61991J0047(01)

++++

1. Statsstoette ° generel stoetteordning godkendt af Kommissionen ° anmeldelse af individuelle gennemfoerelsesforanstaltninger ° forpligtelse ° foreligger ikke

(EOEF-traktaten, art. 93)

2. Statsstoette ° generel stoetteordning godkendt af Kommissionen ° individuel stoette, der angives at vaere omfattet af godkendelsen ° Kommissionens undersoegelse ° bedoemmelse principalt i forhold til godkendelsesbeslutningen og kun subsidiaert i forhold til traktatens artikel 92 ° anvendelse af reglerne om nye stoetteforanstaltninger og forbud mod at gennemfoere stoetten, indtil endelig beslutning er truffet ° betingelser

(EOEF-traktaten, art. 92 og 93)

1. Naar foerst en generel stoetteordning er godkendt af Kommissionen, skal individuelle gennemfoerelsesforanstaltninger ikke anmeldes til Kommissionen, medmindre denne har taget forbehold herfor i godkendelsesbeslutningen. Baggrunden herfor er, at de individuelle stoetteforanstaltninger blot er gennemfoerelsesforanstaltninger som et led i en generel stoetteordning, og at de forhold, Kommissionen skulle tage i betragtning ved sin vurdering af dem, foelgelig er de samme som dem, den har lagt til grund i forbindelse med undersoegelsen af den generelle ordning. Det er derfor ufornoedent, at Kommissionen faar forelagt de individuelle stoetteforanstaltninger til undersoegelse.

2. Naar Kommissionen faar forelagt en individuel stoetteforanstaltning, som haevdes at vaere truffet i medfoer af en tidligere godkendt stoetteordning, kan den ikke uden videre bedoemme stoetteforanstaltningen umiddelbart i henhold til traktaten. Den skal, foer den indleder nogen form for procedure, kontrollere, om stoetten falder ind under den generelle ordning og opfylder de betingelser, der er fastsat i beslutningen om at godkende den generelle ordning. I modsat fald ville Kommissionen, i forbindelse med sin undersoegelse af hver enkelt individuel stoette, efterfoelgende kunne aendre sin beslutning om at godkende stoetteordningen, hvilket i sig selv forudsaetter en undersoegelse i forhold til traktatens artikel 92. Dette ville bringe overholdelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet i fare, saavel for medlemsstaterne som for de erhvervsdrivende, eftersom Kommissionen ville kunne anfaegte individuelle stoetteforanstaltninger, som fuldt ud er i overensstemmelse med beslutningen om at godkende stoetteordningen.

Hvis Kommissionen efter en undersoegelse, der er afgraenset paa denne maade, konstaterer, at den individuelle stoette er i overensstemmelse med beslutningen om at godkende stoetteordningen, skal stoetten saaledes behandles som en godkendt stoette, dvs. som en eksisterende stoette. Kommissionen vil da ikke kunne kraeve stoetteudbetalingen suspenderet, eftersom den i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, kun har kompetence hertil for saa vidt angaar nye stoetteforanstaltninger. Hvis Kommissionen derimod finder, at den individuelle stoetteforanstaltning ikke kan omfattes af dens beslutning om at godkende stoetteordningen ° hvorved det ikke er tilstraekkeligt, at Kommissionen blot er i tvivl om, hvorvidt den individuelle stoette er forenelig med godkendelsesbeslutningen ° maa stoetten betragtes som en ny stoette. For det tilfaelde, at stoetten ikke er anmeldt til Kommissionen, kan denne efter at have givet vedkommende medlemsstat lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger hertil, ved en midlertidig beslutning, indtil resultatet af undersoegelsen af stoetteforanstaltningen foreligger, paalaegge medlemsstaten straks at suspendere udbetalingen af stoetten og inden en vis frist at give Kommissionen adgang til al den dokumentation og alle de oplysninger, der er noedvendige for at afgoere, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet.

Hvis Kommissionen er i tvivl om, hvorvidt en individuel stoette er i overensstemmelse med beslutningen om godkendelse af stoetteordningen, maa den paalaegge vedkommende medlemsstat, inden for en af Kommissionen fastsat frist, at fremlaegge alle dokumenter og oplysninger, som er noedvendige for at tage stilling til, om den omtvistede stoette er i overensstemmelse med Kommissionens beslutning om at godkende stoetteordningen. I tilfaelde af, at en medlemsstat ° paa trods af et paalaeg herom fra Kommissionen ° undlader at fremlaegge de kraevede oplysninger, kan Kommissionen kraeve stoetteudbetalingen suspenderet og bedoemme stoettens forenelighed direkte i forhold til traktaten, som om der var tale om en ny stoetteforanstaltning.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 31. januar 1991 har Den Italienske Republik i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173 anlagt sag med paastand om annullation af en af Kommissionen truffet beslutning ° som meddelt Den Italienske Republik ved skrivelse af 23. november 1990 ° om at indlede undersoegelsesproceduren i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, med hensyn til de italienske myndigheders stoette til selskabet Italgrani, og om i tilknytning hertil at kraeve stoetteudbetalingen suspenderet (herefter benaevnt "beslutningen om at indlede proceduren"). Beslutningen blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende C 315 af 14. december 1990, s. 7.

2 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at der ved en italiensk lov nr. 64 af 1. marts 1986 (herefter benaevnt "loven om stoette til Mezzogiorno") blev indfoert en generel stoetteordning til fordel for Mezzogiorno. I overensstemmelse med traktatens artikel 93, stk. 3, blev Kommissionen underrettet om ordningen den 2. maj 1986.

3 Ved beslutning 88/318/EOEF af 2. marts 1988 (herefter benaevnt "beslutningen om godkendelse af den generelle italienske stoetteordning", EFT L 143, s. 37) godkendte Kommissionen den generelle stoetteordning til fordel for Mezzogiorno. I beslutningens artikel 9 bestemtes det dog, at Den Italienske Republik skulle overholde de til enhver tid gaeldende faellesskabsbestemmelser om samordning af de forskellige former for stoette til industri, landbrug og fiskeri.

4 Efter at denne beslutning var truffet, ydede det italienske ministerium for interventioner i Mezzogiorno stoette til Italgrani ° som har hjemsted i Napoli ° i henhold til en "programkontrakt". Denne kontrakt var blevet godkendt den 12. april 1990 af Comitato Interministeriale per il coordinamento della Politica Industriale (et tvaerministerielt udvalg til samordning af industripolitikken, herefter benaevnt "CIPI").

5 Programkontrakten omfattede forskellige omraader som opfoerelse af industrianlaeg til forarbejdning af landbrugsprodukter (korn, roer, sojaboenner og frugter), herunder en stivelsesfabrik og en glukosefabrik, produktion af froeolie, semulje og mel, oprettelse af lagre af landbrugsprodukter, etablering af et forskningsprogram og et uddannelsesprojekt for de ansatte i selskabet.

6 Efter at Kommissionen havde modtaget en klage fra selskabet Cassillo Grani, der konkurrerer med Italgrani, anmodede den den 26. juli 1990 de italienske myndigheder om at fremsende oplysninger om stoetten. Den 7. september 1990 gav de italienske myndigheder Kommissionen meddelelse om CIPI' s beslutning om at godkende programkontrakten med Italgrani. Myndighederne afgav supplerende oplysninger om stoetten under et moede i september 1990 og ved skrivelser i oktober 1990.

7 Ved skrivelse af 23. november 1990 gav Kommissionen den italienske regering meddelelse om, at den havde besluttet at indlede den kontradiktoriske undersoegelsesprocedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, med hensyn til stoerstedelen af den stoette, der var ydet til Italgrani. Samtidig paalagde den regeringen at suspendere stoetteudbetalingen.

8 I beslutningens begrundelse anfoerte Kommissionen, at den fandt det tvivlsomt, om den italienske regering havde overholdt de to betingelser, Kommissionen havde stillet for sin godkendelse af den generelle stoetteordning. Efter Kommissionens opfattelse havde myndighederne saaledes tilsidesat faellesskabsbestemmelserne om samordning af de forskellige stoetteformer paa landbrugsomraader i strid med det krav, der blev stillet i artikel 9 i beslutningen om godkendelse af den generelle stoetteordning. I oevrigt anfoerte Kommissionen, at den ikke ud fra de oplysninger, den var i besiddelse af, kunne kontrollere, om de maksimale vaerdier for stoetteintensiteten, som den angiveligt havde naevnt i beslutningen om godkendelse af den generelle stoetteordning, var blevet overholdt (jf. afsnit D i beslutningen om at indlede proceduren).

9 Efter en gennemgang af de konkrete stoetteforanstaltninger, som var truffet til fordel for Italgrani, konkluderede Kommissionen, at de ikke fandtes at kunne omfattes af nogen af undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) (stoette til ugunstigt eller vanskeligt stillede omraader), og litra c) (sektorbestemt stoette eller regional stoette) (jf. beslutningens afsnit I.1). Kommissionen henledte i oevrigt opmaerksomheden paa "forpligtelsen i EOEF-traktatens artikel 93, stk. 3, til ikke at gennemfoere de paagaeldende foranstaltninger, foer proceduren i naevnte artikels stk. 2 er endelig afsluttet" (jf. beslutningens afsnit I.3). Endelig mindede Kommissionen om, at stoette, der ydes i strid med den naevnte traktatbestemmelse, vil kunne medfoere krav om tilbagebetaling fra stoettemodtagerne, og at faellesskabsudgifter, der var beroert af stoetten, eventuelt ikke ville blive finansieret af EUGFL (jf. beslutningens afsnit I.4).

10 Det er denne beslutning, den foreliggende sag er anlagt til proevelse af.

11 Den italienske regering har gjort gaeldende, at Kommissionen med urette har betragtet den stoette, de italienske myndigheder oprindelig paataenkte at yde til Italgrani, som en ny stoetteforanstaltning, dvs. som en ikke-godkendt stoette, og i konsekvens heraf har givet paalaeg om suspension af stoetteudbetalingen, jf. traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum.

12 Til stoette herfor har den italienske regering gjort gaeldende, at den "programkontrakt", som blev indgaaet med Italgrani, og som blev godkendt af CIPI den 12. april 1990, blot var en ivaerksaettelse af den generelle italienske stoetteordning. Eftersom Kommissionen godkendte denne ordning ved beslutning 88/318, uden at forbeholde sig mulighed for at foretage en senere undersoegelse af individuelle gennemfoerelsesforanstaltninger, var det efter den italienske regerings opfattelse ikke noedvendigt at anmelde stoetten til Italgrani, da den allerede var godkendt og derfor skulle behandles som en eksisterende stoette som omhandlet i traktatens artikel 93, stk. 1. Kommissionen havde saaledes ikke ret til at kraeve stoetteudbetalingen suspenderet, da befoejelsen hertil i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, kun gaelder for nye stoetteforanstaltninger.

13 Den italienske regering har endvidere anfoert, at Kommissionen kun kunne kraeve stoetteudbetalingen suspenderet, fordi den ° selv om den i beslutningen om at indlede proceduren udtalte, at den blot havde undersoegt, om stoetten til Italgrani var omfattet af beslutningen om godkendelse af den generelle stoetteordning ° i virkeligheden bedoemte stoetten umiddelbart i forhold til traktatens artikel 92. Herved aendrede den uden at sige det sin beslutning 88/318 af 2. marts 1988, hvori den havde fastslaaet, at den generelle stoetteordning var forenelig med traktaten. Ved at handle paa denne maade tilsidesatte den retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

14 Ved processkrift af 9. april 1991 paastod Kommissionen sagen afvist med den begrundelse, at den anfaegtede retsakt kun var forberedende. Ved dom af 30. juni 1992 (Sml. I, s. 4145) forkastede Domstolen denne formalitetsindsigelse uden at indlede behandlingen af sagens realitet.

15 I de processkrifter, som Kommissionen har indleveret efter afsigelsen af dommen om sagens formalitet, har Kommissionen fremfoert tre yderligere argumenter, som den selv har betegnet som indledningsvise bemaerkninger.

16 Kommissionen har for det foerste anfoert, at den ved en beslutning af 16. august 1991 til slut godkendte stoetten til Italgrani, efter at der paa forslag fra de italienske myndigheder under undersoegelsesproceduren var foretaget visse aendringer og opstillet en raekke betingelser (jf. Kommissionens beslutning 91/474/EOEF af 16. august 1991 om den italienske statsstoette til selskabet Italgrani med henblik paa opfoerelse af et agrofoodkompleks i Mezzogiorno, EFT L 254 af 11.9.1991, s. 14). Efter Kommissionens opfattelse vil en annullation af beslutningen om at indlede proceduren indebaere, at den endelige godkendelsesbeslutning mister sit retsgrundlag, og vil dermed goere den ulovlig.

17 Kommissionen har for det andet anfoert, at eftersom sagsanlaegget ikke indebaerer, at Domstolen skal efterproeve de vurderinger af oekonomiske forhold, som ligger til grund for beslutningen om at indlede proceduren, men kun angaar visse biomstaendigheder i forbindelse med beslutningen, kan det ikke foere til, at beslutningen annulleres.

18 Kommissionen har for det tredje anfoert, at det maa vaere ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen, da den anfaegtede beslutning ikke laengere har suspensiv virkning, efter at de italienske myndigheder har besluttet at aendre den stoette, der oprindelig skulle ydes til Italgrani.

19 Hertil bemaerkes, at de foerste to argumenter, Kommissionen har fremfoert, ikke stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem efter retsforhandlingerne om antagelsen af den af den italienske regering anlagte sag til realitetsbehandling, som blev afsluttet med afsigelsen af dommen af 30. juni 1992. Disse argumenter kan saaledes ikke tages i betragtning. Med hensyn til det tredje argument findes det tilstraekkeligt at konstatere, at beslutningen om at suspendere stoetteudbetalingen har haft retsvirkning i et bestemt tidsrum.

20 Med hensyn til sagens realitet bemaerkes indledningsvis, at stoetten til Italgrani ° som Kommissionen ogsaa selv har erkendt ° indgaar som et led i den generelle stoetteordning, det blev indfoert ved loven om stoette til Mezzogiorno (jf. beslutningen om at indlede proceduren, afsnit A, femte afsnit, og afsnit C, samt den endelige beslutning af 16.8.1991 om godkendelsen af stoetten, afsnit I, tredje afsnit).

21 Det maa dernaest fremhaeves, at naar foerst en generel stoetteordning er godkendt, skal individuelle gennemfoerelsesforanstaltninger ikke anmeldes til Kommissionen, medmindre denne har taget forbehold herfor i godkendelsesbeslutningen. Dette har Kommissionen i oevrigt selv anerkendt i sin Fjortende Beretning om Konkurrencepolitikken (nr. 203) og i Irish Cement-sagerne (forenede sager 166/86 og 220/86, Sml. 1988, s. 6473). Baggrunden herfor er, at de individuelle stoetteforanstaltninger blot er gennemfoerelsesforanstaltninger som et led i en generel stoetteordning, og at de forhold, Kommissionen skulle tage i betragtning ved sin vurdering af dem, foelgelig er de samme som dem, den har lagt til grund i forbindelse med undersoegelsen af den generelle ordning. Det er derfor ufornoedent, at Kommissionen faar forelagt de individuelle stoetteforanstaltninger til undersoegelse.

22 I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen gjort gaeldende, at den tog et forbehold i forbindelse med godkendelsen af den generelle italienske stoetteordning. I svarskriftet har Kommissionen fremfoert, at den i en telexmeddelelse, den sendte til den italienske regering den 14. november 1986, forbeholdt sig ret til senere at tage stilling til bestemmelserne om landbrugsprodukter i loven om stoette til Mezzogiorno. Den haevder at have gjort den italienske regering opmaerksom paa, at den foerst ville tage stilling til disse bestemmelser, naar den havde faaet meddelelse om "de gennemfoerelsesbestemmelser for stoette til produkter i landbrugssektoren og agrofoodsektoren ... som de enkelte regioner i Mezzogiorno (skulle) udstede under udoevelsen af deres kompetence". Da der aldrig er blevet udstedt saadanne gennemfoerelsesbestemmelser, kan stoetten til Italgrani for saa vidt angaar landbrugsprodukter ikke falde ind under fritagelsen for anmeldelsespligten som foelge af beslutningen om godkendelse af den generelle italienske stoetteordning.

23 Dette argument kan ikke tiltraedes. Uanset hvilken betydning, der maa tillaegges Kommissionens telexmeddelelse, findes det tilstraekkeligt at konstatere, at Kommissionen ikke har optaget meddelelsens indhold i sin beslutning om at godkende den generelle italienske stoetteordning.

24 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen, naar den faar forelagt en individuel stoetteforanstaltning, som haevdes at vaere truffet i medfoer af en tidligere godkendt stoetteordning, ikke uden videre kan bedoemme stoetteforanstaltningen umiddelbart i henhold til traktaten. Den skal ° foer den indleder nogen form for procedure ° kontrollere, om stoetten falder ind under den generelle ordning og opfylder de betingelser, der er fastsat i beslutningen om at godkende den generelle ordning. I modsat fald ville Kommissionen, i forbindelse med sin undersoegelse af hver enkelt individuel stoette, efterfoelgende kunne aendre sin beslutning om at godkende stoetteordningen, hvilket i sig selv forudsaetter en undersoegelse i forhold til traktatens artikel 92. Dette ville bringe overholdelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet i fare, saavel for medlemsstaterne som for de erhvervsdrivende, eftersom Kommissionen til enhver tid ville kunne anfaegte individuelle stoetteforanstaltninger, som fuldt ud er i overensstemmelse med beslutningen om at godkende stoetteordningen.

25 Hvis Kommissionen efter en undersoegelse, der er afgraenset paa denne maade, konstaterer, at den individuelle stoette er i overensstemmelse med beslutningen om at godkende stoetteordningen, skal stoetten saaledes behandles som en godkendt stoette, dvs. som en eksisterende stoette. Kommissionen vil da ikke kunne kraeve stoetteudbetalingen suspenderet, eftersom den i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, kun har kompetence hertil for saa vidt angaar nye stoetteforanstaltninger.

26 Hvis Kommissionen derimod finder, at den individuelle stoetteforanstaltning ikke kan omfattes af dens beslutning om at godkende stoetteordningen, maa stoetten betragtes som en ny stoette. For det tilfaelde, at stoetten ikke er anmeldt til Kommissionen, kan denne "efter at have givet vedkommende medlemsstat lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger hertil, ved en midlertidig beslutning, indtil resultatet af undersoegelsen af stoetteforanstaltningen foreligger, paalaegge medlemsstaten straks at suspendere udbetalingen af stoetten og inden en vis frist at give Kommissionen adgang til al den dokumentation og alle de oplysninger, der er noedvendige for at afgoere, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet" (dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Boussac, Sml. I, s. 307, praemis 19).

27 I denne forbindelse har Kommissionen gjort gaeldende, at i det omfang der ifoelge programkontrakten skulle ydes stoette til produktion af stivelse, var kontrakten i strid med Kommissionens beslutning om at godkende den generelle italienske statsstoetteordning. I 1987 havde Kommissionen saaledes ° i en publikation med titlen "Konkurrencepolitikken paa Landbrugsomraadet" ° gjort opmaerksom paa, at medlemsstaterne ikke laengere kunne yde stoette til de sektorer, hvor faellesskabsfinansiering var udelukket. Dette var tilfaeldet for stivelsessektoren, idet faellesskabsfinansiering af investeringer inden for denne sektor var blevet indstillet ved Raadets forordning (EOEF) nr. 355/77 af 15. februar 1977 om en faelles foranstaltning til forbedring af vilkaarene for forarbejdning og afsaetning af landbrugsvarer (EFT L 51, s. 1). Naar det i godkendelsesbeslutningens artikel 9 blev paalagt de italienske myndigheder at overholde de til enhver tid gaeldende faellesskabsbestemmelser om samordning af de forskellige former for stoette til industri, landbrug og fiskeri, maatte den stoette, Italien ydede til Italgrani, anses for at vaere forbudt i henhold til faellesskabsbestemmelserne og dermed for ikke at vaere omfattet af beslutningen om godkendelse af den generelle stoetteordning. Paa dette grundlag maa Kommissionen have haft hjemmel til at betragte stoetten som en ny stoetteforanstaltning og dermed til at kraeve udbetalingen suspenderet.

28 Dette kan ikke tiltraedes. Det fremgaar af beslutningen om at indlede proceduren, at Kommissionen bedoemte spoergsmaalet om, hvorvidt det var foreneligt med faellesmarkedet at yde stoette til opfoerelse af en stivelsesfabrik, umiddelbart i forhold til traktatens artikel 92. Kommissionen udtalte saaledes, at eftersom investeringer vedroerende stivelse var udelukket fra faellesskabsfinansiering, kunne den kun give tilladelse til statsstoette paa dette omraade, hvis stoetten blev ydet i overensstemmelse med traktatens artikel 92. Den fandt ikke, at dette var tilfaeldet, idet stivelsessektoren var praeget af en stor strukturelt betinget overkapacitet, og idet etablering af en yderligere produktionskapacitet paa ca. 357 000 tons ° som der ikke var godtgjort at vaere nye afsaetningsmuligheder for ° kunne forstyrre stivelsesindustriens markeder (jf. afsnit E.1).

29 Det fremgaar ogsaa af beslutningen om at indlede proceduren, at Kommissionen har undersoegt de oevrige stoetteforanstaltninger til fordel for Italgrani i forhold til traktaten og ikke i forhold til beslutningen om godkendelse af den generelle stoetteordning. Kommissionen ville saaledes kun betragte stoetten til produktion af froeolie som forenelig med traktatens artikel 92, hvis stoetteintensiteten ikke oversteg 50%, eller hvis tilsvarende produktionskapacitet samtidig blev nedlagt (jf. afsnit E.3). Med hensyn til stoetten til produktion af semulje og mel anfoerte den, at der fandtes en strukturel overkapacitet i produktionen paa omraadet, og at ydelse af stoette ville kunne forstyrre samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. afsnit E.4). Med hensyn til stoetten til forskning udtalte Kommissionen, at den ikke var i besiddelse af de noedvendige oplysninger til at kunne vurdere, om stoetten var forenelig med traktatens artikel 92 (jf. afsnit F).

30 Det fremgaar af det anfoerte, at Kommissionen, da den stillede krav om suspension af stoetteudbetalingen, betragtede de naevnte stoetteforanstaltninger som nye foranstaltninger, uden at den kontrollerede, om der ikke var givet tilladelse til dem i beslutningen om godkendelse af den generelle stoetteordning.

31 Derimod fremgaar det af beslutningen om at indlede proceduren, at Kommissionen behoerigt fastslog, at stoetten til opbygning af lagre af landbrugsprodukter var i strid med beslutningen om godkendelse af den generelle stoetteordning. Kommissionen anfoerte saaledes, at de italienske myndigheder havde ydet stoetten i strid med bestemmelserne om de faelles markedsordninger, jf. at der i artikel 9 i beslutningen om godkendelse af den generelle stoetteordning blev stillet krav om, at bestemmelserne herom blev overholdt (jf. afsnit G).

32 Kommissionen har endvidere anfoert, at den italienske regering paa trods af Kommissionens gentagne anmodninger herom i tiden fra den 26. juli til den 23. november 1990 ikke gav den de oplysninger, der var noedvendige for at fjerne dens tvivl om, hvorvidt stoetten til Italgrani var forenelig med beslutningen om godkendelse af den generelle italienske stoetteordning. Det manglende samarbejde fra de italienske myndigheders side medfoerte saaledes, at den var tvunget til at indlede den kontradiktoriske undersoegelsesprocedure vedroerende stoetten og til at kraeve stoetteudbetalingen suspenderet.

33 Hertil bemaerkes, at traktatens artikel 93, stk. 3, kun giver Kommissionen befoejelse til at kraeve stoetteudbetalingen suspenderet, hvis der er tale om en ny stoetteforanstaltning, og at det ikke er tilstraekkeligt, at Kommissionen blot er i tvivl om, hvorvidt en individuel stoette er forenelig med Kommissionens beslutning om godkendelse af stoetteordningen.

34 Hvis Kommissionen er i tvivl om, hvorvidt en individuel stoette er i overensstemmelse med beslutningen om godkendelse af stoetteordningen, maa den paalaegge vedkommende medlemsstat, inden for en af Kommissionen fastsat frist, at fremlaegge alle dokumenter og oplysninger, som er noedvendige for at tage stilling til, om den omtvistede stoette er i overensstemmelse med Kommissionens beslutning om at godkende stoetteordningen.

35 I tilfaelde af, at en medlemsstat ° paa trods af et paalaeg herom fra Kommissionen ° undlader at fremlaegge de kraevede oplysninger, kan Kommissionen af tilsvarende grunde som dem, der er lagt vaegt paa i Boussac-dommen, jf. ovenfor, kraeve stoetteudbetalingen suspenderet og bedoemme stoettens forenelighed direkte i forhold til traktaten, som om der var tale om en ny stoetteforanstaltning.

36 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det ganske vist af beslutningen om at indlede proceduren, at Kommissionen ikke fandt de oplysninger, de italienske myndigheder havde givet, tilstraekkelige til, at den kunne traeffe afgoerelse om, hvorvidt stoetten til produktion af isoglukose (jf. afsnit E.2, sidste afsnit) og stoetten til uddannelse (jf. afsnit H) var i overensstemmelse med beslutningen om godkendelse af den generelle italienske stoetteordning. Den italienske regering har imidlertid udtrykkeligt bestridt, at den skulle have tilsidesat sin samarbejdsforpligtelse. Hertil kommer, at Kommissionen ikke har fremlagt noget dokument, hvoraf det fremgaar, at den ° forud for at den stillede krav om, at udbetalingen af den oprindelig paataenkte stoette til Italgrani skulle suspenderes ° paalagde de italienske myndigheder inden for en bestemt frist at give den alle de oplysninger, der var noedvendige for at kontrollere, om stoetteforanstaltningerne var i overensstemmelse med beslutningen om godkendelse af den generelle italienske stoetteordning.

37 Heraf foelger, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 93, stk. 2 og 3, ved at stille krav om suspension af udbetalingen af stoetten til opfoerelse af en stivelsesfabrik og en glukosefabrik, stoetten til produktion af froeolie, semulje og mel samt stoetten til forskning og uddannelse, blot fordi den var i tvivl om, hvorvidt disse stoetteforanstaltninger var i overensstemmelse med beslutningen om godkendelse af den generelle italienske stoetteordning. Som eneste undtagelse foreligger den fastslaaede tilsidesaettelse ikke i forbindelse med kravet om at suspendere udbetalingen af stoetten til opbygning af lagre af landbrugsprodukter, jf. bemaerkningerne herom i praemis 31.

38 Den italienske regerings anbringender vedroerer kun de bestemmelser i beslutningen om at indlede proceduren, hvorved udbetalingen af den stoette, det oprindelig var hensigten at yde til Italgrani, blev suspenderet. Da denne del af beslutningen kan udskilles fra beslutningens oevrige bestemmelser, findes der kun anledning til at annullere beslutningens afsnit I.3 og I.4, dog ikke i det omfang afsnittene angaar stoette til opbygning af lagre af landbrugsprodukter. I beslutningens afsnit I.3 gives der paalaeg om at suspendere stoetteudbetalingen, og i afsnit I.4 henledes opmaerksomheden paa, at stoette, som maatte vaere udbetalt i strid med paalaegget, vil kunne kraeves tilbagebetalt af stoettemodtagerne, og at faellesskabsudgifter, der beroeres af stoetten, eventuelt ikke vil kunne finansieres af EUGFL.

Sagens omkostninger

39 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Kommissionen har tabt sagen, boer den tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Afsnit I.3 og I.4 i Kommissionens beslutning ° som meddelt den italienske regering ved skrivelse af 23. november 1990 ° om at indlede proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, med hensyn til de italienske myndigheders stoette til selskabet Italgrani annulleres, dog ikke i det omfang afsnittene angaar stoette til opbygning af lagre af landbrugsprodukter.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.