61991J0244

++++

1. Appel ° intervention ° bibeholdelse under retsforhandlingerne for Domstolen af status som intervenient opnaaet under retsforhandlingerne for Retten

(EOEF-statutten for Domstolen, art. 49)

2. Tjenestemaend ° social sikring ° sygesikring ° udgifter som foelge af sygdom ° maksimumsbeloeb for godtgoerelse ° lovligt

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 72, stk. 1)

3. Appel ° anbringender ° anbringende mod en doms praemis, der ikke er noedvendig som begrundelse for domskonklusionen ° uvirksomt anbringende

1. Det fremgaar af artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen, at intervenienter under retsforhandlingerne for Retten skal anses for parter i sagen for denne. Foelgelig finder artikel 115, stk. 1, i Domstolens procesreglement, naar Rettens dom appelleres, anvendelse paa dem, saaledes at de ikke er forpligtet til under retsforhandlingerne for Domstolen at fremsaette en ny begaering om intervention i medfoer af procesreglementets artikel 93 og 123.

2. Idet artikel 72, stk. 1, i vedtaegten bestemmer, at tjenestemanden, hans aegtefaelle og personer, over for hvem han har forsoergerpligt, er daekket mod risikoen for sygdom med indtil 80% af de afholdte udgifter paa grundlag af en ordning, der er vedtaget ved aftale mellem Faellesskabets institutioner, og at dette maksimum dog forhoejes til 85% for visse ydelser, fastsaetter bestemmelsen maksimumssatsen for den godtgoerelse, som de personer, der er omfattet af den faelles sygesikringsordning, har ret til. I oevrigt overlader denne bestemmelse det til institutionerne ved aftale at fastsaette maksimumsbeloebene for godtgoerelser inden for rammerne af den naevnte ordning uden at paalaegge dem minimumssatser.

3. Et anbringende, som under en appel rettes mod en overfloedig praemis i en dom fra Retten, hvis konklusion i tilstraekkeligt omfang er begrundet i andre praemisser, maa forkastes.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 20. september 1991 har Pincherle i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne appelleret den af Retten i Foerste Instans den 12. juli 1991 i sagen Giorgio Pincherle mod Kommissionen (sag T-110/89, Sml. II, s. 635) afsagte dom, hvorved Kommissionen blev frifundet under den sag, Pincherle havde anlagt vedroerende de afgoerelser, der var blevet truffet af Afregningskontoret i Bruxelles for den Faelles Sygesikringsordning for Tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber.

2 Det fremgaar af de forhold, der er lagt til grund af Retten (praemis 1-6 i dommen), at Pincherle er kontorchef for afdelingen for "vedtaegten" ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i Bruxelles. Som tjenestemand er han tilsluttet den faelles sygesikringsordning for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber. Da hans boern studerer i Italien, og da hans hustru har opholdt sig dér i ret lange perioder, har han maattet afholde udgifter til laegebehandling i dette land.

3 I loebet af 1988 anmodede Pincherle Afregningskontoret om godtgoerelse af udgifter i forbindelse med disse ydelser. Under anvendelse af de maksimumsbeloeb, som gaelder ifoelge bilag I til ordningen vedroerende sygesikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "sygesikringsordningen"), havde Afregningskontoret besluttet kun at godtgoere visse af disse ydelser med 29, 38, 43, 63 og 66%, saaledes som det fremgaar af de af Afregningskontoret udfaerdigede afregninger af 8. juni, 10. august og 23. august 1988.

4 Da Pincherle fandt, at disse satser var utilfredsstillende og udtryk for forskelsbehandling, indgav han ved skrivelse af 13. oktober 1988, der blev registreret den 19. oktober 1988, en klage til administrationen i medfoer af artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"). Denne klage blev afvist af Forvaltningskomitéen for den Faelles Ordning, der ved udtalelse nr. 1/89 af 23. februar 1989 stadfaestede de afgoerelser, der var truffet af Afregningskontoret.

5 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 8. maj 1989 og oversendt til Retten den 15. november 1989 nedlagde Pincherle paastand om ophaevelse af de anfaegtede afgoerelser om godtgoerelse truffet af Afregningskontoret, idet han paaberaabte sig, at de i sygesikringsordningen fastsatte maksimumsbeloeb var ulovlige.

6 Pincherle har gjort gaeldende, at de maksimumsbeloeb, der er fastsat ved denne ordning i form af faste beloeb, er ulovlige af to grunde.

7 For det foerste havde de i hans tilfaelde foert til, at han havde faaet godtgjort en procentdel af de udgifter, han havde afholdt, som laa klart under de godtgoerelsessatser paa 80 eller 85%, der anvendes ifoelge vedtaegtens artikel 72.

8 For saa vidt angaar artikel 8, stk. 1, i sygesikringsordningen, der giver mulighed for saerlige godtgoerelser, naar de paagaeldende udgifter er afholdt for behandling i et land med saerlig store udgifter til laegebehandling, understregede Pincherle, at denne bestemmelse ikke kunne mindske det tab, som paafoertes ham ved maksimumsbeloebene for godtgoerelsen. Ifoelge Pincherle fandt artikel 8, stk. 1, nemlig ikke anvendelse paa ydelser i forbindelse med sygdom i Europa.

9 For det andet gjorde sagsoegeren gaeldende, at maksimumsbeloebene stred mod det princip om forbud mod forskelsbehandling, der ligger til grund for vedtaegtens afsnit V (tjenestemandens indtaegter og sociale sikring). I medfoer af dette princip har tjenestemaendene ved de forskellige institutioner ifoelge hans opfattelse ret til ensartede sociale ydelser, uanset hvor laegebehandlingen har fundet sted.

10 Retten har behandlet sagsoegerens to begrundelser for, at maksimumsbeloebene er ulovlige, som to anbringender.

11 Hvad angaar spoergsmaalet om maksimumsbeloebenes forenelighed med vedtaegtens artikel 72 har Retten i dommens praemis 25, 26 og 27 understreget, at artikel 72 alene fastsaetter maksimumssatser for godtgoerelsen, og at Faellesskabets forvaltningsmyndigheder som foelge heraf ikke var forpligtet til at yde godtgoerelse med 80 eller 85% af de afholdte udgifter. I oevrigt har Retten fundet, at procentsatserne for godtgoerelsen af de udgifter i forbindelse med sygdom, som blev ydet Pincherle under anvendelse af maksimumsbeloebene, ikke kunne betragtes som liggende for langt fra disse maksimumssatser, idet det af de fremlagte afregninger fremgik, at der i 15 af 20 tilfaelde var sket godtgoerelse med 80 eller 85%. Retten har tilfoejet, at artikel 8 i sygesikringsordningen, i modsaetning til hvad sagsoegeren haevdede, var anvendelig paa udgifter til laegebehandling i lande i Europa, dersom der paa forhaand blev indgivet ansoegning herom.

12 Hvad angaar det andet argument, der vedroerte overtraedelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, har Retten i praemis 39-42 i dommen fastslaaet, at dette princip ikke medfoerte pligt for Kommissionen til straks at afhjaelpe den ulige situation, der bestod mellem de forsikrede i henhold til den faelles sygesikringsordning, men alene bevirkede, at den skulle foretage en samordning med de oevrige institutioner med henblik paa en passende revision af systemet. Kun hvis Kommissionen havde toevet med at traeffe foranstaltninger, kunne der siges at foreligge en overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling. Efter at have bemaerket, at Forvaltningskomitéen for den Faelles Ordning allerede i 1987 havde paabegyndt arbejdet med henblik paa en revision af sygesikringsordningen, og at den i udtalelse nr. 3/89 af 23. februar 1989 havde foreslaaet koefficienter for visse ydelser, for hvilke honorarerne udtrykt i italienske lire var saerligt hoeje, og at dette arbejde den 1. januar 1991 foerte til en revision af sygesikringsordningen, fandt Retten, at Kommissionen under hensyntagen til, at ordningen noedvendigvis oekonomisk maatte hvile i sig selv, samt til, at der maatte foretages en samordning med de oevrige institutioner, havde udvist den fornoedne omhu med henblik paa afskaffelse af forskelsbehandlingen af de forsikrede i henhold til sygesikringsordningen.

13 Retten frifandt herefter Kommissionen og bestemte, at hver af parterne skulle baere sine egne omkostninger.

Interventionen

14 Den 11. december 1991 indgav Unione Sindicale Euratom Ispra, Sindacato Ricerca della Confederazione Generale Italiana del Lavoro, Sindacato Ricerca dell' Unione Italiana del Lavoro og Sindacato Ricerca della Confederazione Italiana Sindacati Liberi i medfoer af artikel 115 i Domstolens procesreglement et svarskrift til stoette for appellantens paastande.

15 Den omstaendighed, at Domstolens Justitskontor har vaeret indforstaaet med at modtage dette svarskrift, viser ifoelge Kommissionen, at Justitskontoret har anset intervenienterne ved Retten for parter i sagen for denne og foelgelig anset artikel 115, stk. 1, i Domstolens procesreglement for anvendelig, hvori det hedder: "Enhver part, der har deltaget i retsforhandlingerne for Retten, kan indgive svarskrift inden to maaneder efter appelskriftets forkyndelse." Kommissionen bestrider denne fortolkning. Ovennaevnte fagforeninger er efter dens opfattelse ikke uden videre berettigede til at indgive svarskrift til Domstolen, idet de burde have haft udtrykkelig tilladelse hertil. Kommissionen kraever derfor, at Domstolen ser bort fra deres svarskrifter, medmindre den ved en udtrykkelig afgoerelse giver dem tilladelse til at intervenere til stoette for appellanten.

16 Det skal i denne forbindelse erindres, at der i medfoer af artikel 49, stk. 1, og artikel 49, stk. 2, foerste punktum, i EOEF-statutten for Domstolen kan ivaerksaettes appel til Domstolen senest to maaneder efter forkyndelsen af den paagaeldende anfaegtede afgoerelse af enhver part, som helt eller delvis ikke har faaet medhold ved Retten, og at det i slutningen af stk. 2 i denne bestemmelse herefter hedder: "Andre intervenienter end medlemsstaterne og faellesskabsinstitutionerne kan dog kun ivaerksaette appel, saafremt den af Retten trufne afgoerelse beroerer dem umiddelbart." Den begraensning, som er indfoert ved bestemmelsen i artikel 49, stk. 2, andet punktum, er alene noedvendig, fordi udtrykket "part" i det foerste punktum i dette stykke omfatter intervenienter for Retten. Det foelger saaledes af artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen, at intervenienter for Retten betragtes som parter for denne. Foelgelig finder ovennaevnte artikel 115, stk. 1, i Domstolens procesreglement anvendelse paa dem, saaledes at de ikke er forpligtet til under retsforhandlingerne for Domstolen at fremsaette en ny begaering om intervention i medfoer artikel 93 og 123 i procesreglementet.

17 Kommissionens afvisningspaastand maa derfor forkastes.

Appellen

18 I sit appelskrift har Pincherle paa en raekke punkter kritiseret Rettens argumentation for at forkaste de anbringender, han havde fremfoert med henblik paa at godtgoere, at maksimumsbeloebene var ulovlige. Disse kritikpunkter er i det foelgende samlet i to grupper, der vil blive behandlet som anbringender til stoette for appellen.

Det foerste anbringende: kritikken af Rettens konklusion om, at de maksimumsbeloeb for godtgoerelser, der er fastsat ved sygesikringsordningen, er forenelige med vedtaegtens artikel 72

19 Ifoelge appellanten har Retten fejlagtig fundet, at de maksimumsbeloeb for godtgoerelse, som er fastsat i sygesikringsordningen, ikke stred mod vedtaegtens artikel 72. De godtgoerelsessatser paa 29-66%, som anvendelsen af disse maksimumsbeloeb har medfoert i det foreliggende tilfaelde, ligger efter appellantens opfattelse for langt fra de satser paa 80 eller 85%, der er fastsat i artikel 72.

20 Appellanten har dernaest gjort gaeldende, at Retten, da den tog stilling til spoergsmaalet om foreneligheden af de anfaegtede maksimumsbeloeb for godtgoerelsen med artikel 72 i vedtaegten, uden foeje har taget samtlige de godtgoerelser, der er omhandlet i de fremlagte afregninger i betragtning, selv om hans soegsmaal alene angik visse af disse.

21 Appellanten har endelig gjort gaeldende, at Retten har fortolket artikel 8, stk. 1, i den faelles sygesikringsordning fejlagtigt paa to punkter, idet denne for det foerste ikke kan anvendes paa lande i Europa, og idet dens anvendelse for det andet ikke er betinget af, at den paagaeldende forinden havde indgivet en ansoegning.

22 Det skal erindres, at det i artikel 72, stk. 1, i vedtaegten hedder, at tjenestemanden, hans aegtefaelle og personer, over for hvem han har forsoergerpligt, er daekket mod risikoen for sygdom med indtil 80% af de afholdte udgifter paa grundlag af en ordning, der er vedtaget ved aftale mellem Faellesskabets institutioner, idet dette maksimum dog forhoejes til 85% for visse ydelser.

23 I denne bestemmelse fastsaettes maksimumssatsen for den godtgoerelse, som tjenestemanden og de medlemmer af hans familie, der er omfattet af den faelles sygesikringsordning, er berettiget til. I oevrigt overlader den det til institutionerne ved aftale at fastsaette maksimumsbeloebene for godtgoerelser inden for rammerne af en sygesikringsordning uden at paalaegge dem minimumssatser.

24 Retten har saaledes med foeje fundet, at man ikke kan laegge institutionerne nogen tilsidesaettelse af artikel 72 i vedtaegten til last som foelge af, at de har fastsat maksimumsbeloeb, som i det foreliggende tilfaelde har foert til godtgoerelser fra 29-66%, alene af den grund, at disse satser laa for langt fra de maksimale godtgoerelsessatser paa 80 og 85%, der er fastsat i ovennaevnte artikel 72.

25 Under disse omstaendigheder er det uden betydning, at Retten herudover har fastslaaet, at tre fjerdedele af de godtgoerelser, der er opfoert i afregning nr. 71 og 72, naaede op paa de satser fra 80 til 85%, som er omhandlet i vedtaegtens artikel 72. Uden betydning er ligeledes den fortolkning, Retten har lagt til grund af artikel 8, stk. 1, af sygesikringsordningen. Da disse grunde er anfoert til overmaal, er den kritik, appellanten har rettet mod dem, ikke egnet til at medfoere ophaevelse af Rettens dom, for den er uvirksom. Der er saaledes ikke grund til at undersoege den yderligere.

26 Det foerste anbringende maa derfor forkastes i sin helhed.

Det andet anbringende: manglende betydning af de tilpasninger, der er sket efter de i sagen omhandlede forhold, og undladelsen af at tage vaesentlige beviser i betragtning, som er blevet forelagt i forbindelse med behandlingen af spoergsmaalet om lighedsprincippet

27 Pincherle retter paa to punkter kritik mod Rettens konklusion, hvorefter lighedsprincippet ikke er blevet tilsidesat. For det foerste goer han gaeldende, at Retten, idet den har henvist til den revision af sygesikringsordningen, som traadte i kraft i 1991, fejlagtigt har taget faktiske forhold, der ligger efter de i sagen omhandlede begivenheder, i betragtning. For det andet goer han gaeldende, at Retten ikke har taget hensyn til bevismateriale, som han havde fremlagt, nemlig:

° to beretninger fra Forvaltningskomitéen for sygekassen af 30. juni 1987 og 30. juni 1988, hvoraf det fremgik, at der i 1987 herskede fuldstaendig ulighed

° beretningen fra det lokale personaleudvalg i Ispra af 3. juni 1983, der var udarbejdet paa grundlag af oplysninger indsamlet i 1982, og hvori det allerede var paavist, at de godtgoerelser, der blev ydet for behandlinger i Italien, paa davaerende tidspunkt var utilstraekkelige, og hvori man havde kritiseret den forskelsbehandling, dette medfoerte for personalet ved faellesskabsinstitutionerne.

28 Retten har i det vaesentlige fundet, at Kommissionen ikke ifoelge lighedsprincippet var forpligtet til at raade bod paa en situation med forskelsbehandling, saa snart den blev konstateret, men alene til at udvise omhu med hensyn til at naa frem til en revision af den paagaeldende ordning under hensyntagen til prisen for ydelser i forbindelse med sygdom i Faellesskabets forskellige medlemsstater.

29 Heraf foelger, at der efter Rettens opfattelse alene kunne tales om en mangel, der kunne paavirke lovligheden af afgoerelserne om godtgoerelse, dersom det var blevet godtgjort, at Kommissionen havde undladt at udvise omhu for at foretage det fornoedne for at raade bod paa de former for ulighed, der fandtes i det oejeblik, hvor afgoerelserne blev truffet.

30 Det fremgaar indirekte af praemis 41 og 42 i Rettens dom, at denne har fundet, at der ikke var foert bevis for en saadan mangel paa omhu. Det er derfor uden betydning, at Retten desuden har bemaerket, at de initiativer, der var taget foer de anfaegtede afgoerelser, senere har foert til en revision af sygesikringsordningen.

31 Da appellantens kritik paa dette punkt er rettet mod en overfloedig praemis i Rettens dom, maa den forkastes som vaerende uvirksom.

32 Appellanten kritiserer for det andet Rettens dom under henvisning til, at Retten ved bedoemmelsen af Kommissionens omhu med hensyn til at raade bod paa ulighederne i forbindelse med godtgoerelserne har undladt at tage to beretninger fra sygekassen af 1987 og 1988 samt den af det lokale personaleudvalg i Ispra udarbejdede beretning af 1983 i betragtning. Ifoelge appellanten har undladelsen af at tage hensyn til disse beviser medfoert, at Retten har bedoemt den af Kommissionen udviste omhu fejlagtigt.

33 Det er paa dette punkt tilstraekkeligt at fastslaa, at det ikke er bevist, at Retten ikke har undersoegt disse beretninger.

34 Det andet anbringende maa derfor forkastes i sin helhed.

35 Da ingen af de af Pincherle fremfoerte anbringender har kunnet tages til foelge, maa appellen forkastes.

36 De interventioner, der er ivaerksat af Unione Sindicale Euratom Ispra, Sindacato Ricerca della Confederazione Generale Italiana del Lavoro, Sindacato Ricerca dell' Unione Italiana del Lavoro og Sindacato Ricerca della Confederazione Italiana Sindacati Liberi, maa ligeledes forkastes, da de er ivaerksat til stoette for appellantens paastande.

Sagens omkostninger

37 Ifoelge artikel 70 i Domstolens procesreglement baerer institutionerne selv deres egne omkostninger i sager anlagt af tjenestemaend, men i medfoer af artikel 122 i samme reglement finder artikel 70 ikke anvendelse paa appel ivaerksat af tjenestemaend eller oevrige ansatte ved en institution. Det fremgaar for det foerste af artikel 69, stk. 2, i procesreglementet, at det paalaegges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom, og at Domstolen, dersom der er flere tabende parter, kan traeffe afgoerelse om omkostningernes fordeling. Det fremgaar endvidere, at Domstolen i medfoer af artikel 122, stk. 2, i procesreglementet i en appel ivaerksat af tjenestemaend kan fordele sagens omkostninger, "saafremt det findes rimeligt".

38 Da appellanten og de fire fagforeninger, der har stoettet ham, for anden gang vedroerende alle paastande og med hensyn til alle anbringender har tabt sagen, er der ingen grund til at anvende artikel 122, stk. 2, og det boer derfor bestemmes, at Pincherle, Unione Sindicale Euratom Ispra, Sindacato Ricerca della Confederazione Generale Italiana del Lavoro, Sindacato Ricerca dell' Unione Italiana del Lavoro og Sindacato Ricerca della Confederazione Italiana Sindacati Liberi hver isaer skal baere deres egne omkostninger og in solidum skal betale Kommissionens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Appellanten og intervenienterne baerer hver isaer deres egne omkostninger og betaler in solidum Kommissionens omkostninger.