61991J0183

++++

1. Traktatbrudssoegsmaal ° tilsidesaettelse af en kommissionsbeslutning vedroerende statsstoette ° beslutning ikke anfaegtet ved annullationssoegsmaal ° indsigelser ° anfaegtelse af beslutningens lovlighed ° afvisning ° absolut umulighed for gennemfoerelse ° formaliteten

(EOEF-traktaten, art. 93, stk. 2, foerste og andet afsnit, og art. 173, stk. 3)

2. Statsstoette ° tilbagesoegning af ulovlig stoette ° stoette i form af skattefritagelse ° mulighed for tilbagesoegning i en anden form end skat med tilbagevirkende kraft, som strider mod almindelige faellesskabsretlige principper ° absolut umulighed for gennemfoerelse ° ingen

(EOEF-traktaten, art. 93, stk. 2, foerste afsnit)

3. Statsstoette ° tilbagesoegning af ulovlig stoette ° stoette ydet i strid med procedurereglerne i traktatens artikel 93 ° berettiget forventning hos stoettemodtagerne ° beskyttelse ° betingelser og graenser

(EOEF-traktaten, art. 92, og art. 93, stk. 2, foerste afsnit)

4. Statsstoette ° Kommissionens beslutning om en stoettes uforenelighed med faellesmarkedet ° gennemfoerelsesvanskeligheder ° Kommissionen og medlemsstaten pligtige til at samarbejde med henblik paa en med traktaten forenelig loesning

(EOEF-traktaten, art. 5, og art. 93, stk. 2, foerste afsnit)

1. Efter udloebet af den i traktatens artikel 173, stk. 3, fastsatte frist er en medlemsstat, der er adressat for en beslutning i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, ikke laengere berettiget til at anfaegte beslutningens gyldighed under et soegsmaal indbragt i henhold til bestemmelsens andet afsnit.

Den eneste indsigelse, som en medlemsstat kan goere gaeldende over for traktatbrudssoegsmaalet, er under disse omstaendigheder, at det er absolut umuligt at gennemfoere beslutningen korrekt.

2. Forpligtelsen til at tilbagesoege en ulovlig stoette er en logisk foelge af, at Kommissionen har erklaeret stoetten ulovlig, hvorfor tilbagesoegningen ikke kan afhaenge af, hvilken form stoetten har antaget.

Naar en stoette, er ydet i form af skattefritagelse, og dens ulovlighed er blevet behoerigt fastslaaet, kan den medlemsstat, som er forpligtet til at tilbagesoege stoetten, ikke haevde, at tilbagesoegningen er absolut umulig, fordi denne ikke kan ske ved en skat med tilbagevirkende kraft, hvilket ville stride mod de almindelige faellesskabsretlige principper. Medlemsstatens eneste forpligtelse bestaar i alene at traeffe foranstaltninger, som paalaegger de stoettemodtagende virksomheder at indbetale beloeb svarende til den skattefritagelse, de paa ulovlig vis har opnaaet.

3. Selv om det ikke kan udelukkes, at i en virksomhed, der har modtaget en ulovlig stoette, kan henvise til ekstraordinaere omstaendigheder, der hos den retmaessigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at denne stoette var lovlig, kan en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet stoette i strid med de i artikel 93 fastlagte procedureregler, derimod ikke paaberaabe sig stoettemodtagerens berettiget forventning og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at gennemfoere en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal soege stoetten tilbage. Dersom dette blev anerkendt, ville bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 92 og 93 ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfaerd kunne ophaeve den effektive gennemfoerelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfoer af disse traktatbestemmelser.

4. En medlemsstat, som under gennemfoerelse af en beslutning, hvori en stoette kendes uforenelig med faellesmarkedet, stoeder paa uforudsete eller uforudsigelige vanskeligheder eller faar kendskab til foelger, der ikke er forudset af Kommissionen, kan forelaegge Kommissionen disse problemer til bedoemmelse med forslag om passende aendring af den paagaeldende beslutning. I saadanne tilfaelde skal Kommissionen og medlemsstaten i henhold til den regel, der paalaegger medlemsstaterne og Faellesskabets institutioner en gensidig pligt til loyalt samarbejde, jf. navnlig traktatens artikel 5, samarbejde efter bedste evne med henblik paa at overvinde vanskelighederne, idet traktatens bestemmelser fuldt ud skal overholdes, saerligt bestemmelserne om stoette.

1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 15. juli 1991 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, andet afsnit, anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktaten ved ikke at have efterkommet Kommissionens beslutning af 3. maj 1989 om en stoette eksportvirksomheder i form af fritagelse for den ved ministeriel beslutning E.3789/128 af 15. marts 1988 indfoerte saerlige engangsskat paa den del af overskuddet, der hidroerer fra eksportindtaegter (EFT L 394, s. 1).

2 Ved beslutning E.3789/128 truffet af Den Hellenske Republiks finansminister den 15. marts 1988 blev der indfoert en saerlig engangsskat af visse virksomheders samlede indtaegter i regnskabsaaret 1987. Dog blev den del af overskuddene, der hidroerte fra eksportvirksomhed, fritaget i medfoer af beslutningens artikel 1, stk. 2.

3 Ved ovennaevnte beslutning 89/659 blev det fastslaaet, at stoetten, der var indfoert i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, var ulovlig og uforenelig med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1. I beslutningen blev den graeske regering paalagt omgaaende at aendre ordningen med den saerlige engangsskat (artikel 1). Kommissionen kraevede ligeledes, at modtagervirksomhederne skulle tilbagebetale stoetten, idet tilbagebetalingen skulle ske i form af betaling af den del af skatten, der ikke var opkraevet (artikel 2). Endelig skulle den graeske regering underrette Kommissionen om de foranstaltninger, der var truffet for at efterkomme beslutningen, og fremsende en rapport om stoettebeloebet og de virksomheder, der skulle tilbagebetale stoetten (artikel 3).

4 Den graeske regering har ikke anfaegtet denne beslutning. Den har heller ikke foretaget tilbagesoegning af den paagaeldende stoette. Som svar paa Kommissionens raekke af forespoergsler om gennemfoerelsen af beslutningen fremsendte de graeske myndigheder ved skrivelser af 25. marts 1989 og 19. marts 1990 visse bemaerkninger til Kommissionen, som gik ud paa, at ordningen havde ekstraordinaer karakter, og at det var absolut umuligt at gennemfoere beslutningen. Kommissionen har efter flere moeder med den graeske regering anlagt denne sag.

5 Hvad naermere angaar sagens baggrund, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

6 Kommissionen har gjort gaeldende, at der ikke er truffet nogen som helst foranstaltning til gennemfoerelse af beslutningen, hvorfor tilsidesaettelsen ikke kan bestrides.

7 Den hellenske Republik har haevdet, at Kommissionens beslutning er ulovlig, og at det er absolut umuligt at gennemfoere den.

8 Det staar fast, at Den Hellenske Republik ikke har truffet nogen foranstaltning til tilbagesoegning af stoetten som kraevet i beslutning 89/659.

9 Det staar ligeledes fast, at hverken den graeske regering eller de virksomheder, der har nydt fordel af fritagelsen, har anlagt sag med paastand om annullation af den paagaeldende beslutning i henhold til traktatens artikel 173, hvorfor beslutningen foelgelig er blevet endelig.

10 Under disse omstaendigheder er Den Hellenske Republik i henhold til Domstolens faste praksis efter udloebet af den i traktatens artikel 173, stk. 3, fastsatte frist ikke laengere berettiget til at anfaegte gyldigheden af en beslutning, der er meddelt den paa grundlag af traktatens artikel 93, stk. 2 (se dom af 12.10.1978, sag 156/77, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1881, og af 15.1.1986, sag 52/84, Sml. s. 89). Det fremgaar bl.a. af sidstnaevnte dom, at den eneste indsigelse, som kan goeres gaeldende over for traktatbrudssagen, under disse omstaendigheder ville vaere, at det er absolut umuligt at gennemfoere beslutningen korrekt.

11 Den graeske regering har herved bl.a. gjort gaeldende, at tilbagebetalingen noedvendigvis maatte ske i form af en skat med tilbagevirkende kraft, hvilket ville vaere uforeneligt med den graeske forfatnings artikel 78, stk. 2. Efter den graeske regerings opfattelse udtrykker denne artikel de almindelige principper, der gaelder for den nationale retsorden og Faellesskabets retsorden, navnlig principperne om retssikkerhed og den berettigede forventning.

12 Den graeske regering har endvidere gjort gaeldende, at det paa grund af fritagelsens minimale finansielle betydning, de administrative vanskeligheder ved at sondre mellem de overskud, der hidroerer fra EF-samhandelen, og dem, der hidroerer fra eksport til tredjelande, samt uforholdsmaessigt store tilbagesoegningsomkostninger ville vaere uoekonomisk og irrationelt at tilbagesoege skatten.

13 For saa vidt den graeske regering haevder, at tilbagesoegningen af stoetten som kraevet ved Kommissionens beslutning er i strid med de almindelige retlige principper, der gaelder i Faellesskabets retsorden, anfaegter den noedvendigvis beslutningens lovlighed. Men som anfoert i praemis 10 ovenfor, kan den graeske regering ikke laengere anfaegte beslutningens gyldighed.

14 Hertil kommer, at de argumenter, regeringen har fremfoert i denne forbindelse, under alle omstaendigheder maa forkastes.

15 Den graeske regering har ved at goere gaeldende, at tilbagesoegningen af stoetten kun kan ske i form af en skat med tilbagevirkende kraft, hvilket er i strid med faellesskabsrettens almindelige principper, underkendt foelgerne af, at den paagaeldende skattefritagelse er blevet bestemt som en ulovlig stoette.

16 Som det fremgaar af Domstolens praksis, er tilbagesoegning af en ulovlig stoette den logiske foelge af, at stoetten er fundet ulovlig (se bl.a. dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 66), hvorved det ikke er afgoerende, hvilken form stoetten har antaget.

17 Naar det som i denne sag drejer sig om en stoette, der er ydet i form af skattefritagelse, og hvis ulovlighed er blevet behoerigt fastslaaet, kan det ikke, saaledes som den sagsoegte regering goer det, haevdes, at tilbagesoegningen af den paagaeldende stoette noedvendigvis maa ske i form af en skat med tilbagevirkende kraft, hvilket er en absolut umulighed i betragtning af bl.a. de almindelige faellesskabsretlige principper. Paa grundlag af ovennaevnte beslutning 89/659 tilkommer det alene de graeske myndigheder at traeffe foranstaltninger, som paalaegger de stoettemodtagende virksomheder at indbetale beloeb svarende til den skattefritagelse, de paa ulovlig vis har opnaaet.

18 Det bemaerkes endvidere, at selv om det ikke kan udelukkes, at en virksomhed, der har modtaget en ulovlig stoette, kan henvise til ekstraordinaere omstaendigheder, der hos den retmaessigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at denne stoette var lovlig, kan en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet stoette i strid med de i artikel 93 fastlagte procedureregler, derimod ikke paaberaabe sig stoettemodtagerens berettigede forventning og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at gennemfoere en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal soege stoetten tilbage. Dersom dette blev anerkendt, ville bestemmelserne i traktatens artikel 92 og 93 ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfaerd kunne ophaeve den effektive gennemfoerelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfoer af disse traktatbestemmelser (se dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3437, praemis 16 og 17).

19 Endelig bemaerkes vedroerende den graeske regerings oevrige argumenter, at det forhold, at en medlemsstat, som en beslutning er rettet til, ikke under en sag som den foreliggende kan paaberaabe sig andre indsigelser end absolut umulighed for gennemfoerelsen, ikke er til hinder for, at en medlemsstat, der under gennemfoerelsen af en saadan beslutning stoeder paa uforudsete eller uforudsigelige vanskeligheder eller faar kendskab til foelger, der ikke er forudset af Kommissionen, forelaegger Kommissionen disse problemer til bedoemmelse med forslag om passende aendringer af den paagaeldende beslutning. I et saadant tilfaelde skal Kommissionen og medlemsstaten i henhold til den regel, der paalaegger medlemsstaterne og Faellesskabets institutioner en gensidig pligt til loyalt samarbejde, jf. navnlig EOEF-traktatens artikel 5, samarbejde efter bedste evne med henblik paa at overvinde vanskelighederne, idet traktatens bestemmelser fuldt ud skal overholdes, saerligt bestemmelserne om stoette (se ovennaevnte dom i sag 52/84, Kommissionen mod Belgien, og dom af 2.2.1989, sag 94/87, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 175).

20 I denne sag har den graeske regering alene meddelt Kommissionen de retlige og praktiske vanskeligheder, som gennemfoerelsen af beslutningen indebaerer, uden at have gjort noget forsoeg paa at tilbagesoege stoetten hos de paagaeldende virksomheder eller foreslaa Kommissionen saadanne alternative metoder til gennemfoerelse af beslutningen, som ville have gjort det muligt at overvinde de paastaaede vanskeligheder.

21 Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at den graeske regerings paastand om, at det er absolut umuligt at gennemfoere Kommissionens beslutning, maa forkastes.

22 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at Kommissionens traktatbrudspaastande maa tages til foelge.

Sagens omkostninger

23 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegte har tabt sagen og maa derfor doemmes til at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktaten ved ikke at have efterkommet Kommissionens beslutning 89/659/EOEF af 3. maj 1989 om en stoette til eksportvirksomheder i form af fritagelse for den ved ministeriel beslutning E.3789/128 af 15. marts 1988 indfoerte saerlige engangsskat paa den del af overskuddet, der hidroerer fra eksportindtaegter.

2) Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.