61990J0255

++++

1. Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproeve - udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever - adgangsbetingelser - fremlaeggelse af kvalifikationsbeviser med henblik paa adgang til proeverne - ansoegernes forpligtelse ifoelge meddelelsen om udvaelgelsesproeven - raekkevidde

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag III, art. 2)

2. Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproeve - udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever - adgangsbetingelser - dokumentation - anmodning om supplerende oplysninger fra udvaelgelseskomitéen - udvaelgelseskomitéens valg - forpligtelse til at kraeve fremlaeggelse af hele den noedvendige dokumentation - ingen

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag III, art. 2, stk. 2)

1. Naar en meddelelse om udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever indeholder bestemmelser, der utvetydigt angiver en forpligtelse for ansoegerne til at vedlaegge ansoegningen den noedvendige dokumentation, hvis tilsidesaettelse indebaerer udelukkelse fra udvaelgelsesproeven, kan fejlagtige oplysninger afgivet af en tjenestemand, som ikke paa nogen maade er befoejet til at aendre disse forskrifter, naar henses til omsorgspligtens indhold og princippet om god forvaltningsskik, hverken bemyndige eller saa meget desto mindre forpligte udvaelgelseskomitéen eller ansaettelsesmyndigheden til at handle i strid med meddelelsen om udvaelgelsesproeven.

Den omstaendighed, at et medlem af udvaelgelseskomitéen er en ansoegers overordnede, saaledes at det, trods den manglende fornoedne dokumentation, kan konstateres, om den paagaeldende opfylder adgangsbetingelserne, kan ikke give en udvaelgelseskomité ret til at handle i strid med ordlyden af meddelelsen om udvaelgelsesproeven. En saadan indgriben fra udvaelgelseskomitéen ville vaere diskriminerende over for andre ansoegere, som heller ikke har indgivet den fornoedne dokumentation, og som vil blive udelukket, fordi intet medlem af udvaelgelseskomitéen kender dem.

2. Retten har med foeje fastslaaet, at det klart fremgaar af artikel 2, stk. 2, i vedtaegtens bilag III, at denne bestemmelse alene giver udvaelgelseskomitéen mulighed for at anmode ansoegerne om supplerende oplysninger, naar den finder, at der bestaar tvivl om en indgivet dokumentation. Bestemmelsen kan imidlertid under ingen omstaendigheder fortolkes saaledes, at den forpligter udvaelgelseskomitéen til at fremskaffe hele den ifoelge meddelelsen om udvaelgelsesproeven noedvendige dokumentation.

Hverken omsorgspligten eller princippet om god forvaltningsskik, som sagsoegeren har henvist til under appelsagen, kan paa dette punkt aendre en bestemmelse, hvis anvendelse ifoelge lovgiver alene er taenkt som en mulighed, men ikke en forpligtelse for en udvaelgelseskomité.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. august 1990 har J.-L. Burban ivaerksat appel af dom af 20. juni 1990 (sag T-133/89, Burban mod Parlamentet, Sml. II, s. 245), hvorved Retten i Foerste Instans frifandt Europa-Parlamentet for sagsoegerens paastande om annullation af afgoerelserne fra Udvaelgelseskomitéen for Almindelig Udvaelgelsesproeve PE/44/A, hvorved sagsoegeren blev naegtet adgang til proeverne.

2 Det fremgaar af ovennaevnte dom, at appellanten, som har vaeret i Parlamentets tjeneste siden 1968, paa tidspunktet for sin ansoegning til naevnte udvaelgelsesproeve var tilforordnet direktoeren for Parlamentets Informationskontor i Paris. I ansoegningen vedlagde han dog hverken sine eksamens- eller kvalifikationsbeviser eller dokumentation for sin faglige erfaring, selv om dette udtrykkeligt kraevedes i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Udvaelgelseskomitéen for proeven besluttede herefter ved afgoerelse af 17. maj 1989, stadfaestet ved en afgoerelse af 3. juli 1989, at sagsoegeren ikke kunne faa adgang til proeverne.

3 Appellanten gjorde for Retten gaeldende, at udvaelgelseskomitéens afgoerelser maatte vaere ulovlige, fordi de blandt andet var truffet under tilsidesaettelse af omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik. Han anfoerte herved, at administrationen i henhold til naevnte forpligtelse og princip burde have underrettet ham om hans fejltagelse, og at udvaelgelseskomitéen burde have givet ham mulighed for at korrigere fejlen af foelgende grunde: a) Han var blevet vildledt af oplysninger, han havde modtaget fra chefen for Parlamentets "Kontor for Vedtaegten og Personalespoergsmaal", da han telefonisk havde raadspurgt denne; b) udvaelgelseskomitéen var helt klar over, at han opfyldte betingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, eftersom chefen for Informationskontoret i Paris, hans overordnede, var medlem af udvaelgelseskomitéen; c) udvaelgelseskomitéen burde have anvendt artikel 2, stk. 2, i bilag III i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), som gav den mulighed for at anmode ansoegeren om at supplere hans ansoegning.

4 Appellanten har til stoette for appellen fremfoert "ét anbringende", nemlig, at Retten i den anfaegtede dom har anlagt en forkert fortolkning af begrebet omsorgspligt og af princippet om god forvaltningsskik og derfor har tilsidesat disse principper. Retten har navnlig ved at fastslaa, at de under praemis 3 naevnte forhold ikke kan skabe en forpligtelse for udvaelgelseskomitéen til at underrette tjenestemanden om, at hans ansoegning var ufuldstaendig, anlagt en for snaever fortolkning af omsorgspligten og af princippet om god forvaltningsskik.

5 Saaledes formuleret stoettes det fremfoerte anbringende reelt paa en fejlagtig anvendelse af naevnte principper, naar henses til de konkrete omstaendigheder. Anbringendet maa derfor behandles paa baggrund af hver enkelt omstaendighed.

6 Hvad naermere angaar parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

7 I den anfaegtede doms praemis 27 henviser Retten til Domstolens praksis vedroerende omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik. Retten udtaler, at Domstolen i dom af 28. maj 1980 (forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, Sml. s. 1677), af 9. december 1982 (sag 191/81, Plug mod Kommissionen, Sml. s. 4229) og af 23. oktober 1986 (sag 321/85, Schwiering mod Revisionsretten, Sml. s. 3199) har fastslaaet, "at uden at vaere naevnt i tjenestemandsvedtaegten er administrationens omsorgspligt over for sine ansatte, hvilken pligt ogsaa gaelder for en udvaelgelseskomité for en udvaelgelsesproeve, et udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtaegten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og de ansatte i den offentlige tjeneste. Denne forpligtelse samt princippet om god forvaltningsskik indebaerer blandt andet, at myndigheden ved afgoerelsen af en tjenestemands situation skal tage alle de forhold i betragtning, som kan antages at vaere bestemmende for dens afgoerelse, og herved skal tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men ogsaa til vedkommende tjenestemands interesse".

8 Retten udtaler derefter i den anfaegtede doms praemis 29-34, at meddelelsen om udvaelgelsesproeven udtrykkeligt og utvetydigt angav forpligtelsen for alle ansoegere, herunder Europa-Parlamentets tjenestemaend, til at vedlaegge deres ansoegning dokumentation for deres eksamens- og kvalifikationsbeviser samt deres faglige erfaring, idet de ellers ikke ville faa adgang til at deltage i proeverne, og fastslaar, at ved en almindelig udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever paahviler det alene ansoegeren at opfylde denne forpligtelse og ikke Personaleafdelingen eller Udvaelgelseskomitéen for Udvaelgelsesproeven.

9 Appellanten har ikke bestridt, at han i henhold til meddelelsen om udvaelgelsesproeven var forpligtet til at vedlaegge sin ansoegning den noedvendige dokumentation. Han har dog anfoert, at administrationen eller udvaelgelseskomitéen under hensyn til hans saerlige situation var forpligtet til at underrette ham om, at hans ansoegning var ufuldstaendig, og at Retten ved ikke i den anfaegtede dom at have givet ham medhold heri har anvendt omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik paa ukorrekt vis. Det findes derfor relevant at undersoege raekkevidden af omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik ud fra disse forhold.

Oplysningerne fra en tjenestemand ved Parlamentet

10 Retten udtaler i praemis 36 i den anfaegtede dom, at "de fejlagtige oplysninger, som sagsoegeren fik af chefen for 'Kontoret for Vedtaegten og Personalespoergsmaal' under en telefonsamtale, hvis de ellers er korrekt gengivne, og uanset hvor beklagelige de end er, ikke kunne fritage sagsoegeren for selv omhyggeligt at laese de paagaeldende forskrifter i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, som var klar, praecis og udtoemmende affattet", og at "denne fejlagtige fortolkning, selv om det laegges til grund, at den faktisk blev givet sagsoegeren paa denne ham anfoerte maade og af den paagaeldende tjenestemand ved Europa-Parlamentet, ikke kan binde denne institution".

11 Appellanten har gjort gaeldende, at omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik maa finde anvendelse, naar tjenestemanden er blevet vildledt af administrationen selv.

12 Appellantens opfattelse er uholdbar. Naar meddelelsen om udvaelgelsesproeven nemlig indeholder bestemmelser, der utvetydigt angiver forpligtelsen til at vedlaegge ansoegningen den noedvendige dokumentation, kan fejlagtige oplysninger afgivet af en tjenestemand, som ikke paa nogen maade er befoejet til at aendre disse forskrifter, naar henses til omsorgspligtens indhold og princippet om god forvaltningsskik, hverken bemyndige eller saa meget desto mindre forpligte udvaelgelseskomitéen eller ansaettelsesmyndigheden til at handle i strid med meddelelsen om udvaelgelsesproeven.

Appellantens overordnede som medlem af udvaelgelseskomitéen

13 I samme dom fastslog Retten, at udvaelgelseskomitéen ikke tilsidesatte omsorgspligten og princippet om god forvaltning ved ikke at anmode sagsoegeren om at supplere sin ansoegning, blandt andet fordi en udvaelgelseskomité efter Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 12.7.1989, sag 225/87, Belardinelli mod Domstolen, Sml. s. 2353) ikke er forpligtet til at anstille undersoegelser for at kontrollere, om ansoegerne opfylder alle betingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven (praemis 34 i den anfaegtede dom). Retten fastslog ligeledes, at sagsoegerens anbringende om, at hans overordnede var medlem af naevnte Udvaelgelseskomité for Udvaelgelsesproeven, var irrelevant (praemis 39).

14 Appellanten har anfoert, at Retten ikke kunne stoette sin fortolkning af omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik paa dommen i sagen Belardinelli mod Domstolen. Der forelaa ingen mulighed for at foretage en sammenligning med denne dom, idet udvaelgelseskomitéen i naervaerende sag ikke skulle anstille undersoegelser for at kontrollere, om appellanten opfyldte betingelserne, eftersom hans overordnede var medlem af udvaelgelseskomitéen.

15 Hertil skal det alene bemaerkes, at den omstaendighed, at et medlem af udvaelgelseskomitéen tilfaeldigvis var appellantens overordnede, ikke kunne give udvaelgelseskomitéen ret til at handle mod de klart stipulerede betingelser i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. I oevrigt ville en saadan indgriben fra udvaelgelseskomitéen vaere diskriminerende over for de ansoegere, som befandt sig i samme situation som sagsoegeren, men som alligevel ville blive udelukket, fordi intet medlem af udvaelgelseskomitéen kendte dem. Dette anbringende maa saaledes forkastes.

Artikel 2, stk. 2, i vedtaegtens bilag III

16 Retten udtaler i den anfaegtede dom (praemis 35), at artikel 2, stk. 2, i vedtaegtens bilag III, hvorefter ansoegerne kan "afkraeves supplerende papirer eller oplysninger" ved udvaelgelsesproever, som afholdes af institutionerne, alene giver udvaelgelseskomitéen mulighed for at anmode ansoegerne om supplerende oplysninger, naar den finder, at der bestaar tvivl om betydningen af en indgivet dokumentation, men under ingen omstaendigheder kan fortolkes saaledes, at den forpligter udvaelgelseskomitéen til at fremskaffe hele den noedvendige dokumentation, hvorfor sagsoegeren ikke under henvisning til denne bestemmelse kan unddrage sig en forpligtelse, der er klar, praecis og udtoemmende angivet i meddelelsen om udvaelgelsesproeven.

17 Vedroerende appellantens anbringende om, at naevnte bestemmelse saa meget mere burde have vaeret anvendt, som lighedsprincippet ikke gjaldt i naervaerende sag, eftersom de ansoegere, der var tjenestemaend, og ansoegerne udefra ikke havde samme retsstilling, udtalte Retten (praemis 37), at anvendelse af forskellige udvaelgelseskriterier paa de ansoegere, der er tjenestemaend, og udefra kommende ansoegere, ville indebaere en tilsidesaettelse af grundsaetningen om, at ansoegere til samme udvaelgelsesproeve skal behandles lige.

18 Appellanten har henvist til Domstolens dom af 23. oktober 1986, Schwiering mod Revisionsretten, naevnt ovenfor, og af 4. februar 1987 (sag 417/85, Maurissen mod Revisionsretten, Sml. s. 551) og gjort gaeldende, at udvaelgelseskomitéen, eftersom naevnte bestemmelse gav mulighed for at anmode ansoegerne om supplerende oplysninger, under hensyn til omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik, burde have udnyttet denne mulighed og underrettet ham om, at hans ansoegning var ufuldstaendig.

19 Endvidere har appellanten anfoert, at Rettens begrundelse med hensyn til lighedsprincippet ikke er holdbar, eftersom hans adgang til proeverne ikke paa nogen maade ville have paavirket en udefra kommende ansoegers stilling, hvis kvalifikationer var bedre end hans.

20 Det bemaerkes hertil, at appellanten ikke under henvisning til omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik kan aendre en bestemmelse, hvis anvendelse ifoelge lovgiver alene er taenkt som en mulighed, men ikke en forpligtelse for en udvaelgelseskomité. De af sagsoegeren anfoerte domme vedroerer udvaelgelsesproever inden for institutionen og omhandler tilfaelde, hvor udvaelgelseskomitéen allerede havde besluttet at udnytte muligheden i artikel 2, stk. 2, i vedtaegtens bilag III.

21 Det bemaerkes desuden, at det med foeje i den anfaegtede dom anfoeres, at appellantens opfattelse er i strid med grundsaetningen om, at ansoegere, der er tjenestemaend, og udefra kommende ansoegere skal behandles ens under samme udvaelgelsesproeve.

22 Appellantens anbringender vedroerende artikel 2, stk. 2, i vedtaegtens bilag III kan derfor ikke tages til foelge.

Karakteren af den af tjenestemanden begaaede fejltagelse

23 Sagsoegeren har endelig anfoert, at omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik maa finde anvendelse, naar tjenestemanden, som det er tilfaeldet i denne sag, alene har begaaet en ringe og undskyldelig fejl. Hvis tjenestemandens optraeden altid skulle vaere dadelfri, ville omsorgspligten blive beroevet sit indhold.

24 Hertil bemaerkes alene - uden at der skal tages stilling til, om der kan laegges vaegt paa appellantens paastand om den undskyldelige karakter af hans fejltagelse - at omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik ikke kan finde anvendelse paa den af appellanten begaaede fejltagelse under de ovenfor angivne betingelser.

25 Det fremgaar af det anfoerte, at appellen maa forkastes.

Sagens omkostninger

26 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I denne sag har Europa-Parlamentet nedlagt paastand om, at Domstolen traeffer afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende regler. Denne paastand kan ikke anses for en paastand om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger. Hver part boer derfor baere sine omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.