61991A0063

++++

1. Tjenestemaend ° godtgoerelse af udgifter ° dagpenge ° genstand

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag VII, art. 10)

2. Tjenestemaend ° indkaldelsessted ° fastlaeggelse ° fast opholdssted ved indkaldelsen ° begreb ° det sted, til hvilket tjenestemanden har et naturligt tilhoersforhold

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag VII, art. 7, stk. 3)

1. De i artikel 10, stk. 1, i bilag VII til vedtaegten fastsatte dagpenge, som den nyansatte tjenestemand kun har ret til, inden han flytter til sin bopael paa tjenestestedet, har til formaal at kompensere for de omkostninger og ulemper, der er forbundet med at rejse og indrette sig midlertidigt paa tjenestestedet, under ligeledes midlertidig bevarelse af den tidligere bopael.

Dagpenge kan derfor ikke ydes til en tjenestemand, som ikke dokumenterer, at han har haft saadanne omkostninger eller ulemper.

2. Begrebet fast opholdssted ved indkaldelsen, hvortil de af en institution vedtagne almindelige bestemmelser til gennemfoerelse af artikel 7, stk. 3, i bilag VII til vedtaegten henviser med henblik paa fastlaeggelse af en tjenestemands indkaldelsessted, skal, da der ikke i vedtaegten er fastsat nogen definition, forstaas som det sted, hvor den paagaeldende har villet oprette og stabilisere det varige midtpunkt for sine interesser. Herved goer et ophold paa et sted med det ene formaal at studere ikke i sig selv og uden stoette i andre relevante oplysninger det muligt at antage, at vedkommende har haft til hensigt at flytte det varige midtpunkt for sine interesser til dette sted.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren er foedt i Belgien i 1964 og datter af en tjenestemand ved Kommissionen i Bruxelles. Hun er tysk statsborger og har aldrig haft belgisk statsborgerskab. Efter at have taget studentereksamen paa Europa-skolen i Bruxelles studerede hun ifoelge oplysningerne i de personlige akter ved Institut supérieur de tourisme de Louvain-la-Neuve fra 1984 til 1986. Det fremgaar af sagens akter, at hun fra 1986 har gennemgaaet en teoretisk og praktisk erhvervsuddannelse, foerst ved "Fachhochschule" i Duesseldorf og derefter ved "Kaufmaennische Berufsschule" i Neuss, idet hun kombinerede de teoretiske kurser med en praktisk uddannelse paa grundlag af to praktik- og laerlingekontrakter, hvoraf den foerste var indgaaet med virksomheden L. B. og K. Werbeagentur, Duesseldorf, for tidsrummet 1. oktober 1986 ° 31. maj 1988, og den anden med Beste Accessoires, Neuss, for tidsrummet 6. juni 1988 ° 23. maj 1990. I disse perioder modtog hendes fader boernetilskud og uddannelsestillaeg. Derefter var sagsoegeren ansat som "Kauffrau" (handelsassistent) i virksomheden Elysian Accessoires, Neuss, i tiden 1. juli 1990 ° 31. august 1990.

2 Allerede den 29. maj 1990 opsagde sagsoegeren pr. 31. august 1990 lejekontrakten vedroerende sin lejlighed i Duesseldorf.

3 Den 30. juli 1990, mens sagsoegeren opholdt sig hos sine foraeldre under en ferie, forhoerte hun sig hos Kommissionen, om der eventuelt var en ledig stilling som tysksproget hjaelpeansat. Kommissionens administration satte sig samme dag i forbindelse med hende og opfordrede hende til allerede den foelgende dag at gennemgaa en laegeundersoegelse for at faa bedoemt sin egnethed, idet hun stod for at skulle rejse tilbage til Duesseldorf. Sagsoegeren indgav sin ansoegning den 1. august 1990, idet hun opgav sin foraeldres adresse i Belgien som postadresse. Hun angav byen Duesseldorf som fast opholdssted (staendiger Aufenthaltsort). Sagsoegeren tiltraadte ved Kommissionen i Bruxelles den 1. september 1990.

4 Ved afgoerelse af 29. oktober 1990 fastlagde Kommissionen hendes indkaldelsessted til Bruxelles. I samme afgoerelse fastslog Kommissionen, at sagsoegeren ikke havde ret til dagpenge, idet hendes indtraeden i tjenesten ikke havde kraevet aendret bopael for at opfylde kravene i vedtaegtens artikel 20. Kommissionen naegtede hende endvidere ret til udlandstillaeg, fordi hendes fravaer fra Belgien havde vaeret af midlertidig karakter.

5 Den 29. januar 1991 indgav sagsoegeren klage over afgoerelsen. Da hun ikke modtog svar med en udtrykkelig afvisning af klagen, har hun ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. august 1991 nedlagt paastand om annullation af Kommissionens afgoerelse af 29. oktober 1990. Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt og afsluttet den 6. marts 1992. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten i overensstemmelse med procesreglementets artikel 53 besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Parterne afgav mundtlige indlaeg under retsmoedet den 19. maj 1992.

Parternes paastande

6 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Afgoerelsen af 29. oktober 1990, der fastlaegger sagsoegerens indkaldelses- og hjemsted til Bruxelles og naegter sagsoegeren ret til dagpenge og udlandstillaeg, annulleres.

° For saa vidt det er noedvendigt, annulleres Kommissionens stiltiende afvisning af klagen af 29. januar 1991.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Spoergsmaalet om sagens omkostninger afgoeres efter almindelige regler.

Parternes anbringender og argumenter

7 Sagsoegeren har til stoette for annullationspaastanden paaberaabt sig

° tilsidesaettelse af artikel 7, stk. 3, i bilag VII til vedtaegten og af Kommissionens afgoerelse af 15. juli 1980 om vedtagelse af almindelige gennemfoerelsesbestemmelser, navnlig artikel 2, stk. 2, og

° overtraedelse af bestemmelserne om fastlaeggelse af hjemstedet.

8 Sagsoegeren goer for det foerste gaeldende, at indkaldelsesstedet i artikel 2, stk. 2, i Kommissionens ovennaevnte afgoerelse af 15. juli 1980 defineres som "det sted, hvor tjenestemanden havde sit faste opholdssted ved indkaldelsen". Sagsoegeren anfoerer endvidere, at det med henblik paa tilkendelse af udlandstillaeg skal undersoeges, hvor den paagaeldendes faste opholdssted var beliggende ved indkaldelsen. Sagsoegeren paaberaaber sig herved Domstolens dom af 10. oktober 1989 (sag 201/88, Atala-Palmerini mod Kommissionen, Sml. s. 3109, praemis 9), hvori det hedder, at "spoergsmaalet om, hvorvidt en tjenestemands situation falder ind under begrebet udlaendighed, afhaenger af hans personlige forhold, dvs. det omfang, i hvilket han er integreret i sine ... omgivelser, f.eks. i form af, at han har haft bopael paa varig maade eller udoevet sit hovederhverv det paagaeldende sted".

9 Under hensyn til ovennaevnte kriterier mener sagsoegeren, at hun ved indkaldelsen var fuldstaendig integreret i Duesseldorf, saavel fra et "objektivt" som fra et "subjektivt" synspunkt. Dette fremgaar dels af arten af den erhvervsuddannelse ° skiftevis teoretiske kurser og praktikophold i virksomheder ° hun fulgte fra 1986 til 1990, dels af det forhold, at en saadan uddannelse ikke kan udnyttes andre steder end i Tyskland, hvilket klart viser, at hun havde til hensigt at etablere sig endeligt i dette land. Faktisk var hun udelukkende gaaet med til at fortsaette sin uddannelse i en virksomhed fra 1988 til 1990 i haab om, at hun ville faa tilbudt en stilling i denne virksomhed. Saaledes forblev hun efter praktikperioden i sin arbejdsgivers tjeneste for at paabegynde en karriere som "Kauffrau" i Elysian Accessoires. I denne forbindelse forklarer hun i replikken, at hun ikke havde naevnt disse to maaneder med loennet erhverv i sin ansoegning om en stilling som hjaelpeansat ved Kommissionen, fordi hun skoennede, at der var tale om et "studenterjob i sommerferien", eftersom hun foerst var blevet officielt ansat i denne virksomhed den 1. juli 1990, dvs. en maaned foer indgivelsen af ansoegningen, og efter at hun havde besluttet at fratraede stillingen. Imidlertid har hun under retsmoedet haevdet, at Kommissionen for hendes vedkommende ikke fandt, at der var tale om et studenterjob, for saa vidt den har kraevet tilbagebetaling af de uddannelsestillaeg og boernetilskud, hendes fader havde modtaget i disse to maaneder, i modsaetning til saedvanlig praksis om at betragte studerende i sommerferiejobs som boern, over for hvem foraeldrene har forsoergerpligt i det paagaeldende tidsrum.

Sagsoegeren goer herudover gaeldende, at hun uden afbrydelser lige til indkaldelsen havde boet i en lejet lejlighed i Duesseldorf, hvor hun havde "sin officielle bopael i overensstemmelse med reglerne". Endvidere soergede hun selv for sin sociale sikring, idet hun var tilknyttet en sygekasse og en pensionsordning. Endelig bemaerker hun, at hendes soeskende har faaet en hoejere uddannelse i Tyskland og har etableret sig endeligt dér, og at hendes foraeldre vil vende tilbage til Tyskland, saa snart de bliver pensionsberettigede.

10 Efter at have haevdet, at hendes indkaldelsessted ifoelge de kriterier, Domstolen laegger til grund, er Duesseldorf, gaar sagsoegeren over til en sproglig fortolkning af de vendinger, der er anvendt ved fastlaeggelsen af indkaldelsesstedet i artikel 2, stk. 2, i de almindelige gennemfoerelsesbestemmelser til artikel 7, stk. 3, i bilag VII til vedtaegten, som angaar hjemstedet. I denne forbindelse anfoerer sagsoegeren, at der i ovennaevnte artikel 2 i den tyske version henvises til begrebet "Hauptwohnsitz" ("résidence habituelle" i den franske version), ligesom i artikel 4 i bilag VII til vedtaegten, der omhandler udlandstillaeg. Sagsoegeren udleder heraf, at "i medfoer af denne bestemmelse boer (hendes) indkaldelsessted vaere Muenchen. Efter tysk retspraksis findes der nemlig pr. definition kun én 'Hauptwohnsitz' , nemlig det sted, hvor stemmeretten udoeves". Sagsoegeren underbygger disse paastande med en attest, som Muenchen kommune har udstedt den 3. januar 1991. Hun udleder heraf, at "Kommissionen skal fastlaegge sagsoegerens hjemsted til det samme som hendes 'Hauptwohnsitz' , nemlig Muenchen". Sagsoegeren konkluderer, at Duesseldorf boer anses for hendes indkaldelsessted; hendes hjemsted boer vaere Muenchen og helt subsidiaert Duesseldorf.

11 Endelig har sagsoegeren i replikken og under den mundtlige forhandling haevdet, at hun fra 1984 til 1986 opholdt sig i Muenchen, hvor hun gik paa universitetet, da de studier, hun samtidig gennemfoerte i Louvain-la-Neuve, blot var et supplement.

12 Kommissionen har paa sin side fastholdt, at sagsoegerens indkaldelses- og hjemsted ikke kan fastlaegges til henholdsvis Duesseldorf og Muenchen.

Kommissionen bestrider for det foerste sagsoegerens argumenter for, at Muenchen er hendes hjemsted. Kommissionen paapeger, at ifoelge artikel 2, stk. 1, i de almindelige gennemfoerelsesbestemmelser til artikel 7, stk. 3, i bilag VII til vedtaegten "[antages] hjemstedet ved ... tiltraeden at vaere indkaldelsesstedet". Det er foerst i det aar, der foelger efter tjenestemandens indtraeden i tjenesten, og paa hans begaering, at det paa grundlag af dokumentation kan fastsaettes, at hjemstedet er det sted, til hvilket han har et naturligt tilhoersforhold, saafremt der ikke er sammenfald med indkaldelsesstedet. I denne forbindelse finder Kommissionen, at stedet, hvor stemmeretten udoeves, kun er en af de faktorer, der goer det muligt at lokalisere det sted, til hvilket hun har et naturligt tilhoersforhold, og at denne faktor ikke i sig selv kan erstatte indkaldelsesstedet som kriterium for fastsaettelsen af hjemstedet.

13 Kommissionen goer for det andet gaeldende, at Duesseldorf ikke kan betragtes som sagsoegerens indkaldelsessted. Kommissionen goer gaeldende, at sagsoegeren i tidsrummet indtil 23. maj 1990 kun opholdt sig i Tyskland med henblik paa studier og erhvervsuddannelse, hvorfor hun ikke kan siges at have haft fast opholdssted dér i den i artikel 2, stk. 2, i de almindelige gennemfoerelsesbestemmelser af 15. juli 1980 anvendte betydning. Hvad angaar den loennede beskaeftigelse i juli og august 1990 finder Kommissionen, at ej heller denne, da der kun var tale om en kort periode, kan bevirke, at sagsoegeren anses for at have haft fast opholdssted i Duesseldorf. I denne forbindelse er der en raekke forhold, der viser, at sagsoegeren ikke havde til hensigt at etablere sig i Tyskland efter praktikopholdet. Hun havde nemlig ved udgangen af maj 1990 opsagt sin lejlighed pr. 31. august. Endvidere havde hun betragtet sin foerste loennede stilling som et simpelt "studenterjob i sommerferien" og havde ved udgangen af juli indledt forhandlinger med administrationen med henblik paa at faa arbejde i Belgien. Under disse omstaendigheder boer sagsoegerens bopael i Duesseldorf betragtes som midlertidig og uden betydning for bestemmelsen af indkaldelsesstedet.

Retlig vurdering

14 Paastanden om annullation af den anfaegtede afgoerelse kan inddeles i fire led afhaengigt af, om de vedroerer naegtelsen af retten til saavel udlandstillaeg som dagpenge eller bestemmelsen om fastlaeggelsen af indkaldelsesstedet samt bestemmelsen om, at hjemstedet ikke er det samme som indkaldelsesstedet.

Paastanden om udlandstillaeg

15 For saa vidt angaar udlandstillaegget bemaerkes, at det i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtaegten ydes til den tjenestemand, der som sagsoegeren ikke har eller har haft statsborgerskab i den stat, paa hvis omraade han goer tjeneste, forudsat at han "i den femaarsperiode, der udloeber seks maaneder foer hans tiltraedelse af tjenesten, hverken har udoevet sit hovederhverv eller haft bopael paa en varig maade paa statens europaeiske omraade. Ved anvendelse af denne bestemmelse ses der bort fra de tilfaelde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation".

16 I den foreliggende sag tiltraadte sagsoegeren ved Kommissionen den 1. september 1990. I hendes tilfaelde forudsaetter ydelsen af udlandstillaeg saaledes, at hun ikke havde varig bopael eller udoevede sit hovederhverv i Belgien i den femaarsperiode, der ligger mellem 1. marts 1985 og 1. marts 1990 (jf. Domstolens dom af 2.5.1985, sag 246/83, De Angelis mod Kommissionen, Sml. s. 1253, praemis 14, og ovennaevnte dom af 10.10.1989, Atala-Palmerini mod Kommissionen, praemis 6-11, samt Rettens dom af 8.4.1992, sag T-18/91, Costacurta Gelabert mod Kommissionen, Sml. II, s. 1655, praemis 44).

17 Konkret er denne betingelse ikke opfyldt. Det er nemlig godtgjort paa grundlag af sagens akter, navnlig sagsoegerens egne oplysninger i hendes ansoegning til Kommissionen, at hun i begyndelsen af ovennaevnte referenceperiode uddannede sig ved Institut européen de tourisme de Louvain-la-Neuve fra 1984 til 1986 og bestod eksamen med den hoejeste udmaerkelse ifoelge de oplysninger, sagsoegeren fremlagde i retsmoedet. Derimod understoettes sagsoegerens anbringender om, at hun fra 1984 til 1986 havde varig bopael i Muenchen, hvor hun laeste oekonomi paa universitetet, ikke af noget bevis paa, bl.a., at de paastaaede studier faktisk fandt sted. Sagsoegeren har navnlig ikke naevnt denne universitetsuddannelse i sin ansoegning til Kommissionen. Hun har ej heller for Retten fremlagt hverken indskrivningsbevis eller bekraeftelse paa, at hun regelmaessigt fulgte undervisningen. Hertil kommer, at den af sagsoegeren paaberaabte attest fra Muenchen kommune paa, at hun havde sin varige bopael ("Hauptwohnung") dér, ifoelge gaeldende tysk ret attesterer, at det er den bopael, sagsoegeren ° eller hendes foraeldre, saa laenge hun var mindreaarig ° angav som hendes varige bopael i Tyskland, uden at dette udelukker en varig bopael uden for Tyskland (jf. § 12, stk. 1, i "Melderechtsrahmengesetz" af 16.8.1980, BGB1. III, s. 210-4, rammelov af 16.8.1980 vedroerende bopaelserklaering). Begrebet "Hauptwohnung" i den i tysk ret anvendte betydning er saaledes ikke det samme som begrebet varig bopael, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtaegten. Sidstnaevnte begreb bunder i faktiske forhold, hvor der tages hensyn til den paagaeldendes faktiske bopael. Denne konstatering bekraeftes af, at det i ovennaevnte attest af 3. januar 1991 fastslaas, at sagsoegeren paa dette tidspunkt siden 1. marts 1972 havde haft sin "Hauptwohnung" i Muenchen. Imidlertid bestrides det ikke, at hun paa det tidspunkt havde sin varige bopael i vedtaegtens betydning i Bruxelles via sin ansaettelse som hjaelpeansat den 1. september 1990. Det fremgaar saaledes klart af samtlige disse faktorer, at selv om det antages, at sagsoegeren fulgte en universitetsuddannelse i 1984 i Muenchen ° hvilket ikke er godtgjort ° kan denne uddannelse ikke betragtes som andet end et supplement til studierne i Louvain-la-Neuve. I oevrigt skal det bemaerkes, at sagsoegeren, inden hun paabegyndte studierne i Louvain-la-Neuve, allerede havde sin varige bopael i Belgien, naermere betegnet i Bruxelles, hvor hendes foraeldre boede, og hvor hun gik i realskolen og gymnasiet samt tog studentereksamen i 1984. Sagsoegeren havde saaledes fortsat bopael paa en varig maade i Belgien under studierne i Louvain-la-Neuve, som strakte sig over en ikke ubetydelig del af referenceperioden, nemlig fra 1. marts 1985 til 30. september 1986.

18 Paa denne baggrund fastslaar Retten, at den betingelse, hvorefter der ikke maa have vaeret tale om varig bopael i tjenestelandet i hele referenceperioden, som er en forudsaetning for at yde udlandstillaeg, konkret ikke er opfyldt. Derfor kendes kravet om udlandstillaeg ubegrundet.

Paastanden om dagpenge

19 For saa vidt angaar dagpengene bemaerkes, at dagpenge i henhold til artikel 10, stk. 1, i bilag VII til vedtaegten ydes "[den] tjenestemand, der godtgoer, at han er noedt til at skifte bopael for at opfylde betingelserne i artikel 20 i vedtaegten". I sidstnaevnte artikel kraeves det, at tjenestemanden skal tage bopael paa tjenestestedet eller i en saadan afstand fra dette, at han ikke hindres i udfoerelsen af sit arbejde.

20 Det maa herved praeciseres, at dagpengene, som den nyansatte tjenestemand kun har ret til, inden han flytter til sin bopael paa tjenestestedet, har til formaal at kompensere for de omkostninger og ulemper, der er forbundet med at rejse og indrette sig midlertidigt paa tjenestestedet, under ligeledes midlertidig bevarelse af den tidligere bopael. Dette formaal fremgaar af Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 30.1.1974, sag 148/73, Louwage mod Kommissionen, Sml. s. 81, praemis 25, og af 5.2.1987, sag 280/85, Mouzourakis mod Parlamentet, Sml. s. 589, praemis 9).

21 I den foreliggende sag fastslaar Retten, at sagsoegeren, som allerede den 29. maj 1990 havde opsagt sin lejlighed i Duesseldorf pr. 31. august 1990, hvilket hun har bekraeftet i retsmoedet, ikke har afholdt udgifter, som skyldes noedvendigheden af at indrette sig i en anden bolig end den, hun havde i forvejen, uden dog at kunne opgive sidstnaevnte. Endvidere angiver sagsoegeren ikke, hvilke omkostninger eller ulemper hun ville faa, naar hun opfyldte pligten til at bo paa tjenestestedet ved tiltraedelsen af tjenesten ved Kommissionen i Bruxelles.

22 I betragtning af samtlige disse omstaendigheder kendes kravet om dagpenge ubegrundet.

Fastlaeggelsen af indkaldelsessted

23 Der er ikke i artikel 7, stk. 3, i bilag VII til vedtaegten angivet nogen udtrykkelig definition af begrebet indkaldelsessted, men det er i artikel 2, stk. 2, i afgoerelse af 15. juli 1980 om almindelige bestemmelser til gennemfoerelse af naevnte artikel 7, stk. 3, defineret som "det sted, hvor tjenestemanden havde sit faste opholdssted ved indkaldelsen. Midlertidigt opholdssted, blandt andet i forbindelse med studier, militaertjeneste, praktik eller ferie, betragtes ikke som fast opholdssted" (Oplysninger fra Administrationen nr. 291 af 5.9.1980).

24 I denne forbindelse bemaerkes, at ovennaevnte almindelige gennemfoerelsesbestemmelser blot er en fortolkning og praecisering af artikel 7, stk. 3, i bilag VII til vedtaegten (dom af 6.6.1990, sag T-44/89, Gouvras-Laycock mod Kommissionen, Sml. II, s. 217, praemis 25). I denne sag er begrebet fast opholdssted, som omhandlet i de almindelige gennemfoerelsesbestemmelser til vedtaegten, og som det er anvendt af Kommissionen i dette tilfaelde, relevant for fastlaeggelsen af indkaldelsesstedet.

25 Under disse omstaendigheder udtales, at begrebet fast opholdssted efter Domstolens faste praksis fortolkes som det sted, hvor den paagaeldende har villet oprette og stabilisere det varige midtpunkt for sine interesser (jf. dom af 12.7.1973, sag 13/73, Angenieux, Sml. s. 935, af 17.2.1977, sag 76/76, Di Paolo, Sml. s. 315, og af 14.7.1988, sag 284/87, Schaeflein mod Kommissionen, Sml. s. 4475, samt paa andre retsomraader dommen af 23.4.1991, sag C-297/89, Ryborg, Sml. I, s. 1943, praemis 19).

26 I den foreliggende sag fastslaar Retten, at sagsoegeren ikke ved at have haft bopael i Duesseldorf fra 1. oktober 1986 til 31. august 1990 broed sine varige baand til Belgien. Det fremgaar nemlig af sagens akter, at hun alene boede i Duesseldorf fra 1986 for at studere, og at hun ikke havde gjort det til det varige midtpunkt for sine interesser.

27 At sagsoegeren paa det tidspunkt ganske bevarede sit tilhoersforhold til Bruxelles, hvor hun havde saerlig opholdstilladelse, og hvortil hun i ferierne vendte hjem for at besoege familien, fremgaar af foelgende betragtninger. Sagsoegeren havde under sit fireaarige studium ved "Fachhochschule" i Duesseldorf status som studerende og udoevede ifoelge oplysningerne i sagens akter intet erhverv af varig karakter, som foerte til udbetaling af en loen, der kan sammenlignes med den saedvanlige loen til loenmodtagere med relevant beskaeftigelse, og som ville have gjort det muligt for hende at blive integreret i det sociale og arbejdsmaessige miljoe i landet. Praktikopholdet og laerlingetiden ved to virksomheder fra 1. oktober 1986 til 31. maj 1988 indgik helt som led i sagsoegerens teoretiske og praktiske uddannelse, og hun modtog da ogsaa af denne grund et tillaeg paa mellem 150 og 350 DM, afhaengig af perioderne, saaledes som parterne har oplyst under den mundtlige forhandling. Endvidere kunne sagsoegeren ikke godtgoere, at hun var oekonomisk uafhaengig af sine foraeldre, som soergede for hendes underhold og navnlig finansierede hendes studier. Med henblik herpaa modtog de boernetilskud og uddannelsestillaeg. For saa vidt angaar sagsoegerens argument om, at hun var tilsluttet en sygesikrings- og pensionsordning i Tyskland, skal det endelig bemaerkes, at tilslutningen skyldtes hendes status som studerende og saaledes ikke i sig selv var tegn paa en integration i Tyskland, idet der herved ikke ses at foreligge andre relevante omstaendigheder.

Med hensyn til sagsoegerens loennede erhvervsvirksomhed i juli og august 1990, dvs. netop ved indkaldelsen, maa dette betragtes som et "feriejob", hvilket da ogsaa er det udtryk, der anvendes i replikken. Sagsoegeren erklaerer nemlig, at hun blev ansat den 1. juli 1990, "dvs. en maaned foer indgivelsen af ansoegningen til Kommissionen og efter at have besluttet at opsige sin stilling". Denne udtalelse bekraeftes af den ansoegning om gentilmeldelse ved "Fachhochschule" i Duesseldorf, som sagsoegeren indgav for studieperioden fra september 1990 til februar 1991, jf. det indskrivningsbevis for det paagaeldende semester, der er vedfoejet staevningen. Yderligere bekraeftes det forhold, at sagsoegeren i ferietiden havde loennet beskaeftigelse alene med henblik paa lommepenge, af, at sagsoegerens fader i disse to maaneder modtog boernetilskud og uddannelsestillaeg.

28 Under disse omstaendigheder og ganske ifoelge de almindelige gennemfoerelsesbestemmelser til vedtaegten finder Retten, at et ophold i Duesseldorf med henblik paa erhvervsuddannelse ikke i sig selv og uden stoette fra andre relevante oplysninger goer det muligt at antage, at sagsoegeren har haft til hensigt at flytte det varige midtpunkt for sine interesser fra Bruxelles til Duesseldorf. Kravet om annullation af den anfaegtede afgoerelse, fordi den fastlaegger sagsoegerens indkaldelsessted til Bruxelles, kendes derfor ubegrundet.

Fastlaeggelse af hjemsted

29 I henhold til artikel 7, stk. 3, i bilag VII til vedtaegten "fastlaegges tjenestemandens hjemsted ved hans tiltraeden, idet der tages hensyn til det sted, hvorfra han er blevet indkaldt, eller til hvilket han har et naturligt tilhoersforhold. Denne fastlaeggelse kan aendres i loebet af den paagaeldendes tjenestetid og ved hans fratraeden ved en saerlig afgoerelse truffet af ansaettelsesmyndigheden. Denne aendring kan i tjenestetiden kun ske i undtagelsestilfaelde og efter en behoerigt dokumenteret ansoegning fra tjenestemanden". Herved erindres der om, at en tjenestemands hjemsted ved tiltraeden af tjenesten antages at vaere indkaldelsesstedet, jf. den almindelige afgoerelse om gennemfoerelse af artikel 7, stk. 3, i bilag VII til vedtaegten. Men af samme afgoerelse fremgaar det, at hans hjemsted efter anmodning, indgivet senest et aar efter tiltraedelsen og paa grundlag af dokumentation, kan fastlaegges til det sted, til hvilket han har et naturligt tilhoersforhold, saafremt dette sted ikke er identisk med indkaldelsesstedet.

30 I den foreliggende sag fastslaar Retten, at sagsoegeren i sin klage af 29. januar 1991 over afgoerelsen af 29. oktober 1990 for foerste gang anmodede om, at hendes hjemsted i medfoer af den almindelige gennemfoerelsesafgoerelse og i overensstemmelse med ovennaevnte vedtaegtsbestemmelser fastlaegges til Muenchen, dvs. et andet sted end det, hvorfra hun blev indkaldt, og som blev fastlagt til Bruxelles i samme afgoerelse. Hvad angaar dette punkt skal klagen imidlertid fortolkes som en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, som er forelagt ansaettelsesmyndigheden med henblik paa at faa fastlagt sagsoegerens hjemsted til et andet sted end indkaldelsesstedet, idet der skulle tages hensyn til det sted, til hvilket hun havde et naturligt tilhoersforhold, i dette tilfaelde Muenchen.

31 Hertil bemaerkes, at det hedder i vedtaegtens artikel 90, stk. 1, at hvis der ikke er afgivet svar inden fire maaneder efter dagen for ansoegningens forelaeggelse, her altsaa den 29. maj 1991, anses dette for en stiltiende afvisning, som der i henhold til samme artikels stk. 2 kan klages over inden for en ny frist paa tre maaneder.

32 Retten kan konkret fastslaa, at sagsoegeren ikke har klaget administrativt over ansaettelsesmyndighedens stiltiende afvisning af hendes ansoegning inden for den i vedtaegten fastsatte frist. Heraf foelger, at sagen maa afvises, for saa vidt som den vedroerer fastlaeggelse af hjemstedet til et andet sted end sagsoegerens indkaldelsessted.

33 Foelgelig vil sagsoegte vaere at frifinde, da de tre foerste led i paastanden er ubegrundede, og da det fjerde led maa afvises fra paakendelse.

Sagens omkostninger

34 Under den mundtlige forhandling har sagsoegte nedlagt paastand om, at sagsoegeren paa grund af det ubetydelige beloeb, der paastaas at vaere paa spil i denne tvist, paalaegges at betale samtlige omkostninger i medfoer af procesreglementets artikel 87, stk. 3, andet afsnit. Ifoelge denne bestemmelse kan Retten paalaegge endog en vindende part at erstatte den anden part de udgifter, som skoennes at vaere paafoert modparten unoedvendigt eller af ond vilje.

35 Herom maa Retten fastslaa, at sagsoegtes bedoemmelse af, hvilket beloeb der er paa spil, er klart urigtig i betragtning af de oekonomiske konsekvenser af den anfaegtede afgoerelse. I betragtning af, at fastlaeggelsen af sagsoegerens varige bopael paa et givet tidspunkt har kraevet en vanskelig afvejning paa grundlag af et kompliceret saet faktiske forhold, kan sagsoegerens krav ikke betragtes som overfloedigt eller urimeligt. Foelgelig kan sagsoegtes paastand ikke tages til foelge.

36 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte. Herefter boer hver part baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger.