61990A0042

++++

1. Tjenestemaend - social sikring - sygeforsikring - udgifter som foelge af sygdom - maksimumsbeloeb - lovlighed - betingelser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 72; ordningen vedroerende sygesikring, art. 8)

2. Tjenestemaend - soegsmaal - soegsmaal, som tilsigter efterproevelse af en normativ bestemmelses lovlighed, uden at der foreligger en akt indeholdende et klagepunkt - afvisning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

3. Tjenestemaend - social sikring - sygeforsikring - udgifter som foelge af sygdom - godtgoerelse - institutionernes forpligtelser - overholdelse af lighedsprincippet

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 72)

1. Vedtaegtens artikel 72 giver ikke de personer, som er omfattet af den faelles sygesikringsordning, ret til en godtgoerelse paa 80% eller 85% af afholdte udgifter alt efter ydelsernes art. Satserne fastsaetter den maksimale graense for godtgoerelserne. De udgoer ikke minimumssatser og paalaegger ikke institutionerne pligt til i alle tilfaelde at godtgoere de paagaeldendes udgifter i det anfoerte omfang.

Fastsaettelsen af maksimumsbeloeb i gennemfoerelsesbestemmelserne for at sikre sygesikringsordningens oekonomiske ligevaegt er ikke en overtraedelse af vedtaegtens artikel 72, saafremt faellesskabsinstitutionerne ved fastsaettelsen af disse maksimumsbeloeb overholder princippet om social sikring, som denne artikel hviler paa.

De maksimumsbeloeb, som institutionerne har fastsat efter faelles aftale, er ikke retsstridige, alene fordi visse godtgoerelser, som de finder anvendelse paa, sker til satser, der ligger langt under de, der er fastsat i vedtaegtens artikel 72. Vedtaegten og sygesikringsordningen forudsaetter nemlig, idet de indeholder en adgang for den beroerte til at anmode om saerlig godtgoerelse, naar den ikke-godtgjorte andel af de afholdte udgifter for ham udgoer en betydelig oekonomisk belastning, at udgifter som foelge af sygdom i visse tilfaelde ikke godtgoeres med 80% eller 85%.

2. I forbindelse med en sag anlagt i medfoer af vedtaegtens artikel 91 er Retten kun kompetent til at efterproeve lovligheden af en akt, som indeholder et klagepunkt i forhold til sagsoegeren, men kan ikke udtale sig abstrakt om lovligheden af en generel retsregel, naar der ikke er truffet en saerlig gennemfoerelsesforanstaltning.

3. Lighedsprincippet paalaegger institutionerne pligt til at afhjaelpe en ulige situation for de af den faelles sygesikringsordning omfattede personer, som i visse medlemsstater har hoejere udgifter til laegebehandling.

Institutionerne skal dog ikke straks forhoeje godtgoerelserne til de paagaeldende tjenestemaend, navnlig ikke da ordningens oekonomiske ligevaegt skal sikres. Det paahviler dem derimod med den noedvendige fornoedne omhu at foretage en samordning for at foretage en korrekt revision af sygesikringsordningen, som sikrer, at lighedsprincippet overholdes.

Sagens baggrund

1 Sagsoegeren, Sergio Bertelli, er midlertidigt ansat ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber og tjenstgoerende ved Det Faelles Forskningscenter i Ispra (herefter benaevnt "FFC Ispra"). Som midlertidigt ansat ved Kommissionen er Bertelli tilsluttet den faelles sygeforsikringsordning for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "den faelles ordning"). Den 22. september 1989 gennemgik han to kirurgiske indgreb, der er omfattet af henholdsvis gruppe B og AA i den fortegnelse over kirurgiske indgreb, inddelt i grupper, der er fastsat i bilag II til ordningen vedroerende sygesikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "sygesikringsordningen").

2 Sagsoegeren indsendte en anmodning om godtgoerelse af udgifter som foelge af sygdom i forbindelse med de omtalte kirurgiske indgreb til afregningskontoret i Ispra. Som svar herpaa modtog han en afregning, betegnet nr. 3, der var udfaerdiget den 12. december 1989, med oplysning om, at det kirurgiske indgreb under gruppe B blev godtgjort med et beloeb svarende til 26 180 BFR, som paa davaerende tidspunkt var det maksimumsbeloeb, der kunne godtgoeres i henhold til afsnit II "kirurgiske indgreb" i bilag I til sygesikringsordningen, og at det kirurgiske indgreb under gruppe AA blev godtgjort med et beloeb svarende til 11 390 BFR, som var og stadig er det maksimumsbeloeb, der kan godtgoeres for denne type laegelig ydelse. Det godtgjorte beloeb udgjorde i de to tilfaelde 18% af de faktisk afholdte udgifter, som svarede henholdsvis til 142 525 BFR for gruppe B-indgrebet og 62 007 BFR for gruppe AA-indgrebet.

3 Ved skrivelse af 1. marts 1990, registreret den 6. marts 1990, indgav Bertelli en klage over den naevnte afregning i medfoer af artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten").

4 Den 3. april 1990 afgav afregningskontoret i Ispra en udtalelse vedroerende Bertelli' s klage, hvori det bekraeftede udgifterne til de kirurgiske indgreb, som Bertelli havde gennemgaaet, samt den udtalelse, som afregningskontorets raadgivende laege havde afgivet, idet kontoret konkluderede, at det fastholdt sin afgoerelse vedroerende godtgoerelsen.

5 Den 18. juni 1990 afgav hovedkontoret for den faelles ordning en udtalelse om den ovennaevnte klage, hvoraf det fremgaar, at hovedkontoret var enig i den afgoerelse, som afregningskontoret i Ispra havde truffet.

6 Forvaltningskomitéen for Den Faelles Ordning, som havde faaet sagen forelagt af administrationen i medfoer af artikel 16, stk. 2, i sygesikringsordningen, afgav den 5. juli 1990 en udtalelse - nr. 14/90 - vedroerende Bertelli' s klage, hvori det udtaltes, at afregningskontorets afgoerelse burde opretholdes. Det blev dog anfoert, at komitéen allerede havde indledt en revision af ordningens maksimumsbeloeb og lofter, saavel generelt som i lyset af princippet om ligebehandling af tjenestemaend paa de forskellige tjenestesteder; der var dog endnu ikke fremsat forslag, som kunne paaregnes at blive vedtaget af de kompetente myndigheder, og de gaeldende bestemmelser skulle indtil da anvendes.

Retsforhandlinger

7 Det er paa denne baggrund, at Bertelli har anlagt sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. oktober 1990, hvor den blev registreret under nr. T-42/90.

8 Kommissionen har ved skrivelse af 22. november 1990 meddelt Bertelli, at den den 14. november 1990 havde truffet en afgoerelse om at afvise hans klage. Kommissionen tilfoejede, at den ville genoverveje sin afgoerelse i lyset af den afgoerelse, som Retten skulle traeffe i sag T-110/89, Pincherle mod Kommissionen.

9 Ved kendelse afsagt den 28. januar 1991 tillod Retten Sindacato ricerca dell' Unione italiana del lavoro, Sindacato ricerca della Confederazione generale italiana del lavoro, Unione sindacale Euratom Ispra og Sindacato ricerca della Confederazione italiana sindacati liberi at intervenere til stoette for sagsoegerens paastande. Intervenienterne har indgivet deres skriftlige indlaeg til Rettens Justitskontor den 16. april 1991.

10 Retten har besluttet at ivaerksaette foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, idet den har stillet spoergsmaal til parterne og anmodet dem om at fremlaegge visse dokumenter. Som foelge af denne anmodning fra Retten har Kommissionen den 11. december 1991 fremlagt udtalelsen af 3. april 1990 fra afregningskontoret i Ispra, udtalelsen af 18. juni 1990 fra hovedkontoret og teksten til den aendrede sygesikringsordning, som traadte i kraft den 1. december 1991.

11 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

12 Den mundtlige forhandling fandt sted den 14. januar 1992. Parternes repraesentanter har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal. Kommissionen har fremlagt forvaltningskomitéens udtalelse nr. 7/91 af 24. april 1991 om ligebehandlingskoefficienter for de maksimale godtgoerelsesbeloeb ved visse ydelser, hovedkontorets rapport af 4. december 1991 og noten af 6. januar 1992 til administrationscheferne, udarbejdet af sekretariatet for administrationschefkollegiet, hvorved disse fik meddelelse om, at ligebehandlingskoefficienterne var blevet vedtaget, og at de fandt anvendelse fra den 1. januar 1991.

13 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Det fastslaas, at de maksima og stoerrelser for godtgoerelse, der er fastlagt i bilag I til den faelles sygeforsikringsordning, er retsstridige, for saa vidt angaar de ydelser af den omhandlede art, som modtages i Italien, idet der hermed er sket en overtraedelse af princippet om forsikringsdaekning og kriterierne i vedtaegtens artikel 72 samt af princippet om ligebehandling, som vedtaegtens afsnit V i det hele er baseret paa.

- Den afgoerelse om udbetaling af godtgoerelse for ydelser, der er truffet i det foreliggende tilfaelde, annulleres.

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

14 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Afgoerelsen om sagens omkostninger traeffes efter de gaeldende regler.

15 Intervenienterne har tilsluttet sig sagsoegerens paastande, herunder at Kommissionen tilpligtes at betale intervenienternes omkostninger.

Realiteten

16 Til stoette for sine paastande har sagsoegeren paaberaabt sig to soegsmaalsgrunde, dels tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 72, dels tilsidesaettelse af det almindelige forbud mod forskelsbehandling, som ifoelge sagsoegeren er indeholdt i bestemmelserne i vedtaegtens afsnit V.

17 Inden omtalen af parternes argumentation boer der gives en fremstilling af de bestemmelser, som udgoer den generelle retlige baggrund for sagen. Det bemaerkes, at denne sag, ligesom sag T-110/89, Pincherle mod Kommissionen, som Retten allerede har behandlet, har direkte sammenhaeng med de forudsaetninger og forarbejder, som har foert til en aendring af sygesikringsordningen. Retten har under sin gennemgang af forloebet af denne aendringsprocedure af egen drift taget hensyn til de oplysninger, der forelaa i sag T-110/89.

18 Vedtaegtens artikel 72, stk. 1, bestemmer, at i sygdomstilfaelde garanteres der tjenestemanden, hans aegtefaelle og andre personer, over for hvem han har forsoergerpligt, godtgoerelse af udgifter paa indtil 80% i henhold til en af Faellesskabernes institutioner efter faelles aftale vedtaget ordning. Satsen forhoejes til 85% for konsultationer og besoeg, kirurgiske indgreb, hospitalsindlaeggelse, farmaceutiske produkter, radiologi, analyser og proteser i henhold til laegerecept (bortset fra tandproteser). Artikel 72, stk. 3, bestemmer foelgende: "Saafremt de samlede ikke godtgjorte udgifter i en periode paa tolv maaneder overstiger halvdelen af tjenestemandens maanedsgrundloen eller halvdelen af den udbetalte pension, indroemmer ansaettelsesmyndigheden paa grundlag af den i stk. 1 naevnte ordning en saerlig godtgoerelse, idet der tages hensyn til den paagaeldendes familieforhold."

19 Til gennemfoerelse af vedtaegtens artikel 72 har Faellesskabets institutioner udstedt den naevnte ordning vedroerende sygesikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber. I sygesikringsordningen er fastsat de maksimumsbeloeb for godtgoerelse af udgifter som foelge af sygdom, der fremgaar af bilagene til ordningen. I afsnit II i bilag II fastsaettes bl.a. en maksimal graense paa 26 180 BFR for kirurgiske indgreb under gruppe B. Det hedder i sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, 2 og 5, i den version, der var gaeldende paa tidspunktet, hvor de relevante faktiske omstaendigheder fandt sted:

"1. Skyldes de opstaaede udgifter en behandling, som den tilsluttede eller en af ham medforsikret person har underkastet sig i et land med saerlig store udgifter til laegebehandling, og udgoer den del af udgifterne, som ikke godtgoeres inden for rammerne af sygesikringsordningen, en stor oekonomisk belastning for den tilsluttede, kan der paa grundlag af en udtalelse fra det kompetente afregningskontors raadgivende laege, som vurderer stoerrelsen af udgifterne i forbindelse med laegebehandlingen, ydes en saerlig godtgoerelse enten efter afgoerelse af ansaettelsesmyndigheden ved den institution, som den paagaeldende er tilknyttet, eller efter afgoerelse af afregningskontoret, dersom det af naevnte myndighed er udpeget hertil.

2. Saafremt den ikke-godtgjorte del af udgifter, for hvilke tabellerne i bilaget til denne ordning gaelder, og som den tilsluttede har afholdt for sig selv og for de gennem ham forsikrede personer, i en periode paa tolv maaneder overstiger halvdelen af den gennemsnitlige maanedsgrundloen eller pension eller for de i artikel 2, nr. 3, 5, 6, 7, 8 og 12 i denne ordning omhandlede personer af godtgoerelse i den paagaeldende periode, fastsaettes den i artikel 72, stk. 3, i vedtaegten omhandlede saerlige godtgoerelse paa foelgende maade:

Den ikke-godtgjorte del af ovennaevnte udgifter, som overstiger halvdelen af den gennemsnitlige maanedsgrundloen, eller pension eller godtgoerelse, godtgoeres med:

- 90% for en tilsluttet uden medforsikrede personer

- 100% i de oevrige tilfaelde ...

5. Afgoerelse om anmodningen om saerlig godtgoerelse traeffes:

- enten af ansaettelsesmyndigheden i den institution, som den paagaeldende hoerer under, paa grundlag af en udtalelse fra afregningskontoret, som afgives i henhold til de almindelige kriterier, der er fastlagt af forvaltningskomitéen efter hoering af Laegeraadet, og som vedroerer eventuelle usaedvanlig store udgifter

- eller af afregningskontoret paa grundlag af samme kriterier, hvis det er blevet udpeget hertil af naevnte myndighed."

20 Den 9. maj 1983 fremsatte personaleudvalget ved FFC Ispra et forslag om tilpasning af sygesikringsordningen for det personale, der goer tjeneste i Ispra, hvori udvalget bl.a. lagde vaegt paa behovet for at tilpasse maksimumsbeloebet for godtgoerelse i forbindelse med kirurgiske indgreb og anfoerte, at "maksimumsbeloebene i ringe grad var tilpasset medicinomkostningerne og sundhedsudgifterne i Italien", forudsaa en mulig forskellig tilpasning af lofterne efter tjenestested og foreslog et nyt maksimumsbeloeb paa 40 800 BFR ved kirurgiske indgreb under gruppe B.

21 Den 20. december 1990 afgav Forvaltningskomitéen for Den Faelles Ordning udtalelse nr. 35/90 om revision af sygesikringsordningen. Den fandt, at visse maksimumsbeloeb for godtgoerelse af visse ydelser burde forhoejes, og at beloebene i videst muligt omfang skulle fastsaettes saaledes, at mindst 90% af de ydelser, som de tilsluttede og de medforsikrede personer modtager fra laeger og hospitaler, kan daekkes med 80% henholdsvis 85% som hjemlet i vedtaegtens artikel 72 og i sygesikringsordningen. Det fremgik, at den gennemsnitlige godtgoerelsessats for ydelserne - bortset fra dem, som ordningen har fastsat en godtgoerelse paa 100% for - var steget i 1989: for afregningskontoret i Bruxelles 80,01%; for afregningskontoret i Luxembourg til 80,79%; for afregningskontoret i Ispra til 72,73%. For saa vidt angaar specielt udviklingen i priserne for kirurgiske indgreb, navnlig under gruppe B og D, betonedes det i udtalelsen, at der var tale om en vaesentlig stigning, som ville fortsaette paa grund af anvendelsen af nye tekniske hjaelpemidler og mere effektive apparater. Det blev fremhaevet, at maksimumsbeloebet for godtgoerelse i forbindelse med kirurgiske indgreb under gruppe B ikke var blevet aendret siden den 1. januar 1982 (bortset fra den tekniske tilpasning den 28. juli 1983, der skyldtes forhoejelsen af godtgoerelsessatsen fra 80 til 85%), og at den gennemsnitlige aarlige forhoejelse for denne ydelse for alle valutaer var paa 7,86%, hvilket var grundlaget for en ved foerste oejekast vaesentlig forhoejelse af maksimumsbeloebet for godtgoerelse af denne ydelse. Til udtalelsen var knyttet en raekke tabeller, som indeholdt en analyse af de beloeb, som de tilsluttede betalte til sygekassen for visse ydelser, og antallet af medforsikrede, som var daekket med 85%. For saa vidt angaar udgifterne i italienske lire til indgreb under gruppe B fremgik det, at det gaeldende "loft" kun gjorde det muligt vedtaegtsmaessigt at daekke 282 af 1 000 anmodninger om godtgoerelse. Forvaltningskomitéen foreslog at forhoeje maksimumsbeloebet for godtgoerelse i forbindelse med kirurgiske indgreb i gruppe B fra 26 180 til 37 273 BFR med virkning fra 1. januar 1990. Komitéen mente derudover, at institutionernes administrationer for at overholde lighedsprincippet i medfoer af sygesikringsordningens artikel 8 skulle fastsaette koefficienter for de lande, hvor laegeudgifterne er saerlig hoeje.

22 Den 24. april 1991 afgav Forvaltningskomitéen for Den Faelles Ordning en udtalelse nr. 7/91, hvori den foreslog at indfoere ligebehandlingskoefficienter, der skal anvendes paa maksimumsbeloebene for godtgoerelse af visse ydelser, hvortil omkostningerne beregnes i andre faellesskabsvalutaer end belgiske eller luxembourgske franc. Disse koefficienter skulle vaere forskellige for hver type ydelse i hver valuta for at sikre godtgoerelse til en vedtaegtsmaessig sats i ni ud af ti tilfaelde og paa denne maade behandle ydelser, der betales i alle faellesskabsvalutaerne, lige. Forvaltningskomitéen foreslog, at koefficienterne skulle indfoeres med virkning fra den dato, der var blevet valgt til ikrafttraedelsen af de reviderede maksimale godtgoerelsesbeloeb, jf. udtalelse nr. 35/90.

23 Sygesikringsordningen blev aendret den 1. december 1991 med virkning fra 1. januar 1991. Lofterne for godtgoerelse af flere udgifter som foelge af sygdom, der var fastsat i bilag I og IV, blev aendret i overensstemmelse med de forslag, som forvaltningskomitéen havde fremsat i udtalelse nr. 35/90 af 20. december 1990 (jf. ovenfor, praemis 21). Bl.a. er det maksimumsbeloeb, der kan godtgoeres i forbindelse med kirurgiske indgreb i gruppe B, blevet forhoejet til 37 273 BFR. Derudover er artikel 8, stk. 1, i sygesikringsordningen erstattet af foelgende:

"1. Hvis de opstaaede udgifter skyldes en behandling, som den tilsluttede eller en gennem ham forsikret person har underkastet sig i et land, hvor udgifterne til laegebehandling er saerlig store, kan der ydes en saerlig godtgoerelse, hvis den del af udgifterne, der ikke godtgoeres under ordningen, er en stor oekonomisk belastning for den tilsluttede.

Inden for rammerne af vedtaegtens artikel 110, stk. 3, raadfoerer institutionerne sig med hinanden om gennemfoerelsen af dette stykke paa grundlag af en rapport fra hovedkontoret, ledsaget af en udtalelse fra forvaltningskomitéen.

Dette stykke finder ikke anvendelse paa tilsluttede, der er daekket af den i artikel 24 i bilag X til vedtaegten fastsatte tillaegssygeforsikring."

24 I begrundelsen til den nye ordning henvises til, at visse maksimumsbeloeb for godtgoerelse ikke var blevet tilpasset siden den 28. juli 1983, og at en overholdelse af princippet om ligebehandling af de tilsluttede, uanset hvor udgifterne skulle erlaegges, indebar en tilpasning af ordningens artikel 8, saaledes at institutionerne kunne foretage en passende godtgoerelse af de omtalte udgifter.

25 Den 4. december 1991 fremsatte hovedkontoret for den faelles ordning et forslag til administrationschefkollegiet om at godkende ligebehandlingskoefficienter for de maksimumsbeloeb for godtgoerelse, der er fastsat i sygesikringsordningen, saaledes som det var foreslaaet i forvaltningskomitéens udtalelse nr. 7/91.

26 Som foelge af rapporten fra hovedkontoret for den faelles ordning vedtog administrationschefkollegiet i medfoer af den aendrede artikel 8, stk. 1, andet afsnit, i sygesikringsordningen med virkning fra den 1. januar 1991 de ligebehandlingskoefficienter for de nye maksimumsbeloeb, der traadte i kraft den 1. december 1991. For saa vidt angaar kirurgiske indgreb i gruppe B, der betales i italienske lire, blev ligebehandlingskoefficienten for de eksisterende maksimumsbeloeb fastsat til 223%.

Anbringendet om overtraedelse af vedtaegtens artikel 72

27 Sagsoegeren bestrider ikke, at vedtaegtens artikel 72 fastsaetter graensen for den maksimale godtgoerelse, tjenestemanden og hans familiemedlemmer, som er omfattet af den faelles sygesikringsordning, har ret til, eller at artikel 72 overlader det til Faellesskabets institutioner at traeffe faelles aftale om gennemfoerelsesbestemmelserne. Efter hans opfattelse er det dog ubestrideligt, at daekningen af udgifter som foelge af sygdom mindst skal sikre en godtgoerelse paa 80% eller 85% af de afholdte udgifter, selv om det maa anerkendes, at gennemfoerelsesbestemmelserne boer fastsaette visse kvantitative kriterier.

28 Han har anfoert, at selv om det gradvis indfoeres i de nationale ordninger, at de forsikrede skal afholde en beskeden del af udgiften, er det dog klart retsstridigt, at en sygesikringsordning, som ikke yder direkte bistand, forvaltes saaledes, at godtgoerelsessatserne ligger langt fra begrebet og maalsaetningen for "social sikring".

29 Han mener, at de generelle gennemfoerelsesbestemmelser til vedtaegtens artikel 72, dvs. sygesikringsordningen og i denne sag naermere bestemt dennes bilag I, skal anses for retsstridig, for saa vidt som de fastsaetter maksimumsbeloeb for godtgoerelse, som efter de faktiske forhold ligger langt fra satserne paa 80% og 85%, som er fastsat i artikel 72. Saadanne resultater bringer efter sagsoegerens opfattelse princippet om social sikring i vedtaegtens artikel 72 i fare.

30 Kommissionen har anfoert, at vedtaegtens artikel 72 ikke giver de personer, som er tilsluttet den faelles ordning, ret til at faa en godtgoerelse paa 80% og 85% alt efter ydelsernes art. Disse satser er blot den maksimale graense for, hvor meget der kan godtgoeres, og indebaerer derfor ikke i alle tilfaelde pligt til at godtgoere de tilsluttedes og de medforsikredes udgifter i dette omfang.

31 Kommissionen har tilfoejet, at den faelles ordning hviler paa en ordning med godtgoerelse af udgifter som foelge af sygdom, som kun kan fungere ved hjaelp af de tilsluttedes bidrag, og som derfor ikke raader over ubegraensede ressourcer. Da de tilsluttede i almindelighed har interesse i at opnaa den bedst mulige grad af godtgoerelse af de afholdte udgifter som foelge af sygdom, er det noedvendigt, at graenserne er fastsat i vedtaegten og de hertil knyttede bestemmelser for at opnaa en optimal situation.

32 Retten finder, hvilket den allerede har fastslaaet i dommen af 12. juli 1991 (sag T-110/89, Pincherle mod Kommissionen, Sml. II, s. 635), at det ikke kan udledes af ordlyden af vedtaegtens artikel 72, at denne giver de af den faelles ordning omfattede personer ret til en godtgoerelse paa 80% eller 85% af de afholdte udgifter alt efter ydelsernes art. Disse satser fastsaetter den maksimale graense for, hvad der kan godtgoeres. De udgoer ikke minimumssatser og indebaerer derfor ikke en forpligtelse til i alle tilfaelde at godtgoere de medforsikrede personers og de tilsluttedes udgifter i stoerrelsesordenen 80% eller 85%.

33 Retten finder, at institutionerne, naar vedtaegten ikke indeholder maksimumsbeloeb, er befoejede til i gennemfoerelsesbestemmelser at fastsaette passende maksimumsbeloeb under hensyn til det princip om social sikring, som vedtaegtens artikel 72 er baseret paa. Dette skyldes isaer, at ordningens oekonomiske midler er begraenset til de tilsluttedes og institutionernes bidrag, og at ordningens oekonomiske ligevaegt skal sikres.

34 Med hensyn til sagsoegerens argument om, at de maksimumsbeloeb, som er fastsat i gennemfoerelsesbestemmelserne, er retsstridige i det omfang, hvor de, som det er tilfaeldet med de anfaegtede godtgoerelser, ligger langt under satserne paa 80 og 85%, som er fastsat i vedtaegtens artikel 72, konstaterer Retten, at godtgoerelserne i denne sag har fundet sted med en sats paa 18% af de faktiske udgifter, og at en saadan godtgoerelsessats faktisk ligger langt under satserne paa 80% og 85%, som er fastsat i vedtaegtens artikel 72. Det er derfor rimeligt at spoerge, om - som sagsoegeren haevder - godtgoerelser, der ligger saa langt under satserne paa 80% og 85%, kan foere til at betegne de maksimumsbeloeb, som institutionerne har fastsat efter faelles aftale, som retsstridige eller urimelige.

35 Retten finder, at denne argumentation ikke kan laegges til grund, fordi vedtaegten og sygesikringsordningen netop ved at indeholde visse korrigerende foranstaltninger forudsaetter, at udgifter som foelge af sygdom i visse tilfaelde ikke godtgoeres med 80% eller 85%. Vedtaegtens artikel 72, stk. 3, foreskriver nemlig en saerlig godtgoerelse, saafremt de samlede ikke-godtgjorte udgifter i en periode paa tolv maaneder overstiger halvdelen af tjenestemandens maanedsgrundloen eller halvdelen af den udbetalte pension. Paa samme maade kan der ifoelge sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, ydes en saerlig godtgoerelse, naar de opstaaede udgifter skyldes en behandling i et land med saerlig store udgifter til laegebehandling, og naar den del af udgifterne, der ikke godtgoeres inden for rammerne af sygesikringsordningen, udgoer en stor oekonomisk belastning for den tilsluttede.

36 Sagsoegeren og intervenienterne har selv henvist til, at artikel 8, stk. 1, i sygesikringsordningen giver mulighed for at afhjaelpe de tilfaelde, hvor de afholdte udgifter til laegebehandling er saerlig store. De finder imidlertid, at denne mulighed er sat ud af kraft ved hjaelp af fortolkningsbestemmelserne til sygesikringsordningen, hvori det for at praecisere bestemmelsens anvendelsesomraade hedder:

"Bestemmelserne i dette stykke finder principielt ikke anvendelse paa Faellesskabets lande.

Listen over lande, med saerligt store udgifter til laegebehandling, der er blevet opstillet af administrationscheferne efter faelles aftale, omfatter for oejeblikket foelgende lande: USA, Canada, Chile, Uruguay, Japan og Venezuela ...

Udgifter til laegebehandling i disse lande godtgoeres med indtil det dobbelte af de maksimumsbeloeb for godtgoerelse, der er anfoert i bilagene til ordningen, og i givet fald efter indstilling fra hovedkontoret og efter samstemmende udtalelse fra forvaltningskomitéen.

Betingelsen for 'en stor oekonomisk belastning' anses for opfyldt, naar de beloeb, som ikke godtgoeres som 'opstaaede udgifter' i henhold til stk. 1, beloeber sig til 60% af disse omkostninger.

Ved anvendelsen af dette stykke skal de 'opstaaede udgifter' vurderes ydelse for ydelse."

Det er sagsoegerens og intervenienternes opfattelse, at disse fortolkningsbestemmelser forhindrer, at artikel 8, stk. 1, anvendes paa Faellesskabets medlemsstater, og at de er ulovlige, fordi de strider mod artikel 8.

37 Hertil har Kommissionen anfoert, at anvendelsen paa Faellesskabets medlemsstater af den saerlige godtgoerelsesmekanisme i artikel 8, stk. 1, i sygesikringsordningen i tilfaelde, hvor de ikke-godtgjorte udgifter er hoeje, paa ingen maade er udelukket i fortolkningsbestemmelserne, hvilket Retten har fastslaaet i ovennaevnte dom af 12. juli 1991 (sag T-110/89, Pincherle mod Kommissionen, Sml. II, s. 635). Kommissionen har dernaest tilfoejet, at sagsoegeren ikke har indgivet en anmodning om godtgoerelse i henhold til den naevnte artikel 8, og at han derfor ikke har interesse i at paaberaabe sig argumenter vedroerende anvendelsen af denne bestemmelse.

38 Retten skal herom bemaerke, at saerlig godtgoerelse i sygesikringsordningens artikel 8, stk. 5, er betinget af en forudgaaende anmodning og iagttagelse af en saerlig fremgangsmaade. I naervaerende tilfaelde har sagsoegeren ikke ansoegt om at blive omfattet af bestemmelserne i sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, foer han anlagde sag. I forbindelse med en sag anlagt i medfoer af vedtaegtens artikel 91 kan Retten imidlertid kun efterproeve lovligheden af en akt, som indeholder et klagepunkt i forhold til den sagsoegende tjenestemand, men kan ikke udtale sig om en generel regels lovlighed, naar der ikke er truffet en saerlig gennemfoerelsesforanstaltning (Rettens dom af 12.7.1991, sag T-110/89, Pincherle mod Kommissionen, Sml. II, s. 635). For denne sag indebaerer dette, at sagsoegeren og intervenienterne ikke kan goere gaeldende, at fortolkningsbestemmelserne til sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, er ulovlige, naar der ikke er truffet en individuel afgoerelse om anvendelse af denne bestemmelse.

39 Retten finder dog anledning til at bemaerke, som den allerede har fastslaaet i dommen af 12. juli 1991 (sag T-110/89, Pincherle mod Kommissionen, Sml. II, s. 635), at det hverken kan udledes af vedtaegtens ordlyd eller af ordlyden af sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, at Faellesskabets lande ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 8, stk. 1. Anvendelsen af ordet "principielt" i fortolkningsbestemmelserne goer det nemlig muligt ogsaa at lade artikel 8, stk. 1, finde anvendelse paa Faellesskabets medlemsstater. Retten skal i oevrigt bemaerke, at de fortolkningsbestemmelser, som traadte i kraft den 1. januar 1991, tager hoejde for situationen i de medlemsstater, hvor udgifterne til laegebehandling er saerlig hoeje, og der er faktisk med henblik paa anvendelsen af sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, fastsat koefficienter for godtgoerelse af visse ydelser (se fortolkningsbestemmelserne til bilag I, punkt I). Sygesikringsordningens artikel 8, stk. 1, har saaledes fundet anvendelse paa Faellesskabets medlemsstater.

40 Sagsoegeren har ligeledes henvist til sygesikringsordningens artikel 8, stk. 2, hvorefter der kan ydes en saerlig godtgoerelse, naar de ikke-godtgjorte udgifter i en periode paa tolv maaneder overstiger halvdelen af maanedsgrundloennen. Han haevder, at indholdet heraf ophaeves ved fortolkningsbestemmelserne til den paagaeldende regel, hvori det hedder: "Ved anvendelsen af dette stykke, begraenses beloebene til det dobbelte af de maksimumsbeloeb, ...". Sagsoegeren goer gaeldende, at fortolkningsbestemmelserne - ud over den vigtige begraensning i ordningens artikel 8, hvorefter godtgoerelsen er begraenset til den del af udgifterne, der overstiger halvdelen af den tilsluttedes maanedsgrundloen, og hvoraf det foelger, at et stort beloeb altid ikke kan godtgoeres - indebaerer en anden godtgoerelsesbegraensning, nemlig til det dobbelte af de fastsatte maksimumsbeloeb. Fortolkningsbestemmelserne er derfor efter sagsoegerens opfattelse ulovlige.

41 Retten skal herom atter bemaerke, at i overensstemmelse med sygesikringsordningens artikel 8, stk. 5, skal enhver saerlig godtgoerelse ske i henhold til en forudgaaende anmodning og under iagttagelse af en saerlig fremgangsmaade, hvilket ikke er sket i denne sag. Herefter kan sagsoegerens argument om, at fortolkningsbestemmelserne til sygesikringsordningens artikel 8, stk. 2, er retsstridige, under ingen omstaendigheder paaberaabes, eftersom argumentet ikke vedroerer en retsstridighed ved de anfaegtede afgoerelser, og argumentet kan derfor ikke laegges til grund i forbindelse med en sag anlagt paa grundlag af vedtaegtens artikel 91.

42 Retten skal i oevrigt bemaerke, at de nye fortolkningsbestemmelser, der traadte i kraft den 1. januar 1991, ikke indeholder den af sagsoegeren anfaegtede begraensning.

43 Det foelger heraf, at anbringendet om overtraedelse af vedtaegtens artikel 72 ikke kan tages til foelge.

Anbringendet om overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling, som bestemmelserne i vedtaegtens afsnit V hviler paa

44 Sagsoegeren har anfoert, at bestemmelserne i vedtaegtens afsnit V, benaevnt "tjenestemandens indtaegter og sociale sikring" skal sikre, at tjenestemaendene ved de forskellige institutioner modtager ens vederlag og sociale sikringsydelser, uafhaengig af deres tjenestested eller det sted, hvor de afholder udgifter som foelge af sygdom.

45 Han anser det derfor for klart, at de tilsluttede, som maa lade sig behandle i Italien, hvor udgiften til laegebehandling er stoerre, forfordeles i forhold til dem, som paa grund af et andet tjenestested eller en anden bopael kan modtage samme ydelser til mere moderate satser; det forhold, at maksimumsbeloebene, som gaelder for alle tjenestemaend, beregnes paa grundlag af de satser, som de belgiske praktiserende laeger anvender, indebaerer en forskelsbehandling til fordel for dem, som paa grund af deres tjenestested eller bopael kan nyde godt af de lavere udgifter til laegebehandling i Belgien eller i andre medlemsstater.

46 Efter sagsoegerens opfattelse er bilag I til den faelles ordning saaledes retsstridig paa grund af den forskelsbehandling af Faellesskabernes personale, som bilaget medfoerer; forholdet er i strid med saavel det almindelige princip om ligebehandling som bestemmelserne i vedtaegtens afsnit V, som skal sikre, at alle tjenestemaend behandles lige for saa vidt angaar deres indtaegter og sociale sikring.

47 Dernaest goer sagsoegeren gaeldende, at de nye maksimumsbeloeb og ligebehandlingskoefficienter for udgifter i italienske lire traadte i kraft med virkning fra den 1. januar 1991, og de vedroerer derfor ikke omkostninger, der som i dette tilfaelde er afholdt paa et tidligere tidspunkt.

48 Sagsoegte anerkender, at der den seneste tid er sket betragtelige forhoejelser i udgifterne til visse former for laegebehandling i Italien og Det Forenede Kongerige. Sagsoegte har tilfoejet, at dette netop er grunden til, at institutionerne har godkendt de nye, hoejere maksimumsbeloeb for godtgoerelse samt indfoerelsen af ligebehandlingskoefficienter for de naevnte maksimumsbeloeb.

49 Sagsoegte har gjort gaeldende, at institutionerne siden 1987 har bestraebt sig paa at loese dette problem, og at de fra dette tidspunkt har paabegyndt en dybtgaaende revision af sygesikringsordningen. Denne revision har dog maattet gennemgaa en raekke etaper og en raekke institutionelle fremgangsmaader, som var fastsat i de gaeldende regler, som institutionerne ikke kunne se bort fra. Samtidig var det noedvendigt at traeffe passende oekonomiske foranstaltninger, som kunne bringe det driftsunderskud, som var fremkommet de seneste regnskabsaar, til ophoer, og navnlig tage hoejde for den omkostningsstigning, som skyldtes nye forslag om at haeve tilpasningskoefficienterne.

50 Retten finder, at institutionerne havde pligt til at afhjaelpe den ulige situation, som bestod i, at en del af den faelles sygesikringsordnings tilsluttede og medforsikrede personer i visse af Faellesskabets medlemsstater betalte mere for laegebehandling. Foelgelig maa denne forpligtelses art og raekkevidde defineres for at svare paa spoergsmaalet, om den sagsoegte institution havde pligt til at bringe denne ulighed til ophoer ved straks at forhoeje godtgoerelserne til de beroerte tjenestemaend, eller om dens pligt derimod var begraenset til at foretage en samordning med de andre institutioner med henblik paa en korrekt revision af ordningen.

51 Det er Rettens opfattelse, at den foerste loesning ikke kan anvendes, da Kommissionen er forpligtet til at overholde gaeldende regler, og da den ikke er befoejet til at handle uden for sygesikringsordningens rammer. Navnlig kan Kommissionen ikke anvende maksimumsbeloeb for godtgoerelse, der er forskellige fra de beloeb, der er fastsat i sygesikringsordningen, der igen kun kan aendres ved en faelles aftale mellem institutionerne, som er konstateret i overensstemmelse med ordningens artikel 32. Det skal her tilfoejes, at denne fremgangsmaade er saa meget desto mere noedvendig i forbindelse med en ordning, hvis midler er begraenset til de tilsluttedes og institutionernes bidrag, og hvis oekonomiske ligevaegt noedvendigvis skal sikres.

52 Det er derfor Rettens opfattelse, at sagsoegte havde pligt til med omhu at ivaerksaette og gennemfoere den noedvendige samordning med de oevrige institutioner med henblik paa en passende revision af ordningen.

53 Retten kan herved konstatere, for det foerste, at personaleudvalget ved FFC Ispra allerede den 9. maj 1983 havde fremsat et forslag om forhoejelse af maksimumsbeloebet for godtgoerelse i forbindelse med kirurgiske indgreb i gruppe B (se ovenfor, praemis 20); for det andet, at Forvaltningskomitéen for Den Faelles Ordning foerst den 20. december 1990 (se ovenfor, praemis 21) afgav udtalelse nr. 35/90, hvori den paa den ene side bl.a. foreslog at forhoeje godtgoerelsesbeloebet for kirurgiske indgreb under gruppe B til 37 273 BFR, og paa den anden side - for at overholde lighedsprincippet - anmodede institutionernes administrationer om, i det noedvendige omfang, at fastsaette koefficienter for de lande, hvor udgifterne til laegebehandling er saerligt hoeje; for det tredje, at institutionernes faelles aftale om revision af sygesikringsordningen, som traadte i kraft den 1. december 1991 med virkning fra den 1. januar 1991 (se ovenfor, praemis 23, 24, 25 og 26), foerst blev indgaaet i november 1991.

54 Saafremt den saaledes opstaaede forsinkelse kan betegnes som ekstrem, opstaar spoergsmaalet om mulige konsekvenser heraf for denne sag. I denne sammenhaeng konstaterer Retten, at de tilsluttede - herunder sagsoegeren - som havde udgifter som foelge af sygdom, der ikke blev godtgjort med 80% eller 85%, havde mulighed for at anmode om saerlig godtgoerelse, jf. artikel 8, stk. 1, i sygesikringsordningen, hvorefter ansaettelsesmyndigheden har et vidt skoen. Retten finder, at det kun er i de tilfaelde, hvor den i artikel 8 i sygesikringsordningen indeholdte procedure ikke har gjort det muligt fuldstaendigt at daekke forskellen mellem de udgifter som foelge af sygdom, som skal betales af de tilsluttede til den faelles ordning i de forskellige medlemsstater i Faellesskabet, og hvor denne procedure er afsluttet, at det vil vaere noedvendigt at behandle spoergsmaalet om udligning af det tab, der foelger af den saaledes fortsatte ubegrundede opretholdelse af en tilstand uden lige vilkaar. Da artikel 8 ikke er blevet anvendt i denne sag, er det unoedvendigt at behandle spoergsmaalet.

55 Det foelger af de anfoerte betragtninger, at dette anbringende heller ikke kan tages til foelge.

56 Herefter vil sagsoegte vaere at frifinde.

Sagens omkostninger

57 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne imidlertid selv deres egne omkostninger i sager anlagt af de ansatte ved Faellesskaberne. Retten kan endvidere i medfoer af artikel 87, stk. 3, fordele sagens omkostninger, naar der foreligger ganske saerlige grunde. I denne sammenhaeng skal der tages hensyn til det forhold, at denne sag er opstaaet i en situation med ulige vilkaar for visse tilsluttede til og medforsikrede under den faelles sygesikringsordning, en tilstand, som den sagsoegte institution har erkendt behovet for at afhjaelpe (jf. ovenfor, praemis 48), ligesom dette er fremhaevet i begrundelsen til den nye ordning (jf. ovenfor, praemis 24). Det findes derfor rimeligt at paalaegge den sagsoegte institution ud over de egne omkostninger ogsaa at betale halvdelen af sagsoegerens og intervenienternes omkostninger. Sagsoegeren og intervenienterne baerer hver halvdelen af deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Kommissionen baerer sine egne omkostninger, samt halvdelen af sagsoegerens og intervenienternes omkostninger, som hver baerer den anden halvdel af deres egne omkostninger.