61990J0213

++++

Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - udoevelse af en fagforeningsrettigheder - national lovgivning om udelukkelse af udenlandske arbejdstagere fra at deltage i valget af ledelsen af en faglig interesseorganisation, som de er tvunget til at vaere medlem af - ulovlig - begrundet i en eventuel deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed - ingen begrundelse

(Raadets forordning nr. 1612/68, art. 8, stk. 1)

Bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1612/68 er et saerlig klart udtryk for princippet om forbud mod forskelsbehandling paa det konkrete omraade, der vedroerer arbejdstageres deltagelse i fagforeningernes organisation og arbejde, og dens raekkevidde kan ikke begraenses ud fra hensyn, der vedroerer det paagaeldende organs retlige form. Udoevelse af de i bestemmelsen omhandlede fagforeningsrettigheder gaar tvaertimod ud over rammerne for egentligt fagforeningsarbejde og omfatter bl.a. arbejdstagernes deltagelse i organer, som vel ikke retligt har karakter af fagforeninger, men som udoever lignende funktioner med hensyn til beskyttelse og varetagelse af arbejdstagernes interesser.

Bestemmelsen skal derfor fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at det i national lovgivning er fastsat, at udenlandske arbejdstagere ikke har stemmeret ved valget af ledelsen af en faglig interesseorganisation, som de er tvunget til at vaere medlem af og skal betale bidrag til, og som varetager medlemmernes interesser og udoever en raadgivende funktion i forbindelse med lovgivningsarbejde. Hverken den paagaeldende organisations retlige form efter national ret eller den omstaendighed, at visse af dens funktioner kan indebaere deltagelse i udoevelse af offentlig myndighed, kan begrunde, at arbejdstagere fra andre medlemsstater ikke kan deltage i valget af dens ledelse.

1 Ved dom af 12. juli 1990, indgaaet til Domstolen den 17. juli s.aa., har Luxembourgs Cour de cassation i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 7, 48, 117, 118, 118 A og artikel 189, stk. 2, samt af artikel 7 og 8 i forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 312/76 af 9. februar 1976 (EFT L 39, s. 2).

2 Spoergsmaalet er blevet forelagt under en sag mellem Association de soutien aux travailleurs immigrés (herefter benaevnt "ASTI") og Chambre des employés privés.

3 Chambre des employés privés blev oprettet ved luxembourgsk lov af 4. april 1924 om oprettelse af faglige interesseorganisationer med valgt ledelse. Ved loven oprettedes ligeledes interesseorganisationer for landbrug, haandvaerk, handel samt for arbejdere. Ved lov af 12. februar 1964 oprettedes en faglig interesseorganisation for tjenestemaend og offentligt ansatte; organisationerne omfatter herefter hele arbejdsmarkedet, bortset fra liberale erhverv. Efter loven har de faglige interesseorganisationer generelt til opgave at varetage og beskytte medlemmernes interesser.

4 De faglige interesseorganisationer har ret til at fremsaette forslag over for regeringen, som er forpligtet til at behandle dem og forelaegge dem for Deputeretkammeret. Lovgiver har pligt til at hoere de faglige interesseorganisationer vedroerende alle lov- og forvaltningsforskrifter, som vedroerer dem.

5 I henhold til artikel 6 i 1924-loven er det kun personer med luxembourgsk statsborgerskab, der har stemmeret ved valget af organisationernes ledelse. Til daekning af deres udgifter kan organisationerne i henhold til artikel 3, som aendret ved lov af 3. juni 1926, opkraeve bidrag af deres medlemmer paa den maade, at arbejdsgiveren indeholder det i de ansattes loen eller vederlag. Inden lovaendringen kunne bidraget kun opkraeves af de stemmeberettigede.

6 Ved skrivelse af 17. marts 1987 meddelte ASTI Chambre des employés privés, at ASTI som arbejdsgiver og efter aftale med sine tre udenlandske loenmodtagere, der er statsborgere i andre medlemsstater, havde besluttet ikke at indbetale bidragene til interesseorganisationerne, idet det efter ASTI' s opfattelse var ulogisk at indbetale bidrag til organisationen for saadanne loenmodtagere, som var afskaaret fra at deltage i dens arbejde.

7 Chambre des employés privés indbragte herefter sagen for Tribunal de paix de Luxembourg (fredsdommeren), som ved dom af 13. oktober 1989 doemte ASTI til at betale de bidrag, sammenslutningen ikke havde indbetalt. ASTI indankede sagen for Luxembourgs Cour de cassation, som ved dom af 12. juli 1990 har udsat sagen paa Domstolens praejudicielle afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"Skal EOEF-Traktatens artikel 7, 48, 117, 118, 118 A og artikel 189, stk. 2, samt artikel 7 og 8 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 eller visse af dem fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at det i en medlemsstats lovgivning er fastsat, at en arbejdstager, som er statsborger i en anden medlemsstat, og som er tvunget til at vaere medlem af en faglig interesseorganisation, skal betale bidrag til organisationen, men ikke har ret til at deltage i valget af dens ledelse, idet en saadan ret kun tilkommer landets egne statsborgere?"

8 Med hensyn til hovedsagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

9 Ud fra begrundelsen i forelaeggelsesdommen og retsforhandlingerne for Domstolen maa det forelagte spoergsmaal forstaas paa den maade, at den nationale retsinstans oensker oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for, at det i national lovgivning er fastsat, at udenlandske arbejdstagere ikke har stemmeret ved valget af ledelsen af en faglig interesseorganisation, som de er tvunget til at vaere medlem af og skal betale bidrag til, som varetager medlemmernes interesser og udoever en raadgivende funktion i forbindelse med lovgivningsarbejde.

10 Det fremgaar af sagen, at personer, der er medlemmer af Chambre des employés privés, har status som arbejdstagere. Spoergsmaalet om, hvorvidt den ovenfor naevnte forskellige behandling af indenlandske og udenlandske statsborgere er forenelig med faellesskabsretten, skal bedoemmes paa grundlag af bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed og ikke paa grundlag af Traktatens artikel 7, som kun kan anvendes selvstaendigt paa forhold omfattet af faellesskabsretten, for hvilke Traktaten ikke indeholder saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling (jf. senest dom af 7.3.1991, sag C-10/90, Masgio, Sml. I, s. 1119).

11 Det bemaerkes, at for saa vidt angaar arbejdskraftens frie bevaegelighed, fastslaas det grundlaeggende princip om forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i Traktatens artikel 48, stk. 2. Princippet gentages i femte og sjette betragtning til forordning nr. 1612/68 og en raekke bestemmelser i forordningen, herunder artikel 7 og 8, som det forelagte spoergsmaal vedroerer.

12 Sidstnaevnte bestemmelse, som er den mest specifikke, maa herefter undersoeges foerst.

13 Artikel 8, stk. 1, foerste afsnit, har foelgende ordlyd:

"En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat og er beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade, har ret til ligestilling med hensyn til medlemskab af fagforeninger og udoevelse af fagforeningsrettigheder, herunder valgret samt adgang til administrative eller ledende stillinger i en fagforening; han kan udelukkes fra deltagelse i administration af offentligretlige organer og fra udfoerelse af offentligretlige hverv. Han er endvidere valgbar til organer, der repraesenterer arbejdstagerne i virksomhederne."

14 I modsaetning til Kommissionen og ASTI har den luxembourgske regering bestridt, at ovennaevnte bestemmelse kan finde anvendelse i et tilfaelde som omhandlet i hovedsagen, idet den paagaeldende faglige interesseorganisation er en ved lov indfoert institutionel repraesentation, medlemskab er tvungent, og organisationen herved adskiller sig fra de friere fagforeninger.

15 Hertil bemaerkes, at raekkevidden af ovennaevnte artikel 8, stk. 1, der er et saerlig klart udtryk for princippet om forbud mod forskelsbehandling paa det konkrete omraade, som vedroerer arbejdstageres deltagelse i fagforeningernes organisation og arbejde, ikke kan begraenses ud fra hensyn, der vedroerer det paagaeldende organs retlige form.

16 Udoevelse af de af bestemmelsen omhandlede fagforeningsrettigheder gaar tvaertimod ud over rammerne for egentligt fagforeningsarbejde og omfatter bl.a. arbejdstagernes deltagelse i organer, som vel ikke retligt har karakter af fagforeninger, men som udoever lignende funktioner med hensyn til beskyttelse og varetagelse af arbejdstagernes interesser.

17 Heraf foelger, at retten til at deltage i valget til et organ som Chambre professionnelle des employés privés, hvor saavel organisationens hovedopgave, nemlig varetagelsen af de tilsluttede arbejdstageres interesser, som de fleste af dens funktioner i oevrigt svarer til en fagforenings, maa antages at vaere en fagforeningsrettighed i den i ovennaevnte bestemmelse forudsatte betydning, og det er allerede af den grund ikke noedvendigt at tage stilling til, om en saadan faglig interesseorganisation maa betegnes som en fagforening.

18 Den luxembourgske regering har subsidiaert gjort gaeldende, at en saadan faglig interesseorganisation under alle omstaendigheder er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i ovennaevnte artikel 8, stk. 1, idet den er et offentligretligt organ og medvirker ved udoevelsen af offentlig myndighed i kraft af sin raadgivende funktion.

19 Hertil bemaerkes, som det allerede fremgaar af dom af 17. december 1980 (sag 149/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3881, praemis 15), at den i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1612/68 fastsatte udelukkelse "fra deltagelse i administration af offentligretlige organer og fra udfoerelse af offentlige hverv" svarer til undtagelsesbestemmelsen i Traktatens artikel 48, stk. 4, og tillader alene eventuelt at udelukke andre medlemsstaters arbejdstageres fra visse hverv, der indebaerer deltagelse i offentlig myndighed.

20 Den omstaendighed, at arbejdstagere fra andre medlemsstater ikke har stemmeret ved valget til faglige interesseorganisationer, kan derfor ikke begrundes, jf. artikel 8, stk. 1, i den paagaeldende organisations retlige form efter national ret og heller ikke i, at visse af dens funktioner kan indebaere deltagelse i udoevelse af offentlig myndighed.

21 Det forelagte spoergsmaal maa herefter besvares med, at bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1612/68 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at det i en national lovgivning er fastsat, at udenlandske arbejdstagere ikke har stemmeret ved valget af ledelsen af en faglig interesseorganisation, som de er tvunget til at vaere medlem af og skal betale bidrag til, som varetager medlemmernes interesser og udoever en raadgivende funktion i forbindelse med lovgivningsarbejde.

Sagens omkostninger

22 De udgifter, der er afholdt af den luxembourgske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, der begge har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Luxembourgs Cour de cassation ved dom af 12. juli 1990, for ret:

Bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at det i en national lovgivning er fastsat, at udenlandske arbejdstagere ikke har stemmeret ved valget af ledelsen af en faglig interesseorganisation, som de er tvunget til at vaere medlem af og skal betale bidrag til, som varetager medlemmernes interesser og udoever en raadgivende funktion i forbindelse med lovgivningsarbejde.