61991A0016(01)

1 Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - raekkevidde

(EOEF-traktaten, art. 190)

2 Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - raekkevidde - beslutning i henhold til konkurrencereglerne

(EOEF-traktaten, art. 190)

3 Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - raekkevidde - beslutninger - afhjaelpning af en manglende begrundelse under sagens behandling ved Faellesskabets retsinstanser - ikke tilladt

(EOEF-traktaten, art. 190)

4 Begrundelsen skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol og for den beroerte at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig.

Det maa imidlertid kunne kraeves, at de af en beslutning omfattede personer goer sig visse anstrengelser for at fortolke begrundelsen, hvis meningen ikke umiddelbart kan udledes af ordlyden, og saafremt man ved en saadan fortolkning kan afklare uklarhederne i begrundelsen, foreligger der ikke en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190.

5 Omfanget af begrundelsespligten i traktatens artikel 190 skal vurderes konkret i den enkelte sag paa grundlag af de foreliggende omstaendigheder. Med hensyn til en beslutning, hvori der fastslaas en overtraedelse af konkurrencereglerne og gives et paalaeg, og som samtidig indeholder et delvis afslag paa en klage, mens undersoegelsen af klagen udsaettes med hensyn til en anden del af klagepunkterne, er Kommissionen ikke forpligtet til at tage stilling til alle de faktiske og retlige omstaendigheder, de klagende virksomheder har fremfoert.

Begrundelsen for et saadant delvis afslag opfylder imidlertid ikke kravene i traktatens artikel 190, naar de grunde, der er anfoert i beslutningen til stoette for den trufne afgoerelse, kan begrunde den delvise udsaettelse af sagen, mens det ikke heraf kan udledes, hvorfor der er truffet en anden afgoerelse i form af et stiltiende afslag vedroerende en del af klagepunkterne.

6 En beslutning skal i sig selv vaere fyldestgoerende, og dens begrundelse kan ikke fremgaa af Kommissionens skriftlige eller mundtlige forklaringer under en sag til proevelse af den paagaeldende beslutning ved Faellesskabets retsinstanser.

Naar der i den anfaegtede retsakt er en vis begrundelse, kan den uddybes eller praeciseres under sagens behandling, men dette gaelder ikke, naar den anfaegtede beslutning ikke er begrundet.

1 Naervaerende dom afsiges, efter at Domstolen ved dom af 19. oktober 1995, sag C-19/93 P, Rendo m.fl. mod Kommissionen (Sml. I, s. 3319, herefter »appeldommen«), under en af sagsoegerne ivaerksat appel af Rettens dom af 18. november 1992, sag T-16/91, Rendo m.fl. mod Kommissionen (Sml. II, s. 2417, herefter »dommen af 18. november 1992«), har hjemvist sagen til Retten.

Faktiske omstaendigheder og sagens forudgaaende behandling

2 Der er redegjort for de faktiske omstaendigheder og sagens forudgaaende behandling i de naevnte domme, hvortil der henvises.

3 Sagsoegerne er lokale el-distributionsselskaber i Nederlandene. I maj 1988 indgav de en klage til Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter »forordning nr. 17«). Klagen vedroerte bl.a. Samenwerkende elektriciteits-produktiebedrijven NV (herefter »SEP«), som er intervenient i naervaerende sag. Sagsoegerne anfoerte i klagen, at SEP og el-produktionsselskaberne i Nederlandene havde begaaet en raekke overtraedelser af traktatens artikel 85 og 86.

4 Efter behandling af klagen vedtog Kommissionen beslutning 91/50/EOEF af 16. januar 1991 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/32.732 - IJsselcentrale m.fl.) (EFT L 28, s. 32, herefter »beslutningen« eller »beslutning 91/50«), som anfaegtes under naervaerende sag. Beslutningen vedroerer en samarbejdsaftale (»Overeenkomst van Samenwerking«, herefter »OVS«), som i 1986 blev indgaaet mellem el-produktionsselskaberne og SEP. Ifoelge denne aftale, der ikke blev anmeldt til Kommissionen, har alene SEP ret til at importere og eksportere elektricitet, og det paalaegges parterne i de leveringsaftaler, de indgaar med el-distributionsvirksomheder, at indsaette en bestemmelse om, at disse virksomheder ikke maa importere eller eksportere elektricitet (artikel 21 i OVS). Det er denne bestemmelse, som er genstand for beslutningen og naervaerende sag.

5 Mens det ikke efter den nederlandske lovgivning, der var gaeldende, da OVS blev indgaaet, var forbudt for andre end el-produktionsvirksomheder at importere elektricitet, blev dette aendret ved en ny nederlandsk lov om elektricitet (»Elektriciteitswet 1989«, herefter »el-loven«). Ifoelge denne lovs artikel 34, der traadte i kraft den 1. juli 1990, er det ikke tilladt for distributionsselskaberne at importere elektricitet til offentlig distribution.

6 Sagsoegernes klage var bl.a. rettet mod importforbuddet, der indgik i saavel SEP's generelle overenskomst fra 1971 (artikel 2) som i artikel 21 i OVS fra 1986.

7 I beslutningen har Kommissionen indledningsvis fastslaaet, at forbuddet mod import og eksport af elektricitet i artikel 21 i OVS er en konkurrencebegraensning, der i maerkbart omfang kan paavirke handelen mellem medlemsstater (21.-32. betragtning til beslutningen). Endvidere anfoeres, at anvendelsen af samarbejdsaftalens artikel 21 jaevnsides med den nye lov fortsat er en overtraedelse af artikel 85 (38. betragtning til beslutningen).

8 Dernaest har Kommissionen gennemgaaet traktatens artikel 90, stk. 2. Den har med hensyn til import- og eksportforbuddet i OVS sondret mellem den situation, at import og eksport sker med henblik paa offentlig forsyning, og den situation, at import og eksport sker med andre formaal for oeje. Kommissionen fastslaar, at forbuddet i den sidstnaevnte situation er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, og at traktatens artikel 90, stk. 2, ikke er til hinder for, at artikel 85, stk. 1, i dette tilfaelde bringes i anvendelse. Kommissionen paalaegger derfor parterne i OVS at bringe overtraedelsen til ophoer. Denne del af beslutningen er ikke blevet anfaegtet.

9 Hvad derimod angaar import til offentlig distribution anfoerer Kommissionen i 50. betragtning til beslutningen foelgende: »Forbuddet mod, at el-produktionsselskaber og distributoerer importerer elektricitet med henblik paa offentlig forsyning paa anden maade end gennem SEP, er nu nedfaeldet i artikel 34 i el-loven af 1989. Under denne procedure i henhold til forordning nr. 17 skal Kommissionen ikke fastslaa, om en saadan importbegraensning er berettiget ifoelge traktatens artikel 90, stk. 2. Dette ville vaere ensbetydende med at foregribe spoergsmaalet om, hvorvidt den nye lov er forenelig med EOEF-traktaten, hvilket ikke falder ind under sigtet med denne procedure.«

10 Kommissionen anfoerer, at den af samme grund ikke har kunnet tage stilling til forbuddet mod, at el-produktionsselskaber eksporterer med henblik paa offentlig forsyning.

11 I beslutningens dispositive del har Kommissionen ikke taget stilling til import- og eksportrestriktionerne i forbindelse med offentlig elektricitetsforsyning.

12 Sagsoegerne anlagde sag ved Retten den 14. marts 1991. Ved kendelse af 2. oktober 1991 fik SEP tilladelse til at indtraede i sagen til stoette for Kommissionens paastande.

13 Sagsoegerne nedlagde foelgende paastande:

- Beslutningen annulleres, dog kun for saa vidt der derved ikke tages stilling til anvendelsen af artikel 21 i OVS i forbindelse med distributionsvirksomheders, herunder sagsoegernes, import og eksport med henblik paa offentlig forsyning.

- Kommissionen paalaegges paa det foreliggende grundlag i henhold til artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning nr. 17 dels at bestemme ved en beslutning, at artikel 21 i den i beslutningens artikel 1 naevnte aftale, saaledes som den er blevet anvendt i sammenhaeng med den faktiske kontrol med og indflydelse paa internationale leverancer af elektricitet, ogsaa er en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt den naevnte artikel 21 har til formaal eller til foelge at hindre distributionsvirksomheders import og eksport med henblik paa offentlig forsyning, dels at paalaegge de i den anfaegtede beslutnings artikel 3 naevnte selskaber at bringe de konstaterede overtraedelser til ophoer.

- Retten traeffer de foranstaltninger, som retsplejehensyn tilsiger.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. 14 Kommissionen nedlagde foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger

15 Intervenienten nedlagde foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder intervenientens.

16 Ved Rettens dom af 18. november 1992 blev Kommissionen frifundet. Retten sondrede mellem undladelsen af at tage stilling til forbuddet mod, at distributionsselskaberne importerer elektricitet, og undladelsen af at tage stilling til forbuddet vedroerende eksport.

17 Med hensyn til eksport fandt Retten, at sagen burde afvises.

18 Med hensyn til import sondrede Retten mellem perioden foer og efter den nye el-lovs ikrafttraeden. Retten fandt, at Kommissionen ikke havde truffet nogen beslutning vedroerende sagsoegernes klage for saa vidt angaar den foerste af perioderne, og sagen blev derfor afvist paa dette punkt. Hvad angaar den efterfoelgende periode blev Kommissionen frifundet.

19 Mens sag T-16/91 verserede ved Retten, fremsendte direktoer R. i Kommissionen en skrivelse af 20. november 1991 til sagsoegernes advokater.

20 Det anfoeres i skrivelsen, at der ikke »paa det foreliggende grundlag kan tages stilling til klagen«. Det anfoeres videre:

»For saa vidt angaar forbuddet mod, at el-distributionsselskaberne importerer og eksporter med henblik paa offentlig forsyning, fremgaar det af den ovennaevnte beslutning, at Kommissionen ikke under denne procedure i henhold til forordning nr. 17 skal tage stilling hertil (jf. 50. og 51. betragtning), bl.a. fordi den nederlandske el-lov fra 1989 var traadt i kraft, da beslutningen blev vedtaget. Klagen blev vurderet i forhold til fremtiden, saaledes at en vurdering af forbuddet mod import og eksport med henblik paa offentlig forsyning noedvendigvis maatte omfatte en vurdering af loven.

I mellemtiden har Kommissionen den 20. marts 1991 (KOM(91) PV 1052) indledt en anden procedure, bl.a. med henblik paa at undersoege den nederlandske el-lov fra 1989 i forhold til artikel 37.

...

Dette indebaerer, at beslutning 91/50/EOEF vil kunne fortolkes som et delvis (og stiltiende) afslag paa Deres klage, men kun for saa vidt angaar perioden forud for ikrafttraedelsen af el-loven fra 1989, og kun for saa vidt klagen gik ud paa, at de restriktioner for distributionsselskabernes import af elektricitet til offentlig forsyning, der foelger af artikel 21 i samarbejdsaftalen, skulle erklaeres uforenelige med artikel 85.«

21 Sagsoegerne anlagde sag med paastand om annullation af denne skrivelse, men sagen blev afvist ved kendelse af 29. marts 1993, sag T-2/92, Rendo m.fl. mod Kommissionen (ikke trykt i Samling af Afgoerelser), der nu er endelig.

22 Sagsoegerne indbragte dommen af 18. november 1992 for Domstolen. Behandlingen af appelsagen blev paa sagsoegernes begaering udsat med henblik paa, at Domstolen kunne tage stilling til betydningen af dommen af 27. april 1994 i sag C-393/92, Almelo m.fl. (Sml. I, s. 1477). I denne sag havde Gerechtshof, Arnhem (Nederlandene), forelagt en praejudiciel anmodning under en sag, hvis faktiske omstaendigheder svarede til de faktiske omstaendigheder i naervaerende sag, og som bl.a. vedroerte fortolkningen af traktatens artikel 85 og 86 med hensyn til forbuddet »mod indfoersel af elektricitet bestemt til den offentlige forsyning, som i perioden 1985-1988 var indeholdt i en regional el-forsyningsvirksomheds almindelige betingelser, eventuelt i forbindelse med et importforbud i en aftale mellem el-produktionsselskaberne i den paagaeldende medlemsstat«.

23 Ved Domstolens dom i appelsagen blev Rettens dom af 18. november 1992 ophaevet, for saa vidt som den fastslaar, at beslutning 91/50, hvad angaar importrestriktioner i perioden inden el-lovens ikrafttraeden, ikke havde haft retsvirkning, og at sagen derfor maatte afvises paa dette punkt.

Sagens behandling efter hjemvisningen

24 Efter Domstolens hjemvisningsdom har parterne i overensstemmelse med bestemmelserne i procesreglementets artikel 119, stk. 1, afgivet tre indlaeg.

25 I sagsoegernes indlaeg af 18. december 1995 har de nedlagt foelgende paastande:

- Beslutning 91/50 annulleres, for saa vidt klagen over det importforbud, der var gaeldende for distributionsvirksomheder foer el-lovens ikrafttraeden, afslaas.

- Retten traeffer de foranstaltninger, som retsplejehensyn tilsiger.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne ved appelsagens behandling, jf. procesreglementets artikel 121.

26 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger.

27 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionen frifindes.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder intervenientens.

Sagsoegernes paastande og anbringender i foerste instans og efter sagens hjemvisning

28 Efter at Rettens dom delvis er ophaevet ved appeldommen, har sagsoegerne for Retten alene nedlagt paastand om annullation af beslutning 91/50, for saa vidt klagen over det forbud mod import af elektricitet til offentlig forsyning, der var gaeldende foer el-lovens ikrafttraeden, herved afslaas, og Retten skal ved sin stillingtagen hertil inddrage de anbringender, der er fremfoert vedroerende denne del af beslutningen, baade i foerste instans og efter sagens hjemvisning.

Realiteten

29 Oprindeligt havde sagsoegerne i det vaesentlige fremfoert tre anbringender. Det foerste anbringende gik ud paa, at de faellesskabsretlige konkurrenceregler og visse generelle retsgrundsaetninger, navnlig retssikkerhedsprincippet og princippet om paapasselighed i sagsforberedelsen (»zorgvuldigheidsbeginsel«), var tilsidesat. Det andet anbringende gik ud paa, at traktatens artikel 190 var tilsidesat, og det tredje anbringende, at vaesentlige formkrav var tilsidesat, naermere bestemt, som anfoert i replikken, at artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter »forordning nr. 99/63«) var tilsidesat. Efter sagens hjemvisning har sagsoegerne for det foerste henvist til, at de i replikken havde gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning ikke var tilstraekkelig begrundet, og at den var ugyldig (punkt 11 i indlaegget af 18.12.1995). Endvidere har sagsoegerne naermere uddybet anbringenderne om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 og artikel 6 i forordning nr. 99/63.

Begrundelsen

- Parternes argumenter

30 I staevningen havde sagsoegerne paaberaabt sig en tilsidesaettelse af begrundelsespligten i traktatens artikel 190. I replikken praeciserede de, at det stiltiende afslag paa deres klage ikke var tilstraekkeligt begrundet. De anfoerte, at Kommissionen havde undladt at redegoere for grundene til, at den ikke fandt, at der forelaa en overtraedelse, og at beslutningen af denne grund maatte annulleres. Ifoelge sagsoegerne var der under alle omstaendigheder ingen grund til, at Kommissionen ikke udtalte sig om perioden forud for den 1. juli 1990, idet sagsoegerne ogsaa havde interesse i, at der blev skabt klarhed om retstillingen paa dette tidspunkt (punkt 4.2 i replikken).

31 Efter sagens hjemvisning har sagsoegerne henvist til deres replik og anfoert, at det stiltiende og delvise afslag paa deres klage ikke var tilstraekkeligt begrundet, hvilket Retten - efter den delvise ophaevelse af dommen af 18. november 1992 - fortsat skal tage stilling til. Ifoelge sagsoegerne er det noedvendigt at efterproeve begrundelsen for afslaget. Kommissionen har ikke i beslutningen begrundet afslaget. Kommissionen fandt, at traktatens artikel 85, stk. 1, var tilsidesat, men har ikke i beslutningens dispositive del fastslaaet, at der forelaa en overtraedelse. Der er ikke naermere redegjort for grundene til, at klagen vedroerende forbuddet mod, at distributionsvirksomhederne (og dermed sagsoegerne) importerede el foer el-lovens ikrafttraeden, blev afslaaet.

32 I retsmoedet efter sagens hjemvisning har sagsoegerne paapeget, at 50. betragtning til beslutning 91/50 kun vedroerer perioden efter el-lovens ikrafttraeden. I modsat fald kunne deres klage ikke vaeret blevet henlagt for saa vidt angaar den foregaaende periode, men ville vaere blevet udsat paa samme maade, som det er tilfaeldet med hensyn til den efterfoelgende periode.

33 Endvidere har sagsoegerne anfoert, at de forklaringer, Kommissionen har givet under sagens behandling, er fremkommet for sent, og at denne del af deres klage stadig har interesse paa grund af de sager, der verserer ved de nationale domstole, og andre droeftelser vedroerende den paagaeldende periode, som for oejeblikket foregaar mellem advokaterne. Sagsoegerne har i denne forbindelse henvist til en sag, der verserer ved en ret i Arnhem, og har bestridt, at anvendelsen af artikel 21 i OVS, som anfoert af Kommissionen, ikke skulle have paafoert dem noget tab.

34 Kommissionen har efter sagens hjemvisning anfoert, at det fremgaar af beslutningen, at det aftalebestemte forbud mod import af elektricitet er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Kommissionen har imidlertid ikke endeligt villet udtale sig imod forbuddet, idet den ikke har taget stilling til, om betingelserne i traktatens artikel 90, stk. 2, er opfyldt. Da Kommissionen har afstaaet fra at udtale sig om denne del af klagen, har den ikke kunnet imoedekomme denne, og klagen er dermed delvis og stiltiende blevet afslaaet.

35 Selv om der er tale om et stiltiende afslag, er beslutningen korrekt begrundet. 50. betragtning til beslutningen vedroerer baade situationen foer og efter el-lovens ikrafttraeden, idet det er den samme importrestriktion, der foelger af artikel 21 i OVS. Kommissionen har derfor ud fra hensigtsmaessighedsovervejelser undladt at tage stilling til forbuddet, hvilket Domstolen og Retten har accepteret. Den eneste forskel mellem perioden foer og efter el-lovens ikrafttraeden er, at for saa vidt angaar den foerste periode var det ikke noedvendigt at foretage yderligere undersoegelser, fordi situationen ikke laengere var aktuel, og fordi sagsoegeren Rendo NV (herefter »Rendo«) ikke havde lidt noget tab i denne periode.

36 Kommissionen har tilfoejet, at dens fortolkning af beslutningen ogsaa stoettes af generaladvokat Tesauro, der i forslaget til afgoerelse i appelsagen udtalte, at sagsoegerne ikke havde lidt noget tab, »hvilket ingen bestrider«. Kommissionen har henvist til bemaerkninger i forslaget, hvoraf det fremgaar, dels at det staar den frit for at prioritere hver enkelt sag, navnlig under hensyntagen til Faellesskabets interesse i den konkrete sag, dels at Kommissionen havde afvist sagsoegernes indsigelse om virkningerne af tidligere og ikke laengere bestaaende adfaerd.

37 Ifoelge Kommissionen har den af samme grund undladt at tage stilling til det foerste tilfaelde og har udsat sin stillingtagen for saa vidt angaar den anden periode. Det stiltiende afslag paa klagen beror saaledes paa hensigtsmaessighedsovervejelser, og denne fremgangsmaade er anerkendt i Rettens dom af 18. september 1992 (sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223).

38 Endvidere har Kommissionen anfoert, at begrundelsen var tilstraekkelig for de virksomheder, beslutningen var rettet til, nemlig intervenienten, SEP, og de fire nederlandske produktionsvirksomheder. Kommissionen har i denne forbindelse i duplikken fremfoert et argument, der gaar ud paa, at beslutningen ikke var rettet til sagsoegerne. Kommissionen var derfor ikke forpligtet til i en beslutning, hvorefter der i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 nedlaegges et forbud, og som er rettet til SEP og de nederlandske produktionsvirksomheder, at redegoere for, hvorfor den ikke imoedekom Rendo's klage for saa vidt angaar perioden forud for el-lovens ikrafttraeden.

39 Herudover skal der ifoelge Kommissionen tages hensyn til sagsoegeren Rendo's holdning under den administrative procedure. Efter hoeringen i november 1989 kom der faktisk ingen livstegn fra selskabet. Hvis Rendo havde fulgt sagen op, ville Kommissionen sandsynligvis have fremsendt en skrivelse til selskabet i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63. Da Rendo imidlertid forholdt sig tavs, indtil sagen blev anlagt, gjorde selskabet det ikke muligt for Kommissionen af afslaa klagen efter den saedvanlige procedure i henhold til denne bestemmelse.

40 Endelig har Kommissionen anfoert, at den differentierede indfaldsvinkel, som sagsoegerne har foreslaaet, har to uhensigtsmaessige foelger: Et stiltiende afslag paa en klage vil naesten altid vaere utilstraekkelig begrundet, hvilket indebaerer, at et saadant afslag principielt er ugyldigt. Endvidere vil Kommissionen skulle udsaette sin - eventuelt hastende - beslutning om delvis at forbyde en overtraedelse, indtil den ogsaa er i stand til endeligt at afslaa den anden del af klagen.

41 I retsmoedet har Kommissionen anfoert, at det forhold, at der verserer en sag i Arnhem, ikke aendrer ved dens opfattelse, idet den naevnte sag alene vedroerer et omkostningsudligningstillaeg, der ikke er omfattet af den anfaegtede beslutning.

42 Intervenienten, SEP, har med hensyn til beslutningens begrundelse tilsluttet sig Kommissionens bemaerkninger. Begrundelsen var tilstraekkelig for de fem virksomheder, beslutningen var rettet til. I retsmoedet har intervenienten anfoert, at sagerne ved de nationale domstole ikke vedroerer artikel 21 i OVS, men alene forsyningsbetingelserne, herunder omkostningsudligningstillaegget.

- Rettens bemaerkninger

43 Det forhold, at beslutning 91/50 ikke var rettet til sagsoegerne, staar ikke i vejen for, at disse paaberaaber sig et anbringende, der bygger paa en overtraedelse af traktatens artikel 190 (jf. dommen af 18.11.1992, praemis 122). Ved vurderingen af begrundelsespligtens omfang skal der tages hensyn til den interesse, som andre personer end adressaten for en retsakt, der er umiddelbart og individuelt beroert af denne, kan have i at modtage en forklaring (jf. f.eks. Domstolens dom af 17.3.1983, sag 294/81, Control Data mod Kommissionen, Sml. s. 911, praemis 14, og af 20.3.1985, sag 41/83, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 873, praemis 46).

44 Ifoelge Domstolens og Rettens faste praksis skal begrundelsespligtens omfang vurderes konkret i den enkelte sag paa grundlag af de foreliggende omstaendigheder. Med hensyn til en beslutning, hvori der fastslaas en overtraedelse af konkurrencereglerne og gives et paalaeg, og som samtidig indeholder et delvis afslag paa en klage, er Kommissionen ikke forpligtet til at tage stilling til alle de faktiske og retlige omstaendigheder, de klagende virksomheder har fremfoert. Begrundelsen skal imidlertid goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol og for den beroerte at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig (jf. f.eks. Domstolens dom af 4.7.1963, sag 24/62, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 407, org. ref.: Rec. s. 129, af 30.9.1982, sag 110/81, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3159, praemis 24, af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 22, og Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 41 og 42; jf. ligeledes dommen af 18.11.1992, praemis 124).

45 Heraf foelger, at beslutningen i sig selv skal vaere fyldestgoerende, og at dens begrundelse ikke kan fremgaa af Kommissionens skriftlige eller mundtlige forklaringer under en sag til proevelse af den paagaeldende beslutning (jf. generaladvokat Léger's forslag til afgoerelse i sag C-310/93 P, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Domstolens dom af 6.4.1995, Sml. I, s. 865, paa s. 867, punkt 22, og Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, praemis 131).

46 Paa samme maade som med forordninger maa man imidlertid kunne kraeve, at de beroerte personer goer sig visse anstrengelser for at fortolke begrundelserne, hvis meningen ikke umiddelbart kan udledes af ordlyden, og der foreligger ikke nogen tilsidesaettelse af traktatens artikel 190, hvis man ved en saadan fortolkning kan raade bod paa uklarheder (jf. punkt 59 i generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse i sag C-27/90, SITPA, Domstolens dom af 24.1.1991, Sml. I, s. 133, paa s. 141, punkt 59).

47 I dette tilfaelde er der hverken i beslutningens dispositive del eller i betragtningerne udtrykkeligt taget stilling til sagsoegerens klage vedroerende de restriktioner ved import af elektricitet med henblik paa offentlig forsyning, der foelger af artikel 21 i OVS, for saa vidt angaar perioden forud for el-lovens ikrafttraeden. Der foreligger heller ikke med hensyn til denne periode oplysninger, der udtrykkeligt vedroerer grundene til, at Kommissionen har henlagt sagen.

48 Det maa derfor undersoeges, om det ved en fortolkning af den anfaegtede beslutning kan udledes, hvorfor klagen er blevet afslaaet, og naermere, om 50. betragtning til beslutningen (jf. ovenfor, praemis 9), som anfoert af Kommissionen, indeholder tilstraekkelige oplysninger til, at Faellesskabets retsinstanser og sagsoegerne kan goere sig bekendt med begrundelsen.

49 Det anfoeres i denne betragtning, at Kommissionen har undladt at tage stilling til, om importrestriktionen er begrundet i henhold til traktatens artikel 90, stk. 2, fordi el-loven var traadt i kraft, og fordi det var uhensigtsmaessigt at vurdere denne lov i forbindelse med en procedure i henhold til forordning nr. 17. Det anfoeres saaledes i denne betragtning til beslutningen, hvorfor Kommissionen har ladet behandlingen af klagen, for saa vidt den vedroerer perioden efter el-lovens ikrafttraeden, afvente udfaldet af den procedure, Kommissionen agtede at indlede i henhold til traktatens artikel 169.

50 Derimod angives det ikke i Kommissionens betragtninger, hvorfor der er truffet en anden afgoerelse i form af et stiltiende afslag paa den del af klagen, der vedroerer den forudgaaende periode.

51 De argumenter, der er fremfoert som begrundelse for at udsaette undersoegelsen af klagen, kan ganske vist fortolkes saaledes, at de ogsaa gaelder for perioden forud for el-lovens ikrafttraeden. En undersoegelse af artikel 21 i OVS alene vedroerende denne periode ville saaledes have kunnet indebaere en vurdering af, om den nye lov er forenelig med konkurrencereglerne. Kommissionen kunne saaledes have truffet indbyrdes modstridende beslutninger vedroerende de to perioder, hvis den i 1992 havde taget stilling til, om traktatens artikel 90, stk. 2, fandt anvendelse paa de af OVS foelgende restriktioner i perioden forud for el-lovens ikrafttraeden, uden at afvente udfaldet af den traktatbrudsprocedure, der agtedes indledt vedroerende den efterfoelgende periode.

52 Disse betragtninger kunne have udgjort en begrundelse for en beslutning om at udsaette proceduren for saa vidt angaar den forudgaaende periode. Det er derimod ikke muligt at udlede af en fortolkning af disse betragtninger, hvorfor Kommissionen stiltiende har afslaaet klagen.

53 Endvidere har Kommissionen ikke fremsendt en skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, hvori den inden vedtagelsen af beslutning 91/50 kunne have orienteret sagsoegerne om grundene til det stiltiende afslag paa klagen.

54 Det maa herefter fastslaas, at det stiltiende afslag paa sagsoegernes klage ikke er tilstraekkeligt begrundet.

55 Naar der i den anfaegtede retsakt er en vis begrundelse, kan den uddybes eller praeciseres under sagens behandling (jf. f.eks. generaladvokat Léger's ovennaevnte forslag til afgoerelse, punkt 24), men dette gaelder ikke, naar den anfaegtede beslutning ikke er begrundet (jf. f.eks. Domstolens dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, praemis 22).

56 Under disse omstaendigheder kan den oplysning, der for foerste gang gives i skrivelsen af 20. november 1991 fra direktoer R. i Kommissionen til sagsoegernes advokater (jf. ovenfor, praemis 20), dvs. otte maaneder efter anlaeggelsen af naervaerende sag, og hvorefter »klagen blev vurderet i forhold til fremtiden«, ikke afhjaelpe den manglende begrundelse i beslutning 91/50. Det samme gaelder med hensyn til de forklaringer om begrundelsen for afslaget, som Kommissionen har givet under sagens behandling efter hjemvisningen.

57 Kommissionens opfattelse, hvorefter en saadan anvendelse af traktatens artikel 190 indebaerer, at et stiltiende afslag paa en klage altid er ugyldigt, og afskaerer Kommissionen fra at traeffe en hastebeslutning om at forbyde en overtraedelse, foer den er i stand til tage stilling til hele klagen, kan ikke tiltraedes.

58 For det foerste kan et stiltiende afslag paa en klage, f.eks. i forbindelse med en beslutning om meddelelse af negativattest eller en fritagelse, vaere tilstraekkeligt begrundet i de betragtninger, der ligger til grund for en saadan beslutning (jf. f.eks. Domstolens dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875). I naervaerende sag kunne der inden det stiltiende afslag have vaeret fremsendt en skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, hvori begrundelsen for afslaget kunne have vaeret meddelt klageren. Da omfanget af begrundelsespligten ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden af den anfaegtede retsakt, men ligeledes til den sammenhaeng, hvori den indgaar, og dens forhistorie (jf. f.eks. Domstolens dom af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, praemis 86), ville der kunne vaere taget hensyn til forklaringerne i en saadan skrivelse ved vurderingen af, om begrundelsen i den endelige beslutning om afslag var tilstraekkelig.

59 For det andet afskaerer pligten til at begrunde et afslag paa en klage, ogsaa selv om det er stiltiende, ikke Kommissionen fra i rette tid at traeffe de noedvendige beslutninger vedroerende de overtraedelser, der omtales i klagen. Det er i denne forbindelse tilstraekkeligt, at den over for klagerne angiver grundene til, at det er hensigtsmaessigt at traeffe en beslutning vedroerende en del af klagen.

60 Der maa herefter gives sagsoegerne medhold i anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190. Den anfaegtede beslutning maa saaledes annulleres, for saa vidt sagsoegernes klage afslaas med hensyn til importforbuddet i perioden forud for el-lovens ikrafttraeden, idet bemaerkes, at det er ufornoedent at tage stilling til sagsoegernes oevrige anbringender.

Sagens omkostninger

61 Rettens dom af 18. november 1992, hvorved sagsoegerne blev paalagt at betale sagens omkostninger, er delvis blevet ophaevet. I dommen i appelsagen har Domstolen bestemt, at hver part baerer sine egne omkostninger i forbindelse med appelsagen. Retten skal derfor i naervaerende dom tage stilling til omkostningerne for saa vidt angaar sagens behandling forud for dommen af 18. november 1992 og i denne forbindelse tage hensyn til sagens udfald efter hjemvisningen, og derefter tage stilling til omkostningerne ved sagens behandling efter dette tidspunkt.

62 Med hensyn til sagsoegernes oprindelige sagsanlaeg har hver part til dels tabt sagen. Kommissionen er saaledes blevet frifundet for saa vidt angaar undladelsen af at tage stilling til forbuddet mod, at distributionsselskaberne eksporterer elektricitet, og for saa vidt angaar udsaettelsen af sagen vedroerende de importrestriktioner, der er gaeldende efter el-lovens ikrafttraeden. Derimod har sagsoegerne faaet medhold for saa vidt angaar afslaget paa deres klage over de importrestriktioner, der var gaeldende forud for lovens ikrafttraeden.

63 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, foerste afsnit, kan Retten derfor fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger. Omkostningerne vedroerende sagens behandling forud for afsigelsen af dommen af 18. november 1992 findes at burde fordeles under hensyntagen til, at sagsoegerne paa de fleste punkter har tabt sagen. Sagsoegerne skal derfor baere deres egne omkostninger samt betale halvdelen af Kommissionens og intervenientens omkostninger, mens Kommissionen og intervenienten selv baerer den anden halvdel af deres egne omkostninger.

64 Med hensyn til sagens behandling efter hjemvisningen har sagsoegerne derimod vundet sagen. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, doemmes Kommissionen derfor til at betale omkostningerne ved sagens behandling efter Domstolens dom i appelsagen, bortset fra intervenientens omkostninger, som selskabet selv baerer.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Udvidede Afdeling)

65 Kommissionens beslutning 91/50/EOEF af 16. januar 1991 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/32.732 - IJsselcentrale m.fl.) annulleres, for saa vidt sagsoegernes klage afslaas med hensyn til de importrestriktioner, der var gaeldende forud for ikrafttraedelsen af Elektriciteitswet 1989.

66 Sagsoegerne baerer deres egne omkostninger og betaler in solidum halvdelen af Kommissionens og intervenientens omkostninger vedroerende sagens behandling forud for Rettens dom af 18. november 1992, mens Kommissionen og intervenienten selv baerer den anden halvdel af deres egne omkostninger.

67 Kommissionen betaler omkostningerne ved sagens behandling efter Domstolens dom af 19. oktober 1995, bortset fra intervenientens omkostninger, som selskabet selv afholder.