61991A0001

++++

1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° bedoemmelse ° forudgaaende administrativ klage ° fakultativ karakter ° indgivelse ° foelger ° overholdelse af formkrav gaeldende for den forudgaaende klage

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

2. Tjenestemaend ° soegsmaal ° forudgaaende administrativ klage ° samme genstand og grundlag ° anbringender og argumenter, som ikke er anfoert i klagen, men som er snaevert forbundet dermed ° antagelse til realitetsbehandling ° overensstemmelse mellem klagen og soegsmaalet ° undersoegelse ex officio

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

3. Tjenestemaend ° bedoemmelse ° bedoemmelsesrapport ° aendring af vurderingerne i forhold til tidligere bedoemmelse ° begrundelsespligt ° raekkevidde

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 43)

1. Indgivelse af en formel klage i henhold til vedtaegtens artikel 90 kan ikke anses for nogen noedvendig betingelse for at anlaegge sag til proevelse af en bedoemmelse som omhandlet i vedtaegtens artikel 43. Bedoemmelsen udtrykker bedoemmernes frit dannede opfattelse og ikke ansaettelsesmyndighedens vurdering. Der kan saaledes anlaegges sag fra det oejeblik, hvor bedoemmelsen kan betragtes som endelig.

Den paagaeldende har mulighed for enten direkte at anlaegge sag for Faellesskabets domsmyndighed eller at indgive administrativ klage, hvorved han dog i sidstnaevnte tilfaelde skal respektere samtlige formkrav, der er knyttet til den valgte mulighed for forudgaaende klage.

2. Med kravet om forudgaaende administrativ klage har vedtaegtens artikel 90 til formaal at muliggoere og fremme en mindelig bilaeggelse af tvister mellem tjenestemaendene og administrationen. For at opfylde dette krav er det vigtigt, at administrationen har tilstraekkeligt noejagtigt kendskab til den paagaeldendes klagepunkter eller oensker. Derimod har denne bestemmelse ikke til formaal strengt og endeligt at fastlaegge den eventuelle retslige fase, naar soegsmaalet hverken aendrer klagens aarsag eller genstand. Efter udloebet af fristen for at indbringe sagen direkte for Retten kan den tjenestemand, der ° selv om det ikke er noedvendigt for at klage over en bedoemmelse ° har valgt at indgive forudgaaende klage, for Retten kun nedlaegge paastande, der har samme genstand som de i klagen anfoerte, og kun fremsaette soegsmaalsgrunde, der hviler paa samme grundlag som de i klagen paaberaabte. Disse soegsmaalsgrunde kan for Retten uddybes ved fremfoerelse af anbringender og argumenter, som ikke noedvendigvis figurerer i klagen, men som er naert forbundet med den.

Overensstemmelsen mellem klagen og staevningen, som paakendelsen af soegsmaalet afhaenger af, er et spoergsmaal om ufravigelige procesforudsaetninger, som Retten skal undersoege af egen drift.

3. Forpligtelsen til at begrunde enhver forringelse af bedoemmelsen af en tjenestemand i forhold til den foregaaende bedoemmelse skal goere det muligt for tjenestemanden at faa at vide, hvorfor de analytiske vurderinger er aendret, at kontrollere rigtigheden af de paaberaabte forhold og fremsaette bemaerkninger til begrundelsen i medfoer af retten til at blive hoert. Forpligtelsen er opfyldt, naar bedoemmeren i appelleddet i et notat til den bedoemte tjenestemand fastslaar, at den bedoemte i det tidsrum, der daekkes af den anfaegtede bedoemmelse, ikke har gjort en usaedvanlig god indsats under udfoerelsen af visse af sine opgaver. Denne begrundelse er, om end summarisk, tilstraekkelig til at begrunde den lille nedgang fra den hoejeste karakter til den, der ligger umiddelbart under denne.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren er tjenestemand i loenklasse B2 ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "Kommissionen"). I den af tvisten omfattede periode gjorde han indtil den 15. marts 1987 tjeneste i Generaldirektoratet for Regionalpolitik og derefter i Generaldirektoratet for Personale og Administration.

2 Den 6. maj 1988 fremsendte sagsoegte til sagsoegeren dennes bedoemmelse i henhold til artikel 43 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") for tidsrummet fra den 1. juli 1985 til den 30. juni 1987.

3 Ved notits af 14. juni 1988 meddelte sagsoegeren bedoemmeren, at han med henblik paa forlig havde ansoegt om anvendelse af artikel 6 i de af Kommissionen den 27. juli 1979 fastsatte almindelige gennemfoerelsesbestemmelser til vedtaegtens artikel 43 (herefter benaevnt "almindelige bestemmelser") for at faa naevnte bedoemmelse forelagt for appelbedoemmeren i medfoer af artikel 7 i de almindelige bestemmelser.

4 Ved notits af 18. november 1988 fremsendte appelbedoemmeren atter bedoemmelsen til sagsoegeren og meddelte denne sin afgoerelse om fuldt ud at opretholde de vurderinger, der var foretaget af bedoemmeren. Han erklaerede ligeledes, at notitsen var at betragte som en stadfaestelse af bedoemmelsen og som saadan ville blive vedfoejet bedoemmelsen som bilag.

5 Ved notits af 5. december 1988 til appelbedoemmeren anmodede sagsoegeren om hoering af Det Paritetiske Bedoemmelsesudvalg. I de notitsen vedfoejede bemaerkninger klagede han over, at to af de analytiske vurderinger i den seneste bedoemmelse var daarligere end i den forudgaaende bedoemmelse. Det drejede sig om rubrikkerne "tjenstlig indsats/regelmaessighed i arbejdsindsatsen" (fra udmaerket til meget godt) og "tjenstlig adfaerd/ansvarsbevidsthed" (fra udmaerket til meget godt). Sagsoegeren gjorde gaeldende, at han ikke havde faaet nogen skriftlig begrundelse for disse aendringer. Han meddelte, at han i de 24 maaneder, som bedoemmelsen daekkede, havde haft flere umiddelbart overordnede paa grund af sine forskellige placeringer, mens det fremgik af bedoemmelsen, at kun én af disse var blevet hoert af bedoemmerne.

6 Den 11. august 1989 fremsendte Det Paritetiske Bedoemmelsesudvalg til appelbedoemmeren sin udtalelse, hvori foelgende forhold paapegedes: a) Bedoemmelsen var udarbejdet for sent, og fristerne i de forskellige faser af bedoemmelsen var ikke overholdt, b) den analytiske vurdering vedroerende rubrikkerne "regelmaessighed i arbejdsindsatsen" og "ansvarsbevidsthed" var daarligere end i den bedoemmelse, der blev udarbejdet for tidsrummet 1983-1985, og c) den ringere generelle vurdering var ikke begrundet. Under disse omstaendigheder opfordrede udvalget appelbedoemmeren til i henhold til punkt B.6.3.2 i vejledningen i bedoemmelse af tjenestemaend at tage bedoemmelsen op naa ny.

7 Ved notits af 26. september 1989 til personaledirektoeren begrundede appelbedoemmeren den paagaeldende ringere bedoemmelse med, at sagsoegerens tjenstlige indsats og hans ansvarsbevidsthed ikke kunne beskrives som udmaerkede.

8 Ved notits af 10. november 1989 til sagsoegeren erklaerede appelbedoemmeren, at han i forvejen havde gjort sig bekendt med udtalelsen fra Det Paritetiske Bedoemmelsesudvalg, og bekraeftede sin afgoerelse om at opretholde den oprindelige bedoemmelse uaendret af de grunde, han allerede havde meddelt i notitsen af 26. september 1989, hvoraf han vedlagde en kopi. Da notitsen ikke var naaet frem til sagsoegeren, blev den atter tilsendt ham den 18. april 1990 med en notits af 20. marts 1990 som foelgeskrivelse.

9 Den 6. juni 1990 indbragte sagsoegeren i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, en klage over afgoerelsen af 10. november 1989 (herefter benaevnt "afgoerelsen"), idet han begraensede sig til at erklaere sig "uenig" i denne.

10 Den paagaeldende klage blev stiltiende afvist af ansaettelsesmyndigheden, som ikke afgav svar paa klagen inden for den i vedtaegtens artikel 90 fastsatte frist paa fire maaneder.

11 Ved notits af 22. november 1990 til appelbedoemmeren meddelte personaledirektoeren denne, at det efter gennemgangen af sagsoegerens klage i Kommissionens "Faellesgruppe for Klagebehandling" havde vist sig, at der var fare for, at den i notitsen af 10. november 1989 indeholdte begrundelse i tilfaelde af sagsanlaeg ikke ville blive betragtet som tilstraekkeligt detaljeret til at opfylde de i de almindelige bestemmelser fastsatte krav. Han anmodede ham derfor om at udarbejde en mere detaljeret begrundelse for den ringere bedoemmelse.

12 Under disse omstaendigheder indbragte sagsoegeren den 4. januar 1991 sagen for Retten.

13 Ved notits af 13. februar 1991 til personaledirektoeren begrundede appelbedoemmeren paa ny sin afgoerelse. Efter at have forklaret de praktiske vanskeligheder ved at paavise rigtigheden af en kvalitativ vurdering, navnlig fordi visse af de tjenestemaend, sagsoegeren havde arbejdet sammen med, ikke laengere arbejdede i Kommissionen, udtalte han, at Della Pietra i tidsrummet 1985-1987 ikke havde lagt "den iver og omhu for dagen, som udfoerelsen af visse opgaver, der var paalagt ham, kraevede". Navnlig havde sagsoegerne vaeret lidet villig til at goere noget ud af behandlingen af de loebende EFRU-sager, og det havde resulteret i manglende tillid til hans arbejde, der gik ud paa at bistaa tjenestemaend i kategori "A" paa meget vanskelige omraader. I betragtning heraf var den omtvistede bedoemmelse meget mild efter de personers opfattelse, der var blevet bistaaet af Della Pietra i det paagaeldende tidsrum.

14 Den 6. marts 1991 blev den supplerende begrundelse for afgoerelsen fremsendt af personaledirektoeren til sagsoegeren.

15 Efter anmodning fra Retten fremlagde Kommissionen med skrivelser af 28. februar og 4. marts 1992 visse bilag, som den fandt det rettest at medtage til supplering af sagsakterne.

16 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og opfordre parterne til under retsmoedet at udtale sig om, hvorvidt sagen under hensyn til Domstolens dom af 7. maj 1986 (sag 52/85, Rihoux mod Kommissionen, Sml. s. 1564) og klagens affattelse kunne antages til realitetsbehandling.

17 Den mundtlige forhandling fandt sted den 7. maj 1992. Parternes repraesentanter procederede sagen og besvarede de af Retten stillede spoergsmaal.

Parternes paastande

18 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Den afgoerelse, der den 10. november 1989 blev truffet af appelbedoemmeren, og hvorefter bedoemmelsen af sagsoegeren for perioden fra den 1. juli 1985 til den 30. juni 1987 stadfaestedes, annulleres.

° Idet proceduren begynder forfra, tilpligtes den kompetente bedoemmer at udfaerdige en korrekt bedoemmelse, der er i noeje samklang med de almindelige gennemfoerelsesbestemmelser til vedtaegtens artikel 43, og som i det mindste forlaenger bedoemmelsen for 1983-1985.

° Kommissionen tilpligtes at betale 1 ECU i godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade og 1 000 ECU i erstatning for oekonomisk skade.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at baere sine egne omkostninger i overensstemmelse med artikel 64, stk. 1, i Domstolens procesreglement, som finder tilsvarende anvendelse i sager indbragt for Retten.

Kravet om annullation

20 Til stoette for annullationspaastanden har sagsoegeren paaberaabt sig tre anbringender, nemlig ét om manglende overholdelse af de i de almindelige bestemmelser fastsatte frister for at udarbejde bedoemmelser, ét om manglende hoering af visse af hans umiddelbare overordnede og ét om manglende begrundelse for den stedfundne forringelse af den analytiske vurdering.

Foerste og andet anbringende

21 I besvarelsen af Rettens opfordring til parterne om under retsmoedet at udtale sig om, hvorvidt sagen under hensyn til affattelsen af klagen af 6. juni 1990 vil kunne antages til realitetsbehandling, har sagsoegeren gjort gaeldende, at det ikke kan laegges ham til last, at han under retssagen har fremfoert anbringender, som han ikke gjorde gaeldende tidligere i klagesagen, da der i den administrative klage henvises til en argumentation, som allerede var indeholdt i hans bemaerkninger af 5. december 1988 til Det Paritetiske Bedoemmelsesudvalg, som saaledes var bragt til hans overordnedes og Kommissionens kendskab. Samtlige de anbringender, der indgaar i denne argumentation, gentages i de for Retten fremlagte dokumenter og processkrifter.

22 Kommissionen har under retsmoedet gjort gaeldende, at det i klagen kun er angivet, at der foreligger uenighed, og at klagen ikke tilstraekkelig noejagtigt oplyste Kommissionen om den paagaeldendes klagepunkter og oensker. Under henvisning til Rettens kendelse af 25. februar 1992 (sag T-39/91, Hermann mod CEDEFOP, Sml. II, s. 233) har Kommissionen udtalt, at den ikke mener, at klagen opfylder de ved retspraksis fastsatte mindstekrav til formen. Men da Kommissionen anerkender, at sagsoegeren i sin notits til Det Paritetiske Bedoemmelsesudvalg har fremfoert en raekke af de begrundelser, der paaberaabes i denne sag, overlader den det til Retten at skoenne, om soegsmaalet kan realitetspaakendes.

23 Retten skal erindre om, at indgivelse af en formel klage i henhold til vedtaegtens artikel 90 ifoelge helt fast retspraksis ikke kan anses for nogen noedvendig forudsaetning for at anlaegge sag til proevelse af en bedoemmelse som omhandlet i vedtaegtens artikel 43, hvilken bedoemmelse i oevrigt udtrykker bedoemmerens frit dannede opfattelse og ikke ansaettelsesmyndighedens vurdering. Der kan saaledes anlaegges sag fra det oejeblik, hvor bedoemmelsen kan betragtes som endelig (Domstolens dom af 3.7.1980, forenede sager 6/79 og 97/79, Grassi mod Raadet, Sml. s. 2141, af 19.2.1981, forenede sager 122/79 og 123/79, Schiavo mod Raadet, Sml. s. 473, og af 15.3.1989, sag 140/87, Bevan mod Kommissionen, Sml. s. 701; Rettens dom af 13.12.1990, sag T-29/89, Moritz mod Kommissionen, Sml. II, s. 787). Af de samme grunde kraeves der ifoelge retspraksis heller ikke til opfyldelse af formaliteten en forudgaaende klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, saafremt der er tale om en afgoerelse truffet af en udvaelgelseskomité, idet en saadan afgoerelse ifoelge sin natur ikke kan annulleres eller aendres af ansaettelsesmyndigheden (jf. bl.a. Domstolens ovennaevnte dom af 7.5.1986, Rihoux mod Kommissionen).

24 Den paagaeldende har mulighed for enten direkte at anlaegge sag for Faellesskabets domsmyndighed eller at indgive administrativ klage, hvorved han dog i sidstnaevnte tilfaelde skal respektere samtlige formkrav, der er knyttet til den valgte mulighed for forudgaaende klage. En loesning, som fritog den paagaeldende for at opfylde naevnte krav, ville nemlig indebaere, at han fik tillagt bedre rettigheder end dem, der gives tjenestemaend, der har valgt direkte at anlaegge sag for Faellesskabets domsmyndighed. Blandt disse formkrav findes det princip, der er fastslaaet ved fast retspraksis, ifoelge hvilket vedtaegtens artikel 90 har til formaal at muliggoere og fremme en mindelig bilaeggelse af tvister mellem tjenestemaendene og administrationen. For at opfylde dette krav er det vigtigt, at administrationen har tilstraekkeligt noejagtigt kendskab til den paagaeldendes klagepunkter eller oensker. Derimod har denne bestemmelse ikke til formaal strengt og endeligt at fastlaegge den eventuelle retslige fase, naar soegsmaalet hverken aendrer klagens aarsag eller genstand. Efter udloebet af fristen for at indbringe sagen for Retten kan den tjenestemand, der har valgt at indgive forudgaaende klage, for Retten kun nedlaegge paastande, der har samme genstand som de i klagen anfoerte, og kun fremsaette soegsmaalsgrunde, der hviler paa samme grundlag som de i klagen paaberaabte. Disse soegsmaalsgrunde kan for Retten uddybes ved fremfoerelse af anbringender og argumenter, som ikke noedvendigvis figurerer i klagen, men som er naert forbundet med den (jf. bl.a. Domstolens ovennaevnte dom af 7.5.1986, Rihoux mod Kommissionen, praemis 11, 12 og 13).

25 I betragtning af ovenstaaende boer overensstemmelsen mellem den af sagsoegeren den 6. juni 1990 angivne klage og hans soegsmaal efterproeves for saa vidt angaar de deri fremfoerte anbringender og de nedlagte paastande. Dette formalitetsspoergsmaal skal, selv om det ikke er rejst af parterne, undersoeges af egen drift af Retten, da det angaar ufravigelige procesforudsaetninger, for saa vidt som det vedroerer forskriftsmaessigheden af den administrative procedure. Naermere bestemt er det begrundet at efterproeve dette spoergsmaal af egen drift, henset til formaalet med den administrative klageprocedure, der jo som naevnt forudgaaende er, at konflikter mellem tjenestemaend eller oevrige ansatte og faellesskabsinstitutionerne skal loeses i mindelighed (jf. senest Rettens dom af 29.3.1990, sag T-57/89, Alexandrakis mod Kommissionen, Sml. II, s. 143). Dette formaal kan opnaas, selv naar den anfaegtede afgoerelse, i dette tilfaelde bedoemmelsen, hidroerer fra en anden myndighed end ansaettelsesmyndigheden, som altid kan opnaa en mindelig bilaeggelse enten ved at tilbagesende bedoemmelsen til den kompetente myndighed med henblik paa fornyet vurdering, eller ved at overbevise den paagaeldende tjenestemand om, at han ikke har nogen grund til at klage.

26 I denne sag er klagen, som blev indgivet den 6. juni 1990 til generalsekretaeren for Kommissionen, affattet som foelger:

"Hoslagt fremsendes til registrering genpart af den klage, som jeg indgiver i henhold til vedtaegtens artikel 90.

Vedr.: Bedoemmelse 1985/1987 (uenighed om afgoerelsen af 10.11.1989, som blev meddelt den 18.4.1990)."

I klagen er dernaest anfoert sagsoegerens fulde navn samt oplysninger om hans tjenesteretlige stilling, dato og underskrift. Det maa konstateres, at klagen, selv om den fra et formelt synspunkt kan kaldes en klage i den i vedtaegtens artikel 90 anvendte betydning, er yderst lakonisk og ikke naevner noget om en notits, som sagsoegeren med urette haevder at have sendt til Det Paritetiske Bedoemmelsesudvalg. I klagen begraenser sagsoegeren sig nemlig til at naevne, at han er uenig i den afgoerelse, appelbedoemmeren har truffet om at opretholde bedoemmelsen vedroerende tidsrummet 1985-1987 uaendret, uden at angive hverken indsigelsens raekkevidde eller de konklusioner, der skal drages af denne. Ikke desto mindre kan det til noed anerkendes, at det tredje annullationsanbringende, der paaberaabes i denne sag, og som vedroerer den manglende begrundelse for forringelsen af visse af bedoemmelsens analytiske vurderinger for tidsrummet 1985-1987, hviler paa samme grundlag som den i klagen paaberaabte indsigelse. Hvad derimod angaar anbringenderne om manglende overholdelse af de i vejledningen i bedoemmelse af tjenestemaend fastsatte frister og om manglende hoering af visse overordnede, udgoer disse indsigelser, som hviler paa andre retsgrunde end den i klagen paaberaabte indsigelse. Under disse omstaendigheder boer de to ovennaevnte annullationsanbringender afvises, da de ikke er fremfoert i klagen.

Tredje anbringende

27 For saa vidt angaar anbringendet om manglende begrundelse for den anfaegtede afgoerelse, som er det eneste anbringende, der kan realitetspaakendes, har sagsoegeren gjort gaeldende, at de analytiske vurderinger i hans bedoemmelse for tidsrummet 1985-1987 under rubrikkerne "tjenstlig indsats/regelmaessighed i arbejdsindsatsen" og "tjenstlig adfaerd/ansvarsbevidsthed" er ringere end vurderingerne vedroerende tidsrummet 1983-1985, hvilket hverken er berettiget eller begrundet og ikke tager hensyn til de objektive elementer i hans sagsakter. Denne manglende begrundelse er en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 25, stk. 2, og artikel 5 i de almindelige bestemmelser. Ifoelge sagsoegeren udgoer den "interne" begrundelse, der gives af appelbedoemmeren i hans notits af 26. september 1991 til personaledirektoeren, ikke den begrundelse, som kraeves i vejledningen i bedoemmelse af tjenestemaend. Ej heller notitsen fra appelbedoemmeren dateret den 13. februar 1991, dvs. efter sagsanlaegget, kan boede paa den manglende begrundelse. Sagsoegeren fremhaever, at begrundelsespligten jo har til formaal at sikre overholdelse af det kontradiktoriske princip og goere det muligt for tjenestemanden at forsvare sig samt at fremsaette sine indsigelser paa et velbelyst grundlag.

28 Kommissionen har bemaerket, at saavel Domstolen som Retten efter fast praksis i princippet afholder sig fra at efterproeve vaerdidommene i bedoemmelserne. Bedoemmerne har en udstrakt ret til at skoenne, og den retlige kontrol indskraenker sig til tilfaelde af fejl eller aabenbar magtfordrejning. I denne forbindelse paaberaaber sagsoegeren sig ingen faktisk fejl, aabenbar fejlbedoemmelse eller magtfordrejning. I oevrigt mener Kommissionen, at appelbedoemmeren begrundede forringelsen af de paagaeldende analytiske vurderinger i sin notits af 26. september 1989. Endvidere mener Kommissionen, at der i notitsen af 13. februar 1991 fra den samme bedoemmer blev givet en mere detaljeret begrundelse. De saaledes fremkomne forklaringer fratager, selv om de er fremkommet efter sagsanlaegget, sagsoegeren, som ikke har bestridt deres berettigelse, enhver interesse i at benytte anbringendet om manglende begrundelse.

29 Ved bedoemmelsen af berettigelsen af dette anbringende skal Retten for det foerste henvise til, at i henhold til artikel 5, stk. 1 og 2, i de almindelige bestemmelser maa "bedoemmelsen kun vedroere bedoemmelsesperioden. Enhver aendring af den analytiske vurdering i forhold til den foregaaende bedoemmelse skal begrundes ...". I oevrigt er der i vejledningen i bedoemmelse af tjenestemaend, som retligt har samme vaerdi som et internt direktiv (Rettens dom af 24.1.1991, sag T-63/89, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 19, praemis 25), for saa vidt angaar de analytiske vurderinger fastsat en bedoemmelsesskala med fem trin (udmaerket, meget godt, godt, passabelt, utilfredsstillende). I samme vejledning hedder det i punkt B.6.2.2, at karakteren "udmaerket" gives for kvalifikationer paa et usaedvanligt hoejt niveau, der ligger vaesentligt over, hvad der kraeves for at kunne beklaede paagaeldende stilling, mens karakteren "meget godt" gives for kvalifikationer paa et klart hoejere niveau, end Kommissionen med rette kan forvente af en tjenestemand i den stilling, han beklaeder. Endelig tilfoejes det i samme vejlednings punkt B.6.3.2, at bedoemmeren saa udfoerligt som muligt skal begrunde de aendringer i den analytiske vurdering i forhold til den foregaaende bedoemmelse.

30 For det andet skal der henvises til, at Domstolen, som har skullet tage stilling til bestemmelser, der noeje svarer til de ovennaevnte, har fastslaaet, at forpligtelsen til at begrunde enhver aendring i forhold til den foregaaende bedoemmelse "skal sikre, at tjenestemanden faar kendskab til baggrunden for aendringen af de analytiske vurderinger, kan forvisse sig om, at de anfoerte faktiske omstaendigheder er korrekte, og i kraft af sin ret til at blive hoert fremkomme med sine bemaerkninger til den givne begrundelse. En bedoemmelse er behaeftet med en vaesentlig formmangel, naar den manglende begrundelse udgoer en tilsidesaettelse af tjenestemandens ret til at blive hoert. Det er saaledes uden betydning, om den paagaeldende tjenestemand under alle omstaendigheder ° altsaa selv om bedoemmeren havde begrundet sine vurderinger ° ikke havde kunnet forvente bedre analytiske vurderinger" (Domstolens dom af 16.12.1987, sag 178/86, Turner mod Kommissionen, Sml. s. 5367, praemis 18, og af 6.2.1986, forenede sager 173/82, 157/83 og 186/84, Castille mod Kommissionen, Sml. s. 497). Derfor har Kommissionen ikke grundlag for at haevde, at den begrundelse for den anfaegtede bedoemmelse, der er givet efter sagsanlaegget, fratager sagsoegeren hans interesse i at paaberaabe sig dette anbringende.

31 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om appelbedoemmeren i den foreliggende sag opfyldte sin forpligtelse til at begrunde en forringelse af de analytiske vurderinger under to rubrikker, boer man for det tredje laegge foelgende konstateringer til grund. Det fremgaar af sagen, at den anfaegtede afgoerelse endelig bekraeftede karakteren "meget godt" i de paagaeldende rubrikker for saa vidt angaar tidsrummet 1985-1987, mens sagsoegeren i den forudgaaende bedoemmelsesperiode 1983-1985 havde opnaaet karakteren "udmaerket". Appelbedoemmeren begrundede i sin notits af 26. september 1989 til personaledirektoeren aendringerne som foelger: "Disse analytiske vurderinger, som var lidt ringere end de tidligere, skyldes, at de tjenestemaend, der skulle bistaas af den bedoemte, i det paagaeldende tidsrum flere gange havde maattet konstatere, at han under udfoerelsen af de opgaver, han fik paalagt, havde ydet en regelmaessighed i arbejdsindsats og udvist en ansvarsbevidsthed, som ikke kunne betegnes som 'udmaerkede' ." Endelig bekraeftede appelbedoemmeren i sin notits af 10. november 1989 ° som sagsoegeren modtog den 18. april 1990, og som udgoer den anfaegtede afgoerelse ° efter at have tilkendegivet, at han kendte Det Paritetiske Forfremmelsesudvalgs udtalelse, sin oprindelige bedoemmelse af de grunde, der fremgaar af hans notits af 26. september 1989, hvoraf en kopi var vedhaeftet. Begrundelsen for de ringere analytiske vurderinger skal saaledes findes i sidstnaevnte notits, som udgoer en integrerende del af den anfaegtede afgoerelse, og som sagsoegeren aldrig har naegtet at have modtaget, hverken over for administrationen eller under sagen for Retten.

32 Retten fastslaar, at det af forklaringerne i naevnte notits fremgaar, at forringelsen skyldes, at sagsoegeren i det af bedoemmelsen daekkede tidsrum ikke havde gjort en usaedvanlig god indsats under udfoerelsen af sine opgaver, som gik ud paa at bistaa de tjenestemaend, der var ansvarlige for EFRU-udvalget (jf. den detaljerede beskrivelse af sagsoegerens opgaver for saa vidt angaar forberedelsen og tilrettelaeggelsen af EFRU-udvalgets moeder og udarbejdelsen af de maanedlige bulletiner om EFRU' s virksomhed, som er naevnt i hans bedoemmelse for tidsrummet 1985-1987). Retten finder, at denne, om end summariske, konstatering af faktiske forhold udgoer en begrundelse, som er tilstraekkelig til at begrunde den lille nedgang fra den hoejeste karakter til den, der ligger umiddelbart under, for saa vidt angaar regelmaessighed i arbejdsindsatsen og ansvarsbevidsthed. Dette anbringende maa saaledes forkastes som ubegrundet.

Kravet om erstatning og godtgoerelse

33 Med hensyn til paastanden om erstatning og godtgoerelse har sagsoegeren, som ikke havde begrundet paastanden i staevningen, i replikken haevdet, at han paa grund af sagsoegtes holdning ikke havde kunnet faa bedoemmelsen for tidsrummet 1983-1985 viderefoert til tidsrummet 1985-1987. Han ville ej heller kunne faa den forlaenget til tidsrummet 1987-1989. Dette forhold indebaerer ifoelge sagsoegeren en oekonomisk skade. Endvidere udgoer de bekymringer med hensyn til karrierens udvikling, som denne situation giver anledning til, en ikke-oekonomisk skade.

34 Stillet over for en saadan paastand finder Retten, at den boer forkastes, for saa vidt der er en naer sammenhaeng mellem den og annullationspaastanden, som enten er blevet afvist fra paakendelse eller forkastet som ubegrundet. Den her omhandlede paastand boer ligeledes afvises fra paakendelse, selv om det antages, at den af sagsoegeren paastaaede skade skyldes en tjenstlig fejl, som er uafhaengig af den afgoerelse, der kraeves annulleret, fordi sagsoegeren ikke forinden har forelagt ansaettelsesmyndigheden en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, hvori administrationen opfordres til at genoprette den lidte skade.

35 Det fremgaar af ovenstaaende, at sagsoegte i det hele maa frifindes.

Sagens omkostninger

36 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte. Derfor maa hver part baere sine omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.