61991A0030

++++

1. Konkurrence ° administrativ procedure ° overholdelse af retten til kontradiktion ° Kommissionens anvendelse af bebyrdende dokumenter, som ikke er meddelt den virksomhed, hvis adfaerd er draget i tvivl ° foelger ° umuligt at bevise et klagepunkt ved hjaelp af saadanne dokumenter

2. Konkurrence ° administrativ procedure ° aktindsigt ° genstand ° manglende adgang til Kommissionens dokumenter ° Rettens vurdering af overholdelsen af retten til kontradiktion i hvert enkelt tilfaelde

3. Konkurrence ° aftaler ° samordnet praksis ° begreb ° parallel adfaerd ° formodning om samordning ° begraensninger

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4. Konkurrence ° administrativ procedure ° overholdelse af retten til kontradiktion ° dokumenter til brug for forsvaret ° udelukkende Kommissionens vurdering ° ulovligt

(Raadets forordning nr. 17)

5. Konkurrence ° administrativ procedure ° tjenestehemmeligheder ° beskyttelse af forretningshemmeligheder ° noedvendigt at forene med retten til kontradiktion

(EOEF-traktaten, art. 214; Raadets forordning nr. 17, art. 19, 20, stk. 2, og art. 21)

6. Konkurrence ° administrativ procedure ° tilsidesaettelse af retten til kontradiktion ° afhjaelpning under forhandlingerne for Retten ° udelukket

1. Selv om det forhold, at Kommissionen, da den traf beslutning i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1, har anvendt belastende dokumenter, som ikke under den administrative procedure er blevet meddelt én af de omhandlede virksomheder, maatte karakteriseres som en uretmaessig tilsidesaettelse af denne virksomheds ret til kontradiktion, kan en saadan procedurefejl ikke foere til, at disse dokumenter udelukkes som beviser. En saadan udelukkelse, der paa ingen maade kan foere til, at hele beslutningen annulleres, er kun af betydning i det omfang, Kommissionens klagepunkt alene kunne bevises med henvisning til disse dokumenter.

2. I konkurrencesager har reglerne om aktindsigt til formaal at give adressaten for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at goere sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter for paa baggrund heraf at kunne tage stilling til de resultater, Kommissionen er naaet frem til i sin meddelelse af klagepunkter.

Aktindsigt henhoerer under de processuelle retssikkerhedsgarantier, som har til formaal at beskytte retten til kontradiktion, der er et grundlaeggende princip, hvis effektive overholdelse kraever, at den paagaeldende virksomhed allerede under den administrative procedure saettes i stand til at tage stilling til de af Kommissionen fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder.

Retten maa undersoege en eventuel tilsidesaettelse af retten til kontradiktion ud fra de saerlige omstaendigheder i hvert enkelt tilfaelde. Hvorvidt dokumenter, der ikke er blevet meddelt, er relevante for virksomhedens forsvar, maa bedoemmes under hensyntagen til saavel de af Kommissionen rent faktisk fremfoerte klagepunkter mod den paagaeldende virksomhed som det af virksomheden fremfoerte forsvar, baade hvad angaar dokumenter, som muligvis vil kunne tjene til virksomhedens forsvar, og dokumenter, som vil kunne godtgoere, at den paastaaede overtraedelse har fundet sted.

3. Samordnet praksis karakteriseres af den omstaendighed, at konkurrencens risici erstattes af et samarbejde mellem virksomhederne, hvilket formindsker den enkelte virksomheds usikkerhed med hensyn til konkurrenternes fremtidige holdninger.

Parallel adfaerd kan kun betragtes som bevis paa samordning, saafremt samordningen er den eneste plausible forklaring. Det skal derfor undersoeges, om en foreliggende parallel adfaerd i betragtning af produkternes art, virksomhedernes stoerrelse og antal og omfanget af det relevante marked ikke kan forklares ved andet end samordning, med andre ord, om de enkelte led i den parallelle adfaerd udgoer en staerk samling faste, noejagtige og samstemmende beviser for en forudgaaende samordning.

4. Inden for rammerne af den kontradiktoriske procedure i medfoer af forordning nr. 17 tilkommer det alene Kommissionen at afgoere, hvilke dokumenter der kan bruges til forsvar. Naar det nemlig drejer sig om at foretage komplicerede og vanskelige oekonomiske vurderinger, skal Kommissionen give den paagaeldende virksomheds advokater mulighed for at efterse de dokumenter, der kan vaere relevante, med henblik paa at vurdere deres bevisvaerdi for forsvaret.

Dette er navnlig tilfaeldet, naar det drejer sig om parallel adfaerd for en raekke handlemaader, der som udgangspunkt er neutrale, hvor dokumenterne kan fortolkes som talende baade for og imod de paagaeldende virksomheder. Under saadanne omstaendigheder maa det undgaas, at en mulig fejl begaaet af Kommissionens tjenestemaend, naar de kvalificerer et givet dokument som "neutralt", hvorefter det ° fordi det er overfloedigt ° ikke fremsendes til virksomheden, kan vaere til hinder for disse virksomheders ret til kontradiktion. En saadan fejl opdages nemlig kun i tide foer Kommissionens beslutning i det usaedvanlige tilfaelde, hvor de beroerte virksomheder samarbejder frivilligt, hvilket skaber uacceptable retsplejemaessige risici, fordi Kommissionen har ansvaret for, at en konkurrencesag tilrettelaegges korrekt, og ikke kan uddelegere dette ansvar til virksomheder, hvis oekonomiske og processuelle interesser ofte staar over for hinanden.

Under hensyntagen til det almindelige princip om processuel ligestilling af parterne, som forudsaetter, at den beroerte virksomhed under en konkurrencesag har samme kendskab som Kommissionen til de sagsakter, der anvendes under proceduren, kan det ikke tiltraedes, at kun Kommissionen, naar den tager stilling til overtraedelsen, er i besiddelse af visse dokumenter og saaledes alene kan beslutte, hvorvidt de skal anvendes mod virksomheden, mens denne ikke har haft adgang til dem og saaledes ikke har kunnet tage tilsvarende stilling til, hvorvidt de skulle anvendes til forsvar. Under denne forudsaetning er virksomhedens ret til kontradiktion under den administrative procedure blevet alt for indskraenket i forhold til Kommissionens befoejelser, som indebaerer saavel den myndighedsfunktion at meddele klagepunkterne som den at traeffe afgoerelse, og dette med et dybere kendskab til sagens akter end sagsoegeren.

Heraf foelger, at en virksomheds ret til kontradiktion tilsidesaettes, naar Kommissionen allerede i meddelelsen af klagepunkter har udelukket dokumenter, som var i Kommissionens besiddelse, og som eventuelt kunne tjene til virksomhedens forsvar, fra proceduren. En saadan tilsidesaettelse af retten til kontradiktion er ganske objektiv og afhaenger ikke af god eller ond tro hos Kommissionens tjenestemaend.

5. Efter et almindeligt princip, som finder anvendelse under den administrative procedure til gennemfoerelse af Faellesskabets konkurrenceregler, og som traktatens artikel 214 samt forskellige bestemmelser i forordning nr. 17 er udtryk for, har virksomhederne ret til beskyttelse af deres forretningshemmeligheder, men denne ret maa afvejes i forhold til sikkerheden for retten til kontradiktion og kan saaledes ikke begrunde Kommissionens afslag paa til en virksomhed at fremsende visse sagsakter, som denne kunne anvende i sit forsvar, det vaere sig i ikke fortrolige udgaver eller gennem fremsendelse af en fortegnelse over de dokumenter, som Kommissionen har indhentet.

6. En tilsidesaettelse under den administrative procedure af den virksomheds ret til kontradiktion, som beskyldes for at have overtraadt Faellesskabets konkurrenceregler, kan heller ikke afhjaelpes under forhandlingerne for Retten, der begraenser sig til en retlig kontrol udelukkende af de fremfoerte anbringender, og som derfor ikke traeder i stedet for en fuldstaendig tilrettelaeggelse af sagen inden for rammerne af en administrativ procedure.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

Den oekonomiske sammenhaeng

1 Det produkt, der er genstand for naervaerende sag, soda, anvendes til glasfremstilling (soda med hoej massefylde) samt inden for den kemiske industri og metalindustrien (soda med lav massefylde). Eftersom omkostningerne ved produktion af natursoda er langt lavere end ved et industrielt fremstillet produkt, maa der skelnes mellem "natursoda" (med hoej massefylde), der isaer benyttes i USA, og industrielt fremstillet soda (med saavel hoej som lav massefylde), som fremstilles i Europa ved hjaelp af en proces, som sagsoegeren opfandt for mere end 100 aar siden.

2 Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder var de seks faellesskabsproducenter af industrielt fremstillet soda:

° sagsoegeren, den stoerste producent paa verdensplan og inden for Faellesskabet med en markedsandel paa naesten 60% (endog 70% inden for Faellesskabet med undtagelse af Det Forenede Kongerige og Irland)

° Imperial Chemical Industrials plc (herefter benaevnt "ICI"), den naeststoerste producent inden for Faellesskabet med en markedsandel i Det Forenede Kongerige paa mere end 90%

° de "mindre" producenter Chemische Fabrik Kalk (herefter benaevnt "CFK") og Matthes & Weber (Tyskland), AKZO (Nederlandene) og Rhône-Poulenc (Frankrig) med en markedsandel paa ca. 26% tilsammen.

3 Sagsoegeren havde anlaeg i Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Portugal og OEstrig og salgsorganisationer i disse lande samt i Schweiz, Nederlandene og Luxembourg. I oevrigt var sagsoegeren den stoerste saltproducent inden for Faellesskabet og derfor i en meget gunstig position med hensyn til levering af dette vigtigste raastof til industrielt fremstillet soda. ICI havde to produktionsanlaeg i Det Forenede Kongerige, idet et tredje anlaeg var blevet lukket i 1985.

4 Ser man paa efterspoergslen, er glasproducenterne de stoerste kunder i Faellesskabet. Saaledes anvendes omkring 70% af den vesteuropaeiske produktion til fremstilling af planglas og hulglas. De fleste glasproducenter driver kontinuerlige produktionsanlaeg og maa derfor have sikre sodaforsyninger; i de fleste tilfaelde har de indgaaet laengerevarende aftaler med en stoerre leverandoer for stoersteparten af deres forbrug og anvender som sikkerhedsforanstaltning en anden leverandoer som "sekundaer forsyningskilde".

5 Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder var det faelles marked karakteriseret af en opdeling efter landegraenser, idet producenterne i almindelighed havde en tilboejelighed til at koncentrere deres afsaetning i de medlemsstater, hvor de havde produktionsanlaeg. I saerdeleshed var der ingen konkurrence mellem sagsoegeren og ICI, der hver isaer begraensede deres salg i Faellesskabet til deres traditionelle "indflydelsessfaere" (det kontinentale Vesteuropa for saa vidt angaar sagsoegeren, Det Forenede Kongerige og Irland for saa vidt angaar ICI). Denne opdeling af markedet gaar tilbage til 1870, paa det tidspunkt, da sagsoegeren for foerste gang meddelte licens til Brunner, Mond & Co., et af de selskaber, der senere indgik i ICI. I oevrigt var sagsoegeren en af hovedaktionaererne i Brunner, Mond & Co., og senere i ICI, lige til firmaet afhaendede sine andele i 1960' erne. De markedsopdelingsaftaler, der blev indgaaet undervejs, senest i 1945-1949, blev ifoelge sagsoegeren og ICI virkningsloese i 1962 og formelt ophaevet i 1972.

Den administrative procedure

6 I begyndelsen af 1989 foretog Kommissionen uanmeldte kontrolundersoegelser hos de vigtigste sodaproducenter i Faellesskabet. Efter disse kontrolundersoegelser henledte sagsoegeren ved skrivelse af 27. april 1989 Kommissionens opmaerksomhed paa, at de dokumenter, der var fundet hos sagsoegeren, var fortrolige. Ved skrivelse af 22. maj 1989 bekraeftede Kommissionen, at artikel 20 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), finder anvendelse paa dokumenter fundet under de omhandlede kontrolundersoegelser. De naevnte kontrolundersoegelser blev fulgt op af begaeringer om oplysninger. Sagsoegeren fremkom ved skrivelse af 18. september 1989 med de oenskede oplysninger og fremhaevede atter, at de fremsendte dokumenter var fortrolige. ICI har ligeledes ved skrivelser af 13. april og 14. september 1989 i anledning af samme kontrolundersoegelser og begaeringer om oplysninger understreget sine dokumenters fortrolige karakter.

7 Kommissionen fremsendte dernaest ved skrivelse af 13. marts 1990 sagsoegeren en meddelelse af klagepunkter opdelt i flere led:

° Foerste led vedroerer procedurens faktiske oplysninger.

° Andet led vedroerer en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85 begaaet af sagsoegeren og ICI, til hvem de tilsvarende bilag II.1 til II.42 er blevet fremsendt.

° Tredje led vedroerer en overtraedelse af artikel 85 begaaet af sagsoegeren, til hvem de tilsvarende bilag III.1 til III.12 er blevet fremsendt, og af CFK.

° Det fjerde led vedroerer en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 86 begaaet af sagsoegeren, til hvem de tilsvarende bilag IV.1 til IV.180 er blevet fremsendt.

° Et femte led, der er vedlagt bilag med journalnr. V, og som vedroerer en overtraedelse af artikel 86 begaaet af ICI, indgaar ikke i den meddelelse af klagepunkter, der er tilsendt sagsoegeren. Skrivelsen af 13. marts 1990 indeholder udelukkende foelgende angivelse herom: "Det femte led vedroerer ikke Solvay".

° Det sjette led vedroerer spoergsmaalet om de boeder, der eventuelt skal paalaegges.

8 Efter at have fremhaevet betydningen af at bevare fortroligheden af de dokumenter, som er fremkommet i medfoer af forordning nr. 17, angav Kommissionen i den naevnte skrivelse af 13. marts 1990, at de beviselementer, som fremgik af bilagene II.1 til II.42, var sendt til hver af de paagaeldende virksomheder, "idet dog de dele, som kunne udgoere forretningshemmeligheder, eller som er oemtaalelige set fra et forretningsmaessigt synspunkt, og som ikke direkte vedroerer den paastaaede overtraedelse, [er blevet] udeladt". Endelig har Kommissionen i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 fremsendt hver virksomhed de svar, den anden har givet, og praeciseret, at "de oplysninger, der kan udgoere forretningshemmeligheder, [ligeledes er] udeladt af disse besvarelser".

9 Den 28. maj 1990 fremkom sagsoegeren med sine skriftlige bemaerkninger til meddelelsen af klagepunkter. Ved skrivelse af 29. maj 1990 anmodede Kommissionen sagsoegeren om at deltage i en hoering den 25.-27. juni samme aar om de overtraedelser, som sagsoegeren og ICI havde begaaet. Ved skrivelse af 14. juni 1990 afviste sagsoegeren at deltage i denne hoering, som fandt sted den 26. og 27. juni 1990. Alene ICI deltog.

10 Ved skrivelse af 20. september 1990 til Kommissionen protesterede sagsoegeren mod den brug, som Kommissionen under hoeringen havde gjort af visse dokumenter eller dele heraf, som ikke optraadte i de sagsakter, som var blevet meddelt sagsoegeren, og mod undladelsen af at anvende andre dokumenter eller dele heraf, som Kommissionen kunne have henvist til. I denne sammenhaeng anmodede sagsoegeren Kommissionen om i fuldt omfang at drage omsorg for, at retten til kontradiktion blev iagttaget.

11 Ved skrivelse af 1. oktober 1990 svarede Kommissionen hertil, at den under hoeringen havde fremdraget omkring ti dokumenter fundet hos ICI med journalnumrene "X.1 til X.11" udelukkende med henblik paa at tage stilling til et anbringende, som ICI havde fremsat under hoeringen. Efter ICI' s udtrykkelige anmodning var disse dokumenter ikke blevet vedlagt meddelelsen af klagepunkter paa grund af deres delvis fortrolige karakter. Idet Kommissionen gik ud fra, at ICI efterfoelgende havde fremsendt sagsoegeren kopi af de omhandlede dokumenter med udeladelse af de fortrolige dele, gav den sagsoegeren mulighed for inden for en frist paa to uger at fremkomme med supplerende bemaerkninger hertil.

12 Ved skrivelse af 17. oktober 1990 praeciserede sagsoegeren, at dennes tidligere skrivelse ikke vedroerte dokumenterne med journalnr. "X", som Kommissionen havde fremlagt under hoeringen, og som var af ringe interesse for sagsoegeren. De relevante dokumenter var dem, som ICI havde anvendt til sit forsvar under hoeringen, og som ICI efterfoelgende havde fremsendt til sagsoegeren. Det drejede sig om seks dokumenter fra ICI, som ifoelge sagsoegeren var diskulperende for denne. I oevrigt blev to andre dokumenter kun vedlagt meddelelsen af klagepunkter i ganske vilkaarligt rensede udgaver (II.25 og II.34). Sagsoegeren kritiserede denne fremgangsmaade og henviste i denne forbindelse til de bemaerkninger, som ICI fremsatte under hoeringen.

13 I sin besvarelse af 30. oktober 1990 forklarede Kommissionen, at disse dokumenter hverken indeholdt nye oplysninger for sagsoegeren eller noget, der kunne stoette de klagepunkter, der var rejst mod de paagaeldende virksomheder. Kommissionen erklaerede imidlertid at ville tage hensyn til det af sagsoegeren i skrivelsen af 17. oktober 1990 fremfoerte.

14 Det fremgaar af sagen, at kommissaerkollegiet efter afslutningen af den ovenfor beskrevne procedure under sit 1 040. moede den 17. og 19. december 1990 vedtog beslutning 91/297/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.133-A: Soda ° Solvay, ICI, EFT 1991 L 152, s. 1, herefter benaevnt "beslutningen"). Denne beslutning fastslaar i det vaesentlige, at sagsoegeren og ICI fra den 1. januar 1973 til begyndelsen af 1989 har deltaget i en samordnet praksis om opdeling af det vesteuropaeiske sodamarked ved at forbeholde sagsoegeren det kontinentale Vesteuropa og ICI Det Forenede Kongerige samt Irland; foelgelig paalaegges de ved beslutningen hver en boede paa 7 mio. ECU.

15 Paa samme moede vedtog Kommissionen desuden:

° Beslutning 91/299/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 86 (IV/33.133-C: Soda ° Solvay, EFT 1991 L 152, s. 21), hvorved den i det vaesentlige fastslog, at sagsoegeren havde misbrugt sin dominerende stilling paa markedet i det kontinentale Vesteuropa, og hvorved der paalagdes sagsoegeren en boede paa 20 mio. ECU.

° Beslutning 91/300/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 86 (IV/33.133-D: Soda ° ICI, EFT 1991 L 152, s. 40), hvorved den i det vaesentlige fastslog, at ICI havde misbrugt sin dominerende stilling i Det Forenede Kongerige, og hvorved ICI blev paalagt en boede paa 10 mio ECU. Det vaesentligste i den ved beslutning 91/300 fastslaaede overtraedelse bestaar i, at ICI har anvendt "meromsaetningsrabatter" over for sine kunder, dvs. at ICI har tilskyndet dem til at aftage ikke blot deres "saedvanlige maengde" hos sig, men tillige deres "ekstramaengder", som de havde kunnet koebe hos en anden leverandoer, og at ICI i adskillige tilfaelde har lagt pres paa sine kunder for at forpligte dem til at foretage naesten alle deres koeb hos ICI for paa den maade at formindske konkurrencen fra andre leverandoerer mest muligt og opretholde en monopollignende stilling i Det Forenede Kongerige. I denne sammenhaeng fremgaar det af fjerde betragtning til beslutning 91/300 bl.a., at ICI indtil sidst i 1970' erne havde monopol paa sodaleverancerne i Det Forenede Kongerige.

16 Retten har inden for rammerne af naervaerende sag taget beslutning 91/299 og 91/300 af 19. december 1990 til efterretning. Den har ex officio indskrevet dem i naervaerende sags akter.

17 Den gennem naervaerende sagsanlaeg anfaegtede beslutning er blevet meddelt sagsoegeren ved rekommanderet skrivelse dateret den 1. marts 1991.

18 Det er ubestridt, at den beslutning, der blev meddelt sagsoegeren, ikke forinden var blevet stadfaestet ved underskrift af Kommissionens formand og generalsekretaer, som bestemt i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden 63/41/EOEF af 9. januar 1963 (EFT Anden Serie VII, s. 9), som midlertidigt opretholdt ved artikel 1 i Kommissionens afgoerelse 67/426/EOEF af 6. juli 1967 (EFT Anden Serie VII, s. 14) og senest aendret ved Kommissionens afgoerelse 86/61/EOEF, Euratom, EKSF af 8. januar 1986 (EFT L 72, s. 34) (herefter benaevnt "forretningsordenen").

Proceduren for Retten

19 Under disse omstaendigheder har sagsoegeren anlagt naervaerende sag, der er registreret paa Rettens Justitskontor den 2. maj 1991. Beslutningen er ligeledes genstand for en sag anlagt af ICI (sag T-36/91).

20 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Efter dens afslutning har sagsoegeren den 10. april 1992 indleveret et "supplerende processkrift" med et nyt anbringende om, at den omtvistede beslutning er en nullitet; under henvisning til to avisartikler, dels i Wall Street Journal af 28. februar 1992, dels i Financial Times af 2. marts 1992, har sagsoegeren bl.a. gjort gaeldende, at Kommissionen offentligt havde tilkendegivet, at dens retsakter efter fast praksis i aarevis ikke var blevet stadfaestet, og at ingen beslutning var blevet stadfaestet i loebet af de sidste 25 aar. Disse udtalelser fra Kommissionen henviste til en raekke dengang for Retten verserende sager om annullation af en anden af Kommissionens beslutninger vedroerende en samordnet praksis inden for polyvinylkloridsektoren. Disse sager har resulteret i Rettens dom af 27. februar 1992 (forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315, herefter benaevnt "PVC-dommen"). Kommissionen har inden for den frist, der i medfoer af procesreglementets artikel 48, stk. 2, blev fastsat af formanden for Foerste Afdeling, indgivet sine skriftlige bemaerkninger til det supplerende processkrift.

21 Ved kendelse af 14. juli 1993 har formanden for Foerste Afdeling truffet bestemmelse om at forene naervaerende sag med sag T-36/91 med henblik paa den mundtlige forhandling.

22 I marts 1993 besluttede Retten (Foerste Afdeling) ° som foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse ° at stille parterne en raekke spoergsmaal, bl.a. vedroerende sagsoegerens adgang til Kommissionens sagsakter. Parterne besvarede disse spoergsmaal i maj 1993. Efter at Domstolen ved dom af 15. juni 1994 (sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555) havde truffet afgoerelse i appelsagen mod Rettens PVC-dom, traf Retten (Foerste Udvidede Afdeling) bestemmelse om andre foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og anmodede bl.a. Kommissionen om at fremlaegge teksten til beslutning 91/297 som stadfaestet paa originalsprogene ved formandens og generalsekretaerens underskrifter og bilagt moedeprotokollatet.

23 Kommissionen svarede, at den, saa laenge Retten ikke havde truffet afgoerelse om, hvorvidt anbringendet vedroerende den manglende stadfaestelse af den anfaegtede beslutning i det hele taget kunne antages til realitetsbehandling, ikke fandt anledning til at behandle spoergsmaalet om, hvorvidt det skulle tages til foelge.

24 Under disse omstaendigheder har Retten (Foerste Udvidede Afdeling) ved kendelse af 25. oktober 1994 med hjemmel i procesreglementets artikel 65 paalagt Kommissionen at fremlaegge den naevnte tekst.

25 Kommissionen har herefter den 11. november 1994 bl.a. fremlagt beslutning 91/297 paa fransk og engelsk, paa forsiden forsynet med en udateret stadfaestelsesformular, underskrevet af Kommissionens formand og generalsekretaer. Det er ubestridt, at denne formular foerst er blevet paafoert mere end seks maaneder efter denne sags anlaeg.

26 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal i retsmoeder den 6. og 7. december 1994. Formanden har herefter erklaeret den mundtlige forhandling for afsluttet.

Parternes paastande

27 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Principalt, at den anfaegtede beslutning annulleres.

° Subsidiaert, at den anfaegtede beslutning ophaeves, for saa vidt som den paalaegger sagsoegeren en boede paa 7 mio. ECU.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

28 I sit supplerende processkrift har sagsoegeren paastaaet, at beslutningen er en nullitet eller i det mindste boer annulleres.

29 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° De i det supplerende processkrift fremsatte anbringender afvises fra realitetsbehandling eller tages ikke til foelge.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

30 Det bemaerkes, at sagsoegeren som svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal stillet efter afsigelsen af Domstolens naevnte dom af 15. juni 1994 har erklaeret, at beslutningen herefter ikke paastaas at vaere en nullitet, men alene paastaas annulleret. Sagsoegeren har tillige anmodet Retten om kun at tage stilling til de fremsatte anbringender set i lyset af paastanden om annullation.

Paastanden om annullation af beslutningen

31 Til stoette for sin paastand om annullation har sagsoegeren fremfoert en raekke anbringender, som kan opdeles i to grupper. Under den foerste, der vedroerer det retmaessige forloeb af den administrative procedure, paaberaaber sagsoegeren sig en raekke vaesentlige formelle mangler. I sit supplerende processkrift goer sagsoegeren gaeldende, at den meddelte beslutning i strid med artikel 12 i Kommissionens forretningsorden hverken er blevet underskrevet af Kommissionens formand eller stadfaestet paa det relevante tidspunkt af denne og af generalsekretaeren. Dertil kommer, at der ikke er sket gyldig meddelelse efter EOEF-traktatens artikel 191 og forretningsordenens artikel 16, stk. 3. Desuden goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om, at der ikke maa aendres i retsakter udstedt af faellesskabsmyndighederne, ved at aendre beslutningen efter den dato, hvor den officielt blev vedtaget. I staevningen goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat kollegialitetsprincippet, og understreger, at i strid med forretningsordenens artikel 4 blev droeftelsen af udkastet til beslutningen ikke udsat, skoent mindst et af Kommissionens medlemmer skulle have oensket en saadan udsaettelse for at faa tid til at saette sig ind i sagen, der var blevet fremsendt til ham paa et sent tidspunkt. Endelig paaberaaber sagsoegeren sig en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og af artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder, idet Kommissionen dels har anvendt dokumenter, der ikke eller ikke i fuldt omfang var meddelt, navnlig bilagene II.25 og II.34 til meddelelsen af klagepunkter, hvoraf dele var blevet udeladt, og dels har naegtet sagsoegeren adgang til visse dokumenter, som kunne tjene til dennes forsvar.

32 Inden for den anden gruppe anbringender goer sagsoegeren gaeldende, at EOEF-traktatens artikel 85 og 190, de processuelle regler vedroerende fremlaeggelse af bevis og vedroerende bevisbyrde samt lighedsprincippet er overtraadt, idet beslutningen bygger paa fejlagtige faktiske antagelser og retlige vurderinger. Endelig paapeger sagsoegeren, at den paalagte boede er urimelig hoej og dens stoerrelse uden sammenhaeng med den paastaaede overtraedelses betydning. Desuden er den ikke forskriftsmaessigt begrundet.

33 Retten vil indledningsvis undersoege det anbringende, der vedroerer en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, idet Kommissionen har brugt dokumenter, som ikke var meddelt sagsoegeren, og har naegtet sagsoegeren adgang til visse dokumenter, som kunne tjene til dennes forsvar.

Anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion ved Kommissionens paastaaede brug af dokumenter, der ikke er meddelt sagsoegeren, og Kommissionens naegtelse af at give sagsoegeren adgang til visse dokumenter, som kunne tjene til dennes forsvar

Parternes argumenter

34 Med henvisning til sine skrivelser af 20. september og 17. oktober 1990 til Kommissionen under den administrative procedure, som sagsoegeren har vedlagt sin staevning, goer denne gaeldende, at Kommissionen ved vedtagelsen af den anfaegtede beslutning har gjort brug af dokumenter, som ikke er blevet meddelt sagsoegeren. En del af de ikke meddelte dokumenter eller de passager, som Kommissionen har udeladt, indeholder elementer, der stoetter sagsoegeren. Ifoelge skrivelsen af 17. oktober 1990 (jf. praemis 12) drejer det sig bl.a. om seks dokumenter, som ikke er blevet fremsendt til sagsoegeren. Selv saafremt dokumenterne maatte vaere fortrolige, hvilket bestrides, finder sagsoegeren, at hensynet til forretningshemmeligheden maa vige for de krav, som stilles til overholdelsen af retten til kontradiktion.

35 I replikken tilfoejer sagsoegeren dels, at Kommissionen har lagt dokumenter til grund, som den udelukkende havde meddelt ICI, enten som bilag til meddelelsen af klagepunkter eller i loebet af den hoering, som sagsoegeren ikke deltog i, og dels, at Kommissionen i sagens akter har udvalgt de dokumenter, der stoetter Kommissionens synspunkt, men selv beholdt de dokumenter, der taler for det modsatte, hvilket ifoelge sagsoegeren har forhindret denne i at tage til genmaele. Saaledes er alle bilag med journalnr. V i meddelelsen af klagepunkter vedroerende ICI' s misbrug af dominerende stilling ikke blevet meddelt sagsoegeren. De dokumenter, som ICI under denne sags retsforhandlinger har fremsendt, bekraefter, at disse bilag indeholder adskillige dokumenter, som stoetter sagsoegerens paastand. En foerste undersoegelse viser, at otte af disse dokumenter fjerner grundlaget for Kommissionens paastande (replikken, s. 12 og note 9, 33 og 43). Sagsoegeren kritiserer, at ingen af virksomhederne har haft adgang til de dokumenter, der er fundet hos den anden, hvorfor de hver isaer har vaeret afhaengige af den andens velvilje for at kunne varetage deres interesser.

36 Sagsoegeren tilfoejer, at det fremgaar af en sammenligning af dokument II.34 med den laengere udgave i dokument V.40, at Kommissionen blandt dokumenterne har udvalgt dem, som taler for dens synspunkt, og saaledes har "konstrueret" sagen.

37 Hvad angaar dokumenterne X.1 til X.11, som Kommissionen har fremlagt under hoeringen i proceduren mod ICI, medgiver sagsoegeren i replikken i sin skrivelse af 17. oktober 1990 at have erklaeret, at de naeppe var af interesse. Sagsoegeren tilfoejer imidlertid, at dette ikke betyder, at disse dokumenter var uden interesse, eller at sagsoegeren har givet afkald paa at goere gaeldende, at de ikke var meddelt.

38 Sagsoegeren goer gaeldende, at det under en procedure i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, er vigtigt, at hver af parterne i den paastaaede aftale faar meddelelse om de samme dokumenter. Det tilkommer ikke Kommissionen at vurdere, om et dokument kan bruges til forsvar for den ene eller den anden af parterne eller ej. En beslutning vedroerende en aftale mellem to parter kan nemlig ikke adskilles i forhold til de virksomheder, der paastaas at vaere parter i aftalen. Man kan ikke forestille sig, at den ene er part i aftalen, den anden ikke. Hvis Kommissionen saaledes i dette tilfaelde finder, at visse dokumenter er fortrolige, burde den enten udelade dem eller meddele dem til begge de beroerte parter.

39 Inden for rammerne af det andet anbringende goer sagsoegeren i staevningen gaeldende, at Kommissionen ikke paa den ene side kan fastholde, at handel mellem Det Forenede Kongerige og kontinentet var mulig, og samtidig i oevrigt fastslaa, at sagsoegeren og ICI gennem den praksis, som Kommissionen har forbudt i medfoer af traktatens artikel 86, har afskaermet deres respektive markeder (staevningens s. 47, hvor sagsoegeren henviser til sagerne T-32/91 og T-37/91).

40 Ifoelge Kommissionen fremgaar det af brevvekslingen med sagsoegeren under den administrative procedure, at klagepunktet om den paastaaede brug af ikke-meddelte dokumenter er blevet genstandsloest, ogsaa efter sagsoegerens opfattelse. Under alle omstaendigheder er den anfaegtede beslutning ° den eneste, som sagen drejer sig om ° ikke baseret paa noget dokument, som ikke forudgaaende er blevet meddelt sagsoegeren.

41 Hvad angaar den paastaaede manglende meddelelse af dokumenter, som stoetter sagsoegeren, goer Kommissionen gaeldende, at de dokumenter, som i denne sammenhaeng er blevet fremdraget af sagsoegeren under den administrative procedure ° dokumenter fundet hos ICI ° efter sidstnaevntes anmodning ikke er blevet fremlagt. De bilag til meddelelsen af klagepunkter med journalnr. V, som de dokumenter, som sagsoegeren paaberaaber sig i denne sammenhaeng, er uddrag af, vedroerer ikke naervaerende sag, men indeholder de dokumenter, som danner grundlaget for beslutningen om ICI' s misbrug af sin dominerende stilling. De dokumenter, som denne beslutning bygger paa, er bilagene med journalnr. II; de blev paa fuldstaendig samme maade meddelt sagsoegeren og ICI. Saafremt ICI nu antager, at visse af de dokumenter, som blev fundet hos dette selskab, ikke laengere er fortrolige i forhold til sagsoegeren, kan Kommissionen ikke goeres ansvarlig for denne aendrede holdning. ICI' s og sagsoegerens adfaerd i saa henseende udgoer tilmed et veritabelt forsoeg paa fordrejning af de processuelle regler i forordning nr. 17.

42 I en saadan sammenhaeng finder Kommissionen, at de dokumenter, sagsoegeren har fremlagt under den retlige forhandling, hoejest kan betragtes som beviselementer fremlagt for Retten til stoette for sagen, saaledes at de maa undersoeges sammen med realiteten. Da Kommissionen i oevrigt er sagsoegt for Retten, er det den, som kan paaberaabe sig beskyttelsen af sin ret til kontradiktion. Overholdelsen af disse rettigheder maa medfoere, at de anbringender, som sagsoegeren stoetter paa dokumenter, som udelukkende er fremlagt under replikken, ikke antages til realitetsbehandling.

43 Som svar paa en raekke af Rettens skriftlige spoergsmaal har Kommissionen forklaret, at det materiale, Kommissionens repraesentanter har fundet under kontrolundersoegelserne hos sodaproducenterne, udgoer naesten 60 sagsmapper, opdelt efter, hos hvilken producent dokumenterne er fundet. Sagsmapperne 39-49 indeholder saaledes det materiale, der hidroerer fra ICI. Omkring ti andre sagsmapper indeholder de dokumenter, der er besvarelser af begaeringer om oplysninger. Henset til antallet af producenter og til dokumenternes komplekse karakter har Kommissionen ikke foretaget en underopdeling i en gruppe vedroerende "artikel 85" og en gruppe vedroerende "artikel 86".

44 Under sag T-36/91, der er forenet med naervaerende sag med henblik paa den mundtlige forhandling, har Kommissionen praeciseret, at den har opdelt de dokumenter, der er fundet under undersoegelsen, saaledes:

i) sagsmappe 1: interne dokumenter, saasom beslutningsudkast

ii) sagsmapperne 2-14: Solvay, Bruxelles

iii) sagsmapperne 15-19: Rhône-Poulenc

iv) sagsmapperne 20-23: CFK

v) sagsmapperne 24-27: Deutsche Solvay Werke

vi) sagsmapperne 28-30: Matthes & Weber

vii) sagsmapperne 31-38 AKZO

viii) sagsmapperne 39-49: ICI

ix) sagsmapperne 50-52: Solvay, Spanien

x) sagsmapperne 53-58: "AKZO II" (fornyet kontrolbesoeg)

xi) sagsmappe 59: kontrolbesoeg hos spanske producenter og fornyet kontrolbesoeg hos Solvay, Bruxelles.

xii) Omkring ti andre sagsmapper, som indeholder korrespondancen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17.

45 Kommissionen tilfoejer, at erfaringen viser, at naar de foerst er undersoegt, er de fleste af dokumenterne ikke af interesse for sagens tilrettelaeggelse. Under en kontrolundersoegelse har Kommissionens befuldmaegtigede nemlig hverken tid til eller mulighed for at foretage en omhyggelig udvaelgelse blandt de dokumenter, som forelaegges dem, idet den eneste afgraensning bestaar i, om dokumenterne vedroerer undersoegelsens genstand. De eneste dokumenter af interesse er dem, som klagepunkterne bygger paa.

46 Kommissionen henviser til, at bilaget til meddelelsen af klagepunkter i dette tilfaelde opdeler alle de dokumenter, klagepunkterne bygger paa, i grupper. Dette udgoer "sagens akter". De bestaar af en raekke led. Led V angaar en procedure mod ICI i medfoer af traktatens artikel 86 og vedroerer ikke sagsoegeren. Dette er grunden til, at sagsoegeren ikke har faaet kopi af bilagene angaaende femte del af meddelelsen af klagepunkter, og at der kun er blevet givet sagsoegeren delvis adgang til visse af ICI' s interne dokumenter vedroerende anden del. Heraf foelger imidlertid ikke, at Kommissionen har naegtet sagsoegeren aktindsigt. Tvaertimod har de sagsakter, som er meddelt sagsoegeren som bilag til meddelelsen af klagepunkter, ubestrideligt gjort det muligt for denne at forsvare sig paa hensigtsmaessig maade mod de anfoerte klagepunkter.

47 Kommissionen har i oevrigt understreget, at sagsoegeren intetsteds i staevningen har haevdet, at Kommissionen skulle have givet sagsoegeren mulighed for at faa indsigt i materialet vedroerende ICI. I oevrigt har sagsoegeren aldrig under den administrative procedure anmodet Kommissionen om at maatte benytte materialet vedroerende ICI i almindelighed eller de bilag, som vedroerer femte del af meddelelsen af klagepunkter, i saerdeleshed. Endelig har sagsoegeren ikke i sine skriftlige indlaeg forklaret sin "tilbageholdende forretningsmaessige adfaerd" med ICI' s eventuelt dominerende stilling.

48 Kommissionen drager heraf den slutning, at den har gjort det muligt for sagsoegeren at faa kendskab til alle de beviselementer, sagen indeholder. I oevrigt indeholder bilagene til anden del af meddelelsen af klagepunkter snarere en raekke oplysninger end rent belastende dokumenter. Hvad angaar eventuelt diskulperende eller paa anden maade for sagsoegerens forsvar relevante elementer, kan Kommissionen ikke kritiseres for at have foretaget en selektiv og vilkaarlig udvaelgelse. Sagsoegeren er ikke fremkommet med noget forhold, hverken under den administrative procedure eller under den skriftlige forhandling for Retten, der kan naere en saadan mistanke (Rettens dom af 1.4.1993, sag T-65/89, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. II, s. 389, praemis 35). I oevrigt udgoer bestemmelserne i artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 17, sammenholdt med ICI' s udtrykkelige anmodninger om, at hensynet til, at hele selskabets forretningsmaessige materiale er fortroligt, iagttages paa det strengeste, en dobbelt hindring for, at disse oplysninger meddeles sagsoegeren.

49 Under retsmoedet har sagsoegeren medgivet ikke under den administrative procedure at have anmodet Kommissionen om almindelig aktindsigt. Sagsoegeren har forklaret med sikkerhed at vide, at dette ville blive afslaaet af Kommissionen, som det i oevrigt var sket for ICI, der havde anmodet om det samme. Sagsoegeren tilfoejer, at det retteligen tilkommer Kommissionen paa eget initiativ at give selskaberne adgang til de dokumenter, som er i Kommissionens besiddelse.

Rettens bemaerkninger

Formaliteten og det fremfoerte anbringendes raekkevidde

50 I overensstemmelse med artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, der fandt anvendelse ved sagens anlaeg, maa der foerst tages stilling til, om staevningen indeholder en kort fremstilling af den soegsmaalsgrund, der vedroerer tilsidesaettelsen af retten til kontradiktion.

51 I denne sammenhaeng bemaerkes, at sagsoegeren i staevningen har fremfoert, dels at Kommissionen har anvendt ikke-meddelte dokumenter mod sagsoegeren, og dels ikke eller kun paa ufuldstaendig maade har overladt sagsoegeren andre dokumenter med elementer, der taler til dennes fordel. I denne sammenhaeng henviser sagsoegeren til sin skrivelse af 17. oktober 1990 (staevningens bilag 9), i hvilken Solvay havde klaget over, at Kommissionen havde undladt at stille seks dokumenter, der hidroerte fra ICI, til selskabets disposition. Ifoelge denne skrivelse er et af disse dokumenter med loebenr. 000320 ligeledes blevet brugt mod ICI i den procedure, der er indledt i medfoer af artikel 86, eftersom det svarer til s. 3 i dokument V.9. Ved at fremlaegge fotokopien af dette dokument med titlen "bilag V.9" har sagsoegeren ° ganske vist indirekte ° gjort det anbringende gaeldende, at Kommissionen har overset, at et af dokumenterne med journalnr. V tjente til sagsoegerens forsvar.

52 Andre i naevnte skrivelse af 17. oktober 1990 og senere i staevningen omhandlede dokumenter er dem, som hidroerer fra ICI, og som Kommissionen har taget fotokopier af, men som den ikke har vedlagt nogen af de fremsendte meddelelser af klagepunkter. ICI har understreget dette i punkt 8 til de bemaerkninger, som selskabet fremlagde under hoeringen (bilag 5 til ICI' s staevning i sag T-36/91, s. 14-19), og sagsoegeren har udtrykkeligt henvist hertil (s. 1 i skrivelsen af 17.10.1990). Det foelger heraf, at sagsoegeren ligeledes for Retten goer gaeldende, at Kommissionen har overset, at visse dokumenter, som var fundet hos ICI, og som ikke senere er blevet inddraget under de forskellige sagers tilrettelaeggelse, var relevante for sagsoegerens forsvar.

53 Retten finder i modsaetning til de af Kommissionen udtrykte forbehold, at disse angivelser opfylder kravet til en kortfattet fremstilling af soegsmaalsgrunden. Selve staevningen indeholder fremstillingen af de grundlaeggende indsigelser mod Kommissionen, hvis raekkevidde bliver endnu klarere, naar de laeses i lyset af anbringenderne om en paastaaet modsaetning mellem den procedure, der er indledt efter traktatens artikel 85, og de procedurer, der er indledt efter artikel 86 (jf. praemis 39); ved ikke at tage denne modsaetning i betragtning har Kommissionen ifoelge staevningen ligeledes undladt at tage hensyn til den bevisvaerdi, som dokumenterne fra ICI ° saavel dem med journalnr. V som visse andre ° har for sagsoegerens mulighed for at varetage sine interesser. Soegsmaalsgrunden er saaledes blevet tilstraekkeligt afgraenset i staevningen, selv naar man bortser fra skrivelsen af 17. oktober 1990, som er vedlagt som bilag. Denne skrivelse indeholder supplerende anbringender, som imidlertid ikke er tvingende noedvendige for en kortfattet fremstilling af soegsmaalsgrunden. Foelgelig opfylder staevningen kravene i artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement.

54 Det fremgaar saaledes af det foregaaende, at anbringendet maa deles i tre led, nemlig for det foerste Kommissionens anvendelse af et praecist antal belastende dokumenter (dokumenterne X.1 til X.11), som ikke er blevet fremsendt til sagsoegeren som bilag til meddelelsen af klagepunkter; for det andet den manglende meddelelse til sagsoegeren af dokumenterne med journalnr. V, som var bilagt den meddelelse af klagepunkter, der blev fremsendt til ICI i medfoer af traktatens artikel 86, skoent sammenhaengen mellem den paastaaede overtraedelse af artikel 86 og den paastaaede overtraedelse af artikel 85 bevirker, at disse dokumenter er relevante for sagsoegerens forsvar i dette tilfaelde; for det tredje den manglende meddelelse af andre af de dokumenter, som hidroerer fra ICI, og som kunne tjene til sagsoegerens forsvar i det omfang, en beslutning vedroerende en aftale mellem to parter ikke kan adskilles i forholdet dem imellem.

Realiteten

i) Det foerste led i anbringendet om Kommissionens anvendelse af belastende dokumenter, som ikke er meddelt sagsoegeren

55 Det bemaerkes vedroerende de dokumenter, som Kommissionen har fremlagt for foerste gang under hoeringen af ICI (dokumenterne X.1 til X.11), at de er blevet anvendt til at underbygge den klage, som er rejst mod sagsoegeren og mod ICI, om at have deltaget i en samordnet praksis, idet det blev praeciseret, at dokumenterne X.8 og X.9 er de fuldstaendige udgaver af dokumenterne II.12 og II.17, der delvis er blevet fremlagt i uddrag. Som sagsoegeren har bekraeftet i sin naevnte skrivelse af 17. oktober 1990 uden paa dette punkt at vaere blevet modsagt af Kommissionen, er de omhandlede dokumenter ikke blevet meddelt sagsoegeren af ICI under den administrative procedure. Det staar dog fast, at sagsoegeren udtrykkeligt i samme skrivelse af 17. oktober 1990 har erklaeret, at "disse dokumenter kun forekommer at vaere af ringe interesse", hvilket efter sagsoegerens opfattelse ikke desto mindre ikke indebaerer (replikken, s. 11), at sagsoegeren havde til hensigt at give afkald paa at goere denne manglende meddelelse gaeldende.

56 Det bemaerkes, at visse af disse dokumenter udtrykkeligt henviser til forbindelserne mellem sagsoegeren, som naevnes deri, og ICI. I dokument X.2 staar saaledes: "They have not grasped our relationships and likely reaction from Solvay ... since the takeover of Stauffer." ("De har ikke fattet vores indbyrdes forbindelser og Solvay' s mulige reaktion ... paa overtagelsen af kontrollen med Stauffer.") Paa samme maade kommenterer dokumenterne X.6 og X.7 forbindelserne ("relationship") mellem ICI og sagsoegeren. Dokument X.10 indeholder en i det mindste tvetydig saetning: "Solvays reaction to any ICI initiative involving a US partner is uncertain and would need testing through the appropriate channels." ("Solvay' s reaktion paa et hvilket som helst initiativ fra ICI' s side, som involverer en amerikansk partner, er ikke til at forudse og maa afproeves ad de dertil egnede kanaler.") Dokumentet X.11 indeholder en "fortrolig" rapport om et moede mellem sagsoegeren og ICI den 14. april 1987, hvorunder man diskuterede visse priser og lukning af fabrikationsenheder. Denne kortfattede analyse af dokumenterne viser, at det drejer sig om belastende dokumenter, som underbygger klagepunktet om en samordnet praksis mellem sagsoegeren og ICI.

57 Foelgelig maa det undersoeges, om Kommissionens fremgangsmaade forekommer forenelig med den noedvendige overholdelse af sagsoegerens ret til kontradiktion. I den forbindelse bemaerkes, at Kommissionen i sin skrivelse af 1. oktober 1995 fastsatte en frist paa to uger for sagsoegeren til at fremkomme med sine eventuelle bemaerkninger, idet Kommissionen gik ud fra, at sagsoegeren i mellemtiden fra ICI havde modtaget en kopi af dokumenterne uden de fortrolige oplysninger. Sagsoegeren svarede den 17. oktober 1990, at selskabet ikke havde modtaget dokumenterne, men at disse "rent faktisk syn[t]es at vaere af ringe interesse". Til trods for dette svar fra sagsoegeren maa det fastslaas, at de omhandlede dokumenter ikke har mistet deres belastende karakter, blot fordi sagsoegerens advokat i en uklar kommentar har udtalt sig om den interesse, som dokumenterne "syn[t]es at have". Foelgelig kan Retten ikke udelukke, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, og artikel 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42) burde vaere fremkommet med en formel supplerende meddelelse af klagepunkter.

58 Selv om anvendelsen af de omhandlede dokumenter maatte karakteriseres som en uretmaessig tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til kontradiktion, ville en saadan procedurefejl imidlertid ikke i dette tilfaelde foere til, at disse dokumenter blev udelukket som beviser. En saadan udelukkelse, der paa ingen maade kunne foere til, at hele beslutningen blev annulleret, ville kun vaere af betydning i det omfang, Kommissionens klagepunkt alene kunne bevises med henvisning til disse dokumenter (Domstolens dom af 25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 24-30). Dette spoergsmaal henhoerer saaledes under andre anbringender om, hvorvidt Kommissionens faktiske vurderinger kan tiltraedes. Foelgelig kan foerste led i anbringendet under alle omstaendigheder ikke tages til foelge.

ii) Andet og tredje led i anbringendet om den manglende meddelelse til sagsoegeren af henholdsvis dokumenter med journalnr. V og andre dokumenter hidroerende fra ICI

59 Hvad angaar spoergsmaalet om aktindsigt i dokumenterne med journalnr. V og eventuelt andre dokumenter, der kan tjene til sagsoegerens forsvar, bemaerker Retten indledningsvis, at reglerne om aktindsigt i konkurrencesager har til formaal at give adressaterne for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at goere sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter for paa baggrund heraf at kunne tage stilling til de resultater, som Kommissionen er naaet frem til i sin meddelelse af klagepunkter. Aktindsigt henhoerer saaledes under de processuelle retssikkerhedsgarantier, som har til formaal at beskytte retten til kontradiktion (Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 38, og ovennaevnte dom i sagen BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, praemis 30). Retten til kontradiktion i enhver procedure, som kan foere til, at der paalaegges sanktioner, er et grundlaeggende princip i faellesskabsretten, som under alle omstaendigheder skal overholdes, selv om det drejer sig om en procedure af administrativ karakter. En effektiv overholdelse af dette almindelige princip kraever, at den paagaeldende virksomhed allerede under den administrative procedure saettes i stand til at tage stilling til de af Kommissionen fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 9 og 11).

60 Retten finder, at problemet vedroerende en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion derfor maa undersoeges ud fra de specielle omstaendigheder i hvert enkelt tilfaelde, eftersom det haenger noeje sammen med de klagepunkter, som Kommissionen har anfoert for at bevise den overtraedelse, der er begaaet af den paagaeldende virksomhed. For at kunne naa til klarhed over, om andet og tredje led i det omhandlede anbringende kan tages til foelge, maa der derfor i korthed tages stilling til de faktiske klagepunkter, som Kommissionen har anfoert i sin meddelelse af klagepunkter og i den omtvistede beslutning.

° De af Kommissionen anfoerte klagepunkter og beviser

61 I denne henseende bemaerkes for det foerste, at meddelelsen af klagepunkter kort kan gengives saaledes, at sagsoegeren og ICI i hvert fald fra den 1. januar 1973 har deltaget i en samordnet praksis, da de sammen fortsat har overholdt en tidligere aftale, der fastlagde deres respektive salgsmarkeder paa sodaomraadet, idet de har afholdt sig fra gensidig konkurrence. Kommissionen indroemmer ikke at vaere i besiddelse af direkte beviser for en udtrykkelig aftale mellem sagsoegeren og ICI, men finder, at der foreligger omfattende beviser paa et hemmeligt samarbejde, hvoraf det kan sluttes, at den oprindelige aftale, den saakaldte "Page 1 000"-aftale, der blev indgaaet i 1949, fortsat har vaeret i kraft i form af en samordnet praksis. Det fremgaar nemlig af dokumentbeviserne, at

° sagsoegeren og ICI fortsat har haft fuldstaendige samarbejdsforbindelser, der snarere har lighed med et partnerskab end med konkurrence, med henblik paa at samordne deres generelle strategi paa sodaomraadet og undgaa enhver indbyrdes interessekonflikt

° grundlaget for disse fortsatte forbindelser har vaeret opretholdelsen af den forretningspraksis, der blev paabegyndt under selskabet Brunner, Mond & Co., dvs. den gensidige anerkendelse af eksklusive aktivitetssfaerer. Skoent den tidligere aftale gennem brevveksling af 12. oktober 1972 formelt er blevet ophaevet, staar disse forbindelser fortsat ved magt, da ingen af parterne nogensinde har konkurreret mod den anden paa dennes marked i Faellesskabet.

62 Kommissionen har ligeledes i meddelelsen af klagepunkter anfoert som "endnu et vigtigt aspekt i de taette forretningsmaessige forbindelser" mellem sagsoegeren og ICI, at der foreligger "medproducentaftaler" eller aftaler om "PFR" (purchase for resale) med det formaal i perioden fra 1983 til 1989 at hjaelpe ICI med at overholde sine leveringsforpligtelser. Kommissionen har dog ikke anset disse aftaler for i sig selv at udgoere saerskilte overtraedelser.

63 Det tilfoejes, at Kommissionen i meddelelsen af klagepunkter har understreget, at det vesteuropaeiske sodamarked paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder stadig var karakteriseret ved en opdeling efter nationale hensyn, idet producenterne havde tilboejelighed til at koncentrere deres afsaetning i de medlemsstater, hvor de havde produktionsanlaeg. Der var navnlig ikke import fra sagsoegeren eller nogen anden producent i Faellesskabet, der kunne konkurrere med ICI i Det Forenede Kongerige. Der var tale om det saakaldte "hjemmemarkedsprincip" (home market). Forbindelserne mellem sagsoegeren og ICI maa saaledes vurderes i lyset af de dokumenter, der vedroerer et vist antal andre producenter eller hidroerer fra dem, hvoraf fremgaar, at alle sodaproducenterne i Faellesskabet i en lang aarraekke har accepteret dette princip, som i oevrigt blev overholdt mellem sagsoegeren og ICI saa sent som i 1982. Kommissionen tilfoejer, at skoent der er visse forhold, der tyder paa, at sagsoegeren og AKZO i 1982 indgik en aftale om AKZO' s virksomhed paa det tyske sodamarked (bilag II.21 til meddelelsen af klagepunkter), er dette aldrig blevet anset for at vaere tilstraekkeligt til at begrunde indledningen af en procedure i henhold til traktatens artikel 85 mod sagsoegeren og AKZO.

64 Til stoette for sine klagepunkter har Kommissionen bilagt meddelelsen af klagepunkter til sagsoegeren en raekke dokumenter med journalnr. II. Kun tre af disse dokumenter (II.33, II.34 og II.36) er ° i det mindste delvist ° identiske med de dokumenter med journalnr. V, der anvendes i proceduren mod ICI i henhold til artikel 86 (V.32, V.40 og V.41). Ingen af de oevrige dokumenter med journalnr. V er blevet meddelt sagsoegeren.

65 Hvad angaar klagepunkterne i den anfaegtede beslutning bemaerkes, at den samordnede praksis ifoelge beslutningens artikel 1 har varet fra den 1. januar 1973 og i hvert fald, indtil proceduren blev indledt. For at godtgoere, at der foreligger samordnet praksis, stoetter beslutningen sig i sin 58. betragtning i det vaesentligste paa syv sammenfaldende faktorer. Saaledes som det ogsaa fremgaar af naevnte passage i beslutningen som praeciseret af Kommissionen for Retten under retsmoedet, kan disse faktorer sammenfattes i foelgende fire dele:

° sagsoegeren og ICI' s manglende sodahandel over Kanalen i hele den omhandlede periode, dvs. mere end seksten aar, hvilket var resultatet af hver producents politik

° det noeje sammenfald mellem denne manglende konkurrence og ordvalget i de tidligere aftaler mellem sagsoegeren og ICI, senest den saakaldte "Page 1 000"-aftale fra 1949, hvis formelle ophaevelse ikke havde medfoert nogen aendring i den anvendte praksis om markedsopdeling

° indgaaelsen af aftaler om og ivaerksaettelsen af "PFR-ordninger" om sagsoegerens levering af soda til ICI i perioden fra 1983 til 1989, at betragte som "tegn" (se note 1 til beslutningens 58. betragtning)

° hyppige kontakter mellem sagsoegeren og ICI med henblik paa at koordinere deres strategi for sodasektoren.

° Sagsoegerens mulighed for kontradiktion

66 For at efterproeve, om der er blevet gjort indgreb i sagsoegerens muligheder for at forsvare sig mod disse klagepunkter, bemaerkes indledningsvis, at en samordnet praksis karakteriseres af den omstaendighed, at konkurrencens risici erstattes af et samarbejde mellem virksomhederne, hvilket formindsker den enkelte virksomheds usikkerhed med hensyn til konkurrenternes fremtidige holdninger. Hvis denne usikkerhed ikke formindskes, foreligger der ikke en samordnet praksis (se Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85, C-125/85, C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, praemis 62-65).

67 Det bemaerkes, at sagsoegeren til sit forsvar i det vaesentlige har gjort gaeldende, at selskabets adfaerd kan forklares ved en selvstaendig forretningspolitik og foelgelig, at det ikke er bevist, at der foreligger samordnet praksis. Sagsoegeren har nemlig ikke haft interesse i at investere i en ekspansionspolitik i Det Forenede Kongerige, eftersom dette strategisk set ville vaere meningsloest. Disse indsigelser findes allerede i besvarelsen af meddelelsen af klagepunkter (se de skriftlige bemaerkninger af 28.5.1990, s. 5-15, jf. praemis 9). De er blevet gentaget for Retten inden for rammerne af de anbringender, der vedroerer Kommissionens faktiske bemaerkninger og retlige vurderinger i den anfaegtede beslutning (se bl.a. staevningens s. 30: "Alt lader tro ... at ... de kontinentale virksomheder ikke har interesse i at tiltvinge sig adgang paa det britiske marked.").

68 Det maa foelgelig i lyset af Domstolens retspraksis om begrebet samordnet praksis undersoeges, om sagsoegerens mulighed for at forsvare sig er blevet paavirket af den manglende meddelelse af de dokumenter, der naevnes i det omhandlede anbringendes andet og tredje led. Det tilkommer ikke i denne sammenhaeng Retten endeligt at tage stilling til bevisvaerdien af alle de af Kommissionen anfoerte beviser til stoette for den anfaegtede beslutning. Det er tilstraekkeligt til at fastslaa, at der foreligger tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, at den manglende meddelelse af de omhandlede dokumenter har kunnet paavirke procedurens forloeb og beslutningens indhold til skade for sagsoegeren. Muligheden for en saadan paavirkning kan saaledes godtgoeres gennem en foreloebig undersoegelse af visse beviser, som sandsynliggoer, at de ikke meddelte dokumenter med hensyn hertil har kunnet have en betydning, som ikke burde vaere blevet overset. Saafremt retten til kontradiktion er blevet tilsidesat, er den administrative procedure og beslutningens vurdering af de faktiske forhold behaeftet med mangler.

69 Kommissionen har i denne sammenhaeng som svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal tilkendegivet, at man navnlig maa henholde sig til de beviser, der er vedlagt meddelelsen af klagepunkter fra tiden foer 1973, dvs. de tidligere aftaler om markedsopdeling, navnlig den saakaldte "Page 1 000"-aftale; disse beviser kan anvendes til stoette for paastanden om en senere overtraedelse. Kommissionen har forklaret, at den ikke har inddraget perioden fra 1962 til 1973, dels fordi Det Forenede Kongerige ikke var medlem af Faellesskabet i denne periode, og dels fordi enhver paavisning af en overtraedelse ville kraeve en saerskilt analyse af virkningerne paa samhandelen mellem medlemsstaterne.

70 Det foelger heraf, at man maa sondre mellem tre adskilte perioder, naar man skal give en kortfattet vurdering af vaerdien af de beviser, som Kommissionen har anvendt med henblik paa at drage sagsoegeren til ansvar. Sagsoegerens og ICI' s adfaerd maa anses for lovlig indtil det tidspunkt, hvor EOEF-traktaten og forordning nr. 17 var traadt i kraft i 1962. Hvad angaar den foelgende periode, som afsluttes den 31. december 1972, har Kommissionen ikke formelt under anvendelse af den kontradiktoriske procedure, som foreskrives i forordning nr. 17, inddraget de tidligere aftaler om markedsopdeling under sagen, hverken paa grundlag af deres indhold eller virkninger eller paa grundlag af, at ophaevelsen af aftalerne i 1972 var af tvivlsom karakter. At inddrage denne periode ville som udgangspunkt da heller ikke vaere berettiget, eftersom det efter Kommissionens egne oplysninger ville have noedvendiggjort en speciel oekonomisk analyse som supplement til den, som er blevet foretaget under sagen. Den tredje periode svarer til varigheden af den overtraedelse, som er fastslaaet i beslutningen.

71 For at begrunde anvendelsen af tidligere aftaler som bevis for en senere overtraedelse paaberaaber Kommissionen sig dom af 15. juli 1976, EMI Records (sag 51/75, Sml. s. 811, praemis 30), hvori Domstolen har kendt for ret, at for at artikel 85 kan finde anvendelse, er det tilstraekkeligt, at aftaler, der ikke laengere er i kraft, stadig har virkninger. Kommissionen tilfoejer, at det i sagen EMI Records drejede sig om en aftale, som var lovlig, da den blev indgaaet, mens det i denne sag drejer sig om aftaler, der fra begyndelsen har vaeret ulovlige. Foelgelig maa det antages, at disse aftaler har virkninger, eftersom sagsoegeren og ICI efter deres markedsopdelingsaftalers formelle ophoer er fortsat med at handle i overensstemmelse med de nu ophaevede aftaler.

72 Det bemaerkes imidlertid i denne forbindelse, at sagen EMI Records, som var forelagt Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177, ikke vedroerer en procedure som den, der er omhandlet i naervaerende sag, som er indledt af Kommissionen i medfoer af forordning nr. 17, og i medfoer af hvilken der paalaegges en boede. Desuden er sagen EMI Records ikke karakteriseret ved en periode paa ti aar, hvorunder de handlemaader, som i oevrigt er genstand for sagen, ikke inddrages, og i hvilken periode formodningen om uskyld altsaa taler til fordel for den beroerte virksomhed. Det drejede sig tvaertimod om en tvist for en national domstol mellem to indehavere af varemaerker vedroerende omfanget af deres rettigheder med hensyn til konkurrencereglerne, og der var ikke tale om at paalaegge en boede. Retten finder foelgelig, at de betragtninger, som Kommissionen bygger paa dommen EMI Records, ikke kan finde anvendelse ved loesningen af naervaerende tvist.

73 I dette tilfaelde maa Retten paa grund af den uskyldsformodning, som taler til fordel for sagsoegeren, tage som udgangspunkt, at sagsoegeren indtil den 31. december 1972 ikke havde begaaet nogen overtraedelse. Under disse omstaendigheder kan beviselementer, der ligger forud for 1962, og som henviser til en adfaerd, der var lovlig paa det paagaeldende tidspunkt, ikke tages som udtryk for, at sagsoegeren og ICI fra den 1. januar 1973 har indgaaet ulovlige aftaler. Det af Kommissionen forfaegtede modsatte synspunkt overser muligheden af, at de to virksomheder har villet overholde traktaten og har givet afkald paa deres tidligere samarbejde, en mulighed, som ikke kan udelukkes, hvis man tager den "formelle" ophaevelse i 1972 af de tidligere aftaler i betragtning. I mangel af andre beviser gaar Kommissionens synspunkt ud paa, at sagsoegeren og ICI fra en dato, som Kommissionen har fastlagt, har overtraadt traktatens bestemmelser ved at ivaerksaette en samordnet praksis. En saadan maade at paavise en overtraedelse paa er uforenelig med overholdelsen af princippet om den formodede uskyld.

74 Hvad angaar de beviser, som direkte vedroerer de aar, hvor den samordnede praksis ° ifoelge Kommissionen ° har fundet sted, bemaerkes, at ICI' s koeb med henblik paa videresalg (purchase for resale, herefter benaevnt "PFR") hos sagsoegeren finder sted mellem 1983 og 1989. Imidlertid bestrider sagsoegeren, at disse kontrakter er belaeg for ulovlige aftaler med ICI. Ifoelge sagsoegeren drejede det sig om paa én gang faatallige og spredte leverancer, som alle ligger mellem april 1985 og marts 1986. I oevrigt bemaerkes, at Kommissionen har erklaeret, at disse PFR-ordninger ikke i sig selv udgoer saerskilte overtraedelser (note 1 til beslutningens 58. betragtning). Det tilfoejes, at dokumenterne vidner om forbindelser mellem sagsoegeren og ICI mellem 1985 og 1988 (se beslutningens 30. betragtning og dokumenterne med journalnr. II.30 til II.42). Der foreligger ikke dokumenter om moeder i den periode, hvor overtraedelsen ° ifoelge Kommissionen ° tog sin begyndelse. Det er ikke mindst tvivlsomt, om dokumenter fra en senere periode i en saadan situation kan vaere bevis for, at overtraedelsen allerede er paabegyndt naesten ti aar tidligere, og det saa meget desto mere som dokument II.5 af 10. september 1982 laegger vaegt paa en ny ligevaegt i forholdet mellem sagsoegeren og ICI ("new arms length relationship"), hvilket kan afsvaekke hypotesen om en samordnet praksis.

75 Som i sagen Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen er en parallel og tilbageholdende adfaerd hos sagsoegeren og ICI foelgelig af saerlig betydning som bevis for en eventuel samordnet praksis. Domstolen har i denne sammenhaeng kendt for ret, at parallel adfaerd kun kan betragtes som bevis paa samordning, saafremt samordningen er den eneste plausible forklaring. Domstolen drager heraf den slutning, at det skal undersoeges, om den af Kommissionen paastaaede parallelle adfaerd i betragtning af produkternes art, virksomhedernes stoerrelse og antal og omfanget af det relevante marked ikke kan forklares ved andet end samordning, med andre ord, om de enkelte led i den parallelle adfaerd udgoer en staerk samling faste, noejagtige og samstemmende beviser for forudgaaende samordning (se den naevnte dom i sagen Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, praemis 70, 71 og 72).

76 Paa grund af svagheden ved dokumentbeviserne vedroerende navnlig aaret 1973 og de umiddelbart foelgende aar har Kommissionen for at foere tilstraekkeligt retligt bevis for den paastaaede samordnede praksis saaledes allerede paa tidspunktet for meddelelsen af klagepunkter maattet udarbejde en omfattende og tilbundsgaaende oekonomisk vurdering, navnlig af det relevante marked samt af stoerrelsen af og adfaerden hos dette markeds virksomheder. Retten finder, at denne vurdering for at vaere fuldstaendig, objektiv og afbalanceret i det mindste burde have taget hoejde for dels sagsoegerens og ICI' s staerke positioner paa deres respektive geografiske markeder, og dels deres maade at binde kunderne til sig paa, som er genstand for de procedurer, der er indledt i henhold til traktatens artikel 86.

° Andet led i anbringendet om den manglende meddelelse til sagsoegeren af dokumenter med journalnr. V

77 Med hensyn til andet led i anbringendet finder Retten, at det fremgaar af det foregaaende, at en del af de dokumenter med journalnr. V, som ikke er blevet meddelt sagsoegeren, kunne stoette dennes indsigelser. Disse dokumenter, der henviser til ICI' s paastaaede loyalitetsbinding af sine kunder, kan nemlig muligvis medvirke til at forklare sagsoegerens parallelle og tilbageholdende adfaerd med andet end en ulovlig aftale. Inden for et marked, hvis strukturer, navnlig etableringen af produktionsanlaeg naer ved de steder, hvor kundernes sodaforbrug finder sted, har udviklet sig siden forrige aarhundrede, og hvor transportomkostningerne oejensynlig spiller en vigtig rolle, kan dokumenter, der vidner om ICI' s eventuelle loyalitetsbinding af sine kunder gennem et udviklet rabatsystem, vaere sagsoegeren til nytte med henblik paa afsvaekke paastanden om en samordnet praksis. Disse dokumenter kunne nemlig eventuelt godtgoere, at sagsoegerens tilbageholdende adfaerd skyldtes dennes selvstaendige afgoerelser som foelge af, at det var vanskeligt at traenge ind paa et marked, hvortil adgangen var spaerret af en virksomhed, der indtog en dominerende stilling. Denne analyse bestyrkes af den betragtning, at visse af de beviser, som Kommissionen stoetter sig paa, muligvis ikke har nogen beviskraft eller i det mindste en langt svagere beviskraft end den, Kommissionen tillaegger dem (se praemis 69 og 71). Som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, dvs. efter den administrative procedure, har sagsoegeren nemlig udtalt, at for saa vidt angaar Kommissionens klage over, at ICI ved misbrug af sin dominerende stilling har lukket det britiske marked, er dette en yderligere forklaring paa, at det var vanskeligt for sagsoegeren at traenge ind paa dette marked. Dette er saaledes en afgoerende faktor, der taler mod paastanden om, at der foreligger en aftale om markedsopdeling.

78 Ganske vist goer Kommissionen gaeldende, at ICI foerst har misbrugt en dominerende stilling fra 1983. Kommissionen gaar imidlertid ud fra, at ICI' s dominerende stilling laa i direkte forlaengelse af den staerke position, som var blevet skabt ved markedsopdelingsaftalerne foer 1973; desuden henviser beslutning 91/300 udtrykkeligt til forhold fra perioden foer 1983, som viser ICI' s oekonomiske styrke, som f.eks. ° beslutningens fjerde betragtning ° at ICI indtil slutningen af 1970' erne havde monopol paa sodaforsyningen til Det Forenede Kongerige (se praemis 15).

79 For saa vidt som Kommissionen som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten fastholder, at det tvaertimod er det forhold, at hver af de to dominerende virksomheder har holdt sig vaek fra den andens marked, som betinger den enkeltes dominerende stilling paa "sit eget marked", bemaerkes atter, at det ikke i denne sammenhaeng drejer sig om endeligt at afgoere dette spoergsmaal vedroerende sagens realitet, men om at efterproeve, om sagsoegerens mulighed for at forsvare sig er blevet paavirket af de betingelser, hvorunder meddelelsen af klagepunkter er blevet fremsendt til sagsoegeren, og af den maade, hvorpaa Kommissionen efterfoelgende har tilrettelagt sagen.

80 Det tilfoejes, at sagsoegeren ganske vist var fuldt ud vidende om ICI' s staerke position i Det Forenede Kongerige (se de skriftlige bemaerkninger af 28.5.1990, s. 8 og 9: "... det er ICI' s industrielle etablering i Det Forenede Kongerige, som er selskabets styrke paa de britiske oeer ... Alle disse faktorer ... foerer til ... en vis geografisk afskaermning"). Imidlertid afsvaekker denne viden ikke konstateringen af, at i det mindste visse af dokumenterne med journalnr. V kan tjene til sagsoegerens forsvar.

81 Kommissionen bemaerker i denne sammenhaeng, at dens tjenestemaend flere gange har undersoegt alle dokumenter i Kommissionens besiddelse, uden dog at have fundet noget, der kan diskulpere sagsoegeren, hvilket gjorde det unoedvendigt at fremsende dem. I denne henseende maa det understreges, at det ikke inden for rammerne af den kontradiktoriske procedure i medfoer af forordning nr. 17 tilkommer Kommissionen alene at afgoere, hvilke dokumenter der kan bruges til forsvar. Naar det som i dette tilfaelde nemlig drejer sig om at foretage komplicerede og vanskelige oekonomiske vurderinger, skal Kommissionen give den paagaeldende virksomheds advokater mulighed for at efterse de dokumenter, der kan vaere relevante, med henblik paa at vurdere deres bevisvaerdi for forsvaret.

82 I saerdeleshed er dette tilfaeldet, naar det drejer sig om parallel adfaerd for en raekke handlemaader, der som udgangspunkt er neutrale, hvor dokumenterne kan fortolkes som talende baade for og imod de paagaeldende virksomheder. Retten finder, at det under saadanne omstaendigheder maa undgaas, at en mulig fejl begaaet af Kommissionens tjenestemaend, naar de kvalificerer et givet dokument som "neutralt", hvorefter det ° fordi det er overfloedigt ° ikke fremsendes til virksomhederne, kan vaere til hinder for disse virksomheders ret til kontradiktion. Det af Kommissionen forfaegtede modsatte synspunkt har til foelge, at en saadan fejl kun opdages i tide foer Kommissionens beslutning i det usaedvanlige tilfaelde, hvor de beroerte virksomheder frivilligt samarbejder, hvilket skaber uacceptable retsplejemaessige risici (se praemis 85).

83 Under hensyntagen til det almindelige princip om processuel ligestilling af parterne, som forudsaetter, at den beroerte virksomhed under en konkurrencesag har samme kendskab som Kommissionen til de sagsakter, som anvendes under proceduren, kan Kommissionens synspunkt ikke tiltraedes. Retten finder det utilstedeligt, at kun Kommissionen, der tog stilling til overtraedelsen, var i besiddelse af dokumenterne med journalnr. V og saaledes alene kunne beslutte, hvorvidt de skulle anvendes mod sagsoegeren, mens denne ikke har haft adgang til dem og saaledes ikke har kunnet tage tilsvarende stilling til, hvorvidt de skulle anvendes til forsvar. Under denne forudsaetning er sagsoegerens ret til kontradiktion under den administrative procedure blevet alt for indskraenket i forhold til Kommissionens befoejelser, som indebaerer saavel den myndighedsfunktion at meddele klagepunkterne som den at traeffe afgoerelse, og dette med et dybere kendskab til sagens akter end sagsoegeren.

84 Foelgelig kan Kommissionen ikke i dette tilfaelde foretage en adskillelse af beviserne i meddelelsen af klagepunkter mellem dem, som vedroerer overtraedelsen af artikel 85, paa den ene side, og dem, som vedroerer overtraedelsen af artikel 86, paa den anden side, en adskillelse, som er opretholdt under den senere tilrettelaeggelse af sagen og under kommissaerkollegiets forhandlinger, hvilket har haft til foelge, at der er blevet vedtaget en raekke saerskilte beslutninger. Denne fremgangsmaade har forhindret sagsoegeren i at undersoege dokumenterne med journalnr. V, som kun har vaeret brugt mod ICI. Heraf foelger, at Kommissionen ° under forbehold af de indsigelser, som vil blive undersoegt i det foelgende ° allerede i meddelelsen af klagepunkterne har tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion ved at udelukke dokumenter fra proceduren, som var i Kommissionens besiddelse, og som eventuelt kunne tjene til sagsoegerens forsvar. Det tilfoejes, at en saadan tilsidesaettelse af retten til kontradiktion er ganske objektiv og ikke afhaenger af god eller ond tro hos Kommissionens tjenestemaend.

85 For at anfaegte, at der er sket tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, goer Kommissionen for det foerste gaeldende, at ICI havde kunnet overgive sagsoegeren de dokumenter, som hidroerte fra dette firma, og som tjente til dets forsvar. Under en saadan synsvinkel overses det imidlertid, at en virksomheds mulighed for at fremkomme med indsigelser ikke kan afhaenge af velviljen hos en anden virksomhed, som maa antages at vaere dennes konkurrent, og mod hvilken Kommissionen har rettet tilsvarende klager. Kommissionen har ansvaret for, at en konkurrencesag tilrettelaegges korrekt, og kan ikke uddelegere dette ansvar til virksomheder, hvis oekonomiske og processuelle interesser ofte staar over for hinanden. I naervaerende tilfaelde kunne sagsoegeren saaledes forsoege at paavise ICI' s dominerende stilling, mens denne virksomhed havde al interesse i at afkraefte dette.

86 Foelgelig er det irrelevant med hensyn til spoergsmaalet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, at sagsoegeren og ICI har udvekslet visse dokumenter, foerst under den administrative procedure, da sagsoegeren rent faktisk modtog visse dokumenter fra ICI, og dernaest fra det tidspunkt, hvor de to selskaber ikke laengere konkurrerede paa det relevante marked, dvs. slutningen af 1991. Et saadant samarbejde mellem virksomheder, som i oevrigt er ganske tilfaeldigt, kan paa ingen maade ophaeve Kommissionens pligt til at sikre overholdelsen af de beroerte virksomheders ret til kontradiktion under tilrettelaeggelsen af en sag om en overtraedelse af konkurrenceretten.

87 Kommissionen henviser desuden til den tavshedspligt, som den maa overholde for at beskytte udenforstaaende virksomheders forretningshemmeligheder, navnlig for saa vidt angaar ICI, som i sine skrivelser af 13. april og 14. september 1989 har paaberaabt sig, at alle dokumenter i Kommissionens besiddelse, som hidroerte fra ICI, var fortrolige. Kommissionen tilfoejer, at sagsoegeren i oevrigt ved skrivelser af 27. april og 18. september 1989 har gjort krav paa en lignende beskyttelse.

88 I denne henseende bemaerkes indledningsvis, at efter et almindeligt princip, som finder anvendelse under den administrative procedure, og som traktatens artikel 214 samt forskellige bestemmelser i forordning nr. 17 er udtryk for, har virksomhederne ret til beskyttelse af deres forretningshemmeligheder (se Domstolens dom af 24.6.1986, sag 53/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 1965, praemis 28, og af 19.5.1994, sag C-36/92 P, SEP mod Kommissionen, Sml. I, s. 1911, praemis 36). Retten finder imidlertid, at denne ret maa afvejes i forhold til sikkerheden for retten til kontradiktion.

89 Som Kommissionen har anfoert som svar paa et af Retten stillet spoergsmaal under den naevnte sag T-36/91, har den i et saadant tilfaelde to muligheder. Den kan enten vedlaegge meddelelsen af klagepunkter alle de dokumenter, som den har til hensigt at anvende for at godtgoere de anfoerte klagepunkter, herunder de dele, som "klart" maa betragtes som diskulperende for den paagaeldende virksomhed, eller sende denne en fortegnelse over de relevante dokumenter og give virksomheden adgang til "sagens akter", dvs. til at undersoege dokumenterne hos Kommissionen selv (se ligeledes Kommissionens Attende Beretning om Konkurrencepolitikken 1989, s. 53).

90 I dette tilfaelde kan Kommissionen ikke begrunde sit fuldstaendige afslag paa at ville udsende dokumenterne med, at sagsoegeren og ICI i de naevnte skrivelser har anmodet om, at deres dokumenter behandles fortroligt. Disse skrivelser er nemlig formuleret i meget generelle vendinger, som kan fortolkes saaledes, at der kun skal iagttages fortrolighed om visse oemtaalelige oplysninger heri, f.eks. ved at udelade de tilsvarende passager. Kommissionen har i oevrigt fortolket ICI' s skrivelse saaledes, eftersom den i sin besvarelse af 24. april 1989 (se sag T-36/91) udtrykkeligt har erklaeret, at disse dokumenter skulle meddeles de paagaeldende virksomheder, saafremt de var af interesse som bevis for en overtraedelse, og at kun de dele, der var virkelige forretningshemmeligheder, kunne udelades.

91 Det tilfoejes, at Kommissionen rent faktisk har anvendt de samme dokumenter, dels i deres fuldstaendige udgave, dels i en delvis hemmeligholdt udgave, inden for rammerne af de tre adskilte procedurer i henhold til traktatens artikel 85 og 86 mod sagsoegeren og ICI, paa den ene side i de faelles bilag med journalnr. II og paa den anden side i de adskilte bilag med journalnumrene IV og V. Dette fremgaar f.eks. af det delvise sammenfald mellem bilagene IV.19 og V.23, IV.24 og V.34, IV.29 og V.41, IV.28 og II.35, V.40 og II.34 samt V.32 og II.33. Kommissionen har saaledes, naar den fandt det noedvendigt, paa ingen maade taget de omhandlede dokumenters paastaaede almindelige fortrolighed i betragtning.

92 Foelgelig kan det forhold, at Kommissionen har udeladt dokumenterne med journalnr. V fra proceduren mod sagsoegeren heller ikke begrundes med det noedvendige i at beskytte ICI' s forretningshemmeligheder. Kommissionen har skullet beskytte disse hemmeligheder ved at udelade oemtaalelige dele af de kopier af dokumenterne, som blev fremsendt til sagsoegeren, i overensstemmelse med almindelige praksis paa omraadet hos Generaldirektoratet for Konkurrence (GD IV), som oven i koebet er blevet delvis efterlevet under de foreliggende sager.

93 Saafremt beskyttelsen af ICI' s forretningshemmeligheder eller af andre oemtaalelige oplysninger under udarbejdelsen af alle de omhandlede dokumenter havde vist sig vanskelig, kunne Kommissionen anvende den anden metode, dvs. fremsende sagsoegeren en fortegnelse over dokumenterne med journalnr. V. I saa fald havde sagsoegeren kunnet anmode om aktindsigt i specifikke dokumenter i Kommissionens "sagsakter". Foer Kommissionen gav sagsoegeren adgang til dokumenter, som muligvis kunne indeholde forretningshemmeligheder, kunne den henvende sig til ICI for at vurdere, hvilke passager der vedroerte oemtaalelige oplysninger, og som foelgelig maatte holdes skjult for sagsoegeren. Dernaest kunne denne have faaet adgang til dokumenterne uden ICI' s forretningshemmeligheder.

94 Formaalet med en saadan fortegnelse indebaerer, at dens angivelser skal give sagsoegeren tilstraekkeligt praecise oplysninger, saa at denne med kendskab til sagen kan afgoere, om de opregnede dokumenter er relevante for sagsoegerens forsvar. Hvad angaar spoergsmaalene om fortroligheden, maa sagsoegeren kunne udpege netop det dokument fra ICI, der paastaas ikke at vaere tilgaengeligt, for at kunne diskutere direkte med denne om, hvorvidt man er indstillet paa at afstaa fra at kraeve dokumentet behandlet fortroligt.

95 Det fremgaar heraf, at den fortrolige behandling, som de dokumenter og/eller den fortegnelse, som sagsoegeren boer have, eventuelt skal undergives, ikke paa nogen maade kan begrunde Kommissionens fuldstaendige afslag paa fremsendelse. Det maa saaledes fastslaas, at Kommissionen har tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion ved ikke sammen med fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter at have meddelt dokumenterne med journalnr. V, enten i form af bilag til meddelelsen eller i form af en fortegnelse.

96 Det maa dernaest undersoeges, om en saadan tilsidesaettelse af retten til kontradiktion er uden forbindelse med den beroerte virksomheds adfaerd under den administrative procedure, og hvorvidt virksomheden var forpligtet til at anmode Kommissionen om indsigt i dennes sagsakter eller om at fremsende bestemte dokumenter til virksomheden. I denne sammenhaeng bemaerkes, at hverken den naevnte forordning nr. 17 eller forordning nr. 99/63 af 25. juli 1963 indeholder bestemmelser om en forudgaaende indgivelse af en saadan anmodning, eller om, at retten til kontradiktion fortabes i mangel heraf. I dette tilfaelde maa det under alle omstaendigheder fastslaas, at det forhold, at sagsoegeren ikke under den administrative procedure er fremkommet med en saadan anmodning, under retsmoedet er blevet forklaret med det aabenbart nyttesloese heri, som det fremgaar af det afslag, der blev givet paa ICI' s anmodning. Under disse specielle omstaendigheder kan sagsoegerens undladelse ikke foere til fortabelse af retten til kontradiktion med den begrundelse, at overtraedelsen er gjort for sent gaeldende.

97 Rettens bemaerkninger er ikke i modstrid med den naevnte dom i sagen AEG mod Kommissionen. I denne dom kendte Domstolen for ret, at visse belastende dokumenter anvendt mod en virksomhed burde vedlaegges meddelelsen af klagepunkter, og at tilsidesaettelsen af denne forpligtelse havde til foelge, at de omhandlede dokumenter maatte udelades. I sagen AEG mod Kommissionen var anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion imidlertid ifoelge den naevnte dom af begraenset raekkevidde og medfoerte derfor ikke, at proceduren i sin helhed var retsstridig. Foelgelig undersoegte Domstolen, hvorvidt klagepunkterne efter udelukkelsen af de omhandlede dokumenter alligevel kunne betragtes som beviste (dommens praemis 30). I modsaetning til i sagen AEG mod Kommissionen maa det i denne sag fastslaas, at sagsoegerens generelle mulighed for at forsvare sig er blevet paavirket ved den retsstridige manglende meddelelse af visse dokumenter, som netop ikke var belastende, men som kunne anvendes til sagsoegerens forsvar.

98 Det understreges, at tilsidesaettelsen af retten til kontradiktion under den administrative procedure ej heller kan afhjaelpes under forhandlingerne for Retten, som begraenser sig til en retlig kontrol udelukkende af de fremfoerte anbringender, og som derfor ikke traeder i stedet for en fuldstaendig tilrettelaeggelse af sagen inden for rammerne af en administrativ procedure. Hvis sagsoegeren nemlig under den administrative procedure havde kunnet henvise til eventuelt diskulperende dokumenter, havde virksomheden muligvis kunnet paavirke kommissaerkollegiets vurderinger, i det mindste hvad angaar beviskraften af den parallelle og tilbageholdende adfaerd, som bebrejdes sagsoegeren i begyndelsen af perioden og foelgelig under overtraedelsens varighed. Retten kan derfor ikke udelukke, at Kommissionen ville have fastslaaet, at overtraedelsen var mindre langvarig og mindre alvorlig, og foelgelig have fastsat en mindre boede.

99 Foelgelig maa andet led i anbringendet tages til foelge, og den anfaegtede beslutning annulleres i det omfang, den vedroerer sagsoegeren (se naevnte dom i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, praemis 47).

° Tredje led af anbringendet om den manglende meddelelse til sagsoegeren af andre dokumenter fra ICI

100 I modsaetning til, hvad der gjaldt ved undersoegelsen af andet led i anbringendet, har Retten ikke kendskab til andre dokumenter fra ICI end dem med journalnr. V, som ikke er blevet stillet til raadighed for sagsoegeren, dog med undtagelse af dokumenterne med journalnr. X. Sagsoegeren goer imidlertid med rette gaeldende, at beslutningen om, hvorvidt der foreligger en aftale, ikke kan adskilles i forhold til de virksomheder, der paastaas at vaere parter i aftalen. En samordnet praksis mellem to virksomheder er nemlig ikke mere bevist, dersom Kommissionen maa fastslaa, at en af parterne har handlet selvstaendigt uden hemmelig aftale med sin paastaaede partner. Saafremt ICI havde kunnet opnaa frifindelse, ville Kommissionen i dette tilfaelde heller ikke over for sagsoegeren kunne opretholde klagepunktet om en samordnet praksis. Foelgelig er dokumenter vedroerende ICI' s adfaerd ligeledes nyttige for sagsoegerens forsvar.

101 Det maa atter bemaerkes, at det ikke tilkommer Kommissionen alene at afgoere, om de dokumenter, der er fundet under tilrettelaeggelsen af de foreliggende sager, kan diskulpere de beroerte virksomheder. Princippet om den processuelle ligestilling af parterne og dette princips betydning i konkurrencesager, nemlig at Kommissionen og den, der skal forsvare sig, maa have adgang til samme maengde oplysninger, kraever, at sagsoegeren kan vurdere beviskraften af de dokumenter, der hidroerer fra ICI, som Kommissionen ikke havde vedlagt meddelelsen af klagepunkter. Retten finder det utilstedeligt, at da Kommissionen traf afgoerelse om overtraedelsen, var kun den i besiddelse af dokumenterne i "sagsmapperne" 39-49 (ICI), og den kunne saaledes alene beslutte sig til, hvorvidt de skulle anvendes med henblik paa at bevise overtraedelsen, mens sagsoegeren ikke havde adgang til disse dokumenter og foelgelig ikke kunne tage den tilsvarende beslutning om, hvorvidt de skulle anvendes under forsvaret. Foelgelig burde Kommissionen i det mindste have fremskaffet en fortegnelse, der var tilstraekkeligt detaljeret til, at sagsoegeren kunne vurdere det hensigtsmaessige i at anmode om indsigt i saerlige dokumenter fra ICI, der kunne tjene til forsvar for de to partnere i den paastaaede samordnede praksis. Eftersom man ikke kan kraeve, at sagsoegeren skal paavise beviskraften i de saerlige dokumenter, som eventuelt kunne diskulpere ICI ° dokumenter, som i mangel af en fortegnelse er sagsoegeren ubekendte ° er det tilstraekkeligt til at fastslaa, at der foreligger en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, at saadanne dokumenter muligvis eksisterer. Det foelger heraf, at ogsaa den anden tilsidesaettelse af retten til kontradiktion er bevist.

102 Retten er klar over, at udarbejdelsen af fortegnelser og den eventuelle beskyttelse af forretningshemmeligheden, der maa gaa forud for "adgang til sagens akter", medfoerer en betragtelig administrativ byrde for Kommissionens tjenestegrene, hvilket denne har gjort gaeldende under retsmoedet. Imidlertid kan hensynet til overholdelsen af princippet om retten til kontradiktion ikke strande paa tekniske og retlige vanskeligheder, som en effektiv administration maa og skal kunne overvinde.

103 Det bemaerkes atter, at manglen ved den administrative procedure ikke kan afhjaelpes under forhandlingerne for Retten, som indskraenker sig til en retlig kontrol alene inden for rammerne af de anfoerte anbringender, og som derfor ikke kan traede i stedet for en fuldstaendig tilrettelaeggelse af sagen inden for rammerne af den administrative procedure. Saafremt sagsoegeren nemlig ved hjaelp af en passende fortegnelse havde fundet frem til dokumenter fra ICI, der var diskulperende for de to virksomheder, havde sagsoegeren eventuelt kunnet paavirke Kommissionens vurderinger under den administrative procedure. Det tredje led i anbringendet maa saaledes tages til foelge.

104 I overensstemmelse hermed maa anbringendet om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion tages til foelge i sit andet og tredje led, og den anfaegtede beslutning annulleres i det omfang, den vedroerer sagsoegeren, uden at det er noedvendigt at undersoege det klagepunkt, hvorefter Kommissionen havde begrundet den anfaegtede beslutning med dokumenter, som kun var blevet overgivet sagsoegeren i en delvist forkortet udgave. Det er ej heller noedvendigt at tage stilling til de andre anbringender til stoette for paastanden om annullation, navnlig anbringendet om den uretmaessige stadfaestelse af den anfaegtede beslutning, som ikke vedroerer hele den administrative procedure for Kommissionen (se i denne sammenhaeng dom af dags dato, sag T-32/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 0000).

Sagens omkostninger

105 I henhold til artikel 87, stk. 2, i procesreglementet paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger, uden at det findes fornoedent at tage i betragtning, at sagsoegeren delvist har haevet sagen for saa vidt angaar paastanden om, at beslutningen var en nullitet.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Udvidede Afdeling)

1) Kommissionens beslutning 91/297/EOEF af 19. december 1990 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.133-A: Soda ° Solvay, ICI) annulleres i det omfang, den vedroerer sagsoegeren.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.