61991J0002

++++

1. Konkurrence ° faellesskabsregler ° medlemsstaternes forpligtelser ° bestemmelser, der tager sigte paa at forstaerke virkningerne af allerede bestaaende aftaler ° begreb

(EOEF-traktaten, art. 5 og 85)

2. Konkurrence ° faellesskabsregler ° medlemsstaternes forpligtelser ° bestemmelser, der forbyder forsikringsformidlere helt eller delvis at afstaa den af forsikringsselskaberne udbetalte provision til deres kunder ° forenelighed

[EOEF-traktaten, art. 3, litra f), art. 5, stk. 2, og art. 85, stk. 1]

1. Selv om traktatens artikel 85 i sig selv udelukkende vedroerer virksomheders adfaerd og ikke omfatter love eller administrative bestemmelser, der er fastsat af medlemsstaterne, paalaegger artiklen, sammenholdt med traktatens artikel 5, medlemsstaterne ikke at indfoere eller opretholde foranstaltninger, heller ikke i form af love eller administrative bestemmelser, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler. Dette er navnlig tilfaeldet, naar en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers virkninger eller fratager sine egne bestemmelser deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention.

2. Traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85 er ikke til hinder for, at statslige retsforskrifter forbyder forsikringsformidlere helt eller delvis at afstaa den af forsikringsselskaberne udbetalte provision til deres kunder, naar enhver sammenhaeng med en adfaerd fra virksomheders side, der er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, kan udelukkes.

1 Ved kendelse af 26. november 1990 indgaaet til Domstolen den 3. januar 1991 har Kammergericht Berlin i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85, stk. 1, for at kunne tage stilling til, om statslige retsforskrifter, som bevirker, at konkurrencen mellem erhvervsdrivende begraenses, er forenelige med disse bestemmelser.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en af W. Meng indgivet anke ("Rechtsbeschwerde") af en dom, hvorved Amtsgericht Tiergarten (Forbundsrepublikken Tyskland) idoemte ham en boede for overtraedelse af reglerne vedroerende forsikring, hvorefter det er forbudt at afstaa provision til kunderne.

3 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at W. Meng driver virksomhed som raadgiver i finansielle spoergsmaal, navnlig vedroerende forsikringsaftaler. Som led i denne virksomhed afstod han i perioden marts 1987 til juli 1988 i seks tilfaelde den provision, han havde modtaget fra forsikringsselskabet i forbindelse med indgaaelsen af forsikringsaftalerne, til sine kunder. Tre af disse aftaler vedroerte sygeforsikring, tre andre retshjaelpsforsikring.

4 I medfoer af Anordnung ueber das Verbot der Gewaehrung von Sonderverguetungen und des Abschlusses von Beguenstigungsvertraegen in der Krankenversicherung (i det foelgende benaevnt "anordningen", offentliggjort i Deutscher Reichsanzeiger und Preussischer Staatsanzeiger nr. 129 af 6.6.1934, s. 3), som er udstedt af Reichsaufsichtsamt fuer Privatversicherung (tysk forsikringstilsyn, i det foelgende benaevnt "tilsynsmyndigheden") den 5. juni 1934, er det i Forbundsrepublikken Tyskland forbudt at afstaa provision inden for sygeforsikring. Anordningens afsnit I bestemmer:

"Forsikringsselskaber og formidlere af forsikringsaftaler maa ikke under nogen form yde forsikringstageren saerlige godtgoerelser".

5 Samme forbud gaelder inden for skadesforsikring og retshjaelpsforsikring i medfoer af Verordnung ueber das Verbot von Sonderverguetungen und Beguenstigungsvertraegen in der Schadenversicherung (i det foelgende benaevnt "forordningen", offentliggjort i Bundesgesetzblatt I, s. 1243), som er udstedt den 17. august 1982 af Bundesaufsichtsamt fuer das Versicherungswesen (det tyske forsikringstilsyn, som overtog de opgaver, der paahvilede Reichsaufsichtsamt fuer Privatversicherung, i det foelgende ligeledes benaevnt "tilsynsmyndigheden") . Forordningens § 1 bestemmer:

"1. Forsikringsselskaber, der er undergivet forbundsmyndighedernes tilsyn, og formidlere af de med selskaberne indgaaede forsikringsaftaler vedroerende risici under skades- og ulykkesforsikring, kredit- og kautionsforsikring samt retshjaelpsforsikring, maa ikke under nogen form yde forsikringstagerne saerlige godtgoerelser.

2. Ved saerlig godtgoerelse forstaas enhver direkte eller indirekte oekonomisk fordel ud over ydelserne i henhold til forsikringsaftalen, navnlig enhver afstaaelse af provision."

6 Anordningen og forordningen blev udstedt af tilsynsmyndigheden i medfoer af Gesetz ueber die Beaufsichtigung der Versicherungsunternehmen af 12. maj 1901 (Versicherungsaufsichtsgesetz, RGBl. s. 139). Ifoelge lovens § 81, stk. 2, tredje punktum, som affattet ved lovbekendtgoerelse af 13. oktober 1983 (BGBl. I, s. 1261) kan tilsynsmyndigheden

"generelt eller inden for enkelte forsikringsomraader forbyde forsikringsselskaberne og formidlere af forsikringsaftaler at yde forsikringstageren saerlige godtgoerelser under nogen form".

7 Amtsgericht Tiergarten fandt, at W. Meng havde overtraadt disse retsforskrifter ved at afstaa provision til sine kunder, og idoemte ham en boede paa 1 850 DM. W. Meng ankede dommen til Kammergericht Berlin, idet han gjorde gaeldende, at retsforskrifterne var i strid med traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85, stk. 1.

8 Paa denne baggrund forelagde Kammergericht Berlin, som fandt, at sagens udfald afhang af en fortolkning af faellesskabsretten, Domstolen foelgende spoergsmaal:

"Er bestemmelserne i afsnit I i Anordnung des Deutschen Reichsaufsichtsamtes fuer Privatversicherung ueber das Verbot der Gewaehrung von Sonderverguetungen und des Abschlusses von Beguenstigungsvertraegen in der Krankenversicherung af 5. juni 1934 (nr. 129 i Deutscher Reichsanzeiger und Preussischer Staatsanzeiger af 6.6.1934) og i § 1 i Verordnung des Bundesaufsichtsamtes fuer das Versicherungswesen ueber das Verbot von Sonderverguetungen und Beguenstigungsvertraegen in der Schadenversicherung af 17. august 1982 (BGBl. I, s. 1243 = VerBAV 1982, s. 456), hvorefter det ogsaa er forbudt selvstaendige forsikringsformidlere at yde saerlige godtgoerelser (Sonderverguetungen) i form af afstaaelse af provision, uforenelige med EOEF-traktatens artikel 3, litra f), artikel 5 og artikel 85, stk. 1, og dermed uanvendelige?"

9 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

10 Indledningsvis bemaerkes, at Domstolen ikke kan udtale sig om nationale retsforskrifters forenelighed med faellesskabsrettens bestemmelser under en sag i medfoer af traktatens artikel 177, men at den kan forsyne den nationale ret med fortolkningsbidrag vedroerende faellesskabsretten, saaledes at retten selv kan vurdere retsforskrifternes forenelighed med faellesskabsbestemmelserne.

11 Under disse omstaendigheder maa Kammergericht Berlin' s spoergsmaal forstaas saaledes, at det oenskes oplyst, om traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85 er til hinder for, at statslige retsforskrifter forbyder forsikringsformidlere helt eller delvis at afstaa den af forsikringsselskaberne udbetalte provision til deres kunder.

Forskrifternes statslige karakter

12 Indledningsvis bemaerkes, at tilsynsmyndigheden er en forvaltningsmyndighed, der er underlagt et ministerium (for oejeblikket Forbundsfinansministeriet), og som i

henhold til lov har til opgave at foere tilsyn med forsikringsselskabernes virksomhed. Med henblik herpaa kan tilsynsmyndigheden bl.a. udstede retsforskrifter, der forbyder enhver adfaerd, som kan skade forbrugernes interesser. Paa dette grundlag traf den i 1934 og 1982 de omtvistede foranstaltninger.

13 Det foelger af de for tilsynsmyndigheden gaeldende regler og af dens befoejelser, at de naevnte foranstaltninger har karakter af statslige forskrifter. Det maa derfor undersoeges, om traktatens artikel 85, sammenholdt med artikel 3, litra f), og artikel 5, stk. 2, er til hinder for saadanne forskrifter, saaledes som W. Meng har anfoert.

Fortolkningen af traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85

14 For saa vidt angaar fortolkningen af traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85 bemaerkes, at traktatens artikel 85 i sig selv udelukkende vedroerer virksomheders adfaerd og ikke omfatter love eller administrative bestemmelser, der er fastsat af medlemsstaterne. Det fremgaar imidlertid af Domstolens faste praksis, at artikel 85, sammenholdt med traktatens artikel 5, paalaegger medlemsstaterne ikke at traeffe eller opretholde foranstaltninger, heller ikke i form af love eller administrative bestemmelser, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler. Dette er ifoelge samme praksis tilfaeldet, naar en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers virkninger, eller fratager sine egne bestemmelser deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention (jf. dom af 21.9.1988, sag 267/86, Van Eycke, Sml. s. 4769, praemis 16).

15 Det maa for det foerste fastslaas, at de tyske retsforskrifter vedroerende forsikringer hverken foreskriver eller fremmer forsikringsformidleres indgaaelse af ulovlige aftaler, da det forbud, der opstilles i disse forskrifter, er tilstraekkeligt i sig selv.

16 Det maa dernaest undersoeges, om retsforskrifterne bevirker, at en konkurrencebegraensende aftale forstaerkes.

17 Det maa laegges til grund, at der ikke gik en aftale forud for disse retsforskrifter inden for de omraader, de omfatter, nemlig sygeforsikring, skadesforsikring og retshjaelpsforsikring.

18 Kommissionen har imidlertid gjort gaeldende, at visse virksomheder havde indgaaet en aftale om forbud mod afstaaelse af provision inden for livsforsikring, og at retsforskrifterne har forstaerket raekkevidden af denne aftale ved ogsaa at lade den finde anvendelse paa andre omraader.

19 Dette kan ikke tiltraedes. Retsforskrifter, der finder anvendelse paa et bestemt forsikringsomraade, kan kun anses for at forstaerke virkningerne af en allerede eksisterende aftale, hvis de indskraenker sig til at overtage elementerne i en aftale, der er indgaaet mellem de erhvervsdrivende paa dette omraade.

20 Endelig bemaerkes, at retsforskrifterne selv fastsaetter forbuddet mod at give forsikringstagerne fordele og ikke uddelegerer ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention til private erhvervsdrivende.

21 Heraf foelger, at retsforskrifter som de i hovedsagen omhandlede ikke falder ind under de kategorier af statslige forskrifter, som efter Domstolens praksis svaekker den tilsigtede virkning af traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85.

22 Det af den nationale ret forelagte spoergsmaal maa derfor besvares med, at EOEF-traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85 ikke er til hinder for, at statslige retsforskrifter forbyder forsikringsformidlere helt eller delvis at afstaa den af forsikringsselskaberne udbetalte provision til deres kunder, naar enhver sammenhaeng med en adfaerd fra virksomheders side, der er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, kan udelukkes.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den belgiske, den danske, den tyske, den graeske, den spanske og den franske regering, Irland, den italienske, den nederlandske og den portugisiske regering samt af Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Kammergericht Berlin ved kendelse af 26. november 1990, for ret:

EOEF-traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85 er ikke til hinder for, at statslige retsforskrifter forbyder forsikringsformidlere helt eller delvis at afstaa den af forsikringsselskaberne udbetalte provision til deres kunder, naar enhver sammenhaeng med en adfaerd fra virksomheders side, der er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, kan udelukkes.