61990A0021

++++

1. Retspleje - staevning - formkrav - kort fremstilling af en soegsmaalsgrund - uddybning i replikken - sagsoegtes argumenter foerst fremsat i duplikken - overholdelse af kontradiktionsprincippet

[Statutten for EOEF-Domstolen, art. 19, stk. 1; procesreglementet, art. 38, stk. 1, litra c)]

2. Tjenestemaend - pensioner - alderspension - beregning - tjenestemand der oppebaerer godtgoerelse for udtraeden af tjenesten - erhvervelse af nye pensionsrettigheder - begreb

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 77; Raadets forordning nr. 3518/85, art. 4, stk. 7)

1. Uddybningen af en soegsmaalsgrund kan udskydes til replikken, naar der er givet en kort fremstilling af den i staevningen paa en maade, der opfylder kravene i artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, og i procesreglementets artikel 38, stk. 1, litra c), der har til formaal, at Faellesskabets domsmyndighed saettes i stand til at kontrollere lovligheden af den anfaegtede retsakt, og at sagsoegte ikke afskaeres fra muligheden for effektivt at tage til genmaele.

Det forhold, at sagsoegte foerst i duplikken giver en fremstilling af sine argumenter vedroerende ovennaevnte soegsmaalsgrund, kraenker ikke kontradiktionsprincippet.

2. Artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 3518/85 - om indfoerelse af saerlige foranstaltninger vedroerende tjenestemaends udtraeden af tjenesten i De Europaeiske Faellesskaber i anledning af Spaniens og Portugals tiltraedelse - hvorefter den tjenestemand, der er omfattet af en foranstaltning om udtraeden, erhverver "nye pensionsrettigheder", indeholder ingen sondring mellem de to hovedelementer, som ifoelge vedtaegtens artikel 77 er afgoerende for beregningen af alderspensionen, nemlig antallet af pensionsgivende tjenesteaar erhvervet af den paagaeldende og grundloennen i hans sidste loenklasse og loentrin.

Det foelger heraf, at det tidsrum, i hvilket den tjenestemand, der er omfattet af en foranstaltning om udtraeden af tjenesten, oppebaerer godtgoerelsen i henhold til ovennaevnte forordning og fortsat betaler bidrag til Faellesskabernes pensionsordning, kan tages i betragtning med henblik paa saavel at forhoeje det antal pensionsgivende tjenesteaar, han har erhvervet, som med henblik paa at opfylde den periode paa et aar, hvorunder han ifoelge vedtaegtens artikel 77 skal have vaeret indplaceret i sin sidste loenklasse og paa sit sidste loentrin, for at hans alderspension kan beregnes paa grundlag af denne grundloen.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren, der er foedt den 28. maj 1925, tiltraadte tjenesten ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber den 6. januar 1959 som bogholderimedhjaelper. Hans indplacering blev aendret til loenklasse C1 med virkning fra den 1. januar 1962, og han steg senere til loenklasse B3 og derefter til B2, i hvilken han den 1. december 1981 befandt sig paa loentrin 8.

2 Den 24. januar 1986 indgav sagsoegeren ansoegning om at blive omfattet af en foranstaltning om udtraeden af tjenesten i henhold til bestemmelserne i Raadets forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 3518/85 af 12. december 1985 om indfoerelse af saerlige foranstaltninger vedroerende tjenestemaends udtraeden af tjenesten i De Europaeiske Faellesskaber i anledning af Spaniens og Portugals tiltraedelse (EFT L 335, s. 56, herefter benaevnt "forordningen").

3 Ved afgoerelse af 3. marts 1986 blev han forfremmet til loenklasse B1 med virkning fra den 1. februar 1986, og han blev placeret paa loentrin 4 i den paagaeldende loenklasse med anciennitet paa loentrinnet fra den 1. juli 1984. Foelgelig steg sagsoegeren den 1. juli 1986 til loentrin 5 i samme loenklasse.

4 Ved skrivelse af 25. juni 1986 fik sagsoegeren meddelelse om, at hans ansoegning var blevet imoedekommet, hvorefter han udtraadte af tjenesten den 1. oktober 1986.

5 Fra dette tidspunkt oppebar han den maanedlige godtgoerelse, der er fastsat i forordningens artikel 4, stk. 1. Godtgoerelsen blev udbetalt med et beloeb svarende til 70% af grundloennen i loenklasse B1, loentrin 5, der svarede til hans indplacering pr. 30. september 1986.

6 Sagsoegeren modtog den maanedlige godtgoerelse indtil den 1. marts 1989, paa hvilket tidspunkt han opfyldte "de betingelser, der giver ret til alderspensionens maksimumsbeloeb". Ifoelge forordningens artikel 4, stk. 2, ophoerte hermed udbetalingen af godtgoerelsen. Den 1. marts 1989 havde sagsoegeren i alt 35 pensionsgivende tjenesteaar, heri medregnet de "nye pensionsgivende aar", han havde erhvervet i det tidsrum, i hvilket han havde oppebaaret godtgoerelsen, jf. forordningens artikel 4, stk. 7.

7 Ved afgoerelse af 1. august 1989, som blev meddelt samme dag, overgik sagsoegeren til alderspension med virkning fra den 1. marts 1989. Samtidig fik han tilstillet en opgoerelse over sine pensionsrettigheder, som viste, at det pensionsbeloeb, der skulle udbetales ham, ville blive beregnet efter grundloennen i loenklasse B2, loentrin 8.

8 Den 4. oktober 1989 indgav sagsoegeren i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") en klage over afgoerelsen af 1. august 1989. Heri kraevede han, at afgoerelsen blev tilbagekaldt og erstattet af en ny afgoerelse, der ikke opgjorde hans pensionsrettigheder paa grundlag af loennen i loenklasse B2, loentrin 8, men paa grundlag af loennen i loenklasse B1, som han haevdede at have vaeret indplaceret i i mere end et aar, da han blev pensioneret.

9 Til stoette for klagen gjorde han gaeldende, for det foerste, at den anvendte opgoerelsesmetode maatte vaere i strid med bestemmelserne i vedtaegtens artikel 77 og i forordningens artikel 4, stk. 7, og for det andet, at administrationen havde tilsidesat sin omsorgspligt i forhold til ham.

10 Den 22. januar 1990 afviste Kommissionen klagen, hvilket sagsoegeren fik meddelelse om den 30. januar 1990 ved notits fra generaldirektoeren for personale og administration. Heri anfoeres det, at sagsoegeren paa det tidspunkt, da han forlod tjenesten, ikke i loenklasse B1, loentrin 5 eller 4, havde optjent en anciennitet paa mere end et aar, og at han - uanset at forordningens artikel 4, stk. 7, tildeler den tjenestemand, som er omfattet af en foranstaltning vedroerende udtraeden af tjenesten, nye pensionsgivende aar i det tidsrum, i hvilket han oppebaerer sin godtgoerelse - ikke paa grundlag af denne forskrift kunne opfylde det tidskrav paa et aar, som er fastsat i vedtaegtens artikel 77, stk. 2.

11 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. april 1990 har sagsoegeren herefter anlagt denne sag, hvorunder der nedlaegges paastand om annullation af afgoerelsen af 1. august 1989 og om erstatning for det tab, sagsoegeren haevder at have lidt herved.

12 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse, ligesom den samtidig har opfordret De Europaeiske Faellesskabers institutioner til at redegoere for deres administrative praksis med hensyn til de nye alderspensionsrettigheder, som gives i henhold til forordningerne om foranstaltninger vedroerende "udtraeden".

13 Raadet, Revisionsretten, Domstolen og Parlamentet besvarede Rettens opfordring ved skrivelser henholdsvis af 18. juli, 2. august, 20 august og 9. september 1991. Domstolen og Revisionsretten bemaerker, at de endnu ikke har haft lejlighed til at fastlaegge en administrativ praksis, mens det fremgaar af Raadets og Parlamentets svar, at administrativ praksis dér er forskellig, idet Raadet anvender Kommissionens loesning og Parlamentet sagsoegerens loesning.

Parternes paastande

14 I staevningen har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

1) Kommissionens den 1. august 1989 trufne afgoerelse, hvorefter sagsoegeren ikke omfattes af vedtaegtens artikel 77 og af forordningens artikel 4, stk. 7, annulleres.

2) Det fastslaas, at Kommissionen har begaaet en fejl, da den har tilsidesat saavel den omsorgspligt, der paahviler den, som princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning, idet den ikke har soerget for at meddele sagsoegeren, at han ifoelge Kommissionens opfattelse kun har ret til pension som tjenestemand i loenklasse B2 og ikke i loenklasse B1.

3) Foelgelig tilpligtes Kommissionen at betale erstatning svarende til forskellen mellem den pension, sagsoegeren ville have modtaget, saafremt den var blevet beregnet under hensyn til hans indplacering i loenklasse B1, og det pensionsbeloeb, som Kommissionen har tildelt paa grundlag af hans indplacering i loenklasse B2; forskellen andrager 50 000 BFR, hvilket beloeb sagsoegeren forbeholder sig ret til at aendre under sagen.

4) Sagsoegte tilpligtes at betale renter paa 8% fra den 1. marts 1989.

5) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15 I replikken har sagsoegeren aendret formuleringen af paastandene, som nu har foelgende indhold:

1) Kommissionens den 1. august 1989 trufne afgoerelse, hvorefter sagsoegeren ikke omfattes af vedtaegtens artikel 77 og af forordningens artikel 4, stk. 7, annulleres.

2) Saafremt ovennaevnte afgoerelse annulleres, anvendes EOEF-Traktatens 176.

3) I saa fald doemmes Kommissionen til at efterbetale sagsoegeren de vedroerende de maanedlige pensionsbeloeb skyldige beloeb og fremtidig det naevnte beloeb, saaledes som det er blevet beregnet af Kommissionen i svarskriftet (s. 11, sidste afsnit, hoejre kolonne).

4) Det fastslaas, at Kommissionen har begaaet en fejl, da den har tilsidesat saavel den omsorgspligt, der paahviler den, som princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet den ikke har anerkendt sagsoegerens rettigheder, hvorefter hans pension skal beregnes paa grundlag af loennen i loenklasse B1, loentrin 5.

5) Foelgelig tilpligtes Kommissionen at betale erstatning svarende til forskellen mellem det pensionsbeloeb, som ville vaere blevet udbetalt sagsoegeren, saafremt det var blevet beregnet under hensyn til hans indplacering i loenklasse B1, loentrin 5, og det beloeb, Kommissionen har tildelt ham paa grundlag af hans indplacering i loenklasse B2, loentrin 8; forskellen andrager 1 BFR, hvilket beloeb sagsoegeren forbeholder sig ret til at aendre under sagen.

6) Kommissionen tilpligtes at betale ham renter paa 8% fra den 1. marts 1989 af de beloeb, der tilkendes ham.

7) Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16 I retsmoedet har sagsoegerens repraesentant praeciseret, at paastand 4 og 5 i replikken er blevet nedlagt for det tilfaelde, at Kommissionens afgoerelse ikke annulleres.

17 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Spoergsmaalet om sagens omkostninger afgoeres efter gaeldende regler.

Realiteten

18 Til stoette for annullationspaastanden har sagsoegeren som foerste anbringende gjort gaeldende, at vedtaegtens artikel 77 og forordningens artikel 4, stk. 7, er overtraadt. Til stoette for erstatningspaastanden har han som andet anbringende gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af omsorgspligten og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

19 Foer der redegoeres for parternes argumentation, finder Retten det hensigtsmaessigt at naevne de forskrifter, der er den retlige ramme for naervaerende sag.

20 Vedtaegten, som i kapitel 3 regulerer tjenestemaends pensionsordning, fastsaetter i artikel 77, stk. 2, foelgende:

"Den maksimale pension udgoer 70% af den sidste grundloen i den sidste loenklasse, i hvilken tjenestemanden har vaeret indplaceret i mindst ét aar. Den tilkommer tjenestemanden efter 35 pensionsgivende tjenesteaar, udregnet paa grundlag af bestemmelserne i artikel 3 i bilag VIII. Hvis antallet af pensionsgivende tjenesteaar er mindre end 35, nedsaettes den ovennaevnte maksimale pension i forhold hertil."

21 Ved forordningens artikel 1 bemyndiges EF-institutionerne til at traeffe foranstaltninger til, at tjenestemaend, som er fyldt 55 aar, kan udtraede af tjenesten "i tjenestens interesse og for at opfylde de behov, som Spaniens og Portugals tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber medfoerer".

22 I oevrigt bestemmer forordningens artikel 4, stk. 1 og 7, foelgende:

"1. Tjenestemaend, der udtraeder af tjenesten i medfoer af de i artikel 1 omhandlede foranstaltninger, har ret til en maanedlig godtgoerelse svarende til 70% af den ved udtraeden af tjenesten oppebaarne grundloen i overensstemmelse med de paagaeldendes loenklasse og -trin, som fremgaar af den loentabel i vedtaegtens artikel 66, der er gaeldende fra den foerste dag i den maaned, for hvilken godtgoerelsen skal udbetales."

"7. I det tidsrum, i hvilket den forhenvaerende tjenestemand har ret til godtgoerelsen, erhverver han fortsat nye alderspensionsrettigheder paa grundlag af den loen, der svarer til hans loenklasse og loentrin, saafremt han i samme tidsrum har indbetalt det i vedtaegten fastsatte bidrag, beregnet paa grundlag af denne loen; den samlede pension kan dog ikke overstige det i vedtaegtens artikel 77, stk. 2, fastsatte maksimumsbeloeb. Ved anvendelse af artikel 5 i bilag VIII til vedtaegten og artikel 108 i den tidligere personaleordning for EKSF anses han for at have gjort tjeneste i det paagaeldende tidsrum."

Det foerste anbringende om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 77 og forordningens artikel 4, stk. 7

23 Sagsoegeren, som i staevningens "sagsfremstilling" redegjorde for de omstaendigheder, som ligger til grund for tvisten, begraensede sig derefter til at fremlaegge dette foerste anbringende uden at uddybe det, idet han dog forbeholdt sig at forklare mere detaljeret om de faktiske og retlige forhold i replikken.

24 Sagsoegte har i svarskriftet anfoert, at en saa vag henvisning til forordningsreglerne, som ikke er ledsaget af et minimum af argumenter, ikke opfylder kravene i artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, hvorefter en staevning skal indeholde "en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene". Ifoelge sagsoegte boer det foerste anbringende derfor afvises fra paakendelse under hensyn til, at sagsoegte ikke har haft mulighed for at tage stilling til dette realitetsanbringende inden afgivelse af svarskrift, og sagsoegte er saaledes delvis blevet afskaaret fra at tage effektivt til genmaele. Til stoette for formalitetsindsigelsen henviser sagsoegte til Domstolens domme af henholdsvis 14. december 1962 (forenede sager 46/59 og 47/59, Sml. 1954-1964, s. 337) og 14. maj 1975 (sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 533).

25 I replikken har sagsoegeren gjort gaeldende, at han baade i klagen og i staevningen har redegjort for sagens faktiske omstaendigheder og de retlige anbringer hver for sig, hvilket ikke kunne efterlade nogen tvivl om indholdet af hans argumentation. Da ansaettelsesmyndigheden afviste hans klage ved en detaljeret afgoerelse, var den overhovedet ikke i tvivl om tvistens genstand og om indholdet af den argumentation, som blev fremlagt i klagen, og som blev gentaget i forbindelse med det foerste anbringende i staevningen.

26 Herefter har sagsoegeren uddybet sit foerste anbringende. For det foerste anfoerer han, at det problem, som rejses i sagen, er opstaaet ved, at han, som alle tjenestemaend, der er omfattet af en foranstaltning om udtraeden, befandt sig i en mellemstilling, som hverken var aktiv tjeneste, jf. vedtaegtens artikel 35, litra a), eller tjenestemand paa alderspension. Selv om alderspensionens maksimumsbeloeb, jf. herved vedtaegtens artikel 77, stk. 2, er fastsat til 70% af den sidste grundloen i sidste loenklasse , i hvilken tjenestemanden har vaeret indplaceret i mindst et aar, skal denne indplacering anses for at vare ved i medfoer af bestemmelserne i forordningens artikel 4, stk. 7. Ifoelge naevnte bestemmelse erhverver den forhenvaerende tjenestemand fortsat nye alderspensionsrettigheder paa grundlag af den loen, der svarer til hans loenklasse og loentrin. Med det forbehold, at tjenestemanden i det tidsrum, i hvilket han har ret til godtgoerelsen, har indbetalt det i vedtaegten fastsatte bidrag, beregnet paa grundlag af denne loen, betragtes naevnte tidsrum som tjenestetid. For det andet goer sagsoegeren gaeldende, at faellesskabslovgiveren i forordningens artikel 4 har henvist til, at der bestaar en sammenhaeng mellem erhvervelsen af nye pensionsrettigheder og indbetaling af bidrag til pensionsordningen. For det tredje finder han, at naar man tager institutionernes modstridende fortolkning i saadanne sager i betragtning, medfoerer Kommissionens fortolkning af en uklar forskrift en kraenkelse af en hoejere retsregel.

27 I duplikken har sagsoegte paa ny taget stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt det foerste anbringende kan tages under paakendelse. Sagsoegte har vel ikke vanskeligt ved at forstaa, hvad sagsoegeren har villet goere gaeldende i klagen - hvilket stiltiende fortsat goeres gaeldende i retssagen og gaar ud paa, at varigheden af hans indplacering i loenklasse B1 skal beregnes saaledes, at der tages hensyn til det tidsrum, i hvilket han har oppebaaret godtgoerelsen for udtraeden af tjenesten. Sagsoegte goer dog alligevel gaeldende, at undladelsen af i staevningen at tage stilling til de retlige grunde, der fremlaegges i afgoerelsen om at afvise klagen, har paafoert sagsoegte et "handicap" i og med, at sagsoegte foerst i et senere indlaeg har kunnet tage stilling til sagsoegerens argumentation.

28 Med hensyn til spoergsmaalet, om anbringendet er begrundet, har sagsoegte paaberaabt sig en raekke argumenter til stoette for den opfattelse, at det tidsrum, i hvilket godtgoerelsen udbetales, saetter modtageren i stand til at erhverve alderspensionsrettigheder, hvorimod perioden ikke kan betragtes som tjenestetid med henblik paa at opfylde den mindsteperiode paa et aar, der kraeves i vedtaegtens artikel 77, stk. 2, for at der kan tages hensyn til sidste loenklasse og sidste loentrin.

29 Kommissionens argumentation kan sammenfattes saaledes. For det foerste laegger Kommissionen vaegt paa, at sagsoegeren, efter at vaere udtraadt af tjenesten den 1. oktober 1986, ikke befandt sig i nogen af de stillinger, som omhandles i vedtaegtens artikel 35, og ikke laengere havde status som tjenestemand. Han blev "forhenvaerende tjenestemand", jf. anvendelsen af dette udtryk flere steder i forordningens artikel 4, og varigheden af hans indplacering i loenklasse B1 blev altsaa afbrudt, da han udtraadte af tjenesten. For det andet erhverves der ubestrideligt efter hovedreglen i forordningens artikel 4, stk. 7, nye pensionsrettigheder, men naevnte hovedregel indskraenkes ved vedtaegtens artikel 77, stk. 2, hvorefter pensionen ikke kan overstige 70% af den sidste grundloen i den sidste loenklasse, tjenestemanden (ikke den forhenvaerende tjenestemand) oppebar i mindst ét aar, foer den paagaeldende udtraadte af tjenesten. Under disse omstaendigheder goer den naevnte hovedregel det ikke muligt at tage hensyn til tidsrummet fra den 1. oktober 1986 - den 1. marts 1989, i hvilket sagsoegeren fik udbetalt godtgoerelsen, med henblik paa at opfylde den naevnte mindsteperiode paa et aar. For det tredje kan det tidsrum, der giver ret til godtgoerelsen, alene betragtes som tjenesteperiode med henblik paa anvendelsen af artikel 5 i bilag VIII til vedtaegten og artikel 108 i det tidligere almindelige regulativ for EKSF, saaledes som det udtrykkeligt praeciseres i sidste punktum i forordningens artikel 4, stk. 7. For det fjerde maa der tages hensyn til den omstaendighed, at ingen vedtaegtsbestemmelse har indfoert en sammenhaeng mellem stoerrelsen af bidraget til pensionsordningen paa den ene side og pensionsbeloebets stoerrelse paa den anden side. Ganske vist er erhvervelsen af nye pensionsrettigheder rent faktisk betinget af, at den person, som er omfattet af en foranstaltning om udtraeden af tjenesten, betaler bidrag, men dette gaelder udelukkende med henblik paa at opnaa flere pensionsgivende aar og er ikke udtryk for et princip om, at der er sammenhaeng mellem stoerrelsen af bidragene og stoerrelsen af pensionen. Endelige bemaerker sagsoegte, at sagsoegeren endnu ikke ses at have specificeret den hoejere retsregel, som han finder tilsidesat i sagen, og som under ingen omstaendigheder kan vaere det paastaaede princip om, at der er en sammenhaeng mellem stoerrelsen af de indbetalte bidrag og pensionens stoerrelse.

30 Hvad angaar sagsoegtes formalitetsindsigelse vedroerende det foerste anbringende, skal Retten bemaerke, at en staevning bl.a. skal indeholde soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene, jf. artikel 19, stk. 1, i protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen og artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, der finder tilsvarende anvendelse i denne sag vedroerende den skriftlige forhandling.

31 Da der er tale om et annullationssoegsmaal, er betingelserne i ovennaevnte bestemmelser opfyldt, saafremt staevningen indeholder en praecis fremstilling af de faktiske omstaendigheder og retlige anbringender, som dels saetter Retten i stand til at udoeve sin judicielle proevelse vedroerende lovligheden af den omtvistede EF-retsakt, og dels ikke afskaerer sagsoegte fra effektivt at tage til genmaele.

32 Forholdet er vel det i denne sag, at fremstillingen af det foerste anbringende er meget lakonisk, men staevningen indeholder i afsnittet "sagsfremstilling" et tilstraekkeligt antal oplysninger, som praeciserer og afklarer, hvori den deri udtrykkeligt paaberaabte tilsidesaettelse af bestemmelserne i vedtaegtens artikel 77 og forordningens artikel 4, stk. 7, bestaar. Desuden havde sagsoegeren ret til at uddybe anbringendet og fremkomme med enhver fornoeden nyttig praecisering i replikken, hvilket han da ogsaa har gjort (jf. Domstolens dom af 14.5.1975, sag 74/74, CNTA, praemis 4).

33 Herefter maa det fastslaas, at de paastaaede mangler ved staevningen ikke har hindret Retten i at udoeve sin judicielle kontrol og heller ikke har hindret Kommissionen i effektivt at tage til genmaele, naar henses til, at denne, som den i oevrigt selv har erkendt, allerede under klagesagen var i stand til at forstaa og afvise sagsoegerens opfattelse vedroerende den naermere beregning af hans pension. Det forhold, at sagsoegte har valgt foerst at fremlaegge sine argumenter i duplikken, har saaledes ikke kunnet kraenke kontradiktionsprincippet.

34 Det fremgaar af de ovenstaaende betragtninger i deres helhed, at sagsoegtes formalitetsindsigelse vedroerende det foerste anbringende ikke kan tages til foelge.

35 Med hensyn til spoergsmaalet, om anbringendet kan laegges til grund, maa det fremhaeves, at det konkrete retlige spoergsmaal er, hvorledes man skal fortolke begrebet "nye alderspensionsrettigheder" i forordningens artikel 4, stk. 7. Sagsoegte goer gaeldende, at begrebet alene tager sigte paa pensionsgivende tjenesteaar, saaledes at de "nye pensionsrettigheder" er ensbetydende med "nye pensionsgivende aar". Heroverfor goer sagsoegeren gaeldende, at det tidsrum, i hvilket godtgoerelsen udbetales, ikke blot goer det muligt at erhverve nye pensionsgivende aar, men ogsaa at opfylde den periode paa et aar, i hvilken tjenestemanden skal have vaeret indplaceret i sin sidste loenklasse og paa sit sidste loentrin, for at pensionen beregnes paa grundlag af den relevante loen.

36 Retten skal bemaerke, at den maksimale pension ifoelge vedtaegtens artikel 77 beregnes paa grundlag af to hovedelementer, dels det antal pensionsgivende tjenesteaar, tjenestemanden har tilbagelagt, og dels grundloennen i hans sidste loenklasse og sidste loentrin. Der er dog visse tidsmaessige graenser for, at disse elementer tages i betragtning. For det foerste kan der ikke regnes med mere end 35 pensionsgivende tjenesteaar, og for det andet skal tjenestemanden i et aar have vaeret indplaceret i den loenklasse og paa det loentrin, han sidst havde, for at denne grundloen kan tages i betragtning med henblik paa pensionsberegningen. Endelig er den maksimale pension, som er fastsat ved disse to elementer, i vedtaegten begraenset til 70% af den sidste grundloen, som anvendes ved beregningen af pensionen.

37 Denne principielle ordning modificeres ved forordningens artikel 4, stk. 7, men kun i det omfang, hvori bestemmelsen giver de tjenestemaend, der er omfattet af en foranstaltning om frivillig udtraeden, mulighed for at erhverve "nye pensionsrettigheder". Det skal imidlertid bemaerkes, at selv om denne saerlige regel udtrykkeligt hjemler erhvervelse af nye pensionsrettigheder, sondrer den ikke mellem de to hovedelementer, som er afgoerende for beregningen af alderspensionen, saaledes som disse elementer er blevet defineret ovenfor. Det foelger heraf, at det tidsrum, i hvilket den tjenestemand, som er omfattet af en foranstaltning om frivillig udtraeden, oppebaerer den ved forordningen fastsatte godtgoerelse og fortsat indbetaler sit pensionsbidrag, kan tages i betragtning med henblik paa saavel at forhoeje det antal pensionsgivende tjenesteaar, han har erhvervet, med henblik paa at opfylde den periode paa ét aar, hvorunder han skal have vaeret indplaceret i sin sidste loenklasse og paa sit sidste loentrin, for at hans pension kan beregnes paa grundlag af denne grundloen.

38 Det bemaerkes, at for saa vidt som forordningens artikel 4, stk. 7, sidste punktum, udtrykkeligt fastslaar, at det tidsrum, i hvilket der bestaar ret til godtgoerelsen, ved anvendelse af artikel 5 i bilag VIII til vedtaegten anses for tjenestetid, skyldes dette den saerordning, som sidstnaevnte bestemmelse hjemler til fordel for de tjenestemaend, der har mindre end 35 pensionsgivende tjenesteaar i en alder af 60 aar. Lovgiver har oensket, at der ikke skal vaere nogen som helst tvivl vedroerende anvendelsen af denne saerordning i tilfaelde, hvor der sker endelig udtraeden af tjenesten. Retten kan foelgelig ikke tiltraede sagsoegtes modsaetningsslutning herfra som stoette for det argument, at det tidsrum, i hvilket godtgoerelsen udbetales, principielt kun giver mulighed for at erhverve nye pensionsgivende aar, og i givet fald efter saerordningen i artikel 5 i bilag VIII til vedtaegten.

39 Det skal over for sagsoegtes argumentation yderligere anfoeres, at selv om sagsoegerens anciennitet ophoerte med at stige, efter at han var udtraadt af tjenesten, hindrer dette ikke, at den forud fastsatte periode paa et aar, som omtales i vedtaegtens artikel 77, stk. 2, fortsat loeb. Forordningens artikel 4, stk. 7, omhandler nemlig ikke opnaaelse af en forfremmelse, men erhvervelse af nye pensionsrettigheder.

40 Retten skal paa dette sted i argumentationen bemaerke, at den ovenfor givne fortolkning af de omtvistede regler er i overensstemmelse med forordningens formaal, som er, i tjenestens interesse og for at opfylde de behov, som nye medlemsstaters tiltraedelse har medfoert, at yde visse pensionsfordele for at tilskynde tjenestemaendene til at anmode om at blive omfattet af foranstaltningen vedroerende udtraeden af tjenesten.

41 Henset til ovenstaaende betragtninger finder Retten, at det foerste anbringende boer laegges til grund, og at den anfaegtede retsakt i det omfang, hvori sagsoegerens pension heri er fastsat under hensyntagen til grundloennen i loenklasse B2, loentrin 8, boer annulleres.

42 Da den af sagsoegeren anfaegtede retsakt annulleres, paahviler det sagsoegte i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 176 at traeffe de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af denne dom ved at fastsaette sagsoegerens alderspensionsrettigheder paa ny i lyset af den fortolkning af forordningens artikel 4, stk. 7, der er givet ovenfor.

43 Desuden doemmes Kommissionen til at efterbetale sagsoegeren de beloeb, som fremkommer ved at den nye fastsaettelse af hans pensionsrettigheder, forhoejet med renter 8% som paastaaet og med virkning fra det enkelte beloebs forfaldstid.

Det andet anbringende om tilsidesaettelse af omsorgspligten og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

44 Da den af sagsoegeren anfaegtede retsakt annulleres, og Kommissionen doemmes til at efterbetale ham de beloeb, som fremkommer ved den nye fastsaettelse af hans pensionsrettigheder, forhoejet med morarenter, er sagsoegerens paastand om erstatning blevet uden genstand, hvilket han har anerkendt i replikken (punkt 24.2). Der skal derfor ikke traeffes afgoerelse herom i forbindelse med undersoegelsen af det andet anbringende.

Sagens omkostninger

45 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, paalaegges det den at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Kommissionens afgoerelse af 1. august 1989 om fastsaettelse af sagsoegerens alderspensionsrettigheder annulleres, for saa vidt som pensionen herved blev beregnet paa grundlag af grundloennen for loenklasse B2, loentrin 8.

2) Kommissionen tilpligtes at efterbetale sagsoegeren det beloeb, der fremkommer ved den nye fastsaettelse af hans pensionsrettigheder, som Kommissionen skal foretage, med tillaeg af morarenter 8% p.a. fra hver enkelt forfaldsdato.

3) Det findes ufornoedent at tage stilling til de andre paastande.

4) Kommissionen betaler sagens omkostninger.