61990J0302

++++

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - graensearbejder - begreb ifoelge artikel 1, stk. 1, litra c), i forordning nr. 36/63 - helt arbejdsloes graensearbejder - omfattet

[Raadets forordning nr. 36/63, art. 1, stk. 1, litra c)]

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - sygeforsikring - invalideforsikring - helt arbejdsloes graensearbejder - ordningen ifoelge forordning nr. 36/63 og derefter forordning nr. 1408/71 foer aendringen heraf ved forordning nr. 2793/81 - ydelser til udgift for den kompetente institution i den medlemsstat, hvor graensearbejderen senest var beskaeftiget

(Raadets forordninger nr. 36/63, art. 6, stk. 1, og nr. 1408/71, art. 39, stk. 1 og 2, foer aendringen heraf ved forordning nr. 2793/81)

3. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - forsikringsperioder - ligestillede perioder - krav til helt arbejdsloese graensearbejdere om at goere deres ret til ydelser i anledning af arbejdsloeshed gaeldende i bopaelsmedlemsstaten - arbejdsloeshedsperiode, der ikke anerkendes som forsikringsperiode i bopaelsmedlemsstaten - lovgivning i den medlemsstat, hvor graensearbejderen senest havde beskaeftigelse, der ligestiller arbejdsloeshedsperioder tilbagelagt paa dens territorium med sygeforsikringsperioder - forpligtelse for den medlemsstat, hvori graensearbejderen senest var beskaeftiget, til at ligestille denne arbejdsloeshedsperiode, der er tilbagelagt i bopaelsmedlemsstaten, med en forsikringsperiode

[EOEF-Traktaten, art. 48-51; Raadets forordninger nr. 3, art. 1, litra p), nr. 36/63, art. 19, stk. 1, og nr. 1408/71, art. 1, litra r)]

1. Artikel 1, stk. 1, litra c), i forordning nr. 36/63 om social sikring af graensearbejdere skal fortolkes saaledes, at en arbejdstager ikke mister sin status som graensearbejder, fordi han er helt arbejdsloes.

2. Efter reglerne i Raadets forordning nr. 36/63 og derefter forordning nr. 1408/71 foer aendringen heraf ved forordning nr. 2793/81 kunne en graensearbejder, der var helt arbejdsloes, goere krav paa ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 36/63 og derefter paa ydelser i anledning af invaliditet i medfoer af artikel 39, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71, der skulle udredes af den kompetente institution i den medlemsstat, hvor graensearbejderen sidst havde beskaeftigelse.

3. Det tidsrum, i hvilket en helt arbejdsloes graensearbejder, der i medfoer af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 36/63 har skullet kraeve ydelser i anledning af arbejdsloeshed i bopaelsmedlemsstaten, skal, selv om dette tidsrum ikke dér har vaeret anerkendt som forsikringsperiode eller dermed ligestillet periode, anses for en saadan periode i den stat, hvor arbejdstageren senest havde beskaeftigelse, og hvis dagaeldende lovgivning ligestillede arbejdsloeshedsperioder, som var tilbagelagt paa dens omraade, med perioder, der var omfattet af sygeforsikring.

Denne loesning paanoeder sig, selv om det baade i bestemmelserne i forordning nr. 3 og nr. 1408/71 angives, at "forsikringsperioder" betegner perioder, der ifoelge den lovgivning, i henhold til hvilken de er tilbagelagt, er defineret eller anerkendt som forsikringsperioder, idet anvendelse efter ordlyden af disse bestemmelser i en situation som den i sagen omhandlede foerer til, at en vandrende arbejdstager mister de fordele, som han kunne goere krav paa alene i henhold til lovgivningen i en medlemsstat, og dermed laegger sig hindrende i vejen for realiseringen af formaalet med Traktatens artikel 48-51.

1 Ved dom af 28. september 1990, indgaaet til Domstolen den 5. oktober s.aa, har Cour du travail de Mons i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets forordning nr. 36/63/EOEF af 2. april 1963 om social sikring af graensearbejdere (JO 1963, nr 62, s. 1314) og Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag, hvis parter er Napoléon og Jocelyne Faux som arvinger efter Desse, der er afgaaet ved doeden under sagen, og Caisse auxiliaire d' assurance maladie-invalidité (herefter benaevnt "CAAMI"), og som Institut national d' assurance maladie-invalidité (herefter benaevnt "INAMI") har interveneret i.

3 Desse, der var fransk statsborger og havde arbejdet i Belgien som graensearbejder fra den 25. februar 1957 til den 4. december 1970, hvor hun blev afskediget, modtog ydelser i anledning af arbejdsloeshed i Frankrig i medfoer af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 36/63 indtil den 11. oktober 1971, med en enkelt afbrydelse fra den 2. til den 21. februar 1971, i hvilket tidsrum hun modtog ydelser i anledning af sygdom fra den belgiske sikringsinstitution.

4 Desse var erklaeret uarbejdsdygtig af CAAMI fra den 12. oktober 1971 til den 30. september 1980, hvor hun gik paa pension. Alligevel afslog CAAMI ved afgoerelse af 11. maj 1973 at udbetale hende ydelser i anledning af sygdom eller invaliditet. Desse indbragte denne afgoerelse for Tribunal du travail de Tournai, som ved dom af 4. juni 1976 anerkendte hendes krav.

5 CAAMI har, stoettet af INAMI, indanket denne dom for Cour du travail de Mons, der har besluttet at udsaette sagen og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"1) Mister en kvindelig fransk arbejdstager, der bor i Frankrig, og i naesten 14 aar udelukkende har arbejdet i Belgien, status som graensearbejder i den i artikel 1, litra c), i forordning nr. 36/63/EOEF forudsatte betydning (naar det var anerkendt, at hun endnu paa afskedigelsestidspunktet den 4.12.1970 havde denne status)?

Beror denne fortabelse af status som graensearbejder paa den omstaendighed, at hun har vaeret helt arbejdsloes og i den anledning har modtaget ydelser fra den franske institution paa bopaelsstedet i tiden fra den 24. februar 1971 til den 11. oktober 1971 i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 36/63/EOEF af 2. april 1963, selv om hun paa grundlag af artikel 2, stk. 1, og artikel 19, stk. 1, i samme forordning tilsyneladende har bevaret denne status?

2) Kan hun i tilfaelde af sygdom og uarbejdsdygtighed, og derefter invaliditet som anerkendt i belgisk lovgivning om syge- og invaliditetsforsikring (lov af 9.8.1963), fra den 12. oktober 1971 og indtil pensionsalderen (der indtraadte den 30.9.1980) goere krav paa ydelser i anledning af oprindelig uarbejdsdygtighed (i et aar) og derefter ydelser i anledning af invaliditet over for den kompetente belgiske institution i henhold til artikel 6 i naevnte forordning nr. 36/63?

3) Maa det - i overensstemmelse med aanden i forordning nr. 36/63 og de saerlige supplerende bestemmelser, der har vaeret noedvendige i forbindelse hermed (jf. femte betragtning i forordningens praeambel) - anerkendes, at arbejdsloeshedsperioden i Frankrig, ogsaa selv om den i naevnte bopaelsland anerkendes som forsikringsperiode og dermed ligestillet periode eller en periode, der svarer til en forsikringsperiode i Belgien, hvor arbejdsstedet tidligere laa, skal anses for en forsikringsperiode eller dermed ligestillet periode, eller en periode svarende til en forsikringsperiode, navnlig for saa vidt angaar anvendelsen af belgisk lov af 9. august 1963 om syge- og invaliditetsforsikring (artikel 66, 67 og 68 og artikel 75)?

Besvarelsen af dette spoergsmaal knytter sig til forskriften i artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 36/63, der forudsaetter, at en graensearbejder, der er blevet helt arbejdsloes, goer sit krav paa ydelser i anledning af arbejdsloeshed gaeldende og altsaa lader sig registrere som arbejdssoegende i det land, hvor vedkommende har sin bopael (her Frankrig), og ikke i det land, hvor arbejdsstedet er beliggende, hvor vedkommende har vaeret omfattet af social sikring for arbejdstagere, og hvor arbejdet er mistet.

4) Det spoerges endelig subsidiaert for det tilfaelde, at de tre foerste spoergsmaal besvares benaegtende, og under forudsaetning af, at forordning nr. 3 finder anvendelse fra den 1. oktober 1971 og forordning (EOEF) nr. 1408/71 fra den 1. oktober 1972, for saa vidt angaar syge- og invaliditetsforsikring:

Skal institutionen i det land, hvor arbejdsstedet er beliggende, og hvor en arbejdstager er omfattet af social sikring for arbejdstagere (her Belgien), anerkende, at den arbejdsloeshedsperiode, i hvilken der er udbetalt ydelser i anledning af arbejdsloeshed i Frankrig i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 36/63/EOEF (selv om denne periode ikke i naevnte land anerkendes som forsikringsperiode eller dermed ligestillet periode eller tilsvarende periode), er en forsikringsperiode eller tilsvarende periode efter betydningen i artikel 66 (karenstid), 67, 68 og 75 (som foelge af den berettigedes bevarelse af statussen) i lov af 9. august 1963 om syge- og invaliditetsforsikring?"

6 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de indlaeg, som er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Foerste spoergsmaal

7 Den forelaeggende ret oensker med sit foerste spoergsmaal i det vaesentlige afgjort, om artikel 1, litra c), i forordning nr. 36/63 skal fortolkes saaledes, at en arbejdstager mister sin status som graensearbejder, fordi han er helt arbejdsloes.

8 INAMI har gjort gaeldende, at det for anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 36/63 er en forudsaetning, at vedkommende arbejdstager kan henfoeres under definitionen af graensearbejder i artikel 1, stk. 1, litra c), i denne forordning, og navnlig, at vedkommende er beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade end bopaelsmedlemsstatens. Naevnte forudsaetning er ikke opfyldt, naar arbejdstageren er helt arbejdsloes. INAMI har til stoette for sin opfattelse paaberaabt sig den fortolkning, den ved artikel 43 i Raadets forordning nr. 3 af 25. september 1958 om social sikring af vandrende arbejdstagere (JO 1958, nr. 30, s. 597) nedsatte Administrative Kommission har givet ordene "er beskaeftiget". Kommissionen naaede til det resultat, at disse ord havde en meget vid betydning og navnlig omfattede "arbejdstagere, der er delvis arbejdsloese eller arbejdsloese som foelge af en ulykke, og som er omfattet af artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 36/63". INAMI har paa grundlag af denne fortolkning fastslaaet, at helt arbejdsloese arbejdstagere, hvis ret til ydelser i anledning af arbejdsloeshed fastlaegges i artikel 19, stk. 1, i samme forordning, ikke laengere er graensearbejdere.

9 Det bemaerkes, at der vel kan hentes en vis stoette for INAMI' s fortolkning i ordene "er beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade" i artikel 1, stk. 1, litra c), i forordning nr. 36/63, men at denne fortolkning er i strid med indholdet og ordlyden af andre bestemmelser i samme forordning, nemlig bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, og artikel 10.

10 Artikel 19, stk. 1, i naevnte forordning omhandler jo de ydelser, som en "helt arbejdsloes graensearbejder" har ret til. Og artikel 10 fastsaetter foelgende: "En graensearbejder, der i medfoer af bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, eller 2, oppebaerer ydelser i anledning af arbejdsloeshed i henhold til en medlemsstats lovgivning, har i samme tidsrum ligesom sine familiemedlemmer ret til naturalydelser, der udredes af institutionen paa bopaelsstedet". Af disse bestemmelser fremgaar, at en arbejdsloes graensearbejder bevarer status som graensearbejder.

11 Med hensyn til argumentationen vedroerende den i artikel 43 i forordning nr. 3 omhandlede Administrative Kommissions fortolkning bemaerkes, at det af sagens akter fremgaar, at det spoergsmaal, der gav anledning til denne fortolkning, udelukkende drejer sig om, hvorvidt graensearbejdere, der modtager ydelser i anledning af delvis arbejdsloeshed eller arbejdsloeshed som foelge af en ulykke, skulle anses for at vaere "beskaeftiget" efter betydningen i artikel 1, stk. 1, litra c), i naevnte forordning nr. 36/63. Forholdene for helt arbejdsloese arbejdstagere blev derimod ikke taget i betragtning.

12 Det foerste spoergsmaal fra den forelaeggende ret skal derfor besvares med, at artikel 1, stk. 1, litra c), i forordning nr. 36/63 skal fortolkes saaledes, at en arbejdstager ikke mister sin status som graensearbejder, fordi han er helt arbejdsloes.

Andet spoergsmaal

13 Den nationale ret oensker med sit andet spoergsmaal i det vaesentlige afgjort, om en graensearbejder, der er helt arbejdsloes, kan goere krav paa ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed og dernaest i anledning af invaliditet over for den kompetente institution i den medlemsstat, hvor han senest har vaeret beskaeftiget.

14 Foerst bemaerkes vedroerende ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed, at naar en graensearbejder, der er helt arbejdsloes, bevarer sin status som graensearbejder, finder artikel 6 i forordning nr. 36/63 - hvorefter beskaeftigelsesmedlemsstaten skulle udbetale saadanne kontantydelser i anledning af sygdom, som en graensearbejder ville have ret til, saafremt han boede paa vedkommende medlemsstats omraade - anvendelse i det foreliggende tilfaelde.

15 Med hensyn til ydelser i anledning af invaliditet hos en graensearbejder, der er helt arbejdsloes, fremgaar det af artikel 39, stk. 5, i forordning nr. 1408/71, at de udbetales af den kompetente institution i den medlemsstat, hvis omraade han bor paa. Som fremhaevet af Kommissionen finder denne bestemmelse imidlertid ikke anvendelse i hovedsagen. For bestemmelsen er blevet indsat i sidstnaevnte forordning ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2793/81 af 17. september 1981 om aendring af forordning nr. 1408/71 (EFT L 275, s. 1), og denne traadte foerst i kraft paa dagen for offentliggoerelsen, dvs. den 29. september 1981.

16 Den her relevante bestemmelse bliver derfor artikel 39 i forordning nr. 1408/71 i den udgave, der var gaeldende i den af hovedsagen omfattede periode. Af stk. 1 og stk. 2 i denne bestemmelse fremgaar imidlertid, at ydelser i anledning af invaliditet skal udbetales af den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning var anvendelig paa det tidspunkt, hvor uarbejdsdygtigheden - efterfulgt af invaliditet - indtraadte, under forudsaetning af, at den paagaeldende ydelsesberettigede opfyldte betingelserne efter denne lovgivning.

17 Det maa i en situation som den i hovedsagen omhandlede anerkendes, at den medlemsstat, hvis lovgivning fandt anvendelse paa det tidspunkt, hvor en helt arbejdsloes graensearbejder blev uarbejdsdygtig, efter bestemmelserne i forordning nr. 36/63 og navnlig dennes artikel 6 kun kunne vaere den stat, hvor graensearbejderen sidst havde beskaeftigelse.

18 Det andet spoergsmaal fra den nationale ret skal derfor besvares saaledes, at efter de regler, der gaelder for det i hovedsagen omhandlede tilfaelde, kan en graensesarbejder, der er helt arbejdsloes, goere krav paa ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed i henhold til artikel 6, stk. 1, i Raadets forordning nr. 36/63 og derefter paa ydelser i anledning af invaliditet i medfoer af artikel 39, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71, der udredes af den kompetente institution i den medlemsstat, hvor graensearbejderen sidst havde beskaeftigelse.

Tredje spoergsmaal

19 Med det tredje spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige afgjort, om den fulde arbejdsloeshedsperiode for en graensearbejder, der i medfoer af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 36/63 skal goere sit krav paa ydelser i anledning af arbejdsloeshed gaeldende i den medlemsstat, hvor vedkommende har sin bopael, ogsaa selv om denne periode ikke i denne medlemsstat anerkendes som en forsikringsperiode eller en dermed ligestillet periode, skal anses for en saadan periode i den stat, hvor graensearbejderen senest har vaeret beskaeftiget, og hvis lovgivning, der finder anvendelse paa den omhandlede periode, ligestiller arbejdsloeshedsperioder tilbagelagt paa dens omraade med sygeforsikringsperioder.

20 Ved besvarelsen af dette spoergsmaal maa der henses til visse internretlige og faellesskabsretlige forhold, der ligger til grund for det i hovedsagen rejste spoergsmaal.

21 Af sagen fremgaar, at udbetaling af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed i den af sagen omhandlede periode efter belgisk lovgivning, der fandt anvendelse som lovgivning i den medlemsstat, hvor graensearbejderen sidst havde vaeret beskaeftiget (jf. praemis 17 ovenfor) var betinget af en mindste arbejds- og forsikringsperiode (artikel 66 og 68 i belgisk lov af 9.8.1963 om indfoerelse af en obligatorisk syge- og invaliditetsforsikring, Monitor belge af 1.-2.11.1963). Arbejdsloese arbejdstagere havde i foelge denne lovs artikel 21, nr. 3, og artikel 45, stk. 1, litra c), ret til ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed, idet arbejdsloeshedsperioden saaledes ligestilledes med en forsikringsperiode.

22 Af forelaeggelsesdommen fremgaar, at den kompetente belgiske institution afslog at udbetale Desse de omhandlede ydelser med den begrundelse, at den periode, i hvilken hun havde faaet udbetalt ydelser i anledning af arbejdsloeshed i Frankrig, der var bopaelsstaten, ikke i sidstnaevnte stat anerkendtes som en forsikringsperiode.

23 At Desse fik udbetalt ydelser i anledning af arbejdsloeshed i Frankrig og ikke i Belgien, var imidlertid en noedvendig foelge af anvendelsen af faellesskabsretten. Af selve ordlyden af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 36/63 fremgaar nemlig, at en helt arbejdsloes graensearbejder kun kan goere krav paa ydelser i anledning af arbejdsloeshed gaeldende over for bopaelsmedlemsstaten [jf. dom af 12.6.1986, sag 1/85, Miethe, Sml. s. 1837, praemis 10, der vedroerte fortolkningen af artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71, der i vidt omfang er enslydende med artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 36/63].

24 Naar henses til samtlige disse omstaendigheder maa den nationale rets spoergsmaal om, hvorvidt den periode, i hvilken den paagaeldende i Frankrig har faaet udbetalt ydelser i anledning af arbejdsloeshed, skal ligestilles med en forsikringsperiode, for saa vidt angaar udbetaling af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed i medfoer af belgisk lovgivning, noedvendigvis besvares bekraeftende.

25 Som Domstolen gentagne gange har fastslaaet (jf. eksempelvis dom af 5.12.1967, sag 14/67, Welchner, Sml. 1965-1968, s. 409), og som ogsaa INAMI har anfoert, angives det baade i forordning nr. 3 [artikel 1, litra p)] og i forordning nr. 1408/71 [artikel 1, litra r)], der finder anvendelse i hovedsagen, at "forsikringsperioder" betegner perioder, der ifoelge den lovgivning, i henhold til hvilken de er tilbagelagt, er defineret eller anerkendt som forsikringsperioder.

26 Imidlertid maa det fastslaas, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede vil denne fortolkning foere til, at en graensearbejder, der har ladet sig registrere som arbejdsloes i den medlemsstat, hvor han har sin bopael, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 36/63, i den medlemsstat, hvor han sidst har vaeret beskaeftiget, ikke kan faa udbetalt ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed, som han havde kunnet goere krav paa, saafremt han havde ladet sig registrere som arbejdssoegende i denne medlemsstat, og foelgelig dersom hans arbejdsloeshedsperiode dér havde vaeret ligestillet med en forsikringsperiode.

27 Af Domstolens faste praksis (jf. dom af 5.7.1967, sag 9/67, Colditz, Sml. 1965-1968, s. 379, dom af 21.10.1975, sag 24/75, Petroni, Sml. s. 1149, praemis 13, og dom af 7.3.1991, sag C-10/90, Masgio, Sml. I, s. 1119, praemis 18) fremgaar imidlertid, at maalet for Traktatens artikel 48-51 ikke ville blive naaet, hvis arbejdstagerne ved at udoeve deres ret til fri bevaegelighed skulle miste de fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning.

28 Af det anfoerte foelger, at bestemmelserne om fastlaeggelse af forsikringsperioderne i forordningerne nr. 3 og nr. 1408/71 ikke kan fortolkes saaledes, at de foerer til, at vandrende arbejdstagere mister de fordele, som de kunne goere krav paa alene i henhold til lovgivningen i en medlemsstat, idet de dermed ville laegge sig hindrende i vejen for realiseringen af formaalet med Traktatens artikel 48-51 (jf. naevnte dom af 5.7.1967, Colditz, dom af 6.3.1979, sag 100/78, Rossi, Sml. s. 831, og dom af 12.6.1980, sag 733/79, Laterza, Sml. s. 1915).

29 Det tredje spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at det tidsrum, i hvilket en helt arbejdsloes graensearbejder, der i medfoer af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 36/63 har skullet kraeve ydelser i anledning af arbejdsloeshed i bopaelsmedlemsstaten, selv om dette tidsrum ikke dér har vaeret anerkendt som forsikringsperiode eller dermed ligestillet periode, skal anses for en saadan periode i den stat, hvor graensearbejderen senest havde beskaeftigelse, og hvis dagaeldende lovgivning ligestillede arbejdsloeshedsperioder, som var tilbagelagt paa dens omraade, med perioder, der var omfattet af sygeforsikring.

30 Med den besvarelse, der er givet det tredje spoergsmaal, er det ufornoedent at tage stilling til det fjerde spoergsmaal.

Sagens omkostninger

31 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser,

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt af Cour du travail de Mons ved dom af 28. september 1990, for ret:

1) Artikel 1, stk. 1, litra c), i Raadets forordning nr. 36/63/EOEF af 2. april 1963 om social sikring af graensearbejdere skal fortolkes saaledes, at en arbejdstager ikke mister sin status som graensearbejder, fordi han er helt arbejdsloes.

2) Efter de regler, der gaelder for det i hovedsagen omhandlede tilfaelde, kan en graensearbejder, der er helt arbejdsloes, goere krav paa ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed i henhold til artikel 6, stk. 1, i Raadets forordning nr. 36/63/EOEF af 2. april 1963 om social sikring af graensearbejdere og derefter faa ydelser i anledning af invaliditet, i medfoer af artikel 39, stk. 1 og 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de social sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet.

3) Det tidsrum, i hvilket en helt arbejdsloes graensearbejder, der i medfoer af artikel 19, stk. 1, i Raadets forordning nr. 36/63/EOEF af 2. april 1963 om social sikring af graensearbejdere har skullet kraeve ydelser i anledning af arbejdsloeshed i bopaelsmedlemsstaten, skal, selv om dette tidsrum ikke dér har vaeret anerkendt som forsikringsperiode eller dermed ligestillet periode, anses for en saadan periode i den stat, hvor arbejdstageren senest havde beskaeftigelse, og hvis dagaeldende lovgivning ligestillede arbejdsloeshedsperioder, som var tilbagelagt paa dens omraade, med perioder, der var omfattet af sygeforsikring.