61991J0314

++++

1. Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° retsakter fra Parlamentet, som tilsigter retsvirkninger uden for institutionens interne omraade ° foranstaltninger, hvorved regulativet om en overgangsgodtgoerelse til Parlamentets medlemmer ved mandatophoer anvendes i det enkelte tilfaelde ° antagelse til realitetsbehandling

(EOEF-traktaten, art. 173)

2. Parlamentet ° overgangsgodtgoerelse til medlemmerne ved mandatophoer ° mandatophoer ° begreb

1. Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab er et retsfaelleskab, og baade dets medlemsstater og dets institutioner er foelgelig undergivet kontrol med, at deres retsakter er forenelige med Faellesskabets forfatning, som er traktaten, ved hvilken der er indfoert et fuldstaendigt retsmiddel- og proceduresystem, hvormed Domstolen skal kunne kontrollere legaliteten af institutionernes retsakter. Blandt Parlamentets akter er det kun dem, der udelukkende vedroerer den interne tilrettelaeggelse af Parlamentets arbejde ° som f.eks. akter, der ikke har retsvirkninger eller kun har retsvirkninger inden for Parlamentet for saa vidt angaar den interne tilrettelaeggelse af dets arbejde, og som kan proeves ved de procedurer, der er fastsat i forretningsordenen ° der ikke kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.

Paa grundlag af disse kriterier maa det fastslaas, at regulativet om en overgangsgodtgoerelse til Europa-Parlamentets medlemmer ved mandatophoer og de foranstaltninger, hvorved regulativet anvendes i de enkelte tilfaelde, har retsvirkninger, der raekker videre end den interne tilrettelaeggelse af institutionens arbejde, da de vedroerer et parlamentsmedlems oekonomiske forhold ved ophoeret af den paagaeldendes mandat.

Foelgelig kan et annullationssoegsmaal, som det paagaeldende parlamentsmedlem har indgivet til proevelse af en saadan anvendelsesforanstaltning, antages til realitetsbehandling.

2. Begrebet "mandatophoer" i regulativet om en overgangsgodtgoerelse til Europa-Parlamentets medlemmer ved mandatophoer skal, naar henses til de forskellige sproglige versioner af naevnte regulativ, dets sammenhaeng og dets formaal, fortolkes saaledes, at det har en neutral betydning og omfatter alle tilfaelde af mandatophoer.

For saa vidt som der er tale om en retsakt, der er forbundet med oekonomiske konsekvenser, kan Parlamentet ikke som udsteder og ved en senere, angiveligt autentisk fortolkning begraense retsaktens raekkevidde til skade for de potentielt begunstigede, da dette vil stride imod retssikkerhedsprincippet.

1 Beate Weber, der er forhenvaerende medlem af Europa-Parlamentet, har ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 5.december 1991 i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om annullation af Parlamentets afgoerelse af 2. oktober 1991 om ikke at yde sagsoegeren en overgangsgodtgoerelse ved mandatophoer, samt om, at Parlamentet tilpligtes at betale sagsoegeren en overgangsgodtgoerelse for den periode paa elleve aar, hvor hun var medlem af Parlamentet.

2 Den 18. maj 1988 vedtog Parlamentet et regulativ om en overgangsgodtgoerelse til Europa-Parlamentets medlemmer ved mandatophoer (herefter benaevnt "regulativet"). Artikel 1 og 2 i dette regulativ er gengivet i retsmoederapporten.

3 Ved beslutning af 12. december 1990 erklaerede Parlamentets praesidium, at det betragtede denne overgangsgodtgoerelse som en ydelse ved slutningen af en valgperiode.

4 Beate Weber, der havde vaeret medlem af Parlamentet siden 1979, ophoerte med sin virksomhed som medlem den 17. december 1990, samme dag, som hun tiltraadte embedet som "Oberbuergermeister" (overborgmester) i Heidelberg.

5 Den 9. marts 1991 indgav Beate Weber ansoegning til Kvaestorkollegiet om en overgangsgodtgoerelse for den periode paa elleve aar, hvor hun havde vaeret medlem af Parlamentet. Denne ansoegning blev ved kollegiets skrivelse af 2. oktober 1991 afslaaet med den begrundelse, at hun ikke opfyldte betingelserne i Parlamentets praesidiums ovennaevnte beslutning af 12. december 1990.

6 Hvad naermere angaar de relevante bestemmelser og sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Formaliteten

7 Parlamentet har paastaaet sagen afvist. Den retsakt, som kraeves annulleret, vedroerer den interne tilrettelaeggelse af Parlamentets arbejde og har ikke retsvirkninger over for tredjemand. Et krav om betaling af overgangsgodtgoerelse kan ikke gennemfoeres ved et soegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173.

8 Angaaende spoergsmaalet, om annullationspaastanden kan antages til realitetsbehandling, bemaerkes, at Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab er et retsfaellesskab, idet baade dets medlemsstater og dets institutioner er undergivet kontrol med, at deres retsakter er forenelige med Faellesskabets forfatning, som er traktaten, og at der ved denne traktat er indfoert et fuldstaendigt retsmiddel- og proceduresystem, hvormed Domstolen skal kunne kontrollere legaliteten af institutionernes retsakter (jf. dom af 23.4.1986, sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, praemis 23, og af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199, praemis 16, samt kendelse af 13.7.1990, sag C-2/88 Imm., Zwartveld m.fl., Sml. I, s. 3365, praemis 16, og udtalelse C-1/91 af 14.12.1991, Sml. I, s. 6079, praemis 21).

9 Som Domstolen har fastslaaet i kendelse af 4. juni 1986 (sag 78/85, De Europaeiske Hoejrepartiers Gruppe mod Parlamentet, Sml. s. 1753, praemis 11) og af 22. maj 1990 (sag C-68/90, Blot og Front National mod Parlamentet, Sml. I, s. 2101, praemis 12), kan der ikke anlaegges annullationssoegsmaal til proevelse af retsakter, der udelukkende vedroerer den interne tilrettelaeggelse af Parlamentets arbejde.

10 Til denne kategori hoerer de parlamentsakter, der enten ikke har retsvirkninger, eller som kun har retsvirkning inden for Parlamentet for saa vidt angaar den interne tilrettelaeggelse af dettes arbejde, og som kan proeves ved de procedurer, der er fastsat i Parlamentets forretningsorden.

11 Paa grundlag af disse kriterier maa det fastslaas, at et regulativ om en overgangsgodtgoerelse til medlemmer af Parlamentet ved mandatophoer og de foranstaltninger, hvorved et saadant regulativ anvendes i det enkelte tilfaelde, har retsvirkninger, der raekker videre end den interne tilrettelaeggelse af institutionens arbejde, da de vedroerer et parlamentsmedlems oekonomiske forhold ved ophoeret af den paagaeldendes mandat.

12 Sagen kan herefter behandles i realiteten, for saa vidt som den vedroerer en paastand om annullation af den anfaegtede afgoerelse.

13 Angaaende sagsoegerens paastand om, at Parlamentet skal tilpligtes at udbetale hende den kraevede overgangsgodtgoerelse, er det tilstraekkeligt at henvise til, at Domstolen i forbindelse med et soegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173 hverken kan tilpligte en faellesskabsinstitution at udfoere en bestemt handling eller at betale bestemte beloeb.

14 Sagen skal derfor afvises, for saa vidt som den vedroerer en paastand om betaling af en overgangsgodtgoerelse.

Realiteten

15 Med henblik paa bedoemmelsen af, om begrebet mandatophoer, som berettiger til en overgangsgodtgoerelse, saaledes som sagsoegeren har haevdet, omfatter alle tilfaelde af mandatophoer, eller om det, saadan som Europa-Parlamentet har gjort gaeldende, kun omfatter ophoer af mandatet ved udloebet af en valgperiode, skal ordlyden af den paagaeldende bestemmelse, den sammenhaeng, den indgaar i, samt regulativets formaal undersoeges naermere.

16 Med hensyn til ordlyden af regulativets artikel 1 kan det, som generaladvokaten har anfoert i punkt 9 i sit forslag til afgoerelse, fastslaas, at en sammenlignende undersoegelse af de forskellige sproglige versioner af denne bestemmelse viser, at begrebet mandatophoer skal forstaas i en neutral betydning og omfatter alle tilfaelde af mandatophoer.

17 Den sammenhaeng, som den naevnte artikel 1 indgaar i, bekraefter, at denne artikel skal tillaegges en generel raekkevidde. Regulativets artikel 2, foerste og andet punktum, vedroerer nemlig den situation, at et medlem modtager en godtgoerelse paa grundlag af et mandat, som medlemmet har haft i mere end fem aar. Vedroerende denne situation er der fastsat en generel bestemmelse, der ikke indeholder begraensninger, og denne bestemmelse kan ikke fortolkes saaledes ° saadan som Parlamentet har gjort gaeldende ° at den kun vedroerer det tilfaelde, hvor valgperioden er udloebet for et medlem, der i loebet af valgperioden har afloest en tidligere mandatindehaver.

18 I artikel 2, tredje punktum, er desuden blot anfoert tre tilfaelde, hvor retten til en overgangsgodtgoerelse bortfalder, nemlig hvis et tidligere medlem afgaar ved doeden, hvis medlemmet faar et loennet hverv i en af Faellesskabets institutioner eller vaelges til et nationalt parlament. I bestemmelsen naevnes ikke andre tilfaelde, hvor denne godtgoerelse ikke skal udbetales; den bekraefter heller ikke den opfattelse, at de naevnte tilfaelde, hvor godtgoerelsen falder bort, kun skulle vaere eksempler.

19 At begrebet mandatophoer skal forstaas generelt, kan der i oevrigt ikke rejses tvivl om under henvisning til det formaal, som Europa-Parlamentet tilskriver det anfaegtede regulativ. Europa-Parlamentet har anfoert, at overgangsgodtgoerelsen ved mandatophoer skal lette det udtraedende medlem overgangen fra dette hverv til en anden erhvervsmaessig virksomhed; derfor skal denne godtgoerelse ikke udbetales, naar medlemmet frivilligt nedlaegger sit mandat i valgperioden. For det foerste fremgaar dette formaal ikke af ordlyden i det anfaegtede regulativ; for det andet er det ikke paavist, at et medlem, der frivilligt traeder ud i mandatperioden, staar over for faerre oekonomiske vanskeligheder end et medlem, der traeder ud ved valgperiodens slutning.

20 Hertil kommer, at der i regulativets artikel 2, tredje punktum, som allerede omtalt kun naevnes tre praecist angivne tilfaelde, hvor retten til overgangsgodtgoerelse bortfalder, hvorved det er ikke generelt udelukkes, at godtgoerelsen kan udbetales i alle de tilfaelde, hvor det tidligere medlem har andre indtaegter.

21 Parlamentet har ogsaa erkendt, at det altid har udbetalt overgangsgodtgoerelsen ved mandatophoer uden at forlange af det forhenvaerende medlem, at vedkommende skal paavise et oekonomisk behov. Den begrundelse, som Parlamentet i dette tilfaelde anfoerer for, at godtgoerelsen udbetales som et fast beloeb, kunne lige saa godt anfoeres til stoette for at udbetale godtgoerelsen til et medlem, hvis hverv ophoerer i loebet af en valgperiode.

22 Vedroerende den fortolkning af regulativet, som Parlamentets praesidium har foretaget den 12. december 1990, bemaerkes, at en faellesskabsinstitution, der har udstedt en retsakt, der er forbundet med oekonomiske konsekvenser, og hvis ordlyd og sammenhaeng ikke muliggoer en restriktiv fortolkning, ikke ved en senere fortolkning, der betegnes som autentisk, kan indsnaevre de relevante bestemmelsers betydning til skade for de potentielt begunstigede, da dette ville stride imod retssikkerhedsprincippet (jf. dom af 15.12.1987, sag 325/85, Irland mod Kommissionen, Sml. s. 5041).

23 Det fremgaar af det anfoerte, at regulativets begreb mandatophoer skal opfattes som generelt omfattende alle tilfaelde, hvor et medlem udtraeder af Parlamentet.

24 Foelgelig skal Parlamentets afgoerelse af 2. oktober 1991 om ikke at betale sagsoegeren en overgangsgodtgoerelse ved mandatophoer annulleres.

Sagens omkostninger

25 I henhold til artikel 69, stk. 2, i procesreglementet doemmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger. Da Parlamentet i det vaesentligste har tabt sagen, boer det betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Europa-Parlamentets afgoerelse af 2. oktober 1991 om ikke at udbetale sagsoegeren en overgangsgodtgoerelse ved mandatophoer annulleres.

2) Europa-Parlamentet betaler sagens omkostninger.