61991B0067

KENDELSE AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (FJERDE AFDELING) DEN 25. FEBRUAR 1992. - FRANCESCO TORRE MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - AFVISNING. - SAG T-67/91.

Samling af Afgørelser 1992 side II-00261


Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - frister - praeceptiv karakter - retsakt der indeholder et klagepunkt - bekraeftende retsakt - sondring mellem klage og ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1 - afvisning af klagen - sag ikke rettidigt anlagt - afvisning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

Dommens præmisser


Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Francesco Torre havde siden 1983 vaeret placeret ved Kommissionens Presse- og Informationskontor i Rom. Ved afgoerelse af 10. august 1990 blev han med virkning fra 1. september 1990 forflyttet til Luxembourg. Med henblik paa flytningen af sit personlige bohave fra Rom til Luxembourg forelagde sagsoegeren tre overslag paa henholdsvis 309 566, 277 922 og 322 000 LFR, hvoraf det sidste omfattede udgifter til forsikring.

2 Da administrationen fandt, at overslagene var for hoeje, indhentede den endnu et tilbud fra et andet flyttefirma. Overslaget var her paa 165 500 LFR, som efter sagsoegerens protest blev forhoejet til 182 200 LFR for at tage hensyn til en forsikringsvaerdi paa 10 000 000 LFR. Da sagsoegeren ogsaa anfaegtede dette overslag, besigtigede en repraesentant for flyttefirmaet det bohave, der befandt sig i Rom, og udfaerdigede den 23. juli 1990 et nyt overslag paa 258 500 LFR inkl. alle omkostninger, idet aendringen blev begrundet i "bohavets saerlige art og de af Torre kraevede supplerende ydelser".

3 I slutningen af juli 1990 underrettede Kommissionen telefonisk sagsoegeren om afgoerelsen om at begraense godtgoerelsen af flytteudgifterne til 258 500 LFR.

4 Sagsoegeren flyttede den 6. august 1990. Det af ham valgte flyttefirma foretog flytningen for et beloeb af 277 922 LFR forhoejet med forsikringspraemien, 192 619 LFR, svarende til i alt 470 541 LFR.

5 Ved skrivelse af 14. august 1990 stilet til sagsoegerens adresse i Rom, meddelte ekspeditionssekretaer R. Llanso, Generaldirektoratet for Personale og Administration, Torre foelgende:

"Efter at have gennemgaaet det overslag, som De har fremsendt med henblik paa Deres flytning fra Rom til Luxembourg, skal vi herved meddele Dem, at beloebet paa 258 500 LFR (overslag fra firmaet Daleiden) er blevet accepteret som maksimum for godtgoerelsen i henhold til artikel 9 i bilag VII til tjenestemandsvedtaegten, uanset hvilket flyttefirma De i sidste ende maatte henvende Dem til."

Sagsoegeren har ubestridt anfoert, at han foerst fik kendskab til denne skrivelse den 3. september 1990, da han tiltraadte tjenesten i Luxembourg.

6 Den 24. september 1990 tilstillede sagsoegeren administrationen en skrivelse, som han betegnede som "ansoegning i henhold til procedurerne efter vedtaegtens artikel 90, stk. 1". I sin skrivelse anerkender han modtagelsen af administrationens skrivelse af 14. august 1990, anfaegter overslaget paa 258 500 LFR og haevder, at de af ham forelagte overslag afspejler den reelle pris. Idet han bl.a. naevner det forhold, at de samme tjenestegrene inden for administrationen for den samme flytning i modsat retning, nemlig Luxembourg-Rom, havde godtgjort et beloeb paa 9 450 000 LIT, afsluttede han skrivelsen saaledes: "Jeg skal saaledes anmode Dem om at tage sagen op til fornyet overvejelse og traeffe en positiv afgoerelse ved at godtgoere den paa firmaet ... faktura anfoerte beloeb paa 10 100 000 LIT plus forsikring 2%. Fakturaen afspejler den reelle vaerdi af den udfoerte tjenesteydelse. Beloebet er rimeligt og svarer til markedsprisen."

7 Ved skrivelse af 29. oktober 1990 til Torre henviste Llanso til sagens forhistorie og sluttede saaledes:

"For saa vidt angaar Deres argument, hvorefter der skal tages hensyn til de tariffer, der er godkendt af administrationens tjenestegrene i Bruxelles paa grundlag af et overslag, der er forelagt for nogle aar siden, har jeg allerede forklaret Dem, at hverken administrationen eller finanskontrollen kan vaere forpligtet af en tidligere administrativ afgoerelse, naar der er tale om en helt anden situation.

Det er saaledes med beklagelse, at jeg herefter maa meddele Dem, at jeg ikke kan imoedekomme Deres klage, og at beloebet paa 258 500 LFR (korrigeret overslag fra firmaet Daleiden, hvoraf jeg vedlaegger en kopi) udgoer maksimum for godtgoerelsen efter artikel 9 i bilag VII til tjenestemandsvedtaegten."

8 Ved skrivelse af 3. december 1990 til Llanso meddelte sagsoegeren, at hans skrivelse af 24. september 1990 var fremsendt i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtaegten for tjenestemaend og oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"). Han anmodede om en bekraeftelse af, at administrationens skrivelse af 29. oktober 1990 kunne anses for ansaettelsesmyndighedens svar paa hans formelle ansoegning. Han anmodede om et hurtigt svar for "inden fristens udloeb at kunne indbringe en klage over denne bebyrdende afgoerelse."

9 Ved skrivelse af 13. december 1990 meddelte administrationen sagsoegeren, at skrivelsen af 14. august 1990, der blev bekraeftet og begrundet ved skrivelsen af 29. oktober 1990, maatte anses for ansaettelsesmyndighedens officielle afgoerelse for saa vidt angaar maksimum for godtgoerelsen efter artikel 9 i bilag VII til vedtaegten.

10 Ved skrivelse af 29. januar 1991, registreret i Kommissionens Generalsekretariat den 1. februar 1991, meddelte sagsoegeren, at han indbragte en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, over Llanso' s afgoerelse, som var blevet meddelt ham ved skrivelse af 29. oktober 1990, og hvorved flyttegodtgoerelsen blev begraenset til 258 500 LFR. Efter at have redegjort for de faktiske omstaendigheder gjorde sagsoegeren til stoette for sine krav gaeldende, at der var sket en tilsidesaettelse af artikel 9 i bilag VII til vedtaegten samt af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og om Kommissionens omsorgspligt. Han afsluttede skrivelsen med at anmode administrationen om at annullere den afgoerelse, som var blevet meddelt ham ved Llanso' s skrivelse af 29. oktober 1990, og om ved en ny afgoerelse at yde ham godtgoerelse af de flytteomkostninger, som han rent faktisk havde afholdt.

11 I sit svar af 11. juni 1991 paa denne klage udtalte Frans de Koster, generaldirektoer for Generaldirektoratet for Personale og Administration, i den del af skrivelsen, der vedroerer de retlige omstaendigheder, foelgende:

"Det skal indledningsvis bemaerkes, at det er administrationens afgoerelse af 14. august 1990, der maa anses for at indeholde et klagepunkt imod Francesco Torre. Den anden afgoerelse af 29. oktober 1990, som klagen formelt vedroerer, er kun en bekraeftelse af den foerste afgoerelse og kan saaledes ikke som saadan anfaegtes.

Ifoelge vedtaegtens artikel 90, stk. 2, skal klagen indbringes inden for en frist paa tre maaneder, idet fristen loeber fra den dag, afgoerelsen meddeles modtageren og i alle tilfaelde senest den dag, den paagaeldende faar kendskab til den, hvis det drejer sig om en foranstaltning af individuel karakter.

Da den foreliggende klage ikke er rettidigt indgivet i forhold til den oprindelige bebyrdende retsakt, og da den bekraeftende afgoerelse af 29. oktober 1990 ikke kan danne udgangspunkt for en ny frist, forbeholder Kommissionen sig retten til at nedlaegge afvisningspaastand, saafremt der anlaegges sag til proevelse af afgoerelsen om at begraense godtgoerelsen af Torre' s flytteudgifter til 258 500 LFR. Kommissionen mener ikke desto mindre at burde besvare klagen i overensstemmelse med dens saedvanlige praksis for saaledes at bevare det gode forhold til sit personale, selv om klagerne maatte vaere for sent indbragt."

Med hensyn til selve realiteten afslog generaldirektoeren klagen under henvisning til artikel 9 i bilag VII til vedtaegten samt til retspraksis.

12 Paa baggrund af disse omstaendigheder anlagde sagsoegeren ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 23. september 1991 sag med paastand om, at Kommissionens afgoerelse om at begraense godtgoerelsen af sagsoegerens flytteudgifter til 258 500 LFR annulleres, og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

13 Til stoette for sine paastande har sagsoegeren gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 9 i bilag VII til vedtaegten, sin omsorgspligt og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

14 Kommissionen har i svarskriftet, der blev registreret paa Rettens Justitskontor den 20. november 1991, ikke nedlagt paastand vedroerende realiteten, men har paastaaet sagen afvist.

15 Sagsoegeren har i sine indlaeg, der den 7. januar 1992 er blevet registreret paa Rettens Justitskontor, nedlagt paastand om, at afvisningspaastanden ikke tages til foelge.

Formaliteten

16 Saafremt det er aabenbart, at en sag maa afvises, kan Retten ifoelge procesreglementets artikel 111 uden at fortsaette sagens behandling traeffe afgoerelse ved begrundet kendelse. Da Retten finder, at sagen er tilstraekkeligt oplyst, har den besluttet ikke at fortsaette sagens behandling.

17 Til stoette for sin afvisningspaastand har Kommissionen anfoert, at klagen af 29. januar 1991 ikke blev rettidigt indbragt, hvilket i henhold til vedtaegtens artikel 91, stk. 2, indebaerer, at sagen maa afvises. Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at alene administrationens afgoerelse af 14. august 1990 maa anses for en bebyrdende retsakt, som kan anfaegtes ad rettens vej, idet administrationens skrivelse af 29. oktober 1990, som klagen er rettet mod, kun var en bekraeftelse af afgoerelsen af 14. august 1990, hvorfor den ikke kan anfaegtes ad rettens vej. Foelgelig blev klagen af 29. januar 1991 ikke indbragt inden for en frist paa tre maaneder, jf. vedtaegtens artikel 90, stk. 2, idet den bekraeftende skrivelse af 29. oktober 1990 ikke kunne bevirke, at fristen igen begyndte at loebe. Kommissionen har tilfoejet, at sagsoegeren selv gentagne gange i staevningen har fremhaevet, at skrivelsen af 29. oktober 1990 er en "bekraeftelse" af afgoerelsen af 14. august 1990. Kommissionen har foelgelig nedlagt paastand om, at sagen afvises.

18 Sagsoegeren har i sine indlaeg vedroerende afvisningspaastanden gjort gaeldende, at afgoerelsen af 14. august 1990 ikke er begrundet - subsidiaert maa den utilstraekkelige begrundelse betegnes som en grov mangel - og ikke blev meddelt saa betids, at han kunne henvende sig til det flyttefirma, Kommissionens tjenestegrene havde valgt. Den manglende begrundelse af afgoerelsen af 14. august 1990 blev foerst afhjulpet ved fremsendelsen af skrivelsen af 29. oktober 1990, der derfor ikke kan betegnes som en simpel bekraeftelse af den foerste afgoerelse. Kommissionen har i oevrigt selv erkendt, at skrivelsen af 14. august 1990 blev bekraeftet og "begrundet" ved Llanso' s skrivelse af 29. oktober 1990 til sagsoegeren. Skrivelsen af 29. oktober 1990 maa derfor anses for en ny behoerigt udstedt afgoerelse til bekraeftelse og lovliggoerelse af den mangelfulde afgoerelse af 14. august 1990 paa grundlag af en fornyet gennemgang af sagen. Heraf foelger, at fristen for den administrative procedure foerst begyndte at loebe fra den dag, sagsoegeren fik kendskab til skrivelsen af 29. oktober 1990.

Sagsoegeren udleder heraf, at klagen, der via telefax indgik til Kommissionen den 29. januar 1991, blev indbragt inden for den fastsatte frist. Sagsoegeren har derfor paastaaet sagen antaget til realitetsbehandling.

19 Indledningsvis skal Retten henvise til fast retspraksis (jf. Rettens dom af 25.9.1991, sag T-54/90, Lacroix mod Kommissionen, Sml. II, s. 749), hvorefter klage- og soegsmaalsfristerne er bindende, og hvorefter end ikke det forhold, at en administration under den administrative procedure har taget stilling til klagerens argumenter vedroerende realiteten, kan fritage Retten for sin pligt til at paase, at vedtaegtens frister er overholdt.

20 I det foreliggende tilfaelde har administrationen allerede ved besvarelsen af klagen understreget, at denne var for sent indgivet. Foelgelig er det vigtigt at undersoege, om sagen er forskriftsmaessigt anlagt, naar henses til vedtaegtens frister.

21 Retten skal i denne forbindelse henvise til opbygningen af den administrative procedure efter vedtaegtens artikel 90 og 91. Ifoelge disse bestemmelser kan en sag anlagt af en tjenestemand mod den institution, hvor han er ansat, kun antages til realitetsbehandling, saafremt den forudgaaende administrative procedure er forskriftsmaessigt afviklet. Hvis tjenestemanden oensker, at ansaettelsesmyndigheden traeffer en afgoerelse vedroerende hans forhold, skal den administrative procedure indledes med, at tjenestemanden anmoder myndigheden om at traeffe den oenskede afgoerelse i overensstemmelse med artikel 90, stk. 1. Kun saafremt ansoegningen afvises, hvilket antages at vaere tilfaeldet efter udloebet af en frist paa fire maaneder, saafremt administrationen ikke besvarer ansoegningen, kan tjenestemanden inden for en ny frist paa tre maaneder indbringe en klage over afvisningen, jf. artikel 90, stk. 2. Naar der allerede foreligger en afgoerelse fra ansaettelsesmyndigheden, og der er tale om en bebyrdende retsakt, er det derimod klart, at en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, ville vaere meningsloes, og at tjenestemanden i saa fald skal anvende soegsmaalsproceduren efter vedtaegtens artikel 90, stk. 2, naar han oensker, at den bebyrdende retsakt annulleres, aendres eller traekkes tilbage.

22 Det bemaerkes videre, at ifoelge fast retspraksis kan enhver tjenestemand i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, anmode ansaettelsesmyndigheden om at traeffe en afgoerelse over for ham. Tjenestemanden kan dog ikke tilsidesaette klage- og soegsmaalsfristerne efter vedtaegtens artikel 90 og 91 ved at udnytte en saadan anmodning til at anfaegte en tidligere afgoerelse, som ikke var blevet anfaegtet inden for den gaeldende frist.

23 Det kan herefter fastslaas, at naar den kompetente myndighed over for en tjenestemand har truffet en bebyrdende afgoerelse, kan tjenestemanden ikke laengere indlede den administrative procedure ved at forelaegge en ansoegning, men skal umiddelbart for ansaettelsesmyndigheden indbringe en klage over den bebyrdende retsakt, jf. vedtaegtens artikel 90, stk. 2.

24 I det foreliggende tilfaelde er der ikke tvivl om, at den oprindelige afgoerelse af 14. august 1990 indeholdt et klagepunkt imod sagsoegeren, idet den kan defineres som en retsakt, der umiddelbart og oejeblikkeligt paavirker den paagaeldendes retsstilling. Det er nemlig ved skrivelsen af 14. august 1990, at administrationen utvetydigt traf den omtvistede afgoerelse om at begraense Torre' s godtgoerelse til 258 500 LFR. Det er saaledes denne retsakt, der umiddelbart og oejeblikkeligt paavirkede Torre' s retsstilling. Lige fra starten har administrationen i oevrigt i sin brevveksling med sagsoegeren ikke givet denne anledning til at tvivle om, at skrivelsen af 14. august 1990 maa anses for ansaettelsesmyndighedens endelige afgoerelse.

25 Det maa antages, at afgoerelsen af 29. oktober 1990 kun er en bekraeftelse af afgoerelsen af 14. august 1990 og ikke kan anses for en "ny afgoerelse", da den ikke indeholder noget nyt moment i forhold til den retlige eller faktiske situation, der bestod paa tidspunktet for udstedelsen af afgoerelsen af 14. august 1990, idet administrationen endog praeciserede, at beloebet paa 258 500 LFR "bekraeftes" som vaerende maksimum for godtgoerelsen. Det forhold, at afgoerelsen af 14. august 1990 i givet fald maatte vaere mangelfuld som foelgende af manglende - eller utilstraekkelig - begrundelse er heller ikke relevant. Det kan hoejst give sagsoegeren mulighed for at anlaegge sag i henhold til vedtaegtens artikel 25, men kan ikke foere til, at afgoerelsen betragtes som en nullitet.

26 Heraf foelger, at sagsoegeren, efter at han den 3. september 1990 havde faaet kendskab til afgoerelsen af 14. august 1990, umiddelbart burde have indbragt en klage, jf. vedtaegtens artikel 90, stk. 2, inden for den deri fastsatte frist, i stedet for - som det faktisk skete - at forelaegge en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1.

27 Imidlertid sendte sagsoegeren den 24. september 1990 administrationen en skrivelse, som han betegnede som en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, og hvorved han anfaegtede indholdet af skrivelsen af 14. august 1990.

28 Ikke desto mindre paahviler det Retten at foretage den rette retlige kvalifikation af denne skrivelse, idet spoergsmaalet om, hvorvidt en skrivelse kan betegnes som en ansoegning eller som en klage, i henhold til retspraksis (jf. Rettens kendelse af 7.6.1991, sag T-14/91, Weyrich mod Kommissionen, Sml. II, s. 235, og Rettens dom af 20.3.1991, sag T-1/90, Pérez-Mínguez Casariego mod Kommissionen, Sml. II, s. 143) alene skal afgoeres af vedkommende retsinstans og ikke af parterne. Det forhold, at sagsoegeren betegnede sin skrivelse af 24. september 1990 som en ansoegning, er saaledes uden betydning.

29 Det bemaerkes videre, at i henhold til fast retspraksis foreligger der en klage, saafremt en tjenestemand ved en skrivelse klart giver udtryk for sit oenske om at faa sine klagepunkter afgjort i mindelighed uden udtrykkeligt at anmode om, at den anfaegtede afgoerelse traekkes tilbage (Domstolens dom af 28.5.1970, sag 30/68, Lacroix mod Kommissionen, Sml. s. 57; org.ref.: Rec. s. 301, og af 22.11.1972, sag 19/72, Thomik mod Kommissionen, Sml. s. 287; org.ref.: Rec. s. 1155). Der foreligger ligeledes en klage, saafremt en tjenestemand i en skrivelse klart giver udtryk for sit oenske om at anfaegte en bebyrdende retsakt (jf. Domstolens dom af 14.7.1988, forenede sager 23/87 og 24/87, Aldinger m.fl. mod Parlamentet, Sml. s. 4395, og Rettens ovennaevnte kendelse af 7.6.1991 i sagen Weyrich mod Kommissionen).

30 I denne sag fremgaar det af selve ordlyden af skrivelsen af 24. september 1990, at sagsoegeren oenskede at faa medhold i sine klagepunkter, og at han anfaegtede afgoerelsen af 14. august 1990, som indeholdt et klagepunkt imod ham. Foelgelig var skrivelsen af 24. september 1990 en klage efter vedtaegtens artikel 90, stk. 2, og ikke blot - som anfoert af sagsoegeren - en ansoegning efter vedtaegtens artikel 90, stk. 1.

31 Det kan herefter fastslaas, at den klage, der den 24. september 1990 blev indbragt over beslutningen af 14. august 1990, som klageren fik kendskab til den 3. september 1990, ikke blev for sent indbragt.

32 Det foelger imidlertid ogsaa heraf, at sagsoegerens oevrige skrivelser til Kommissionen, navnlig skrivelsen af 29. januar 1991, som han selv betegner som "klage", hverken kan anses for ansoegninger eller klager, men derimod for simple henvisninger til klagen af 24. september 1990. De kan saaledes ikke bevirke, at den administrative procedure forlaenges (jf. Rettens ovennaevnte kendelse af 7.6.1991 i sagen Weyrich mod Kommissionen).

33 Da de vedtaegtsmaessige frister som allerede bemaerket er bindende, maa Retten imidlertid af egen drift ogsaa tage stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt sagen kan fremmes til realitetsbehandling ikke blot under hensyntagen til fristen for indbringelse af klagen, men ogsaa under hensyntagen til datoen for indgivelsen af staevningen, nemlig den 23. september 1991. Det skal i denne forbindelse foerst undersoeges, hvornaar Kommissionen besvarede klagen af 24. september 1990.

34 Retten finder, at det er administrationens skrivelse af 29. oktober 1990, der var underskrevet af Llanso og blev sendt til sagsoegeren som svar paa dennes skrivelse af 24. september 1990, som maa betegnes som en beslutning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, andet afsnit. Det maa nemlig antages, at Llanso i sin egenskab af ekspeditionssekretaer i Generaldirektoratet for Personale og Administration var befoejet til at traeffe en saadan beslutning. Ved skrivelse af 13. december 1990 betegner administrationen netop den af Llanso underskrevne skrivelse af 14. august 1990 som "ansaettelsesmyndighedens officielle afgoerelse". Heraf foelger, at soegsmaalsfristen paa tre maaneder udloeb den 29. januar 1991.

35 Selv om Retten ikke maatte finde, at skrivelsen af 29. oktober 1990 kan betragtes som ansaettelsesmyndighedens beslutning, blev klagen stiltiende afvist den 24. januar 1991, nemlig efter udloebet af en frist paa fire maaneder i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, in fine. I saa fald udloeb soegsmaalsfristen paa tre maaneder den 24. april 1991.

36 I begge tilfaelde blev staevningen indgivet for sent den 23. september 1991.

37 Det bemaerkes videre, at Kommissionens skrivelse af 11. juni 1991 i besvarelse af Torre' s skrivelse af 29. januar 1991, som han betegner som klage, er uden betydning. Det fremgaar nemlig af fast retspraksis, at en udtrykkelig afvisning af en klage efter udloebet af den soegsmaalsfrist, der gaelder mht. den stiltiende afvisning, uden at indeholde noget nyt element vedroerende den retlige eller faktiske situation paa tidspunktet for den stiltiende afvisning blot er en bekraeftende retsakt, der ikke kan anses for en bebyrdende afgoerelse (jf. Domstolens dom af 25.6.1970, sag 58/69, Elz mod Kommissionen, Rec. s. 507, af 7.7.1971, sag 79/70, Muellers mod OESU, Sml. s. 161; org.ref.: Rec. s. 689, og af 10.12.1980, sag 23/80, Grasselli, Sml. s. 3709). I den foreliggende sag var fristen paa tre maaneder for at anlaegge soegsmaal til proevelse af den stiltiende afvisning af 24. januar 1991 udloebet den 11. juni 1991, og skrivelsen af denne dato indeholdt intet nyt moment vedroerende situationen paa tidspunktet for den stiltiende afvisning. Foelgelig er skrivelsen uden nogen som helst retsvirkning, som kan paaberaabes af sagsoegeren. Navnlig kunne den ikke bevirke, at soegsmaalsfristen igen begyndte at loebe.

38 Det kan herefter fastslaas, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

39 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger, jf. procesreglementets artikel 88.

Afgørelse


Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg, den 25. februar 1992.