61990J0132

++++

1. Tjenestemaend - vederlag - beskatning - fradrag for forsoergelsesberettiget barn - betingelse - tjenestemandens faktiske forsoergelse af barnet - begreb - boern, der aftjener deres vaernepligt - ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag VII, art. 2, stk. 2; Raadets forordning nr. 260/68, art. 3, stk. 4, andet afsnit)

2. Tjenestemaend - vederlag - familietillaeg - boernetilskud - forholdet til skattefradrag for forsoergelsesberettiget barn

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag VII, art. 2; Raadets forordning nr. 260/68, art. 3, stk. 4, andet afsnit)

1. Det sociale formaal, der soeges opnaaet ved skattefradraget for forsoergelsesberettiget barn, kraever, at der ved dets anvendelse alene tages hensyn til udgifter, der kan begrundes i en aktuel og sikker noedvendighed, som staar i forbindelse med barnets eksistens og omkostningerne ved dets underhold.

Selv om det ikke er udelukket, at et barn efter artikel 2, stk. 2, i bilag VII til vedtaegten kan anses for faktisk forsoerget af flere personer eller institutioner samtidig og i saa fald kan anses for samtidig at vaere forsoergelsesberettiget i forhold til disse, bortfalder begrundelsen for skattefradraget for et forsoergelsesberettiget barn, naar omkostningerne ved barnets underhold ikke laengere paahviler den paagaeldende tjenestemand, men fuldstaendigt paahviler et andet retssubjekt.

Naar militaeret fuldt ud forsoerger de indkaldte vaernepligtige, kan disse ikke under indkaldelsen betragtes som boern, som tjenestemaendene har pligt til at forsoerge, ligesom der ikke stiftes ret til skattefradrag for forsoergelsesberettiget barn.

2. Selv om der ikke er fuldstaendig parallelitet mellem boernetilskuddet og skattefradraget, som tildeles med samme begrundelse, maa det dog alligevel antages, at bestemmelserne om boernetilskud - eftersom begge ydelser forfoelger det samme sociale formaal og udtrykker den samme tankegang - kan anvendes for at bestyrke fortolkningen af reglerne om skattefradrag for forsoergelsesberettigede boern.

1 Ved appelskrift, indleveret til Domstolens Justitskontor den 8. maj 1990, har Schwedler i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten samt de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne ivaerksat appel af en af Retten i Foerste Instans den 8. marts 1990 afsagt dom. Ved dommen frifandt Retten Europa-Parlamentet i en af appellanten anlagt sag, hvorunder der var nedlagt paastand om annullation af to afgoerelser, truffet henholdsvis den 22. december 1987 af generaldirektoeren for personale, budget og oekonomi og den 2. maj 1988 af Europa-Parlamentets generalsekretaer, hvorved der meddeles ham afslag paa skattefradrag for et barn, som der bestaar forsoergerpligt overfor.

2 Til stoette for appellen har appellanten fremsat tre anbringender. Det foerste er, at Retten har foretaget en urigtig fortolkning af begrebet "boern, der ... faktisk forsoerges af tjenestemanden", jf. artikel 2, stk. 2, i bilag VII til vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), det andet er, at Retten fejlagtigt har antaget, at sagsoegerens barns fravaer fra kasernen beroede paa barnets eget valg, og det tredje er, at det for tvistens afgoerelse er uden betydning, hvorledes stk. 3, 4 og 6, i artikel 2 i bilag VII til vedtaegten fortolkes.

3 Med det foerste anbringende goeres det naermere gaeldende, at Retten paa uacceptabel maade har begraenset begrebet "faktisk forsoergelse" i artikel 2, stk. 2, i bilag VII til vedtaegten, saaledes som det er fortolket af Domstolen i dom af 27. november 1980 (forenede sager 81/79, 82/79 og 146/79, Sorasio mod Kommissionen, Sml. s. 3557), idet Retten fastslog, at skattefradraget for boern, over for hvem der bestaar forsoergerpligt, kun kan gives til "den person, som rent faktisk afholder alle udgifter til det vaesentlige for barnets underhold", og at der ikke kan foreligge faktisk forsoergelse i bestemmelsens betydning, naar flere personer bidrager samtidig. Appellanten finder, at Rettens fortolkning navnlig udelukker, at der tages hensyn til delvis forsoergelse af barnet, skoent en saadan begraensning ikke fremgaar af Domstolens praksis.

4 I forbindelse med dette anbringende goer appellanten tillige gaeldende, at det fremgaar af interne cirkulaerer (Nord' s vejledning af 31.10.1963 for anvendelsen af artikel 2, stk. 2, i bilag VII til vedtaegten og afgoerelse 188/89, som aendret, af 30.1.1990 truffet af administrationscheferne), at endog delvis forsoergelse af et barn kan give ret til boernetilskud.

5 Med det andet anbringende har appellanten naermere gjort gaeldende, at under hensyn til, at saavel de indkaldte vaernepligtige som offentligheden samt lovgiveren anser det for givet i en demokratisk og moderne velfaerdsstat, at ogsaa de vaernepligtige soldater kun har en (arbejds)dag paa otte timer og ikke som tidligere skal forblive paa kasernen i deres fritid, weekender og soen- og helligdage, har Retten fejlagtigt antaget, at ophold uden for kasernen maatte bero paa den paagaeldendes eget valg.

6 Med det tredje anbringende har appellanten bestridt de slutninger, Retten drager af en gennemgang af stk. 3, 4 og 6, i artikel 2 i bilag VII til vedtaegten, for saa vidt som det eneste spoergsmaal, der skal afgoeres retligt, er fortolkningen af stk. 2. i artikel 2 i bilag VII, da det er den bestemmelse, som henviser til artikel 3, stk. 4, andet afsnit, i Raadets forordning (EOEF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlaeggelse af betingelserne for og fremgangsmaaden ved opkraevning af skat til De Europaeiske Faellesskaber (EFT 1968 I, s. 37) med henblik paa definitionen af begrebet barn, over for hvem der bestaar forsoergerpligt.

7 Hvad naermere angaar parternes anbringender og argumenter henvises der i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Formaliteten

8 Europa-Parlamentet har nedlagt paastand om delvis afvisning af appellen, idet Parlamentet finder, at appellantens to foerste anbringender ikke er omfattet af Domstolens kompetence som appelinstans, eftersom de ikke er begraenset til retsspoergsmaal.

9 Herved bemaerkes, at ifoelge EOEF-Traktatens artikel 168 A og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-Traktaterne, er appel begraenset til retsspoergsmaal. Denne begraensning gentages i EOEF-statuttens artikel 51, stk. 1, og i de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne for Domstolen, der saaledes praeciserer de grunde, hvorpaa appel kan stoettes, nemlig at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, og at Retten har overtraadt faellesskabsretten.

10 Heraf foelger, at appellen kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt faellesskabsretten, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket. Appellen kan derfor kun antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelse af (jf. dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339).

11 Hvad angaar anbringendet om den fejl, der skal ligge i Rettens udtalelse om, at soennens gentagne fravaer fra kasernen beroede paa hans eget valg, bemaerkes blot, at der i udtalelsen alene ligger en rent faktisk konstatering, som i sig selv ikke indeholder nogen retsanvendelse.

12 Herefter maa Schwedler' s andet anbringende vaere at afvise fra paakendelse.

13 Anderledes forholder det sig med det anbringende, at Retten paa uacceptabel maade har begraenset begrebet faktisk forsoergelse, som foelger af Rettens definition af begrebet forsoergelsesberettiget barn, jf. artikel 2, stk. 2, i bilag VII til vedtaegten. Der foreligger hermed et spoergsmaal om fortolkning af denne bestemmelse, hvorfor anbringendet boer realitetpaakendes.

Realiteten

I - Anbringendet om fejlagtig fortolkning af artikel 2, stk. 2, i bilag VII til vedtaegten

14 Det skal foerst bemaerkes, at det sociale formaal, der soeges opnaaet ved det paagaeldende skattefradrag (jf. Domstolens dom af 27.11.1980 i Sorasio-sagen), kraever, at der ved dets anvendelse alene tages hensyn til udgifter, der kan begrundes i en aktuel og sikker noedvendighed, som staar i forbindelse med barnets eksistens og omkostningerne ved dets underhold.

15 Ved bedoemmelsen af dette anbringende skal der henvises til, at Domstolen i den foernaevnte dom af 27. november 1980 fastslog, at naar begge foraeldre er EF-tjenestemaend, gives skattefradraget kun til den aegtefaelle, der har den hoejeste grundloen, eftersom et barn ikke kan anses for faktisk at blive forsoerget af hver af sine foraeldre (naevnte doms praemis 16 og 17).

16 I den paagaeldende dom udtalte Domstolen sig imidlertid ikke om det tilfaelde, i hvilket en tjenestemand faktisk kun delvis daekker udgifterne til barnets vaesentlige fornoedenheder, og dommen kan derfor ikke forstaas saaledes, at den afskaerer tjenestemanden fra det omtvistede fradrag.

17 Heraf foelger, at det var med urette, at Retten i dommens praemis 18 in fine og med henvisning til Sorasio-dommen antog, at skattefradraget for forsoergelsesberettigede boern alene kan gives til "den person, som rent faktisk afholder alle udgifter til det vaesentlige for barnets underhold", og at "et barn ikke kan anses for samtidig at blive faktisk forsoerget efter betydningen i naevnte artikel 2, stk. 2, i vedtaegtens bilag VII, af flere personer eller institutioner, og at disse altsaa ikke samtidig kan have forsoergerpligt over for barnet" (dommens praemis 19).

18 Derimod har Retten i dommens praemis 18 korrekt fastslaaet, at det af dommen af 27. november 1980 foelger, at fradraget for forsoergelsesberettigede boern "gives af sociale grunde, som staar i forbindelse med barnets eksistens og omkostningerne ved dets faktiske underhold".

19 Med hensyn til omstaendighederne i den konkrete sag har Retten i dommens praemis 20 fastslaaet, at det tyske militaer soerger for de indkaldtes fornoedenheder, bl.a. med hensyn til bolig, forplejning, laegebehandling, udstyr og uniformer, samt vask, ligesom der udbetales dem en maanedlig loen paa naesten 300 DM til daekning af deres personlige udgifter.

20 Retten har ligeledes i dommens praemis 21 antaget, at appellanten under disse omstaendigheder ikke kan haevde samtidig at have faktisk forsoerget sin soen.

21 Det maa fastslaas, at denne begrundelse i Rettens dom, med den formulering, som der henvises til i de foregaaende tre praemisser, er i overensstemmelse saavel med ordlyden og formaalet med artikel 2, stk. 2, i bilag VII til vedtaegten, som med dommen af 27. november 1980.

22 Det maa saaledes antages, at begrundelsen for de omtvistede fradrag er bortfaldet, naar pligten til at baere udgifterne ved barnets underhold ikke laengere paahviler skattefradragets potentielle modtager, men fuldstaendigt paahviler et andet retssubjekt, konkret den tyske haer.

23 Heraf foelger, at Retten ikke har overtraadt faellesskabsretten ved i den anfaegtede dom at antage, at appellantens barn ikke kunne betragtes som forsoerget af ham i det tidsrum, i hvilket soennen aftjente vaernepligt, eftersom soennens underhold fuldstaendigt blev varetaget af det tyske militaer.

24 Hvad angaar det argument, som appellanten vil udlede af de interne cirkulaerer, bemaerkes blot, at disse - uanset at de bekraefter, at endog delvis forsoergelse af et barn kan medfoere ret til den omtvistede ydelse - udtrykker det standpunkt, at dette ikke skal udbetales i det tilfaelde, hvor barnets underhold fuldstaendigt varetages af de nationale militaermyndigheder.

25 Det fremgaar af de ovenstaaende betragtninger, at det foerste anbringende ikke kan tages til foelge.

II - Anbringendet om den manglende relevans af fortolkningen af stk. 3, 4 og 6 i bilag VII til vedtaegten

26 Herom bemaerkes, at det vel er korrekt, at der ikke er fuldstaendig parallelitet mellem boernetilskuddet og det omtvistede skattefradrag, men det maa dog alligevel antages, at bestemmelserne om boernetilskud, der forfoelger det samme sociale formaal og udtrykker den samme tankegang, kan anvendes for at bestyrke fortolkningen af reglerne om skattefradrag for forsoergelsesberettigede boern.

27 Under disse omstaendigheder havde Retten fornoedent grundlag for sin analogislutning i dommens praemis 22 og 23.

28 Heraf foelger, at ej heller det tredje anbringende kan tages til foelge.

29 Da ingen af Schwedler' s anbringender har kunnet tages til foelge, vil appellen vaere at forkaste i det hele.

Sagens omkostninger

30 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne deres egne omkostninger i sager anlagt af tjenestemaendene. I medfoer af procesreglementets artikel 122 finder artikel 70 imidlertid ikke anvendelse ved appel ivaerksat af institutionernes tjenestemaend eller oevrige ansatte. Da Schwedler har tabt sagen, paalaegges det ham at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen forkastes.

2) Schwedler betaler appelsagens omkostninger.