61991C0326

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

A ° Indledning

1. I denne sag skal Domstolen tage stilling til en appel til proevelse af den af Retten i Foerste Instans (herefter benaevnt "Retten") den 17. oktober 1991 afsagte dom (sag T-26/89) (1). Appellen er ivaerksat af en tidligere funktionaer, Henri de Compte (sagsoeger ved Retten, herefter benaevnt "appellanten").

2. Appellanten udoevede indtil sin forflyttelse den 30. april 1982 hvervet som regnskabsfoerer i Parlamentet (sagsoegte og indstaevnt, herefter benaevnt "sagsoegte"). I september 1982 blev der foerste gang indledt disciplinaersag mod appellanten for visse ulovligheder, som han skulle have begaaet i sin egenskab af ansvarlig for europaparlamentarikernes kasse. Ansaettelsesmyndigheden besluttede imidlertid at annullere denne procedure paa grund af formmangler. Efter en ny procedure besluttede sagsoegte i marts 1984, at appellanten skulle fjernes fra tjenesten, en sanktion, der efter appellantens klage af 24. maj 1984 blev aendret til en degradation til loenklasse A7, loentrin 6. Denne afgoerelse blev annulleret af Domstolen den 20. juni 1985, fordi vidnerne var blevet afhoert, uden at appellanten eller hans bisidder havde vaeret til stede (2). Sagsoegte meddelte ved skrivelse af 9. december 1986, at man ville genoptage disciplinaersagen mod ham og foranstaltede en ny hoering af appellanten (vedtaegtens artikel 87, stk. 2) og indledte formelt den nye disciplinaersag den 24. juni 1987. Ved afgoerelse af 18. januar 1988 paalagde sagsoegte appellanten sanktionen degradation fra loenklasse A3, loentrin 8, til loenklasse A7, loentrin 6.

3. Denne afgoerelse var baseret paa en raekke ulovligheder, som appellanten havde begaaet under sin foerelse af en bankkonto for europaparlamentarikernes kasse. Adskillige af disse ulovligheder er ikke bestridt af appellanten. Ulovlighederne fremgaar af praemis 39-54 i den appellerede dom, som jeg skal tillade mig at henvise til.

4. De vigtigste klagepunkter over appellanten er foelgende:

° Oprettelse af en rentebaerende konto i Midland Bank, London, den 21. juli 1980, og indsaettelse paa kontoen af 400 000 UKL til en rente af 16% p.a., uden forudgaaende tilladelse, uden nogen bogfoering herom i regnskabet over disse transaktioner og uden indfoerelse i Parlamentets boeger af de oppebaarne renter i 1980 og 1981.

° Indloesning uden praecis og gyldig begrundelse af to checks den 4. september 1981 og den 11. november 1981, trukket paa Midland Bank og lydende paa henholdsvis 17 189,15 UKL og 35 176,98 UKL, beloeb som var blevet kontant indbetalt af banken Sogenal (Société générale alsacienne de banque), Luxembourg, i form af foelgende beloeb: 2 700 000 BFR, 30 000 DM og 100 000 FF; undladelse af at bogfoere disse transaktioner i Parlamentets boeger i regnskabsaaret 1981; bogfoering med seks maaneders forsinkelse (28.2.1982) i regnskabet vedroerende medlemmernes kasse af et beloeb paa 4 136 125 BFR, skoent udbetalingen var sket i forskellige valutaer.

° Tilsidesaettelse af regnskabsfoererens forpligtelse til kun at afholde udgifter paa grundlag af bilag og til at soerge for bevarelse af Parlamentets vaerdier. Den manglende dokumentation vedroerende forskellen mellem kassebeholdningen i medlemmernes kasse og den generelle regnskabsoversigt paa 4 100 000 BFR, opstaaet efter bogfoeringen af 4 136 125 BFR i forbindelse med indloesning af de to checks trukket paa Midland Bank.

5. Ved den appellerede dom frifandt Retten sagsoegte for den af appellanten anlagte sag til proevelse af naevnte afgoerelse. Sagen vedroerte spoergsmaalet, om afgoerelsen var behaeftet med formmangler og indholdsmangler. Appellanten har i naervaerende appel gentaget tolv af de anbringender, som han havde fremsat ved Retten, og nedlaegger paastand om, at Retten ved ikke at have givet ham medhold heri har tilsidesat faellesskabsretten.

6. Under min behandling af sagen skal jeg om fornoedent komme ind paa andre forhold og omstaendigheder i sagen, samt gaeldende bestemmelser. Ellers skal jeg tillade mig at henvise til den refererende dommers rapport. Jeg skal behandle de forskellige retlige anbringender, der er fremfoert i appellen, herefter benaevnt "anbringender", i den raekkefoelge, parterne har valgt i overensstemmelse med den appellerede dom.

B ° Stillingtagen

Foraeldelsesfristens udloeb

7. Appellanten havde for Retten gjort gaeldende, at disciplinaersagen, som resulterede i den anfaegtede afgoerelse, blev indledt efter udloebet af foraeldelsesfristen i finansforordningens artikel 72, hvorefter "hver institution har en frist paa to maaneder efter aflaeggelsen af forvaltningsregnskabet til at traeffe afgoerelse om at meddele regnskabsfoererne decharge for deres hermed forbundne transaktioner".

8. Ifoelge appellanten maa der, efter udloebet af denne toaarsfrist, efter bestemmelserne anses for at vaere meddelt decharge, dvs. at regnskabsfoereren definitivt er fritaget for sit ansvar med hensyn til regnskabernes formelle rigtighed. En disciplinaersag, som alene er baseret paa formelle klagepunkter, maa derfor ogsaa indledes inden naevnte foraeldelsesfrist paa to aar (denne frist begynder at loebe senest fra den 31. maj i det aar, der foelger efter det paagaeldende regnskabsaar). I denne sag haevdede appellanten, at disciplinaersagen foerst blev indledt den 24. juni 1987, altsaa efter udloebet af den naevnte toaarsfrist, saavel med hensyn til regnskabsaaret 1981 (fristudloeb den 31.5.1984) som med hensyn til regnskabsaaret 1982 (fristudloeb den 31.5.1985). Appellanten anfoerte endvidere, at den den 24. juni 1987 indledte disciplinaersag ikke kan anses for at vaere en genoptagelse af en tidligere disciplinaersag.

9. Retten bemaerkede vedroerende dette anbringende foerst, at vedtaegten i dens bestemmelser vedroerende disciplinaerordningen (artikel 86-89 og bilag IX) ikke fastsaetter nogen foraeldelsesfrist for indledningen af en disciplinaersag. En foraeldelsesfrist skal dog af hensyn til dens formaal, som er at tjene retssikkerheden, fastsaettes forud af faellesskabslovgiver (3).

10. Dernaest understregede Retten princippet om disciplinaersagers uafhaengighed i forhold til andre administrative procedurer. Retten henviste herved til kendelse af 3. juli 1984 fra formanden for Domstolens Tredje Afdeling, hvori denne sondrede mellem meddelelse af decharge i henhold til finansforordningens artikel 72 og disciplinaersagen (4). Den saakaldte stiltiende opnaaede decharge efter en foraeldelsesfrist paa to aar var ikke til hinder for at rejse disciplinaersag mod appellanten.

11. Retten bemaerkede endelig, at selv om sagsoegerens opfattelse paa dette punkt blev lagt til grund, maatte anbringendet alligevel forkastes. Disciplinaersagen blev nemlig indledt inden den 31. maj 1984, rettere sagt den 13. april 1983, paa hvilken dato Parlamentets formand tilstillede disciplinaerraadet indberetningen med klagepunkterne over sagsoegeren. Denne disciplinaersag foerte til ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 24. maj 1984, som senere blev annulleret af Domstolen. Genoptagelsen af disciplinaersagen den 24. juni 1987 paa grundlag af den samme indberetning kan ikke anses for en ny indbringelse for de kompetente instanser, men for en genoptagelse af sagen paa det stadium, hvor sagen var blevet behaeftet med den af Domstolen fastslaaede formmangel.

12. Appellanten har for Domstolen anfaegtet de tre ovenstaaende begrundelser, som Retten baserede sig paa. Jeg skal foerst behandle de indsigelser, som appellanten har rejst mod de to foerste begrundelser, der vedroerer forholdet mellem disciplinaersagen og meddelelse af decharge efter finansforordningens artikel 72.

13. Appellanten har vedroerende dette spoergsmaal gentaget de argumenter, som han fremfoerte ved Retten, og har gjort gaeldende, at Rettens opfattelse herom principielt er fejlagtig. Vedroerende spoergsmaalet om foraeldelsesfristen for indledning af en disciplinaersag har appellanten anfoert, at man ogsaa maa tage hensyn til andre bestemmelser end vedtaegtsbestemmelserne, nemlig de paa sagsomraadet relevante bestemmelser.

14. Jeg mener, at begge disse argumenter maa forkastes. For det foerste mener jeg, at grundlaget for Rettens argumentation er korrekt; vedtaegten indeholder ikke nogen bestemt frist for indledning af en disciplinaersag. Den omstaendighed, at vedtaegtens forfattere ikke har oensket at paalaegge en saadan frist, fremgaar ogsaa af, at bilagets artikel 7 indeholder visse frister (5) med henblik paa at sikre en hurtig afvikling af en allerede indledt sag, men ikke fastsaetter nogensomhelst frist for indledningen af sagen som saadan.

15. For saa vidt foerst angaar fristen i finansforordningens artikel 72 fremgaar det af artiklens ordlyd, at denne klart vedroerer decharge. Det er efter min mening klart forkert at anse fristen for en frist for indledningen af disciplinaersagen. Det kan nemlig taenkes, at der paa grund af forholdsregler, truffet af regnskabsfoererne eller en anden person, ikke ved proevelsen af meddelelse af decharge konstateres nogen ulovlighed, men at disse foerst opdages (langt) senere. Det fremgaar heraf, at tidspunktet for indledningen af disciplinaersagen afhaenger af det konkrete tilfaelde og ikke er underlagt nogen fast frist. Det skal her bemaerkes, at appellanten udelukkende paaberaaber sig en saadan frist i det tilfaelde, hvor disciplinaersagen alene er baseret paa "formelle klagepunkter" (6). Spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en noejagtig og ufravigelig frist, afhaenger imidlertid af objektive kriterier og kan ikke afhaenge af omstaendighederne i den konkrete sag, som kan bero paa tilfaeldigheder.

16. Jeg maa, som Retten, fastslaa, at proceduren vedroerende meddelelse af decharge og disciplinaersagen tjener to forskellige formaal:

"Formaalet med de disciplinaere sanktioner er at bevare den interne orden i den offentlige tjeneste. Formaalet med meddelelse af decharge i finansforordningens artikel 72 er derimod at indfoere en kontrol med regnskabernes rigtighed og lovlighed, og, mere generelt, med deres aflaeggelse og revision, for at den usikkerhed, som bestaar vedroerende det ansvar, der paahviler den paagaeldende regnskabsfoerer for et regnskabsaar, kan fjernes." (7)

17. Paa grund af denne forskel er kompetencen inden for institutionen heller ikke den samme: Med hensyn til meddelelse af decharge er institutionen efter artikel 72 selv kompetent, mens indledningen af disciplinaersagen i henhold til vedtaegtens artikel 2 paahviler den i henhold til bestemmelsen udpegede kompetente myndighed. Denne forskel bestyrkes desuden af, at naevnte bestemmelse er blevet vedtaget i henhold til EOEF-traktatens artikel 209 og de i de oevrige traktater tilsvarende bestemmelser efter en procedure, som paa vaesentlige punkter adskiller sig fra den, der i fusionstraktatens artikel 24 (8) foreskrives med henblik paa vedtagelse af vedtaegtens bestemmelser.

18. Det fremgaar af ovenstaaende, at indledningen af en disciplinaersag ikke er underlagt de samme fristkrav som meddelelse af decharge, heller ikke selv om der alene er tale om kontrol med regnskabernes formelle lovlighed. Hensynet til retssikkerheden, som er baggrunden for afgoerelsen om meddelelse af decharge i henhold til finansforordningens artikel 72, begrunder den frist, der er fastsat i artiklen. Derimod kan det af hensyn til opretholdelsen af den interne orden i den offentlige tjeneste vaere korrekt foerst at indlede disciplinaersagen, naar afgoerelsen i artikel 72 er blevet truffet, og der bestaar klarhed om ansvaret. En saadan fremgangsmaade indebaerer imidlertid ikke kun ulemper for tjenestemanden (forlaengelse af en laengere usikkerhedsperiode), men ogsaa fordele (ingen indledning af disciplinaersagen), naar der sker en fuldstaendig meddelelse af decharge.

19. Det fremgaar heraf, at disciplinaersagen ikke er ulovlig, blot fordi den ikke er indledt inden den i finansforordningens artikel 72 fastsatte frist.

20. Appellanten har endvidere anfoert, at Retten af det forhold, at de to procedurer er indbyrdes uafhaengige, med urette har fastslaaet, at den saakaldte stiltiende decharge efter udloebet af toaarsfristen ikke var til hinder for at indlede disciplinaersagen mod sagsoegeren. Ifoelge appellanten har dechargen i hvert fald den raekkevidde, at regnskabsfoereren fritages for det ansvar, der paahviler ham for regnskabernes lovlighed.

21. Denne indsigelse er irrelevant. For saa vidt appellanten hermed alene vil gentage sin argumentation, blot i en anden form, hvorefter disciplinaersagen boer indledes inden for fristen i finansforordningens artikel 72, maa anbringendet forkastes af de ovenfor angivne grunde.

22. Appellanten kan dog hermed have ment, at da fristen i artikel 72 ikke blev overholdt med hensyn til afgoerelsen om decharge, er han stiltiende blevet fritaget for sit ansvar og kan derfor ikke laengere retsforfoelges. Dette anbringende maa ogsaa forkastes. For det foerste har anbringendet intet at goere med den fremsatte indsigelse, hvorefter disciplinaersagen blev indledt efter udloebet af den saakaldte foraeldelsesfrist. Dernaest blev, for saa vidt angaar regnskabsaaret 1981, afgoerelsen om princippet og raekkevidden af decharge senest truffet den 10. april 1984 (9), altsaa inden for fristen i artikel 72. Den ° ubestridte ° overskridelse af fristen for regnskabsaaret 1982 (10) har under alle omstaendigheder ikke den virkning, at der maa anses for at vaere meddelt appellanten decharge. Efter min opfattelse er det ikke juridisk muligt at anse, at en saadan fristoverskridelse indebaerer meddelelse af decharge. Finansforordningen indeholder ingen bestemmelse herom. Derfor kan det ikke antages, at en overskridelse skulle have en saadan virkning. Dette ville nemlig indebaere et indgreb i den forret, institutionen har, til at kontrollere lovligheden af regnskabsfoererens arbejde for at sikre en korrekt forvaltning af Faellesskabets midler. Desuden fremgaar det i denne sag, at afgoerelsen om decharge kan tage lang tid, netop naar der er tale om uregelmaessigheder. Appellantens anbringende vedroerende en stiltiende decharge kan altsaa foere til, at en saadan decharge er meddelt (teoretisk) netop i de tilfaelde, hvor der kan vaere en saerlig grund til at afslaa den.

23. Appellantens anbringende maa derfor forkastes.

24. Endelig kan der heller ikke gives appellanten medhold i, at Retten med urette antog, at disciplinaersagen, som resulterede i den anfaegtede afgoerelse, blev indledt den 13. april 1983. Appellanten har til stoette herfor anfoert, at efter Domstolens dom om annullation af 20. juni 1985 blev han atter hoert i henhold til artikel 87, stk. 2. Han mener derfor, modsat Retten, at disciplinaersagen ikke er blevet genoptaget paa det stadium, hvor sagen var behaeftet med den af Domstolen fastslaaede formmangel; der skulle altsaa vaere tale om en ny sag.

25. Dette anbringende maa forkastes. Det fremgaar af retspraksis, at annullation af en disciplinaer sanktion paa grund af formmangel omfatter den paagaeldende procedure fra det stadium, hvor formmangelen blev begaaet (11). Ansaettelsesmyndigheden kan genoptage proceduren derfra og indtil den definitive afgoerelse.

26. Det kan ganske vist ikke teoretisk udelukkes, at en annullationsdom kan foranledige ansaettelsesmyndigheden til i en konkret sag ikke at genoptage den oprindelige procedure, men annullere den og indlede en ny (12). Besvarelsen af spoergsmaalet, hvilken af de to muligheder ansaettelsesmyndigheden i et konkret tilfaelde har fulgt, maa besvares ud fra en vurdering af de faktiske omstaendigheder, nemlig ansaettelsesmyndighedens adfaerd efter annullationsdommen. I denne sag har Retten lagt afgoerende vaegt paa, at ansaettelsesmyndigheden rejste sag for disciplinaerraadet (som var ansvarlig for den i dommen af 20.6.1985 fastslaaede formmangel) paa grundlag af samme indberetning som den af 13. april 1983.

27. Det fremgaar heraf, at appellanten med dette anbringende bestrider den af Retten foretagne vurdering af de faktiske omstaendigheder, og ikke anfaegter de retlige kriterier, som Retten har lagt til grund for sin vurdering, og heller ikke har fremfoert andre retlige mangler. Men en appel af Rettens domme, som er begraenset til retsspoergsmaal (13), kan ikke stoettes paa et saadant anbringende (14).

28. Den af appellanten rejste indsigelse mod Rettens fastsaettelse af tidspunktet for disciplinaersagens indledning kan derfor ikke tages til foelge.

29. Appellantens anbringende vedroerende overtraedelse af foraeldelsesfristen maa derfor forkastes.

Meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1981

30. Appellanten havde i sin staevning angivet, at han var blevet meddelt decharge for regnskabsaaret 1981 ved afgoerelse af 10. april 1984 (15). Parlamentet anfoerer i afgoerelsens betragtninger, at:

"Alle elementer boer tages i betragtning i forbindelse med meddelelse af decharge for 1982, inklusive korrespondancen af 6. juni 1983 (16)."

Ved afgoerelse af 10. april 1984 "meddeler" Parlamentet "decharge til institutionens regnskabsfoerer for regnskabsaaret 1981".

31. Ifoelge appellanten indebaerer denne afgoerelse, at disciplinaersagen ikke kan realitetsbehandles og derfor er en nullitet, idet klagepunkterne udelukkende vedroerte den formelle rigtighed af regnskaberne.

32. Appellanten havde endvidere i sin staevning gjort gaeldende, at det var irrelevant, at dechargen for 1982 blev meddelt ham med et forbehold vedroerende hovedspoergsmaalet i denne sag, nemlig spoergsmaalet om de 4 millioner (17). Appellantenen anfoerte herved hovedsaglig, at dette problem var blevet loest ved den meddelelse af decharge for 1981, der blev givet ham i afgoerelsens konklusion, subsidiaert at han havde opnaaet decharge for 1982, og mere subsidiaert at der ikke ved hans forflyttelse den 30. april 1982 og ved hans efterfoelgers tiltraedelse blev aflagt regnskab for de paagaeldende konti, hvorfor ansaettelsesmyndigheden var ganske ude af stand til, for saa vidt angaar regnskabsaaret 1982, at afgoere, hvad der henhoerer under hans ansvar, og hvad der henhoerer under hans efterfoelgers ansvar (18).

33. Appellanten har i sin replik endvidere behandlet Parlamentets afgoerelser af 18. maj 1983 (19) og af 11. juli 1986 (20). Den foerste vedroerte regnskabsaaret 1981 og indeholdt formandens decharge samt angivelsen, at "decharge" maa udsaettes "for at give Budgetkontroludvalget mulighed for at gennemfoere visse arbejder". Afgoerelsen af 11. juli 1986 vedroerte regnskabsaaret 1982. Herved havde Parlamentet bemyndiget sin formand til at meddele "dens regnskabsfoerere ny decharge for regnskabsaaret 1982, bortset fra beloebet paa 91 263 ECU og sagerne i forbindelse hermed, som der er gjort rede for i skrivelsen fra Revisionsrettens formand af 7. november 1985, samt den dertil foejede udtalelse fra Revisionsretten" (21). Appellanten havde endvidere anfoert foelgende:

Formandens decharge (jf. afgoerelse af 18.5.1983 for aaret 1981 og afgoerelsen af 11.7.1986 for 1982) indebar samtidig decharge til regnskabsfoereren.

Decharge kan ikke meddeles delvis (jf. afgoerelse af 10.4.1984 for aaret 1981 og afgoerelse af 11.7.1986 for 1982).

Raekkevidden af en afgoerelse vedroerende decharge kan ikke begraenses ved en betragtning til afgoerelsen (jf. afgoerelse af 10.4.1984 for aaret 1981).

34. Retten anfoerte foerst, at den disciplinaere forfoelgning er uafhaengig af proceduren vedroerende decharge (22). Selv om derfor afgoerelserne af 18. maj 1983 og af 10. april 1984 skulle have udgjort en udtrykkelig eller stiltiende decharge for regnskabsaaret 1981, kan dette ikke vaere til hinder for, at der indledes en disciplinaersag mod sagsoegeren, saa meget desto mere som dennes paabegyndelse den 13. april 1983 (23) under alle omstaendigheder ligger tidligere end Parlamentets afgoerelser. Retten behandlede derefter de naevnte to afgoerelser. Retten afviste sagsoegerens opfattelse, hvorefter afgoerelsen af 18. maj 1983, hvorved Parlamentet meddelte sin formand decharge, uden videre ogsaa skulle indebaere decharge til regnskabsfoereren, og henviste herved til afgoerelsens ordlyd (24). Vedroerende afgoerelsen af 10. april 1984 udtalte Retten, at dens raekkevidde maa bedoemmes under hensyntagen til dens betragtninger (25). Det fremgaar heraf, at Parlamentet, for saa vidt angaar decharge for regnskabsaaret 1982, undlod at udtale sig om de omstridte spoergsmaal. Endelig var det relevante regnskabsaar ifoelge Retten ikke 1981, men 1982, idet beloebet paa 4 136 125 BFR (26) ikke havde vaeret genstand for nogen regnskabsmaessig postering, enten som betaling eller som godtgoerelse, saaledes at den kontrol, der blev foretaget ved regnskabsaarets udloeb, ikke gjorde det muligt at fastslaa noget overskud eller underskud. For saa vidt angaar regnskabsaaret 1982 var bemyndigelsen for Parlamentets formand til at meddele decharge til regnskabsfoereren ledsaget af et udtrykkeligt forbehold (27).

35. De indsigelser, som appellanten har rejst over for Rettens dom vedroerende disse punkter, kan opdeles i tre grupper. Foerst har han gentaget sin argumentation vedroerende den betydning, man maa tillaegge afgoerelsen om decharge for disciplinaersagen (28) og gjort gaeldende, at denne sag, modsat det af Retten angivne, ikke blev indledt den 13. april 1983, men foerst den 9. december 1986 (29). Dernaest har appellanten anfoert, at Retten ikke har taget hensyn til hans argumenter vedroerende raekkevidden af dechargen for Parlamentets formand, vedroerende umuligheden af at meddele en delvis decharge og vedroerende den omstaendighed, at raekkevidden af en decharge alene fremgaar af selve afgoerelsen. Endelig har appellanten anfoert, at Retten ikke har behandlet hans argument, hvorefter ansaettelsesmyndigheden, da der ikke forelaa noget regnskab for kontiene den 30. april 1982, selv havde gjort det umuligt at afgraense hans ansvar i forhold til sin efterfoelgers. Rettens afvisning af dette anbringende er ikke begrundet eller hviler paa en faktisk vildfarelse, hvorfor afvisningen ikke er holdbar.

36. Det bemaerkes hertil, at Retten i praemis 80 og 81 i den appellerede dom under henvisning til ordlyden af afgoerelserne af 18. maj 1983, 10. april 1984 og 11. juli 1986 konkluderede, at sagsoegeren hverken havde faaet meddelt decharge for 1981 eller for 1982. Retten fastslog, at den sagsoegeren meddelte decharge for regnskabsaaret 1981 var ledsaget et forbehold om, at de under disciplinaersagen rejste klagepunkter skulle tages i betragtning ved meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1982. Retten konstaterede herefter, at der for regnskabsaaret 1982 forelaa et tilsvarende forbehold, der var indeholdt i bemyndigelsen til dets formand om at meddele decharge til Parlamentets regnskabsfoerer.

37. Denne begrundelse var i sig selv tilstraekkelig til at forkaste appellantens anbringende. Jeg skal senere paavise, at begrundelsen holder over for appellantens klagepunkter, saaledes at Rettens afvisning af anbringendet heller ikke kan anfaegtes.

38. Modsat appellantens opfattelse har Retten opfyldt sin begrundelsespligt (30). Den har nemlig i tilstraekkelig grad besvaret de af sagsoegeren i staevningen fremfoerte argumenter.

39. For saa vidt angaar foerst spoergsmaalet om, hvorvidt appellanten blev meddelt decharge for 1981 og 1982, skal jeg anfoere, at dette spoergsmaal som saadan alene drejer sig om fortolkningen af de paagaeldende afgoerelser. De af sagsoegeren i staevningen fremfoerte argumenter rejser derimod ikke nogen tvivl om, hvorvidt afgoerelserne kunne traeffes i den form, som de blev. Retten var derfor ikke forpligtet til at undersoege, om decharge kunne vaere delvis og kunne naegtes regnskabsfoereren for tidsrum og beloeb, for hvilke formanden havde opnaaet decharge. I henhold til artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som paa davaerende tidspunkt fandt tilsvarende anvendelse, kunne Retten ikke behandle disse anbringender under replikken. Hvis sagsoegeren paa dette omraade, der er praeget af vanskelige og komplicerede juridiske problemer, ganske faa regler (31) og det forhold, at der ikke foreligger nogen retspraksis vedroerende institutionernes praksis paa omraadet, havde villet stille de naevnte eller andre retsspoergsmaal, burde han have gjort det i staevningen.

40. Jeg mener heller ikke, at den appellerede dom mangler nogen begrundelse, for saa vidt angaar det af sagsoegeren i staevningen fremsatte anbringende, baseret paa, at der ikke forelaa nogen regnskabsaflaeggelse for kontoen den 30. april 1982 (32). Dette anbringende vedroerer i realiteten ikke sagsoegerens decharge (for 1982), men spoergsmaalet om, hvorvidt de overtraedelser, som foreholdes ham, er bevist. Sagsoegeren har aldrig haevdet, at det forhold, at der ikke forelaa nogen regnskabsaflaeggelse, indebar en decharge (hvilket i hvert fald ud fra et juridisk synspunkt ville have vaeret saerdeles tvivlsomt). Spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegerens ansvar (i givet fald uden nogen regnskabsaflaeggelse) kunne bevises, omhandles imidlertid i et saerskilt anbringende, som Retten noeje har behandlet (33). I naervaerende sammenhaeng har Retten altsaa med foeje alene behandlet sagsoegerens anbringende om, at han udtrykkeligt har faaet meddelt decharge for regnskabsaaret 1981 og 1982 (34).

41. Det er korrekt, at problemet om, at det var noedvendigt at fortolke raekkevidden af afgoerelsen af 10. april 1984 paa grundlag af dens betragtninger, allerede blev naevnt i staevningen. Retten har dog behandlet dette spoergsmaal i dommens praemis 80, om end ganske kortfattet, idet sagsoegerens argumenter herom ikke var praecise.

42. Da det altsaa staar fast, at Rettens begrundelse ikke kan anfaegtes ud fra begrundelsespligten, skal jeg nu kortfattet behandle appellantens andre anbringender. Appellanten gentager over for Rettens begrundelse alene de anbringender, som han havde fremsat i replikken i foersteinstansen (bortset fra det allerede behandlede anbringende om manglende regnskabsaflaeggelse den 30.4.1982). Da disse anbringender maatte afvises af Retten, fordi de var nye og ikke var indeholdt i staevningen (35), kan de heller ikke behandles under en appel i medfoer af procesreglementets artikel 113, stk. 2, og artikel 116, stk. 1 (36). Jeg skal derfor altsaa behandle det eneste resterende anbringende, hvorefter raekkevidden af den meddelte decharge (afgoerelsen af 10.4.1984) kun kan fortolkes ud fra selve afgoerelsens konklusion.

43. For god ordens skyld skal jeg understrege, at dette anbringende, korrekt forstaaet, ikke vedroerer den fortolkning, som Rettens dommere har anlagt af ordlyden af den naevnte afgoerelse i deres egenskab af dommere, der skal foretage en vurdering af de faktiske omstaendigheder. Appellanten paaberaaber sig herved nemlig snarere en retsregel, hvorefter man kun kan stoette sig paa afgoerelsens konklusion ved dens fortolkning.

44. Appellanten har imidlertid ikke angivet nogen hjemmel for denne regel. Den skrevne faellesskabsret indeholder ikke saadanne regler. Naturligvis kan man af karakteren af afgoerelsen om decharge udlede, at dens raekkevidde skal fremgaa klart og utvetydigt af afgoerelsen, og man kan herved givetvis tage hensyn til, om den afgoerende saetning befinder sig i selve afgoerelsen eller i dens betragtninger. Der bestaar imidlertid intet holdepunkt for, at Retten ved dens fortolkning af den omstridte afgoerelse af 10. april 1984 under hensyntagen til dens betragtninger har tilsidesat kravet om klarhed.

45. Af de ovenfor angivne grunde maa ogsaa dette anbringende forkastes.

Overtraedelse af princippet om en rimelig frist

46. I. Retten har behandlet sagsoegerens anbringende om, at disciplinaersagen er blevet indledt og/eller fortsat med en urimelig forsinkelse, i flere af sagens faser. Retten har foerst foretaget en beregning af "det tidsrum, hvor sagsoegeren varetog sit forsvar for Domstolen" (37). Retten har paa dette grundlag konkluderet, at der er to perioder, hvor spoergsmaalet om, hvorvidt der er tale om et rimeligt tidsrum kan diskuteres. Det foerste tidsrum vedroerer de otte maaneder, under hvilke sagen verserede for disciplinaerraadet (fra den 2.6.1983 til den 10.2.1984), det andet tidsrum de atten maaneder, som forloeb mellem Domstolens afsigelse af annullationsdommen og Parlamentets formands skrivelse, hvori sagsoegeren anmodedes om at fremsaette sine bemaerkninger i henhold til vedtaegtens artikel 87, stk. 2 (fra den 20.6.1985 til den 9.12.1986) (38).

47. II.1. Appellanten har foerst anfoert, at disciplinaersagen, som under alle omstaendigheder vedroerer forhold inden hans forflyttelse den 30. april 1982, foerst blev indledt den 24. juni 1987, altsaa mere end fem aar efter de ham foreholdte handlinger. Dette indebaerer ifoelge appellanten, at sagen er blevet anlagt med betydelig forsinkelse.

48. Jeg skal med hensyn til dette anbringende alene henvise til de bemaerkninger, jeg har gjort vedroerende det foerste anbringende, og hvorefter appellanten, som fastslaaet af Retten, ikke retligt har rejst tvivl om, at sagen indledtes den 13. april 1983. Dette anbringende maa derfor forkastes.

49. 2. Appellantens andet anbringende vedroerer den beregning, som Retten har foretaget vedroerende "det tidsrum, hvorunder sagsoegeren varetog sit forsvar for Domstolen".

50. Jeg skal foerst fastslaa, at Retten helt klart har taget hensyn til det tidsrum, som forloeb mellem den endelige afgoerelse i disciplinaersagen af 24. maj 1984 og dommen af 20. juni 1985, hvorved Domstolen annullerede denne afgoerelse. Ifoelge appellanten burde Retten af hensyn til overholdelse af grundsaetningen om ret til forsvar ikke have udelukket denne periode fra dens beregning. Under alle omstaendigheder burde Retten af hensyn til naevnte grundsaetning have taget hensyn til den omstaendighed, at sagsoegeren fik medhold i sit soegsmaal. Retten goer i sin begrundelse, ifoelge appellanten, ham paa en vis maade ansvarlig for, at disciplinaersagen blev forsinket paa grund af et sagsanlaeg, som beroede paa en handling, som sagsoegte var ansvarlig for. Endvidere har Retten ifoelge appellanten fremfoert en argumentation, der er modstridende, for saa vidt Retten paa den ene side ikke tager hensyn til, om den af sagsoegeren anlagte sag var berettiget eller ej, men paa den anden side tager hensyn til de af ansaettelsesmyndigheden anfoerte forhold, som ifoelge Retten kunne begrunde det tidsrum, som forloeb mellem dommen af 20. juni 1985 og erklaeringen af 9. december 1986 (39).

51. Dette anbringende rejser spoergsmaalet om, hvorvidt Retten med henblik paa en eventuel annullation af en disciplinaersag, der anfaegtes paa grund af overtraedelse af en rimelig frist, burde have taget hensyn til varigheden af retssagen i sag 141/84.

52. Jeg mener ikke, at dette ville vaere korrekt. Det fremgaar af artikel 7 i vedtaegtens bilag IX, at den heri angivne frist for disciplinaersagen vedroerer det tidsrum, som forloeber, mellem de forskellige akter i sagen, men ikke hele sagens varighed. Dette er ogsaa i overensstemmelse med, at enhver retsakt har sin saerlige betydning. Retten har i henhold til dette princip fastslaaet, at de disciplinaere myndigheder var forpligtet til at drage omsorg for, at enhver handling i disciplinaersagen skete efter et rimeligt tidsrum i forhold til den forudgaaende handling (40). Naar, som i denne sag, en annullationsdom bringer sagen tilbage paa det tidspunkt, hvor den befandt sig inden sagsanlaegget, maa fristen for denne del af proceduren derfor ogsaa begynde at loebe (41).

53. Desuden fremgaar det, at appellanten stoetter sin opfattelse paa Rettens udtalelse om, at ved tilsidesaettelse af en rimelig frist "kan ikke blot institutionen ifalde ansvar, men overtraedelse heraf kan ogsaa medfoere, at en retsakt, der er vedtaget under overtraedelse heraf, rammes af ugyldighed" (42). Dette er efter min mening et forhold, som Domstolen endnu ikke har anerkendt. Tvaertimod har Domstolen altid understreget, at overtraedelse af fristen i artikel 7 i vedtaegtens bilag IX, ikke indebaerer, at de foranstaltninger, der er truffet efter fristens udloeb, bliver ugyldige, men (alene) at institutionen bliver ansvarlig for den skade, der herved forvoldes den paagaeldende (43). Jeg skal uden at tage stilling til Rettens bemaerkninger vedroerende dette generelle princip alene fastslaa, at under alle omstaendigheder kan varigheden af retssager, som i denne sag, ikke medregnes ved beregningen af fristen for en eventuel annullation. Ellers kunne nemlig den formmangel, der eventuelt fastslaas, medfoere ikke blot annullation af den afgoerelse, den paavirker, men ogsaa den afgoerelse, der traeffes efter annullationsdommen, som netop ikke er behaeftet med en saadan mangel.

54. Dette aendrer dog intet ved, at en tilsidesaettelse af formkrav, som f.eks. grundsaetningen om beskyttelse af forsvarets ret, kan udgoere en embedsforsoemmelse, som under de generelle forudsaetninger kan medfoere institutionens ansvar. De ulemper, som kan opstaa ved forsinkelse af en disciplinaersag, er altsaa behoerigt taget i betragtning.

55. Paa dette grundlag maa appellantens anbringende derfor forkastes.

56. 3. Appellantens tredje anbringende vedroerer tidsrummet fra den 2. juni 1983 til den 10. februar 1984 (hvorunder det foerste disciplinaerraad behandlede sagen) og tidsrummet fra den 20. juni 1985 til den 9. december 1986 (tidsrummet mellem Domstolens dom i sag 141/84 og meddelelsen til sagsoegeren af formandens hensigt om at genoptage disciplinaersagen), tidsrum som mere indgaaende er blevet behandlet af Retten.

57. a) Med hensyn til det foerste af disse to tidsrum foreholder appellanten Retten, at den har begaaet en fejl ved fastsaettelsen af dets begyndelse. Retten burde vaere gaaet tilbage til den 30. september 1982, paa hvilket tidspunkt sagen blev indbragt for det foerste disciplinaerraad.

58. Denne opfattelse kan jeg ikke dele. Disciplinaersagen, der blev indledt den 30. september 1982, blev annulleret af ansaettelsesmyndigheden selv den 14. januar 1983. De tidsrum, som Retten har undersoegt, ligger med foeje inden for forloebet af den nye sag. Den omstaendighed, at annullationen beroede paa en formmangel, kan ikke ° modsat det af appellanten haevdede ° indebaere, at de to saerskilte sager skal betragtes som alene havende ét sagsforloeb. Hvis det forholdt sig anderledes, kunne den anfaegtede foranstaltning annulleres paa grund af den oprindelige formmangel, hvilket administrationen netop ville udelukke ved sin annullation af den foerste sag og ved indledningen af den nye sag.

59. Jeg skal desuden fastslaa, at Rettens proevelse af det paagaeldende tidsrum vedroerer fristen i artikel 7, stk. 1, i vedtaegtens bilag IX, hvorfor Retten med foeje har fastsat fristens begyndelse til den 2. juni 1983, paa hvilket tidspunkt disciplinaerraadet (det foerste) paabegyndte sit arbejde under den nye sag.

60. b) Appellanten mener endvidere, at Retten med urette har fastsat afslutningen af det andet tidsrum til den 9. december 1986. Ifoelge appellanten er dette valg i modstrid med det tidspunkt, som Retten har valgt som udgangspunkt for det foerste tidsrum: Retten tager nemlig som udgangspunkt for det foerste tidsrum disciplinaerraadets foerste moede, mens det som afslutningstidspunkt for dette tidsrum vaelger skrivelsen til sagsoegeren om formandens hensigt om at genoptage sagen ° i stedet for indbringelsen for det andet disciplinaerraad (24.6.1987) eller dettes foerste moede (9.7.1987).

61. Jeg mener heller ikke, at dette anbringende er holdbart. Som anfoert vedroerer det foerste tidsrum det foerste disciplinaerraads arbejde, hvorfor det maa behandles ud fra artikel 7, stk. 1, i vedtaegtens bilag IX. Dette tidsrum vedroerer overhovedet ikke de frister, der fastsaettes i denne bestemmelse. Ud fra den regel, som Retten har opstillet i dommens praemis 88, fandt den det noedvendigt ikke kun at anvende naevnte bestemmelses frister, men ogsaa at efterproeve, om ansaettelsesmyndigheden tilstraekkeligt hurtigt havde indledt sagen, efter at Domstolen havde annulleret den oprindelige disciplinaere sanktion. Ud fra denne synsvinkel kan valget af afslutningstidspunktet for det andet tidsrum ikke anfaegtes.

62. 4. Med henblik paa sit sidste anbringende i denne sammenhaeng har appellanten henvist til sin replik i foersteinstansen, hvorunder han havde gjort gaeldende, at sagsoegte selv havde erkendt, at det havde overskredet en rimelig frist. Ifoelge appellanten fulgte sagsoegte i den anfaegtede disciplinaere afgoerelse disciplinaerraadets udtalelse. Den havde fundet, at det var en formildende omstaendighed, at der var forloebet et alt for langt tidsrum mellem ansaettelsesmyndighedens meddelelse af klagepunkterne og disciplinaersagens afslutning. Appellanten goer gaeldende, at da Retten ikke i den appellerede dom behandler dette spoergsmaal, lider dommen af en begrundelsesmangel.

63. Dette anbringende er efter min mening ikke holdbart. Retten har nemlig behandlet spoergsmaalet om annullationsmuligheden af den anfaegtede foranstaltning, og har herved ° inden for rammerne af den omstridte procedure ° lagt til grund, at der var overholdt en rimelig frist paa de forskellige stadier af sagens forloeb. Disciplinaerraadet og ansaettelsesmyndigheden har derimod ved udmaalingen af sanktionen set paa de samlede tidsrum, der var forloebet mellem "meddelelsen af ansaettelsesmyndighedens klagepunkter" (44) og afslutningen af disciplinaersagerne.

64. Det fremgaar altsaa med tilstraekkelig klarhed af den paagaeldende dom, at Retten har behandlet et andet spoergsmaal end de disciplinaere myndigheder og derfor har anvendt et andet kriterium end disse.

65. III. Det fremgaar af det ovenstaaende, at ogsaa dette anbringende maa afvises.

Godkendelsen af protokollen efter afgivelsen af den begrundede udtalelse

66. Appellanten havde for Retten gjort gaeldende, at disciplinaerraadets begrundede udtalelse af 27. november 1987 var behaeftet med en formmangel derved, at protokollen over moedet den 26. november 1987 var dateret den 30. november 1987 og altsaa var blevet udfaerdiget efter afgivelsen af den begrundede udtalelse. Retten forkastede dette anbringende og henholdt sig herved foerst til, at moedet, som havde vaeret genstand for en protokol (26.11.1987 om morgenen), til moedet for lukkede doere, som fulgte efter (samme dags eftermiddag og fredag den 27.11.1987) samt til, at protokollen var blevet godkendt mandag den 30. november 1987 og samme dato tilstillet sagsoegeren (den appellerede doms praemis 113).

67. Retten tilfoejede endvidere (den appellerede doms praemis 114):

"Paa dette grundlag maa det fastslaas, at sagsoegerens anbringende om, at den begrundede udtalelse er behaeftet med en formmangel, fordi protokollen er blevet godkendt efter sagens afslutning ved disciplinaerraadet, ikke er begrundet. Den begrundede udtalelses lovlighed kan ikke anfaegtes alene derved, at protokollen over moedet den 26. november 1987 blev godkendt senere. Bilagets artikel 9, stk. 1, bestemmer, at 'sekretaeren skal foere protokol over disciplinaerraadets moeder' , men indeholder intet krav om, at protokollerne, for at have gyldighed, skal underskrives umiddelbart efter disciplinaerraadets moede."

68. Appellanten foreholder Retten, at den ikke har taget stilling til hans anbringende om, at protokollen blev underskrevet paa et tidspunkt, hvor disciplinaerraadet ikke laengere behandlede sagen: Efter udfaerdigelsen af den begrundede udtalelse var disciplinaerraadets rolle udspillet. Appellanten goer gaeldende, at dommen derfor lider af en begrundelsesmangel paa dette punkt.

69. Dette anbringende maa absolut forkastes. Foerst fremgaar det af en gennemgang af sagsakterne ved Retten, at appellantens opfattelse udelukkende var baseret paa, at han ikke havde kunnet goere bemaerkninger til protokollen inden udfaerdigelsen af den begrundede udtalelse (hvilket indebaerer, at han blev frataget en mulighed for at forsvare sig) (45). Retten har taget stilling til det af appellanten saaledes fremstillede begraensede anbringende, idet den gennemgik de dokumenter, der forelaa i sagen. Retten har endvidere udtrykkeligt paavist, i den appellerede doms praemis 129 og 130, at sagsoegerens kontradiktionsret ikke blev tilsidesat. Appellanten har hverken bestridt den besvarelse, som Retten gav det anbringende, som han reelt havde fremfoert i denne sammenhaeng, og heller ikke under appellen gentaget sit anbringende om tilsidesaettelse af hans kontradiktionsret, som havde givet anledning til de af Retten i den appellerede doms praemis 129 og 130 fremsatte udtalelser, tvaertimod har han udtrykkeligt frafaldet dette anbringende (46). Appellanten paastod ikke ved Retten, at udfaerdigelsen af den begrundede udtalelse formelt hindrede disciplinaerraadet i senere at godkende protokollen. Hvis Retten ikke havde behandlet dette spoergsmaal, havde appellanten under alle omstaendigheder ikke kunnet foreholde den det.

70. Dernaest fremgaar det af en samlet vurdering af Rettens argumentation, at disciplinaerraadets fremgangsmaade kun havde kunnet anses for retsstridig, hvis sagsoegerens kontradiktionsret var blevet begraenset.

71. Den af appellanten under naervaerende anbringende fremfoerte begrundelsesmangel kan derfor ikke tages til foelge.

Manglende forelaeggelse af visse dokumenter (47)

72. Retten har behandlet dette anbringende under to synsvinkler. Det foerste bestod i fremlaeggelsen af dokumenter, der ikke var identificerede. Retten understregede sagsoegerens ret til at faa tilstillet alle dokumenter, som var relevante for den disciplinaere afgoerelse, men udtalte dog, at sagsoegeren ikke kunne goere krav paa at faa alle sagens akter forelagt. Retten fastslog, at ansaettelsesmyndigheden og formanden for disciplinaerraadet havde tilladt sagsoegeren at faa adgang til alle sagens akter og til at faa forelagt dokumenterne i takt med disciplinaerraadets behandling af sagen. Retten konkluderede, at "sagsoegeren ikke havde godtgjort sin paastand om, at administrationen uden begrundelse har afslaaet at tilstille ham visse dokumenter" (48). Appellanten har ikke bestridt denne konklusion under sin appel.

73. Den anden synsvinkel vedroerte sagsoegerens adgang til sagsoegtes regnskabsfoerelse. Den appellerede doms praemis 125 angiver herom foelgende:

"Sagsoegeren har i sin replik tilfoejet, at problemet vedroerende identifikation af visse dokumenter ikke ville have vaeret opstaaet, hvis man ikke havde afslaaet at give ham adgang til regnskaberne efter hans forflyttelse den 30. april 1982. I det omfang dette argument maa anses for et nyt anbringende, maa det afvises, saaledes som sagsoegte med foeje har gjort gaeldende, i henhold til artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement. I det omfang argumentet maa anses som en uddybning af et i staevningen direkte eller forudsaetningsvis tidligere fremsat anbringende, bemaerkes alene ° uden at det findes noedvendigt at behandle spoergsmaalet om, hvorvidt administrationen skal give tjenestemaend, der er genstand for en disciplinaersag, fri adgang til dens arkiver ° at det fremgaar af sagens akter, at administrationen i denne sag allerede fra begyndelsen gav sagsoegeren adgang til dens arkiver (jf. punkt 66 i disciplinaerraadets foerste begrundede udtalelse af 10.2.1984)."

74. Appellanten gentager vedroerende disse spoergsmaal de argumenter, han havde fremfoert i sin replik ved Retten. Han mener, at Rettens svar herpaa ikke "er juridisk tilfredsstillende". Paa grund af den saerlige omstaendighed, at det haevdede tab ikke er en praecis udgift, men et samlet beloeb, kan meddelelsespligten ikke efter appellantens opfattelse forstaas i gaengs forstand, men maa noedvendigvis betyde fri adgang til regnskaberne. For paa tilfredsstillende vis at begrunde forkastelsen af dette anbringende burde Retten altsaa have redegjort for, hvorfor i denne sag adgangen i den af appellanten angivne forstand ikke var noedvendig, eller hvorfor Retten mente, at denne adgang var blevet givet ham (hvilket i oevrigt ikke var tilfaeldet).

75. Jeg mener ikke, at dette anbringende er holdbart, og det maa derfor afvises. Det er ikke engang muligt at fastslaa, paa hvilket praecist punkt appellanten mener, at Rettens praemisser er fejlagtige. Endvidere kan appellanten ikke i en appelsag fremfoere anbringender, som Retten har afvist som for sent fremsatte, og heller ikke anfaegte den konstatering, som Retten har foretaget paa baggrund af sagens akter, og hvorefter "administrationen i denne sag allerede fra begyndelsen gav sagsoegeren adgang til dens arkiver".

Posteringen af tilbagefoerselen den 25. august 1982 af 4 136 125 BFR

76. Dette anbringende vedroerer tilstillelsen af originalen af den paagaeldende postering af tilbagefoersel. Appellanten havde for Retten gjort gaeldende, at indtil dagen foer udloebet af den sidste disciplinaersag havde han kun modtaget ét dokument vedroerende posteringen af tilbagefoersel, nemlig et dokument, der ikke var underskrevet af regnskabsfoereren. Originalen, som han foerst fik tilstillet faa dage foer afslutningen af disciplinaersagen, adskilte sig paa en raekke punkter fra naevnte dokument. Ifoelge appellanten udgoer denne postering af tilbagefoersel "et hoveddokument", idet det efter foretagelsen af en saadan postering "staar klart, at der foreligger et tab".

77. Parlamentet havde understreget, at sagsoegeren selv den 30. marts 1982 havde anmodet om, at der blev oprettet en reguleringskonto for tab af et naesten tilsvarende beloeb. Parlamentet havde tilfoejet, at et saadant dokument, hvori det alene fastslaas og opfoeres i regnskabet, at der foreligger et tab, i oevrigt er ganske irrelevant, naar der er tale om at konstatere grunden til tabet. Parlamentet anfoerte desuden, at det ikke kunne indse, hvorledes sagens afgoerelse kunne afhaenge af forskellen mellem de trykte bogstaver i de to dokumenter.

78. Retten udtalte herom (den appellerede doms praemis 143):

"Retten fastslaar paa grundlag af parternes forklaringer, at sagsoegeren ikke har godtgjort, hvorledes fremsendelsen af originaldokumentet om den tilbagefoerte postering af 25. august 1982 umiddelbart inden disciplinaersagens afslutning har kunnet paavirke sagsoegerens kontradiktionsret i en saadan grad, at der kan saettes spoergsmaalstegn ved sagens lovlige forloeb. Det bemaerkes endvidere, at dokumentet blev stillet til sagsoegerens raadighed den 19. november 1987, og at denne herefter havde mulighed for at indgive eventuelle bemaerkninger i sit endelige svarskrift, som han indgav til disciplinaerraadet den 24. november 1987. Under disse omstaendigheder finder Retten ikke, at der foreligger nogensomhelst tilsidesaettelse af sagsoegerens kontradiktionsret, som skulle bero paa en for sen tilstillelse af originalen af det paagaeldende dokument."

79. Appellanten gentager de for Retten fremfoerte argumenter og goer gaeldende, at der forelaa en tilsidesaettelse af kontradiktionsretten, men har dog ikke naermere redegjort for, hvorfor denne tilsidesaettelse ikke har kunnet paavirke appellantens kontradiktionsret "i en saadan grad", at der kan saettes spoergsmaalstegn ved sagens lovlige forloeb. Appellanten har herved henvist til den afgoerende betydning, som posteringen af tilbagefoersel efter hans mening har (49). Desuden mener appellanten, at Retten i modstrid hermed har fastslaaet, at sagsoegerens kontradiktionsret ikke er tilsidesat, idet sagsoegeren efter den 19. november 1987 at have faaet tilstillet dokumentet havde mulighed for at goere bemaerkninger herom i hans definitive svarskrift, som han indgav til disciplinaerraadet den 24. november 1987. Appellanten mener imidlertid, at den femdagesfrist, som han havde til raadighed mellem disse to tidspunkter, ikke var tilstraekkelig i en saa kompliceret sag. Dokumentet, der blev tilstillet ham "in extremis", kunne ikke "undersoeges i tilstraekkelig grundig grad".

80. Appellanten har derfor konkluderet, at Retten ikke har fremfoert en tilstraekkelig juridisk begrundelse for at forkaste dette anbringende.

81. Ved gennemgangen af anbringendet skal jeg indledningsvis anfoere, at det af sagsoegeren ved Retten fremsatte anbringende omfattede to spoergsmaal. Det foerste drejede sig om, hvilken noejagtig interesse sagsoegeren havde i at faa tilstillet originaldokumentet; det andet, hvis besvarelse var afhaengig af svaret paa det foerste spoergsmaal, drejede sig om, hvorvidt fem dage var tilstraekkeligt til, at sagsoegeren paa behoerig vis kunne sikre sit forsvar.

82. Vedroerende det foerste spoergsmaal om sagsoegerens noejagtige interesse i at faa tilstillet originalen skal jeg fastslaa, at problemet henset til de af appellanten fremfoerte argumenter for hans vedkommende ikke var, paa hvilket tidspunkt han havde faaet kendskab til selve posteringen af tilbagefoersel. Det afgoerende for sagsoegeren var snarere undersoegelsen af originaldokumentet og sammenligningen med et dokument, der var i sagsoegerens besiddelse. Dette fremgaar ogsaa af de argumenter, sagsoegeren har fremfoert i replikken ved Retten, og som han har citeret i sit appelskrift, og hvori de eventuelle grunde til forskellen mellem disse to dokumenter er behandlet.

83. Det fremgaar af ovenstaaende, at den af appellanten kraevede mulighed for kontrol kun ville have vaeret relevant, hvis de af ham foreholdte klagepunkter stoettedes paa dokumentets ydre form eller eventuelle forskelle i forhold til andre dokumenter. Men dette er klart ikke tilfaeldet. Hovedspoergsmaalet i tvisten mellem sagsoegeren og ansaettelsesmyndigheden er, som Parlamentet med rette har anfoert, hvorfor der var forskel mellem beloebet i kassen og beloebet, der figurerede paa de fundne dokumenter (50). Hvordan kan man ellers forklare, at sagsoegeren anmodede om fri adgang til sagsoegtes regnskab for at kunne bevise sin opfattelse om grundene til dette faenomen (51)?

84. Appellanten har derimod ikke bestridt, at underskuddet blev fastslaaet af sagsoegte, og heller ikke, at den omstridte postering af tilbagefoersel herefter blev foretaget.

85. Retten fastslog "paa grundlag af parternes forklaringer", at "sagsoegeren ikke har godtgjort, hvorledes fremsendelsen af originaldokumentet om den tilbagefoerte postering den 25. august 1982 umiddelbart inden disciplinaersagens afslutning har kunnet paavirke sagsoegerens kontradiktionsret i en saadan grad, at der kan saettes spoergsmaalstegn ved sagens lovlige forloeb".

86. Jeg mener, at Retten her har udtalt sig unoedvendigt forsigtigt, hvilket maaske er grunden til, at dens begrundelse ikke virker helt overbevisende. Jeg mener dog ikke, at dette indebaerer en begrundelsesfejl.

87. Vedroerende fristen paa fem dage kan man under de angivne omstaendigheder saa meget mindre foreholde Retten, at der er tale om en begrundelsesmangel. Hvis nemlig tilstillelsen af det omstridte dokument strengt taget ikke engang var noedvendigt, kan den korte frist heller ikke udgoere en tilsidesaettelse af sagsoegerens kontradiktionsret. Heraf foelger, at naar Retten "desuden" har henvist til tilstillelsen af dokumentet af 19. november 1987 til stoette for et "resultat", er der ikke her tale om en formfejl, men derimod et bevis for den af Retten rosvaerdigt udoevede grundighed.

88. Af alle disse grunde maa appellantens anbringende om posteringen af tilbagefoersel den 25. august 1982 forkastes.

Oprettelsen af en rentebaerende konto i Midland Bank

89. I. Retten anfoerte, inden den behandlede dette spoergsmaal, foelgende (52):

"Sagsoegeren har foerst anfoert, at dette klagepunkt vedroerer betragtningen i afgoerelsen, hvorefter 'H. de Compte' s beslutning om at aendre kontobetingelserne, der var aftalt mellem Parlamentet og Midland Bank, skoent han ikke var blevet anmodet om at goere det og herved overskred sin kompetence, udgoer ... en tilsidesaettelse af de forpligtelser, som paahviler regnskabsfoereren ...' "

90. II. Appellanten bestred for Retten ikke, at forskudsbestyreren, Offermann, og dennes medarbejder havde aabnet den omstridte konto i strid med bestemmelserne i finansforordningen (53) og de paa det relevante tidspunkt gaeldende gennemfoerelsesbestemmelser (54) og havde indbetalt 400 000 UKL paa denne konto, og heller ikke, at han var bekendt med disse transaktioner, men gjorde for Retten hovedsaglig gaeldende, at alene forskudsbestyreren var ansvarlig. Derfor mente han, at den sanktion, han blev paalagt, var retsstridig, idet forskudsbestyreren ikke blev paalagt nogen sanktion. Endelig bestred han, at han havde skjult oprettelsen af kontoen for Parlamentets tjenestegrene, hvilket Parlamentet havde paastaaet i dets svarskrift. Appellanten har gentaget disse tre punkter i sin appel. Jeg skal behandle dem i naevnte raekkefoelge. FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 691C0326.1

91. III.1. Retten havde vedroerende ansvarsfordelingen mellem sagsoegeren som regnskabsfoerer og forskudsbestyreren understreget, "at regnskabsfoererens og forskudsbestyrerens befoejelser og ansvar, for saa vidt angaar forvaltningen af en forskudsforvaltning, bl.a. er fastsat ved finansforordningens artikel 17, stk. 3, artikel 20, 49, 63 og 70 samt i artikel 46-54 i de gennemfoerelsesbestemmelser, der var gaeldende paa tidspunktet for de omtvistede forhold" (55). Retten udtalte, efter at have gennemgaaet disse bestemmelser, foelgende (den appellerede doms praemis 168):

"Det fremgaar af denne ansvarsfordeling mellem regnskabsfoereren og forskudsbestyreren, at sidstnaevnte foerst og fremmest er ansvarlig for forvaltningen af forskudsforvaltningen og kun er fritaget fra dette ansvar, saafremt han har modtaget modstridende instruktioner fra regnskabsfoereren. Derimod er ogsaa regnskabsfoereren ansvarlig, hvis han, skoent oplyst om eventuelle ulovligheder, ikke traeffer de noedvendige foranstaltninger, eller ikke foretager saavel ordinaer som ekstraordinaer kontrol af forskudsforvaltningens regnskab."

92. Retten anvendte disse principper paa sagen og fastslog, at sagsoegeren, da han fra begyndelsen havde vaeret bekendt med oprettelsen af den omstridte konto, var medansvarlig for alle de ulovligheder, der var begaaet i forbindelse hermed.

93. Appellanten har gentaget sin argumentation ved Retten og har anfoert, at der var tale om en konto under forskudsforvaltningen, som regnskabsfoereren som saadan ikke var ansvarlig for (56). Heraf fremgaar ifoelge appellanten, at afgoerelsen om at aabne denne konto ikke var truffet af ham, men af forskudsbestyreren og dennes medarbejder.

94. Appellanten har ikke begrundet, hvorfor Rettens anfoerte resultat er fejlagtigt. Det maa dog under alle omstaendigheder fastslaas, at for saa vidt angaar transaktionerne vedroerende oprettelsen af kontoen, kan der ikke rejses tvivl om appellantens ansvar.

95. Som anfoert har appellanten ikke bestridt, at oprettelsen af kontoen og indsaettelsen herpaa af 400 000 UKL var ulovlig, idet denne transaktion ikke var blevet godkendt af de efter finansforordningen ansvarlige myndigheder. Appellanten har heller ikke bestridt, at transaktionen burde vaere opfoert i regnskabet, eller at han i henhold til gennemfoerelsesbestemmelsernes artikel 51 og 53 burde vaere informeret herom. Det er under disse betingelser irrelevant, at (i medfoer af finansforordningens artikel 20, stk. 3, og artikel 49, og artikel 46 ff. i gennemfoerelsesbestemmelserne) forvaltningen af de omtvistede midler var betroet en forskudsbestyrer. Det er ogsaa irrelevant, at sidstnaevnte selv (med sin medarbejder) ved en skrivelse gav instruks om at oprette kontoen og foretage indbetalingen. Disse forhold ophaever ikke det ansvar, som paahviler regnskabsfoereren efter finansforordningens artikel 70. Oprettelse af en forskudsforvaltning indebaerer snarere ° ganske logisk ° hvad man kan benaevne "et kontrolansvar" fra regnskabsfoererens side. Artikel 53 i gennemfoerelsesbestemmelserne bestemmer nemlig bl.a., at regnskabsfoereren skal kontrollere, at de midler, der er betroet forskudsbestyrerne, er til stede, samt foerelsen af regnskabet. Endvidere skal regnskabsfoereren i henhold til bestemmelsens artikel 54 meddele finansinspektoeren og den anvisningsberettigede resultatet af kontrollen. Disse forpligtelser ville vaere overfloedige, hvis regnskabsfoereren ikke samtidig var forpligtet til at modsaette sig foreliggende ulovligheder eller, hvis forskudsbestyreren allerede havde begaaet saadanne og efter at have faaet kendskab hertil ufortoevet oplyse finansinspektoeren og den anvisningsberettigede herom, for at der kunne traeffes de noedvendige forholdsregler. Det foelger heraf, at naar forskudsbestyreren har handlet ulovligt, og regnskabsfoereren er blevet bekendt hermed, men ikke skrider ind herimod, ifalder regnskabsfoereren samme ansvar, som hvis han selv, og ikke forskudsbestyreren, havde handlet ulovligt.

96. Retten har altsaa med hensyn til sagsoegerens medansvarlighed anvendt finansforordningens relevante bestemmelser korrekt, hvorfor det af appellanten herimod fremsatte anbringende maa forkastes.

97. 2. Retten udtalte med hensyn til den betydning, man i naervaerende disciplinaersag maa tillaegge udfaldet af den disciplinaersag, som var indledt mod forskudsbestyreren, foelgende:

"Den omstaendighed, forskudsbestyreren ikke er blevet paalagt nogen disciplinaer sanktion efter den disciplinaere sag, han var genstand for, kan ikke paa nogen maade paavirke lovligheden af en disciplinaer sanktion, som blev paalagt sagsoegeren, idet enhver disciplinaersag udgoer en selvstaendig sag. Ud fra denne opfattelse skal det understreges, at de udtalelser, som de respektive disciplinaerraad i de to sager afgav, ikke divergerer, for saa vidt angaar beskrivelsen af de faktiske omstaendigheder. De divergerer alene, for saa vidt angaar vurderingen af de fastslaaede forhold. I disciplinaersagen mod Offermann fandt de disciplinaere instanser, at ansvaret for hans adfaerd paahvilede hans overordnede, dvs. sagsoegeren, mens disciplinaerraadet i sagen mod sagsoegeren fastslog, at saavel sagsoegeren som Offermann var ansvarlige (punkt 222 i den begrundede udtalelse). Under alle omstaendigheder, selv om ansaettelsesmyndighedens afgoerelse vedroerende forskudsbestyreren var ulovlig, kan sagsoegeren ikke til egen fordel paaberaabe sig en ulovlighed, der er begaaet til fordel for andre (jf. Domstolens dom af 4.7.1985, sag 134/84, Williams mod Revisionsretten, Sml. s. 2229)."

98. Appellanten har herimod foerst indvendt, at Retten med urette har lagt til grund, at den omstaendighed, at de to disciplinaersager er uafhaengige af hinanden, udelukker enhver sammenligning mellem resultatet af de to parallelle sager.

99. Dernaest har appellanten anfoert, at Retten med urette har antaget, at den omstaendighed, at forskudsbestyreren ikke blev paalagt nogen sanktion, alene beroede paa, at de disciplinaere instanser paa davaerende tidspunkt paalagde sagsoegeren ansvar for ulovlighederne. I sin replik ved Retten havde appellanten reelt angivet andre grunde til, at disciplinaerraadet i sagen mod Offermann ikke foreslog paalaeggelse af nogen sanktion (57):

° Han (Offermann) handlede i god tro.

° Transaktionen var aldrig blevet skjult (fordi argumenterne vedroerende kontoen befandt sig i sagsmappen vedroerende Midland Bank og stadig befinder sig der; denne sagsmappe er til raadighed for enhver person, der er befoejet til at have adgang til den, og altsaa for alle Offermann' s overordnede).

° Tvivlen maa komme Offermann til gode med hensyn til bankpraksis.

° Under alle omstaendigheder forelaa der hverken fortsaet eller grov forsoemmelighed.

100. Disse grunde, som ud fra de samme betragtninger ogsaa gaelder for appellanten, tog Retten imidlertid ikke for hans vedkommende i betragtning, hvorfor dommens begrundelse paa dette punkt er behaeftet med en aabenbar faktisk vildfarelse eller under alle omstaendigheder er utilstraekkelig.

101. Appellanten har for det tredje anfoert, at Retten, da den anvendte princippet om, at man ikke til egen fordel kan paaberaabe sig en ulovlighed, der er begaaet til fordel for andre, burde have angivet, i hvilken henseende afgoerelsen vedroerende andre (forskudsbestyreren) var ulovlig. Ifoelge appellanten er spoergsmaalet om, hvorvidt fremgangsmaaden over for forskudsbestyreren er lovlig eller ulovlig irrelevant i sagen; spoergsmaalet er nemlig, hvorfor forhold, der taler til gunst for forskudsbestyreren, ikke blev taget i betragtning i appellantens tilfaelde (58).

102. Det bemaerkes indledningsvis hertil, at spoergsmaalet er, om appellanten er objektivt ansvarlig for de ulovligheder, der blev begaaet ved kontoens opretholdelse.

103. Dette spoergsmaal maa bedoemmes ud fra de udtrykkelige bestemmelser. Deres formaal, som er klart at fastlaegge ansvarsforholdene paa det saa vigtige omraade vedroerende forvaltningen af faellesskabsmidler, indebaerer, at faellesskabsinstitutionerne ved anvendelsen af disse bestemmelser ikke raader over noget skoen.

104. Dette medfoerer for det foerste, at spoergsmaalet om foreneligheden eller uforeneligheden mellem resultatet af de to sager, for saa vidt de vedroerer den paagaeldendes objektive ansvar, er ganske uden betydning (59). Retten var derfor fuldstaendig i sin ret til at udtale, at "selv om ansaettelsesmyndigheden afgoerelse vedroerende forskudsbestyreren var ulovlig, kan sagsoegeren ikke til egen fordel paaberaabe sig en ulovlighed, der er begaaet til fordel for andre". Paa baggrund af dette princip, som nyligt er blevet stadfaestet (60), kan jeg ikke indse, som haevdet af appellanten, at Retten ganske noeje burde have angivet den eventuelle ulovlighed til gunst for forskudsbestyreren, naar det staar fast, at der under alle omstaendigheder ikke var begaaet nogen ulovlighed over for appellanten paa dette punkt (61).

105. Det maa for det andet fastslaas, at den omstaendighed, at man mener at have handlet korrekt (62), eller at man ikke har gjort sig skyldig i nogen forsoemmelse (63), er ganske uden betydning for regnskabsfoererens objektive ansvar, som der her alene er tale om. Disse forhold vedroerer de subjektive betingelser for disciplinaersager. Appellanten har behandlet disse i et saerskilt anbringende, som Retten har behandlet i dommens praemis 206 ff., og som appellanten har opretholdt i sin appel (64).

106. Den omstaendighed, som disciplinaerraadet i sagen Offermann (herefter benaevnt "Offermann-disciplinaerraadet") tog i betragtning, nemlig at den relevante brevveksling med Midland Bank forelaa i dennes sagsmappe, giver heller ikke noget holdepunkt for at betvivle sagsoegerens ansvar. Sagsoegeren burde nemlig paa grund af kontrolforpligtelsen, hvis han ikke havde kunnet forhindre transaktionen, i hvert fald i henhold til gennemfoerelsesbestemmelsernes artikel 53 og 54 ufortoevet have informeret den anvisningsberettigede og finansinspektoeren herom.

107. Der kan altsaa heller ikke gives appellanten medhold paa dette punkt.

108. Det anbringende, som appellanten har stoettet paa Offermann-disciplinaerraadets konklusioner, maa derfor forkastes i dets helhed.

109. 3. Appellantens sidste anbringende i denne argumentation omhandler Rettens udtalelse vedroerende "spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren skulle have skjult oprettelsen af den nye konto for sine overordnede" (65).

110. Retten har her foerst fastslaaet, at parternes uenighed paa dette punkt, ikke kan anses for relevant. Uanset hvorledes disse spoergsmaal skal besvares,

"kan de ikke under nogen omstaendigheder foere til, at sagsoegeren fritages for sit ansvar, idet ansvaret hovedsaglig beror paa, at han ikke rettidigt som institutionens regnskabsfoerer har foretaget postering af de paagaeldende transaktioner" (66).

111. Appellanten har anfoert, at Retten ikke kunne frakende disse spoergsmaal enhver relevans, idet den ikke forudgaaende havde taget stilling til sagsoegerens argumenter, at ansaettelsesmyndighedens klagepunkt om, at der ikke blev foretaget nogen regnskabsmaessig postering, ikke burde vaere stoettet paa finansforordningens artikel 63 og gennemfoerelsesbestemmelsernes artikel 50 og 51. Ifoelge appellanten vedroerer den foerstnaevnte bestemmelse nemlig udelukkende hovedregnskabet, mens artikel 50 og 51 angiver de forpligtelser, der paahviler forskudsbestyreren, som appellanten altsaa ikke kan have tilsidesat.

112. Dette argument er ikke holdbart. Det er korrekt, at jeg ikke er enig med Retten, naar den frakender dette spoergsmaal enhver relevans under henvisning til, at sagsoegerens ansvar "hovedsaglig beror paa, at han ikke rettidigt som institutionens regnskabsfoerer har foretaget postering af de paagaeldende transaktioner". Sagsoegeren bestred nemlig ikke herved de i den anfaegtede afgoerelse foretagne konstateringer vedroerende manglende regnskabsmaessig postering, men den betragtning som loed saaledes: "H. de Compte' s beslutning om at aendre kontobetingelserne, der var aftalt mellem Parlamentet og Midland Bank, skoent han ikke var blevet anmodet om at goere det og herved overskred sin kompetence, udgoer ... en tilsidesaettelse af de forpligtelser, som paahviler regnskabsfoereren ..." (67). Retten behandlede dog i sidste instans spoergsmaalet om "sagsoegerens paastaaede fortielse af oprettelsen af kontoen" i praemis 172, saaledes at dommen ikke under nogen omstaendigheder kan ophaeves, blot fordi Retten indledningsvis frakendte dette spoergsmaal enhver relevans. Da sagsoegeren i oevrigt fremfoerte dette nye anbringende om en fejlagtig anvendelse af de naevnte bestemmelser vedroerende regnskabsfoerelsen i sin replik, var Retten ikke i henhold til Domstolens procesreglements artikel 42, stk. 2 (der fandt tilsvarende anvendelse ved Retten), forpligtet til at tage hensyn hertil.

113. Appellanten har endelig bestridt det forhold, at Retten i den appellerede doms praemis 172 fastslog foelgende:

"Intetsteds i sagens akter fremgaar det, at enten den anvisningsberettigede eller finansinspektoeren var bekendt med oprettelsen af den omtvistede bankkonto. Derimod indeholder sagens akter, som anfoert af disciplinaerraadet i dens begrundede udtalelse af 27. november 1987 (punkt 146-154), to dokumenter, som vaekker formodning om, at sagsoegerens to overordnede var uvidende om den rentebaerende konto i Midland Bank. Det drejer sig om en skrivelse af 5. juni 1981 fra sagsoegeren til Paludan-Mueller, der var direktoer for Finansafdelingen og anvisningsberettiget, samt en skrivelse af 22. januar 1982 til sagsoegeren fra Etien, davaerende finansinspektoer."

114. Retten behandlede derefter de to naevnte dokumenter for at begrunde dette udsagn.

115. Appellanten har herom foerst anfoert, at Retten ikke, uden at angive nogen grund hertil, kommer ind paa de forhold, som foerte Offermann-disciplinaerraadet til at antage, at eksistensen af naevnte konto ikke var blevet skjult: Bankdokumenterne vedroerende Midland Bank havde ifoelge appellantenen altid vaeret tilgaengelige for enhver, der var befoejet til at have kendskab dertil.

116. Dette anbringende er ikke holdbart. Som Retten med foeje har anfoert (68), skulle sagsoegeren i sin egenskab af regnskabsfoerer i tilfaelde af, at han bliver bekendt med ulovligheder, paa eget initiativ have underrettet Parlamentets kompetente myndigheder herom, for at de noedvendige foranstaltninger kunne traeffes.

117. Vedroerende dette spoergsmaal er det lidet vigtigt, om brevvekslingen forelaa eller ikke forelaa i sagsmappen vedroerende Midland Bank. Retten kunne nemlig alligevel udmaerket her laegge til grund, at den omstaendighed, at den anvisningsberettigede og finansinspektoeren ikke (lang tid efter kontoens oprettelse) var blevet underrettet herom, godtgjorde, at sagsoegeren ikke havde overholdt sine forpligtelser.

118. Appellanten har herefter henvist til sin replik ved Retten, for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Paludan-Mueller som anvisningsberettiget blev underrettet om kontoens oprettelse. Heri anfoerer appellanten, at det fremgaar af Paludan-Mueller' s instruks i februar 1982 om at opnaa renter af den omstridte konto, at Paludan-Mueller under alle omstaendigheder paa dette tidspunkt var bekendt med kontoens eksistens og ikke, som det angives i disciplinaerraadets begrundede udtalelse, foerst blev det i marts maaned 1982. Appellanten goer gaeldende, at han mundtligt kort tid efter sin tiltraedelse allerede i december maaned 1980 underrettede Paludan-Mueller om kontoens oprettelse.

119. Vedroerende det foerste punkt skal alene anfoeres, at de dokumenter, som Retten har behandlet, er dateret henholdsvis den 5. juni 1981 og den 22. januar 1982. Appellantens anbringender om, at Paludan-Mueller under alle omstaendigheder var blevet underrettet i februar maaned 1982 og ikke foerst i marts maaned, kan altsaa ikke paa nogen maade paavirke Rettens resultat, saafremt det antages, at dette anbringende kan tages i betragtning under appellen.

120. Vedroerende det andet spoergsmaal om den naevnte samtale i december maaned 1980 skal det understreges, at appellanten med dette anbringende anfaegter Rettens vurdering vedroerende de faktiske omstaendigheder, men ikke har bevist, at Rettens vurdering er behaeftet med et ukorrekt retligt grundlag eller med en retsvildfarelse.

121. Disse anbringender maa derfor forkastes.

Klagepunktet om tilsidesaettelse af forpligtelsen til en behoerig forvaltning af betalingsbevillingerne

122. I.1. Retten har i den appellerede doms praemis 174 og 175 afgraenset dette anbringende saaledes:

"Sagsoegeren har inden fremsaettelsen af sin dokumentation vedroerende klagepunktet om indloesning af to checks, trukket paa Midland Bank, citeret en passage i den omtvistede afgoerelse, som omhandler dette problem, og hvorefter '... de Compte [ikke] har opfyldt sine forpligtelser til en behoerig forvaltning af betalingsbevillingerne, idet han har indloest to checks uden klar og gyldig dokumentation ..., og idet han ikke foretog postering paa 'kasseudskriftsregnskabet' af betalingen, der skete ved kassen i Luxembourg ... og ikke samtidig opfoerte indloesningen af disse checks i regnskabet ...'

Sagsoegeren har fortolket dette klagepunkt saaledes, at han alene foreholdes ikke oejeblikkeligt at have foretaget de noedvendige posteringer vedroerende indloesningen af checkene."

123. Appellanten har hertil anfoert, at han ikke kan goeres ansvarlig for den forsinkede postering paa grund af den daarlige organisering af Parlamentets tjenestegrene. Retten udtalte herom i dommens praemis 181 foelgende:

"Sagsoegeren begraenser med urette raekkevidden af klagepunktet over ham til alene at skulle angaa 'en ikke-oejeblikkelig regnskabsfoerelse' af de to checks. Det fremgaar nemlig af den disciplinaere afgoerelse, at han ogsaa foreholdes at have indloest disse checks uden nogen klar og gyldig dokumentation og ikke at have registreret indloesningen i 'kasseudskriftsregnskabet' over Parlamentets kasse i Luxembourg inden tre maaneder efter deres indloesning."

124. Appellantens foerste indvending vedroerer dette spoergsmaal (69). Han anfoerer, at han i staevningen ° efter foerst at have naevnt, hvilket klagepunkt der var tale om efter den anfaegtede afgoerelse ° udtrykkeligt som foerste indsigelse mod dette klagepunkt, gengav visse uddrag af Saby-rapporten af 21. marts 1983, som var grundlaget for den for regnskabsaaret 1981 meddelte decharge. Blandt disse uddrag figurerer bl.a. besvarelsen paa klagepunktet vedroerende den paastaaede manglende og gyldige begrundelse med hensyn til indloesningen af de to checks. Appellanten mener altsaa, at den anfaegtede doms begrundelse er fejlagtig, eller under alle omstaendigheder utilstraekkelig, idet Retten burde have angivet, hvorfor den begrundelse, der var givet (i Saby-rapporten), ikke var gyldig. Naar appellanten ikke kommer ind paa denne del af klagepunktet i hans replik, er grunden hertil, at replikken afhaenger af indholdet af svarskriftet.

125. Efter at have gennemgaaet appelskriftet er jeg af den opfattelse, at dette anbringende ikke er begrundet. Det fremgaar klart af appelskriftets punkt 64, 65 og 66, at appellanten udelukkende ville gaa ind paa spoergsmaalet om den forsinkede postering. Det fremgaar ogsaa klart af sammenhaengen, at de naevnte uddrag fra Saby-rapporten alene skulle tjene til at gendrive dette saerlige klagepunkt. Naevnte citat omfatter i oevrigt et uddrag paa fire taetskrevne sider, hvor de punkter, som understreger de vanskelige arbejdsbetingelser, hvormed appellanten soeger at begrunde den indtrufne forsinkelse ved posteringen, er understreget. De uddrag, som appellanten nu paaberaaber sig, og hvoraf den "gyldige begrundelse" for indloesningen af de checks skal fremgaa, er derimod overhovedet ikke understreget.

126. Appellanten modsiger desuden sig selv i appelskriftets punkt 65 vedroerende det anbringende, som jeg lige har behandlet, og hvorefter Retten med urette ikke har taget hensyn til sagsoegerens argumenter vedroerende spoergsmaalet om en "gyldig begrundelse". Han fremfoerer nemlig dér, at "det eneste afgoerende under dette klagepunkt er forsinkelsen med posteringen af de to omstridte checks".

127. Retten har imidlertid under alle omstaendigheder bedoemt raekkevidden af dette anbringende fuldstaendig korrekt, hvorfor de indvendinger, som rejses herimod, maa forkastes.

128. II. Appellanten har desuden fremsat indvendinger mod Rettens besvarelse af hans anbringende om, at den seks maaneders forsinkelse med posteringen af de to checks beror paa den daarlige organisering af Parlamentets Finanstjeneste, samt at der ikke forelaa tilstraekkelige arbejdsmidler, og at personalet var utilstraekkeligt, forhold der, modsat det her behandlede klagepunkt, i den disciplinaere afgoerelse blev anset for formildende omstaendigheder. Retten anfoerte herom (dommens praemis 182):

"Den omstaendighed, at der i den disciplinaere afgoerelse, som formildende omstaendighed er taget hensyn til den daarlige organisering af Parlamentets Finanstjeneste paa tidspunktet for de paagaeldende handlinger, samt at der ikke forelaa tilstraekkelige arbejdsmidler, og at personalet var utilstraekkeligt, indebaerer ikke, at sagsoegeren fritoges fra forpligtelsen til at forvalte betalingsbevillingerne korrekt. De af sagsoegeren naevnte omstaendigheder, som blev taget i betragtning af de disciplinaere instanser, kan heller ikke frifinde sagsoegeren for naervaerende klagepunkt, idet der foruden den konstaterede forsinkelse med posteringen af de to checks ogsaa blev begaaet en raekke andre overtraedelser ved deres indloesning. Retten finder, at sagsoegeren, henset til hans hoejtstaaende stilling i Finanstjenesten, ikke under henvisning til vanskelige arbejdsmaessige forhold, som har kunnet eksistere i tjenesten paa et vist tidspunkt, kan haevde at vaere friholdt for ethvert ansvar."

129. Appellanten har rejst indvendinger mod disse tre forhold, nemlig mod spoergsmaalet om en modsigelse i den disciplinaere afgoerelse, mod det anfoerte om, at der var begaaet en raekke andre overtraedelser ved indloesningen af checkene og mod hans "hoejtstaaende stilling".

130. Vedroerende spoergsmaalet om andre overtraedelser, som efter min mening er det afgoerende spoergsmaal, anfoerer appellanten, at Retten burde have praeciseret karakteren af disse. Men hvis Retten hermed mener den saakaldte manglende praecise og gyldige begrundelse ved checkenes indloesning, mener appellanten, at han allerede har gendrevet dette klagepunkt.

131. Jeg kan ikke tilslutte mig dette. Retten anfoerte i dommens ovennaevnte praemis 181, inden den behandlede argumentet om den daarlige organisering af Finanstjenesten, foerst "indledningsvis", at "sagsoegeren med urette begraensede raekkevidden af klagepunktet over for ham til alene at skulle angaa 'ikke-oejeblikkelig regnskabsfoerelse' af de to checks" (70). Retten har dernaest udtoemmende angivet de oevrige klagepunkter, som maa anses for ubestridte, og som er blevet taget i betragtning i forbindelse med spoergsmaalet om indloesningen af de to checks. Det fremgaar tilstraekkelig tydeligt af opbygningen af Rettens begrundelse, hvad Retten mente med henvisningen til en raekke "andre overtraedelser", og at den forsinkede postering henhoerte under denne sammenhaeng, og derfor ikke, eller i hvert fald ikke udelukkende, kan tilregnes den daarlige organisering af Parlamentets tjenester eller utilstraekkelige materielle og personelle midler. Da Retten saaledes, som jeg lige har paavist, med rette fandt, at sagsoegerens argumentation alene vedroerte klagepunktet om den forsinkede postering, og ikke oevrige overtraedelser, maa den af appellanten nu rejste indvending i sin helhed forkastes.

132. Vedroerende spoergsmaalet om en modsigelse i den disciplinaere afgoerelse har appellanten gentaget den argumentation, som han har fremfoert i sin replik ved Retten, hvor han rejste spoergsmaalet, om forsinkelsen ikke maatte anses for en direkte og uundgaaelig foelge af den daarlige organisering af Parlamentets tjenester og de utilstraekkelige materielle og personelle midler. Retten har derfor ifoelge appellanten "ikke lovligt kunne anlaegge denne vurdering" (71), at der ikke forelaa nogen modstrid mellem anerkendelsen af disse forhold som formildende omstaendigheder, og at det forhold, at appellanten bebrejdes ikke at have foert betalingsbevillingerne paa korrekt vis.

133. Hertil maa anfoeres, som netop forklaret fandt Retten, at den forsinkede postering var en del af en raekke andre overtraedelser, hvorfor den ikke tog hensyn til de af sagsoegeren naevnte omstaendigheder. Klagepunktet om denne forsinkelse maa derfor under alle omstaendigheder anses for begrundet. Selv om, modsat Rettens opfattelse, den disciplinaere afgoerelse var modstridende, kan der kun rejses tvivl herom, for saa vidt som ansaettelsesmyndigheden deri anerkendte, at der forelaa formildende omstaendigheder. Den appellerede dom kan under alle omstaendigheder ikke anfaegtes, for saa vidt som sagsoegerens anbringender mod klagepunktet om den forsinkede postering heri forkastes. Desuden er der ikke i appellantens naervaerende anbringende taget hensyn til, at anerkendelsen af, at der paa grund af de naevnte forhold forelaa formildende omstaendigheder, gjaldt alle de fremfoerte klagepunkter, og at det ikke er umiddelbart klart, i hvilket omfang og af hvilke noejagtige grunde ansaettelsesmyndigheden mente, at disse forhold burde tages i betragtning til gunst for sagsoegeren.

134. Appellanten bestrider endelig Rettens udtalelse, hvorefter sagsoegerens hoejtstaaende rang i Finanstjenesten indebar, at han ikke kunne paaberaabe sig de naevnte materielle vanskeligheder til stoette for en ansvarsfritagelse. Dette er nemlig ifoelge appellanten ikke foreneligt med det forhold, at der ikke blev rejst disciplinaersag mod andre hoejtstaaende tjenestemaend, som ogsaa havde vaeret genstand for kritik, bl.a. i Revisionsrettens Saerberetning (72).

135. Jeg skal her alene anfoere, at den naevnte udtalelse fra Retten ikke var noedvendig for at forkaste sagsoegerens anbringende, og at man under alle omstaendigheder ikke til sagsoegerens gunst kan tage hensyn til, at andre tjenstemaend med urette ikke er blevet fundet ansvarlige.

136. III. Appellanten bestrider endelig Rettens udtalelse vedroerende hans anbringende om, at alene forskudsbestyreren var ansvarlig. Retten havde herved henvist til sine betragtninger vedroerende klagepunktet om oprettelsen af en rentebaerende konto i Midland Bank, et klagepunkt, som sagsoegeren havde gendrevet under paaberaabelse af samme anbringende (73). Retten tilfoejede derefter,

"at sagsoegeren i langt hoejere grad medvirkede til de overtraedelser, som ledsagede indloesningen af de to checks, end dem, som vedroerte kontoens oprettelse." (74)

137. Appellanten har i de indvendinger, han har rejst mod disse betragtninger, henvist til de argumenter, han havde fremfoert mod det naevnte afsnit af dommen vedroerende oprettelsen af en rentebaerende konto i Midland Bank (75). Jeg kan derfor ogsaa principielt henvise til det af mig anfoerte vedroerende dette forhold (76). Jeg skal tilfoeje, at der her var tale om en utilstraekkelig regnskabsfoerelse, der efter gennemfoerelsesbestemmelsernes artikel 51 og 53 var underlagt appellantens kontrol, hvilket indebaerer, at han var forpligtet til at sikre, at transaktionen blev bogfoert i rette tid, i givet fald ved at give de noedvendige instrukser til de rette personer.

138. Modsat appellantens opfattelse var Retten ikke forpligtet til at forklare, i hvilket omfang sagsoegerens deltagelse i de ham foreholdte overtraedelser kunne paavirke forskudsbestyrerens ansvar. Da sagsoegeren ville have vaeret ansvarlig, selv om instruksen om at indloese de to checks ikke var givet af ham selv, men med hans vidende, af forskudsbestyreren, maa han saa meget mere findes ansvarlig, naar henses til hans personlige indgriben.

139. Dette anbringende maa derfor forkastes i sin helhed.

Klagepunktet om tilsidesaettelse af forpligtelsen til kun at afholde udgifter mod forelaeggelse af bilag og til at opbevare disse

140. I. Dette klagepunkt vedroerer manglende bilag for modvaerdien af de to naevnte checks (4 136 124 BFR) (77). Retten har i denne sammenhaeng behandlet to spoergsmaal, som den fandt afgoerende i parternes argumentation.

141. II.1. Det foerste spoergsmaal var,

"om det er godtgjort, at underskuddet paa 4,1 mio. BFR, som blev konstateret i medlemmernes kasse, og som der ikke forelaa bilag for, beror paa posteringen vedroerende en indloesning af et samlet beloeb i belgiske francs af to checks trukket paa Midland Bank" (78).

142. Retten resumerede vedroerende dette spoergsmaal foerst de afgoerende afsnit i den disciplinaere afgoerelse (praemis 196) i disciplinaerraadets begrundede udtalelse (praemis 197) og Revisionsrettens konstateringer (praemis 198 og 199) (79). Retten anfoerte dernaest, at den delte ansaettelsesmyndighedens opfattelse, idet den udtalte,

"at det i den anfaegtede afgoerelse med foeje har kunnet anses for godtgjort, at de manglende bilag i dette tilfaelde vedroerer indloesningen af de to checks trukket paa Midland Bank" (80).

143. Retten bemaerker subsidiaert, at selv om man anerkendte sagsoegerens opfattelse, hvorefter dette underskud ikke havde nogen sammenhaeng med indloesningen af de to checks, ville resultatet dog alligevel vaere det samme, idet sagsoegeren ikke paa noget tidspunkt under disciplinaersagen har kunnet fremskaffe bilagene vedroerende de 4 121 573 BFR, hvilket beloeb, sagsoegeren ikke, som erkendt i en skrivelse til Parlamentets formand, havde bogfoert under udgifter (81).

144. Appellanten goer herom gaeldende (82), at Rettens formulering af det foerste spoergsmaal er fejlagtigt, idet der herved "in limine" gaas ud fra det, der netop skal bevises, nemlig at der forelaa et underskud i medlemmernes kasse, som der ikke var bilag for. Spoergsmaalets formulering, der noedvendigvis maa anses for grundlaget for Rettens videre argumentation, indebaerer ifoelge appellanten, at man udelukkende behandler spoergsmaalet om, hvorvidt aarsagen til det, der indledningsvis er anset for bevist (underskuddet paa 4,1 mio. BFR; ingen bilag), er indloesningen af de to checks. Han tilfoejer, at spoergsmaalets formulering ogsaa er modsigende, navnlig fordi Retten tidligere (praemis 192' s slutning) udtalte, at ifoelge sagsoegte selv bestaar klagepunktet mod sagsoegeren i, "at han ikke opbevarede bilagene og ikke, at han daekkede underskuddet ved hjaelp af to checks".

145. Dette anbringende taaler ikke en naermere proevelse. For saa vidt foerst angaar bilagene for det omstridte beloeb, eller rettere sagt for en udgift af en stoerrelse som de to checks' modvaerdi, staar det fast, at disse bilag endnu ikke er blevet fundet. Appellanten anfoerer endnu engang i sit appelskrift (83), at naar foerst disse bilag "er fundet", vil kassen stemme.

146. Med hensyn til det omstridte underskud skal jeg bemaerke, at Retten, uden at komme ind paa spoergsmaalet om bilag eller midler, benytter dette udtryk for at angive forskellen mellem kasseindestaaendet og de indtil nu fundne bilag. Retten har i praemis 197 sammenfattet de modstridende forklaringer, disciplinaerraadet under behandlingen af sagen var konfronteret med, saaledes:

"Den foerste forklaring var, at forskellen mellem kassen og hovedregnskabet maatte foeres tilbage til indloesningen af de to checks fra Midland Bank; den anden forklaring var derimod, at underskuddet var en foelge af en raekke regnskabsmaessige fejl." (84)

147. I sammenhaeng hermed omtalte Retten i naevnte praemis 201 et "manglende bilag", som vedroerer indloesningen af de to checks trukket paa Midland Bank.

148. Det fremgaar heraf, at appellantens anbringende om, at Retten uden videre er gaaet ud fra, at der foreligger et underskud (forstaaet som en total mangel paa bilag) ikke er begrundet. De naevnte formuleringer belyser ogsaa den logiske fejltagelse, som ligger til grund for sagsoegerens argumentation. Retten behandlede spoergsmaalet om, hvorvidt der bestod en "sammenhaeng" mellem de manglende bilag og indloesningen af de to checks for at efterproeve, om der virkelig forelaa et saadant "underskud". Denne sammenhaeng, som var paastaaet af ansaettelsesmyndigheden, men bestridt af sagsoegeren, bestod i dette tilfaelde i, at "den senere registrering af posteringen vedroerende indloesningen af de to checks foerte til opdagelsen af et underskud paa ..., hvilket beloeb svarede til de to naevnte checks' samlede beloeb" (85). Dette indebaerer, at de manglende bilag vedroerte en ikke-bogfoert udgift, som var blevet udlignet ved det kontante udbytte ved indloesningen af checkene (stadig i 1981). Denne "sammenhaeng", og altsaa i sidste instans "underskuddet", var genstanden for, men ikke forudsaetningen for Rettens vurdering.

149. Appellanten anfoerer ogsaa med urette, at Rettens resultat er i modstrid med det af sagsoegte anfoerte, hvorefter sagsoegeren foreholdes ikke at have opbevaret bilagene, og ikke at have udlignet underskuddet ved de to paagaeldende checks. Det staar fast, at man foreholder ham, at der ikke foreligger bilag (86), men dog under forhold, som kan paavirke vurderingen af overtraedelsens karakter.

150. Appellanten har dernaest rejst en raekke indsigelser (87) mod de forhold, der, som Retten har anfoert i dommens praemis 196, blev taget i betragtning af ansaettelsesmyndigheden for "at begrunde den konklusion, den naaede til i sin disciplinaere afgoerelse".

151. Disse indvendinger maa imidlertid uden videre forkastes, idet de ikke er rejst mod den appellerede dom, men mod den disciplinaere afgoerelse.

152. Appellanten bestrider endvidere, at der, som bemaerket af Retten, bestaar en sammenhaeng mellem de manglende bilag og indloesningen af de to checks. Appellanten er af den opfattelse, at Retten ikke har taget hensyn til visse forhold (naermere angivet i appelskriftet). Da disse forhold vedroerer Rettens vurdering af de faktiske forhold og ikke en tilsidesaettelse af forsvarets rettigheder, kan disse anbringender umiddelbart kun tages i betragtning under paaberaabelse af, at der foreligger en manglende begrundelse (88). Man kan naturligvis overveje, om Rettens saaledes forstaaede selvstaendighed som instans, der traeffer afgoerelse vedroerende de faktiske omstaendigheder, begraenses, naar det drejer sig om logiske regler, der helt klart er blevet tilsidesat. Uanset hvordan det forholder sig, maa appellantens indvendinger dog forkastes af den ene eller den anden grund, hvilket jeg kort skal begrunde nedenfor.

153. Foerst har appellanten paa ny henvist til det af ham allerede fremfoerte anbringende om, at han (udelukkende) foreholdes ikke at have opbevaret bilagene. Han mener, at sagsoegte med dette klagepunkt selv udelukker, at der foreligger den omstridte sammenhaeng. Som jeg har paavist, er dette ikke korrekt.

154. Dernaest har Retten ifoelge appellanten ikke taget hensyn til, at afgoerelsen om decharge for 1982 (89) blev truffet efter Revisionsrettens udtalelse. Naar henses hertil kunne Retten ifoelge appellanten kun laegge til grund, at spoergsmaalet om underskuddets opstaaen var loest. Appellanten har til stoette herfor foerst henvist til afgoerelsens betragtninger, hvorefter "forskellen mellem kassen og hovedregnskabet ... ikke er blevet fuldstaendig forklaret". Han henviser endvidere til, at afgoerelsen ikke sondrer mellem decharge, som meddeles ham, og decharge til regnskabsfoereren, som efterfulgte ham dette aar (den 1.5.).

155. Vedroerende disse to forhold mener jeg, at det er tilstraekkeligt at citere betragtningernes punkt A, som appellanten har fremlagt uddrag af, i dets helhed:

"Under hensyn til at forskellen mellem kassen og hovedregnskabet (d.d. bogfoert i Parlamentets regnskabsboeger og udgoerende 4 136 125 BFR) er blevet fastslaaet inden den 30. april 1982, at den skyldes to checks trukket paa kontoen i Midland Bank den 4. september 1981 og den 1. november 1981, og at den ikke er blevet tilstraekkeligt forklaret." (90)

156. Dette siger efter min mening alt om dette spoergsmaal.

157. Bortset fra disse uholdbare argumenter, som appellanten har fremfoert imod Rettens konklusion som saadan, har appellanten endvidere gjort gaeldende, at han ikke har kunnet bevise, at den omtvistede afgoerelse er fejlagtig paa dette punkt, fordi han ikke har faaet adgang til regnskabet, og hans anmodning om, at der udpeges et sagkyndigt udvalg, er blevet afslaaet. Retten har ved at fastslaa, at sagsoegeren ikke har vaeret i stand til at fremlaegge dette bevis, ifoelge appellanten, tilsidesat forsvarets rettigheder.

158. Med hensyn til dette anbringende skal jeg henvise til de relevante bemaerkninger i dette forslag til afgoerelse: Jeg har allerede behandlet anklagepunktet vedroerende sagsoegerens adgang til regnskabet (91); vedroerende afslaget paa sagsoegerens anmodning om udpegelse af et sagkyndigt udvalg (92) har appellanten fremfoert et saerskilt anbringende, som jeg skal behandle senere hen (93).

159. Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at Rettens bedoemmelse, hvorefter der i overensstemmelse med anklagemyndighedens opfattelse bestaar sammenhaeng mellem de manglende bilag og indloesningen af de paagaeldende to checks, holder over for alle de af appellanten rejste indsigelser. Det er derfor ikke noedvendigt at behandle appellantens indsigelser rettet mod den subsidiaere antagelse, hvorved Retten forudsatte, at den opfattelse, der stred mod Rettens egen, var den korrekte.

160. Foelgelig maa alle de af appellanten fremfoerte indsigelser mod de af Retten fremsatte betragtninger vedroerende den paagaeldende sammenhaeng afvises i deres helhed.

161. 2. Det andet spoergsmaal, som Retten paa baggrund af parternes argumentation vedroerende de manglende bilag har fundet vigtigt, er,

"om forpligtelsen og herved ansvaret for under en forskudsforvaltning kun at afholde udgifter mod forelaeggelse af bilag og bevare disse, paahviler forskudsbestyreren eller regnskabsfoereren" (94).

162. Retten anfoerte her foelgende (praemis 203 og 204):

"Vedroerende spoergsmaalet, om forpligtelsen og altsaa ansvaret for at opbevare de paagaeldende bilag vedroerende indloesningen af de to checks i denne sag paahvilede sagsoegeren eller forskudsbestyreren, laegger Retten artikel 20 og artikel 70, stk. 1 og 2, i finansforordningen og gennemfoerelsesbestemmelsernes artikel 50-53 til grund. Det fremgaar af disse bestemmelser, at ansvaret for fremlaeggelse og opbevaring af bilag under forskudsforvaltningen foerst paahviler forskudsbestyreren. Regnskabsfoereren, som skal kontrollere forskudsforvaltningens regnskaber og give forskudsbestyreren instruktioner, bliver ansvarlig fra det tidspunkt, da han ikke giver de fornoedne instruktioner om at opbevare de paagaeldende bilag.

Som allerede anfoert var sagsoegeren direkte impliceret ved indloesningen af de to checks, idet han selv paafoerte dem den anden underskrift og ifoelge eget udsagn selv deponerede kontanterne, udbetalt i tre valutaer, i Parlamentets pengeskab i Luxembourg. Under disse omstaendigheder har disciplinaerraadet med foeje statueret, at sagsoegeren har handlet groft uagtsomt ved ikke paa behoerig vis at have soerget for opbevaring af Parlamentets vaerdier."

163. Appellanten mener, at disse betragtninger indebaerer en fejlagtig begrundelse. Han har herimod fremsat tre indsigelser.

164. Foerst har han anfoert, at Retten i den naevnte praemis 203 med urette taler om en forpligtelse til "at opbevare de paagaeldende bilag vedroerende indloesning af de to checks". Han har anfoert, at de bilag, som omhandles af det her behandlede klagepunkt i den disciplinaere afgoerelse, vedroerte udgifter af en stoerrelse svarende til checkenes modvaerdi. Dette er ubestrideligt korrekt, men udgoer dog alene en formuleringsfejl, hvilket klart fremgaar af sammenligningen mellem den omstridte formulering og formuleringen i dommens praemis 195. Denne sidstnaevnte formulering viser, at Retten har behandlet spoergsmaalet korrekt. Under disse omstaendigheder kan man ikke tale om en begrundelsesmangel, der kan begrunde en ophaevelse af dommen (95).

165. Dernaest har appellanten anfoert, at Retten har lagt til grund, at regnskabsfoereren boer give forskudsbestyreren de rette instruktioner med henblik paa opbevaring af bilag, men har dog ikke forklaret, hvorledes appellanten har tilsidesat denne forpligtelse. En saadan tilsidesaettelse kan nemlig ikke ifoelge appellanten udledes af, at han deltog i indloesningen af de to checks.

166. Dette argument er korrekt, for saa vidt angaar spoergsmaalet om tilsidesaettelse af instruktionspligten. I denne sammenhaeng maa det ogsaa erkendes, at den indledende saetning i praemis 204 umiddelbart kan give indtryk af, at Retten mener, at den omstaendighed, at sagsoegeren var direkte impliceret ved indloesningen af de to checks, udgoer en vigtig omstaendighed i forhold til den eventuelle tilsidesaettelse af denne forpligtelse. Hvis Rettens loesning imidlertid udtrykkeligt var baseret paa dette grundlag alene, burde den foelgelig ogsaa have praeciseret, at forskudsbestyreren (i sin egenskab af mulig adressat for instruktionerne) klart ikke havde deltaget i indloesningen af checkene.

167. En naerlaesning af praemis 204 viser imidlertid, at Retten hermed har villet angive en supplerende grund til at lade sagsoegeren ifalde ansvar, selv om sondringen mellem denne supplerende grund og instruktionsforpligtelsen paa grund af praemissens affattelse er vanskelig at foretage. Denne begrundelse stoettes, i overensstemmelse med den af sagsoegte ved Retten haevdede opfattelse (96) afgoerende paa det forhold, at sagsoegeren var direkte impliceret ved indloesningen af de to checks. Sagsoegerens argumentation, som jeg gengiver senere, viser, at sagsoegeren ogsaa har forstaaet den saaledes. Under disse omstaendigheder boer dommen ikke ophaeves udelukkende paa grund af det af Retten anfoerte vedroerende sagsoegerens instruktionspligt. Jeg finder det snarere berettiget at behandle de af appellanten under appellen fremfoerte anbringender vedroerende den af Retten ovenfor naevnte angivne supplerende begrundelse.

168. Appellanten mener vedroerende dette spoergsmaal, og dette er tredje del af hans anbringende, at hans medvirken ved indloesningen af checkene er ganske irrelevant for forpligtelsen til at opbevare Parlamentets vaerdier, idet bilagene vedroerende denne indloesning eksisterer. Appellanten har subsidiaert anfoert, at hans medvirken er ganske irrelevant i denne sammenhaeng, fordi underskriften og indsaettelsen i pengeskabet ikke noedvendigvis indebar, at appellanten havde tilsidesat denne forpligtelse.

169. Jeg mener ikke, at disse anbringender er holdbare, idet Retten paa det omstridte sted i dommen, om end ganske kortfattet, opstiller en formodning. I henhold til denne bestaar der tvivl om, hvorvidt regnskabsfoereren, som (for de af ham selv underskrevne checks) personligt har indloest de kontante midler, som udlignede en udgift, der ikke var omfattet af de tilsvarende bilag, skal anses for selv at vaere ophavsmand til denne udgift eller i hvert fald foranledigede dens ivaerksaettelse. Denne formodning ° som foretages i denne sag paa grund af mangel paa herimod stridende holdepunkter ° omfattes af omraadet for de faktiske omstaendigheder og er derfor reelt unddraget Domstolens efterproevelse. Under alle omstaendigheder kan der ikke gives appellanten medhold i hans anbringende, hvorefter man ikke noedvendigvis maa drage den slutning, at der er tale om en tilsidesaettelse af naevnte forpligtelse.

170. Da der som fastslaaet af Retten overhovedet ikke foreligger noget bilag (dvs. i den for sagsoegeren gunstigste situation anses de for at vaere gaaet tabt efter deres udfaerdigelse), har Retten i henhold til artikel 70, stk. 1, andet afsnit, antaget, at ansvaret paahvilede sagsoegeren og ikke forskudsbestyreren.

171. Heraf foelger, at appellantens indsigelse vedroerende Rettens bedoemmelse af denne ansvarsfordeling (som ganske vist ikke fremstaar med bemaerkelsesvaerdig klarhed) maa forkastes.

Overtraedelse af vedtaegtens artikel 86, stk. 1, af finansforordningens artikel 70, stk. 1, og artikel 71, samt tilsidesaettelse af lighedsprincippet, princippet om billighed, princippet om fordelende retfaerdighed og om magtfordrejning

172. Sagsoegerens argumentation ved Retten til stoette for dette anbringende kan efter det af Retten anfoerte opdeles i tre afdelinger.

173. Sagsoegeren havde foerst gjort gaeldende, at afgoerelsen stred mod vedtaegtens artikel 86 og finansforordningens artikel 70, stk. 1, og artikel 71, fordi han ikke ved den af ham foreholdte adfaerd kan anses for at have handlet groft uagtsomt. Retten derimod var af modsat opfattelse. Retten udtalte, at ulovlighederne i forbindelse med oprettelsen af den omstridte konto, undladelsen af at regnskabsfoere eller for sent at regnskabsfoere visse transaktioner vedroerende indloesningen af de to checks, og tilsidesaettelse af forpligtelsen til kun at afholde udgifter mod fremlaeggelse af bilag samt at soerge for deres opbevaring udgjorde uagtsomme handlinger fra sagsoegerens side, der er saa meget mere alvorlige, som sagsoegeren i kraft af sin stilling som regnskabsfoerer beklaedte den hoejeste stilling i forvaltningen af institutionens regnskab.

174. I det omfang appellanten har bestridt, at Rettens bedoemmelse af de paagaeldende klagepunkter er ubegrundet, skal jeg henvise til de i naervaerende forslag gjorte relevante bemaerkninger herom.

175. Jeg kan heller ikke give appellanten medhold i hans anbringende om, at han efter det af Retten tidligere anfoerte ikke var paalagt en "bogfoeringspligt", men alene en kontrol- og instruktionspligt. En tilsidesaettelse af denne forpligtelse maa nemlig behandles paa samme maade som en af regnskabsfoereren begaaet overtraedelse af finansforordningens bestemmelser, nemlig som om vedkommende selv forvaltede forskudskassens midler og regnskab (97). I oevrigt har appellanten i hvert fald delvis selv tilsidesat disse bestemmelser, navnlig ved indloesningen af checkene.

176. Appellantens andet anbringende, hvorefter foruden ham selv, ogsaa finansinspektoeren er bundet af en kontrol- og instruktionsforpligtelse, vedroerer spoergsmaalet om ligebehandling, som appellanten ogsaa har rejst i denne sammenhaeng, og som jeg skal behandle senere.

177. Appellanten mener endelig, at Retten ikke har taget hensyn til hans anbringende om, at der paa davaerende tidspunkt herskede en daarlig organisering i Parlamentets Finanstjeneste, eller til, at der ikke forelaa tilstraekkelige midler. Ifoelge appellanten er Retten ikke kommet ind paa dette punkt. For saa vidt som appellanten havde paaberaabt sig, at der bestod en saerlig sammenhaeng mellem disse forhold og de fastslaaede overtraedelser, havde Retten allerede forkastet dette anbringende (98). Yderligere behandling heraf var derfor unoedvendig.

178. Appellantens anbringende om, at han ikke har handlet groft uagtsomt, kan derfor ikke tages til foelge.

179. Dernaest har appellanten gjort gaeldende, at lighedsprincippet, princippet om billighed og princippet om fordelende retfaerdighed var tilsidesat, fordi han som den eneste blev paalagt en disciplinaer sanktion, modsat forskudsbestyreren, den anvisningsberettigede og finansinspektoeren.

180. Retten henviste med henblik paa denne del af anbringendet til de betragtninger, den havde gjort vedroerende afgraensningen af sagsoegerens ansvar i forhold til forskudsbestyrerens (99), den anvisningsberettigedes og finansinspektoerens (100). Retten udtalte, at forskellen mellem afgoerelserne i disciplinaersagen mod forskudsbestyreren og regnskabsfoereren er irrelevant i denne sag, naar henses til princippet om, at enhver disciplinaersag er en selvstaendig sag, hvis princips overholdelse skal vaere forenelig med lighedsprincippet, princippet om billighed og fordelende retfaerdighed, som sagsoegeren har paaberaabt sig.

181. Appellanten har herom anfoert, at Retten ikke tog hensyn til, at det ikke kun drejede sig om forskellen mellem de to naevnte afgoerelser: der blev nemlig overhovedet ikke ivaerksat nogen disciplinaersag mod de eventuelt oevrige ansvarlige, bl.a. finansinspektoeren. Appellanten har til stoette herfor henvist til Revisionsrettens Saerberetning (101). I oevrigt er det ifoelge appellanten ansaettelsesmyndigheden, der alene kan kraeve beslutning om at indlede en disciplinaersag og den efter sagens afslutning passende sanktion. Appellanten rejser spoergsmaalet, hvorledes man under hensyn til denne omstaendighed kan forene de principper, som blev paaberaabt til stoette for anbringendet ved foersteinstansen, og en mod disse principper diametralt modsat behandling.

182. Herom anfoeres alene indledningsvis, at det i denne sammenhaeng, modsat spoergsmaalet om appellantes objektive ansvar for transaktionerne under forskudsforvaltningen (102), ikke drejede sig om at vurdere appellantens adfaerd ud fra, om han har opfyldt de forpligtelser, der paahviler ham. Det drejede sig snarere om at afgoere, om ansaettelsesmyndigheden korrekt havde udoevet sin skoensbefoejelse, dels ved indledningen af disciplinaersagen og, efter dennes udloeb, dels ved dens afgoerelse af princippet og arten af sanktionen.

183. Appellanten rejser med disse anbringender spoergsmaalet om overholdelse af ligebehandlingsprincippet, i henhold til hvilket bl.a. sammenlignelige forhold boer behandles ens.

184. Men ud fra dette synspunkt kan der alene gives appellanten medhold i dette anbringende, hvis det fremgaar af den appellerede dom, at andre personer, som befandt sig i samme situation som sagsoegeren, var blevet (bedre) behandlet end ham, eller hvis appellanten godtgoer, at Retten med urette ikke havde taget hensyn til sagsoegerens paastande herom. Dette er imidlertid ikke tilfaeldet.

185. Jeg skal navnlig anfoere, at sagsoegte, ubestridt, udtalte (103), at forskudsbestyreren ikke havde begaaet nogen ansvarspaadragende handling efter indloesningen af checkene; forskudsbestyreren befandt sig altsaa, i hvert fald i denne henseende, i en anden situation end sagsoegeren.

186. Vedroerende den anvisningsberettigede har appellanten i denne sammenhaeng intet anfoert, der giver holdepunkter for, at Retten (ligesom ansaettelsesmyndigheden) skulle have tilsidesat princippet om ligebehandling.

187. Den sammenligning, som appellanten i sin appel har foretaget mellem den behandling, som blev ham til del, og den behandling, som finansinspektoeren var udsat for, er ny i forhold til staevningen ved Retten. Hvis appellantens argumentation vedroerende dette spoergsmaal skal forstaas saaledes, at Retten burde have taget hensyn til de af sagsoegeren herom fremsatte paastande, kan anbringendet under alle omstaendigheder ikke anses for begrundet. Desuden skal jeg fastslaa, at appellanten under appellen alene har henvist til Revisionsrettens Saerberetning. Dennes kritik af finansinspektoerens adfaerd vedroerer imidlertid alene en bestemt procedure angaaende regnskabsfoerelsen af udbetalte godtgoerelser. Denne procedure er ganske irrelevant for klagepunkterne i denne sag.

188. Appellantens anbringende vedroerende tilsidesaettelse af generelle principper maa derfor ogsaa forkastes, uden at jeg behoever at komme ind paa spoergsmaalet om "disciplinaersagernes uafhaengighed", som Retten anvendte i sin begrundelse.

189. Appellanten havde endelig gjort gaeldende, at disciplinaersagen var behaeftet med magtfordrejning, fordi han var blevet straffet for formelle klagepunkter, som om disse var reelle klagepunkter, der var behoerigt bevist. Retten afviste dette anbringende. Retten anfoerte, at sagsoegeren ikke, som kraevet efter den i fast retspraksis knaesatte definition af begrebet magtfordrejning, havde fremlagt noget relevant bevis for, at ansaettelsesmyndigheden ved at rejse disciplinaersag mod ham havde forfulgt et andet maal end opretholdelse af den europaeiske offentlige tjenestes interne orden. Den omstaendighed, at sanktionen degradation blev paalagt sagsoegeren for formelle ulovligheder, er ikke tilstraekkelig til at fastslaa, at administrationen, som sagsoegeren har paastaaet, har forfulgt ham alene for i hans person at finde et soneoffer (104).

190. Appellanten erkender, at vurderingen af de paagaeldende beviser tilkommer Retten, og han overlader til Domstolen at afgoere, om Retten ikke, naar henses til de af sagsoegeren fremsatte anbringender, har overskredet graenserne for dens skoensbefoejelse.

191. Da apellanten ikke naermere har praeciseret, hvorledes Retten har gjort sig skyldig i en saadan magtoverskridelse, maa dette anbringende, ligesom de oevrige anbringender, i deres helhed forkastes.

Tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet

192. Retten afviste ogsaa sagsoegerens argumentation, hvorefter der bestaar et urimeligt misforhold mellem paa den ene side klagepunkterne over ham og paa den anden side den alvorlige sanktion, som blev paalagt ham. Retten bemaerkede foerst, at den ikke kan saette sin vurdering i stedet for ansaettelsesmyndighedens, undtagen i tilfaelde af aabenbar vildfarelse eller magtfordrejning. Retten anfoerte endvidere, at der efter dens mening heller ikke bestaar noget bestemt forhold mellem de i artikel 86-89 opregnede sanktioner og de forskellige former for overtraedelse af tjenestepligterne, der begaas af tjenestemaend. Valget af den sanktion, der skal paalaegges i det enkelte, individuelle tilfaelde, er saaledes baseret paa en generel vurdering af sagens samtlige faktiske omstaendigheder og de skaerpende eller formildende omstaendigheder i det konkrete tilfaelde.

193. Retten har paa dette grundlag, som er korrekt, hvilket appellanten heller ikke har bestridt under appellen, bl.a. henvist til den alvorlige karakter af overtraedelserne og den omstaendighed, at sagsoegeren, som institutionens regnskabsfoerer i henhold til finansforordningen, var ansvarlig for en god forvaltning af Regnskabsafdelingen.

194. Appellanten mener nu, at Retten ikke har taget stilling til hans anbringender om, at der var tale om formelle klagepunkter imod ham, og heller ikke til spoergsmaalet om de formildende omstaendigheder.

195. Jeg mener imidlertid, at Retten har taget stilling hertil i dens henvisning til de alvorlige overtraedelser af forpligtelser.

196. Dette gaelder foerst for "den formelle karakter" af disse overtraedelser. Det er klart, at overtraedelser af "formelle" bestemmelser i finansforordningen, som skal sikre en korrekt forvaltning og opbevaring af faellesskabsmidler, alt efter tilfaeldet kan udgoere alvorlige overtraedelser, dvs. indebaere alvorlige tilsidesaettelser af disse interesser. Dette afhaenger af det noejagtige formaal med den tilsidesatte bestemmelse, beloebsstoerrelserne og den sammenhaeng, hvori overtraedelsen begaas. Rettens svar kan derfor ikke anfaegtes.

197. Vedroerende spoergsmaalet om formildende omstaendigheder maa det erkendes, at dette spoergsmaal normalt spiller en rolle ved udmaalingen af den fastsatte sanktion. Men "grundsanktionen" (naervaerende disciplinaere afgoerelse angav sagsoegerens fjernelse fra tjenesten), som eventuelt kan mildnes efter omstaendighederne, er afhaengig af overtraedelsens grovhed. Retten har altsaa taget stilling til sagsoegerens anbringende, men lagt andre forhold til grund for udmaalingen af sanktionen, hvis vigtighed er stoerre end formildende omstaendigheder som saadan. Jeg kan heller ikke her se, at dette skulle indebaere nogen begrundelsesmangel, saa meget mindre, som Retten alene burde efterproeve, om ansaettelsesmyndigheden havde gjort sig skyldig i en aabenbar vildfarelse.

198. Appellanten har desuden anfoert, at han anser Rettens begrundelse for fejlagtig, idet Retten herved baserede sig paa den opfattelse, at sagsoegeren var hovedansvarlig for en god forvaltning af Regnskabsafdelingen. Dette er ifoelge appellanten i modstrid med, hvad Retten tidligere erkendte med hensyn til forskudsbestyreren (praemis 203).

199. Hertil skal jeg alene fastslaa, at artikel 20 og 70 i finansforordningen tildeler regnskabsfoereren et saerligt ansvar, som svarer til den vigtige rolle, der tilkommer denne efter traktaterne [jf. EOEF-traktatens artikel 209, litra c), og de tilsvarende bestemmelser i de oevrige traktater]. Rent juridisk er det ikke anfaegteligt, at disse forhold tages i betragtning ved sanktionens udmaaling, som ansaettelsesmyndigheden har gjort i sin disciplinaere afgoerelse og Retten ved dens efterproevelse heraf. Dette gaelder ogsaa, saafremt regnskabsfoereren (egenhaendigt) tilsidesaetter finansforordningens saglige bestemmelser eller sin tilsynspligt over for forskudsbestyreren, en pligt, der ogsaa er en foelge af regnskabsfoererens saerlige stilling.

200. Den omstaendighed, at forskudsbestyreren i et bestemt tilfaelde (her oprettelsen af kontoen) kan vaere ansvarlig sammen med regnskabsfoereren (nemlig naar foerstnaevnte tilsidesaetter relevante saglige bestemmelser, og sidstnaevnte ikke overholder sin tilsynspligt) er ikke til hinder for, at den sanktion, der skal paalaegges regnskabsfoereren, fastsaettes under hensyntagen til dennes saerlige stilling. Modsat af hvad appellanten tilsyneladende mener, er der ikke nogen modsigelse mellem det forhold, at forskudsbestyreren kan ifalde ansvar for en bestemt handling, og regnskabsfoererens saerlige stilling.

201. Foelgelig maa ogsaa disse anbringender forkastes.

Paastandene om udpegelse af et udvalg af sagkyndige

202. Retten har i sin dom understreget, at disse paastande i hovedsagen gaar ud paa, at der skal udpeges sagkyndige, der skal give en udtalelse vedroerende klagepunktet om, at der ikke foreligger bilag for beloebet paa 4,1 mio. BFR. Retten mente ikke, at en saadant udvalg var noedvendigt, og afslog derfor sagsoegerens anmodning herom, bl.a. under henvisning til "de samlede sagsakter, som disse er blevet gennemgaaet og undersoegt af Retten, det beviste klagepunkt og manglende forelaeggelse af bilag (jf. her praemis 195-202)" (105). Retten uddrager heraf, som sagsoegeren korrekt har bemaerket, at den under sin gennemgang af de faktiske omstaendigheder er blevet overbevist om, at dette klagepunkt med foeje figurerer i den disciplinaere afgoerelse.

203. Appellanten har her alene henvist til sine anbringender, hvorefter Retten med urette fandt dette klagepunkt begrundet.

204. Jeg er helt enig i, at Retten kunne afslaa sagsoegerens anmodning af naevnte grund. Revisionsretten, en af parterne uafhaengig institution, havde allerede undersoegt de relevante faktiske forhold flere gange. Retten stoettede ogsaa sin vurdering paa Revisionsrettens udtalelser.

205. Da appellanten ikke havde fremfoert noget, der kunne give anledning til at tro, at et udvalg af sagkyndige kunne finde frem til nye omstaendigheder, og appellanten heller ikke har begrundet, hvorledes dette skulle kunne ske, har Retten med foeje afvist denne anmodning.

206. Appellanten har i denne sammenhaeng gentaget, at han efter forflyttelsen ikke havde kunnet foretage de noedvendige undersoegelser. Retten havde imidlertid afvist dette anbringende, som sagsoegeren stoettede paa en tilsidesaettelse af forsvarets rettigheder, og naervaerende sag giver ikke noget holdepunkt for at antage, at den afvisning skulle vaere i strid med faellesskabsretten.

207. Appellanten henviser endelig endnu engang til, at der ved hans forflyttelse ikke forelaa nogen regnskabsaflaeggelse. Appellanten har imidlertid ikke paastaaet, at dette forhold rejser tvivl om beviskraften af de dokumenter, som Retten har stoettet sig paa. Derfor og ganske uafhaengigt af, om en saadan paastand kan behandles under en appelsag, kan heller ikke dette anbringende tages til foelge.

208. Dette sidstnaevnte anbringende til stoette for naervaerende appel om udpegelse af et udvalg af sagkyndige maa derfor forkastes.

C ° Forslag til afgoerelse

209. Af de samlede ovenstaaende grunde skal jeg foreslaa Domstolen

° at forkaste appellen

° at tilpligte appellanten at betale sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 122.

(*) Originalsprog: tysk.

(1) - Sml. II, s. 781.

(2) - Dom i sag 141/84, de Compte mod Parlamentet, Sml. s. 1951.

(3) - Retten henviser her til Domstolens dom af 5.7.1970 (sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, org. ref.: Rec. s. 661).

(4) - Sag 141/84 R (de Compte mod Parlamentet, Sml. s. 2575). Ved kendelsen anordnedes udsaettelse af gennemfoerelsen af den foerste disciplinaersanktion ° af 24.5.1984 ° indtil der var afsagt dom i hovedsagen.

(5) - Vedroerende fristernes art: jf. praemis 88 i den appellerede dom og punkt 53 i mit forslag.

(6) - Jf. praemis 60 i den appellerede dom.

(7) - Praemis 69 i den appellerede dom.

(8) - Traktat om oprettelse af et faelles Raad og en faelles Kommission for De Europaeiske Faellesskaber af 8.4.1965.

(9) - Jf. punkt 30 og fodnote 15.

(10) - Jf. punkt 33 og fodnote 20.

(11) - Dom af 5.2.1987, sag 403/85, F. mod Kommissionen, Sml. s. 645, praemis 2, og af 4.2.1970, sag 13/69, Van Eick mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 1, org. ref.: Rec. s. 3, praemis 8, 9 og 10; vedroerende den formmangel, som davaerende sag drejede sig om, jf. dom af 11.7.1968, sag 35/67, Van Eick mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 523, org. ref.: Rec. s. 489, paa s. 512 ff.

(12) - Dette var den fremgangsmaade, som ansaettelsesmyndigheden i denne sag fulgte, da den den 14.1.1983 annullerede den sag, der var indledt den 30.9.1982.

(13) - Jf. EOEF-traktatens artikel 168 A og artikel 51 i statutten for Domstolen samt de tilsvarende bestemmelser vedroerende de to oevrige Faellesskaber.

(14) - Dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, praemis 12.

(15) - EFT C 127, s. 43.

(16) - Det drejer sig om en skrivelse fra Parlamentets formand, hvorved denne anmodede formanden for Budgetkontroludvalget om at udsaette afgoerelsen om meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1981 under henvisning til de klagepunkter, der var rejst under disciplinaersagen: jf. punkt G i betragtningerne til afgoerelsen af 10.4.1984 samt praemis 13 i den appellerede dom.

(17) - Jf. punkt 4, andet og tredje led.

(18) - Praemis 73 i den appellerede dom.

(19) - EFT C 161, s. 98.

(20) - EFT C 227, s. 154.

(21) - I udtalelsen, der blev afgivet efter anmodning fra Parlamentets formand, fastslog Revisionsretten, for saa vidt angaar underskuddet i regnskabsaaret 1982, at regnskabsfoereren og forskudsbestyreren var ansvarlige; jf. praemis 19 og 20 i den appellerede dom.

(22) - Jf. vedroerende dette punkt praemis 79, 80 og 81 i den appellerede dom.

(23) - Tidspunktet, hvor disciplinaerraadet blev tilstillet en indberetning indeholdende klagepunkterne over sagsoegeren efter annullationen i september 1982 af den foerste procedure: jf. ovenfor punkt 2 og praemis 8 i den appellerede dom.

(24) - Jf. ovenfor punkt 33.

(25) - Jf. ovenfor punkt 30.

(26) - Jf. ovenfor punkt 4, andet og tredje led.

(27) - Jf. ovenfor punkt 33.

(28) - Jf. ovenfor punkt 20.

(29) - Jf. ovenfor punkt 2.

(30) - Jf. dom af 1.10.1991, sag C-283/90, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, praemis 29.

(31) - Hverken finansforordningen (fodnote 53) eller forordning nr. 75/375 (fodnote 54) indeholder nogen direkte afklaring af disse spoergsmaal.

(32) - Jf. ovenfor punkt 35.

(33) - Jf. praemis 185 ff. i den appellerede dom; jf. ogsaa praemis 189.

(34) - Jf. praemis 78 i den appellerede dom.

(35) - Jf. ovenfor punkt 39.

(36) - Jf. dom af 19.6.1992, sag C-18/91, V. mod Parlamentet, Sml. I, s. 3997, praemis 21.

(37) - Praemis 89 i den appellerede dom.

(38) - Jf. foregaaende fodnote.

(39) - Jf. ovenfor punkt 2.

(40) - Praemis 88 i den appellerede dom.

(41) - Dette fremgaar klart af dom af 4.2.1970 i sagen Van Eick (jf. ovenfor, fodnote 11).

(42) - Praemis 88 i den appellerede dom.

(43) - Dom i sagen Van Eick (fodnote 11), praemis 7; dom af 29.1.1985, sag 228/83, F. mod Kommissionen, Sml. s. 275, praemis 30.

(44) - Det drejede sig tilsyneladende om skrivelsen af 30.9.1982 ved indledningen af den foerste disciplinaersag. Disciplinaerudvalget taler i samme sammenhaeng om gennemfoerelsen af flere paa hinanden foelgende disciplinaersager .

(45) - Sagsoegte forstod ogsaa sagsoegerens opfattelse saaledes: jf. den appellerede doms praemis 112.

(46) - Appellens punkt 46.

(47) - Dette anbringende var ved Retten en del af et (bredere) anbringende, hvorved sagsoegeren gjorde gaeldende, at der var tale om tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet : jf. overskriften til den appellerede doms praemis 116.

(48) - Sidste punktum i den appellerede doms praemis 124.

(49) - Jf. ovenfor punkt 76.

(50) - Jf. den appellerede doms praemis 197 og punkt 144-148 nedenfor.

(51) - Jf. ovenfor punkt 73 ff.

(52) - I overensstemmelse med staevningens indhold, som jeg har kunnet fastslaa.

(53) - Finansforordningen af 21.12.1977 vedroerende De Europaeiske Faellesskabers almindelige budget (EFT L 356, s. 1).

(54) - Kommissionens forordning nr. 75/375/EOEF af 30.6.1975 om gennemfoerelsesbestemmelser til visse bestemmelser i finansforordningen af 25.4.1973 (EFT L 170, s. 1).

(55) - Den appellerede doms praemis 167.

(56) - Den appellerede doms praemis 153 og punkt 56 i appelskriftet.

(57) - Jf. s. 34 (oeverst) i appelskriftet.

(58) - Jf. ovenfor punkt 99 og 100.

(59) - Det bemaerkes desuden, at ansaettelsesmyndigheden i sagen Offermann forkastede den opfattelse, hvorefter forskudsbestyreren ikke var ansvarlig. Ansaettelsesmyndigheden undlod at paalaegge en disciplinaersanktion ene og alene, fordi den fandt, at en saadan foranstaltning ikke var egnet: jf. staevningens bilag 18 og praemis 8 i dom af 17.10.1991, sag T-129/89, Offermann mod Parlamentet, Sml. II, s. 855.

(60) - Jf. dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, praemis 45.

(61) - Jf. dom af 5.10.1988, forenede sager 260/85 og 106/86, TEC mod Raadet, Sml. s. 5855, praemis 18.

(62) - Jf. ovenfor punkt 99, foerste led.

(63) - A.st., tredje og fjerde led.

(64) - Jf. senere punkt 173-178.

(65) - Den appellerede doms praemis 171.

(66) - Jf. foregaaende fodnote.

(67) - Den appellerede doms praemis 152.

(68) - Den appellerede doms praemis 168 og ovenfor punkt 95.

(69) - Jf. appelskriftets punkt 70.

(70) - Min fremhaevelse.

(71) - Punkt 72, foerste afsnit, i appelskriftet.

(72) - Jf. den appellerede doms praemis 13; EFT C 202 af 5.8.1982, s. 1.

(73) - Den appellerede doms praemis 153 ff., navnlig praemis 167, 168 og 169.

(74) - Den appellerede doms praemis 183.

(75) - Ovenfor punkt 93.

(76) - Ovenfor punkt 94, 95 og 96.

(77) - Ovenfor punkt 4, sidste led.

(78) - Den appellerede doms praemis 195.

(79) - Skrivelse af 29.10.1981, Saerberetning af 6.7.1982, udtalelse af 7.11.1985.

(80) - Den appellerede doms praemis 201.

(81) - Den appellerede doms praemis 202.

(82) - Jf. punkt 76 i appelskriftet.

(83) - S. 45, foerste afsnit.

(84) - Min fremhaevelse.

(85) - Dette er ansaettelsesmyndighedens konklusion efter den appellerede doms praemis 200.

(86) - Den appellerede doms praemis 37, litra c).

(87) - Punkt 77 i appelskriftet.

(88) - Jf. princippet om begrundelsespligten i dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, praemis 29.

(89) - Ovenfor fodnote 20.

(90) - Min fremhaevelse.

(91) - Jf. ovenfor punkt 73, 74 og 75.

(92) - Den appellerede doms praemis 224 ff.

(93) - Jf. punkt 202 ff.

(94) - Den appellerede doms praemis 195.

(95) - Jf. en tilsvarende sag vedroerende en formuleringsfejl i en forordning, dom af 24.1.1991, sag C-27/90, SITPA, Sml. I, s. 133, praemis 13.

(96) - Jf. den appellerede doms praemis 193.

(97) - Jf. ovenfor punkt 95.

(98) - Jf. den appellerede doms praemis 182 og ovenfor punkt 131.

(99) - Den appellerede doms praemis 167-170, praemis 183, samt praemis 203 og 204.

(100) - Den appellerede doms praemis 171 og 172.

(101) - EFT C 202 af 5.8.1982, s. 1.

(102) - Jf. ovenfor punkt 102 ff.

(103) - Jf. den appellerede doms praemis 193.

(104) - Den appellerede doms praemis 214.

(105) - Den appellerede doms praemis 228.