61991J0277

++++

1. Praejudicielle spoergsmaal ° forelaeggelse for Domstolen ° krav om en forudgaaende kontradiktorisk retsforhandling ° den nationale rets afgoerelse

(EOEF-traktaten, art. 177)

2. Landbrug ° harmonisering af sundhedslovgivningerne ° samhandelen med fersk koed i Faellesskabet ° direktiv 64/433 ° systematisk kontrol af varer ledsaget af et hygiejnecertifikat og opkraevning af afgifter som vederlag herfor ° retsstridigt ° opkraevning af afgifter som vederlag for kontrol tilladt i henhold til direktivet ° berettigelse ° ingen

(Raadets direktiv 64/433, som aendret ved direktiv 83/90)

3. Frie varebevaegelser ° kvantitative restriktioner ° foranstaltninger med tilsvarende virkning ° import af fersk koed til en kommune i en medlemsstat ° transport og levering paa bestemmelsesstedet ° pligt paalagt de erhvervsdrivende til at anvende en virksomhed, der har en eneret ° ulovligt ° foranstaltning, som kun omfatter en del af det nationale omraade, og som gaelder uden forskel for indenlandsk fremstillede og importerede produkter ° ingen betydning ° traktatens artikel 30 ° direkte virkning

(EOEF-traktaten, art. 30)

1. Traktatens artikel 177 goer ganske vist ikke en forelaeggelse for Domstolen betinget af, at den procedure, hvorunder den nationale ret formulerer et praejudicielt spoergsmaal, er kontradiktorisk, men det kan i givet fald vaere i den gode retsplejes interesse, at det praejudicielle spoergsmaal foerst stilles, efter at der har fundet en kontradiktorisk retsforhandling sted. Det tilkommer imidlertid alene den nationale ret at afgoere, om dette er noedvendigt.

2. Ved direktiv 64/433 om sundhedsmaessige problemer vedroerende handelen med fersk koed inden for Faellesskabet, som aendret ved direktiv 83/90, er der indfoert en fuldstaendig, detaljeret og harmoniseret ordning for sundhedskontrol af fersk koed, som bygger paa ligestilling af sundhedsgarantierne paa faellesskabsplan, og som traeder i stedet for enhver anden kontrolordning i bestemmelseslandet, uanset hvor denne kontrol finder sted.

Direktivet skal fortolkes saaledes, at det er til hinder for en national kontrolordning, hvorefter importerede varer, der allerede er ledsaget af et hygiejnecertifikat udstedt af myndighederne i afsendermedlemsstaten i overensstemmelse med de faellesskabsretlige regler, underkastes en obligatorisk, systematisk og til stadighed udfoert sundhedsmaessig kontrol, uanset at den ikke foretages ved graensen, men i den kommune, hvor varerne er i transit, eller hvor deres bestemmelsessted er beliggende, og hvorefter de paagaeldende erhvervsdrivende skal betale en afgift som vederlag for denne kontrol.

Paalaeggelsen af en saadan oekonomisk byrde er heller ikke begrundet som vederlag for praesterede tjenesteydelser for saa vidt angaar de sundhedsmaessige kontrolforanstaltninger og undersoegelser, der er tilladt i henhold til direktivet, idet den virksomhed, den nationale administration udoever ved gennemfoerelsen af denne kontrol, udoeves i almenhedens interesse og ikke i importoerens interesse. Der er saaledes under alle omstaendigheder tale om en hindring for de frie varebevaegelser i Faellesskabet, som er forbudt ifoelge traktaten.

3. En kommunal ordning i en medlemsstat, hvorefter erhvervsdrivende, som importerer fersk koed til kommunen, forpligtes til at henvende sig til det kommunale slagteri for at overlade transporten af varerne til det endelige bestemmelsessted og varernes levering dér til en lokal virksomhed, som har eneret til at udfoere dette arbejde, og hvorefter disse erhvervsdrivende selv kan foretage transporten og leveringen af deres varer mod at betale et vist beloeb til den koncessionerede virksomhed, udgoer en hindring for indfoerslerne mellem medlemsstaterne, som er forbudt ifoelge traktatens artikel 30.

Dette resultat aendres ikke af, at den paagaeldende bestemmelse er begraenset til en kommune i en medlemsstat. Den omstaendighed, at en statslig bestemmelse har et begraenset territorialt anvendelsesomraade, idet den kun gaelder inden for en del af det nationale omraade, kan ikke medfoere, at den ikke kan anses for diskriminerende eller beskyttende i henhold til reglerne om de frie varebevaegelser ud fra den betragtning, at den paavirker saavel afsaetningen af produkter fra andre dele af det nationale omraade som afsaetningen af produkter indfoert fra andre medlemsstater. Det er ligeledes uden betydning, at den paagaeldende bestemmelse principielt uden forskel finder anvendelse paa indenlandsk fremstillede og indfoerte produkter, naar den bevirker, at indfoersel af varer med oprindelse i andre medlemsstater bliver dyrere og vanskeligere.

Traktatens artikel 30 skaber umiddelbare retsvirkninger og rettigheder for private, som de nationale retsinstanser er forpligtet til at beskytte.

1 Ved kendelser af 21. oktober og 25. november 1991 indgaaet til Domstolen henholdsvis den 28. oktober og 10. december 1991 har Tribunale di Genova, der har faaet forelagt tre sager efter reglerne om den saakaldte "procedimento d' ingiunzione" (summarisk sagsbehandling), i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt seks praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af Raadets direktiv 64/433/EOEF af 26. juni 1964 om sundhedsmaessige problemer vedroerende handelen med fersk koed inden for Faellesskabet (EFT 1963-1964, s. 175), Raadets direktiv 89/662/EOEF af 11. december 1989 om veterinaerkontrol i samhandelen i Faellesskabet med henblik paa gennemfoerelse af det indre marked (EFT L 395, s. 13), Raadets direktiv 90/425/EOEF af 26. juni 1990 om veterinaerkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Faellesskabet med henblik paa gennemfoerelse af det indre marked (EFT L 224, s. 29) samt EOEF-traktatens artikel 30, 36, 52 og 59.

2 Spoergsmaalene er rejst i forbindelse med tre sager, som, hvad angaar C-277/91 og C-319/91, de italienske virksomheder Ligur Carni Srl og Genova Carni Srl har anlagt mod Unità Sanitaria Locale (herefter benaevnt "USL") nr. XV di Genova, og hvad angaar C-318/91, den italienske virksomhed Ponente SpA har anlagt mod USL nr. XIX di La Spezia samt det kooperative selskab CO.GE.SE.MA., der driver virksomhed i La Spezia kommune. Da disse tre sager har forbindelse med hinanden, er de ved kendelser afsagt af Domstolens praesident den 28. januar 1992 og 27. januar 1993 blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

3 USL er organer, som forestaar sundhedskontrol i et bestemt geografisk omraade. De henhoerer under regionernes kompetence og betragtes som offentlige myndigheder.

4 Det fremgaar af sagens akter, at den italienske kongelige anordning nr. 3298 af 20. december 1928 om godkendelse af reglerne for sundhedskontrol med koed (Gazzetta ufficiale del Regno d' Italia nr. 36 af 12.2.1929) i artikel 40 bestemmer, at fersk koed, der er slagtet andetsteds, maa indfoeres til en kommune med henblik paa markedsfoering, forudsat bl.a. at koedet "underkastes ny kontrol af bestemmelseskommunens dyrlaege" ud over den kontrol, der har fundet sted i oprindelseskommunen.

5 Paa grundlag af denne kongelige anordning har regionen Ligurien vedtaget regional lov nr. 31 af 22. august 1989 om bestemmelser vedroerende betaling af afgifter, der skal betales af private, der anmoder om veterinaerydelser hos den lokale USL (Bollettino ufficiale della Regione Liguria nr. 15 af 6.9.1989, I, s. 1439).

6 I lovens artikel 1 hedder det:

"Der betales afgift til Unità Sanitaria Locale (USL) af private, der anmoder om foelgende ydelser:

a) undersoegelser og kontrol af levnedsmidler af animalsk oprindelse og af dyr med henblik paa markedsfoering heraf

b) de certifikater, der kraeves for at markedsfoere levnedsmidler af animalsk oprindelse, dyr og animalske produkter i almindelighed."

7 Ifoelge lovens artikel 2 betales afgiften for sundhedsundersoegelsen til USL ved modtagelsen af ydelsen, og ifoelge artikel 3 tilkommer det Giunta regionale (det regionale styrende raad) at fastsaette afgiftens stoerrelse efter hoering af det regionale sundhedsudvalg.

8 Det fremgaar dernaest af de italienske bestemmelser og sagens akter, at den, der indfoerer fersk koed til en kommune i regionen Ligurien, ogsaa selv om det er i transit, og uanset om koedet indfoeres fra en medlemsstat eller en anden italiensk kommune, skal:

° lade sine varer underkaste sundhedskontrol, ogsaa selv om koedet ledsages af et hygiejnecertifikat udstedt af en embedsdyrlaege i afsendelseslandet eller af den kompetente myndighed i den italienske oprindelseskommune. Denne undersoegelse udfoeres af dyrlaegen ved bestemmelseskommunens USL og medfoerer udstedelse af et certifikat, uden hvilket koedet ikke kan markedsfoeres

° betale USL en kontrolafgift, der fastsaettes forud og skoensmaessigt med et fast beloeb af Giunta regionale, for sundhedsundersoegelsen.

9 Det fremgaar ligeledes af sagens akter, at navnlig hvad angaar markedsfoeringen af koed i La Spezia kommune skal en importoer anvende ydelser fra det kooperative selskab CO.GE.SE.MA., som den kommunale forvaltning har givet eneret med hensyn til haandtering af varerne i det kommunale slagteri samt varernes transport til det endelige bestemmelsessted. En virksomhed kan ved hjaelp af egne transportmidler levere sine varer, dog forudsat at den betaler CO.GE.SE.MA. et beloeb svarende til en saadan ydelse.

10 Det fremgaar af forelaeggelseskendelserne, at de tre ovennaevnte italienske virksomheder indfoerer fersk oksekoed fra Danmark og Nederlandene. De har i medfoer af ovennaevnte italienske bestemmelser betalt de kompetente USL kontrolafgifter for perioden 1990-1991.

11 Da virksomhederne mente, at disse afgifter ikke skulle betales, fordi de maatte betragtes som "afgifter", der var forbudt ifoelge Raadets direktiv 64/433, 89/662 og 90/425, anlagde de sag efter reglerne om "procedimento d' ingiunzione" for Tribunale di Genova med paastand om, at de paagaeldende USL skulle tilbagebetale afgifterne.

12 Ud over disse afgifter har virksomheden Ponente betalt det kooperative selskab CO.GE.SE.MA. et beloeb svarende til afgifter fastsat i forbindelse med selskabets ovennaevnte eneret. Efter Ponentes opfattelse skulle disse beloeb heller ikke betales, da der var tale om "afgifter", der var forbudt ifoelge traktatens artikel 30, 52 og 59.

13 Da Tribunale di Genova finder det tvivlsomt, om den paagaeldende italienske lovgivning er forenelig med faellesskabsbestemmelserne, har den udsat sagerne og forelagt Domstolen foelgende seks praejudicielle spoergsmaal:

"1) Naar henses til gaeldende faellesskabsret og navnlig bestemmelserne i Raadets direktiv 64/433/EOEF, 89/662/EOEF og 90/425/EOEF om sundhedsmaessige problemer vedroerende handelen med fersk koed inden for Faellesskabet og om veterinaerkontrol i samhandelen i Faellesskabet med henblik paa gennemfoerelse af det indre marked, er det da foreneligt med faellesskabsretten, at varer i transit og ved ankomsten til den kommune, hvor bestemmelsesstedet er beliggende, efter nationale retsforskrifter og/eller national praksis paa bestemmelsesmedlemsstatens omraade underkastes en systematisk og for importoererne bekostelig veterinaer- og sundhedskontrol, naar der er tale om import til en medlemsstat af fersk koed hidroerende fra andre medlemsstater, som allerede i afsendermedlemsstaten har vaeret genstand for den i de naevnte direktiver foreskrevne inspektion og kontrol?

2) Er en systematisk veterinaerkontrol paa bestemmelsesstedet, der foretages ved ankomsten til den kommune, hvor bestemmelsesstedet er beliggende, i samhandelen i Faellesskabet med varer (fersk koed), som allerede er underkastet sundhedskontrol i afsendermedlemsstaten i overensstemmelse med direktiv 64/433/EOEF og 89/662/EOEF, omfattet af den veterinaerkontrol, som stadig kan foretages i bestemmelsesmedlemsstaten i overensstemmelse med de naevnte direktiver, naar kontrollen navnlig

a) bestaar i inspektion, undersoegelse og kontrol, der skal foretages, foer varerne maa bringes i handelen

b) omfatter udstedelse af et certifikat, hvori det attesteres, at koedet, der hidroerer fra EF-medlemsstater, 'er i god opbevaringstilstand og egnet til menneskefoede'

c) paalaegger importoeren en oekonomisk byrde, som endog er fastsat til et bestemt beloeb efter takster, der er fastsat diskretionaert af den offentlige myndighed?

3) Hvis dette ikke er tilfaeldet, maa en kontrol med de ovenfor naevnte karakteristika da betegnes som en foranstaltning med tilsvarende virkning, som er uforenelig med EOEF-traktatens artikel 30 ff., og kan den eventuelt vaere begrundet i medfoer af EOEF-traktatens artikel 36?

4) Maa det af Domstolen fastslaaede faellesskabsretlige princip ° hvorefter den statslige virksomhed, som tjener til at gennemfoere en sundhedskontrol, ikke kan anses for en tjenesteydelse over for importoeren, der kan retfaerdiggoere opkraevning af en afgift som modydelse ° anses for at vaere forenelig med nationale retsforskrifter og/eller national praksis, hvorefter der for varer fra andre medlemsstater opkraeves afgifter for en systematisk veterinaerkontrol i samme omfang og efter samme regler som de afgifter, der er fastsat i artikel 3 i lov nr. 31 af 22. august 1989 udstedt af regionen Ligurien?

5) Tillaegger bestemmelserne i traktatens artikel 30, 52 og 59 paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin ved import over land til en EOEF-medlemsstat af varer, der hidroerer fra en anden medlemsstat, borgerne inden for faellesskabsretsordenen rettigheder, som medlemsstaterne er forpligtet til at respektere, i tilfaelde, hvor det forbydes en importvirksomhed selv at udfoere lastning, aflaesning og levering af varer med egne, dertil egnede transportmidler inden for en kommunes omraade?

6) Er en administrativ praksis, hvorefter det er forbeholdt en bestemt virksomhed at foretage transport og levering af varer paa en del af medlemsstatens omraade, under alle omstaendigheder forenelig med EOEF-traktatens artikel 30, 52 og 59, naar denne praksis indebaerer, at erhvervsdrivende i medlemsstaterne er afskaaret fra selv at foretage transport og levering af varerne ved hjaelp af egne transportmidler og eget personale, medmindre de ogsaa betaler den koncessionerede virksomhed vederlaget for de tjenesteydelser, de ikke har anmodet om, og som ikke er blevet udfoert?"

De foerste fire spoergsmaal er faelles for de tre hovedsager. De to sidste vedroerer alene sagen mellem Ponente SpA og CO.GE.SE.MA.

14 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i de tre hovedsager, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg for Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

15 Indledningsvis bemaerkes, at den italienske regering har rejst spoergsmaalet om, hvorvidt betingelserne for anvendelsen af traktatens artikel 177, stk. 2, i den foreliggende sag er opfyldt, idet de praejudicielle spoergsmaal er rejst i forbindelse med en summarisk sagsbehandling, der ikke er kontradiktorisk. Dette kan saaledes eventuelt foere til, at Domstolen traeffer en afgoerelse med en mindre hensigtsmaessig fortolkning paa grund af en eventuelt fejlagtig sagsfremstilling.

16 Hertil bemaerkes, at det er ubestridt, at Tribunale di Genova udoever en domstolsfunktion, som omhandlet i traktatens artikel 177, og at den har fundet en fortolkning af faellesskabsretten noedvendig, foer den afsiger sin dom. Domstolen har i dommen af 28. juni 1978 (sag 70/77, Simmenthal, Sml. s. 1453, praemis 10 og 11) fastslaaet, at artikel 177 ganske vist ikke goer en forelaeggelse for Domstolen betinget af, at den procedure, hvorunder den nationale ret formulerer et praejudicielt spoergsmaal, er kontradiktorisk, men det kan dog vaere i den gode retsplejes interesse, at det praejudicielle spoergsmaal foerst stilles, efter at der har fundet en kontradiktorisk retsforhandling sted. Det tilkommer imidlertid alene den nationale ret af afgoere, om dette er noedvendigt (jf. ligeledes dom af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, praemis 8).

Foerste og andet spoergsmaal

17 Med de foerste to spoergsmaal oensker den nationale ret afgjort, om en kontrolordning, hvorefter importerede varer, der allerede er ledsaget af et hygiejnecertifikat udstedt af myndighederne i afsendermedlemsstaten i overensstemmelse med de faellesskabsretlige regler, underkastes en obligatorisk, systematisk og til stadighed udfoert sundhedsmaessig kontrol, som ikke foretages ved graensen, men i den kommune, hvor varerne er i transit, eller hvori deres bestemmelsessted er beliggende, og hvorefter de paagaeldende erhvervsdrivende skal betale en afgift som vederlag for denne kontrol, er forenelig med ovennaevnte direktiv 64/433, 89/662 og 90/425.

18 Indledningsvis bemaerkes, at de faktiske forhold, hovedsagerne angaar, fandt sted foer 1. juli 1992, hvor fristen for gennemfoerelsen af direktiv 89/662 og 90/425 udloeb. I oevrigt vedroerer direktiv 90/425 ikke samhandel med fersk koed, hvilket Kommissionen med rette har paapeget. Derfor er det alene fortolkningen af direktiv 64/433 (herefter benaevnt "direktivet"), der er relevant for afgoerelsen af hovedsagerne.

19 Dette direktiv, som senest aendret ved Raadets direktiv 83/90/EOEF af 7. februar 1983 (EFT L 59, s. 10), der er udstedt under henvisning til EOEF-traktatens artikel 43 og 100, har til formaal gennem en tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger at fjerne de forskelle, som findes mellem sundhedsforskrifterne for fersk koed, og som kan haemme handelen med fersk koed inden for Faellesskabet (tredje og fjerde betragtning).

20 Denne tilnaermelse af lovgivningerne har isaer til formaal at goere de hygiejniske betingelser for koed paa slagterier og opskaeringsvirksomheder i afsenderlandet og for oplagring og transport af koed ensartede. Med henblik herpaa er der ved direktivet indfoert en ordning, hvorefter medlemsstaternes kompetente myndigheder autoriserer de slagterier, opskaeringsvirksomheder og koelehuse, der opfylder de hygiejniske krav, som er fastsat ved direktivet [femte betragtning, artikel 3, stk. 1, punkt A, litra a), g) og h), artikel 3, stk. 1, punkt B, litra a) og c), artikel 3, stk. 1, punkt C, og bilag I, kapitel I, II, III og XIV].

21 Den sundhedskontrol, der saaledes gennemfoeres i afsenderlandet i henhold til direktivets detaljerede bestemmelser, foerer til udstedelse af et certifikat fra en embedsdyrlaege i det paagaeldende land om, at koedet er egnet til menneskefoede; dette certifikat, som skal ledsage koedforsendelsen indtil bestemmelsesstedet, er det bedst egnede middel til at give de kompetente myndigheder i bestemmelseslandet garanti for, at de paagaeldende varer opfylder direktivets bestemmelser [sjette betragtning, artikel 3, stk. 1, punkt A, litra f), og bilag I, kapitel XII, samt bilag II].

22 Endvidere hedder det i femte betragtning til direktiv 83/90, at der boer indfoeres kontrolordninger paa faellesskabsplan for at sikre, at forskrifterne i direktivet anvendes ensartet i alle medlemsstater, og at der boer indfoeres en procedure for denne kontrol, som fastsaettes efter en faellesskabsprocedure.

23 Saaledes er det i direktivets artikel 10, stk. 1, som aendret ved direktiv 83/90, fastsat, at bestemmelseslandet kan undersoege, om forsendelser af fersk koed er ledsaget af det foreskrevne hygiejnecertifikat.

24 Det er kun i tilfaelde af begrundet mistanke om uregelmaessigheder, at bestemmelseslandet ifoelge artikel 10, stk. 2, saafremt det ikke derved udoever forskelsbehandling, kan foretage undersoegelser for at kontrollere, om bestemmelserne i direktivet er overholdt. Ifoelge samme artikels stk. 3 maa disse undersoegelser dog ikke medfoere urimelig forsinkelse i varens forsendelse eller markedsfoering eller forsinkelse til skade for koedets kvalitet. I samme stykke hedder det, at disse undersoegelser og denne kontrol normalt finder sted paa varens bestemmelsessted eller paa ethvert andet egnet sted, for saa vidt valget af dette sted foraarsager faerrest mulige ulemper for varens forsendelse.

25 Domstolen har allerede i dom af 15. december 1976 (sag 35/76, Simmenthal, Sml. s. 1871) og af 6. oktober 1983 (forenede sager 2/82, 3/82 og 4/82, Delhaize m.fl., Sml. s. 2973), foer ikrafttraedelsen af den aendring af artikel 10, der blev indfoert ved direktiv 83/90, fastslaaet, at en stikproevekontrol udelukkende er lovlig, saafremt den ikke faar et saadant omfang, at den udgoer en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstater. Ifoelge de samme domme er der ved direktivet indfoert en harmoniseret ordning for sundhedskontrol, som er baseret paa ligestilling af de sundhedsgarantier, som kraeves i samtlige medlemsstater. Herved sikres paa samme tid, at sundheden beskyttes, og at produkterne behandles ens. Denne ordning har til formaal at forlaegge sundhedskontrollen til afsendermedlemsstaten.

26 Resultatet heraf er, at denne fuldstaendige, detaljerede og harmoniserede ordning for sundhedskontrol af fersk koed, som bygger paa ligestilling af sundhedsgarantierne paa faellesskabsplan, traeder i stedet for enhver anden kontrolordning i bestemmelseslandet, uanset hvor denne kontrol finder sted.

27 Foerste og andet spoergsmaal, der er forelagt af den nationale ret, maa saaledes besvares med, at direktiv 64/433, som aendret ved direktiv 83/90, skal fortolkes saaledes, at det er til hinder for en national kontrolordning, hvorefter importerede varer, der allerede er ledsaget af et hygiejnecertifikat udstedt af myndighederne i afsendermedlemsstaten i overensstemmelse med de faellesskabsretlige regler, underkastes en obligatorisk, systematisk og til stadighed udfoert sundhedsmaessig kontrol, som ikke foretages ved graensen, men i den kommune, hvor varerne er i transit, eller hvor deres bestemmelsessted er beliggende, og hvorefter de paagaeldende erhvervsdrivende skal betale en afgift som vederlag for denne kontrol.

Tredje spoergsmaal

28 Tredje spoergsmaal er alene forelagt Domstolen for det tilfaelde, at nationale regler som dem, hovedsagerne angaar, ikke er omfattet af direktiv 64/433. I betragtning af besvarelsen af de foerste to spoergsmaal kraever det tredje spoergsmaal ikke noget svar.

Fjerde spoergsmaal

29 Med fjerde spoergsmaal oensker den nationale ret det i det vaesentlige afgjort, om en oekonomisk byrde, der paahviler den paagaeldende importoer i form af en forpligtelse til at betale en afgift for sundhedsmaessig kontrol i forbindelse med en national ordning som den i hovedsagerne omhandlede, er berettiget som vederlag for praesterede tjenesteydelser.

30 For det foerste bemaerkes, at for saa vidt den systematiske, obligatoriske og til stadighed udfoerte kontrol ikke er tilladt i medfoer af den ved direktivet indfoerte harmoniserede ordning, kan oekonomiske byrder, som paalaegges som vederlag for en saadan kontrol, ikke anses for forenelige med faellesskabsreglerne.

31 Det samme gaelder afgifter, der opkraeves i forbindelse med de sundhedsmaessige kontrolforanstaltninger og undersoegelser, der er tilladt i henhold til direktivet. En statslig forvaltningsvirksomhed, som tjener til at gennemfoere en sundhedskontrol, udoeves i almenhedens interesse og kan ikke anses for en tjenesteydelse over for importoeren. Derfor maa de heraf foranledigede omkostninger baeres af samfundet, der som helhed har fordel af de frie varebevaegelser i Faellesskabet (se dom af 5.2.1976, sag 87/75, Bresciani, Sml. s. 129, og af 25.1.1977, sag 46/76, Bauhuis, Sml. s. 5). Opkraevning af saadanne afgifter hos importoererne udgoer saaledes en hindring for de frie varebevaegelser, som er forbudt ifoelge traktaten.

32 Dette spoergsmaal maa saaledes besvares med, at en oekonomisk byrde, der paahviler den paagaeldende importoer i form af en forpligtelse til at betale en afgift for sundhedsmaessig kontrol i forbindelse med en national ordning som den i hovedsagerne omhandlede, savner begrundelse som vederlag for praesterede tjenesteydelser.

Femte og sjette spoergsmaal

33 Med de sidste to spoergsmaal, der er rejst i forbindelse med sagen mellem Ponente SpA og CO.GE.SE.MA. (sag C-318/91), oensker den nationale ret i det vaesentlige afgjort, om en ordning i en kommune i en medlemsstat, hvorefter der gaelder et forbud mod, at en importoer af fersk koed paa kommunens omraade selv varetager transport og levering af varerne, medmindre vedkommende til en lokal virksomhed betaler et beloeb svarende til vederlaget for de tjenesteydelser, som denne praesterer som led i en eneret, som den er blevet indroemmet med hensyn til haandtering i det kommunale slagteri, transport samt levering af de paagaeldende varer, er i strid med traktatens artikel 30, 52 og 59, og om disse bestemmelser har direkte virkning.

34 Indledningsvis bemaerkes, at disse spoergsmaal ikke vedroerer lovligheden af den eneret som saadan, der er indroemmet en lokal virksomhed i den paagaeldende sektor.

35 Det skal derefter erindres, at traktatens artikel 30 forbyder kvantitative indfoerselsrestriktioner saavel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning mellem medlemsstaterne. Efter fast retspraksis er det, for at de paagaeldende foranstaltninger rammes af dette forbud, tilstraekkeligt, at de direkte eller indirekte, faktisk eller potentielt hindrer samhandelen mellem medlemsstater. Dette forbud omfatter saaledes enhver hindring, der kan skade de frie varebevaegelser, ogsaa indirekte eller potentielt.

36 En kommunal ordning i en medlemsstat, hvorefter erhvervsdrivende, som importerer fersk koed til kommunen, forpligtes til at henvende sig til det kommunale slagteri for at overlade transporten af varerne til det endelige bestemmelsessted og varernes levering dér til en lokal virksomhed, som har eneret til at udfoere dette arbejde, og hvorefter disse erhvervsdrivende selv kan foretage transporten og leveringen af deres varer mod at betale et vist beloeb til den koncessionerede virksomhed, udgoer en saadan hindring for indfoerslerne.

37 Dette resultat aendres ikke af, at den paagaeldende bestemmelse er begraenset til en kommune i en medlemsstat. Som Domstolen har fastslaaet i dom af 25. juli 1991 (forenede sager C-1/90 og C-176/90, Aragonesa de Publicidad, Sml. I, s. 4151, praemis 24), kan selve den omstaendighed, at en statslig bestemmelse har et begraenset territorialt anvendelsesomraade, idet den kun gaelder inden for en del af det nationale omraade, ikke medfoere, at den ikke kan anses for diskriminerende eller beskyttende i henhold til reglerne om de frie varebevaegelser ud fra den betragtning, at den paavirker saavel afsaetningen af produkter fra andre dele af det nationale omraade som afsaetningen af produkter indfoert fra andre medlemsstater.

38 Det er ligeledes uden betydning, at den paagaeldende bestemmelse principielt uden forskel finder anvendelse paa indenlandsk fremstillede og indfoerte produkter, naar den bevirker, at indfoersel af varer med oprindelse i andre medlemsstater bliver dyrere og vanskeligere (jf. ovennaevnte dom af 25.7.1991 i Aragonesa-sagen, og dom af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci, Sml. s. 5889).

39 Det skal endelig tilfoejes, at traktatens artikel 30 skaber umiddelbare retsvirkninger og rettigheder for private, som de nationale retsinstanser er forpligtet til at beskytte (dom af 8.11.1979, sag 251/78, Denkavit, Sml. s. 3369).

40 For saa vidt angaar traktatens artikel 52 knaesaetter den den frihed, statsborgere i en medlemsstat, herunder de virksomheder, der er etableret i denne, har til at etablere sig paa en anden medlemsstats omraade paa de vilkaar, der er fastsat i etableringslandets lovgivning for landets egne statsborgere.

41 Det bemaerkes, at der i den foreliggende sag er tale om en sag mellem en italiensk virksomhed, der indfoerer fersk koed fra andre medlemsstater, og en anden italiensk virksomhed, som paa lokalt plan har en eneret til at transportere og levere de paagaeldende varer. Sagen angaar saaledes et rent nationalt anliggende, hvorfor artikel 52 ikke med foeje kan paaberaabes. Fortolkningen af denne bestemmelse er derfor uden betydning for afgoerelsen af hovedsagen.

42 Det samme gaelder traktatens artikel 59, som knaesaetter princippet om fri udveksling af tjenesteydelser for statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i et andet af Faellesskabets lande end modtageren af den paagaeldende ydelse.

43 Sagsoegerne i hovedsagen er ikke virksomheder, som er etableret i andre medlemsstater, og som oensker at levere transportydelser inden for den paagaeldende kommunes omraade. De har heller ikke til hensigt som modtagere at erhverve transportydelser i en transportvirksomhed i en anden medlemsstat. Fortolkningen af artikel 59 har saaledes heller ikke betydning for afgoerelsen af hovedsagen.

44 Femte og sjette spoergsmaal maa derfor besvares med, at traktatens artikel 30 er til hinder for en ordning i en kommune i en medlemsstat, hvorefter der gaelder et forbud mod, at en erhvervsdrivende, der til kommunen indfoerer fersk koed, i denne selv varetager transport og levering af varerne, medmindre vedkommende til en lokal virksomhed betaler et beloeb svarende til vederlaget for de tjenesteydelser, som denne praesterer som led i en eneret, som den er blevet indroemmet med hensyn til haandtering i det kommunale slagteri, transport samt levering af de paagaeldende varer. Traktatens artikel 30 skaber umiddelbare retsvirkninger og rettigheder for private, som de nationale retsinstanser er forpligtet til at beskytte.

Sagens omkostninger

45 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagernes omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale di Genova ved kendelser af af 21. oktober og 25. november 1991, for ret:

1) Raadets direktiv 64/433/EOEF af 26. juni 1964 om sundhedsmaessige problemer vedroerende handelen med fersk koed inden for Faellesskabet, som aendret ved Raadets direktiv 83/90/EOEF af 7. februar 1983, skal fortolkes saaledes, at det er til hinder for en national kontrolordning, hvorefter importerede varer, der allerede er ledsaget af et hygiejnecertifikat udstedt af myndighederne i afsendermedlemsstaten i overensstemmelse med de faellesskabsretlige regler, underkastes en obligatorisk, systematisk og til stadighed udfoert sundhedsmaessig kontrol, som ikke foretages ved graensen, men i den kommune, hvor varerne er i transit, eller hvor deres bestemmelsessted er beliggende, og hvorefter de paagaeldende erhvervsdrivende skal betale en afgift som vederlag for denne kontrol.

2) En oekonomisk byrde, der paahviler den paagaeldende importoer i form af en forpligtelse til at betale en afgift for sundhedsmaessig kontrol i forbindelse med en national ordning som den i hovedsagerne omhandlede, savner begrundelse som vederlag for praesterede tjenesteydelser.

3) EOEF-traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for en ordning i en kommune i en medlemsstat, hvorefter der gaelder et forbud mod, at en erhvervsdrivende, der til kommunen indfoerer fersk koed, i denne selv varetager transport og levering af varerne, medmindre vedkommende til en lokal virksomhed betaler et beloeb svarende til vederlaget for de tjenesteydelser, som denne praesterer som led i en eneret, som den er blevet indroemmet med hensyn til haandtering i det kommunale slagteri, transport samt levering af de paagaeldende varer. Traktatens artikel 30 skaber umiddelbare retsvirkninger og rettigheder for private, som de nationale retsinstanser er forpligtet til at beskytte.