61990J0183

++++

1. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - fuldbyrdelse - retsmidler - kassationsappel - appellable afgoerelser - afgoerelse hvorved den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen vedroerende en fuldbyrdelsestilladelse, traeffer beslutning vedroerende udsaettelse af sin afgoerelse eller vedroerende sikkerhedsstillelse - ikke omfattet

(Konventionen af 27.9.1968, art. 37, stk. 2, og art. 38)

2. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - fuldbyrdelse - retsmidler mod fuldbyrdelsestilladelsen - rettens adgang til at udsaette sin afgoerelse - udoevelse - kun adgang til at tillaegge de anbringender betydning, som den part, der har indgivet begaeringen, ikke allerede har gjort gaeldende eller kunne goere gaeldende under behandlingen af sagen for retten i domsstaten

(Konventionen af 27.9.1968, art. 31, art. 34, stk. 3, og art. 38, stk. 1)

1. Artikel 37, stk 2, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes saaledes, at en afgoerelse i henhold til konventionens artikel 38, hvorved den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen vedroerende tilladelse til fuldbyrdelse af en i en anden kontraherende stat truffen retsafgoerelse, har truffet beslutning om ikke at udsaette sin afgoerelse samt om, at den, der har opnaaet fuldbyrdelsestilladelse, skal stille sikkerhed, ikke er en "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", som omhandlet i konventionens artikel 37, stk. 2, hvorfor den ikke kan anfaegtes ved en kassationsappel eller et tilsvarende retsmiddel. Det har ingen betydning for besvarelsen af dette spoergsmaal, om den afgoerelse, der er truffet i henhold til konventionens artikel 38, og den "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", jf. konventionens artikel 37, stk. 2, er indeholdt i samme retsafgoerelse.

2. Konventionens artikel 38, stk. 1, skal fortolkes snaevert, da der ellers er risiko for, at der goeres indgreb i den virkning, der er tilsigtet saavel med konventionens artikel 31 - der indeholder et princip om, at de i en kontraherende stat trufne retsafgoerelser, som er eksigible i den paagaeldende stat, kan fuldbyrdes i en anden kontraherende stat, ogsaa selv om de ikke har opnaaet formel retskraft - som med konventionens artikel 34, stk. 3, der fastslaar et princip om, at en afgoerelse, der er truffet i domsstaten, ikke kan efterproeves med hensyn til sagens realitet af retterne i den stat, hvor fuldbyrdelsen begaeres.

Konventionens artikel 38, stk. 1, skal herefter fortolkes saaledes, at den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen vedroerende en tilladelse til fuldbyrdelse af en i en anden kontraherende stat truffen retsafgoerelse, ved paakendelsen af en begaering om udsaettelse af sagen i henhold til denne bestemmelse kun kan tillaegge de anbringender betydning, som den part, der har indgivet begaeringen, ikke kunne have gjort gaeldende for retten i domsstaten.

1 Ved dom af 1. juni 1990, indgaaet til Domstolen den 11. juni 1990, har Nederlandenes Hoge Raad i henhold til protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17, herefter benaevnt "konventionen" ) stillet tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af konventionens artikel 37, stk. 2, og artikel 38, stk. 1.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag for Hoge Raad mellem B. J. Van Dalfsen, J. Timmerman, H. Van Dalfsen, J. Harmke og G. Van Dalfsen (herefter benaevnt "Van Dalfsen m.fl."), der har bopael i Nederlandene, og B. Van Loon og T. Berendsen (herefter benaevnt "Van Loon m.fl."), der bor i Belgien.

3 Af de sagsakter, der er fremsendt til Domstolen, fremgaar, at Vrederechter (fredsdommeren) i kanton Herentals (Belgien) ved dom af 21. oktober 1986 - i en sag, der var anlagt af Van Dalfsen m.fl. mod Van Loon m.fl. - ikke havde taget sagsoegernes principale paastand om ophaevelse af en lejekontrakt mellem hovedsagens parter til foelge, hvorimod Van Dalfsen m.fl. i princippet fik medhold i deres subsidiaere paastand om, at Van Loon m.fl. skulle godtgoere sagsoegerne udgifterne til varige forbedringer, de havde foretaget af den lejede ejendom. I denne anledning skulle der indhentes en sagkyndig erklaering til fastsaettelse af den noejagtige vaerdi. For saa vidt angik et af Van Loon m.fl. fremsat modkrav, tilpligtede retten Van Dalfsen m.fl. at betale Van Loon m.fl. et beloeb paa 2 700 000 BFR med tillaeg af rente i skyldig leje. Dommen blev erklaeret "umiddelbart eksigibel, uanset ethvert retsmiddel, og uden sikkerhedsstillelse".

4 Den 17. december 1986 ankede Van Dalfsen m.fl. den faeldende del af dommen til Rechtbank van eerste aanleg, Turnhout (Belgien).

5 Van Loon m.fl. indgav begaering til praesidenten for Arrondissementsrechtbank, Zwolle (Nederlandene), om tilladelse til fuldbyrdelse af den belgiske Vrederechter' s dom i Nederlandene, jf. konventionens artikel 31. Ved afgoerelse af 23. januar 1987 meddelte praesidenten for Arrondissementsrechtbank tilladelse hertil.

6 Van Dalfsen m.fl. appellerede den 2. april 1987 denne afgoerelse til Arrondissementsrechtbank, Zwolle, jf. konventionens artikel 36. Under denne appelsag nedlagde Van Dalfsen m.fl. alene paastand om, at Arrondissementsrechtbank skulle udsaette appelsagen, jf. konventionens artikel 38, stk. 1, under henvisning til, at de havde appelleret den dom, der var afsagt af Vrederechter, Herentals, og havde stillet bankgaranti for det beloeb, de ved dommen var blevet tilpligtet at betale Van Loon m.fl.; de henviste endvidere til, at de i princippet havde faaet medhold i deres subsidiaere paastand om betaling, samt at vaerdien ved en foreloebig sagkyndig vurdering var blevet fastsat til 477 954 BFR.

7 Ved kendelse af 13. april 1988 fastslog Arrondissementsrechtbank, Zwolle, at begaeringen om udsaettelse ikke kunne tages til foelge, da Van Dalfsen m.fl. ikke havde fremfoert andre grunde til stoette for sin begaering end grunde, den udenlandske ret kunne have taget i betragtning ved sin afgoerelse; i samme afgoerelse forkastede Arrondissementsrechtbank appellen og gav hermed tilladelse til, at den af den belgiske Vrederechter afsagte dom kunne fuldbyrdes i Nederlandene, dog saaledes at retten ex officio som vilkaar for fuldbyrdelsen kraevede, at Van Loon m.fl. stillede en bankgaranti, jf. konventionens artikel 38, sidste stykke, paa 478 000 BFR, indtil der var truffet endelig afgoerelse om Van Dalfsen m.fl.' s subsidiaere paastand.

8 Van Dalfsen m.fl. anfaegtede denne afgoerelse ved kassationsappel, jf. konventionens artikel 37, stk. 2, til Nederlandenes Hoge Raad. Som eneste kassationsgrund gjorde de gaeldende, at Arrondissementsrechtbank havde foretaget en urigtig bedoemmelse af raekkevidden af de befoejelser, der ved konventionens artikel 38 er tillagt "den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen" i samme artikels forstand. Ifoelge Van Dalfsen m.fl. skal en ret, der traeffer afgoerelse i henhold til denne bestemmelse, tage hensyn til samtlige de omstaendigheder, som den udenlandske ret allerede kunne have taget i betragtning i sin afgoerelse, og herunder vurdere udsigten til, at der gives medhold i den ankesag, der er eller vil blive anlagt i en anden kontraherende stat.

9 Nederlandenes Hoge Raad har indledningsvis rejst spoergsmaal om, hvorvidt den indankede dom maa anses for en "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", jf. konventionens artikel 37, stk. 2. I benaegtende fald vil den af Van Dalfsen m.fl. indbragte kassationsappel vaere at afvise. I bekraeftende fald vil kassationsappellen derimod skulle realitetsbehandles, og der vil herefter opstaa spoergsmaal om raekkevidden af de befoejelser, der ved konventionens artikel 38 er tillagt "den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen".

10 Under henvisning til, at tvisten saaledes rejser spoergsmaal om fortolkningen af konventionen, har Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen ved dom af 1. juni 1990 besluttet at udsaette sagen, indtil Domstolen har truffet praejudiciel afgoerelse om foelgende spoergsmaal:

"1) Kan afgoerelser, som traeffes af 'den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen' , om en eventuel anvendelse af rettens befoejelser i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 38, henholdsvis om anvendelse af befoejelserne paa en bestemt maade, betragtes som 'den afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen' , saaledes at de i henhold til konventionens artikel 37, stk. 2, i Nederlandene kan anfaegtes ved kassationsappel?

2) Har det betydning for besvarelsen af spoergsmaal 1, om de i spoergsmaalet naevnte afgoerelser, som traeffes i henhold til konventionens artikel 38, er indeholdt i den (endelige) dom, hvorved der traeffes afgoerelse i appel- eller genoptagelsessagen?

3) Kan 'den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen' ,

a) ogsaa anvende sine befoejelser efter konventionens artikel 38, stk. 1, saafremt den part, der har anfaegtet afgoerelsen, ikke fremfoerer andre grunde til stoette for sin begaering om, at afgoerelsen udsaettes, eller at tilladelse til fuldbyrdelsen goeres betinget af, at der stilles sikkerhed, end grunde, som den udenlandske ret kunne have taget i betragtning ved sin afgoerelse,

b) kun anvende sine befoejelser efter konventionens artikel 38, stk. 1, saafremt den naevnte begaering ogsaa eller udelukkende stoettes paa anbringender, der ikke er fremfoert for den udenlandske ret, eller

c) kun anvende sine befoejelser efter konventionens artikel 38, stk. 1, saafremt begaeringen ogsaa eller udelukkende stoettes paa anbringender, som ikke kunne vaere fremfoert for den udenlandske ret, fordi den part, der har anfaegtet afgoerelsen, ikke dengang havde kendskab til de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for anbringenderne?"

11 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

12 Indledningsvis bemaerkes, at konventionens artikel 37, stk. 2, og artikel 38, stk. 1, er indeholdt i konventionens afsnit III, afdeling 2, om fuldbyrdelse af retsafgoerelser, som er eksigible i den stat, hvor de er truffet.

13 Ifoelge konventionens artikel 31 kan saadanne afgoerelser fuldbyrdes i en anden kontraherende stat, naar de paa begaering af en berettiget part er blevet erklaeret for eksigible i sidstnaevnte stat af en af de i konventionens artikel 32 anfoerte retter, jf. reglerne herfor i konventionens artikel 33, 34 og 35 samt artikel 42-45. Det bemaerkes navnlig, at den part, mod hvem fuldbyrdelsen begaeres, ikke paa dette tidspunkt af sagens behandling kan fremsaette sine bemaerkninger, at fuldbyrdelsesbegaeringen kun kan afslaas af en af de i artikel 27 og 28 anfoerte grunde, samt at den udenlandske afgoerelse i intet tilfaelde kan efterproeves med hensyn til sagens realitet, jf. konventionens artikel 34.

14 Saafremt fuldbyrdelse tillades, kan den part, mod hvem fuldbyrdelsen begaeres, i medfoer af konventionens artikel 36 anfaegte afgoerelsen ved appel eller genoptagelse for en af de i konventionens artikel 37, stk. 1, anfoerte retter. I konventionens artikel 39 bestemmes det, at saa laenge fristen for appel eller genoptagelse ikke er udloebet, og saa laenge der ikke er truffet afgoerelse i appel- eller genoptagelsessagen, kan der kun anvendes sikrede retsmidler vedroerende den parts formuegoder, mod hvem fuldbyrdelsen begaeres.

15 For det tilfaelde, at den udenlandske afgoerelse, som begaeres fuldbyrdet, er anfaegtet ved ordinaer appel eller genoptagelse i domsstaten, eller fristen herfor endnu ikke er udloebet, bestemmes det i konventionens artikel 38, at den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, efter begaering fra den part, som har indbragt sagen i medfoer af artikel 36, kan udsaette sin afgoerelse. I henhold til konventionens artikel 38, sidste stykke, kan den paagaeldende ret endvidere goere fuldbyrdelsen betinget af, at den part, der har opnaaet fuldbyrdelsestilladelse, stiller sikkerhed.

16 Ifoelge konventionens artikel 37, stk. 2, kan den afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen, kun anfaegtes ved en kassationsappel eller et tilsvarende retsmiddel.

Spoergsmaal 1 og 2

17 Med de to foerste praejudicielle spoergsmaal, som findes at burde behandles under et, soeger den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om konventionens artikel 37, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at en afgoerelse, som er truffet i henhold til konventionens artikel 38, og hvorved den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen vedroerende en tilladelse til fuldbyrdelse af en retsafgoerelse afsagt i en anden kontraherende stat, har naegtet at udsaette sagen og har stillet krav om, at den part, der har opnaaet fuldbyrdelsestilladelse, stiller sikkerhed, er en "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", jf. konventionens artikel 37, stk. 2, saaledes at den kan anfaegtes ved en kassationsappel eller et tilsvarende retsmiddel. Den forelaeggende ret har endvidere rejst spoergsmaal om, hvorvidt det har betydning for besvarelsen af spoergsmaalet, om den afgoerelse, der er truffet i henhold til konventionens artikel 38, og den "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", jf. konventionens artikel 37, stk. 2, er indeholdt i én og samme retsafgoerelse.

18 Hertil bemaerkes for det foerste, at konventionen ikke indeholder en definition af udtrykket "den afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", jf. artikel 37, stk. 2.

19 Det bemaerkes endvidere, at Domstolen har antaget, at der boer anlaegges en snaever fortolkning af begrebet "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", jf. konventionens artikel 37, stk. 2, idet den i dom af 27. november 1984 (sag 258/83, Brennero mod Wendel, Sml. s. 3971, praemis 15) har udtalt, at bestemmelsen efter konventionens almindelige opbygning og paa baggrund af, at et af dens vaesentligste formaal er at forenkle proceduren i fuldbyrdelsesstaten, ikke kan udstraekkes, saaledes at den ogsaa tillader et retsmiddel mod en anden afgoerelse end den endelige afgoerelse i appel- eller genoptagelsessagen, som f.eks. et retsmiddel mod en procesledende eller en foreloebig afgoerelse om, at der skal foretages bevisfoerelse.

20 Ogsaa i det sagkyndige udvalgs rapport vedroerende konventionen (EFT 1979 C 59, s. 1) understreges noedvendigheden af, at konventionens artikel 37, stk. 2, fortolkes strengt. Det udtales saaledes, at "en ophobning af appel- eller genoptagelsessager, som af den tabende part udelukkende ville kunne anvendes i den hensigt at forhale sagen, ville betyde en hindring af den med konventionen tilstraebte frie bevaegelighed for domme".

21 Af det saaledes anfoerte - samt af den omstaendighed, at der med konventionen tilstraebes fri bevaegelighed for domme, idet der med henblik herpaa er indfoert en enkel og hurtig procedure i den kontraherende stat, hvor en udenlandsk retsafgoerelse begaeres fuldbyrdet - foelger, at udtrykket "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen" i konventionens artikel 37, stk. 2, skal forstaas saaledes, at det alene omfatter retsafgoerelser, hvorved der traeffes realitetsafgoerelse i en appel- eller genoptagelsessag vedroerende en afgoerelse om tilladelse til fuldbyrdelse af en retsafgoerelse, der er truffet i en anden kontraherende stat, og at afgoerelser truffet i henhold til konventionens artikel 38 ikke er omfattet.

22 Det bemaerkes endvidere, at de procedurer, der er omhandlet henholdsvis i konventionens artikel 36 og artikel 38 - ogsaa for det tilfaelde, hvor afgoerelsen om ikke at udsaette sagen eller om, at der skal stilles sikkerhed, er indeholdt i samme afgoerelse som realitetsafgoerelsen i appel- eller genoptagelsessagen vedroerende fuldbyrdelsestilladelsen - vedroerer forskellige forhold.

23 Den i artikel 36 indeholdte appel- eller genoptagelsesadgang vedroerer saaledes det retlige spoergsmaal om, hvorvidt fuldbyrdelsestilladelse er blevet meddelt med rette, naar henses til de grunde, der udtoemmende er anfoert i konventionens artikel 27 og 28, mens afgoerelsen om udsaettelse eller sikkerhedsstillelse i henhold til artikel 38 er en accessorisk foranstaltning, der har til formaal at regulere retssagens videre forloeb, hvilket forudsaetter en interesseafvejning i det indbyrdes forhold mellem fordringshaveren og skyldneren.

24 Af disse grunde kan en afgoerelse i henhold til konventionens artikel 38 ikke sidestilles med en afgoerelse, hvorved en appel- eller genoptagelsesbegaering vedroerende en fuldbyrdelsestilladelse tages til foelge eller forkastes, heller ikke selv om afgoerelsen i henhold til artikel 38 formelt set indgaar som en del af samme retsafgoerelse.

25 Heraf foelger, at selv hvor en afgoerelse i henhold til konventionens artikel 38 er indeholdt i samme retsafgoerelse som den, hvorved der traeffes realitetsafgoerelse i en appel- eller genoptagelsessag vedroerende en fuldbyrdelsestilladelse, kan en saadan afgoerelse ikke anses for at vaere en "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", jf. konventionens artikel 37, stk. 2, og afgoerelsen kan saaledes ikke anfaegtes ved kassationsappel.

26 Den forelaeggende rets foerste og andet spoergsmaal boer derfor besvares med, at konventionens artikel 37, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at en afgoerelse i henhold til konventionens artikel 38, hvorved den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen vedroerende tilladelse til fuldbyrdelse af en i en anden kontraherende stat truffen retsafgoerelse, har truffet beslutning om ikke at udsaette sin afgoerelse samt om, at den, der har opnaaet fuldbyrdelsestilladelse, skal stille sikkerhed, ikke er en "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", som omhandlet i konventionens artikel 37, stk. 2, hvorfor den ikke kan anfaegtes ved en kassationsappel eller et tilsvarende retsmiddel. Det har ingen betydning for besvarelsen af dette spoergsmaal, om den afgoerelse, der er truffet i henhold til konventionens artikel 38, og den "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", jf. konventionens artikel 37, stk. 2, er indeholdt i samme retsafgoerelse.

Spoergsmaal 3

27 Med det tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om konventionens artikel 38, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen vedroerende en tilladelse til fuldbyrdelse af en i en anden kontraherende stat truffen retsafgoerelse, ved paakendelsen af en begaering om udsaettelse af sagen i henhold til samme bestemmelse kun kan tillaegge de anbringender betydning, som den part, der har indgivet begaeringen, ikke kunne have gjort gaeldende for retten i domsstaten, eller om retten ved en saadan afgoerelse ligeledes kan tage hensyn til anbringender, der tidligere er gjort gaeldende for den udenlandske retsinstans, samt anbringender, som denne ikke havde kendskab til, da den traf sin afgoerelse, fordi den part, der har anlagt appel- eller genoptagelsessagen, undlod at goere dem gaeldende.

28 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal bemaerkes for det foerste, at konventionens artikel 31, stk. 1, indeholder et princip om, at de i en kontraherende stat trufne retsafgoerelser, som er eksigible i den paagaeldende stat, kan fuldbyrdes i en anden kontraherende stat, ogsaa selv om de ikke har opnaaet formel retskraft.

29 Der er gjort undtagelse fra dette princip ved den adgang til at udsaette sagen, der ved konventionens artikel 38, stk. 1, er indroemmet den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen vedroerende en tilladelse til fuldbyrdelse af en retsafgoerelse, der er truffet i en anden kontraherende stat. Ifoelge rapporten fra det sagkyndige udvalg, der blev nedsat i forbindelse med udarbejdelsen af konventionen, er det med denne undtagelse tilsigtet at "beskytte den, mod hvem fuldbyrdelse begaeres, mod ulemper, som eventuelt ville kunne affoedes af fuldbyrdelsen af afgoerelser, som endnu ikke har faaet retskraft, og som maatte blive aendret"; dette er saaledes modstykket til den ensidighed, der er karakteristisk for den i konventionens artikel 31 ff. omhandlede eksekvaturproces.

30 Under hensyn til, at konventionens artikel 38, stk. 1, er en undtagelse, foelger det heraf, at bestemmelsen skal fortolkes snaevert, da der ellers er risiko for, at der goeres indgreb i den virkning, der er tilsigtet med konventionens artikel 31, og at man ikke opnaar det tilsigtede formaal, nemlig at sikre den frie bevaegelighed for domme ved at tillade, at eksigible retsafgoerelser, der er afsagt i én kontraherende stat, kan fuldbyrdes i en anden kontraherende stat.

31 Det bemaerkes endvidere, at konventionens artikel 34, stk. 3, fastslaar et grundlaeggende princip om, at en afgoerelse, der er truffet i domsstaten, i intet tilfaelde kan efterproeves med hensyn til sagens realitet af retterne i den stat, hvor fuldbyrdelsen begaeres.

32 Saafremt den ret, som behandler sagen, ved sin afgoerelse af en begaering om udsaettelse, jf. konventionens artikel 38, stk. 1, kunne tillaegge anbringender, der tidligere var blevet fremfoert for den udenlandske retsinstans, betydning, ville der vaere en reel risiko for, at retten direkte eller indirekte foretog en efterproevelse af den udenlandske retsafgoerelses realitet, hvilket konventionen udtrykkeligt forbyder. Det samme ville vaere tilfaeldet, saafremt retten havde adgang til at foretage en bedoemmelse af udsigten til, at der gives medhold i en ordinaer appel- eller genoptagelsessag, som allerede er anlagt eller vil blive anlagt i domsstaten.

33 Af disse grunde kan konventionens artikel 38, stk. 1, ikke fortolkes saaledes, at den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, ved sin paakendelse af en begaering om udsaettelse af afgoerelsen kan tage hensyn til anbringender, der allerede er blevet gjort gaeldende for den udenlandske domstol.

34 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, ved sin paakendelse af en begaering om udsaettelse af afgoerelsen i henhold til konventionens artikel 38, stk. 1, kan tillaegge anbringender, som den udenlandske retsinstans ikke havde kendskab til, da den traf sin afgoerelse, som foelge af, at den part, der har anlagt appel- eller genoptagelsessagen, undlod at goere dem gaeldende, bemaerkes, at Domstolen i dom af 4. februar 1988 (sag 145/86, Hoffmann mod Krieg, Sml. s. 645) vedroerende konventionens artikel 36 har fastslaaet, at den part, som ikke har anfaegtet en afgoerelse, ikke senere kan fremsaette en indsigelse, som kunne vaere gjort gaeldende til stoette herfor.

35 Det bemaerkes imidlertid, at dette princip finder tilsvarende anvendelse paa konventionens artikel 38, stk. 1. Konventionens systematik og navnlig princippet om fri bevaegelighed for domme, der er et af konventionens hovedformaal, er saaledes til hinder for, at en part, der har undladt at goere anbringender gaeldende for den udenlandske retsinstans, senere kan goere dem gaeldende for den ret, der i henhold til artikel 38, stk. 1, skal paakende en begaering om udsaettelse af afgoerelsen i appel- eller genoptagelsessagen vedroerende fuldbyrdelsestilladelsen.

36 Konventionens artikel 38, stk. 1, kan derfor heller ikke fortolkes saaledes, at den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, ved sin paakendelse af en begaering om udsaettelse af afgoerelsen i henhold til denne bestemmelse, kan tage hensyn til anbringender, som den udenlandske retsinstans ikke havde kendskab til, da den traf sin afgoerelse, som foelge af, at den part der har anlagt appel- eller genoptagelsessagen, undlod at goere dem gaeldende.

37 Af det saaledes anfoerte foelger, at den forelaeggende rets tredje spoergsmaal maa besvares med, at konventionens artikel 38, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen vedroerende en tilladelse til fuldbyrdelse af en i en anden kontraherende stat truffen retsafgoerelse, ved paakendelsen af en begaering om udsaettelse af sagen i henhold til denne bestemmelse kun kan tillaegge de anbringender betydning, som den part, der har indgivet begaeringen, ikke kunne have gjort gaeldende for retten i domsstaten.

Sagens omkostninger

38 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, den nederlandske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved dom af 1. juni 1990, for ret:

1) Artikel 37, stk. 2, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes saaledes, at en afgoerelse i henhold til konventionens artikel 38, hvorved den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen vedroerende tilladelse til fuldbyrdelse af en i en anden kontraherende stat truffen retsafgoerelse, har truffet beslutning om ikke at udsaette sin afgoerelse samt om, at den, der har opnaaet fuldbyrdelsestilladelse, skal stille sikkerhed, ikke er en "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen" som omhandlet i konventionens artikel 37, stk. 2, hvorfor den ikke kan anfaegtes ved en kassationsappel eller et tilsvarende retsmiddel. Det har ingen betydning for besvarelsen af dette spoergsmaal, om den afgoerelse, der er truffet i henhold til konventionens artikel 38, og den "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", jf. konventionens artikel 37, stk. 2, er indeholdt i samme retsafgoerelse.

2) Konventionens artikel 38, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen vedroerende en tilladelse til fuldbyrdelse af en i en anden kontraherende stat truffen retsafgoerelse, ved paakendelsen af en begaering om udsaettelse af sagen i henhold til denne bestemmelse kun kan tillaegge de anbringender betydning, som den part, der har indgivet begaeringen, ikke kunne have gjort gaeldende for retten i domsstaten.