61990J0104

++++

Faelles handelspolitik ° beskyttelse mod dumping ° dumpingmargen ° fastlaeggelse af den normale vaerdi ° faktor, der i foerste raekke laegges til grund ° pris i normal handel ° handelsselskaber kontrolleret af producenten ° anvendelse af de af disse selskaber anvendte priser ° lovlighed

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 3, litra a) og b)]

Naar det for saa vidt angaar salg paa det indre marked er fastslaaet, at en producent har betroet opgaver vedroerende forhandlingen af producentens varer, der normalt udfoeres af en intern salgsafdeling, til selskaber, som producenten kontrollerer oekonomisk, og som han danner en enkelt oekonomisk enhed med, kan institutionerne fastsaette den normale vaerdi paa grundlag af de priser, som den foerste uafhaengige koeber har betalt til de tilsluttede salgsselskaber, da disse priser med rette kan anses for de priser, der faktisk er betalt eller skal betales i normal handel i den i artikel 2, stk. 3, litra a), i grundantidumpingforordning nr. 2423/88 anfoerte betydning. Der er i et saadant tilfaelde ikke anledning til at anvende denne forordnings artikel 2, stk. 3, litra b), som kun finder anvendelse, saafremt samme vare ikke saelges i normal handel.

I oevrigt foreligger der stadig en enkelt oekonomisk enhed, selv om en raekke salgsopgaver varetages af producenten selv, navnlig naar disse opgaver kun er et supplement til dem, som de tilsluttede salgsselskaber udfoerer.

1 Ved staevning indleveret til Domstolen Justitskontor den 17. april 1990 har Matsushita Electric Industrial Co. Ltd (herefter benaevnt "MEI"), Osaka, i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om, at Raadets forordning (EOEF) nr. 112/90 af 16. februar 1990 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af visse CD-afspillere med oprindelse i Japan og Republikken Korea og om endelig opkraevning af den midlertidige told (EFT L 13, s. 21, herefter benaevnt "den anfaegtede forordning") annulleres i det omfang, den angaar sagsoegeren.

2 MEI omfatter mere end 30 fremstillings- og salgsafdelinger, deriblandt Hi-fi Audio Division (herefter benaevnt "HAD"), der har ansvaret for fremstilling og salg af CD-afspillere. I Japan saelges de af HAD fremstillede CD-afspillere under maerket "Technics". I loebet af undersoegelsesperioden solgte HAD disse CD-afspillere paa det japanske marked til 77 tilsluttede selskaber og to uafhaengige selskaber, der varetager den regionale forhandling til uafhaengige koebere, der igen saelger til de endelige brugere.

3 I juni 1987 klagede Committee of Mechoptronics Producers and Connected Technologies (herefter benaevnt "Compact") til Kommissionen over, at MEI solgte sine varer til dumpingpriser i Faellesskabet.

4 Kommissionen indledte en antidumpingprocedure med hjemmel i Raadets forordning (EOEF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 201, s. 1). Proceduren fulgte dernaest Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1), en forordning, der ophaevede forordning nr. 2176/84, og som finder anvendelse paa procedurer, der allerede er ivaerksat, jf. artikel 19, stk. 2. Proceduren foerte til vedtagelsen af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2140/89 af 12. juli 1989 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af visse CD-afspillere med oprindelse i Japan og Republikken Korea (EFT L 205, s. 5). Den midlertidige antidumpingtold blev fastsat til 33,9% frit leveret Faellesskabets graense. I den anfaegtede forordning fastsatte Raadet derefter den endelige antidumpingtold til 26,3%.

5 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

6 MEI har for det foerste gjort gaeldende, at institutionerne har tilsidesat artikel 2, stk. 3 og 7, i forordning nr. 2423/88 ved at fastsaette den normale vaerdi paa grundlag af de salgspriser, der blev kraevet af de tilsluttede handelsselskaber. Den normale vaerdi skulle have vaeret fastsat paa grundlag af den pris, som de tilsluttede handelsselskaber betalte til MEI, eller, hvis dette ikke var muligt, paa grundlag af den sammenlignelige pris for samme vare udfoert til et tredjeland eller paa grundlag af en beregnet vaerdi i henhold til forordningens artikel 2, stk. 3, litra b).

7 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at institutionerne ved at se bort fra den af de tilsluttede handelsselskaber betalte pris med urette har anset MEI og dennes selskaber for at vaere en enkelt oekonomisk enhed.

8 Det bemaerkes, at det fremgaar af sagen, at 77 af de 79 handelsselskaber helt eller delvist ejes af MEI og andre selskaber i Matsushita-koncernen.

9 Ifoelge fast praksis er den omstaendighed, at der inden for en gruppe af virksomheder bestaaende af selskaber, som er selvstaendige juridiske personer, sker en arbejdsfordeling med hensyn til henholdsvis fremstilling og salg, ikke til hinder for, at der er tale om en enkelt oekonomisk enhed, som paa denne maade udoever en samlet erhvervsmaessig virksomhed, der i andre tilfaelde udoeves af en enhed, som samtidig er en enkelt juridisk person (dom af 5.10.1988, sag 250/85, Brother mod Raadet, Sml. s. 5683, praemis 16, af 10.3.1992, sag C-175/87, Matsushita Electric mod Raadet, Sml. I, s. 1409, praemis 12).

10 Foer det afgoeres, om der foreligger en enkelt oekonomisk enhed, skal det ifoelge denne retspraksis foerst undersoeges, hvorvidt de opgaver, der normalt udfoeres af en intern salgsafdeling, der er organiseret som en del af producentens egen virksomhed, er betroet handelsselskaberne.

11 Sagsoegeren har herom erklaeret, at MEI gennem HAD har sin egen salgsorganisation over for forhandlere. HAD besoeger forhandlerne og detailhandlerne og yder dem teknisk bistand. HAD er ligeledes i taet samarbejde med MEI s reklameafdeling ansvarlig for salgsfremmende foranstaltninger vedroerende CD-afspillere i Japan.

12 Sagsoegeren har yderligere gjort gaeldende, at HAD rent faktisk har solgt til uafhaengige forhandlere, hvilket skulle bevise, at MEI var i stand til at saelge til uafhaengige koebere uden tilsluttede forhandleres mellemkomst.

13 Disse argumenter, der skal bevise, at MEI og dennes handelsselskaber ikke kan betragtes som en enkelt oekonomisk enhed, maa forkastes.

14 Det fremgaar af sagen, at selv om producenten via HAD har varetaget visse salgsopgaver, er det kun opgaver, der supplerer de opgaver, som handelsselskaberne varetager. Sagsoegeren har ikke bevist, at HAD solgte CD-afspillere direkte til en forhandler, en detailhandler eller en endelig bruger. At der er to uafhaengige forhandlerselskaber afsvaekker ikke denne konstatering rent bortset fra, at sagsoegeren ikke har bestridt, at disse salg ikke var repraesentative, idet det er et ubestridt, at en forhandler, tilsluttet eller ej, altid har vaeret noedvendig.

15 Af det anfoerte foelger, at den af forhandlerne varetagne salgsopgave er noedvendig for det foerste salg til en uafhaengig koeber, naar der henses til det paagaeldende markeds omfang og den paagaeldende vares art.

16 Forhandlernes salgsopgaver i det paagaeldende tilfaelde henhoerer herefter under de opgaver, der normalt udfoeres af en intern salgsafdeling hos producenten. Foelgelig er institutionerne med foeje naaet frem til, at der foreligger en enkelt oekonomisk enhed, og at den normale vaerdi saaledes skal fastsaettes paa grundlag af den til forhandlerne betalte pris, eftersom denne pris kan anses for den pris, der faktisk er betalt eller skal betales i normal handel, jf. artikel 2, stk. 3, litra a), i forordning nr. 2423/88. Der var saaledes ikke anledning til at anvende forordningens artikel 2, stk. 3, litra b), der kun finder anvendelse, "saafremt samme vare ikke saelges i normal handel".

17 Anbringendet om en fejlagtig udregning af den normale vaerdi maa saaledes forkastes.

18 Sagsoegeren goer for det andet gaeldende, at traktatens artikel 190 er tilsidesat, idet faellesskabsinstitutionerne uden tilstraekkelig begrundelse har undladt at anvende den i antidumpingforordningen indeholdte detaljerede ordning til fastsaettelse af den normale vaerdi.

19 Hertil bemaerkes, at den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, ifoelge Domstolens faste praksis klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes, at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels saaledes, at Domstolen kan udoeve sin proevelsesret (dom af 26.6.1986, sag 203/85, Nicolet Instrument, Sml. s. 2049, praemis 10, og af 7.5.1987, sag 255/84, Nachi Fujikoshi mod Raadet, Sml. s. 1861, praemis 39).

20 Dette krav opfyldes i denne sag af de begrundelser, som er anfoert i den anfaegtede forordnings betragtning 30 og 31. Forordningen henviser til Kommissionens midlertidige forordning, hvoraf fremgaar, at saavel de af producenten varetagne opgaver som de af de tilsluttede selskaber varetagne opgaver er noedvendige for salget til den foerste uafhaengige koeber, hvorefter institutionerne konkluderer, at der foreligger en enkelt oekonomisk enhed.

21 Anbringendet om en utilstraekkelig begrundelse skal saaledes forkastes og sagsoegte i det hele frifindes.

Sagens omkostninger

22 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegeren har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger, herunder, som paastaaet, de omkostninger, der er afholdt af intervenienten Compact. Kommissionen baerer sine egne omkostninger, jf. procesreglementets artikel 69, stk. 4.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Raadet frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger, herunder de af intervenienten Compact afholdte omkostninger.