RETTENS DOM (Første Afdeling)

26. januar 1995

Forenede sager T-90/91 og T-62/92

Henri de Compte

mod

Europa-Parlamentet

»Tjenestemænd — ophævelse af en afgørelse om erhvervssygdom — senere vedtagelse af en afgørelse om, at der ikke foreligger en erhvervssygdom — annullation«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-1

Angående:

Påstande om, for det første, annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 18. april 1991 om med tilbagevirkende laaft at ophæve afgørelsen af 24. januar 1991, hvorved Parlamentet havde anerkendt, at sagsøgeren led af en erhvervssygdom efter artikel 73 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber samt om, at Parlamentet tilpligtedes at betale ham det herfor tilkomne beløb (sag T-90/91), og for det andet, annullation af Parlamentets afgørelse af 20. januar 1992 om ikke at anerkende, at han led af en erhvervssygdom, samt at Parlamentet tilpligtedes at betale ham det herfor fastsatte beløb (sag T-62/92).

Udfald:

Frifindelse. Sagsøgte tilpligtet at betale sagsøgeren godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Resumé af dom

Den 18. januar 1988 pålagde ansættelsesmyndigheden sagsøgeren, tjenestemand ved Europa-Parlamentet, sanktionen degradation.

Den 14. juni 1988 anmodede sagsøgeren Parlamentet om at iværksætte proceduren med henblik på, at det blev konstateret, at han led af en erhvervssygdom, og tilkende ham de i henhold til vedtægtens artikel 73 herfor fastsatte ydelser. Det lægeudvalg, som blev nedsat i henhold til artikel 23 i ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, konkluderede i sin erklæring, udfærdiget den 22. januar 1991, at sagsøgeren:

Den 24. januar 1991 fastslog ansættelsesmyndigheden, at sagsøgeren var ramt af en erhvervssygdom, der medførte en delvis varig invaliditetsgrad på 40%, og besluttede at udbetale ham 9147091 BFR.

Den 18. april 1991 ophævede ansættelsesmyndigheden denne afgørelse med tilbagevirkende kraft under henvisning til, at afgørelsen »ville blive erstattet af en anden afgørelse efter dommen i den verserende sag C-26/89, De Compte mod Parlamentet«, som sagsøgeren havde anlagt til prøvelse af afgørelsen af 18. januar 1988, hvorved han blev pålagt sanktionen degradation. Denne ophævelse var hovedsagelig støttet på Domstolens dom af 21. januar 1987, Rienzi mod Kommissionen, hvorefter en sygdom kun kan anses for erhvervsmæssig, hvis den beror på den pågældendes korrekte udøvelse af tjenesten eller opgaver i forbindelse hermed. I henhold til lægeudvalgets erklæring beroede sagsøgerens sygdom på de anklager, som var foreholdt ham, og som havde ført til indledning af en disciplinærsag mod ham samt på den sanktion, som sagen endte med. Ansættelsesmyndigheden havde derfor, da den traf afgørelsen af 24. januar 1991, baseret sig på en fejlagtig fortolkning af begrebet »erhvervssygdom«, idet den havde lagt lægeudvalgets konklusioner til grund og havde derfor gjort sig skyldig i en fejlfortolkning af begrebet erhvervssygdom i vedtægtens artikel 73 og i nævnte ordnings artikel 3, stk. 2. Ansættelsesmyndigheden mente, at da den oprindelig havde støttet sig på en fejlagtig fortolkning af begrebet erhvervssygdom, kunne den med føje ophæve afgørelsen af 24. januar 1991 med tilbagevirkende kraft og således overholde vedtægtsbestemmelserne.

Den 17. oktober 1991 afsagde Retten dom i sag T-26/89. Dommen gav ikke sagsøgeren medhold i den sag, denne havde anlagt til prøvelse af sanktion om degradation, som var blevet anvendt på ham. Rettens dom blev appelleret til Domstolen den 16. december 1991. Appellen blev forkastet ved dom af 2. juni 1994, De Compte mod Parlamentet (præmis 9).

Den 20. januar 1992 efter Rettens dom af 17. oktober 1991 i sag T-26/89 vedtog ansættelsesmyndigheden den afgørelse, som var omtalt i afgørelsen af 18. april 1991, der vedrørte afgørelsen af 24. januar 1991. I afgørelsen af 20. januar 1992 lagde Parlamentet hovedsagelig til grund, at en sygdom kun kan anses for en erhvervssygdom, hvis den beror på den pågældendes korrekte udøvelse af arbejdsopgaverne, og fastslog endvidere, at sagsøgeren »ikke er ramt af en erhvervssygdom som anført i ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme«.

Påstanden i sag T-90/91 om annullation af afgørelsen af 18. april 1991

Lovligheden af den ophævede afgørelse af 24. januar 1991

Begrebet erhvervssygdom, som tjenestemanden har påberåbt sig, forudsætter en årsagssammenhæng mellem sygdommen og tjenestemandens arbejde eller arbejdsvilkår, idet de forhold, som ligger til grund for sygdommen, skal fremstå som konkretiseringen af en risiko, der er forbundet med udøvelsen af dette arbejde (præmis 39).

En patologisk tilstand kan ikke betegnes som en erhvervssygdom efter vedtægtens artikel 73 og nævnte ordnings artikel 3, når denne tilstand ikke har en tilstrækkelig direkte forbindelse med en risiko, der er forbundet med en tjenestemands udøvelse af arbejdet eller arbejdsvilkårene, men beror på forhold og omstændigheder, der ikke har forbindelse hermed, såsom adfærd i strid med forpligtelser, som tjenestemandsvedtægten pålægger tjenestemændene, og de disciplinære følger, som en sådan adfærd eventuelt medfører (præmis 40).

Henvisning til: Domstolen, 20. juni 1985, sag 118/84, Kommissionen mod Royale beige, Sml. s. 1889, præmis 17; Domstolen, 4. oktober 1991, sag C-185/90P, Kommissionen mod Gill, Sml. I, s. 4779; Domstolen, 12. januar 1983, sag 257/81, K. mod Rådet, Sml. s. 1, præmis 20; Domstolen, 21. januar 1987, sag 76/84, Rienzi mod Kommissionen, Sml. s. 315, præmis 20 og 21; Retten, 26. september 1990, sag T-122/89, F. mod Kommissionen, Sml. II, s. 517.

Konklusionerne i lægeudvalgets erklæring af 22. januar 1991 støttedes derfor på en fejlfortolkning af begrebet erhvervssygdom og ansættelsesmyndighedens afgørelse af 24. januar 1991, som var baseret på disse konklusioner, er behæftet med en formfejl, som muliggør dens annullation og følgelig dens ophævelse med tilbagevirkende kraft (præmis 46).

Henvisning til: Domstolen, 26. januar 1984, sag 189/82, Seiler m.fl. mod Rådet, Sml. s. 229.

Rimeligheden af fristen, inden for hvilken ophævelsen af afgørelsen af 24. januar 1991 skete

Ophævelsen af en retsstridig begunstigende retsakt er kun tilladt, såfremt den sker inden for en rimelig frist (præmis 51).

Henvisning til: Domstolen, 12. juli 1957, forenede sager 7/56 og 3/57-7/57, Algera m.fl. mod Den Fælles Forsamling, Sml. 1954-1964.s. 45, org. réf.: Rec. s. 81; Domstolen, 12. juli 1962, sag 14/61, Hoogovens mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 327, org. réf.: Rec. s 485 Domstolen, 13. juli 1965, sag 111/63, Lemmerz-Werkemod Den Høje Myndighed, Sml. 1965-1968 s. 111, org. réf.: Rec. s. 835; Domstolen, 3. marts 1982, sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749; Domstolen, 26. februar 1987, sag 15/85, Consorzio Cooperative d'Abruzzo mod Kommissionen, Sml. s. 1005; Domstolen, 20. juni 1991, sag C-248/89, Cargill mod Kommissionen, Sml. I, s. 2987; Domstolen, 20. juni 1991, sag C-365/89, Cargill, Sml. I, s. 3045.

Den frist, inden for hvilken Parlamentet har ophævet afgørelsen af 24. januar 1991, nemlig ca. to måneder og 25 dage, altså under tre måneder, kan ikke under de konkrete omstændigheder anses for urimelig, idet sagsøgeren allerede i marts 1991 var blevet underrettet om den tvivl, som ansættelsesmyndigheden havde med hensyn til afgørelsens lovlighed (præmis 52 og 53).

Overholdelse af sagsøgerens berettigede forventning om den ophævede afgørelses lovlighed

Administrationens ret til at ophæve en retsstridig retsakt begrænses af nødvendigheden af at respektere den berettigede forventning hos adressaten, som har kunnet forlade sig på retsaktens lovlighed, idet man ellers på grund af formodningen om endog retsstridige forvaltningsakters gyldighed, vil tilsidesætte principperne om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning (præmis 59).

Henvisning til: Alpha Steel mod Kommissionen, Cargill mod Kommissionen og Consorzio Cooperative d'Abruzzo mod Kommissionen, nævnt ovenfor.

Sagsøgeren var allerede inden midten af marts 1991, altså halvanden måned efter afgørelsens vedtagelse, blevet oplyst om, at gennemførelsen heraf, nemlig betalingen af det beløb, der var tilkendt ham efter vedtægtens artikel 73, var tvivlsom på grund af den retsstridighed, den kunne være behæftet med. Sagsøgeren havde derfor ikke på det tidspunkt, da Parlamentet foretog den omtvistede ophævelse, kunnet nære nogen berettiget forventning om den ophævede afgørelses lovlighed (præmis 59).

Da det imidlertid drejer sig om en sag, hvor Retten har fuld prøvelsesret, må sagsøgte i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 1, selv om der ikke er nedlagt nogen påstand herom, ex officio dømmes til at betale sagsøgeren godtgørelse for den skade, denne er blevet forvoldt ved en tjenestefejl, der består i, at Parlamentet først efter en utilstrækkelig gennemgang af sagsøgerens ansøgning erkendte, at denne led af en erhvervssygdom, og dernæst kort tid efter fremsatte forbehold om afgørelsens lovlighed og gennemførelse samt endelig ophævede denne, idet disse forhold har kunnet indebære, at sagsøgeren var usikker og ængstelig med hensyn til hans rettigheder til at oppebære det fastsatte beløb ved erhvervssygdom, hvorved Parlamentet, når henses til sagsøgerens psykiske skrøbelighed har kunnet forvolde ham en yderligere psykisk lidelse, som gør ham berettiget til godtgørelse for ikke-økonomisk skade (præmis 64 til 68).

Henvisning til: Domstolen, 9. juli 1970, sag 23/69, Fiehnmod Kommissionen.Sml. 1970, s. 95, org. réf.: Rec. s. 547; Domstolen, 5. juni 1980, sag 24/79, Oberthürmod Kommissionen, Sml. s. 1743; Retten, 8. november 1990, sag T-73/89, Barbi mod Kommissionen, Sml. II, s. 619; Retten, 24. januar 1991, sag T-63/89, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 19, præmis 37; Retten, 24. januar 1991, sag T-27/90, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 35, præmis 49.

Påstanden i sag T-62/92 om annullation af afgørelsen af 20. januar 1992

Retten fastslår, at henset til Rettens konstateringer i sag T-90/91 vedrørende den korrekte fortolkning af begrebet erhvervssygdom, og til det forhold, at princippet om den berettigede forventning ikke er tilsidesat, samt til, at det forløbne tidsram mellem afgørelsen af 24. januar 1991, der blev ophævet, og afgørelsen af 20. januar 1992, er rimeligt, kan sagsøgeren ikke gives medhold i denne påstand (præmis 27 til 81).

Retten finder endelig, at den anfægtede afgørelse, når henses til dens indhold, nemlig afslag på at anerkende, at sagsøgeren lider af en erhvervssygdom, under alle omstændigheder retligt havde kunnet være vedtaget af ansættelsesmyndigheden alene på grundlag af en korrekt fortolkning af begrebet erhvervssygdom, hvorfor enhver anden begrundelse for vedtagelsen heraf kun kunne være overflødig (præmis 82).

Konklusion: