61991A0084

++++

1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° erstatningssoegsmaal ° administrativ procedure ° forloebet heraf forskelligt alt efter, om der foreligger en bebyrdende akt eller ej

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

2. Tjenestemaend ° soegsmaal ° forudgaaende administrative klage ° samme genstand ° krav om annullation og godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade fremsat i klagen ° krav om erstatning for materielt tab fremsat foerste gang for Retten ° udvidelse af tvistens genstand ° foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

3. Tjenestemaend ° soegsmaal ° annullationsdom ° virkninger ° annullation af afslag paa en ansoegning ° administrationens forpligtelser ° undladelse af at traeffe konkrete foranstaltninger for at raade bod paa den over for den paagaeldende begaaede ulovlighed ° tjenestefejl ° godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade

(EOEF-traktaten, art. 176; tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

1. Naar en tjenestemand vil anlaegge erstatningssoegsmaal mod den institution, hvori han er ansat, er der forskel paa den forudgaaende administrative procedure, som skal foelges efter vedtaegten, naar det tab, som kraeves erstattet, beror paa en akt, der indeholder et klagepunkt ifoelge vedtaegtens artikel 90, stk. 2, og den procedure, som skal foelges, naar tabet beror paa handlinger, som ikke har karakter af afgoerelser. I det foerste tilfaelde er det en betingelse for at fremme erstatningssoegsmaalet til realitetsbehandling, at den paagaeldende inden for de fastsatte frister indgiver en klage til ansaettelsesmyndigheden over den akt, som har medfoert det paastaaede tab, og har anlagt sag inden en frist paa tre maaneder efter det tidspunkt, hvor klagen er blevet afvist. I det andet tilfaelde derimod skal den administrative procedure, som skal foelges forud for erstatningssoegsmaalet, ifoelge vedtaegtens artikel 90 og 91 indeholde to faser, nemlig foerst en ansoegning og derefter en klage over den udtrykkelige eller stiltiende afvisning af denne ansoegning.

2. Paastanden om tilkendelse af erstatning for oekonomisk og ikke-oekonomisk skade, som er forvoldt en tjenestemand ved en afgoerelse fra administrationen, og som er fremsat under et erstatningssoegsmaal, skal, henset til bestemmelsen om, at den forudgaaende administrative klage og soegsmaalet skal have samme genstand, ikke anses for forskellige fra paastande, der dels tilsigter annullation af denne afgoerelse, og dels tilsigter tilkendelse af erstatning for ikke-oekonomisk skade, som den paagaeldende har lidt, og som er fremsat i klagen.

Det maa nemlig erkendes, at en paastand om annullation af en afgoerelse, der indeholder et klagepunkt, og som er fremsat i klagen, kan indebaere en paastand om erstatning for oekonomisk og ikke-oekonomisk skade, som afgoerelsen har kunnet forvolde.

3. Det tilkommer den institution, der har udstedt den annullerede akt, i henhold til traktatens artikel 176 at bestemme, hvilke foranstaltninger der skal gennemfoeres for at opfylde annullationsdommen. Ved udoevelsen af dette skoen skal den administrative myndighed overholde saavel de faellesskabsretlige bestemmelser som konklusionen og praemisserne i den dom, den skal opfylde.

Naar en afgoerelse om afslag paa en tjenestemands ansoegning til en udvaelgelsesproeve, baseret paa interne, vedtaegtsstridige regler, er blevet annulleret af Retten, ophaever institutionens vedtagelse af nye interne regler, der skal finde anvendelse i fremtiden, ikke for den paagaeldende ansoeger, som ikke har profiteret af nogen tilbagevirkende gyldighed af de interne regler, foelgerne af den over for vedkommende begaaede ulovlighed. Heraf foelger, at administrationen skal traeffe konkrete foranstaltninger for at raade bod paa denne ulovlighed, og ikke kan paaberaabe sig praktiske vanskeligheder, som saadanne foranstaltninger kan indebaere, for at unddrage sig denne forpligtelse. Administrationen skal nemlig i henhold til den skoensbefoejelse, den tillaegges ved traktatens artikel 176, traeffe et valg mellem de forskellige relevante foranstaltninger og herved forene tjenestens interesse med noedvendigheden af at raade bod paa den uret, vedkommende har lidt.

Administrationens afgoerelse om ikke at traeffe konkrete foranstaltninger i forhold til sagsoegeren ud over aendringen uden tilbagevirkende kraft af de almindelige interne regler er en tilsidesaettelse af traktatens artikel 176 og udgoer en tjenestefejl. Administrationen er derfor forpligtet til at erstatte den ikke-oekonomiske skade, som den paagaeldende tjenestemand har lidt, der med foeje kan kraeve, at institutionen bestraeber sig paa at afhjaelpe foelgende af den over for tjenestemanden begaaede ulovlighed.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den 22. februar 1988 offentliggjorde Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet") meddelelse om intern udvaelgelsesproeve B/164 med henblik paa ansaettelse af assistenter (m/k) i stillingsgruppe B5/B4.

2 Paa davaerende tidspunkt arbejdede sagsoegeren som midlertidigt ansat for en politisk gruppe i Parlamentet. Efter sin ansaettelse var hun blevet optaget paa en reserveliste, der efter en almindelig udvaelgelsesproeve i Parlamentet var oprettet med henblik paa senere ansaettelse i kategori C. Hun indgav ansoegning til udvaelgelsesproeve B/164.

3 Hendes ansoegning blev afslaaet af Parlamentets generalsekretaer med den begrundelse, at det i de interne tjenstlige regler vedroerende ansaettelse af tjenestemaend, midlertidigt ansatte, hjaelpeansatte og lokalt ansatte, der var vedtaget af Parlamentets Udvidede Praesidium i 1979, var fastsat, at "midlertidigt ansatte, som ved ansaettelsen ikke er opfoert paa de reservelister, der er oprettet efter eksterne almindelige udvaelgelsesproever, ikke har adgang til at deltage i interne udvaelgelsesproever".

4 Den 23. november 1988 anlagde sagsoegeren og 17 andre ansoegere sag i anledning af beslutningerne om at afslaa deres ansoegninger. De nedlagde herunder bl.a. paastand om "... at afgoerelsen truffet af generalsekretaeren for Parlamentet, hvorved sagsoegerne naegtes adgang til at deltage i den interne udvaelgelsesproeve B/164, annulleres, og ansoegerne gives tilladelse til at deltage i udvaelgelsesproeven ...". Ved dom af 8. november 1990 (sag T-56/89, Bataille m.fl. mod Parlamentet, Sml. II, s. 597) statuerede Retten foelgende: "Parlamentets afgoerelser, hvorved sagsoegerne naegtes adgang til at deltage i den interne udvaelgelsesproeve B/164, annulleres." Dommen er nu retskraftig.

5 Under retsforhandlingerne i sag T-56/89, nemlig den 27. februar 1989, aendrede Parlamentet sine interne tjenstlige regler vedroerende ansaettelse af tjenestemaend og andre ansatte. Ifoelge de nye regler er midlertidigt ansatte ikke laengere udelukket fra at deltage i interne udvaelgelsesproever, men de skal i almindelighed opfylde et anciennitetskriterium og have vaeret ansat syv aar i institutionen for at faa adgang til proeverne paa samme betingelser som tjenestemaend. Disse nye regler traadte i kraft den 1. april 1989. De fik ikke tilbagevirkende kraft. Derfor afvikledes proeverne i forbindelse med den interne udvaelgelsesproeve B/164 den 6. marts 1989, uden at sagsoegerne i sag T-56/89 fik adgang til at deltage.

6 Retten har af egen drift gennemgaaet sagsoegerens egne akter. Heraf fremgaar det, at sagsoegeren, der havde vaeret midlertidigt ansat siden den 1. oktober 1981, blev indplaceret i loenklasse C1 pr. 1. januar 1986. Med virkning fra den 1. februar 1989 blev hun udnaevnt som tjenestemand paa proeve i loenklasse C4, loentrin 3. Pr. 1. august 1989 blev hun fastansat som tjenestemand i samme loenklasse og -trin. Pr. 1. september 1989 blev sagsoegeren midlertidigt ansat i anden stilling i tjenestens interesse i Parlamentets Socialistgruppe, hvor hun blev indplaceret i loenklasse C1, loentrin 3. Siden den 1. maj 1991 har hun vaeret indplaceret paa loentrin 4 i loenklasse C1.

7 Den 15. januar 1991 tilstillede Meskens' advokat Parlamentets generalsekretaer en skrivelse med anmodning om at faa oplyst, "hvilke foranstaltninger Parlamentet havde truffet i medfoer af artikel 176 i EOEF-traktaten som foelge af den af Retten i Foerste Instans, Femte Afdeling, den 8. november 1990 afsagte dom".

8 Ved en ny skrivelse af 1. marts 1991 henviste sagsoegerens advokat til sin skrivelse af 15. januar og anmodede paa ny generalsekretaeren om at faa oplyst, hvilke foranstaltninger Parlamentet havde truffet som foelge af naevnte dom. Den 20. marts og den 19. april sendte sagsoegerens advokat endnu to skrivelser til Parlamentets generalsekretaer. I den sidste af disse hed det: "Faar jeg ikke meddelelse om, hvilke foranstaltninger Parlamentet har truffet i medfoer af ovennaevnte dom, vil jeg se mig noedsaget til at raade min klient til at indbringe klage og eventuelt anlaegge annullationssag med paastand om, at det statueres, at Parlamentet har tilsidesat sine forpligtelser ved ikke at traeffe de foranstaltninger, som er noedvendige til opfyldelse af dommen."

9 Denne skrivelse krydsede en skrivelse, som generalsekretaeren sendte til sagsoegerens advokat den 19. april 1991, og som var affattet som foelger:

"For saa vidt angaar opfyldelsen af Bataille-dommen bemaerkes, at Europa-Parlamentet allerede inden dommens afsigelse havde aendret praksis med hensyn til betingelserne for midlertidigt ansattes adgang til at deltage i interne udvaelgelsesproever ved den 15. marts 1989 at have vedtaget nye interne regler.

En grundig gennemgang af de principper, Retten i Foerste Instans har fastsat i sin dom, giver grund til at antage, at Parlamentets nye interne regler maa anses for at vaere i overensstemmelse med vedtaegtsbestemmelserne samt Faellesskabets glaedende retspraksis paa omraadet.

Heraf foelger, at institutionen ved gennemfoerelsen af disse regler har opfyldt den forpligtelse, der paahviler den ifoelge artikel 176 i EOEF-traktaten."

10 Den 30. april 1991 tilsendte sagsoegerens advokat generalsekretaeren en ny skrivelse, hvori han anerkendte modtagelsen af skrivelsen af 19. april 1991 og paa ny anmodede om at faa oplyst, hvilke foranstaltninger Parlamentet havde truffet til opfyldelse af dommen. Han anfoerte, at sagsoegeren ville indbringe klage "over Parlamentets afgoerelse om ikke at opfylde dommen", saafremt der ikke forelaa et svar senest den 5. maj.

11 Ved anbefalet skrivelse, som blev modtaget den 17. juli 1991 af Parlamentet, tilsendte sagsoegeren ansaettelsesmyndigheden i den sagsoegte institution et dokument med overskriften "klage indbragt i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2 ..." over "Europa-Parlamentets afgoerelse om ikke at traeffe de foranstaltninger, som er noedvendige til opfyldelse af Rettens dom af 8. november 1990 ... i sag T-56/89".

12 Med hensyn til klagens antagelse til realitetsbehandling gjorde sagsoegeren gaeldende, at hun havde ventet i et rimeligt tidsrum for at give institutionen mulighed for at traeffe de foranstaltninger, som dommens opfyldelse indebar, og at hun derefter flere gange havde anmodet om at faa oplysning om de trufne foranstaltninger. Da hun fandt, at generalsekretaerens svar paa hendes advokats skrivelse af 1. marts 1991 var negativt og udgjorde en akt, der indeholdt et klagepunkt, understregede hun, at hendes klage over akten var indbragt inden for en frist paa tre maaneder fra den dag, hvor hun havde faaet kendskab til den.

13 Med hensyn til sagens realitet haevdede sagsoegeren under henvisning til traktatens artikel 176, at Parlamentet i medfoer af dommen var forpligtet til at genoptage den interne udvaelgelsesproeve B/164 for samtlige sagsoegere i sag T-56/89, til paa ny at lade udvaelgelseskomitéen behandle deres ansoegninger paa grundlag af principperne i den paagaeldende dom og til inden for rammerne af de befoejelser, der tillaegges det ved vedtaegten, at kontrollere, at de skriftlige og mundtlige proever, som udvaelgelseskomitéen skulle organisere specielt for de sagsoegere, der fik adgang, blev afholdt. Ifoelge sagsoegeren kunne vedtagelsen af nye interne regler, som hun selv og de 17 andre sagsoegere i sag T-56/89 ikke havde kunnet profitere af, da de ikke havde tilbagevirkende kraft, ikke anses for tilstraekkelig til at opfylde kravene i henhold til traktatens artikel 176.

14 Sagsoegeren erklaerede afslutningsvis:

"Af det ovenfor anfoerte fremgaar det, at Europa-Parlamentet har tilsidesat sine forpligtelser ved ikke at have truffet de foranstaltninger, som er noedvendige til opfyldelse af dommen af 8. november 1990, for saa vidt angaar klageren.

Klageren kraever derfor denne afgoerelse annulleret og kraever, at Europa-Parlamentet traeffer de noedvendige foranstaltninger for at indkalde udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve B/164, saaledes at denne kan behandle hendes ansoegning paa ny og i givet fald arrangere nye proever, som hun kan deltage i.

Europa-Parlamentets afgoerelse om ikke at vedtage naevnte foranstaltninger indebaerer ubestrideligt et betydeligt, ikke-oekonomisk tab for klageren; et tab, der kan sidestilles med det, de tjenestemaend lider, hvis normale karriereforloeb forstyrres af, at deres bedoemmelse ikke udarbejdes inden for de saedvanlige frister.

Klageren kraever derfor, at der tilkendes hende et beloeb paa 100 ECU om dagen fra datoen for indbringelsen af denne klage og indtil udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve B/164 traeder sammen for at behandle hendes ansoegning paa baggrund af Rettens dom."

Retsforhandlinger

15 Da den sagsoegte institution ikke havde besvaret denne skrivelse inden fire maaneder, anlagde sagsoegeren denne sag ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 19. november 1991.

16 Den 26. november 1991 tilstillede generalsekretaeren sagsoegeren en skrivelse med foelgende ordlyd:

"Jeg har med stor interesse gennemgaaet Deres skrivelse af 17. juli 1991, som De betegner som en klage.

Tillad mig for det foerste at henlede Deres opmaerksomhed paa, at De med denne skrivelse for foerste gang konkret har givet udtryk for Deres oensker med hensyn til opfyldelsen af dommen i ovennaevnte sag. Foelgelig maa jeg betragte skrivelsen ikke som en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, men som en ansoegning i henhold til artikel 90, stk. 1, i tjenestemandsvedtaegten.

Med hensyn til ansoegningens berettigelse bemaerkes, at formaalet med ansoegningen ifoelge Deres brev er at 'indkalde udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve B/164, saaledes at denne kan behandle Deres ansoegning paa ny og i givet fald arrangere nye proever, som De kan deltage i' .

Som bekendt havde sagsoegerne i sagen Bataille m.fl., heriblandt Dem selv, i forbindelse med deres sag fremsat et lignende krav om adgang til at deltage i udvaelgelsesproeve B/164. Selv om sagsoegerne fik medhold i deres sag, blev dette krav ikke taget til foelge.

Det fremgaar heraf, at Bataille-dommen ikke udgoer noget retsgrundlag for Deres ansoegning af 17. juli 1991, hvorfor denne ikke kan betragtes som berettiget.

Jeg beklager ikke at kunne give Dem medhold i Deres skrivelse [hoeflighedsformular]."

17 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Ved skrivelse af 22. januar 1992 har sagsoegeren givet afkald paa at afgive replik.

18 Ved indlaeg indgivet til Rettens Justitskontor den 5. februar 1992 har Union syndicale-Bruxelles indgivet begaering om tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegerens paastande. Ved kendelse af 12. marts 1992 har Retten (Femte Afdeling) imoedekommet denne begaering. Intervenienten indgav sit interventionsindlaeg den 7. maj 1992, hvorefter formanden for Femte Afdeling besluttede, at der ikke var grund til at fastsaette en frist, inden for hvilken parterne skulle besvare det. Den skriftlige forhandling blev saaledes afsluttet paa denne dato.

19 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Paa Rettens anmodning har sagsoegte fremlagt genpart af de to skrivelser, som sagsoegerens advokat havde tilsendt Parlamentets generalsekretaer den 19. og 30. april 1991, og som parterne havde henvist til i deres indlaeg.

20 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

1) Det fastslaas, at Europa-Parlamentet har tilsidesat sine forpligtelser, idet det ikke har truffet de foranstaltninger, som var noedvendige til opfyldelse af den af Retten i Foerste Instans den 8. november 1990 afsagte dom i sag T-56/89.

2) Europa-Parlamentet doemmes til at betale sagsoegeren et beloeb paa 100 ECU pr. dag fra den 17. juli 1991, datoen for indbringelse af klagen, og indtil foranstaltningerne til opfyldelse af dommen er truffet.

3) Sagsoegte betaler sagens omkostninger.

21 Europa-Parlamentet har nedlagt foelgende paastande:

° Afvisning, subsidiaert frifindelse.

° Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger i medfoer af gaeldende regler.

22 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

° Paastandene i den af sagsoegeren anlagte annullationssag tages til foelge.

° Sagsoegte betaler sagens omkostninger, herunder de af intervenienten afholdte omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

23 Parlamentet har fremsat to formalitetsindsigelser. For det foerste mener det, at der ikke har foreligget nogen klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), hvorfor en afgoerende betingelse for sagens antagelse til realitetsbehandling ikke er opfyldt. Ifoelge Parlamentet er sagsoegerens skrivelse af 17. juli 1991, benaevnt "klage", i virkeligheden en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1. I denne forbindelse erindrer Parlamentet om, at der alene kan indbringes klage over en akt, der indeholder et klagepunkt, enten en afgoerelse truffet af ansaettelsesmyndigheden, eller dennes undladelse af at traeffe en ved vedtaegten paabudt foranstaltning. Den sagsoegte institution har understreget, at sagsoegeren foerste gang ved denne skrivelse anmodede Parlamentet om paa ny at indkalde udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve B/164, for at denne kunne gennemgaa hendes ansoegning paa ny og i givet fald afholde nye proever for hende. Institutionen har anfoert, at den saaledes ikke tidligere har haft lejlighed til at tage stilling til dette konkrete "oenske", hvorfor den paagaeldende skrivelse ikke kan betragtes som en klage.

24 I besvarelse af et spoergsmaal fra Retten har sagsoegtes repraesentant i retsmoedet udtalt, at Parlamentet havde anset skrivelsen af 19. april 1991 fra generalsekretaeren for en afgoerelse, imod hvilken der kunne indbringes en klage. Senere har han aendret standpunkt og anfoert, at Parlamentet havde anset denne skrivelse for et svar paa en ansoegning forelagt af sagsoegeren i medfoer af vedtaegtens artikel 25.

25 Parlamentet har for det andet gjort gaeldende, at formaalet med den foreliggende sag er forskelligt fra formaalet med den administrative procedure. Det har henledt Rettens opmaerksomhed paa, at sagsoegeren under den administrative procedure havde anmodet ansaettelsesmyndigheden om at traeffe konkrete administrative foranstaltninger, mens den af hende anlagte sag drejer sig om tilkendelse af erstatning.

26 Sagsoegeren finder, at hendes sag kan antages til realitetsbehandling. Hun har understreget, at hun ventede i et rimeligt tidsrum, foerend hun henvendte sig til administrationen for at faa oplyst, hvilke foranstaltninger den havde truffet for at opfylde dommen i sag T-56/89. Hun har derefter anfoert, at hun indbragte sin klage inden for en frist paa tre maaneder fra den dato, hvor hun fik kendskab til generalsekretaerens svar paa den skrivelse, hvori hun havde anmodet om en redegoerelse for de naevnte foranstaltninger. Ifoelge sagsoegeren blev denne klage stiltiende afvist den 17. november 1991, hvorfor sagen er anlagt inden for de i vedtaegten fastsatte frister.

27 I retsmoedet har hun tilfoejet, at da Parlamentet i medfoer af traktatens artikel 176 var forpligtet til at traeffe de foranstaltninger, som var noedvendige til opfyldelse af Rettens dom, var en forudgaaende ansoegning fra hendes side unoedvendig, da tilsidesaettelsen af denne forpligtelse i sig selv udgjorde en akt indeholdende et klagepunkt.

28 Paa Rettens anmodning har sagsoegerens repraesentant endvidere understreget, at hendes soegsmaal skal fortolkes som et erstatningssoegsmaal og ikke et annullationssoegsmaal, og at hendes foerste paastand gaar ud paa at faa fastslaaet den tjenestefejl, som efter hendes opfattelse har forvoldt hende det tab, hun kraever erstatning for.

29 Intervenienten finder ikke, at Parlamentet med foeje kan betegne den skrivelse med benaevnelsen "klage", som sagsoegeren havde tilsendt Parlamentet den 17. juli 1991, som en ansoegning. Ifoelge intervenienten er Parlamentets afgoerelse om ikke at traeffe de foranstaltninger, som er noedvendige til opfyldelse af Rettens dom i sag T-56/89, uomtvisteligt en akt indeholdende et klagepunkt, hvorfor der i det foreliggende tilfaelde ikke er grund til at indgive en forudgaaende ansoegning.

Rettens bemaerkninger

30 Det skal for det foerste bemaerkes, at denne erstatningssag i medfoer af vedtaegtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, er omfattet af Rettens fulde proevelsesret. I modsaetning til, hvad der ville vaere tilfaeldet ved en annullationssag (jf. Domstolens dom af 10.12.1969, sag 12/69, Wonnerth mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 167; org. ref.: Rec. s. 577, paa s. 584, og af 13.7.1989, sag 108/88, Jaenicke-Cendoya mod Kommissionen, Sml. s. 2711, paa s. 2737), er Retten saaledes kompetent til i denne sag at tage stilling til sagsoegerens foerste paastand om, at Retten fastslaar, at der er begaaet en tjenestefejl (jf. Rettens dom af 27.6.1991, sag T-156/89, Valverde mod Domstolen, Sml. II, s. 407, praemis 141).

31 For saa vidt angaar staevningens anden paastand maa det undersoeges, om der er tale om en erstatningspaastand eller om en paastand om, at Retten doemmer sagsoegte til at betale dagboeder for at tvinge institutionen til at traeffe de foranstaltninger, som ifoelge sagsoegeren er noedvendige til opfyldelse af dommen i sag T-56/89. Da Retten ikke har hjemmel til at idoemme saadanne tvangsboeder, boer en paastand herom uden videre afvises. Sagsoegerens paastand om, at Parlamentet skal betale hende et vist beloeb pr. dag, indtil det traeffer de af hende oenskede foranstaltninger, minder umiddelbart for saa vidt angaar funktion og beregningsmaade om paalaeggelse af tvangsboeder. Men paastanden boer fortolkes paa baggrund af den i staevningen indeholdte erklaering, ifoelge hvilken sagsoegeren vurderer det af hende lidte tab efter ret og billighed "til 100 ECU om dagen fra datoen for indbringelsen af klagen og indtil udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve B/164 traeder sammen for paa ny at gennemgaa hendes ansoegning ...". Paa grundlag af denne erklaering kan sagsoegerens paastand om, at der udbetales hende et vist beloeb pr. dag, betragtes som en paastand om erstatning, hvori det angives, hvorledes omfanget af hendes tab ifoelge sagsoegeren boer beregnes.

32 I oevrigt har sagsoegeren i retsmoedet bekraeftet, at hun alene har haft til hensigt at anlaegge en erstatningssag. Dette udsagn bekraeftes af, at hun ikke har paastaaet Parlamentet doemt til at traeffe bestemte foranstaltninger til opfyldelse af dommen i sag T-56/89. Og kun i forbindelse med en saadan paastand, som heller ikke har faellesskabsretlig hjemmel, kan den anden paastand fortolkes som en paastand om, at Parlamentet idoemmes tvangsboeder.

33 Derefter maa det undersoeges, om der i denne sag har fundet en forudgaaende administrativ procedure sted i henhold til vedtaegtens artikel 90 og 91. Herved bemaerkes, at der er forskel paa den forudgaaende administrative procedure, som skal foelges efter vedtaegten, naar det tab, som kraeves erstattet, beror paa en akt, der indeholder et klagepunkt ifoelge vedtaegtens artikel 90, stk. 2, og den procedure, som skal foelges, naar tabet paastaas at bero paa handlinger, som ikke har karakter af afgoerelser. I det foerste tilfaelde er det en betingelse for at fremme erstatningssoegsmaalet til realitetsbehandling, at den paagaeldende inden for de fastsatte frister har indgivet en klage til ansaettelsesmyndigheden over den akt, som har medfoert det paastaaede tab, og har anlagt sag inden en frist paa tre maaneder efter det tidspunkt, hvor klagen er blevet afvist (jf. dom af 22.10.1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. s. 1171, paa s. 1182 ff.). I det andet tilfaelde derimod skal den administrative procedure, som skal foelges forud for erstatningssoegsmaalet, ifoelge vedtaegtens artikel 90 og 91 indeholde to faser, nemlig foerst en ansoegning og derefter en klage over den udtrykkelige eller stiltiende afvisning af denne ansoegning (jf. Rettens kendelse af 25.2.1992, sag T-64/91, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 243, praemis 32 ff.).

34 Sagsoegeren har vedroerende sagens realitet anfoert to tilfaelde, hvor Parlamentets adfaerd efter hendes opfattelse er aarsag til det tab, hun kraever erstattet, nemlig dels afgoerelsen om ikke at give hende adgang til at deltage i proeverne i forbindelse med udvaelgelsesproeve B/164; en afgoerelse, der blev annulleret ved Rettens dom i sag T-56/89, og dels afgoerelsen om ikke i forhold til hende at traeffe de foranstaltninger, som er noedvendige til opfyldelse af naevnte dom. Det maa konstateres, at den skrivelse med benaevnelsen "klage", der blev indgivet af sagsoegeren den 17. juli 1991, kun vedroerte sidstnaevnte tilfaelde. Til gengaeld var det tab, der eventuelt var forvoldt ved den ved dom i sag T-56/89 annullerede afgoerelse, ikke genstand for en administrativ procedure foer anlaeggelsen af denne sag. Derfor kan der ikke kraeves erstatning for dette tab i forbindelse med denne sag, som alene tager sigte paa erstatning for det tab, som sagsoegeren mener at have lidt paa grund af Parlamentets naegtelse af at opfylde dommen i sag T-56/89.

35 Det maa derfor afgoeres, om skrivelsen af 19. april 1991 fra Parlamentets generalsekretaer til sagsoegerens advokat udgoer en afgoerelse og saaledes en akt, der indeholder et klagepunkt i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, eller om der er tale om en simpel meddelelse, hvorved administrationen blot underretter sagsoegeren om den holdning, ansaettelsesmyndigheden vil indtage til sin tid i form af en formel afgoerelse, og som derfor ikke kan paavirke sagsoegerens retsstilling.

36 I denne forbindelse maa man foerst se paa den retlige baggrund for naevnte skrivelse. Ansaettelsesmyndigheden havde ved ikke at give sagsoegeren adgang til at deltage i udvaelgelsesproeve B/164 truffet en individuel afgoerelse vedroerende hende. Denne afgoerelse blev annulleret ved Rettens dom i sag T-56/89. Foelgelig skulle ansaettelsesmyndigheden paa ny tage stilling til sagsoegerens ansoegning til den paagaeldende udvaelgelsesproeve, som der endnu ikke var truffet nogen afgoerelse om. Der skulle derfor traeffes en ny afgoerelse, der drog konsekvenserne af Rettens dom.

37 Retten fastslaar, at det klart fremgaar af ordlyden af skrivelsen af 19. april 1991, at Parlamentet fandt, at vedtagelsen af dets nye regler for ansaettelse af tjenestemaend og andre ansatte havde overfloediggjort andre konkrete foranstaltninger til gennemfoerelse af dommen i sag T-56/89, og at ansaettelsesmyndigheden derfor ikke agtede at traeffe nye foranstaltninger. Det skal tilfoejes, at denne stillingtagen ifoelge selve skrivelsen var resultatet af en "grundig gennemgang" af Rettens dom.

38 Sagsoegeren var saaledes berettiget til, som det fremgaar af hendes skrivelse af 30. april 1991, at mene, at generalsekretaerens skrivelse indeholdt ansaettelsesmyndighedens endelige beslutning om ikke at traeffe nogen individuel foranstaltning for hendes vedkommende efter Rettens dom. Under disse omstaendigheder kan det forhold, at koncipisten af skrivelsen eventuelt alene havde til hensigt at orientere sagsoegeren, ikke veje tungere end skrivelsens objektive indhold (jf. Rettens dom af 8.3.1990, sag T-28/89, Maindiaux mod OESU, Sml. II, s. 59, paa s. 71).

39 Det er herved uden betydning, om sagsoegeren i forvejen havde forelagt ansaettelsesmyndigheden en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, om at traeffe konkrete foranstaltninger. Der er nemlig intet til hinder for, at ansaettelsesmyndigheden meddeler en tjenestemand en afgoerelse, selv om denne ikke har indgivet en ansoegning eller alene har anmodet om at blive orienteret om ansaettelsesmyndighedens hensigter vedroerende ham.

40 Under disse omstaendigheder skulle sagsoegeren inden for den tremaanedersfrist, der er fastsat i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, have indbragt en klage til ansaettelsesmyndigheden over beslutningen om ikke at traeffe konkrete foranstaltninger for hendes vedkommende til opfyldelse af dommen i sag T-56/89.

41 Retten fastslaar, at sagsoegeren i sin anbefalede skrivelse af 17. juli 1991 har kraevet ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 19. april 1991 annulleret. Der er her tale om en typisk klage. Ganske vist har sagsoegeren herudover anmodet om vedtagelse af konkrete foranstaltninger, hvilket naermere svarer til en ansoegning. Men dette, at sagsoegeren har meddelt ansaettelsesmyndigheden, hvilke konsekvenser der efter hendes opfattelse skulle drages af den oenskede annullation, er ikke til hinder for, at man kan betegne hendes henvendelse som en klage.

42 Det samme gaelder paastanden om erstatning for det ikke-oekonomiske tab, som afgoerelsen af 19. april 1991 efter sagsoegerens mening har forvoldt hende. En tjenestemand, til hvis skade der er vedtaget en akt, der indeholder en klagepunkt, kan nemlig vaelge mellem at anlaegge et annullationssoegsmaal eller et erstatningssoegsmaal eller begge samtidig (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 22.10.1985, sag 9/75, Meyer-Burckhardt). Denne regel finder anvendelse baade under behandlingen for de doemmende myndigheder og under den administrative procedure.

43 Sagsoegerens klage blev stiltiende afvist ved udloebet af en frist paa fire maaneder fra datoen for dens indbringelse, dvs. den 17. november 1991. Foelgelig er sagen, der blev anlagt den 19. november 1991, anlagt inden for de i vedtaegten fastsatte frister.

44 I oevrigt fremgaar det af det ovenfor anfoerte, at de paastande, der er nedlagt i forbindelse med denne erstatningssag, ikke har nogen anden genstand end paastandene i klagen. Sagsoegeren har nemlig allerede kraevet erstatning i sin klage. Ganske vist indeholdt klagen ikke krav om, at det skulle fastslaas, at der var begaaet en tjenestefejl, eller krav om erstatning for et paastaaet oekonomisk tab, men sagsoegerens paastand om annullation af den afgoerelse, der var truffet vedroerende hende, kan indebaere et krav om erstatning for saavel det oekonomiske som det ikke-oekonomiske tab, som denne afgoerelse maatte have forvoldt hende (jf. Domstolens dom af 10.3.1989, sag 126/87, Del Plato mod Kommissionen, Sml. s. 643, 663).

45 Heraf foelger, at der har fundet en administrativ procedure sted i henhold til vedtaegten, hvorfor denne erstatningssag kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

Parternes argumenter

46 Sagsoegeren har til stoette for sine erstatningspaastande gjort gaeldende, at Parlamentets beslutning om ikke at traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve B/164 paa ny kunne behandle hendes ansoegning paa baggrund af de i Rettens dom af 8. november fastsatte principper, er retsstridig.

47 Hun finder, at annullationen i medfoer af Rettens ovennaevnte dom af den afgoerelse, ved hvilken ansaettelsesmyndigheden gav hende afslag paa at deltage i proeven, i kraft af traktatens artikel 176 indebar, at Parlamentet burde have genoptaget den interne udvaelgelsesproeve B/164 for samtlige sagsoegere i sag T-56/89, paa ny ladet udvaelgelseskomitéen behandle deres ansoegninger paa grundlag af principperne i den paagaeldende dom, og inden for rammerne af de befoejelser, der tillaegges det ved vedtaegten, have kontrolleret, at de skriftlige og mundtlige proever, udvaelgelseskomitéen skulle afholde specielt for de sagsoegere, der fik adgang, blev gennemfoert.

48 Ifoelge sagsoegeren kan vedtagelsen af de nye interne regler vedroerende betingelserne for midlertidigt ansattes adgang til at deltage i interne udvaelgelsesproever, for saa vidt angaar sagsoegerne i sag T-56/89, ikke anses for tilstraekkelig til at opfylde kravene i henhold til traktatens artikel 176. Hun har paapeget, at hverken hun selv eller hendes 17 kolleger har kunnet profitere af de nye regler, da de ikke havde tilbagevirkende kraft.

49 I retsmoedet har hun tilfoejet, at saafremt vedtagelsen af de nye regler inden domsafsigelsen i sag T-56/89 havde fjernet enhver ulovlighed, burde Retten have fastslaaet, at sag T-56/89 ikke laengere havde nogen genstand. Men Retten har i denne sag annulleret afgoerelserne om ikke at give sagsoegerne adgang til at deltage i udvaelgelsesproeverne.

50 Ifoelge sagsoegeren har Parlamentet saaledes tilsidesat sine forpligtelser, idet det ikke for hendes vedkommende har truffet de foranstaltninger, som er noedvendige til opfyldelse af dommen af 8. november 1990.

51 Sagsoegeren finder, at denne adfaerd har forvoldt hende et betydeligt oekonomisk og ikke-oekonomisk tab.

52 Med hensyn til det oekonomiske tab har sagsoegeren i sin staevning anfoert, at afvisningen af hendes ansoegning om at deltage i udvaelgelsesproeve B/164, som blev annulleret i sag T-56/89, i flere aar havde beroevet hende muligheden for at blive udnaevnt til en stilling i kategori B. Som svar paa Rettens spoergsmaal har hun i retsmoedet understreget, at hendes oekonomiske tab for det foerste beror paa, at hendes karriere sandsynligvis herved er blevet forsinket. Hun har herved anfoert, at andre, der havde bestaaet den samme almindelige udvaelgelsesproeve (kategori C) som hende, var blevet udnaevnt til tjenestemaend foer hende og havde kunnet deltage i udvaelgelsesproeve B/164. Bestaaelsesprocenten var meget hoejere for dem end for gennemsnittet af ansoegerne.

53 Hun har desuden i retsmoedet anfoert, at hun for fremtidigt at kunne deltage i de interne udvaelgelsesproever, som Parlamentet afholder med henblik paa ansaettelse i kategori B, valgte at blive tjenestemand i loenklasse C4, selv om hun som midlertidigt ansat havde vaeret indplaceret i loenklasse C1. Denne omstaendighed har givet hende et betydeligt indtaegtstab, indtil hun igen beklaedte en stilling i loenklasse C1 for en politisk gruppe.

54 Stadig i retsmoedet har hun endvidere anfoert, at ifoelge praksis i de politiske grupper kunne hun, saafremt hun havde faaet adgang til en udvaelgelsesproeve for stillinger i kategori B, vaere blevet indplaceret i loenklasse B3 i stedet for C1 i forbindelse med hendes midlertidige tjeneste i en politisk gruppe. Dette var, ifoelge hende, tilfaeldet for en kollega, som havde faaet adgang til at deltage i udvaelgelsesproeve B/164.

55 For saa vidt angaar det ikke-oekonomiske tab finder sagsoegeren, at Parlamentets afgoerelse om ikke at traeffe de foranstaltninger, som er noedvendige til opfyldelse af dommen i sag T-56/89, har forvoldt hende et tab af samme art som det, der forvoldes tjenestemaend, naar deres normale karriereforloeb forstyrres af, at deres bedoemmelser ikke er udarbejdet inden for en rimelig tid. Hun har endvidere gjort gaeldende, at ansaettelsesmyndigheden ved ikke at ville indlede en dialog med hende har bidraget til dette ikke-oekonomiske tab.

56 Efter ret og billighed har sagsoegeren vurderet det tab, hun saaledes har lidt og fortsat vil lide, til 100 ECU om dagen fra datoen for klagens indbringelse og indtil udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve B/164 traeder sammen for paa ny at behandle hendes ansoegning paa baggrund af principperne i Rettens dom.

57 Parlamentet finder ikke, at det har tilsidesat sine forpligtelser i forbindelse med opfyldelsen af dommen i sag T-56/89. Ifoelge Parlamentet giver Rettens dom ikke hjemmel for sagsoegerens krav om, at institutionen skal traeffe de noedvendige foranstaltninger for at give hende adgang til udvaelgelsesproeve B/164. Parlamentet har erindret om, at sagsoegerne i sag T-56/89 ikke alene paastod annullation af beslutningerne om at afvise deres ansoegninger, men ogsaa kraevede, at Retten skulle fastslaa, at de var berettiget til at deltage i naevnte udvaelgelsesproeve. Parlamentet har fremhaevet, at Retten i sin dom alene annullerede de omtvistede afgoerelser. Parlamentet mener derfor, at Retten ved ikke at udtale sig om dette andet krav fra sagsoegernes side stiltiende har forkastet det.

58 I retsmoedet har Parlamentet ligeledes omtalt de problemer, som en genoptagelse af udvaelgelsesproeve B/164 ville have medfoert. Paa tidspunktet for afsigelsen af dommen i sag T-56/89 var udvaelgelsesproeven nemlig afsluttet, og der var udarbejdet en reserveliste omfattende navnene paa 41 ansoegere, der havde bestaaet, og hvoraf seks allerede var udnaevnt. Under henvisning til Domstolens dom af 14. juli 1983 (sag 144/82, Detti mod Domstolen, Sml. s. 2421) har Parlamentet haevdet, at det under disse omstaendigheder ikke var noedvendigt at tage resultaterne af proeven op til fornyet overvejelse. I oevrigt ville der, hvis man afholdt en udvaelgelsesproeve for sagsoegerne i sag T-56/89, vaere fare for, at resultatet ville blive en "skraeddersyet" udvaelgelsesproeve.

59 Parlamentet har tilfoejet, at de nye interne regler vedroerende ansaettelse af tjenestemaend, ifoelge hvilke midlertidigt ansatte kan deltage i interne udvaelgelsesproever, og som efter Parlamentets opfattelse er i overensstemmelse med de af Retten i dom T-56/89 fastsatte principper, tilsyneladende har tilfredsstillet alle beroerte parter med undtagelse af sagsoegeren.

60 For saa vidt angaar det af sagsoegeren paastaaede ikke-oekonomiske tab har sagsoegte i retsmoedet foreslaaet en sondring mellem paa den ene side tabet vedroerende karriereforloebet og paa den anden side prestigetabet som foelge af den uberettigede afvisning af sagsoegerens ansoegning. Hvad angaar det foerste tab har institutionen anfoert, at sagsoegeren ikke havde mange chancer for at bestaa proeven, da hun trods den midlertidige tjeneste i en stilling i loenklasse C1 som tjenestemand var indplaceret i loenklasse C4 og saaledes var ved karrierens begyndelse. Endvidere vil der i september 1992 blive afholdt en ny intern udvaelgelsesproeve med henblik paa ansaettelse i kategori B, hvortil sagsoegeren kan indgive ansoegning uden at frygte forskelsbehandling.

61 Hvad angaar tabet i forbindelse med den faglige prestige finder Parlamentet, at dommen af 8. november 1990 i denne henseende fuldt ud har imoedekommet sagsoegeren.

62 Parlamentet har konkluderet, at paastanden om, at det doemmes til at betale 100 ECU dagligt fra den 17. juli 1991, er ubegrundet.

63 Intervenienten har anfoert, at Retten i dom T-56/89 forkastede Parlamentets argumenter om, at der i denne sag ikke var truffet individuelle beslutninger om ikke at give sagsoegerne adgang til den interne udvaelgelsesproeve B/164, idet deres udelukkelse var en foelge af Parlamentets "interne regler" paa dette omraade. Intervenienten har paapeget, at Retten netop annullerede de individuelle beslutninger om ikke at give dem adgang til at deltage, hvorfor det saaledes tilkom sagsoegte i henhold til traktatens artikel 176 at traeffe de foranstaltninger, som opfyldelsen af denne dom indebar.

64 Ifoelge intervenienten har Parlamentet ikke ret, naar det haevder, at vedtagelsen af nye regler om de betingelser, midlertidigt ansatte skal opfylde for at kunne deltage i interne udvaelgelsesproever, er en tilstraekkelig i opfyldelse efter traktatens artikel 176 for saa vidt angaar sagsoegerne i sag T-56/89 og navnlig sagsoegeren, Meskens.

65 Intervenienten har henvist til Rettens (Femte Afdeling) kendelse af 12. marts 1992, hvorved organisationen fik tilladelse til at intervenere i denne sag, og har tilbagevist Parlamentets argument om, at den omstaendighed, at Retten ikke udtrykkeligt har taget stilling til sagsoegernes paastand i sag T-56/89 om tilladelse til at deltage i proeverne i forbindelse med den interne udvaelgelsesproeve B/164, skal fortolkes som en stiltiende afvisning af paastanden fra Rettens side. Intervenienten har anfoert, at Retten tvaertimod har fundet denne paastand saa naert forbundet med hovedpaastanden, at den ikke kunne udskilles herfra og ikke havde nogen selvstaendig betydning.

66 Ifoelge intervenienten er det derfor en tilsidesaettelse af traktatens artikel 176, naar sagsoegte skoenner, at den omtvistede dom ikke giver "hjemmel for Meskens' klage af 17. juli 1991".

Rettens bemaerkninger

67 Det maa foerst afgoeres, om Parlamentets generalsekretaers afgoerelse om ikke at traeffe konkrete foranstaltninger i forhold til sagsoegeren efter Rettens dom af 8. november 1990 er behaeftet med en for Parlamentet ansvarspaadragende tjenestefejl.

68 Med henblik herpaa maa det undersoeges, om naevnte afgoerelse er en tilsidesaettelse af forpligtelsen i henhold til traktatens artikel 176 til at gennemfoere de foranstaltninger, der er noedvendige for at opfylde naevnte dom, hvorved afgoerelserne om ikke at give sagsoegerne i sag T-56/89 adgang til udvaelgelsesproeve B/164 annulleres.

69 Med hensyn til Parlamentets argument om, at det ikke var noedvendigt at traeffe konkrete foranstaltninger, fordi Retten i ovennaevnte dom stiltiende havde afvist sagsoegernes krav om at faa adgang til udvaelgelsesproeve B/164, bemaerkes, at sagsoegernes paastande i sag T-56/89 var affattet saaledes:

"° Sagen admitteres, og der gives sagsoegerne medhold.

° Foelgelig annulleres Europa-Parlamentets generalsekretaers afgoerelse om ikke at give sagsoegerne adgang til den interne udvaelgelsesproeve B/164; i tilslutning hertil annulleres generalsekretaerens afvisning af sagsoegernes klager."

70 Sagsoegernes paastand om at faa adgang til at deltage i udvaelgelsesproeven og deres paastand om annullation af afvisningen af deres klager, som begge var nedlagt i tilslutning til hovedpaastanden om annullation af afvisningen af deres ansoegninger, findes af Retten at vaere saa naert forbundet med hovedpaastanden om annullation, at de ikke kan adskilles herfra og ikke har nogen selvstaendig betydning. Sagsoegernes paastand om at faa adgang til at deltage i udvaelgelsesproeve B/164 var nemlig blot udtryk for sagsoegernes mening med hensyn til foelgerne af annullationen af afslaget paa deres ansoegninger. Under disse omstaendigheder fandt Retten det ikke noedvendigt at behandle denne paastand.

71 Det skal tilfoejes, at en saadan paastand, forudsat at den var uafhaengig af annullationspaastanden, under alle omstaendigheder ville vaere uegnet til paakendelse. Retten kan nemlig ikke give en faellesskabsinstitution paabud uden at gribe ind i den administrative myndigheds befoejelser. Under disse omstaendigheder indebaerer den omstaendighed, at Retten ikke udtrykkeligt har afvist den del af paastandene, der vedroerer sagsoegernes deltagelse i udvaelgelsesproeven, paa ingen maade, at den har udtalt sig om omfanget af den forpligtelse, der paahviler Parlamentet i medfoer af traktatens artikel 176.

72 Derefter maa det undersoeges, om Parlamentet har opfyldt sin forpligtelse til at opfylde Rettens dom ved at aendre sine interne regler for saa vidt angaar betingelserne for midlertidigt ansattes deltagelse i interne udvaelgelsesproever.

73 Herved bemaerkes, at traktatens artikel 176 fordeler kompetencen mellem den doemmende og den administrative myndighed saaledes, at det tilkommer den institution, der har udstedt den annullerede akt, at bestemme, hvilke foranstaltninger der skal gennemfoeres for at opfylde en annullationsdom (jf. Domstolens kendelse af 13.11.1963, forenede sager 98/63 og 99/63 R, Erba og Reynier mod Kommissionen, Rec. 1964, s. 553, paa s. 555, og Domstolens dom af 5.3.1980, sag 76/79, Koenecke mod Kommissionen, Sml. s. 665, paa s. 679).

74 Ved udoevelsen af dette skoen skal den administrative myndighed overholde saavel de faellesskabsretlige bestemmelser som konklusionen og praemisserne i den dom, den skal opfylde (jf. f.eks. Domstolens dom af 12.7.1962, sag 14/61, Hoogovens mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1965, s. 327, org. ref.: Rec. 1962, s. 485, paa s. 515, og af 26.4.1988, sag 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Asteris mod Kommissionen, Sml. s. 2181, paa s. 2208).

75 Det bemaerkes dernaest, at Retten ved dommen af 8. november 1990 har annulleret de individuelle afgoerelser, hvorved Parlamentet afslog den ansoegning om adgang til udvaelgelsesproeve B/164, som sagsoegerne i sag T-56/89 havde indgivet. Blandt disse afgoerelser findes den, der var stilet til sagsoegeren i denne sag. I dommens praemisser (jf. navnlig praemis 48) har Retten endvidere fastslaaet, at Parlamentets interne regler vedroerende ansaettelse af tjenestemaend, midlertidigt ansatte, hjaelpeansatte og lokalt ansatte, som blev vedtaget af Parlamentets Udvidede Praesidium i 1979, var i strid med vedtaegten, for saa vidt de udelukkede midlertidigt ansatte, der "var blevet ansat uden at vaere opfoert paa en reserveliste, der er opstillet paa grundlag af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve", fra at deltage i institutionens interne udvaelgelsesproever.

76 Under disse omstaendigheder har Parlamentet med foeje fundet, at opfyldelsen af dommen ville have medfoert ophaevelse af denne interne regel, saafremt denne endnu havde vaeret i kraft ved domsafsigelsen. Da Parlamentet allerede foer domsafsigelsen havde erstattet sine regler vedroerende ansaettelse af tjenestemaend med nye interne regler, skal det undersoeges, om denne foranstaltning opfylder forpligtelsen til at traeffe de foranstaltninger, der skal gennemfoeres til opfyldelse naevnte dom for saa vidt angaar sagsoegeren i naervaerende sag.

77 Det bemaerkes herved, at vedtagelsen af de nye almindelige regler ikke har raadet bod paa den uret, der var begaaet mod sagsoegeren ved det individuelle afslag paa hendes ansoegning, som Retten havde annulleret. De nye regler blev ikke anvendt med tilbagevirkende kraft, saaledes at foelgerne af den mod hende begaaede ulovlighed, som bl.a. indebar, at hendes ansoegning til udvaelgelsesproeve B/164 ikke var blevet behandlet paa ny, bestod fuldt ud. Derfor kan Parlamentets vedtagelse af nye almindelige regler for midlertidigt ansattes deltagelse i interne udvaelgelsesproever ikke anses for en tilstraekkelig opfyldelse af dets forpligtelse i medfoer af traktatens artikel 176.

78 Heraf foelger, at den sagsoegte institution var forpligtet til at traeffe konkrete foranstaltninger for at raade bod paa den ulovlighed, der var begaaet mod sagsoegeren. Den kan ikke paaberaabe sig de eventuelle praktiske vanskeligheder, som saadanne foranstaltninger kan indebaere, for at unddrage sig denne forpligtelse. Den skal nemlig i henhold til den skoensbefoejelse, den tillaegges ved traktatens artikel 176, traeffe et valg mellem de forskellige relevante foranstaltninger og herved forene tjenestens interesser med noedvendigheden af at raade bod paa den uret, sagsoegeren har lidt.

79 Det tilkommer ikke Retten at traede i stedet for den administrative myndighed og bestemme, hvilke konkrete foranstaltninger ansaettelsesmyndigheden burde have vedtaget i denne sag. Det bemaerkes her, at ansaettelsesmyndigheden havde flere muligheder for i den foreliggende sag at opfylde Rettens dom. F.eks. kunne Parlamentet have arrangeret en ny intern udvaelgelsesproeve paa samme niveau som udvaelgelsesproeve B/164, enten for hele institutionens personale eller for sagsoegerne i sag T-56/89. I sidstnaevnte tilfaelde skulle ansaettelsesmyndigheden og udvaelgelseskomitéen noeje overvaage, at proeverne havde samme svaerhedsgrad og blev bedoemt efter samme kriterier som udvaelgelsesproeve B/164, for at undgaa at blive beskyldt for at have arrangeret en skraeddersyet udvaelgelsesproeve.

80 I oevrigt kan den sagsoegte institution, saafremt opfyldelsen af en annullationsdom frembyder saerlige vanskeligheder, opfylde forpligtelsen i henhold til traktatens artikel 176 ved at traeffe "enhver beslutning, som er egnet til paa rimelig maade at kompensere den ulempe, der [for vedkommende] har vaeret en foelge af den annullerede beslutning" (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 5.3.1980, sag 76/79, Koenecke, Sml. s. 679; jf. ligeledes Domstolens ovennaevnte dom af 14.7.1983, sag 144/82, Detti). Ansaettelsesmyndigheden kunne ligeledes have indledt en dialog med sagsoegeren for at soege at finde en loesning, der kunne give sagsoegeren en rimelig kompensation for den ulovlighed, hun havde vaeret udsat for.

81 Foelgelig udgoer generalsekretaerens afgoerelse om ikke at traeffe konkrete foranstaltninger i forhold til sagsoegeren ud over aendringen (uden tilbagevirkende kraft) af de almindelige interne regler en tilsidesaettelse af traktatens artikel 176, ligesom den er behaeftet med en tjenestefejl.

82 Det boer derefter undersoeges, om denne fejl har forvoldt sagsoegeren et tab.

83 For saa vidt angaar det oekonomiske tab bemaerkes indledningsvis, at det eventuelle tab for sagsoegeren i forbindelse med den afgoerelse, der blev annulleret i sag T-56/89, ikke er genstand for den foreliggende sag (jf. praemis 34 ovenfor). Den eventuelle forsinkelse i hendes karriereforloeb i forhold til karriereforloebet for de ansoegere, der fik adgang til at deltage i udvaelgelsesproeve B/164, kan saaledes ikke tages i betragtning i denne sag.

84 For saa vidt angaar det paastaaede indtaegtstab for sagsoegeren som foelge af hendes udnaevnelse til tjenestemand i loenklasse C4 bemaerkes alene, at hun blev indplaceret i denne loenklasse mellem den 1. februar 1989 og den 31. august 1989, dvs. foer domsafsigelsen i sag T-56/89. Heraf foelger, at det tab, sagsoegeren maatte have lidt i denne periode, ogsaa er denne sag uvedkommende, idet naervaerende sag alene vedroerer det tab, generalsekretaerens afgoerelse om ikke at traeffe konkrete foranstaltninger i forhold til hende til opfyldelse af dom T-56/89 maatte have forvoldt hende.

85 For saa vidt denne manglende opfyldelse af Rettens dom maatte have frataget sagsoegeren en mulighed for at blive udnaevnt til en stilling i kategori B, bemaerkes, at sagsoegeren paa nuvaerende tidspunkt goer midlertidig tjeneste i Den Socialistiske Gruppe, hvor hun beklaeder en stilling i loenklasse C1. Havde den sagsoegte institution opfyldt dommen i sag T-56/89 ved at give hende mulighed for at deltage i en B-udvaelgelsesproeve, og havde hun bestaaet denne proeve, kunne hun vaere blevet udnaevnt som tjenestemand i den foerste loenklasse i kategori B, dvs. loenklasse B5. Men i henhold til Raadets forordning nr. 3834/91 af 19. december 1991 om tilpasning med virkning fra den 1. juli 1991 af vederlag til tjenestemaend og oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber er vederlaget for loenklasse C1 hoejere end vederlaget for loenklasse B5, og endog for saa vidt angaar de foerste fire loentrin hoejere end vederlaget for loenklasse B4. Under disse omstaendigheder fastslaar Retten, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at generalsekretaerens afgoerelse har forvoldt hende noget oekonomisk tab.

86 For saa vidt endelig angaar den henvisning, der fremkom for foerste gang i retsmoedet, til situationen for en anden tjenestemand, som af en politisk gruppe var blevet indplaceret i loenklasse B3 efter at have faaet adgang til udvaelgelsesproeve B/164, bemaerkes, at der ifoelge artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement ikke kan fremsaettes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige og faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Men sagsoegerens repraesentant har erkendt, at hun allerede ved sagens anlaeg havde kendskab til de faktiske omstaendigheder, der blev paaberaabt i retsmoedet. Derfor kan Retten kun forkaste dette forsoeg paa at godtgoere, at sagsoegeren har lidt et oekonomisk tab i forbindelse med sin nuvaerende situation i den stilling, hun beklaeder i en politisk gruppe, som saaledes overhovedet intet har at goere med det i staevningen paastaaede tab, som vedroerte hendes fremtidige karrieremuligheder som tjenestemand.

87 Endvidere kan Retten, da Parlamentet har bestridt rigtigheden af sagsoegerens paastande, ikke betragte det som godtgjort paa grundlag af en simpel angivelse fra sagsoegerens side, at hun, blot ved at faa adgang til en intern udvaelgelsesproeve med henblik paa ansaettelse i kategori B automatisk ville vaere blevet indplaceret i loenklasse B3 i den politiske gruppe, hvor hun goer midlertidig tjeneste. Endelig ville der, selv om det antoges, at de politiske grupper foelger eller har fulgt en saadan praksis, herved ikke vaere tale om en fordel, som sagsoegeren havde haft ret til i medfoer af vedtaegten, saafremt den sagsoegte institution behoerigt havde opfyldt dommen i sag T-56/89. Under disse omstaendigheder kan der ikke konstateres nogen aarsagsforbindelse mellem den tjenstlige fejl, der er tale om i denne sag, og den omstaendighed, at sagsoegeren ikke har profiteret heraf.

88 Det foelger heraf, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at hun har lidt noget oekonomisk tab.

89 For saa vidt angaar det ikke-oekonomiske tab bemaerkes derimod, at generalsekretaerens afgoerelse om ikke at traeffe konkrete foranstaltninger til at ophaeve foelgerne af den annullerede afgoerelse var egnet til at goere sagsoegeren usikker og urolig med hensyn til hendes fremtidige karriere, og at en saadan situation indebaerer en ikke-oekonomisk skade (jf. f.eks. Domstolens dom af 6.2.1986, forenede sager 173/82, 192/83 og 186/84, Castille mod Kommissionen, Sml. s. 497, og Rettens dom af 24.1.1991, sag T-27/90, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 35, paa s. 50).

90 Denne skade kan ikke anses for at vaere blevet afhjulpet ved, at sagsoegeren fik medhold i sag T-56/89. Skaden skyldes netop, at hendes berettigede forventning, nemlig at den sagsoegte institution som foelge af denne dom ville bestraebe sig paa at raade bod paa foelgerne af den mod hende begaaede ulovlighed, ikke blev opfyldt. Derfor kunne sagsoegeren frygte, at virkningerne af denne ulovlighed fortsat ville bestaa trods den annullationsdom, hun havde opnaaet.

91 Der maa dog tages hensyn til dels, at Parlamentet stadig er forpligtet til at traeffe egnede foranstaltninger for at opfylde dommen i sag T-56/89 for saa vidt angaar sagsoegeren, dels, at sagsoegeren i fremtiden vil kunne deltage i andre interne udvaelgelsesproever, hvor hun kan bevise, at hun besidder de kvalifikationer, der kraeves for at blive ansat i kategori B.

92 Under disse omstaendigheder boer hendes paastand om, at det fastslaas, at den sagsoegte institution har begaaet en tjenestefejl, for det foerste tages til foelge for at raade bod paa den ikke-oekonomiske skade, sagsoegeren har lidt. Endvidere har Retten efter ret og billighed vurderet den lidte skade og skoennet, at der boer tilkendes sagsoegeren en erstatning paa 50 000 BFR.

Sagens omkostninger

93 Ifoelge artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Parlamentet har tabt sagen i det vaesentlige, boer det tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de udgifter, der er afholdt af intervenienten.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling)

1) Parlamentets afgoerelse af 19. april 1991 om ikke at traeffe konkrete foranstaltninger i forhold til sagsoegeren til opfyldelse af Rettens dom af 8. november 1990 (sag T-56/89) er retsstridig, ligesom afgoerelsen er behaeftet med en for Parlamentet ansvarspaadragende tjenestefejl.

2) Parlamentet betaler sagsoegeren 50 000 BFR i erstatning.

3) I oevrigt frifindes sagsoegte.

4) Parlamentet betaler sagens omkostninger, herunder de udgifter, der er afholdt af intervenienten.