61991J0048

++++

Landbrug ° EUGFL ° afslutning af regnskaber ° beloeb, som en medlemsstat skal indbetale til fonden vedroerende medansvarsafgift for korn ° Kommissionens kontrolbefoejelse med hensyn til den forskriftsmaessige anvendelse af bestemmelserne om landbruget ° sammenligning af de fremlagte regnskaber med statistiske oplysninger ° lovligt ° rimelig tvivl opstaaet ° bevisbyrden paahviler medlemsstaten ° anvendelse af de statistiske oplysninger i stedet for de fremlagte regnskaber ° ulovligt

(Raadets forordning nr. 729/70, art. 5 og 9)

Saafremt Kommissionen i forbindelse med proceduren for afslutning af EUGFL-regnskaberne ° med hensyn til hvilken det hverken fremgaar af betragtningerne til eller bestemmelserne i forordning nr. 729/70, at den er forskellig, alt efter om der er tale om udgifter, der skal finansieres, eller indtaegter, der skal opkraeves af fonden ° ikke vil anerkende de tal, som en medlemsstat har fremsendt, fordi faellesskabsbestemmelserne om udgifter og indtaegter, som f.eks. medansvarsafgiften for korn, der gaelder paa forskellige omraader inden for den faelles landbrugspolitik, ikke er blevet anvendt korrekt af de nationale myndigheder, paahviler det den ikke udtoemmende at godtgoere, at de oplysninger, den har faaet tilsendt, er urigtige; det er tilstraekkeligt, at den fremlaegger et bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til de tal, der er meddelt af de nationale myndigheder. Denne lettelse af Kommissionens bevisbyrde er begrundet med, at medlemsstaten har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er noedvendige for afslutningen af regnskaberne, hvorfor det er den, der skal foere det detaljerede og fuldstaendige bevis for, at dens tal er rigtige, og efter omstaendighederne for, at Kommissionens beregninger er forkerte.

Saafremt Kommissionen konstaterer en uoverensstemmelse mellem regnskaberne og de statistiske oplysninger ° oplysninger, der som foelge af deres karakter og deres formaal noedvendigvis kun er tilnaermelsesvis rigtige og kun kan gengive de virkelige forhold mere eller mindre noejagtigt ° som en medlemsstat har fremlagt, maa den ikke simpelthen afvise disse regnskaber og foretage regnskabsafslutningen paa grundlag af de naevnte statistiske oplysninger. Saadanne oplysninger har kun vaerdi som et indirekte middel til kontrol i artikel 9, stk. 1' s forstand i forordning nr. 729/70, paa grundlag af hvilket Kommissionen med foeje kan goere gaeldende, at der foreligger en rimelig tvivl, der forpligter medlemsstaten til at fremlaegge beviser for, at den har overholdt faellesskabsbestemmelserne, og for, at der findes et paalideligt kontrolsystem, saaledes at denne tvivl kan fjernes.

1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 1. februar 1991 har Kongeriget Nederlandenes regering i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 1 og 3, nedlagt paastand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 90/644/EOEF af 30. november 1990 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsaaret 1988, der er finansieret gennem Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen (EFT L 350, s. 82).

2 For at naa til en bedre markedsligevaegt for korn og kontrol med vaeksten blev der ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1579/86 af 23. maj 1986 om aendring af forordning (EOEF) nr. 2727/75 om den faelles markedsordning for korn (EFT L 139, s. 29) fra den 1. juli 1986 indfoert en medansvarsafgift, der opkraeves af de nationale myndigheder og betales til EUGFL. Afgiften opkraeves af korn, der produceres i Faellesskabet, naar det undergaar en foerste behandling eller er genstand for interventionsopkoeb eller eksporteres i form af kerner.

3 Det fremgaar af sagen, at Kommissionen under en kontrol af, hvorvidt medansvarsafgiften for korn var blevet administreret korrekt og fuldt ud indbetalt af medlemsstaterne for hoestaaret 1987/88, for Nederlandenes vedkommende konstaterede en forskel mellem de maengder korn, der var omfattet af medansvarsafgiften, og den faktisk opkraevede afgift. Det fremgaar endvidere, at Kommissionen ved disse beregninger i det vaesentlige har stoettet sig paa statistiske oplysninger fra forskellige kilder. Saaledes har den angiveligt anvendt saavel tal, som medlemsstaterne har oplyst til Eurostat, som tal fra private organer samt tal, som den har modtaget direkte fra den beroerte medlemsstats myndigheder.

4 Den nederlandske regering anfaegtede den statistiske metode, som Kommissionen havde valgt, og forelagde nye tal for Kommissionen, som denne imidlertid forkastede som unoejagtige. Paa grund af denne uoverensstemmelse blev regnskabsafdelingen i det nederlandske Ministerium for Landbrug, Natur og Fiskeri med Kommissionens billigelse paalagt at foretage en systematisk undersoegelse for at fastslaa, om medansvarsafgiften for korn var blevet opkraevet fuldt ud og betalt til interventionsorganet.

5 Som et resultat af denne undersoegelse viste Kommissionens beregninger sig ogsaa at vaere unoejagtige, allerede paa grund af den statistiske metode, Kommissionen havde valgt. Denne berigtigede foelgelig sine tal, saaledes at forskellen mellem det regnskab, som den havde fremlagt, og det af den nederlandske regering fremlagte regnskab blev reduceret til det beloeb paa 708 540 HFL, der er sagens genstand.

6 Til stoette for soegsmaalet har Kongeriget Nederlandene anfoert to anbringender, dels at der foreligger en tilsidesaettelse af gennemfoerelsesbestemmelserne til traktaten, herunder navnlig Raadets forordning (EOEF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den faelles landbrugspolitik (EFT 1970 I, s. 196) og Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1723/72 om afslutning af EUGFL-regnskaberne (EFT Anden Serie III, s. 110), samt en kompetenceoverskridelse, dels at der foreligger en tilsidesaettelse af princippet om omhyggelig forvaltning eller af andre almindelige retsgrundsaetninger, der er anerkendt i Faellesskabets retsorden.

7 Ved kendelser af 19. juni 1991 har Det Forenede Kongerige og Den Franske Republik faaet tilladelse til at intervenere til stoette for Kongeriget Nederlandenes paastande.

8 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

9 Foer de fremfoerte anbringender undersoeges, skal de relevante retsforskrifter i sagen omtales.

10 Proceduren vedroerende afslutning af EUGFL-regnskaberne gennemfoeres af Kommissionen paa grundlag af oplysningerne i de aarsregnskaber og de for deres afslutning noedvendige bilag, der indsendes af medlemsstaterne, jf. artikel 5 i foernaevnte forordning nr. 729/70. Kommissionen kan imidlertid indhente andre oplysninger samt ivaerksaette de kontrolforanstaltninger, som den skoenner formaalstjenlige, herunder undersoegelser paa stedet, jf. artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 729/70.

11 Forvaltningen af finansieringen gennem EUGFL paahviler i foerste raekke de nationale myndigheder, som skal paase, at de faellesskabsretlige regler noeje overholdes. Denne ordning, som hviler paa et tillidsprincip, indebaerer ingen systematisk kontrol fra Kommissionens side, der i oevrigt ville vaere fysisk umulig at gennemfoere (jf. dom af 27.1.1988, sag 349/85, Danmark mod Kommissionen, Sml. s. 169, praemis 19). Kun medlemsstaten er nemlig i stand til at fremskaffe og klart fastlaegge de oplysninger, der er noedvendige for udarbejdelsen af EUGFL-regnskaberne, mens Kommissionen ikke er tilstraekkeligt naer paa forholdene til at indhente de oplysninger fra de erhvervsdrivende, som den har brug for.

12 Kommissionen arbejder foelgelig paa grundlag af oplysninger indsendt af medlemsstaterne, oplysninger som den kan kontrollere i forbindelse med undersoegelser for i det enkelte tilfaelde at kunne bekraefte eller afkraefte deres rigtighed.

13 Formaalet med Kommissionens beslutninger om afslutningen af de af medlemsstaterne forelagte regnskaber over de udgifter, der er finansieret gennem EUGFL, er at fastslaa og anerkende, at udgifterne er blevet afholdt af de nationale myndigheder i overensstemmelse med faellesskabsbestemmelserne (jf. dom af 7.2.1979, forenede sager 15/76 og 16/76, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 321, praemis 9).

14 Dette indebaerer, hvilket Domstolen allerede har fastslaaet, at EUGFL udelukkende finansierer restitutioner og interventioner, der ydes, henholdsvis foretages, efter Faellesskabets regler inden for rammerne af de faelles markedsordninger for landbruget (jf. navnlig domme af 7.2.1979, sag 11/76, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. s. 245, praemis 8, og Frankrig mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 10, samt dom af 24.3.1988, sag 347/85, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. s. 1749, praemis 11).

15 Det staar endvidere fast, at EUGFL ikke maa finansiere supplerende udgifter, der beror paa nationale foranstaltninger, som kan bringe princippet om ligebehandling af de erhvervsdrivende inden for Faellesskabet i fare og dermed fordreje konkurrencevilkaarene mellem medlemsstaterne, men at medlemsstaten i givet fald selv maa afholde saadanne udgifter (jf. navnlig den naevnte dom i sag 347/85, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, praemis 12).

16 Det skal endelig bemaerkes, at saafremt Kommissionen afslaar at lade EUGFL afholde en raekke udgifter med den begrundelse, at udgifterne beror paa, at medlemsstaten har tilsidesat Faellesskabets retsforskrifter, maa medlemsstaten selv godtgoere, at de noedvendige betingelser er opfyldt for den finansiering, som Kommissionen har afslaaet (jf. den naevnte dom i sag 347/85, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, praemis 14).

17 Det paahviler nemlig ikke Kommissionen udtoemmende at godtgoere, at oplysningerne fra medlemsstaterne er urigtige, hvorimod den maa fremlaegge et bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til de tal, der er meddelt af de nationale myndigheder. Denne lempelse af beviskravet til Kommissionen skyldes, at staten, som det er anfoert ovenfor (praemis 11), har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er noedvendige for afslutningen af EUGFL-regnskaberne, og at staten foelgelig skal foere det mere detaljerede og fuldstaendige bevis for, at dens tal er rigtige, og efter omstaendighederne for, at Kommissionens beregninger er forkerte.

18 Det foelger af det anfoerte, at saafremt der goeres indsigelse, paahviler det Kommissionen at godtgoere, at der foreligger en tilsidesaettelse af bestemmelserne vedroerende de faelles markedsordninger for landbruget, og saafremt den har paavist en saadan tilsidesaettelse, paahviler det medlemsstaten at godtgoere, at Kommissionen har begaaet en fejl ved beregningen af den oekonomiske virkning af tilsidesaettelsen (jf. dom af 19.2.1991, sag C-281/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 347, praemis 19).

19 Kongeriget Nederlandenes anbringender skal bedoemmes i lyset af disse principper.

20 Ifoelge den nederlandske regering har Kommissionen tilsidesat artikel 5 og 9 i forordning nr. 729/70, for saa vidt som den har afsluttet EUGFL-regnskaberne alene paa grundlag af statistiske oplysninger, der ikke naevnes i disse bestemmelser, og uden at tage hensyn til bilag og dokumenter, som blev fremsendt i dette oejemed af de nederlandske myndigheder i overensstemmelse med den naevnte forordnings artikel 5, og uden at gennemfoere de kontrolforanstaltninger og undersoegelser, der er hjemmel til i forordningens artikel 9. Den nederlandske regering har gjort gaeldende, at Kommissionen under disse omstaendigheder ikke havde noget grundlag for at berigtige de tal, som myndighederne havde fremsendt, under henvisning til, at de ikke var i overensstemmelse med de statistiske oplysninger.

21 Kommissionen har som begrundelse for at anvende statistikkerne for det foerste henvist til, at landbrugsregnskaberne for alle medlemsstaterne boer afsluttes paa grundlag af effektive og ensartede kriterier. Kun ved hjaelp af statistikker kan man opnaa dette resultat. Kommissionen har saaledes anfoert, at de metoder, der anvendes til kontrol af udgifter, hvor modtagerne kan identificeres, og hvor ydelsesbetingelserne derfor kan efterproeves, ikke kan overfoeres paa indtaegtskontrollen, for saa vidt som regnskaberne blot angiver de erhvervsdrivende, der har betalt afgiften, men ikke goer det muligt at finde dem, der eventuelt har unddraget sig denne. Den anfaegtede statistiske metode er derfor den eneste, der kan vise de virkelige forhold. Kommissionen har for det andet anfoert, at de omhandlede statistiske oplysninger er baseret paa et objektivt grundlag, der kan kontrolleres, bortset fra dem, der vedroerer bedrifternes forbrug af egen avl og salgene mellem producenterne, som den imidlertid holdt uden for beregningen af den maengde, der er omfattet af afgiften. Kommissionen har endelig anfoert, at den ikke kan benytte andre metoder til regnskabsafslutningen, idet den ikke raader over tilstraekkelige oekonomiske og fysiske midler til at efterproeve samtlige transaktioner, der finder sted i medlemsstaterne.

22 Den anfoerte argumentation giver anledning til foelgende bemaerkninger. For det foerste betragtes medansvarsafgiften for korn, saaledes som det anfoeres i artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2775/75, som aendret ved forordning nr. 1579/86, "som en del af interventionerne til regulering af landbrugsmarkederne for korn og indgaar i finansieringen af udgifterne inden for kornsektoren". Det fremgaar i oevrigt af bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, sammenholdt med bestemmelserne i artikel 1, stk. 3, litra b), i forordning nr. 729/70, at interventionerne til regulering af landbrugsmarkederne er omfattet af forordningens anvendelsesomraade.

23 For det andet bemaerkes, at det hverken af betragtningerne til eller af bestemmelserne i forordning nr. 729/70 fremgaar, at proceduren for regnskabsafslutningen er forskellig alt efter, om der er tale om udgifter, der skal finansieres af EUGFL, eller om indtaegter, der opkraeves af dette organ. Tvaertimod fremgaar det klart af sidste led i forordningens artikel 5, stk. 1, at den finder anvendelse paa alle de af Garantisektionen finansierede foranstaltninger, herunder interventionerne til regulering af landbrugsmarkederne, som medansvarsafgiften er en del af.

24 Det bemaerkes for det tredje, at statistiske oplysninger som foelge af deres karakter og deres formaal noedvendigvis kun er tilnaermelsesvis rigtige og derfor kun gengiver de virkelige forhold mere eller mindre noejagtigt. Ifoelge Kommissionen blev den fejlmargen, der netop beror paa anvendelsen af saadanne oplysninger, vaesentligt formindsket i det foreliggende tilfaelde ved berigtigelser, som den foretog paa grundlag af sammenligninger mellem de oplysninger fra forskellige kilder, som den havde modtaget, og de droeftelser, den foerte herom med de nationale myndigheder. Hertil bemaerkes, at den nederlandske regering med rette har anfoert ° paa dette punkt uimodsagt af Kommissionen ° at alle de oplysninger, som Kommissionen anvendte, havde tallene fra de nederlandske myndigheder som kilde. En sammenligning af oplysninger, der har samme kilde, kan imidlertid ikke antages at give sikkerhed for objektivitet. Med hensyn til droeftelserne med de nederlandske myndigheder har Kommissionen under retsmoedet anerkendt, at de alene vedroerte forskellene mellem Kommissionens egne tal og de nederlandske myndigheders tal, der var tilvejebragt ved hjaelp af den statistiske metode. Droeftelserne kunne saaledes ikke foere til nogen vaesentlig berigtigelse af den fejlmargen, som en anvendelse af kun tilnaermelsesvis rigtige oplysninger foerer med sig.

25 Det skal for det fjerde understreges, at for saa vidt som Kommissionen havde haevdet, at det er oekonomisk umuligt at anvende andre kontrolmetoder, var Raadet ved vedtagelsen af forordning nr. 729/70 klar over de begraensninger, der knytter sig til en procedure som proceduren for afslutning af EUGFL-regnskaberne. Ved bestemmelsen om, at proceduren gennemfoeres paa grundlag af aarsregnskaber, der indsendes af medlemsstaterne, samt de noedvendige bilag for afslutningen, idet der samtidig blev givet Kommissionen mulighed for at anvende andre metoder, som f.eks. undersoegelser paa stedet, oenskede Raadet at give Kommissionen adgang til paalidelige oplysninger, som kun visse organer, f.eks. de nationale myndigheder, kan vaere i besiddelse af, samt mulighed for at kunne bekraefte eller afkraefte deres rigtighed ved hjaelp af ethvert middel til at sammenligne de tal, der saaledes modtages fra medlemsstaterne, med andre oplysninger.

26 Det skal for det femte understreges, at anvendelse af kun statistikker alene ikke kan betragtes som et ensartet kriterium for kontrol af de EUGFL-finansierede transaktioner, der finder sted i medlemsstaterne, da hver enkelt medlemsstat opgoer disse transaktioner paa forskellig maade. Det er i saa henseende tilstraekkeligt at bemaerke, at det fremgaar af sagens akter, at den i Nederlandene anvendte metode ved eksporttaellingen afviger vaesentligt fra den, der bruges i andre medlemsstater. De statistikker, der udarbejdes af de nederlandske myndigheder, kan derfor ikke under disse omstaendigheder sammenlignes med dem, der udarbejdes af de andre medlemsstater eller af Kommissionen.

27 Det fremgaar klart af reglerne i forordning nr. 729/70, isaer af forordningens artikel 5 og 9, at Raadet netop oenskede at indfoere en ensartet procedure for alle medlemsstaterne for afslutningen af landbrugsregnskaberne, og at denne skal vaere baseret paa et faelles bedoemmelsesgrundlag, nemlig aarsregnskabet, der indsendes af hver enkelt af medlemsstaterne, og de noedvendige bilag for dets afslutning. Som det fremgaar af forordningens artikel 9, er Kommissionen ikke forpligtet til automatisk at anvende den samme metode ved kontrol og undersoegelse af de af medlemsstaterne fremsendt oplysninger. Det er saaledes fastslaaet i Domstolens praksis (jf. dom af 21.2.1989, sag 214/86, Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 367), at Kommissionen ikke har til opgave at kontrollere forskriftsmaessigheden af hver enkelt interventionsforanstaltning straks ved dennes gennemfoerelse, men at den paa ethvert tidspunkt har ret til at goere brug af sin kontrolbefoejelse efter forordningens artikel 9, navnlig naar den modtager oplysninger, som giver anledning til tvivl om de nationale kontrolforanstaltningers effektivitet.

28 Det bemaerkes foelgelig, at Kommissionen kun kan bruge den statistiske metode som en af de indirekte kontrolforanstaltninger, der naevnes i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 729/70. Imidlertid kan denne metode, som i oevrigt ikke er tilstraekkelig paalidelig til at kunne bruges som grundlag for regnskabsafslutningen for landbrugsudgifter, der finansieres af EUGFL, under ingen omstaendigheder erstatte den metode, der foreskrives i den naevnte forordnings artikel 5, nemlig en undersoegelse af "aarsregnskab med de for dets afslutning noedvendige bilag". Kommissionen er foelgelig ikke berettiget til at berigtige de tal, medlemsstaterne har indsendt, med den ene begrundelse, at de ikke er i overensstemmelse med de statistiske oplysninger, som den har.

29 Med det andet anbringende, der har naer sammenhaeng med det foerste, har sagsoegeren gjort gaeldende, at eftersom Kommissionen i forbindelse med regnskabsafslutningen i det vaesentlige baserede sig paa statistiske oplysninger, er beslutning 90/644 ulovlig. Kommissionen maa nemlig ikke paalaegge Nederlandene et ansvar for den mangelfulde forvaltning af EUGFL' s interventionsforanstaltninger med den ene begrundelse, at de tal, der er fremlagt af de nationale myndigheder, ikke er identiske med Eurostats statistikker, der efter deres karakter kun er tilnaermelsesvis rigtige tal. I betragtning af, at der i Nederlandene er indfoert et forvaltnings- og kontrolsystem med henblik paa en forskriftsmaessig gennemfoerelse af medansvarsafgiften, skulle Kommissionen, for at den kunne berigtige den nederlandske regerings regnskaber, ifoelge sagsoegeren have fremlagt bevis for, at de nederlandske myndigheders tal var urigtige. Beslutning 90/644 indeholder ingen argumentation paa dette punkt; foelgelig har Kommissionen undladt at anvende alle midlerne i forordning nr. 729/70 til at kontrollere regnskaberne fra Nederlandene, navnlig undersoegelser paa stedet og sammenligninger af regnskabsboeger og andet regnskabsmateriale, hvorved den har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til omhyggelig forvaltning.

30 Til denne argumentation skal det for det foerste bemaerkes, at Kommissionen, i modsaetning til hvad den nederlandske regering haevder, ikke til stoette for sine konklusioner skal anfoere enkelttilfaelde, hvor den fastslaar, at afgiften ikke er blevet opkraevet, idet den ellers ikke skulle kunne bevise, at der foreligger en tilsidesaettelse af bestemmelserne og foretage en berigtigelse. Den kan nemlig begrunde en tvivl med en henvisning til gennemgangen af aarsregnskabet og de noedvendige bilag for dets afslutning eller til oplysninger, der ikke vedroerer bestemte personer eller virksomheder, og som er indsamlet i forbindelse med undersoegelser i den paagaeldende medlemsstat.

31 Det foelger saaledes ikke af dommen af 12. juni 1990 (sag C-8/88, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2321), at det, saafremt der ikke foreligger enkelttilfaelde, hvori Kommissionen har konstateret en tilsidesaettelse af faellesskabsbestemmelserne, allerede dermed er bevist, at den kontrolordning, som en medlemsstat har indfoert, opfylder kravene i disse bestemmelser.

32 Tvaertimod er angivelser om enkelttilfaelde, saaledes som det blev understreget i praemis 42 i den naevnte dom, i hvilke Kommissionen konstaterer, at de gaeldende landbrugsbestemmelser ikke er overholdt, kun én blandt andre omstaendigheder, der kan begrunde en kritik af effektiviteten af medlemsstatens tilsyns- og kontrolsystem.

33 Som det fremgaar af praemis 44 i den naevnte dom, er den modsatte situation, nemlig at Kommissionen ikke foerer bevis for enkelttilfaelde, hvori landbrugsbestemmelserne er tilsidesat, heller ikke ensbetydende med, at den kontrolordning, der anvendes i medlemsstaten, giver sikkerhed for, at de naevnte bestemmelser anvendes rigtigt. Saadanne individuelle tilfaelde er dog et supplerende element, der kan bestyrke Kommissionens kritik med hensyn til effektiviteten af medlemsstatens kontrolordning.

34 For det andet skal det undersoeges, om de oplysninger, som Kommissionen havde udledt af statistikkerne fra Eurostat, opfylder de krav til objektivitet og noejagtighed, der stilles, for at de kan bruges som grundlag for afslutningen af EUGFL-regnskaberne.

35 Det skal i denne forbindelse understreges, at Kommissionen i punkt 4.2.2.2.3 i den sammenfattende rapport har angivet de forhold, der efter dens mening begrunder valget af den statistiske metode ved afslutningen af EUGFL-regnskaberne inden for kornsektoren. Den har navnlig anfoert, at "hver statistik, der er anvendt i undersoegelsen, svarer til en virkelig situation i medlemsstaten, og den sendes af denne medlemsstat til Kommissionens statistiske tjeneste". Kommissionen mener med andre ord, at de statistiske oplysninger, den har anvendt ved regnskabsafslutningen, hviler paa tal, der er rigtige, fordi de er udarbejdet og meddelt af medlemsstaterne. Statistikkerne maa derfor have samme vaerdi som aarsregnskaberne, der indsendes af medlemsstaterne. Den har endvidere understreget, at den nederlandske regering selv har indroemmet, at de tal, som den oprindelig havde fremlagt med henblik paa regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1988, indeholdt fejl.

36 Det er i den foreliggende sag uomtvistet, at de tal, som blev udarbejdet af Nederlandene til brug for regnskabsafslutningen, og de tal, som Nederlandene sendte til Eurostat, er meget forskellige, selv om de sidstnaevnte indeholder den for statistikker uundgaaelige fejlmargen. Som det uimodsagt af Nederlandene er blevet understreget af Kommissionen, bliver de oplysninger, som den nederlandske regering sender til Eurostat, fremsendt mere end et aar efter de transaktioner, de vedroerer, og kan foelgelig kontrolleres og berigtiges foer fremsendelse til Eurostat. Der maa gives Kommissionen medhold i, at forskellen mellem de to naevnte kategorier af tal i sig selv gav anledning til en rimelig og begrundet tvivl med hensyn til de regnskaber, som Nederlandene havde fremlagt i forbindelse med afslutningen af EUGFL-regnskaberne for det paagaeldende hoestaar.

37 Det maa imidlertid undersoeges, om Nederlandene gjorde det noedvendige for at paavise, at Kommissionen drog urigtige oekonomiske konsekvenser af uoverensstemmelsen mellem de forskellige tal, som den nederlandske regering havde fremsendt. Som anfoert ovenfor (praemis 4) havde den nederlandske regering efter droeftelser mellem de nederlandske tjenestemaend og Kommissionens tjenestemaend anmodet regnskabsafdelingen i Ministeriet for Landbrug, Natur og Fiskeri om at foretage en systematisk undersoegelse for at kontrollere, om hele medansvarsafgiften for korn var blevet opkraevet og indbetalt til den kompetente myndighed. Resultaterne af denne undersoegelse var, at de sidste tal, som Nederlandene havde fremlagt, var de rigtige.

38 Kommissionen har anfoert, at den omhandlede undersoegelse i virkeligheden ikke havde til formaal at kontrollere, om hele medansvarsafgiften for korn var blevet opkraevet i Nederlandene, men at den udelukkende skulle fastslaa, om den nederlandske ordning havde gjort og gjorde det muligt at opkraeve afgiften forskriftsmaessigt. Endvidere var undersoegelsen begraenset til en revision af regnskabsboeger og regnskabsbilag i offentlige og private virksomheder og organer i Nederlandene. Det er imidlertid klart, at svigagtige forhold ikke registreres i virksomhedernes regnskabsboeger eller regnskabsafdelinger.

39 Der skal paa baggrund af disse argumenter foretages en gennemgang af den nederlandske ordning til kontrol af, at medansvarsafgiften for korn opkraeves. Som den nederlandske regering har forklaret herom i sine skriftlige indlaeg og under retsmoedet uden at blive modsagt af Kommissionen, har de nederlandske myndigheder indfoert en ordning med registrering af alle potentielt afgiftspligtige virksomheder, som forvaltes af "Hoofdproduktschap voor Akkerbouwprodukten". For det i sagen omhandlede aar gennemfoerte dette organ samt inspektoratet i det nederlandske Ministerium for Landbrug, Natur og Fiskeri en kontrol af 90% af regnskabsboegerne i alle forarbejdningsvirksomheder, der var registreret paa denne maade.

40 Den undersoegelse, som ovennaevnte ministerium senere foretog, bestod i endnu en revision og kontrol af disse tal og var ikke begraenset til en bedoemmelse af den kontrol, som den oekonomiske forvaltning i Hoofdproduktschap voor Akkerbouwprodukten havde foretaget. Undersoegelsen omfattede endvidere saavel de registrerede virksomheders periodiske anmeldelser vedroerende forarbejdede eller ikke-forarbejdede maengder som spoergsmaalet, om den administrative behandling af disse anmeldelser og af certifikaterne vedroerende de fritagne maengder var rigtig. Undersoegelsen omfattede endelig ved kontrol paa stedet en verifikation af, om virksomhederne overholdt ordningen om medansvarsafgiften, samt en bedoemmelse af administrationens opbygning og funktion og af den interne nederlandske kontrol.

41 Efter gennemgangen af den undersoegelse, som blev foretaget af tjenestegrenene i det nederlandske Ministerium for Landbrug, Natur og Fiskeri, saaledes som den er beskrevet i sagsakterne, og henset til omstaendighederne i sagen samt den tid, der forloeb mellem de faktiske omstaendigheder og de transaktioner, der blev gjort til genstand for kontrollen, maa det fastslaas, at kontrollen blev gennemfoert saa udtoemmende og systematisk, at det var tilstraekkeligt til at afkraefte den af Kommissionen anfoerte tvivl.

42 For saa vidt angaar anbringendet om, at svig ikke bogfoeres, maa det bemaerkes, at selv om der er en vis logik i anbringendet, er det ubestrideligt, at en kontrol med virksomhed og operationer, der allerede har fundet sted, kun kan ske paa grundlag af en undersoegelse og sammenligning af de dokumenter, der foreligger. I denne forbindelse bemaerkes endvidere, hvilket Kommissionen har anerkendt, at gyldigheden af de statistikker, som den selv har fremlagt, beror paa den omstaendighed, at de naesten alle kan efterkontrolleres ved hjaelp af dokumenterne. Endelig bemaerkes, at saafremt det maatte vise sig, at visse unddragelser ikke er blevet opdaget af de nederlandske myndigheder, ville de ikke blive opdaget i stoerre omfang ved hjaelp af anvendelsen af tal fra statistikker, der netop er baseret paa de oplysninger, som disse myndigheder har tilvejebragt.

43 Det maa herefter fastslaas, at Nederlandene har foert fornoedent bevis for, at Kommissionen drog urigtige konsekvenser af den tvivl, der opstod som foelge af forskellen mellem de forskellige tal, som den nederlandske regering fremsendte.

44 Kommissionens beslutning 90/644 maa herefter annulleres, for saa vidt som den gaar ud paa, at et beloeb paa 708 540 HFL ikke skal afholdes af EUGFL.

Sagens omkostninger

45 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger. Kommissionen har tabt sagen og skal derfor betale sagens omkostninger.

46 I medfoer af procesreglementets artikel 69, stk. 4, baerer Det Forenede Kongerige og Den Franske Republik, der er indtraadt i sagen til stoette for Kongeriget Nederlandenes paastande, deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Kommissionens beslutning 90/644/EOEF af 30. november 1990 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsaaret 1988, der er finansieret gennem Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen, annulleres, for saa vidt som den gaar ud paa, at et beloeb paa 708 540 HFL ikke skal afholdes af EUGFL.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.

3) Det Forenede Kongerige og Den Franske Republik baerer deres egne omkostninger.