en naermere undersoegelse af dette var det noedvendigt at foranstalte supplerende bevisoptagelse; navnlig burde Retten ifoelge appellanten have paalagt Kommissionen at fremskaffe de relevante dokumenter, den var i besiddelse af. Retten havde derfor pligt til at imoedekomme appellantens begaering om ny bevisoptagelse (som affattet i begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling). En saadan begaering er ikke bundet til nogen processuel frist, heller ikke til den i artikel 125 i Rettens procesreglement fastsatte frist, der kun vedroerer ekstraordinaer genoptagelse som retsmiddel. Begaeringen burde derfor vaere imoedekommet, saaledes som det ogsaa skete i et lignende tilfaelde ved afgoerelsen af PVC-sagerne. Til slut er Huels af den opfattelse, at Retten med sin afgoerelse i den appellerede dom, om, at der ikke var skaffet tilstraekkelige konkrete holdepunkter til stoette for begaeringen om supplerende bevisoptagelse, har overtraadt reglerne om bevisbyrdefordelingen.

43 Kommissionen har indledningsvis bestridt appellantens anbringende om, at Retten skulle have vaeret forpligtet til at genaabne den mundtlige forhandling, da en saadan foranstaltning i den foreliggende sag ikke var hensigtsmaessig. Appellantens begaering om genaabning af den mundtlige forhandling var ikke stoettet paa faktiske omstaendigheder, som havde betydning for tvistens loesning, og den var i oevrigt indgivet for sent. Argumenterne om tilsidesaettelse af sprogordningen i forbindelse med beslutningen og den manglende stadfaestede original af den anfaegtede beslutning blev korrekt forkastet af Retten, da saadanne mangler, som Domstolen senere fastslog i PVC-dommen, end ikke ville goere en retsakt med saadanne mangler til en nullitet. Med hensyn til de faktiske omstaendigheder, appellanten paaberaaber sig som nye, bemaerker Kommissionen foelgende: For saa vidt de har forbindelse med Rettens PVC-dom, kan de ikke danne grundlag for en begaering om genaabning af den mundtlige forhandling; Faellesskabets retsinstanser har fastslaaet, at indholdet af en afgoerelse truffet af Retten ikke kan begrunde genaabning af den mundtlige forhandling i en anden sag (45). Saafremt oplysningerne fra Kommissionens befuldmaegtigede under den mundtlige forhandling, der danner grundlag for Rettens PVC-dom, skulle anses for nye faktiske omstaendigheder, saa har appellanten forelagt dem for sent med begaeringen af 4. marts 1992. Begaeringen skulle have vaeret indgivet senest tre maaneder efter, at de paagaeldende oplysninger var blevet bekendt, i analogi med bestemmelsen i artikel 125 i Rettens procesreglement om begaering om ekstraordinaer genoptagelse. Kommissionen haevder, at en af Kommissionens tjenestemaend allerede om eftermiddagen den 22. november 1991 under den mundtlige forhandling i PVC-sagerne havde erkendt, at proceduren i henhold til artikel 12 i Kommissionens forretningsorden var gaaet af brug. Fra den dag skulle appellanten efter Kommissionens opfattelse saaledes have vaeret informeret om de faktiske omstaendigheder, som er omhandlet i appellantens begaering om en genaabning af den mundtlige forhandling.

44 Efter Kommissionens opfattelse antog Retten endvidere korrekt, at appellanten ikke havde skaffet tilstraekkelig dokumentation for, at begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling kunne imoedekommes. For Rettens standpunkt goer det ingen forskel, om appellantens begaering af 4. marts 1992 skal forstaas saaledes, at polypropylen-beslutningen haevdes at vaere formelt ugyldig og ikke en nullitet. I den forbindelse goer Kommissionen opmaerksom paa, at bevisbyrden for paastaaede uregelmaessigheder paahviler appellanten, ikke Kommissionen. Den modsatte opfattelse, som appellanten forsvarer, er til hinder for en formodning om lovlighed, som i henhold til retspraksis tilkommer faellesskabsinstitutionernes retsakter (46). Det var heller ikke tilstraekkeligt, at appellanten paaberaabte sig en eventuel manglende overholdelse af proceduren i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden. Appellanten skulle derimod have skaffet konkret dokumentation for, at der var blevet foretaget aendringer i polypropylen-beslutningen, efter at den var vedtaget. Denne fortolkning, som Retten lagde til grund i det foreliggende tilfaelde, stoettes i hvert fald efter Kommissionens opfattelse af dommen i sagen Lestelle mod Kommissionen (47). I hvert fald burde polypropylen-beslutningens formelle ugyldighed i henhold til artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement allerede vaere gjort gaeldende i staevningen, og i hvert fald ikke foerst efter afslutningen af den mundtlige forhandling. Subsidiaert goer Kommissionen gaeldende, at alene Retten afgoer, om genaabning af den mundtlige forhandling er noedvendig (48).

45 Med hensyn til fortolkningen af procesreglementets artikel 64, stk. 3, litra d), anfoerer Kommissionen, at der hverken i denne regel eller i nogen anden processuel regel findes bestemte betingelser, der, naar de opfyldes, forpligter Faellesskabets retsinstans til at efterkomme en begaering vedroerende tilrettelaeggelse af sagen. Man kan saaledes heller ikke goere gaeldende, at Rettens pligt til at fremskaffe oplysninger tillige omfatter faktiske omstaendigheder, som af parterne anfoeres for sent eller i almindelige og vage vendinger. Kommissionen henviser derimod til bestemmelsen i traktatens artikel 173, artikel 19, stk. 1, i EOEF-statutten for Domstolen samt til artikel 44, stk. 1, litra c) og e), og artikel 48, stk. 1 og 2, i Rettens procesreglement, hvoraf kan udledes, at den part, der fremsaetter begaeringen, i princippet har pligt til i tide at fremlaegge sine paastande og det bevismateriale, hvorpaa de stoettes. Foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse har ikke til formaal at rette op paa parternes forsoemmelser med hensyn til rettidig og korrekt fremsaettelse af deres argumenter. Endvidere anfoerer Kommissionen, at appellantens argument om, at PVC-dommen og dommen i den foreliggende sag paa dette bestemte punkt er indbyrdes modstridende, foerst blev fremsat i replikken og derfor boer afvises fra paakendelse. Endelig vedroerte den af appellanten anfoerte dom i Noelle-sagen ikke Faellesskabets retsinstanser, og den indeholder ingen fortolkning eller anvendelse af en processuel regel, som er relevant for resultatet i den foreliggende tvist.

46 Med hensyn til intervenientens anbringender og argumenter henviser jeg til punkt 10 ff. i dette forslag til afgoerelse.

- Min stillingtagen til denne problematik

47 Det, der efter de foreliggende indlaeg skal behandles, er det problem, om Retten korrekt naegtede at imoedekomme begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling, et problem med direkte tilknytning til spoergsmaalet, om der foreligger vaesentlige formelle mangler ved Kommissionens polypropylen-beslutning.

i) Faellesskabets retsinstansers kompetence med hensyn til sagens tilrettelaeggelse og forloeb

48 Der foelger hverken af en bogstavelig eller af en teleologisk fortolkning af artikel 49, 62 og 64 i Rettens procesreglement (49) eller af nogen anden processuel regel en forpligtelse for Faellesskabets retsinstans til at imoedekomme en begaering fra parterne om genaabning af den mundtlige forhandling eller om anordning af supplerende bevisoptagelse. Retten har ganske enkelt mulighed herfor ifoelge det almindelige ufravigelige procesretlige princip om, at retten er herre over saavel selve sagens behandling som bevisoptagelsen. Denne kompetence, der tilkommer retten, anerkendes saavel i Faellesskabets domstolssystem som i de tilsvarende systemer i medlemsstaterne. Dette kan ikke anses for at vaere i strid med parternes krav paa retsbeskyttelse.

49 Udoevelsen af den naevnte kompetence er dog begraenset af to andre grundlaeggende procesretlige principper, der gaelder for rettens pleje. Jeg hentyder her dels til det princip, at domstolene skal overholde reglerne om bevisbyrde, dels til det princip, at domstolene ikke maa goere sig skyldige i retsnaegtelse, men at de med en lovlig og fyldestgoerende begrundelse skal paakende de anbringender, som - i fald de kan admitteres - goeres gaeldende. Paa baggrund af disse principper vil jeg nu undersoege, om Rettens naegtelse af at imoedekomme begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling var lovlig.

ii) Rettens frifindelsesdom paa baggrund af bevisbyrdereglerne

50 I den foreliggende sag gjorde sagsoegeren i foerste instans efter afslutningen af den mundtlige forhandling gaeldende, at der eventuelt forelaa vaesentlige formelle mangler i den anfaegtede beslutning, der ville medfoere beslutningens nullitet. Sagsoegeren havde derfor begaeret genaabning af den mundtlige forhandling og anordning af ny bevisoptagelse. Retten afslog begaeringen med den begrundelse, at sagsoegeren ikke havde skaffet »tilstraekkelige holdepunkter« for den anfaegtede beslutnings nullitet. Bortset fra argumentet om manglende overholdelse af sprogordningen i beslutningen, hvilket ifoelge den appellerede dom ikke var paaberaabt i rette tid, fastslog Retten navnlig, at sagsoegeren ikke havde givet en retligt set tilstraekkelig begrundelse for sin opfattelse om, at Kommissionen senere sandsynligvis havde foretaget aendringer i polypropylen-beslutningen, og at sagsoegeren heller ikke havde fremfoert »konkrete holdepunkter«, som til fordel for sagsoegeren kunne afkraefte formodningen for retsaktens lovlighed. Retten antog saaledes, at sagsoegeren skulle goere naermere rede for og fuldt ud bevise anbringender om mulige formelle mangler, som burde medfoere den anfaegtede beslutnings nullitet, og som ville begrunde en genaabning af den mundtlige forhandling.

51 For det foerste begik Retten ingen fejl ved at antage, at selv om Kommissionen havde begaaet de paastaaede fejl, var der ingen grund til at anse beslutningen for en nullitet (50). Men som jeg allerede tidligere har anfoert i min redegoerelse, udgoer dette i sig selv ikke et grundlag for at forkaste appellen. Det afgoerende element, som appellanten fremfoerte for Retten, ligger ikke i, at den anfaegtede beslutning formodes at vaere en nullitet, men i muligheden for, at der foreligger en kumulation af flere mangler, nemlig fravaer af en stadfaestet original, senere aendringer af beslutningens tekst og den manglende overholdelse af sprogordningen. For domstolene er det afgoerende ikke parternes retlige kvalifikation af de faktiske omstaendigheder, men selve de paaberaabte faktiske omstaendigheder; det gaelder navnlig, naar de faktiske omstaendigheder - hvis de foreligger - ganske vist ikke kan goere retsakten til en nullitet, men alligevel udgoer en tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift for udstedelsen af beslutningen, som boer undersoeges ex officio og boer foere til dens annullation.

Som sagt (51) er det afgoerende element, som blev forelagt Retten ved begaeringen af 4. marts 1992, formodningen om, at den stadfaestede original af beslutningen mangler; saafremt denne paastand var bevist, skulle beslutningen annulleres. Retten kunne derfor ikke svare appellanten, at den omhandlede mangel, saafremt den blev fastslaaet, ikke havde nogen betydning, fordi appellanten havde paastaaet nullitet, ikke annullation.

52 Vi naar hermed frem til problemets kerne, som kan sammenfattes i foelgende spoergsmaal: Var Retten, paa baggrund af en eventuel tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift, efter en bestemmelse i faellesskabsretten forpligtet til at genaabne den mundtlige forhandling og til at anordne supplerende bevisoptagelse?

53 Det fremgaar af Rettens praemisser, som Kommissionen tilslutter sig med sine argumenter, at appellantens krav blev behandlet i realiteten og ikke taget til foelge, fordi Huels ikke havde skaffet »tilstraekkelige« eller »konkrete« oplysninger til stoette for sine anbringender. Naar der ses bort fra spoergsmaalet, om appellantens anbringender gik ud paa at faa fastslaaet retsaktens nullitet - saaledes som Retten anfoerer - eller - som det havde vaeret korrekt - dens ugyldighed, er det ubestridt, at Retten ikke imoedekom kravet, fordi den ansaa de fremlagte oplysninger for utilstraekkelige.

54 Jeg finder denne fremgangsmaade ukorrekt, da den er i strid med reglerne om bevisbyrde. Som sagt paahviler sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelsen Faellesskabets retsinstans, men den skal herunder overholde bevisbyrdereglerne. I princippet har hver part bevisbyrden for de faktiske anbringender, som parten paaberaaber sig. Der er dog undtagelser fra denne regel, naar kun modparten raader over bevismaterialet (52), eller naar modparten ved sin holdning goer adgangen til dette umulig (53). I saadanne tilfaelde har den part, der goer anbringendet gaeldende, efter min opfattelse foelgende forpligtelser: Dels skal parten skaffe »holdepunkter«, hvoraf fremgaar, at de oplysninger, som er parten ubekendt, »var af betydning for, at selskabet kunne varetage sine interesser« (54). Dels skal denne part i det mindste fremlaegge »en antydning af et bevis« for den formodning, parten mener at kunne udlede af de - for parten utilgaengelige - beviser (55).

55 I den foreliggende sag har to forhold betydning: For det foerste paaberaaber appellanten sig paa grundlag af en raekke oplysninger en formodning om, at der mangler en stadfaestet original af beslutningen. For det andet medfoerer den af appellanten anfoerte mangel, saafremt den bevises, uden videre annullation af den anfaegtede retsakt. Med dette som udgangspunkt burde Retten have accepteret, at appellanten overholdt bevisbyrdereglerne, dvs. at appellanten i begaeringen havde fremfoert alle de omstaendigheder, som appellanten under de givne forhold kunne og skulle fremkomme med. Naturligvis udgjorde de paagaeldende omstaendigheder ikke noget fuldgyldigt bevis og end ikke »udfoerlige« holdepunkter for nogen uregelmaessighed. Af bevisbyrdereglerne foelger dog kun en pligt for appellanten til - i hvert fald med hensyn til det foreliggende spoergsmaal - at fremkomme med »en antydning af et bevis« for sin mistanke om retsbrud, men ikke nok til at fremlaegge et klart bevis eller tilstraekkelige oplysninger vedroerende dette retsbrud.

56 Af ovenstaaende foelger, at Retten, naar den foerst var villig til at realitetsbehandle begaeringen, ikke uden at tilsidesaette bevisbyrdereglerne kunne afslaa appellantens begaering om genaabning af den mundtlige forhandling med den begrundelse, at de oplysninger, der skulle stoette begaeringen, ikke var tilstraekkelige til at goere en bedoemmelse af begaeringen berettiget.

iii) Undersoegelse af de anbringender, der er gjort gaeldende efter afslutningen af den mundtlige forhandling

57 Ovenstaaende konklusion er dog ikke tilstraekkelig til, at appellen kan tages til foelge. Som det gentagne gange er blevet understreget, fremsatte sagsoegeren i foerste instans foerst anbringendet om foreliggende rettergangsfejl ved den anfaegtede beslutning efter afslutningen af den mundtlige forhandling. Derfor skal det undersoeges, om dette forhold gjorde det berettiget at afslaa begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling og mere generelt at naegte at undersoege processkriftet.

iii) 1. Forbuddet mod at fremkomme med nye anbringender efter afslutningen af den mundtlige forhandling

58 De processuelle regler, der gaelder for retssager for Faellesskabets retsinstanser, binder parterne til regler og frister for fremsaettelsen af deres anbringender og paastande. Begraensninger i den maade, hvorpaa parterne deltager i processens forloeb, er noedvendige af hensyn til en bedre, hurtigere og mere rationel retspleje. Begraensningerne foelger af de grundlaeggende principper vedroerende retssikkerhed og overholdelse af anerkendte retsplejehensyn.

59 En saadan begraensning findes i artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement. Denne bestemmelse lyder saaledes: »Nye anbringender maa ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.« Artikel 48, stk. 1, har foelgende ordlyd: »Parterne kan i replikken og duplikken anfoere yderligere beviser til stoette for deres anbringender. Parterne skal begrunde, hvorfor beviserne foerst paaberaabes paa dette tidspunkt.« Disse bestemmelser findes i procesreglementets kapitel om skriftlig forhandling. Af parterne forlanges saaledes, at de ved sagens begyndelse, allerede paa stadiet for den skriftlige forhandling, i tide og hurtigst muligt fremkommer med saavel deres anbringender som det bevis, som disse anbringender stoetter paa. Faellesskabets retsinstans tolererer ingen uberettiget forsinkelse. Ifoelge EF-systemets retsplejeordning skal alle retlige og faktiske spoergsmaal - i hvert fald en kort fremstilling af dem - anfoeres i staevningen (56). Disse spoergsmaal kan saa uddybes og konkretiseres under den skriftlige og mundtlige forhandling. I oevrigt sker bevisoptagelsen paa grundlag af de anbringender, som parterne har gjort gaeldende, og de beviser, der fremlaegges og paaberaabes under retsforhandlingen.

60 Det maa saaledes antages, at selv om artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement giver mulighed for at fremkomme med anbringender, som stoettes paa oplysninger, der er kommet frem paa et senere tidspunkt, skal denne bestemmelse paa grund af karakter af undtagelsesbestemmelse ikke desto mindre fortolkes indskraenkende. I hvert fald maa man ikke glemme, at parternes mulighed for at fremsaette anbringender og argumenter samt krav eller til at paaberaabe sig faktiske omstaendigheder i princippet senest kan ske ved slutningen af den mundtlige forhandling (57). Det er betydningen af artikel 60 og artikel 61, stk. 2, i Rettens procesreglement, hvori er bestemt, hvornaar retsformanden erklaerer den mundtlige forhandling for afsluttet. Afslutningen af den mundtlige forhandling medfoerer saaledes, at parterne ikke laengere kan aendre de retlige og faktiske oplysninger i den verserende sag.

61 Ogsaa naar Domstolen skal proeve et faktum eller et anbringende, som er fremfoert for sent, men alligevel inden for rammerne af den skriftlige forhandling, undersoeger den, om denne forsinkelse ikke goer det umuligt for modparten effektivt at varetage sine interesser, hvilket haenger sammen med princippet om parternes ligestilling, eller om den hindrer Domstolen i at udoeve sin kontrol (58); hvis det er tilfaeldet, tages disse elementer ikke under paakendelse. Raesonneres der saaledes i tilfaelde, hvori der fremsaettes anbringender eller paaberaabes faktiske omstaendigheder efter afslutningen af den mundtlige forhandling, mener jeg, at modpartens ret til kontradiktion kan lide skade, og at retsinstansens arbejde i hvert fald pr. definition hindres; retten skal i et saadant tilfaelde traeffe afgoerelse i en sag, hvor de faktiske og retlige omstaendigheder hele tiden aendrer sig.

62 Af ovenstaaende foelger, at det i princippet ikke er tilladt parterne at anfoere faktiske omstaendigheder og anbringender efter afslutningen af den mundtlige forhandling (59). Dette forbud skal fortolkes endnu strengere end det principielle forbud mod at anfoere nye anbringender i replikken og duplikken, altsaa stadigvaek under sagen inden afslutningen af den skriftlige forhandling.

iii) 2. Undtagelser fra forbuddet mod at fremsaette nye anbringender efter afslutningen af den mundtlige forhandling

63 Efter min opfattelse der dog mulighed for undtagelser fra dette princip. Jeg ser to begrundelser, der kunne berettige til at fravige forbuddet mod nye anbringender efter den mundtlige forhandling. For det foerste naar det spoergsmaal, som der tages sigte paa med et anbringende, parten fremsaetter for sent, hoerer til den kategori, som retsinstansen skal proeve ex officio; i det tilfaelde er forbuddet fortsat gaeldende, men dets virkning modificeres; det kommer jeg tilbage til senere i mit forslag til afgoerelse (60). For det andet naar de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for det anbringende, parten fremfoerte for sent, ikke tidligere var den beroerte part bekendt, saaledes at vedkommende ikke i tide har kunnet fremsaette anbringendet.

iii) 2.1. Det tilfaelde, hvor de for sent fremlagte fakta foerst er blevet kendt efter afslutningen af den mundtlige forhandling

64 I EF-systemets retsplejeordning boer der anerkendes en fravigelse af forbuddet mod forsinket at paaberaabe sig nye faktiske omstaendigheder eller anbringender, navnlig i de tilfaelde, hvor disse oplysninger var den beroerte part ubekendt foer afslutningen af den mundtlige forhandling. Dels foelger dette af den generelle formulering af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, der rent systematisk ganske vist er anbragt i kapitlet om den skriftlige forhandling, men som generelt handler om fremsaettelse af nye anbringender »under sagens behandling«; derfor gaelder den ogsaa, som det er accepteret i retspraksis (61), for muligheden for efter afslutningen af den mundtlige forhandling at fremsaette nye anbringender (62). Dels foelger det af det grundlaeggende krav om retsbeskyttelse og af princippet om overholdelse af anerkendte retsplejehensyn, saaledes som det er accepteret i EF-systemets retsplejeordning og i de tilsvarende ordninger i medlemsstaterne.

65 Endnu en bemaerkning forekommer mig at vaere meget relevant: De grunde, der vil kunne goere en genaabning af den mundtlige forhandling berettiget, er de samme, som saa meget desto mere goer et indgreb i retskraften berettiget i tilfaelde af en begaering om ekstraordinaer genoptagelse. Der er ganske rigtigt et naert slaegtskab mellem det retlige problem, som her er til behandling, og det problem, der kommer frem i forbindelse med en begaering om ekstraordinaer genoptagelse, som kan vaere meget anvendeligt til forstaaelsen og loesningen af den foreliggende sag.

66 Ifoelge den allerede naevnte artikel 41 i EOEF-statutten for Domstolen og artikel 125 i Rettens procesreglement skal en begaering om ekstraordinaer genoptagelse stoettes paa en faktisk omstaendighed, der opfylder foelgende betingelser:

- Den skal vaere af afgoerende betydning for tvistens loesning.

- Den skal inden dommens afsigelse have vaeret ukendt for retsinstansen og for parten.

- Der maa ikke vaere gaaet mere end tre maaneder, siden den part, der fremsaetter begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse, har faaet kendskab til den faktiske omstaendighed.

67 Jeg er af den opfattelse, at begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling boer tages til foelge, naar betingelserne for at imoedekomme en begaering om ekstraordinaer genoptagelse er opfyldt. Ellers ville der foreligge den juridiske absurditet, at en part, der efter afslutningen af den mundtlige forhandling faar kendskab til en afgoerende oplysning, ikke alene forhindres i at goere den gaeldende inden domsafsigelsen, men tillige mister retten til at begaere ekstraordinaer genoptagelse, fordi den faktiske omstaendighed allerede var kendt inden afsigelsen af den endelige dom.

68 Det skal saaledes vaere muligt at anmode Faellesskabets retsinstans om genaabning af den mundtlige forhandling, naar en faktisk omstaendighed af afgoerende betydning, som var ukendt saavel for retsinstansen som for den part, der fremsaetter begaeringen, bliver kendt efter afslutningen af den mundtlige forhandling. Herefter staar tilbage at undersoege, om en begaering om genaabning af den mundtlige forhandling, i analogi med bestemmelsen i artikel 125 i Rettens procesreglement vedroerende begaering om ekstraordinaer genoptagelse, skal indgives inden tre maaneder efter, at den faktiske omstaendighed er blevet kendt. En saadan analog anvendelse af en processuel bestemmelse - og endda vedroerende en frist, der begraenser udoevelsen af en rettighed - forekommer mig ikke at vaere i harmoni med det, der normalt accepteres i Faellesskabets retsorden. Det ville dog vaere i strid med de grundlaeggende principper, der kraever en saa hurtig og god sagsbehandling som muligt, at lade parten vaere helt frit stillet med hensyn til valg af tidspunktet for indgivelse af begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling. En saadan begaering skal ikke kun fremsaettes inden for en rimelig frist, efter at den paagaeldende faktiske omstaendighed er blevet kendt (over tre maaneder er efter min opfattelse ikke rimeligt), men straks, nemlig for at hindre enhver yderligere forsinkelse af domsafsigelsen.

69 Gaar vi tilbage til den foreliggende situation, er jeg af den opfattelse, at en faktisk omstaendighed, som, naar foerst den er bevist, uden videre maa foere til annullation af den anfaegtede retsakt paa grund af tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift, har karakter af en faktisk omstaendighed »af afgoerende betydning«, der saaledes goer en genaabning af den mundtlige forhandling berettiget, ligesom den ogsaa ville goere ekstraordinaer genoptagelse af en allerede afsagt dom berettiget (63). Derefter er der tilbage at undersoege, paa hvilket tidspunkt appellanten fik kendskab til denne faktiske omstaendighed, med henblik paa at kunne fastslaa, om den havde vaeret ukendt indtil afslutningen af den mundtlige forhandling, og om den var blevet fremsat for Retten inden for en rimelig frist. I det foreliggende tilfaelde drejer det sig om, hvornaar appellanten blev bekendt med de oplysninger, som kunne rejse tvivl om den formelle lovlighed af den anfaegtede kommissionsbeslutning, og som derfor var grund til at anmode om yderligere bevisoptagelse.

70 Jeg finder det noedvendigt med nogle indledende bemaerkninger paa dette sted.

71 For det foerste mener jeg, at ukendskab til den faktiske omstaendighed som betingelse for at fremsaette nye anbringender skal fortolkes snaevert (64). Den part, der begaerer genaabning af den mundtlige forhandling, har, naar parten har anlagt sag i forbindelse med en retsakt, pligt til at udvise omhu ved indsamlingen af bevismateriale, som kan tjene til stoette for anbringenderne. Bevismateriale i denne forstand er ikke kun de oplysninger, der uden for enhver tvivl godtgoer en mangel i den anfaegtede beslutning, hvorefter beslutningen boer annulleres, men tillige oplysninger, der kun skaber formodning om, at en mere omfattende undersoegelse muligvis ville kunne fremdrage en gyldig grund til annullation af retsakten. Saafremt den paagaeldende part under hele den skriftlige forhandling, bevisoptagelsen og den mundtlige forhandling har ignoreret bevisforhold af sidstnaevnte kategori, kan parten ikke paaberaabe sig andre faktiske omstaendigheder, der styrker og supplerer den formodning, som de oprindelige oplysninger burde have givet anledning til hos parten, med henblik paa at ivaerksaette en genaabning af den mundtlige forhandling.

72 I det foreliggende tilfaelde er tidspunktet for, hvornaar den faktiske omstaendighed blev kendt - hvilket er afgoerende for spoergsmaalet, om begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling er indgivet rettidigt - sammenfaldende med det tidspunkt, da den begaerende part har faaet tilstraekkelige oplysninger til at formode, at den anfaegtede beslutning eventuelt var behaeftet med forskellige vaesentlige formelle mangler. Afgoerende er saaledes ikke det tidspunkt, da denne part ser sin formodning bekraeftet eller konkretiseret, men det tidspunkt, da der allerede var beviser, som kunne give anledning til, at der opstod en saadan formodning. Naar »en faktisk omstaendighed af afgoerende betydning« giver anledning til tvivl om lovligheden af en retsakt, som kraever en naermere opklaring, antages det, at parten er bekendt med denne faktiske omstaendighed paa det tidspunkt, da parten faar adgang til oplysninger, der foranlediger en saadan tvivl - om end stadig paa kimstadiet. Hvis parten ignorerer oplysningerne eller undervurderer deres betydning, forspilder parten sin ret til undtagelsesvis at fremsaette dem efter udloebet af procesfristerne. Det er derfor vigtigt at fastslaa, ikke alene hvornaar den part, som goer den faktiske omstaendighed gaeldende, fik kendskab dertil, men tillige hvornaar parten burde have faaet kendskab til den, saafremt der var udvist den tilboerlige omhu (65).

73 I den foreliggende sag kommer jeg for saa vidt angaar spoergsmaalet, om der fandtes en stadfaestet original af polypropylen-beslutningen - hvilket som anfoert er det vigtigste spoergsmaal - til foelgende konklusion: Appellanten goer gaeldende, at de oplysninger, der bevirkede tvivlen om, hvorvidt der eksisterede en stadfaestet original, ikke havde vaeret appellanten bekendt, foer tjenestemaend fra Kommissionen afgav forklaring under retsmoedet i PVC-sagerne. Af afsloeringerne den 10. december 1991 fremgik det, at hverken artikel 12 i Kommissionens forretningsorden eller andre foreskrevne formaliteter og procedurer i forbindelse med udstedelsen af kommissionsbeslutninger i lang tid var blevet overholdt, ikke alene i PVC-sagerne, men tillige i andre lignende sager.

74 Disse oplysninger er faktisk af afgoerende betydning, da de viser muligheden for, at der ved udstedelsen af den anfaegtede polypropylen-beslutning er blevet tilsidesat en vaesentlig formforskrift. De omfatter dog ingen »ukendte faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning« i den forstand, at de ikke har givet anledning til den foerste tvivl om den anfaegtede beslutnings formelle lovlighed; de styrkede kun den formodning, der allerede var opstaaet som foelge af de oplysninger i sagen, parten allerede havde raadighed over, inden sagen blev rejst. Paa grund af pligten til at udvise omhu burde parten allerede paa det tidspunkt, da sagen blev anlagt eller i hvert fald inden afslutningen af den mundtlige forhandling have anfoert, at der muligvis manglede en stadfaestet original (66).

75 I oevrigt skal en sag vaere komplet og tilgaengelig for parterne, saaledes at de deri anfoerte oplysninger kan kontrolleres, og manglen paa andre vaesentlige oplysninger kan konstateres. Kun paa den maade sikres parternes ligestilling, nemlig ved at give dem mulighed for at fastslaa, om et bestemt dokument eksisterer, og om de fastsatte formaliteter blev iagttaget ved udstedelsen, f.eks. om det organ, der udstedte retsakten, var kompetent, om det var lovligt sammensat (i tilfaelde af et kollegialt organ), om det var samlet til ordinaere moeder osv. Som jeg allerede har forklaret i forbindelse med bevisbyrdereglerne, behoevede appellanten derfor blot paa det rigtige tidspunkt at naevne, at der muligvis manglede en original af retsakten, saaledes at Retten kunne have taget skridt til yderligere bevisoptagelse og paalagt Kommissionen som part at fremlaegge de oplysninger, den var i besiddelse af, hvilket kunne have foert til en endelig afgoerelse af, om originalen forefandtes.

76 Det, der foerte til den foerste tvivl om, hvorvidt formforskrifterne var blevet overholdt ved udstedelsen af polypropylen-beslutningen, var, at processkrifterne i den foreliggende sag ikke indeholdt nogen oplysninger, hvoraf det med sikkerhed kunne sluttes, at de omhandlede formforskrifter var overholdt (67). Dette laa helt klart paa et tidligere tidspunkt end afslutningen af den mundtlige forhandling. Derfor mener jeg ikke, at appellanten foerst senere er blevet bekendt med en faktisk omstaendighed af afgoerende betydning, der kan goere appellantens sene begaering om genaabning af den mundtlige forhandling berettiget (68).

iii) 2.2. Skal et for sent fremfoert anbringende proeves af retsinstansen ex officio?

77 Det skal herefter undersoeges, om en overskridelse af en frist for at fremsaette et anbringende ikke faar foelger, hvis det skal proeves ex officio. Det, at der mangler en stadfaestet original af Kommissionens retsakter, udgoer jo som sagt en tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift og er omfattet af det, som Faellesskabets retsinstans ex officio skal undersoege (69). Spoergsmaalet er altsaa, om Retten burde have foretaget en proevelse af de for sent fremsatte anbringender fra parterne, og om den burde have annulleret den anfaegtede beslutning eller i det mindste have beordret bevisoptagelse med henblik paa at fastslaa en eventuel formel mangel.

78 Med henblik paa besvarelse af dette spoergsmaal skal det undersoeges, hvilke graenser en retslig ex officio-undersoegelse er bundet af (70). I de tilfaelde, hvor en annullationsgrund skal undersoeges ex officio, kan retsinstansen paa eget initiativ uden nogen anmodning derom undersoege oplysningerne i sagen med henblik paa at fastslaa, om der foreligger en saadan grund. Ved undersoegelsen ex officio tager instansen, for saa vidt angaar de faktiske omstaendigheder, i princippet kun hensyn til de forelagte oplysninger. Kun naar disse oplysninger klart viser, at vaesentlige formforskrifter er blevet tilsidesat ved udstedelsen af en retsakt, skal retsinstansen annullere denne retsakt. Naturligvis behoever den ikke noejes med oplysningerne i sagen, den kan altid kraeve yderligere bevisoptagelse. Denne undersoegelse er dog fakultativ, ikke obligatorisk. Den omstaendighed alene, at den doemmende instans paa baggrund af nogle indicier i det foreliggende bevismateriale, som vedroerer spoergsmaal, der boer proeves ex officio, kunne vaere gaaet videre i sin proevelse og eventuelt kunne have fastslaaet den anfaegtede beslutnings ulovlighed, betyder dog ikke, at dens afgoerelse skal ophaeves, fordi reglerne om ex officio-proevelse er blevet tilsidesat.

79 I den foreliggende sag fremgaar det ikke, at den anfaegtede beslutning var behaeftet med en vaesentlig formel mangel, som Retten burde have undersoegt ex officio, og det er heller ikke gjort gaeldende, at et anbringende derom er blevet fremfoert og bevist. Endvidere betyder den omstaendighed, at Retten ikke har foretaget nogen dybtgaaende undersoegelse af, om de paakraevede formforskrifter var blevet overholdt ved udstedelsen af polypropylen-beslutningen, ikke, at bestemmelserne vedroerende ex officio-undersoegelsen er blevet tilsidesat. Herom anfoeres i den paagaeldende praemis i den appellerede dom foelgende: »Selv om det paahviler Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med annullationssoegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio at undersoege spoergsmaalet, om den anfaegtede retsakt foreligger, betyder dette imidlertid ikke, at der i alle sager i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio skal foranstaltes undersoegelser vedroerende den anfaegtede retsakts eventuelle nullitet« (71).

Af ovenstaaende foelger, at begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling, som appellanten havde fremsat inden domsafsigelsen i foerste instans, med rette ikke blev imoedekommet. Alle anbringender i appelsagen, som skal begrunde den modsatte opfattelse, er uholdbare og maa forkastes.

B - Anbringenderne med hensyn til Rettens konstatering af, at traktatens artikel 85 blev overtraadt

80 I anden del af appellen goer Huels gaeldende, at der foreligger en raekke fejl, som Retten begik i forbindelse med undersoegelsen og konstateringen af de i denne sag relevante faktiske omstaendigheder.

81 Som Kommissionen med rette har anfoert, er det et spoergsmaal, om og under hvilke betingelser dels den maade, som den retsinstans, der realitetsbehandler sagen, har fastslaaet de faktiske omstaendigheder paa, dels indholdet af rettens konstateringer er retsspoergsmaal som omhandlet i artikel 51 i EOEF-statutten for Domstolen og derfor skal proeves under appellen.

Under behandlingen af de enkelte anbringender, som appellanten anfoerer, vil jeg undersoege formalitetsspoergsmaalet. Hvis jeg har forstaaet det rigtigt, anfaegter appellanten navnlig Rettens konstateringer paa tre punkter: For det foerste appellantens deltagelse i de periodiske moeder mellem polypropylen-producenterne, for det andet deltagelsen i prisinitiativerne og for det tredje deltagelsen i foranstaltningerne til fremme af gennemfoerelsen af prisinitiativerne.

1) Parternes argumenter

a) Deltagelse i de periodiske moeder

82 Ifoelge appellanten kom Retten - under tilsidesaettelse af de faellesskabsretlige bevisbyrderegler - til den urigtige konstatering, at appellanten havde deltaget i polypropylen-producenternes moeder fra slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979. Ifoelge Huels lagde Retten i den forbindelse foelgende til grund: For det foerste svaret fra konkurrenten ICI paa et spoergsmaal fra Kommissionen, et svar, der ikke siger noget om, hvor laenge appellantens deltagelse i disse moeder varede; for det andet forskellige tabeller, der var i selskaberne ICI's, ATO's og Hercules' besiddelse, men som udgoer en meget tvivlsom kilde, da der eksisterer forskellige opfattelser af den maade, paa hvilken disse tabeller blev udarbejdet, og da de ikke siger noget om, hvor laenge deltagelsen i de paagaeldende moeder varede; og endelig Huels' svar paa Kommissionens anmodning om oplysninger, hvoraf det i forbindelse med appellantens deltagelse i moederne i 1982 og 1983 blev udledt, helt i modstrid med enhver logik, at selskabet ogsaa »regelmaessigt« havde deltaget i tidligere moeder (jf. praemis 114-118 i den appellerede dom). Dermed baserede Retten ifoelge Huels sine konklusioner paa utrovaerdige oplysninger og i virkeligheden kun paa oplysningerne fra konkurrenten ICI. Appellanten paaberaaber sig i den forbindelse Domstolens dom i sagen Duraffour mod Raadet (72).

For oevrigt haevder Huels, at Retten - ved at anse Huels for pligtig at fremkomme med omstaendigheder til bevis for, at appellantens deltagelse i moederne ikke fandt sted med det formaal at begraense konkurrencen (praemis 126 i den appellerede dom) - kom i strid med bevisbyrdereglerne og formodningen om uskyldighed ved i virkeligheden at kraeve bevis for en negativ faktisk omstaendighed, nemlig at appellanten ikke deltog i en adfaerd. Paa dette punkt henviser appellanten til generaladvokat Sir Gordon Slynn's forslag til afgoerelse i sagen Musique Diffusion Francaise m.fl. mod Kommissionen (73). Appellanten anfoerer endvidere, at naar Retten uden tilstraekkeligt grundlag antager, at appellanten regelmaessigt har deltaget i moederne mellem polypropylen-producenterne, gaar den i realiteten ud fra en formodning mod appellanten og forlanger, at appellanten modbeviser den, hvilket betyder, at bevisbyrden vendes.

83 Kommissionen er af den opfattelse, at appellantens argumenter drejer sig om Rettens vurdering af de faktiske omstaendigheder, og de kan derfor ikke antages til realitetsbehandling. Subsidiaert fremhaever Kommissionen, at Retten ikke kun har baseret sin opfattelse vedroerende varigheden af appellantens deltagelse i moederne mellem polypropylen-producenterne paa oplysninger fra ICI (praemis 114 i den appellerede dom), men ogsaa paa indholdet af de i dommens praemis 115 naevnte tabeller. Endvidere er Kommissionen af den opfattelse, at det i praemis 116 og 117 i dommen paavises, at de af Huels fremfoerte oplysninger er urigtige, hvorved enhver mulig tvivl vedroerende de konklusioner, der er draget i praemis 114 og 115, fjernes. Der kan i denne sammenhaeng ikke vaere tale om, at bevisbyrden vendes. Noget tilsvarende kan i oevrigt heller ikke antages med hensyn til dommens praemis 126. I denne praemis forlanger Retten af Huels en redegoerelse for, hvorfor deltagelsen i ulovlige moeder efter selskabets opfattelse alligevel ikke er en overtraedelse af konkurrencereglerne. Det kan ikke antages, at dette forlangende fra Retten er i strid med bestemmelserne om bevisbyrdefordelingen eller med formodningen om uskyldighed.

b) Deltagelse i prisinitiativerne

84 Med denne del af argumentationen vender appellanten sig mod, at Retten fastslaar, at appellanten havde deltaget i de regelmaessige moeder mellem polypropylen-producenterne, som havde til formaal at fastsaette priser, og at appellanten tillige havde tilsluttet sig de paagaeldende initiativer (praemis 167 ff. i den appellerede dom). Huels goer gaeldende, at deltagelsen kun er godtgjort for et begraenset antal moeder. At Retten af denne deltagelse slutter sig til, at appellanten deltog i prisinitiativerne og i den forbindelse forventer, at appellanten fremlaegger bevis for det modsatte (dommens praemis 168), betyder, at bevisbyrden vendes om, og dette er en tilsidesaettelse af formodningen om uskyldighed. Det gaelder saa meget desto mere, da appellanten selv sjaeldent overholdt maalpriserne, og de prisinstruktioner, appellanten udsendte, kun havde intern betydning inden for virksomheden. Ifoelge Huels haenger hele problemet i oevrigt sammen med Kommissionens fejlvurdering af begrebet samordnet praksis. En saadan praksis forudsaetter, at alt, hvad der havde vaeret genstand for droeftelser, ogsaa var blevet gennemfoert. I hvert fald er appellantens deltagelse i samtlige prisinitiativer ikke blevet bevist, saaledes at Rettens bevidst upraecise konstatering paa dette punkt (dommens praemis 173) er i modstrid med de faktiske omstaendigheder, der blev fastslaaet, og med EOEF-traktatens artikel 190. Tilsvarende betvivler appellanten endvidere bevisvaerdien af ICI's svar paa Kommissionens spoergsmaal (jf. dommens praemis 174) med hensyn til appellantens deltagelse i prisaftalerne helt tilbage fra 1979. Paa grundlag af ovenstaaende stiller appellanten endelig spoergsmaalstegn ved Rettens afgoerelse, hvori den goer appellanten ansvarlig for at have deltaget i prisinitiativerne (dommens praemis 177).

85 Kommissionen anfoerer, at der i sagen her ikke indtraeder omvendt bevisbyrde med kravet om, at der fremlaegges konkret dokumentation til stoette for det anbringende, at det af deltagelsen i de mellem polypropylen-producenterne afholdte moeder ikke kan sluttes, at der har vaeret medvirken til de prisinitiativer, som er genstand for denne retssag (jf. dommens praemis 168). Tilsvarende finder Kommissionen det rigtigt af Retten at fastslaa, at de af appellanten meddelte prisinstruktioner ikke var af rent intern art (praemis 173). Endelig er henvisningen til EOEF-traktatens artikel 190 sammenholdt med begrundelsen i den appellerede dom uden nogen retlig betydning. Det drejer sig ogsaa ved bestridelsen af de af ICI meddelte oplysningers beviskraft om et anbringende, som ikke kan realitetsbehandles, da det vedroerer bevisvurderingen ved den retsinstans, der realitetsbehandlede sagen.

c) Foranstaltninger til fremme af gennemfoerelse af prisinitiativerne

86 I denne del af sin argumentation vender appellanten sig foerst mod det, Retten fastslog om, at appellanten ved at deltage i de moeder, hvorunder der blev besluttet en raekke foranstaltninger for at skabe gunstigere forudsaetninger for en prisforhoejelse, tilsluttede sig disse foranstaltninger, da appellanten intet havde fremfoert som bevis for det modsatte (dommens praemis 190). Efter appellantens opfattelse er en saadan argumentation, hvori der tales om en »raekke foranstaltninger«, som ikke praeciseres paa anden vis, samtidig med, at der bortses fra de af appellanten i foerste instans fremsatte retlige argumenter og oplysninger, ikke i overensstemmelse med begrundelsespligten i traktatens artikel 190 og ej heller med reglerne vedroerende en korrekt vurdering af bevismidlerne.

87 Hvad specielt angaar systemet med »kontoledelse« (»account leadership«) anfoerer appellanten dette: For det foerste blev der (i modsaetning til det, der er anfoert i dommens praemis 191) aldrig truffet aftale herom, systemet var kun genstand for droeftelser og forslag. Appellanten har selv heller aldrig vaeret »kontoleder« i denne forstand, selv om appellanten i enkelttilfaelde var leverandoer. Et system med »kontoledelse« er aldrig blevet gennemfoert, saaledes som det ogsaa fremgaar af formuleringen af de sagsakter, der er anfoert i praemis 192 i den appellerede dom, hvori der alene tales om, at man »forsoegte«, og om et system, der »ikke burde have vaeret der«.

88 Endelig anfoerer appellanten med hensyn til de oenskede maengder og kvoter, at Retten paa grund af den urigtige antagelse gjorde appellanten ansvarlig for at have deltaget fast i de regelmaessige moeder mellem polypropylen-producenterne (praemis 231). Endvidere synes det forhold, at Retten lagde vaegt paa, at appellantens navn fremgik af bestemte tabeller, som et yderligere indicium (praemis 232), at give det indtryk, at der forelaa en raekke holdepunkter for appellantens deltagelse i denne del af overtraedelsen. De omhandlede tabeller udgoer dog ifoelge det ovenfor anfoerte ingen sikker kilde og tillod heller ikke den af Retten deraf udledte slutning vedroerende et bestemt forhold.

89 Kommissionen anfoerer indledningsvis, at appellantens kritik vedroerende praemis 190 i den appellerede dom stoettes paa, at Rettens dom ikke er blevet studeret tilstraekkelig grundigt. Desuden har appellanten med klagepunktet vedroerende »kontoledelse«-systemet set bort fra Rettens antagelse i praemis 192 ff. om, at dette system havde vaeret anvendt delvist i to maaneder, om end ikke til deltagernes tilfredshed.

90 Appellantens kritik med hensyn til afsaetningsmaal og kvoter drejede sig om det, Retten fastslog i praemis 231 ff., og dermed ignoreres saavel de foreliggende beviser som det detaljerede indhold af tabellerne, som dette fremgaar af dommens praemis 233. Derfor maa appellantens argumentation afvises fra paakendelse, da den vedroerer Rettens bevisvurdering.

2) Retlig vurdering af parternes anbringender

a) Formaliteten

91 Som allerede anfoert i ovenstaaende er appel i henhold til EF-traktatens artikel 168 A og artikel 51 i EOEF-statutten for Domstolen begraenset til retsspoergsmaal. Af de anfoerte bestemmelser fremgaar efter fast praksis, at appel kun kan stoettes paa anbringender, der vedroerer tilsidesaettelse af retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket. Appelinstansen foretager saaledes ingen proevelse af foersteinstansens bevisvurdering, medmindre der lovligt er fremsat indsigelse mod forkert fremstilling (dénaturation) af bevismaterialet. Domstolen er i henhold til EF-traktatens artikel 168 A kompetent til at foretage en proevelse af den retlige subsumption af de faktiske omstaendigheder og de af Retten deraf udledte virkninger (74). Ligesom Domstolen ikke har kompetence til at fastslaa de faktiske omstaendigheder i en sag, har den principielt ikke kompetence til at bedoemme de beviser, Retten har lagt til grund for sin konstatering af, at disse omstaendigheder foreligger. Naar beviserne er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt og gjort gaeldende, naar man har overholdt forskrifterne og almindelige retsgrundsaetninger vedroerende bevisbyrden samt de processuelle regler vedroerende fremlaeggelse af bevis, har alene Retten kompetence til at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de fremlagte oplysninger (75).

92 Paa dette grundlag kan det fastslaas, at appellanten i sin argumentation vaesentligst laegger vaegten paa Rettens vurdering af de foreliggende beviser, hvor appellanten i sagen gaar ind for en anden fortolkning af bevismaterialet. Herved stiller appellanten spoergsmaalstegn ved bevisvaerdien af forskellige oplysninger, f.eks. de oplysninger, som er blevet givet af ICI (jf. praemis 114 og 174 i den appellerede dom), som fremgaar af forskellige tabeller (jf. dommens praemis 115 og 232), eller som er indeholdt i referater fra moederne mellem polypropylen-producenterne (jf. praemis 191 ff.). Efter appellantens opfattelse kan dette bevismateriale ikke begrunde Rettens konklusion vedroerende Huels' deltagelse i moederne mellem polypropylen-producenterne i hele den for selskabet antagne periode samt vedroerende dets deltagelse i de initiativer, som blev udfoldet i forbindelse med disse moeder. Dermed anfaegter appellanten saaledes bevisvurderingen i sagen uden at goere gaeldende og bevise, at Retten har givet en forkert fremstilling af beviserne. De paagaeldende anbringender kan derfor ikke realitetsbehandles og maa afvises (76). Kun hvor Retten ifoelge Huels har vendt bevisbyrden om og dermed har forkastet formodningen om uskyldighed, goeres det gaeldende, at Rettens dom er behaeftet med fejl, som kan proeves under appellen (77).

b) Sagens realitet

93 Efter min opfattelse har Retten med den appellerede dom ikke overtraadt bevisbyrdereglerne og det generelle princip om at fastholde formodningen om »tiltaltes« uskyldighed. Jeg henviser her til min analyse af dette spoergsmaal i mit forslag til afgoerelse i sagerne Enichem og Montecatini (78).

V - Forslag til afgoerelse

94 Jeg skal herefter foreslaa Domstolen

- i det hele at forkaste den af Huels AG ivaerksatte appel

- at afvise begaeringen om intervention

- at paalaegge intervenienten at betale sine egne omkostninger

- at doemme appellanten til at betale appelsagens omkostninger.

(1) - Sag T-9/89, Huels mod Kommissionen, Sml. II, s. 499.

(2) - Vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen), EFT L 230, s. 1.

(3) - Det interessemaessige tyngdepunkt i den foreliggende retssag som i oevrigt ogsaa i de (i alt ti) appelsager ved Domstolen om samme polypropylen-beslutning udstedt af Kommissionen er spoergsmaalet om, hvorvidt den ved udstedelsen af den anfaegtede retsakt anvendte fremgangsmaade var lovlig, og hvorvidt den var behaeftet med vaesentlige formelle mangler, som burde have vaeret proevet naermere under sagen for Retten. De anbringender, der er gjort gaeldende af appellanterne i alle disse sager, indeholder ganske vist betydelige ligheder, men de stemmer ikke fuldstaendig overens, og de faktiske omstaendigheder i de enkelte sager er aldrig helt de samme. De retsspoergsmaal, der rejses, kraever derfor paa en raekke punkter en ensartet behandling; dette gaelder navnlig for de seks virksomheder, herunder appellanten, hvis sager Retten har truffet afgoerelse om i seks domme af 10.3.1992. Disse virksomheder havde i perioden fra den 27.2.1992, da Rettens PVC-dom blev afsagt, til den 10.3.1992 anmodet Retten om genaabning af den mundtlige forhandling, med henblik paa at faa fastslaaet, om - ogsaa under hensyntagen til de omstaendigheder, der var fremkommet i de tidsmaessigt parallelle og med hensyn til genstanden tilsvarende PVC-sager - alle formelle og oevrige proceduremaessige betingelser for udstedelsen af den anfaegtede polypropylen-beslutning var blevet overholdt. Retten tog dog ingen af begaeringerne til foelge. Af hensyn til systematikken er det rimeligt foerst at behandle sagerne C-199/92 P (Huels), C-49/92 P (Enichem) og C-235/92 P (Montecatini). I disse sager blev de fleste af de spoergsmaal analyseret, som var blevet rejst i naevnte sagsgruppe; for om muligt at undgaa gentagelser vil der i saa fald blive henvist til disse retssager.

(4) - Foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86, EFT 1959-1962, s. 81.

(5) - Forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89 (Sml. II, s. 315).

(6) - Appellanten anfoerer i begaeringen, at det paa grundlag af Kommissionens anbringender i PVC-sagerne maa formodes, at der ogsaa i sagen her foreligger den samme proceduremangel, der burde vaere taget i betragtning ex officio. Derfor er det noedvendigt paa dette stadium af sagen at kraeve fornyet bevisoptagelse - specielt at paalaegge Kommissionen at fremlaegge en kopi af originalen af den anfaegtede polypropylen-beslutning, stadfaestet af Kommissionens formand og af generalsekretaeren, samt yderligere dokumenter - med henblik paa at faa fastslaaet, foerst om polypropylen-beslutningen blev affattet paa de sprog, som i den forbindelse kraeves i de relevante EF-regler, og dernaest om der efter vedtagelsen af beslutningen er foretaget aendringer af den oprindelige beslutning.

(7) - Der skal foretages en udtoemmende og omfattende formalitetsproevelse af appelskriftet for at se, om appellen kan fremmes til paakendelse. Som det fremgaar af flere af Domstolens afgoerelser, kan en appel afvises i sin helhed, saafremt alle de fremsatte anbringender er blevet proevet, og det er blevet fastslaaet, at ingen af dem kan fremmes til behandling. Jf. Domstolens kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, af 24.4.1996, sag C-87/95 P, CNPAAP mod Raadet, Sml. I, s. 2003, og af 11.7.1996, sag C-148/96 P, Goldstein mod Kommissionen, Sml. I, s. 3885. Jf. endvidere Domstolens dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667.

(8) - Domme af 29.6.1995, sag T-30/91, sag T-31/91 og sag T-32/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, s. 1821 og s. 1825, samt sag T-36/91 og sag T-37/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847 og s. 1901.

(9) - Dom af 6.4.1995, forenede sager T-80/89, T-81/89, T-83/89, T-87/89, T-88/89, T-90/89, T-93/89, T-95/89, T-97/89, T-99/89, T-100/89, T-101/89, T-103/89, T-105/89, T-107/89 og T-112/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 729.

(10) - Dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, jf. nedenfor i fodnote 20 ff.

(11) - Sag T-8/89, DSM mod Kommissionen, Sml. II, s. 1833.

(12) - I artikel 93 i Domstolens procesreglement i den udgave, der var gaeldende saavel foer som efter aendringen i 1993, hedder det: »Stk. 2 ... Praesidenten traeffer afgoerelse om begaeringen om intervention ved kendelse eller henviser begaeringen til Domstolen. Stk. 3 Tillader praesidenten intervention, tilstilles alle procesdokumenter, der er forkyndt for parterne, intervenienten. ...« Af de naevnte bestemmelser fremgaar, at formaalet med denne saerlige fremgangsmaade er, at der foretages en forhaandsbedoemmelse af, om en tredjemand skal have tilladelse til at deltage i den foreliggende retstvist og ikke en endelig afgoerelse af, om tredjemandens anbringender i deres helhed skal kunne tages til foelge.

(13) - Jf. forslag til afgoerelse fra generaladvokat Reischl i sag 138/79 (Roquette Frères, Sml. 1980, s. 3362) om tilladelse til, at Raadet indtraadte som intervenient i den paagaeldende retssag, som til slut blev godkendt af Domstolen: »Efter min mening kan de naevnte betaenkeligheder ikke afvises blot under henvisning til naevnte kendelse. En saadan kendelse bner alene foreloebig adgangen til intervention i sagen; om interventionen overhovedet kan realitetsbehandles maa der til gengaeld i givet fald traeffes beslutning i dommen, hvilket tydeligt lader sig udlede af hidtidig retspraksis. Jeg henviser herved til dom af 12.6.1962, sag 9/61, Nederlandene mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 325, org. ref.: Rec. s. 415.«

(14) - Jf. de to kendelser af 15.11.1993, sag C-76/93 P, Scaramuzza mod Kommissionen, Sml. I, s. 5716 og s. 5721 (to sager). I Scaramuzza-sagen tager Domstolen vel hensyn til det forhold, at den, der begaerer tilladelse til at indtraede i sagen som intervenient, ikke selv har anlagt sag, som den paagaeldende havde haft lejlighed til. Domstolen afviser dog ikke interventionsbegaeringen af den grund, men fordi ansoegeren ikke kunne goere nogen direkte retlig interesse gaeldende, som ville komme frem, hvis den part, til fordel for hvem intervenienten skulle indtraede, fik medhold i paastandene.

(15) - Dette synes at fremgaa af formuleringen af kendelsen af 14.2.1996, sag C-245/95 P, Kommissionen mod NTN Corporation m.fl., Sml. I, s. 553, navnlig praemis 8 og 9. Den omstaendighed, at den, der begaerer tilladelse til at indtraede i sagen som intervenient, ikke selvstaendigt har anlagt sag, har blot den skadelige virkning for denne person, at den paagaeldende kun kan stoette den parts paastand, til hvis fordel den paagaeldende intervenerer. Jf. tillige kendelse af 28.11.1991, sag T-35/91, Eurosport Consortium mod Kommissionen, Sml. II, s. 1359.

(16) - Det maa bemaerkes, at naar en individuel afgoerelse, dvs. en retsakt, som ikke omfatter generelle og abstrakte retsnormer, regulerer flere personers retsstilling, drejer det sig i virkeligheden om en sammenfatning af flere individuelle afgoerelser i én enkelt retsakt. Det gaelder ogsaa for polypropylen-beslutningen. Deri er femten forvaltningssanktioner blevet sammenfattet, dvs. lige saa mange som de virksomheder, der er omfattet af beslutningen. Dette forhold har saerlig betydning for, hvorledes intervenientens berettigede interesse skal bedoemmes. Det centrale er, at den paagaeldende anmoder om at indtraede i en retstvist, som ikke drejer sig om den individuelle afgoerelse vedroerende den paagaeldende selv, men hvis genstand er en anden individuel afgoerelse, der tilsammen med afgoerelsen vedroerende den paagaeldende er indeholdt i en faelles retsakt.

(17) - Jf. de i ovenstaaende fodnote 15 og fodnote 14 anfoerte kendelser i sag C-245/95 P og i sag C-76/93 P.

(18) - Netop fordi det blev fastslaaet, at der ikke foreligger nogen formelig retsakt, hvori saavel den individuelle afgoerelse, som vedroerer den part, der stoettes af intervenienten, som den individuelle afgoerelse, der vedroerer intervenienten, er sammenfattet. Derfor er det bevis, parten har foert for, at retsakten formeligt ikke eksisterer, ogsaa umiddelbart til gunst for intervenienten.

(19) - En annullation for en af de beroerte medfoerer saaledes ikke - igen i tilfaelde af, at sammenfatningen omfatter flere individuelle afgoerelser i en enkelt beslutning - nogen umiddelbare positive retsvirkninger for de oevrige. Det gaelder ogsaa, saafremt annullationen stoettes paa, at retsakten er behaeftet med en formel mangel, som noedvendigvis ogsaa er knyttet til de dermed sammenhaengende individuelle afgoerelser. Dette synspunkt, der hviler fuldt ud paa annullationskontrollens logik, boer ikke give anledning til undren; den anerkendes i oevrigt af medlemsstaterne med den relevante kompetence.

(20) - Denne opfattelse anerkendes ogsaa i Scaramuzza-kendelsen, jf. fodnote 14, praemis 7 ff.

(21) - Jf. i den forbindelse dom af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, praemis 11 og 12.

(22) - Appellantens paastand om at ophaeve den anfaegtede beslutning og »annullere den i sin helhed« kan ikke fortolkes saaledes. Appellanten kan kun paastaa annullation af beslutningen i relation til appellanten. Faellesskabets retsinstanser kan heller ikke - bortset fra det tilfaelde, at det fastslaas, at beslutningen er en nullitet - ved en analogislutning generelt tilsidesaette en retsakt, hvori er sammenfattet flere individuelle afgoerelser.

(23) - Kommissionens formalitetsindsigelse er ubegrundet, for saa vidt den stoettes paa Domstolens afgoerelse i PVC-sagerne (jf. ovenfor, fodnote 10, og nedenfor, punkt 20 ff.) vedroerende spoergsmaalet, om bestemte vaesentlige formelle mangler goer en retsakt til en nullitet eller kun ugyldig, da Kommissionen for saa vidt gaar ud over graenserne for den omhandlede afgoerelses retskraft. Den kendsgerning, at Domstolen i PVC-sagerne ikke antog nullitet, udelukker ikke, trods lighederne mellem de to sager, at nullitet kan antages i den foreliggende sag.

(24) - Jf. ovenfor, fodnote 10.

(25) - I PVC-sagerne blev det forhold, at der manglede en stadfaestet original og dermed, at der forelaa en tilsidesaettelse af artikel 12 i Kommissionens forretningsorden, fastslaaet ved dom, og det bestrides ikke af Kommissionen. Derfor skulle Domstolen i modsaetning til de faktiske omstaendigheder i polypropylen-sagen kun afgoere, hvilke retsvirkninger den allerede fastslaaede tilsidesaettelse af artikel 12 i Kommissionens forretningsorden affoeder.

(26) - Praemis 48-54.

(27) - Praemis 61-78.

(28) - Domstolen henviser i den forbindelse til dom af 23.9.1986, sag 5/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 2585.

(29) - Man ville eventuelt kunne komme med den indvending mod den ovenfor anfoerte retspraksis, at der med denne afgoerelse ikke blev reageret med den noedvendige strenghed paa en saa grov overtraedelse fra Kommissionens side, som en tilsidesaettelse af forretningsordenens artikel 12 er. Navnlig for en jurist, der kender de gaeldende principper i den offentlige ret i visse medlemsstater, kan det forekomme maerkeligt, at en ikke-underskrevet beslutning ikke anses for en nullitet. Man maa dog ikke glemme, at Domstolen er naaet til denne opfattelse under hensyntagen til den saerlige karakter af faellesskabsinstitutionernes »forvaltning«, og at den i den forbindelse efter min personlige opfattelse mente, at med kvalifikationen af den konkrete overtraedelse som en vaesentlig formel mangel, som medfoerer annullation af beslutningen, ville Faellesskabets institutioners harmoniske virke og de beroerte privatpersoners retlige interesser blive beskyttet paa bedst mulig maade. Derfor er jeg med hensyn til de anfoerte betaenkeligheder vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt den i PVC-sagerne paalagte sanktion for Kommissionens overtraedelse var streng nok, af den opfattelse, at denne retsafgoerelse ogsaa kan anses for acceptabel i den foreliggende sag.

(30) - Jf. ovenfor, punkt 5.

(31) - Derfor blev der ogsaa i dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, praemis 49, udtalt foelgende: »Det er saaledes alene Retten, der er kompetent til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af akterne i den sag, den behandler.«

(32) - Forbuddet mod bevisoptagelse gaelder saavel paa stadiet inden appelinstansens afgoerelse af, om appellen kan tages til foelge, som paa det stadium, hvor appellen er admitteret, og der opstaar det spoergsmaal, om sagen skal hjemvises til afgoerelse ved foersteinstansen. For stadiet inden ophaevelsen af foersteinstansdommen foelger forbuddet af, at med hensyn til en faktisk omstaendighed, som den instans, hvor sagen blev realitetsbehandlet, ikke kendte noget til, ville der ikke kunne foreligge en mangel i den af denne instans afgivne begrundelse. Med hensyn til stadiet efter appelsagens fremme er det i artikel 54 i EOEF-statutten bestemt, at Domstolen selv kan traeffe endelig afgoerelse, »hvis sagen er moden til paakendelse«. Hvis det er noedvendigt med supplerende bevisoptagelse, betyder det, at sagen ikke er »moden« til paakendelse.

(33) - Dom af 12.7.1957, forenede sager 7/56 og 3/57-7/57, Algera m.fl. mod Den Faelles Forsamling, Sml. 1954-1964, s. 45, org. ref.: Rec. s. 81. Efter appellantens opfattelse foelger denne dom de i medlemsstaternes retsorden bredt anerkendte principper og anser en retsakt for en nullitet, saafremt den er behaeftet med saerligt grove og aabenbare mangler. Appellanten udleder af Domstolens praksis, at den manglende underskrift paa en retsakt er en saadan grov og aabenbar mangel. Den henviser for saa vidt til generaladvokat Trabucchi's forslag til afgoerelse i de forenede sager 15/73-33/73, 52/73, 53/73, 57/73-109/73, 116/73, 117/73, 123/73 og 132/73-137/73, Kortner-Schots m.fl. mod Raadet, Kommissionen og Parlamentet, Sml. 1974, s. 177, samt til generaladvokat Mischo's forslag til afgoerelse i sag 15/85, Consorzio Cooperative d'Abruzzo mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 1005. At de noedvendige underskrifter paa polypropylen-beslutningen mangler er aabenbart. Tilsvarende goer appellanten gaeldende, at det af appellantens begaering af 4.3.1992 fremgaar, at der formodes at foreligge endnu en saerlig grov og aabenbar mangel, nemlig fordi indholdet af polypropylen-beslutningen er blevet aendret efter udstedelsen. Da Retten ikke underkendte den anfaegtede beslutning som nullitet ex tunc, tilsidesatte den ved sin fortolkning af begrebet »nullitet« af en retsakt faellesskabsretten.

(34) - Med hensyn til anbringendet om, at saadanne formelle mangler skal godtgoeres fuldstaendigt, henviser Kommissionen til den allerede anfoerte PVC-dom og dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, samt til domme af 27.10.1994, sag T-34/95, Fiatagri og New Holland Ford, Sml. II, s. 905, og sag T-35/92, Deere, Sml. II, s. 957.

(35) - Saavel nullitetsspoergsmaalet som de af appellanten paaberaabte vaesentlige formelle mangler hoerer til den kategori af spoergsmaal, der skal undersoeges ex officio. Jf. f.eks. Domstolens domme af 21.12.1954, sag 1/54, Frankrig mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 1, org. ref.: Rec. s. 7, og sag 2/54, Italien mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 5, org. ref.: Rec. s. 73, dom af 20.3.1959, sag 18/57, Nold mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 131, org. ref.: Rec. s. 89, samt domme af 7.5.1991, sag C-291/89, Interhotel mod Kommissionen, Sml. I, s. 2257, praemis 14, og sag C-304/89, Oliveira mod Kommissionen, Sml. I, s. 2283, praemis 18.

(36) - Jeg kan ikke tiltraede det anbringende, at alle mangler, der fremgaar direkte af teksten i den omstridte kommissionsbeslutning, som den foreligger i de sagsakter, der danner grundlag for Rettens dom, kan goeres gaeldende foerste gang under appelsagen. Den anfaegtede beslutning er ikke et processkrift i sagen i foerste instans, og det kan derfor ikke danne grundlag for anbringender under appellen. Som allerede anfoert medfoerer appellens formaal og sted i EF-retsordenens system det grundlaeggende princip, at de anbringender, der goeres gaeldende under appellen, kun kan vedroere retlige fejl i foersteinstansens afgoerelse, som fremgaar direkte af teksten i den appellerede dom og de oevrige sagsakter. Forkastelse af anbringender, som vedroerer indholdet af den retsakt, der anfaegtes gennem sagen i foerste instans, foelger af dette princip. Den anfaegtede retsakt er kun et bevis, som alene den instans, der realitetsbehandler sagen, altsaa Retten i Foerste Instans, kan tage stilling til.

(37) - Jf. praemis 73-76 i PVC-dommen, som er anfoert i fodnote 10.

(38) - Se herom nedenfor.

(39) - Jf. nedenfor i punkt 50 ff.

(40) - Jf. ovenfor i punkt 20 ff.

(41) - Dom af 19.5.1994, sag C-36/92 P, SEP mod Kommissionen, Sml. I, s. 1911, praemis 33.

(42) - Appellanten henviser i den forbindelse til dom af 14.12.1962, forenede sager 2/62 og 3/62, Kommissionen mod Luxembourg og Belgien, Sml. 1954-1964, s. 339, org. ref.: Rec. s. 815, og af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861.

(43) - Dom af 9.12.1965, forenede sager 29/63, 31/63, 36/63, 39/63-47/63, 50/63 og 51/63, Société anonyme des laminoirs, hauts fourneaux, forges, fonderies et usines de la Providence m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 135, org. ref.: Rec. s. 1123.

(44) - Dom af 22.10.1991, sag C-16/90, Noelle, Sml. I, s. 5163.

(45) - Kommissionen henviser til kendelse af 26.3.1992, sag T-4/89 Rev., BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 1591, og dom af 19.3.1991, sag C-403/85 Rev., Ferrandi mod Kommissionen, Sml. I, s. 1215.

(46) - Jf. de allerede i fodnote 35 anfoerte domme i sagerne Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, og Deere mod Kommissionen.

(47) - Dom af 9.6.1992, sag C-30/91 P, Sml. I, s. 3755.

(48) - Kommissionen henviser til dom af 10.12.1992, sag T-33/91, Williams mod Revisionsretten, Sml. II, s. 2499, praemis 31.

(49) - Det drejer sig her om bestemmelser svarende til artikel 61 og 45 i Domstolens procesreglement.

(50) - Paa dette punkt henviser jeg til Domstolens PVC-dom, som der i ovenstaaende er redegjort for, samt til mine bemaerkninger i den forbindelse vedroerende den juridiske kvalifikation af den mangel, der bestaar i, at der ikke findes en stadfaestet original. Jf. punkt 20 ff. og 38 i mit forslag til afgoerelse.

(51) - Jf. ovenfor, punkt 33 i mit forslag til afgoerelse.

(52) - Jf. Domstolens dom af 1.12.1965, sag 45/64, Kommissionen mod Italien, Sml. 1965-1968, s. 129, org. ref.: Rec. s. 1057, og generaladvokat Lagrange's forslag til afgoerelse i sagen La Providence, der er anfoert i fodnote 43.

(53) - Domstolens dom af 28.4.1966, sag 49/65, Ferriere e Acciaierie Napoletane mod Den Hoeje Myndighed (ikke trykt i Samling af Afgoerelser, org. ref.: Rec. s. 103).

(54) - Jf. dom af 6.4.1995, sag T-145/89, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. II, s. 987, praemis 34.

(55) - Dom af 28.4.1966, sag 51/65, ILFO mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 173, org. ref. Rec. s. 125. Jeg skal bemaerke, at den paagaeldende part ikke er fritaget for alle processuelle forpligtelser ved fremfoerelsen af sine anbringender, da der ellers ville kunne opstaa den formodning, at de anfoerte formodede mangler rent faktisk foreligger. Med henblik paa i sidste ende at faa retsinstansen til at undersoege paastanden naermere og eventuelt anordne yderligere bevisoptagelse, skal parten komme med »en antydning af et bevis« for rigtigheden af de fremfoerte anbringender. Selvfoelgelig er en »antydning af et bevis« afhaengig af omstaendighederne i det enkelte tilfaelde, og det kan ikke vaere af samme vaerdi som et fuldgyldigt bevis. Det ville i oevrigt vaere for meget forlangt at kraeve et fuldgyldigt bevis forelagt i retten for omstaendigheder, som den paagaeldende part ikke har fuld kendskab til. Det gaelder i endnu hoejere grad, saafremt det af en part, der, netop fordi parten ikke har adgang til bestemte oplysninger, anmoder retsinstansen om yderligere bevisoptagelse, forlanges, at der er »tilstraekkelige oplysninger« vedroerende de uregelmaessigheder, som den supplerende bevisoptagelse formodes at ville bringe for dagens lys.

(56) - Jf. artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement.

(57) - Denne begraensning forekommer i alle nationale retsplejeordninger og er naert knyttet til de grundlaeggende principper om retssikkerhed og om overholdelse af anerkendte retsplejehensyn.

(58) - Jf. dom af 14.5.1975, sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 533, praemis 4. Jf. dom af 9.2.1994, sag T-109/92, Lacruz Bassols mod Domstolen, Sml. II, s. 105, praemis 67.

(59) - Netop heri adskiller den foreliggende sag sig fra PVC, LDPE- og soda-sagerne. I sidstnaevnte sager blev parternes anbringender vedroerende eventuelle formelle mangler ganske vist fremsat sent, men dog i hvert fald inden afslutningen af den mundtlige forhandling.

(60) - Jf. nedenfor, punkt 77 ff.

(61) - Jf. dom af 16.7.1971, sag 77/70, Prelle mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 149, org. ref.: Rec. s. 561, praemis 7.

(62) - Jeg henviser til, at artikel 64, stk. 4, i Rettens procesreglement bestemmer foelgende: »Hver part kan paa et hvilket som helst trin i sagen foreslaa foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse eller aendringer heri...« Denne anmodning kan eventuelt stoettes paa, om der findes, eller det er sandsynligt, at der findes, nye faktiske omstaendigheder.

(63) - Man kunne sige, at de oplysninger fra Kommissionens repraesentanter i PVC-sagerne, som appellantens omhandlede begaering stoettede paa, ikke var »faktiske omstaendigheder«, men en indirekte maade at antyde en raekke grunde til annullation af polypropylen-beslutningen. Efter den udlaegning ville de naevnte grunde vaere fremsat for sent og derfor ikke kunne antages til realitetsbehandling. Jeg anser denne fortolkning af skrivelsen for uanvendelig, selv om den ikke er ulogisk. Appellantens retlige anbringender forudsaetter en faktisk omstaendighed, nemlig overtraedelser fra Kommissionens side ved udstedelsen af polypropylen-beslutningen. Det afgoerende er at faa fastlagt det tidspunkt, da sagsoegeren i foersteinstanssagen fik kendskab til eller burde have faaet kendskab til disse forsoemmelser.

(64) - Denne opfattelse foelges ogsaa af Domstolen, naar den undersoeger, om en begaering om genoptagelse kan realitetsbehandles. I retspraksis er fastslaaet, at en saadan ekstraordinaer begaering paa grund af sin saerlige karakter er bundet til saerlig strenge betingelser med hensyn til, om den kan realitetsbehandles. Der forlanges »absolut ukendskab« til den faktiske omstaendighed, som begaeringen om genoptagelse stoettes paa; et saadant ukendskab anses ikke for at foreligge, hvis det under den oprindelige sag havde vaeret muligt at faa kendskab til den faktiske omstaendighed. Jf. dom af 10.1.1980, sag 116/78 Rev., Bellintani m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 23.

(65) - Den part, som af egen skyld ikke faar kendskab til en faktisk omstaendighed i tide, kan ikke paaberaabe sig, at man foerst blev informeret for sent om den faktiske omstaendighed, for derved at opnaa, at der anordnes en genaabning af den mundtlige forhandling. Det blev ogsaa accepteret i Domstolens dom af 21.1.1971, sag 56/70, Mandelli mod Kommissionen, org. ref.: Rec. s. 1 (ikke trykt i Samling af Afgoerelser) ved undersoegelsen af, om en begaering om ekstraordinaer genoptagelse kunne antages til realitetsbehandling. Den part, der fremsatte begaeringen, paaberaabte sig en rapport fra de italienske myndigheder, som parten foerst havde faaet kendskab til efter afslutningen af den oprindelige sag. Domstolen fandt dog, at den, der fremsatte begaeringen, ikke burde vaere ukendt med rapporten, og at der ikke havde vaeret noget i vejen for »... at foreslaa Domstolen ... at beordre bevisoptagelse med henblik paa fremlaeggelse af det omhandlede dokument og af alle andre oplysninger af interesse, som den italienske administrative myndighed maatte have raadighed over«. Med denne begrundelse blev begaeringen om genoptagelse afvist. Domstolen imoedekommer ikke en begaering om yderligere bevisoptagelse fremsat efter afslutningen af den mundtlige forhandling, naar den paagaeldende part kunne have fremsat begaeringen under den mundtlige forhandling (dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, praemis 54).

(66) - Med andre ord, appellanten kunne ikke laengere goere en tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift gaeldende efter afslutningen af den mundtlige forhandling. For enten fremgik Kommissionens paagaeldende overtraedelser med sikkerhed af oplysningerne i sagen, og saa burde de saaledes senest vaere anfoert i replikken, eller ogsaa gav sagen anledning til tvivl om spoergsmaalet, om de vaesentlige formforskrifter var blevet overholdt, i hvilket tilfaelde dette burde vaere blevet anfoert af appellanten paa det rette tidspunkt, samtidig med at Retten var blevet anmodet om foranstaltninger til bevisoptagelse.

(67) - Man kunne sige, at den foerste mistanke allerede opstod ved meddelelsen af polypropylen-beslutningen for appellanten, da det af det meddelte dokument ikke fremgik, om den vaesentlige formforskrift i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden var opfyldt.

(68) - Denne analyse kan forekomme streng for den part, der fremsaetter anbringendet, men den er efter min opfattelse den rigtigste. Derimod er jeg ikke enig i Rettens opfattelse i de allerede anfoerte soda- og LDPE-sager (jf. fodnote 8 og 9), om, at appellanterne korrekt havde afventet den endelige dom i PVC-sagerne, inden de i deres egen sag anfoerte tilsvarende anbringender om de faktiske omstaendigheder. Bortset fra spoergsmaalet, om de oplysninger, der fremkom under retsforhandlingerne i PVC-sagerne, var ukendt for parterne i andre sager, skulle sidstnaevnte i hvert fald noeje undersoege den formelle lovlighed af den retsakt, som vedroerte dem, om det saa alene var ved en kontrol af sagsakterne. De senere oplysninger styrker kun mistanken om eventuelle uregelmaessigheder begaaet af Kommissionen. Appellanten kan heller ikke ved at paaberaabe sig en formodning om den anfaegtede beslutnings lovlighed goere gaeldende, at man ikke kunne forestille sig, at der bag den tilsyneladende retsgyldighed var gemt vaesentlige mangler. Fra det tidspunkt, da en retsakt fra en faellesskabsinstitution anfaegtes ad rettens vej, ophoerer lovlighedsformodningen med at virke til gunst eller til ugunst for den paagaeldende person. Formodningen om lovlighed kan som allerede fastslaaet (jf. punkt 36) ikke tjene til at tilbagevise et anbringende, hvormed retsaktens lovlighed bestrides paa et gyldigt grundlag. Appellanten har ikke mulighed for at paaberaabe sig den samme lovlighedsformodning som begrundelse for den omstaendighed, at man ikke i tide har opdaget en retlig mangel i den anfaegtede retsakt.

(69) - Jf. ovenfor, fodnote 36.

(70) - Jf. min analyse andetsteds i dette forslag til afgoerelse, hvor jeg behandler retsinstansens ex officio-undersoegelse.

(71) - Man ville kunne sige, at en retsinstans' forpligtelse til ex officio at foretage en undersoegelse er mere begraenset end parternes pligt til at udvise omhu, som tvinger dem til ogsaa at finde tegn paa eventuelle formelle fejl i den anfaegtede retsakt og til i tide at bringe det frem. Denne konstatering maa ikke give anledning til forbavselse. Ex officio-undersoegelsen i forbindelse med annullationssoegsmaal har ikke til formaal at rette op paa parternes undladelser. Formaalet er at haandhaeve retten ved at fastslaa og afsige dom i anledning af ioejnefaldende og alvorlige uregelmaessigheder i retsakter fra Faellesskabets institutioner. Naar disse uregelmaessigheder ikke fremgaar af oplysningerne i sagsakterne, har Faellesskabets retsinstans ikke pligt til at paabyde yderligere bevisoptagelse. En supplerende undersoegelse er fakultativ, ikke obligatorisk.

(72) - Domstolens dom af 16.6.1971, sag 18/70, Duraffour mod Raadet, Sml. 1971, s. 143, org. ref.: Rec. s. 515.

(73) - Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80, 101/80, 102/80 og 103/80, Musique Diffusion Francaise m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825.

(74) - Jf. Domstolens nyere dom i sagen Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl. (anfoert i fodnote 31, praemis 48 og 49) og kendelsen i sagen San Marco Impex Italiana Srl mod Kommissionen (anfoert i fodnote 7, praemis 39).

(75) - Jf. sagen Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl. (anfoert i fodnote 31, praemis 66) og San Marco Impex Italiana Srl mod Kommissionen (anfoert i fodnote 7, praemis 40).

(76) - I virkeligheden forlanger appellanten med sin samlede argumentation vedroerende det retlige indhold af den anden del af appelskriftet en udvidelse af den kontrol, der i henhold til EOEF-statutten for Domstolen, artikel 51, skal gennemfoeres i appelsager. Endvidere skal det paapeges, at appelskriftet i henhold til artikel 112, stk. 1, litra c) i Domstolens procesreglement bl.a. skal indeholde »de retlige anbringender og argumenter, der paaberaabes«. Hvis man holder sig strengt til bestemmelsens ordlyd, kunne man maaske - med Kommissionen - i betragtning af ovenstaaende redegoerelse naa til den konklusion, at den i den anden del af appelskriftet indeholdte argumentation som helhed boer afvises fra paakendelse, da den mangler klarhed. Jeg er dog af den opfattelse, at en saadan behandling boer reserveres for appelskrifter, der ikke giver mulighed for en juridisk bedoemmelse under appellen. Uanset den frihed, som paa dette punkt maa tillaegges retsinstansen, kraever en proevelse af hensyn til den stoerst mulige retssikkerhed en fortolkende fremgangsmaade, som ved hjaelp af grammatik og logik former de retlige anbringender, som appelskriftet indeholder, uden at disse opdages, hvor de ikke eksisterer.

(77) - Man kunne i forbindelse med en fortolkning af appelskriftet spoerge, om der egentlig ikke paaberaabes en manglende begrundelse af den foerste dom. Ligeledes kunne man f.eks. af appellantens anbringender udlede, at Retten udelukkende stoettede sin konklusion med hensyn til deltagelsen i moederne mellem polypropylen-producenterne fra slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979 paa svaret fra ICI efter anmodningen om oplysninger. Jeg tror imidlertid ikke, at appellanten goer indsigelser mod dommens begrundelse som saadan, da appellanten selv indroemmer, at Retten for saa vidt ogsaa anfoerer andre beviser (de i praemis 115 naevnte tabeller; jf. dog tillige praemis 116), som appellanten dog bestrider bevisvaerdien af. Appellanten begraenser sig saaledes til at anfaegte vurderingen af de foreliggende faktiske omstaendigheder.

(78) - Jf. punkt 50 ff. i mit forslag til afgoerelse af dags dato i sag C-49/92 P (Kommissionen mod Enichem) samt punkt 53-68 i mit ligeledes i dag fremsatte forslag til afgoerelse i sag C-235/92 P (Montecatini mod Kommissionen).