1. 

For at bevare de gode afsætningsmuligheder for det vigtige landbrugsprodukt spiritus har Rådet vedtaget forordning nr. 1576/89 af 29. maj 1989 om fastlæggelse af almindelige regler for definition, betegnelse og præsentation af spiritus (herefter benævnt »grundforordningen«) ( 1 ). Rådet lagde vægt på, at det gode omdømme, disse produkter har opnået både i Fællesskabet og på verdensmarkedet, er forbundet med de traditionelle produkters kvalitetsniveau. Bevarelsen af dette kvalitetsniveau kan bedst ske

Forordningens artikel 1 fastlægger en række definitioner. I stk. 2 defineres begrebet spiritus. Stk. 3 indeholder en række foreløbige definitioner, herunder f.eks. hvad der skal forstås ved begreberne »aromatisering«, »for-skæring« og »landbrugsethanol«. Stk. 4, der er væsentlig for forståelsen af den foreliggende sag, indeholder en definition af en række kategorier af spiritus. Kategorierne defineres ved hjælp af forskellige karakteristika, f.eks. den type spiritus, der er brugt til fremstillingen, produktionsmåde, alkoholindhold og sukkerindhold. De to kategorier spiritus, der er relevante i den foreliggende sag, er henholdsvis brandy og likør.

Brandy er defineret i stk. 4, litra e), som spiritus,

Likør er defineret i stk. 4, litra r), som spiritus, der har et minimumsindhold af sukker på...

Forordningens artikel 5 bestemmer, at de former for spiritus, der opfylder kriterierne fastlagt i definitionerne i artikel 1, stk. 4, på den ene side er eneberettigede til at anvende de angivne artsbetegnelser og på den anden side er forpligtet til at anvende disse betegnelser. Dette betyder f.eks., at spiritus, der opfylder kriterierne for at være brandy, skal sælges under betegnelsen brandy, og at andre former for spiritus ikke må sælges under betegnelsen brandy.

2. 

Forordningens artikel 6 indeholder hjemmel for Kommissionen til at vedtage »særlige bestemmelser«. Der kan ved disse særlige bestemmelser »fastsættes regler for angivelser, der føjes til salgsbetegnelsen«, det vil bl.a. sige »anvendelse af sammensatte udtryk, hvori indgår en af de artsdefinitioner, der er anført i artikel 1, stk. 2 og 4«.

Kommissionen udstedte på grundlag af artikel 6 forordning nr. 1781/91 af 19. juni 1991 (herefter benævnt »gennemførelsesforordningen«) ( 3 ). Det er uomtvistet i sagen, at en af retsvirkningerne af denne gennemførelsesforordning er, at nærmere bestemte likører, f.eks. »orange-brandy« og »apricot-brandy«, kan sælges under disse sammensatte betegnelser, også selv om den anvendte alkohol ikke stammer fra brandy. Det følger således af gennemførelsesforordningen, at de nævnte likører kan sælges under disse betegnelser, selv om de er produceret på grundlag af landbrugsethanol og ikke, som fastlagt i definitionen af brandy, på grundlag af vinbrændevin, eventuelt sammenstukket med et vindestillat.

3. 

Den spanske regering gør gældende, at denne retsvirkning af gennemførelsesforordningen er ulovlig, og at forordningen i dette omfang må annulleres. Regeringens hovedanbringende er, at Kommissionen ikke har hjemmel til at vedtage en sådan undtagelse fra grundforordningens almindelige regler.

Kommissionen har, støttet af den danske regering, principalt påstået afvisning og subsidiært frifindelse.

4.

Spaniens annullationspåstand vedrører eri nærmere bestemt del af gennemførelsesforordningen, nemlig dennes artikel 7b, stk. 3, andet afsnit.

For at forstå baggrunden for det problem, der er opstået ved denne afgrænsning af påstanden, og som er baggrunden for

Kommissionens afvisningspåstand, må hele artikel 7b citeres. Den lyder:

Det vil ses, at bestemmelsen vedrører brugen af betegnelser for spiritus, der er sammensatte i den forstand, at en af de i grundforordningens artikel 1, stk. 4, nævnte artsbetegnelser anvendes sammen med et andet udtryk. Artiklens stk. 1 fastlægger hovedreglen, der for så vidt kun er en naturlig følge af den ovenfor omtalte regel i grundforordningen om, at de i grundforordningens artikel 1, stk. 4, nævnte betegnelser kun må anvendes, hvis de kriterier, der er opregnet i definitionen, er opfyldte for denne form for spiritus. Betegnelserne »whisky-cola« og »gin-tonic« må således kun benyttes, hvis disse varer er producerede i overensstemmelse med definitionen af den spiritus, der er nævnt i det sammensatte udtryk, dvs. henholdsvis whisky og gin. Artikel 7b, stk. 2, indeholder nogle særlige regler for likører, der er betegnet ved sammensatte udtryk, herunder f.eks.»orange-brandy« og »apricot-brandy«. Stk. 3 indeholder en rakke krav til etikettering og præsentation af de i stk. 2 omhandlede likører. Stk. 3's andet afsnit, sidste punktum, indeholder en særlig regel om etiketterings-krav, hvis disse former for spiritus er produceret på grundlag af landbrugsethanol.

Det er som nævnt stk. 3, andet afsnit, den spanske regering påstår annulleret. Den spanske regering finder alene artikel 7b i gennemførelsesforordningen ulovlig, i det omfang den bestemmer, at der ved produktion af spiritus, der er betegnet ved sammensatte udtryk, hvori indgår betegnelsen brandy, kan benyttes landbrugsethanol, dvs. på grundlag af spiritus, der ikke kan bruges ved produktionen af brandy. Og denne retsvirkning af artikel 7b fremgår efter regeringens opfattelse alene af stk. 3, andet afsnit.

Kommissionen gør gældende, at den undtagelse fra grundforordningens almindelige regler, der er indeholdt i artikel 7b, og som efter den spanske regerings opfattelse er ulovlig, allerede følger af artikel 7b, stk. 2.

5.

Der er ingen tvivl om, at Kommissionen har ret heri. Selv om formuleringen af stk. 2 kunne have været klarere, fremgår den af Kommissionen anførte fortolkning dog med tilstrækkelig tydelighed både af artiklens opbygning og ordvalget i stk. 2. Bestemmelsens stk. 1 indeholder hovedreglen, der svarer til den spanske regerings principale synspunkt, nemlig at anvendelse af sammensatte udtryk, hvori indgår en af de betegnelser, der er opregnet i grundforordningens artikel 1, stk. 4, kun er lovlig, hvis alkoholen i denne vare udelukkende stammer fra den spiritus, der er nævnt i det sammensatte udtryk. Stk. 2 er formuleret som en undtagelse fra denne hovedregel. Dette vises både ved anvendelsen af ordene »kan dog« og fremgår i øvrigt af, at bestemmelsen omfatter »præsentation af likører«, idet det udtrykkeligt af definitionen i grundforordningens artikel 1, stk. 4, litra r), fremgår, at likører kan produceres på grundlag af anden spiritus end brandy. Stk. 3 indeholder ikke efter sin formulering selvstændige undtagelser fra grundforordningens regler. Stk. 3 fastlægger betingelser for, at de i stk. 2 omhandlede likører kan sælges med de angivne betegnelser. Denne forståelse af artikel 7b bekræftes i øvrigt af præamblen til gennemførelsesforordningen. Det siges heri:

»For at tage hensyn til den praksis, der havde bestået længe ved ikrafttrædelsen af [grundforordningen], bør det tillades, at visse sammensatte benævnelser på likører kan opretholdes, selv om alkoholen ikke stammer eller ikke udelukkende stammer fra den angivne spiritus«.

Den grundlæggende præmis for Kommissionens afvisningspåstand er derfor for så vidt korrekt. Den klart udtrykte baggrund for den spanske påstand og de retlige anbringender, den spanske regering har fremført til støtte for denne påstand, viser, at det resultat, den spanske regering ønsker opnået, ikke opnås ved annullation af artikel 7b, stk. 3, andet afsnit, men ved annullation af stk. 2, der tillader brugen af sammensatte udtryk for likører, hvori indgår betegnelsen brandy, selv om likørerne er fremstillet på grundlag af landbrugsethanol.

6.

Kommissionen gør gældende, at stævningen »på alle væsentlige punkter — sagsgenstand, søgsmålsgrunde og argumenter samt påstande — er selvmodsigende, og at det derfor ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 19 i statutten for EØFDomstolen og artikel 38, stk. 1, litra c) og d), i Domstolens procesreglement«, og derfor må afvises.

7.

Det kan ikke udelukkes, at der kan foreligge tilfælde, hvor der er en sådan uoverensstemmelse mellem den nedlagte påstand og de anbringender, der er anført til støtte herfor, at det bliver meningsløst at tage stilling til sagens realitet. Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag. Den spanske regering har nedlagt en annullationspåstand og begrundet denne. Regeringen har fortolket de relevante regler forkert og har følgelig påstået annullation af en bestemmelse, der i forhold til dens argumentation ikke er den adækvate bestemmelse at annullere. De problemer, der opstår som følge heraf, kan dog ikke føre til sagens afvisning. Procesreglementets krav til stævningens indhold er opfyldt. Noget andet er, at uoverensstemmelsen mellem påstanden og sagens genstand kan have betydning, når der tages stilling til sagens realitet. Disse problemer er imidlertid efter min mening ikke væsentlige i den foreliggende sag. Der er ingen tvivl om, hvad der er det reelle indhold i regeringens påstand, nemlig at det er i strid med grundforordningen at tillade, at likører, produceret på grundlag af landbrugsethanol, betegnes med sammensatte udtryk, hvori artsbetegnelsen brandy indgår. Det er for afgørelsen af dette spørgsmål ikke væsentligt, om denne regel er indeholdt i artikel 7b, stk. 2, eller i artikel 7b, stk. 3, andet afsnit. Kommissionen har i sine processkrifter og under den mundtlige forhandling vist, at den i fuldt omfang har forstået baggrunden for og formålet med annullationssøgsmålet. En behandling af sagens realitet vil på ingen måde krænke Kommissionens ret til forsvar. Der er derfor efter min mening intet til hinder for, at Domstolen tager stilling til sagens realitet.

8.

Den fejlfortolkning, der ligger til grund for påstandens formulering, kan derimod have betydning, hvis Domstolen måtte finde, at den i artikel 7b indeholdte undtagelse fra grundforordningen, som hævdet af den spanske regering, er i strid med grundforordningen. Domstolen må da tage stilling til, om det under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag er muligt at ændre påstanden, således at dens realitet finder udtryk i domskonklusionen, dvs. gennem en konstatering af ulovligheden af stk. 2. Der må nemlig gives Kommissionen ret i, at en annullation af stk. 3, andet afsnit, ikke giver fornuftig mening. Der vil hermed opstå den paradoksale situation, at en af de betingelser, der tilsigter at sikre forbrugerne mod at blive vildledt ved anvendelsen af de sammensatte betegnelser, ville blive fjernet, mens den regel, som den spanske regering i realiteten finder ulovlig, i hvert fald ikke direkte ville være omfattet af domskonklusionen. Der er dog ikke grund til at tage stilling til dette spørgsmål, før det er undersøgt, om den spanske regering kan gives medhold i, at den i artikel 7b indeholdte undtagelse fra grundforordningen er ulovlig.

9.

Den spanske regerings hovedanbringende er, at den i artikel 7b fastsatte undtagelse fra grundforordningens almindelige regler er ulovlig, fordi den ikke har hjemmel i grundforordningen.

Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 1781/91 er udstedt under henvisning til grundforordningens artikel 6. Artikel 6 bestemmer af relevans for den foreliggende sag følgende:

Det ligger fast, at gennemførelsesforordningen indeholder en egentlig undtagelse fra et af grundforordningens hovedprincipper, nemlig det der er fastslået i artikel 5, og spørgsmålet er derfor, om artikel 6 indeholder hjemmel for en sådan undtagelse. Besvarelsen er ikke indlysende. Artikel 6's ordlyd kan ikke med sikkerhed tages til indtægt for, at bestemmelsen indeholder en sådan hjemmel. Der tales alene om særlige bestemmelser, hvorved der fastsættes regler for anvendelse af sammensatte udtryk, hvori indgår en af grundforordningens artsdefinitioner. Det kan med rimelighed gøres gældende, at bestemmelsen alene giver hjemmel til at fastsætte de supplerende regler, der måtte vise sig nødvendige for at regulere særlige problemer i forbindelse med sammensatte udtryk, uden at der herved gøres undtagelse fra grundforordningens regler. Undtagelsesmuligheden er i øvrigt ikke omtalt i forordningens præambel, der alene i den næstsidste betragtning udtaler, at det bør »overlades til Kommissionen at vedtage gennemførelsesforanstaltninger af teknisk karakter«. Det må på denne baggrund undersøges, om der i øvrigt i forordningen set i lyset af dens formål findes tilstrækkeligt klare holdepunkter for, at hjemmelen i artikel 6 kan benyttes af Kommissionen til at fastsætte undtagelser fra artikel 5 ( 4 ).

10.

Spørgsmålet må efter min mening besvares bekræftende.

Grundforordningens artikel 5 fastlægger forordningens almindelige regel om anvendelsen af betegnelser for de former for spiritus, som er defineret i artikel 1, stk. 4. Bestemmelsen indledes med ordene: »Uden at foregribe de bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 6«. Dette forbehold viser, at Rådet må have haft til hensigt at gøre det muligt for Kommissionen i regler udstedt med hjemmel i artikel 6 at fastsætte undtagelser fra artikel 5. Det er i denne forbindelse også væsentligt, at artikel 6, stk. 3, bestemmer, at de af Kommissionen udstedte regler

»... har til formål at forhindre, at de i disse stykker omhandlede betegnelser skaber forvirring, navnlig under hensyn til de produkter, som findes på tidspunktet for dennes forordnings ikrafttræden«.

Kommissionen gør — og efter min mening med rette — gældende, at denne bestemmelse bl.a. viser, at de retsakter, der udstedes i medfør af artikel 6, også og måske navnlig skal have til formål at løse de problemer, der opstår for de produkter, som traditionelt har været solgt under betegnelser, der, hvis grundforordningens almindelige regler anvendes, ikke længere ville kunne anvendes. Undtagelsesreglerne skal således bl.a. bruges til at opretholde muligheden for at anvende traditionelle betegnelser på produkter, også selv om disse betegnelser ikke passer ind i forordningens almindelige system. De af Kommissionen udstedte regler skal i øvrigt gennem almindelige krav til etikettering og præsentation sikre, at forbrugerne ikke bliver vildledt ved brugen af disse traditionelle betegnelser.

Kommissionens anvendelse af artikel 6, der efter reglerne i forordningens artikel 15 er blevet godkendt af »Gennemførelseskomitéen for Spiritus«, forekommer mig i øvrigt konkret velbegrundet. Undtagelsen gælder kun for et begrænset antal sammensatte betegnelser. De tilladte betegnelser er traditionelle forstået på den måde, at de har været anvendt i mange år og har udbredt brug. Reglerne omfatter spiritus, der opfylder kriterierne for at blive betegnet likører, og som traditionelt har været produceret på grundlag af landbrugscthanol, jf. herved udtalelsen i præamblen til gennemførelsesforordningen, hvorefter

»det bør tillades, at visse sammensatte benævnelser på likører kan opretholdes, selv om alkoholen ikke stammer eller ikke udelukkende stammer fra den angivne spiritus«.

De etiketterings- og præsentationskrav, der er indeholdt i artikel 7b, stk. 3, sikrer mod, at forbrugerne vildledes ved anvendelsen af den sammensatte betegnelse.

Hertil kommer, at berettigelsen af denne fortolkning af artikel 6 støttes af de oplysninger, den danske regering har givet vedrørende de forhandlinger i Rådet, der gik forud for vedtagelsen af artikel 6. Den danske regerings bemærkninger er gengivet i retsmøderapportens sidste afsnit og er ikke under den mundtlige forhandling imødegået af den spanske regering.

11.

Den spanske regering gør ikke alene gældende, at gennemførelsesforordningen er ulovlig, fordi den indeholder en uhjemlet undtagelse fra reglen i grundforordningens artikel 5. Regeringen gør også med styrke gældende, at gennemførelsesforordningen er ulovlig, fordi den er i strid med grundforordningens artikel 9. Artikel 9, stk. 1, bestemmer, at en række nærmere opregnede former for spiritus, herunder f.eks. rom og brandy,

»ikke, når de er fremstillet ved forskæring med landbrugsethanol, i deres præsentation under nogen form [kan] forsynes med den artsbetegnelse, der er forbeholdt disse former for spiritus«.

Bestemmelsen indeholder således efter den spanske regerings opfattelse bl.a. et absolut forbud mod, at et produkt, der betegnes brandy, kan være produceret ved tilsætning af landbrugsethanol.

Der er som anført af Kommissionen flere grunde til at afvise dette argument. Bestemmelsen indeholder for så vidt alene en præcisering af, hvad der allerede må anses for at være en følge af forordningens øvrige regler. De former for spiritus, der er omfattet af bestemmelsen, er alle sådanne, der efter den definition, der indeholdes i artikel 1, stk. 4, produceres på grundlag af andre former for spiritus end landbrugsethanol. Det ville derfor allerede være en overtrædelse af artikel 5, hvis de i artikel 9 opregnede former for spiritus blev benævnt med den betegnelse, der svarer til deres definition, hvis de fremstilles ved hjælp af landbrugsethanol. Det kan på denne baggrund ikke antages, at forbuddet i artikel 9 indeholder en begrænsning af den mulighed, der er i artikel 6 for at gøre undtagelse fra forbuddet i artikel 5. Hertil kommer, at gennemførelsesforordningens undtagelse fra forordningens almindelige regler vedrører likører, dvs. varer, der opfylder kriterierne for at blive betegnet likører efter artikel 1, stk. 4, litra r). Undtagelsesbestemmelsen i gennemførelsesforordningen gælder for varer, der efter selve deres definition kan fremstilles på grundlag af landbrugsethanol og gælder således ikke for varer, der er omfattet af artikel 9. Af disse grunde finder jeg ikke, at artikel 9 har betydning for vurderingen af gennemførelsesforordningens lovlighed.

12.

Den spanske regering har gjort yderligere tre anbringender gældende.

For det første finder regeringen, at undtagelsesordningen er mangelfuldt begrundet og derfor ikke opfylder kravene i EØFtraktatcns artikel 190.

Begrundelsen indeholder således tilstrækkeligt til, at de berørte kan sætte sig ind i baggrunden for den trufne foranstaltning, og for at Domstolen kan udøve sin legalitetskontrol ( 6 ).

13.

For det andet gør den spanske regering gældende, at gennemførelsesforordningen ikke varetager forbrugernes interesser, men tværtimod skader disse. Regeringen henviser også til, at gennemførelsesforordningens regler tilsidesætter artikel 2, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 79/112 ( 7 ), hvorefter mærkning af en vare ikke må være af en sådan art, at den vildleder køberen.

Det forekommer mig klart, at gennemførelsesforordningens præsentations- og etiketteringskrav i artikel 7a, stk. 3, er hensigtsmæssige midler til at forhindre, at forbrugerne bliver vildledt. Det er i øvrigt min opfattelse, at der i gennemførelsesforordningen er fastsat sådanne supplerende regler, der i hvert fald sikrer en ligeså god forbrugeroplysning som den, der ville kunne kræves efter Rådets direktiv 79/112.

14.

For det tredje gør den spanske regering gældende, at undtagelsesbestemmelsen krænker det almindelige fællesskabsretlige princip om ligebehandling, idet producenter af brandy i tre henseender forskelsbehandles. Først fordi gennemførelsesforordningen betyder, at betegnelsen brandy kan anvendes ved præsentation af spiritus, der er fremstillet på grundlag af anden alkohol, mens andre sammensatte former for spiritus skal opfylde grundforordningens almindelige regler. Dernæst fordi brandy's renommé krænkes, mens renomméet for andre former for spiritus beskyttes, idet disse artsbetegnelser ikke kan benyttes for spiritus, der er fremstillet ved tilsætning af landbrugsethanol. Reglen fører til, at producenter af landbrugsethanol favoriseres på bekostning af producenter af andre former for spiritus. Endelig fordi producenter af »autentisk« apricot-brandy, dvs. apricot-brandy fremstillet på grundlag af brandy, stilles i en dårligere konkurrencemæssig situation end de producenter, der kan fremstille apricot-brandy på grundlag af landbrugsethanol.

Dette anbringende må forkastes. Undtagelsesreglerne er ikke udtryk for en krænkelse af princippet om ligebehandling. Den spanske regering har ikke godtgjort, at der er tale om forskellig behandling af ens situationer. De produkter, der er opregnet i artikel 7b, stk. 2, er efter de foreliggende oplysninger sådanne, hvor der på grund af de traditionelle produktionsmetoder og den traditionelle betegnelse er objektiv anledning til at fastlægge særlige regler vedrørende eksisterende sammensatte betegnelser.

15.

Jeg skal af disse grunde foreslå Domstolen at frifinde Kommissionen og at pålægge Kongeriget Spanien sagens omkostninger, idet Kongeriget Danmark afholder sine egne omkostninger.