61990A0028

++++

1. Passivitetssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° undladelser, der kan vaere genstand for soegsmaal ° undladelse af at tilstille ophavsmanden til en klage over tilsidesaettelse af konkurrencereglerne en foreloebig meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63

(EOEF-traktaten, art. 175, stk. 3; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 6)

2. Passivitetssoegsmaal ° passivitetens ophoer efter sagens anlaeg ° sagsgenstanden bortfaldet ° stillingtagen til sagen ufornoeden

(EOEF-traktaten, art. 175 og 176)

3. Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° bebyrdende akter ° administrativ procedure for anvendelse af konkurrencereglerne ° meddelelser i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 ° ikke omfattet

(EOEF-traktaten, art. 173 og 189; Raadets forordning nr. 17, art. 3; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 6)

4. Retspleje ° sagens genstand ° aendring under sagens behandling ° forbud

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

1. En virksomhed, der har indgivet klage til Kommissionen under angivelse af at vaere offer for andre virksomheders adfaerd, der er i strid med konkurrencereglerne, kan ° naar der er forloebet en rimelig frist efter indgivelsen af dens klage ° kraeve, at Kommissionen tilstiller den en foreloebig meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63; saafremt den derefter trods en opfordringsskrivelse ikke modtager en saadan meddelelse, kan den som adressat for en anden akt end en henstilling eller en udtalelse i henhold til traktatens artikel 175, stk. 3, anlaegge passivitetssoegsmaal.

2. Et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 175 bygger paa den tankegang, at Kommissionens retsstridige undladelse af at handle giver de andre institutioner, medlemsstaterne og i visse tilfaelde privatpersoner adgang til at anlaegge sag ved Domstolen eller Retten med paastand om, at det fastslaas, at undladelsen af at handle er traktatstridig, for saa vidt den paagaeldende institution ikke har raadet bod paa undladelsen. Dom i overensstemmelse med en saadan paastand medfoerer ifoelge traktatens artikel 176, at den sagsoegte institution har pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger, hvilket i oevrigt ikke beroerer adgangen til i anledning af samme dom at rejse krav, der stoettes paa Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold.

I en sag, der drejer sig om undladelse af at udstede en akt, der er blevet udstedt efter sagsanlaegget, men foer domsafsigelsen, vil en dom, hvorved Domstolen eller Retten fastslaar undladelse, ikke laengere kunne faa de i artikel 176 omhandlede retsvirkninger. Heraf foelger, at soegsmaalets genstand er bortfaldet i et saadant tilfaelde, ligesom i tilfaelde, hvor den sagsoegte institution har efterkommet opfordringen til at handle inden for tomaanedersfristen, saaledes at det er ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen.

3. De meddelelser, hvorved Kommissionen foreloebig udtaler sig efter de regler, der er fastsat i artikel 6 i forordning nr. 99/63 om en klage, den har faaet forelagt efter artikel 3 i forordning nr. 17, har ikke karakter af beslutninger, der kan vaere bebyrdende efter traktatens artikel 189, og kan foelgelig ikke vaere genstand for et annullationssoegsmaal efter traktatens artikel 173.

4. Selv om artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement aabner mulighed for under visse omstaendigheder at fremsaette nye anbringender under sagen, kan denne bestemmelse ikke fortolkes saaledes, at den skulle aabne mulighed for, at sagsoegerne kan fremsaette nye paastande for Retten og saaledes aendre sagens genstand, f.eks. ved at aendre et passivitetssoegsmaal til et annullationssoegsmaal.

Sagens naermere omstaendigheder

1 De sagsoegende virksomheder beskaeftiger sig med import til og salg i Frankrig af japanske biler, der er i fri omsaetning i andre af Faellesskabets medlemsstater, saasom Belgien og Luxembourg.

2 En af de sagsoegende virksomheder, Jean-Michel Cesbron' s virksomhed, der ansaa sig for offer for en ulovlig aftale indgaaet mellem fem franske importoerer af japanske biler, nemlig Sidat Toyota France, Mazda France Motors, Honda France, Mitsubishi Sonauto og Richard Nissan SA ° en aftale, der angiveligt skal staa under den franske regerings beskyttelse ° indgav den 18. november 1985 en klage til Kommissionen paa grundlag af EOEF-traktatens artikel 30 og 85. Denne klage paafulgtes den 29. november 1988 af en fornyet klage mod de fem importoerer; en klage, der denne gang var indgivet af de fire sagsoegere paa grundlag af artikel 85.

3 I denne klage gjorde sagsoegerne i det vaesentlige gaeldende, at de fem ovennaevnte importoerer af japanske biler over for de franske myndigheder havde paataget sig en forpligtelse til paa det franske marked ikke at saelge et antal biler, der oversteg 3% af det antal biler, der var indregistreret paa det samlede franske omraade i loebet af det foregaaende kalenderaar. De naevnte importoerer skulle endvidere vaere enedes om at opdele denne kvote i henhold til forud fastlagte regler under udelukkelse af de konkurrerende virksomheder, der oensker at saelge biler i Frankrig af japansk oprindelse og af andre maerker end dem, der saelges af deltagerne i den paastaaede aftale.

4 Til gengaeld for denne frivillige begraensning skal de franske myndigheder have lagt et betydeligt antal hindringer i vejen for den frie omsaetning af biler af japansk oprindelse af andre maerker end de fem maerker, som saelges af de importoerer, der er omfattet af den paastaaede aftale. For det foerste skal der vaere indfoert en indregistreringsprocedure, der fraviger den saedvanlige ordning, for saa vidt angaar biler, som er genstand for parallelimport. Disse biler skal vaere anset for brugte biler og saaledes vaere undergivet en dobbelt teknisk kontrol. For det andet skal der vaere givet instruks til politiet om at forfoelge erhververe af brugte japanske biler, der koerer under udenlandsk indregistrering. Endelig skal varebiler, for hvilke der gaelder en lavere momssats end den, der finder anvendelse paa personbiler, ved deres indfoersel til Frankrig vaere blevet udsat for forskelsbehandling derved, at de blev omfattet af en momssats paa 28%, der foerst efterfoelgende nedsattes til 18,6%, med de ulemper, som dette indebaerer for forhandleren i forhold til koeberen.

5 I henhold til artikel 11, stk. 1, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), udbad Kommissionens sig ved skrivelse af 9. juni 1989 en raekke oplysninger fra de paagaeldende importoerer. Ved skrivelse af 20. juli 1989 paalagde Generaldirektoratet for Industri under Ministeriet for Industri og Fysisk Planlaegning de naevnte importoerer ikke at svare paa de af Kommissionen stillede spoergsmaal under henvisning til, at disse vedroerte "franske myndigheders politik i forhold til import af japanske biler".

6 Da Kommissionen forblev tavs i forhold til sagsoegerne, tilsendte disse den 21. november 1989 Kommissionen et brev, hvori de opfordrede den til at tage stilling til de klager, der var indgivet i henhold til traktatens artikel 30 og 85.

7 Ved skrivelse af 8. maj 1990 meddelte generaldirektoeren for Generaldirektoratet for Konkurrence sagsoegerne, at Kommissionen havde til hensigt ikke at tage deres klager til foelge.

Brevet slutter saaledes:

"Jeg kan i saa henseende oplyse Dem om, at Kommissionen paa grundlag af de nedenfor anfoerte overvejelser har til hensigt ikke at tage disse forskellige klager til foelge.

For det foerste har de undersoegelser, der er gennemfoert i GD IV med henblik paa en eventuel anvendelse af artikel 85, godtgjort, at de fem importoerer, hvis adfaerd der er rejst spoergsmaal om, ikke har nogen muligheder for at disponere i denne sag, naar henses til den ordning, der gaelder for begraensning af japansk import til Frankrig.

For det andet maa en eventuel anvendelse af artikel 30 udelukkes i denne sag, idet Faellesskabets interesse ikke taler herfor, naar henses til de forhandlinger, som for oejeblikket finder sted i forbindelse med fastlaeggelsen af en faelles handelspolitik, navnlig i forhold til Japan, vedroerende automobiler.

Foer Kommissionen afviser Deres klage ved en endelig afgoerelse, skal man imidlertid i overensstemmelse med reglerne i artikel 6 i forordning nr. 99/63/EOEF opfordre Dem til at fremkomme med Deres bemaerkninger til naervaerende skrivelse. Deres svar skal vaere mig i haende inden for en frist paa to maaneder fra modtagelsen af dette brev.

Naervaerende meddelelse er ligeledes sendt til J.-M. Cesbron, Monin Automobiles, Asia Motor, EAS samt advokatkontoret SCP Fourgoux i Paris."

8 Den 29. juni 1990 tilsendte sagsoegerne Kommissionen deres bemaerkninger, hvori de paa ny gjorde gaeldende, at deres klager var velbegrundede.

9 Sagsoegerne er for tiden under betalingsstandsning.

Retsforhandlinger og parternes paastande

10 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 20. marts 1990 og registreret den 21. marts s.aa., har Asia Motor France og de tre oevrige sagsoegere anlagt sag med paastand i foerste raekke om, at det i henhold til EOEF-traktatens artikel 175, stk. 3, fastslaas, at Kommissionen har undladt at traeffe en afgoerelse i forhold til sagsoegerne i henhold til EOEF-traktatens artikel 30 og 85, og i anden raekke om erstatning efter EOEF-traktatens artikel 178 og 215, stk. 2, for det tab, som de angiveligt har lidt ved den naevnte undladelse.

11 Ved kendelse af 23. maj 1990 bestemte Domstolen:

"1) Sagen afvises, for saa vidt den angaar Kommissionens manglende indgriben paa grundlag af traktatens artikel 30 og det heraf paadragne ansvar.

2) I oevrigt henvises sagen til Retten i Foerste Instans.

3) Sagsoegerne baerer halvdelen af de omkostninger, de har afholdt indtil afsigelsen af denne kendelse."

12 I overensstemmelse med artikel 47 i protokollen vedroerende EOEF-statutten for Domstolen er den skriftlige forhandling herefter fortsat for Retten (Anden Afdeling).

13 Ved processkrift indgivet til Rettens Justitskontor den 3. august 1990 og registreret den 7. august s.aa. har Kommissionen i henhold til artikel 91 i Domstolens procesreglement ° der paa davaerende tidspunkt med de af forholdets natur foelgende aendringer fandt anvendelse paa proceduren for Retten i henhold til artikel 11 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT 1989 C 215, s. 1) ° nedlagt saerskilt paastand om afvisning af staevningens paastande, som blev henvist til Retten med Domstolens ovennaevnte kendelse af 23. maj 1990.

14 Ved processkrift indleveret til og registreret paa Rettens Justitskontor den 26. september 1990 har sagsoegerne nedlagt paastand om forkastelse af formalitetsindsigelsen og fremsat deres anbringender til stoette herfor.

15 Ved kendelse af 7. november 1990 har Retten (Anden Afdeling) besluttet at henskyde den af sagsoegte rejste indsigelse til behandling i forbindelse med sagens realitet.

16 Den skriftlige forhandling er afsluttet den 18. marts 1991 efter indlevering af svarskriftet, idet sagsoegerne ikke har indgivet replik inden for den fastsatte frist.

17 Efter begaering af Anden Afdeling har Retten den 6. december 1990 besluttet at udpege en generaladvokat. Paa samme afdelings forslag og efter at have hoert parterne og generaladvokaten har Retten den 4. juli 1991 besluttet at henvise sagen til Rettens plenum.

18 Paa grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hoert generaladvokaten har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

19 Ved justitssekretaerens skrivelse af 27. september 1991 har Retten stillet en raekke spoergsmaal til Kommissionen, som denne har besvaret under den mundtlige forhandling, der fandt sted den 23. oktober 1991.

20 I forbindelse med sin formalitetsindsigelse har Kommissionen nedlagt paastand om at Retten:

° afviser sagen

° doemmer sagsoegerne til in solidum at betale sagens omkostninger.

21 I deres procesindlaeg vedroerende formalitetsindsigelsen har sagsoegerne nedlagt paastand om at Retten:

° forkaster den af Kommissionen rejste formalitetsindsigelse

° subsidiaert, for det tilfaelde, at Retten mod forventning maatte anse Kommissionens brev af 8. maj 1990 for en anfaegtelig retsakt, admitterer passivitetssoegsmaalet som et annullationssoegsmaal

° konstaterer Kommissionens skadegoerende adfaerd

° imoedekommer det af sagsoegerne rejste krav om godtgoerelse for det lidte tab.

22 I staevningen har sagsoegerne nedlagt paastand om at Retten:

° i medfoer af traktatens artikel 175 konstaterer, at Kommissionen har undladt at traeffe en afgoerelse i forhold til klagerne, uanset at disse rettidigt havde indgivet en begaering til Kommissionen i saa henseende

° i medfoer af traktatens artikel 178 og 215 doemmes Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab til at godtgoere sagsoegerne det tab, som er foraarsaget af Faellesskabets institutioner, hvilken godtgoerelse boer fastsaettes til:

° Asia Motor France: 155 336 000 ECU

° Cesbron (JMC Automobile): 85 150 000 ECU

° Monin Automobiles: 32 892 000 ECU

° EAS: 76 177 000 ECU

° doemmer Kommissionen til at betale sagens omkostninger.

23 I sit svarskrift har Kommissionen nedlagt paastand om:

° afvisning, subsidiaert frifindelse

° at sagsoegerne doemmes til at betale sagens omkostninger in solidum.

24 Ved skrivelse af 5. december 1991, der er underskrevet af det kommissionsmedlem, der varetager konkurrencespoergsmaal, gav Kommissionen sagsoegerne meddelelse om en afgoerelse, ifoelge hvilken den fastholdt sin foreloebige bedoemmelse, saaledes som anlagt i dens meddelelse af 8. maj 1990, og foelgelig afviste de klager, som var indgivet henholdsvis den 18. november 1985 og den 29. november 1988. Denne afgoerelse er genstand for et annullationssoegsmaal, der verserer for Retten (Anden Afdeling); soegsmaalet er registreret under nr. T-7/92.

Paastandene stoettet paa traktatens artikel 175

Vedroerende antagelsen af disse paastande til realitetsbehandling

Parternes argumenter

25 Kommissionen har rejst formalitetsindsigelse over for passivitetssoegsmaalet, saaledes som dette foreligger efter at vaere blevet henvist til Retten, under henvisning til, at anmodningen om at handle ikke opfylder kravene i traktatens artikel 175, i henhold til hvilken et passivitetssoegsmaal "kun [kan] antages til behandling, hvis den paagaeldende institution har vaeret opfordret til at handle". Kommissionen haevder i saa henseende, at sagsoegernes brev af 21. november 1989 ikke kan anses for at vaere en opfordring til at handle, naar det dels ikke paa nogen praeciserer det juridiske grundlag, der skaber en forpligtelse for institutionen til at handle, dels heller ikke praeciserer, hvilken handling institutionen anmodes om at foretage.

26 Sagsoegerne har heroverfor anfoert, at deres brev af 21. november 1989 maa anses for en anmodning om at handle, der opfylder kravene i traktatens artikel 175. De anfoerer, at det klart fremgik af de klagepunkter, der blev gjort gaeldende i det naevnte brev, at de havde til hensigt at paaberaabe sig bestemmelserne i traktatens artikel 175 med henblik paa at opfordre Kommissionen til at handle. Ifoelge sagsoegerne angav den naevnte opfordring til at handle klart, at de anmodede enten om en meddelelse af klagepunkter til de virksomheder, der var anfoert i deres klager, eller en henlaeggelse af sagerne, hvilket ville have gjort det muligt for dem at indlede et annullationssoegsmaal. De goer gaeldende, at det indhold, som en opfordring til at handle skal have, ikke er fastsat i traktatens bestemmelser eller i afledt ret, og at Domstolen har afvist al overfloedig formalisme paa dette punkt, netop for at beskytte de retsundergivnes rettigheder. Sagsoegerne henviser paa dette punkt til generaladvokat Roemer' s forslag til afgoerelse vedroerende dommen af 13. juli 1961 (forenede sager 22/60 og sag 23/60, Elz mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 259, org. ref.: Rec. s. 383).

Rettens bemaerkninger

27 Under hensyn til de anfoerte faktiske og retlige omstaendigheder minder Retten om, at EOEF-traktatens artikel 175 har foelgende ordlyd:

"Undlader Raadet eller Kommissionen i strid med denne traktat at traeffe afgoerelse, kan medlemsstaterne eller Faellesskabets andre institutioner indbringe klage for Domstolen for at faa fastslaaet denne overtraedelse af traktaten.

En saadan klage kan kun antages til behandling, hvis den paagaeldende institution har vaeret opfordret til at handle. Hvis institutionen ikke har taget stilling inden to maaneder efter denne opfordring, kan klagen indbringes inden for en frist paa yderligere to maaneder.

Paa de i de foregaaende stykker fastsatte betingelser kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage til Domstolen over, at en af Faellesskabets institutioner har undladt at udstede en retsakt til ham, henstillinger og udtalelser dog undtaget."

28 Med hensyn til soegsmaalets antagelse til realitetsbehandling, for saa vidt det stoettes paa ovennaevnte bestemmelse, konstaterer Retten, at sagsoegerne med rette haevder, at det brev, som deres advokat sendte til Kommissionen den 21. november 1989, var en anmodning om at handle efter EOEF-traktatens artikel 175. I saa henseende bemaerkes, at det anfoerte brev, der udtrykkeligt henviste til EOEF-traktatens artikel 175, paa utvetydig maade opfordrede Kommissionen til at handle med henblik paa at bringe samtlige de paastaaede overtraedelser af traktaten til ophoer, hvilke overtraedelser sagsoegerne beskrev i detaljer i brevets tekst. Kommissionen kan saaledes ikke haevde at have vaeret uden kendskab til, at sagsoegerne havde til hensigt gennem dette brev og i tilfaelde af, at Kommissionen ikke svarede inden for to maaneder efter modtagelsen af brevet, at indlede passivitetsproceduren efter traktatens artikel 175.

29 Retten finder herefter, at det maa undersoeges, om det er med rette, at sagsoegerne i overensstemmelse med traktatens artikel 175, stk. 3, laster Kommissionen for at have undladt at udstede en retsakt til dem, bortset fra en anbefaling eller en udtalelse. I henhold til fast retspraksis gaelder det nemlig, "at for at sagen kan antages til realitetsbehandling, skal sagsoegeren vaere i stand til at godtgoere, enten at han er adressat for en saadan retsakt fra Kommissionen, der har bestemte retsvirkninger over for ham, og som efter sin karakter kan annulleres, eller at Kommissionen, trods behoerig opfordring efter artikel 175, stk. 2, har undladt at udstede en retsakt til ham, som han retligt har krav paa efter EF-retten". (Domstolens dom af 10.6.1982, sag 246/81, Lord Bethell mod Kommissionen, Sml. s. 2277, praemis 13). I det foreliggende tilfaelde maa det under hensyn til det tidsrum, der er forloebet mellem indgivelsen af klagen og indsendelsen af anmodningen om at handle, antages, at sagsoegerne kunne kraeve, at Kommissionen tilstillede dem en foreloebig meddelelse i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63"), og at de saaledes kunne haevde, at de som fysiske eller juridiske personer var adressater for en retsakt, bortset fra en henstilling eller en udtalelse, i overensstemmelse med traktatens artikel 175, stk. 3.

30 Det foelger af det ovenfor anfoerte og af det forhold, at Kommissionen har vaeret tavs over for den opfordring til at handle, som sagsoegerne paa korrekt maade har forelagt den, at soegsmaalet paa tidspunktet for sagens anlaeg kunne antages til realitetsbehandling i det omfang, det stoettedes paa traktatens artikel 175, og dette uafhaengigt af spoergsmaalet om, hvorvidt en stillingtagen fra Kommissionens side efterfoelgende har gjort soegsmaalet genstandsloest. En saadan stillingtagen er nemlig uden indflydelse paa spoergsmaalet om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, hvilket spoergsmaal skal bedoemmes paa tidspunktet for sagens anlaeg.

Vedroerende soegsmaalets genstand

Parternes argumentation

31 Kommissionen har gjort gaeldende, at soegsmaalet er blevet uden genstand, idet Kommissionen ved skrivelse af 8. maj 1990 i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 99/63 har meddelt sagsoegerne, at den havde til hensigt at forkaste deres klager. Kommissionen paaberaaber sig vedroerende dette punkt Domstolens dom af 18. oktober 1979 (sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 3190, praemis 21), i hvilken Domstolen skal have fastslaaet, at et brev stilet til en klager i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 udgoer en stillingtagen efter traktatens artikel 175, stk. 2. Kommissionen udleder heraf, at der herefter ikke foreligger nogen form for passivitet fra dens side, og at soegsmaalet foelgelig er blevet uden genstand og saaledes maa afvises.

32 Sagsoegerne har bestridt, at deres passivitetssoegsmaal er blevet uden genstand som foelge af Kommissionens brev af 8. maj 1990. Naermere bestemt benaegter de under henvisning til brevets ordlyd, at dette kan anses for at vaere en "stillingtagen" i den betydning, hvori dette udtryk anvendes i Domstolens ovennaevnte dom af 18. oktober 1979 i sagen GEMA mod Kommissionen.

33 Subsidiaert har de gjort gaeldende, at selv for det tilfaelde, at Retten maatte anse brevet af 8. maj 1990 for at vaere en gyldig stillingtagen, bringer brevet ikke noedvendigvis Kommissionens passivitet i forhold til den paastaaede overtraedelse af traktatens artikel 85 til ophoer. Ifoelge sagsoegerne angaar deres soegsmaal under denne forudsaetning ikke laengere manglen paa en klar stillingtagen fra Kommissionens side, men Kommissionens afvisning af at traeffe de fornoedne foranstaltninger over for importoererne af japanske biler og de franske myndigheder, for saa vidt disse overtraeder traktatens artikel 30 og 85. I saa henseende henviser sagsoegerne til Domstolens dom af 27. september 1988 (sag 302/87, Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 5641, praemis 17).

Rettens bemaerkninger

34 Retten konstaterer, at Kommissionen efter sagens anlaeg den 8. maj 1990 har stilet en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 til sagsoegerne; en meddelelse, i henhold til hvilken Kommissionen dels ikke havde til hensigt at imoedekomme deres klager, dels opfordrede sagsoegerne til at fremkomme med deres bemaerkninger i saa henseende. Kommissionen har efterfoelgende, den 5. december 1991, meddelt sagsoegerne en afgoerelse, hvorved den endeligt forkastede deres klager. Sagsoegerne har anlagt en sag med paastand om annullation af denne beslutning, med hensyn til hvilken Retten senere traeffer afgoerelse.

35 Det ligger saaledes fast, at Kommissionen ikke alene har opfyldt de processuelle forpligtelser, der paahviler den efter artikel 6 i forordning nr. 99/63, men at den ogsaa har truffet en endelig beslutning om at forkaste de klager, der var indbragt for den af sagsoegerne, og at den dermed har givet disse mulighed for at beskytte deres berettigede interesser (Domstolens dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875, praemis 13), ogsaa selv om beslutningen af 5. december 1991 er fremkommet med betydelig forsinkelse. Det maa altsaa udledes heraf, at soegsmaalet er blevet uden genstand, i hvert fald efter beslutningen af 5. december 1991, og at der herefter ikke laengere er grund til at traeffe afgoerelse i saa henseende.

36 Som Domstolen har udtalt i dom af 12. juli 1988 (sag 377/87, Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 4017, praemis 9), bygger et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 175 paa den tankegang, at Kommissionens retsstridige undladelse af at handle giver de andre institutioner, medlemsstaterne og i visse tilfaelde privatpersoner adgang til at anlaegge sag ved Domstolen eller Retten med paastand om, at det fastslaas, at undladelsen af at handle er traktatstridig, for saa vidt den paagaeldende institution ikke har raadet bod paa undladelsen. Dom i overensstemmelse med en saadan paastand medfoerer ifoelge traktatens artikel 176, at den sagsoegte institution har pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger, hvilket i oevrigt ikke beroerer adgangen til i anledning af samme dom at rejse krav, der stoettes paa Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold.

37 I en sag som den foreliggende, der drejer sig om undladelse af at udstede en akt, der er blevet udstedt efter sagsanlaegget, men foer domsafsigelsen, vil en dom, hvorved Domstolen eller Retten fastslaar undladelse, ikke laengere kunne faa de i artikel 176 omhandlede retsvirkninger. Heraf foelger, at soegsmaalets genstand er bortfaldet i et saadant tilfaelde, ligesom i tilfaelde, hvor den sagsoegte institution har efterkommet opfordringen til at handle inden for tomaanedersfristen. Situationen i det foreliggende tilfaelde er saaledes forskellig fra den, der var tale om i Domstolens ovennaevnte dom af 27. september 1988 i sagen Parlamentet mod Raadet, som sagsoegerne paaberaabte sig, og i hvilken Domstolen udtalte, at en afvisning af at handle kan forelaegges den paa grundlag af artikel 175, uanset hvor udtrykkelig den er, idet den ikke bringer passiviteten til ophoer. I det foreliggende tilfaelde kan Kommissionen, som endeligt har forkastet sagsoegernes klage efter at have tilsendt dem meddelelsen efter artikel 6 i forordning nr. 99/63, ikke anses for at have naegtet at handle.

38 Det foelger af det foregaaende, at de paastande, som sagsoegerne har stoettet paa artikel 175, er blevet uden genstand efter sagens anlaeg, og at der herefter ikke er anledning til at traeffe afgoerelse med hensyn til disse.

AEndringen af passivitetspaastanden til en paastand om annullation

Parternes argumentation

39 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at hvis det antages, at Kommissionens brev af 28. maj 1990 udgoer en stillingtagen efter traktatens artikel 175, maa en saadan stillingtagen kunne vaere genstand for et annullationssoegsmaal paa de betingelser, der er fastsat i traktatens artikel 173. I saa henseende paaberaaber sagsoegerne sig ordlyden af den ovennaevnte dom i GEMA-sagen, i hvilken Domstolen ifoelge sagsoegerne ikke har udelukket, at en stillingtagen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal. De henviser endvidere til generaladvokat Sir Gordon Slynn' s forslag til afgoerelse i sagen Bethell mod Kommissionen (ovennaevnte dom af 10.6.1982).

40 Sagsoegerne udleder heraf, at deres paastand angaaende passivitet maa kunne aendres til en paastand om annullation af Kommissionens brev af 8. maj 1990, og dette af hensyn til en ordentlig retspleje og for at undgaa retsnaegtelse. De henviser vedroerende dette spoergsmaal til generaladvokat Mayras' forslag til afgoerelse i sagen National Carbonising Co. Ltd mod Kommissionen (Domstolens kendelse af 2.3.1977, forenede sager 109/75 og 114/75, Sml. s. 382) og til Domstolens dom af 3. marts 1982 (sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 745). For det tilfaelde, at en saadan omformulering af paastandene maatte blive tilladt af Retten, stoetter sagsoegerne deres annullationssoegsmaal paa den magtfordrejning, som Kommissionen skal have gjort sig skyldig i ved at have undladt at forbyde den ulovlige overenskomst mellem de fem importoerer, der er anfoert i sagsoegernes klager, hvorved de har sikret den opdeling af markedet, som var dikteret af den franske regering.

41 Kommissionen har ° uden for saa vidt at rejse en formel indsigelse ° alene gjort gaeldende, at det i hvert fald foelger af den ovennaevnte dom i GEMA-sagen, at en meddelelse efter artikel 6 i forordning nr. 99/63 ikke udgoer en retsakt, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.

Rettens bemaerkninger

42 Retten bemaerker for det foerste, at det foelger af en fast retspraksis (Domstolens ovennaevnte dom i GEMA-sagen og Rettens dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 369), at de meddelelser, hvorved Kommissionen foreloebig udtaler sig efter de regler, der er fastsat i artikel 6 i forordning nr. 99/63 om en klage, den har faaet forelagt efter artikel 3 i forordning nr. 17, ikke har karakter af beslutninger, der kan vaere bebyrdende efter traktatens artikel 189 og foelgelig ikke kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal efter traktatens artikel 173. I det foreliggende tilfaelde har sagsoegerne rettet deres annullationspaastand alene mod den foreloebige meddelelse af 8. maj 1990. Som foelge heraf maa sagsoegernes paastand om annullation af brevet af 8. maj 1990 under alle omstaendigheder afvises.

43 Retten bemaerker for det andet, at selv om artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement i den affattelse, der ved sagens anlaeg fandt anvendelse med de af forholdets natur foelgende aendringer paa retsplejen for Retten, ligesom de tilsvarende bestemmelser i artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement aabner mulighed for under visse omstaendigheder at fremsaette nye anbringender under sagen, kan disse regler i intet tilfaelde fortolkes saaledes, at de skulle aabne mulighed for, at sagsoegerne kan fremsaette nye paastande for Retten og saaledes aendre sagens genstand (Domstolens dom af 25.9.1979, sag 232/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 2729, af 18.10.1979, GEMA, anfoert ovenfor, af 8.2.1983, sag 124/81, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 203, af 4.12.1986, sag 205/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3755, og af 14.10.1987, sag 278/85, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 4069). Denne loesning hindres ikke af det forhold, at Faellesskabets retsinstanser med hensyn til annullationssoegsmaal anerkender, at oprindelige paastande rettet mod en retsakt, der er tilbagekaldt under sagen af den institution, som har udstedt den, ud fra retsplejemaessige hensyn kan anses for at vaere rettet mod den nye retsakt, som den sagsoegte institution har udstedt i stedet for den tilbagekaldte retsakt (dom af 3.3.1982, Alpha Steel, anfoert ovenfor). Denne substitution, der ikke aendrer karakteren af det soegsmaal, som oprindelig var stoettet paa traktatens artikel 173, kan saaledes, modsat det af sagsoegerne haevdede, ikke fortolkes saaledes, at den skulle tillade, at et oprindeligt passivitetssoegsmaal, som var indbragt for Retten, kunne traede i stedet for et annullationssoegsmaal, hvilket Domstolen i oevrigt udtrykkeligt har fastslaaet i den ovennaevnte dom i GEMA-sagen.

44 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at der ikke kan gives sagsoegerne, som oprindeligt har anlagt sag ved Retten paa grundlag af traktatens artikel 175, tilladelse til at aendre de oprindelige paastande til paastande om annullation stoettet paa traktatens artikel 173 og rettet mod den foreloebige meddelelse af 8. maj 1990.

Paastandene vedroerende traktatens artikel 178 og 215

Parternes argumentation

45 I deres staevning har sagsoegerne paastaaet sig tillagt erstatning for den skade, de har lidt gennem den paastaaede konkurrenceskadelige praksis. De skelner i saa henseende mellem paa den ene side den skade, som kan henfoeres til den adfaerd, der er udvist af de virksomheder, som var medlem af den paastaaede aftale, og af den franske regering, og paa den anden side den skade, som direkte skyldes Kommissionens passivitet. Ifoelge sagsoegerne kan sidstnaevnte anslaas til det beloeb, som de har tabt gennem de seneste to aar, idet forvaerringen af skaden igennem denne periode skyldes Kommissionens passivitet.

46 Kommissionen haevder heroverfor, at den under hensyn til sagens kompleksitet og til noedvendigheden af en forudgaaende undersoegelse, foer der tages stilling, ikke har overtraadt nogen faellesskabsretlig regel. Som foelge heraf er det udelukket, at den kan vaere ansvarlig for nogen skade, som sagsoegerne kan taenkes at have lidt. Kommissionen har i oevrigt gjort gaeldende, at staevningen ikke opfylder minimumskravene i artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, der med de fornoedne aendringer fandt anvendelse paa proceduren for Retten paa tidspunktet for staevningens indgivelse, og som bl.a. bestemmer, at staevningen skal angive soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Ligeledes haevdes det, at de talmaessige opgoerelser, som er anfoert i staevningen og dens bilag, ikke har nogen som helst forbindelse med en eventuel skade, som sagsoegerne kunne have lidt som foelge af Kommissionens paastaaede mangel paa handling efter indgivelsen af sagsoegernes respektive klager.

47 Kommissionen udleder heraf, at i det omfang erstatningssoegsmaalet ikke maa afvises paa grund af mangel paa praecision, maa der ske frifindelse ligeledes af denne grund.

Rettens bemaerkninger

48 Til det anfoerte skal Retten bemaerke, at artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, der paa davaerende tidspunkt fandt anvendelse med de fornoedne lempelser paa proceduren for Retten, kraever, at staevningen angiver soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene.

49 Retten maa imidlertid konstatere, dels at staevningen, som er registreret paa Domstolens Justitskontor den 20. marts 1990, ikke indeholdt nogen naermere redegoerelse for det erstatningsbeloeb, som sagsoegerne hver isaer stillede krav om, dels at det alene er i deres svar af 12. april 1990 paa et brev fra Justitskontoret af 21. marts 1990, at sagsoegerne har fremlagt et "forklarende notat vedroerende beregningen af tabet".

50 Som begrundelse for det paastaaede tab haevder sagsoegerne, at dette svarer til det omsaetningstab, der fulgte af Kommissionens passivitet. Retten finder herefter, at sagsoegerne under alle omstaendigheder alene kunne goere krav paa erstatning for de tab, der ligger efter den 21. januar 1990, paa hvilken dato Kommissionens passivitet i givet fald tidligst kunne vaere konstateret. Men det tab, som goeres gaeldende i staevningen af 20. marts 1990, og som er naermere praeciseret i det "forklarende notat vedroerende beregningen af tabet", angaar alene oekonomiske tab lidt i regnskabsaarene 1985 til 1990. Dette tab ligger saaledes forud for den periode, inden for hvilken der efter omstaendighederne kunne foreligge ansvar for faellesskabsinstitutionen grundet paa en paastaaet passivitet.

51 Det foelger af disse betragtninger, at soegsmaalet maa afvises for saa vidt som det stoettes paa traktatens artikel 178 og 215.

Sagens omkostninger

52 Med henblik paa at fastlaegge, hvilke sagsomkostninger Retten skal tage stilling til, bemaerkes foerst, at Domstolen i sin kendelse af 23. maj 1990 har bestemt, at sagsoegerne skal baere halvdelen af de omkostninger, der var paaloebet indtil datoen for den naevnte kendelse, og at Retten skulle tage stilling til den resterende del af omkostningerne for Domstolen og til omkostningerne for Retten.

53 Ved det tidligere anfoerte har Retten konstateret dels, at der ikke skal traeffes afgoerelse vedroerende staevningens paastande, for saa vidt disse grundes paa traktatens artikel 175, dels, at sagen skal afvises for saa vidt den stoettes paa en paastaaet aendring af passivitetssoegsmaalet til et annullationssoegsmaal og paa traktatens artikel 178 og 215.

54 Retten bemaerker for det foerste, at den i henhold til artikel 87, stk. 6, i Rettens procesreglement er frit stillet i sin afgoerelse om sagens omkostninger, naar det er ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen, og for det andet, at den ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske saerlige grunde.

55 Retten finder, at der i denne sag foreligger ganske saerlige grunde.

56 Retten maa saaledes konstatere, at Kommissionen oprindeligt ikke svarede paa sagsoegernes opfordring af 21. november 1989, selv om den havde haft fuldt kendskab til indholdet af deres klager siden den 18. november 1985 og i hvert fald siden den 29. november 1988, hvorved Kommissionen bidrog til naervaerende sags opkomst. Retten konstaterer i oevrigt, at Kommissionen foerst efter anlaegget af naervaerende sag den 8. maj 1990 dels meddelte sagsoegerne en foreloebig stillingtagen vedroerende deres klager i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 99/63, dels den 5. december 1991 meddelte dem en afgoerelse, hvorved deres klager endeligt afvistes.

57 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at det efter en samlet vurdering af sagens omstaendigheder vil vaere rimeligt at bestemme, at Kommissionen skal baere sine egne omkostninger for saa vidt angaar den del, Domstolen ikke har taget stilling til ved sin kendelse af 23. maj 1990, samt tre fjerdedele af de tilsvarende omkostninger for sagsoegerne. Sagsoegerne baerer in solidum en fjerdedel af de af deres egne omkostninger, som Domstolen ikke har taget stilling til i den anfoerte kendelse.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

1) Det er ufornoedent at tage stilling til staevningens paastande, for saa vidt disse stoettes paa traktatens artikel 175.

2) Den resterende del af staevningens paastande afvises.

3) Kommissionen baerer sine egne omkostninger og tre fjerdedele af de af sagsoegernes omkostninger, som Domstolen ikke har taget stilling til i sin kendelse af 23. maj 1990. Sagsoegerne baerer paa tilsvarende maade in solidum en fjerdedel af deres egne omkostninger.