61991O0059

++++

1. Retspleje - soegsmaalsfrister - beregning

(Procesreglementet, art. 80 og 81)

2. Retspleje - soegsmaalsfrister - retstab - omstaendigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure

(Statutten for EOEF-Domstolen, art. 42, stk. 2)

1. En soegsmaalsfrist fastsat i maaneder udloeber ved udloebet af den dag, der i den maaned, fristen foerer frem til, har samme tal som den dag, fra hvilken fristen er begyndt at loebe.

2. Faellesskabsbestemmelserne vedroerende procesfrister kan kun fraviges under ganske saerlige omstaendigheder, omstaendigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, jf. artikel 42, stk. 2, i statutten for EOEF-Domstolen, da kun en streng overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og noedvendigheden af at undgaa enhver forskelsbehandling eller vilkaarlighed i retsplejen.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 12. februar 1991 har den franske regering i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173 nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning 90/644/EOEF af 30. november 1990 - som meddelt regeringen den 3. december 1990 - om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsaaret 1988, der er finansieret gennem Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, idet beslutningen for Frankrigs vedkommende indeholder oekonomiske korrektioner vedroerende eksportrestitutionerne og tillaegsafgiften i maelkesektoren.

2 Ved en begaering fremsat den 26. marts 1991 har Kommissionen i medfoer af artikel 91, stk. 1, i Domstolens procesreglement paastaaet sagen afvist med den begrundelse, at den er for sent anlagt.

3 Kommissionen goer gaeldende, at sagen ikke er blevet anlagt inden for den frist paa to maaneder, der er fastsat i EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 3. Da sagsoegeren fik meddelelse om den anfaegtede beslutning den 3. december 1990, udloeb fristen paa to maaneder den 3. februar 1991. Da procesfristen imidlertid kan forlaenges under hensyn til afstanden, jf. artikel 81, stk. 2, i Domstolens procesreglement, hvilket for franske sagsoegeres vedkommende betyder en forlaengelse paa seks dage, er fristen for sagsanlaeg i dette tilfaelde udloebet den 9. februar 1991. Sagen blev dog foerst anlagt den 12. februar.

4 Ifoelge sagsoegeren udloeb fristen ikke loerdag den 9. februar 1991, men mandag den 11. februar 1991. I medfoer af artikel 81, stk. 1, i Domstolens procesreglement begyndte fristen at loebe dagen efter den dag, paa hvilken der blev givet meddelelse om den anfaegtede beslutning, dvs. den 4. december 1990. Hvis man tager hensyn til de seks dages forlaengelse under hensyntagen til afstanden, udloeb fristen den 10. februar 1991. Eftersom denne dato var en soendag, blev fristens udloeb udskudt til den 11. februar 1991, jf. artikel 80, stk. 2, i Domstolens procesreglement. Sagen er derfor blevet anlagt hoejst én dag efter fristens udloeb.

5 Herved goer sagsoegeren gaeldende, at overskridelsen ikke kan tilregnes sagsoegeren, eftersom man gjorde alt, hvad der var noedvendigt, for at staevningen kunne indleveres rettidigt til Domstolens Justitskontor. Sagsoegeren har fremhaevet, at staevningen blev afsendt med posten med ekspres-maerkat den 8. februar 1991, og at den med normal postgang burde vaere kommet frem til Domstolen senest den foelgende dag. Ifoelge sagsoegeren foreligger der med forsinkelsen omstaendigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, jf. artikel 42, stk. 2, i protokollen for EOEF-Domstolen, som enten staar i forbindelse med fastelavnsweekenden - under hvilken der rent fysisk ikke kunne fordeles post til Domstolens Justitskontor mellem loerdag den 9. om eftermiddagen og tirsdag den 12. om morgenen - eller med de saerdeles vanskelige vejrforhold, som gjorde sig gaeldende den paagaeldende weekend.

6 Som Domstolen allerede har fastslaaet, dels i dommen af 15. januar 1987, sag 152/85, Misset mod Raadet, Sml. s. 223, og dels i kendelsen af 15. maj 1991, sag C-122/90, Emsland-Staerke mod Kommissionen (ikke trykt i Sml.; EFT C 194 af 25.7.1991, s. 6), udloeber en soegsmaalsfrist, der, som tilfaeldet er i naervaerende sag, er fastsat i maaneder, ved udloebet af den dag, der i den maaned, fristen foerer frem til, har samme tal som den dag, fra hvilken fristen er begyndt at loebe, dvs. dagen for meddelelsen. Hertil kommer forlaengelsen under hensyn til afstanden.

7 Det foelger heraf, at den frist, som gjaldt for anlaeggelsen af den konkrete sag, inklusive den forlaengelse under hensyn til afstanden paa seks dage, som sagsoegeren raadede over, udloeb den 9. februar 1991. Foelgelig er sagen, der blev anlagt den 12. februar 1991, anlagt for sent.

8 Hvad angaar sagsoegerens argument om, at det forsinkede sagsanlaeg konkret ikke boer medfoere afvisning, bemaerkes, at Domstolen ofte har fastslaaet, at faellesskabsbestemmelserne vedroerende procesfrister kun kan fraviges, hvis der foreligger ganske saerlige omstaendigheder, omstaendigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, jf. artikel 42, stk. 2, i statutten for EOEF-Domstolen, da kun en streng overholdelse af de naevnte bestemmelser er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og noedvendigheden af at undgaa enhver forskelsbehandling eller vilkaarlighed i retsplejen (jf. navnlig dom af 26.11.1985, sag 42/85, Cockerill-Sambre mod Kommissionen, Sml. s. 3749; dom af 15.1.1987, Misset mod Kommissionen, naevnt ovenfor; dom af 4.2.1987, sag 276/85, Cladakis mod Kommissionen, Sml. s. 495).

9 De af sagsoegeren paaberaabte omstaendigheder kan ikke anses for usaedvanlige omstaendigheder, der ikke kunne forudses, eller som udgoer force majeure i den ovennaevnte bestemmelses forstand.

10 For det foerste kan sagsoegeren ikke med foeje goere gaeldende, at man ved at fremsende staevninger pr. ekspresbrev den 8. februar 1991 har gjort, hvad der var noedvendigt for at sikre, at den kom rettidigt frem, det vil konkret sige den foelgende dag, hvorved det maa tages i betragtning, at sagsoegeren raadede over en fristforlaengelse under hensyn til afstanden paa seks dage, beregnet paa grundlag af normal postgang, hvori indgaar hensyntagen til eventuelle problemer i posttjenesten. Under disse omstaendigheder kan sagsoegeren heller ikke paaberaabe sig, at posttjenesten undtagelsesvis ikke virkede normalt for at undgaa udloebet af fristen for sagsanlaeg.

11 Hvad for det andet angaar de omstaendigheder, som saettes i forbindelse med fastelavnsweekenden og de vanskelige vejrforhold, bemaerkes blot, at disse alene vedroerer tiden efter den 9. februar 1991, og at de derfor ikke kunne hindre indlevering af staevningen til Domstolens Justitskontor loerdag den 9. februar 1991.

12 Det foelger af de ovenstaaende betragtninger, at sagen vil vaere at afvise.

Sagens omkostninger

13 I medfoer af artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegeren har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 5. februar 1992.