61990J0087

++++

1. Faellesskabsret - direkte virkning - den nationale rets kompetence - proevelse af egen drift af nationale bestemmelsers forenelighed med faellesskabsretten

2. Socialpolitik - ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring - det personelle anvendelsesomraade for direktiv 79/7 - fastlaeggelse uafhaengigt af dets materielle anvendelsesomraade

(Raadets direktiv 79/7, art. 2 og 3)

3. Socialpolitik - ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring - direktiv 79/7 - spoergsmaalet om det kan paaberaabes af en person, der ikke er omfattet af dets personelle anvendelsesomraade - betingelse - tab forbundet med anvendelse paa aegtefaellen, som selv har ret til at paaberaabe sig direktivet, af en diskriminerende bestemmelse

(Raadets direktiv 79/7)

4. Socialpolitik - ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring - direktiv 79/7 - opretholdelse af virkningerne af en national lovgivning, som udelukker gifte kvinder fra alderdomsforsikring - ulovlighed

(Raadets direktiv 79/7)

1. Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en national domstol af egen drift tager stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med praecise og ubetingede bestemmelser i et direktiv, hvis gennemfoerelsesfrist er udloebet, selv om en borger ikke har paaberaabt sig dette direktiv for Domstolen.

2. Det personelle anvendelsesomraade for direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring er fastsat i artikel 2 og kan ikke udvides til en person, som er udelukket herfra, fordi denne er omfattet af en national ordning, som ifoelge direktivets artikel 3 hoerer til dets materielle anvendelsesomraade.

3. En borger kan for en national domstol paaberaabe sig bestemmelserne i direktiv 79/7, naar vedkommende rammes af virkningerne af en national, diskriminerende bestemmelse vedroerende sin aegtefaelle, som ikke er part i sagen, dog paa betingelse af, at aegtefaellen selv er omfattet af direktivets anvendelsesomraade.

4. Direktiv 79/7 skal fortolkes saaledes, at det ikke tillader medlemsstaterne efter udloebet af den fastsatte gennemfoerelsesfrist at opretholde virkningerne af en national, tidligere lovgivning, som under visse omstaendigheder udelukkede gifte kvinder fra alderdomsforsikring.

1 Ved tre kendelser afsagt den 30. januar og den 15. februar 1990, indgaaet til Domstolen den 23. marts 1990, har Raad van Beroep, Hertogenbosch (Nederlandene), i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under tre sager mellem nederlandske statsborgere og Sociale Verzekeringsbank Amsterdam vedroerende anvendelsen af den nederlandske lov om almindelig alderdomsforsikring ("Algemene Ouderdomswet", Staatsblad, 281, herefter benaevnt "AOW").

3 Det fremgaar af sagsakterne i hovedsagen, at AOW til fordel for personer bosat i Nederlandene samt ikke bosiddende, der er fyldt 65 aar, og som havde vaeret indkomstskattepligtige for en virksomhed udoevet i Nederlandene, indeholder en almindelig alderspensionsordning, i henhold til hvilken pensionsrettigheder erhverves paa grundlag af tilbagelagte forsikringsperioder. Ifoelge denne ordning - som gjaldt indtil en lovaendring, der traadte i kraft den 1. april 1985 - var gifte kvinder med bopael i Nederlandene, hvis aegtefaeller, der var bosiddende i Nederlandene, ikke var forsikret i henhold til AOW, fordi de udoevede erhverv i udlandet, hvor de var forsikret, selv udelukket fra forsikringen for de tilsvarende perioder; derimod var gifte maend med bopael i Nederlandene, hvis aegtefaeller var udelukket fra forsikringen, fortsat tilsluttet den nederlandske pensionsordning.

4 Den pensionsberettigede, som forsoerger en aegtefaelle, der endnu ikke er fyldt 65 aar, modtager en forhoejet pension. Forhoejelsen nedsaettes imidlertid afhaengigt af det antal aar, aegtefaellen ikke har vaeret forsikret.

5 Sagsoegeren i hovedsagen i sag C-87/90, fru A. Verholen, har, efter at have arbejdet som loenmodtager i Nederlandene indtil hun fyldte 61 aar, oppebaaret foertidig alderspension i henhold til en ordning i tilknytning til sin arbejdskontrakt. Sagsoegeren i hovedsagen i sag C-88/90, fru T. H. M. van Wetten-van Uden, samt aegtefaellen til sagsoegeren i hovedsagen i sag C-89/90, hr. G. H. Heiderijk, har aldrig udoevet erhverv.

6 Efter at vaere fyldt 65 aar fik sagsoegerne i sagerne C-87/90 og C-88/90, fru Verholen og fru van Wetten-van Uden, afslag fra Sociale Verzekeringsbank paa ydelse af fuld pension med den begrundelse, at deres aegtemaend, som var bosiddende i Nederlandene, i nogle perioder havde udoevet erhverv i udlandet, hvor de var forsikret. Sagsoegeren i sag C-89/90, hr. Heiderijk, fik nedsat forhoejelsen af sin alderspension, som han modtog, fordi han forsoergede en aegtefaelle, som endnu ikke var fyldt 65 aar, idet nedsaettelsen svarede til det antal aar, i hvilke hans aegtefaelle ikke havde vaeret forsikret, herunder de aar, i hvilke han selv havde arbejdet i Forbundsrepublikken Tyskland.

7 Raad van Beroep, Hertogenbosch, fandt, at de sager, der blev anlagt til proevelse af Sociale Verzekeringsbank' s afgoerelser, rejste et spoergsmaal om fortolkningen af direktiv 79/7. Retten har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

I sag C-87/90

"Er det foreneligt med artikel 4, stk. 1, (og/eller artikel 5) i direktiv 79/7/EOEF, at en national bestemmelse, som alene udelukker gifte kvinder fra AOW-forsikringen, fortsat har virkning til efter den 22. december 1984 i den forstand, at disse kvinders AOW-pension ogsaa efter denne dato stadig kan nedsaettes paa grund af en forsikringsbetingelse, som ikke gjaldt for maend?"

I sag C-88/90

"1) Er faellesskabsretten til hinder for, at nationale domstole (af egen drift) proever en national lovbestemt ordning i forhold til et EOEF-direktiv, hvis gennemfoerelsesfrist er udloebet, saafremt parterne i sagen (f.eks. paa grund af ukendskab) ikke paaberaaber sig dette direktiv?

2) Er faellesskabsretten til hinder for, at nationale domstole proever en national lovbestemt ordning i forhold til et EOEF-direktiv, hvis gennemfoerelsesfrist er udloebet, saafremt parterne i sagen ikke kan paaberaabe sig dette direktiv, fordi de ikke er omfattet af dets personelle anvendelsesomraade, skoent samme parter er omfattet af en national lovbestemt ordning, som direktivet gaelder for?

3) Vedroerer artikel 2 i direktiv 79/7/EOEF selve dette direktivs personelle anvendelsesomraade, eller skal denne artikel betragtes som en afgraensning (ved siden af afgraensningen i direktivets artikel 3) af de nationale lovbestemte ordninger, som direktivet gaelder for?"

I sag C-89/90

"Kan en part i sager for nationale domstole paaberaabe sig artikel 4, stk. 1, (og/eller artikel 5) i direktiv 79/7/EOEF, saafremt parten rammes af foelgerne af en nationale diskriminerende bestemmelse, der vedroerte aegtefaellen, som ikke er part i sagen?"

8 Ved kendelse af 16. januar 1991 er sagerne C-87/90, C-88/90 og C-89/90 blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

9 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

10 Da de spoergsmaal, der er forelagt af Raad van Beroep, Hertogenbosch, i sagerne C-88/90 og C-89/90, gaar ud paa at faa praeciseret den nationale rets kompetence til at anvende faellesskabsretten og de naermere betingelser for denne anvendelse, skal disse spoergsmaal besvares foer behandlingen af spoergsmaalet i sag C-87/90 vedroerende den tidsmaessige raekkevidde af det ligebehandlingsprincip, som er fastslaaet i direktiv 79/7.

Spoergsmaalene i sag C-88/90

11 Med det foerste spoergsmaal i sag C-88/90 oensker Raad van Beroep klarlagt, om faellesskabsretten er til hinder for, at en national domstol af egen drift proever en national lovbestemt ordning i forhold til et direktiv, hvis gennemfoerelsesfrist er udloebet, saafremt parterne i sagen ikke har paaberaabt sig dette direktiv.

12 Hertil bemaerkes, at Domstolen har anerkendt, at EOEF-Traktatens artikel 177 giver de nationale domstole mulighed for og i givet fald forpligter dem til en praejudiciel forelaeggelse, naar retten enten af egen drift eller paa parternes begaering konstaterer, at sagens realitet vedroerer et punkt, der er omtalt i artiklens stk. 1, dom af 16. januar 1974 (sag 166/73, Rheinmuehlen, Sml. s. 33, praemis 3).

13 Denne mulighed for af egen drift at rejse et spoergsmaal om faellesskabsretten forudsaetter, at det efter den nationale domstols opfattelse er faellesskabsretten, der skal finde anvendelse, saaledes at national ret om fornoedent lades ude af betragtning, eller at national ret skal fortolkes paa en maade, der er i overensstemmelse med faellesskabsretten.

14 Et saadant spoergsmaal kan navnlig angaa et direktiv - som de nationale myndigheder ikke har gennemfoert inden for de givne frister - der er bindende for medlemsstaterne, og hvis praecise og ubetingede bestemmelser ifoelge Domstolens praksis kan anvendes umiddelbart af en national domstol.

15 Den ret, der er anerkendt for borgerne til under visse betingelser for nationale domstole at paaberaabe sig et direktiv, hvis gennemfoerelsesfrist er udloebet, afskaerer derfor ikke den nationale domstol fra at tage dette direktiv i betragtning, selv hvis borgeren ikke har paaberaabt sig det.

16 Det foerste spoergsmaal i sag C-88/90 vil derfor vaere at besvare med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en national domstol af egen drift tager stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med praecise og ubetingede bestemmelser i et direktiv, hvis gennemfoerelsesfrist er udloebet, selv om en borger ikke har paaberaabt sig dette direktiv for domstolen.

17 Den nationale rets andet spoergsmaal i sag C-88/90 gaar ud paa, om nationale domstole kan proeve, om national ret er forenelig med et direktiv, saafremt parterne i sagen ikke er omfattet af dette direktivs personelle anvendelsesomraade, skoent de er omfattet af en national lovbestemt ordning, som direktivet gaelder for.

18 Dette spoergsmaal rejser samme problem som det, der i praecise vendinger er rejst i det tredje spoergsmaal, som gaar ud paa, om artikel 2 i direktiv 79/7 skal fortolkes saaledes, at den vedroerer dette direktivs personelle anvendelsesomraade, eller om den ligesom artikel 3 vedroerer afgraensningen af de nationale, lovbestemte ordninger, som direktivet gaelder for.

19 Hertil bemaerkes, at Domstolen i dommen af 27. juni 1989 (forenede sager 48/88, 106/88 og 107/88, Achterberg-te Riele m.fl., Sml. s. 1963, praemis 9) har fastslaaet, at direktivets personelle anvendelsesomraade er fastsat i artikel 2, hvorefter det finder anvendelse paa den erhvervsaktive befolkning, paa personer, der soeger arbejde, samt paa arbejdstagere, hvis erhvervsarbejde er blevet afbrudt af en af de i artikel 3, stk. 1, litra a), naevnte risici.

20 Det maa ligeledes bemaerkes, at naar en bestemmelse i et direktiv, som f.eks. artikel 2 i direktiv 79/7, praecist fastsaetter, hvem der er de begunstigede efter dette direktiv, kan nationale domstole ikke udvide dets personelle anvendelsesomraade med den begrundelse, at parterne i sagen hoerer under en national ordning, som f.eks. AOW, der er omfattet af en anden bestemmelse i direktivet vedroerende dets materielle anvendelsesomraade, som f.eks. artikel 3 i direktiv 79/7.

21 Det andet og det tredje spoergsmaal i sag C-88/90 skal derfor besvares med, at artikel 2 i direktiv 79/7 skal fortolkes saaledes, at den vedroerer det personelle anvendelsesomraade for dette direktiv, hvis indhold ikke kan variere afhaengigt af det materielle anvendelsesomraade, saaledes som det er defineret i artikel 3.

Spoergsmaalet i sag C-89/90

22 Det spoergsmaal, der er rejst i sag C-89/90, gaar ud paa, om en borger i sager for nationale domstole kan paaberaabe sig bestemmelserne i direktiv 79/7, naar vedkommende rammes af virkningerne af en national bestemmelse, der er diskriminerende over for aegtefaellen, som ikke er part i sagen.

23 Indledningsvis bemaerkes, at retten til at paaberaabe sig bestemmelserne i direktiv 79/7 ikke er begraenset til borgere omfattet af direktivets personelle anvendelsesomraade, for saa vidt man ikke kan udelukke, at andre personer kan have en direkte interesse i at faa overholdt forbuddet mod forskelsbehandling paa de beskyttede personers vegne.

24 Skoent det i princippet skal bestemmes efter national ret, hvilke borgere der har soegsmaalskompetence og retlig interesse, kraever faellesskabsretten ikke desto mindre, at den nationale lovgivning ikke goer indgreb i retten til en effektiv retsbeskyttelse (se dom af 15.5.1986, sag 224/84, Johnston, Sml. s. 1651, og af 15.10.1987, sag 222/86, Heylens, Sml. s. 4097), og at anvendelse af national lovgivning ikke kan foere til, at det i praksis bliver umuligt at udoeve de rettigheder, som faellesskabsretsordenen giver (dom af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595).

25 Hvad den konkrete sag angaar, maa det dog praeciseres, at en borger, som rammes af virkningerne af en diskriminerende national bestemmelse, kun kan paaberaabe sig direktiv 79/7, saafremt hans aegtefaelle, der rammes af forskelsbehandlingen, selv er omfattet af dettes anvendelsesomraade.

26 Paa denne baggrund skal spoergsmaalet i sag C-89/90 besvares med, at en borger i sagen for nationale domstole kan paaberaabe sig bestemmelserne i direktiv 79/7, naar vedkommende rammes af virkningerne af en national, diskriminerende bestemmelse vedroerende sin aegtefaelle, som ikke er part i sagen, dog paa betingelse af, at aegtefaellen selv er omfattet af direktivets anvendelsesomraade.

Spoergsmaalet i sag C-87/90

27 Spoergsmaalet i sag C-87/90 gaar ud gaa, om det er foreneligt med artikel 4, stk. 1, og artikel 5 i direktiv 79/7, at virkningerne af en tidligere national lovgivning, som under visse omstaendigheder udelukkede gifte kvinder fra alderdomsforsikring, opretholdes efter direktivets gennemfoerelsesfrist.

28 Det bemaerkes, at Domstolen i dom af 24. juni 1987 (sag 384/85, Borrie Clarke, Sml. s. 2865) fastslog, at direktiv 79/7 ikke indeholdt nogen undtagelse fra ligebehandlingsprincippet i artikel 4, stk. 1, der kunne begrunde opretholdelse af en diskrimination, der bestod efter tidligere gaeldende national lovgivning. Deraf konkluderede den i dom af 8. marts 1988 (sag 80/87, Dik m.fl., Sml. s. 1601), at en medlemsstat ikke efter den 23. december 1984 kunne opretholde ulige behandling, som skyldtes, at betingelserne for at erhverve ret til ydelser er indfoert foer denne dato.

29 Den nederlandske regering og Sociale Verzekeringsbank har med urette anfoert, at denne retspraksis, anvendt paa de saakaldte risikoordninger, ikke kan overfoeres til de saakaldte bidragsordninger, herunder AOW-ordningen. Ordlyden af direktiv 79/7 knaesaetter, ligesom dommen af 24. juni 1987 i Borrie Clarke-sagen og af 8. marts 1988 i sagen Dik m.fl., i meget klare vendinger det principielle forbud mod enhver forskelsbehandling efter direktivets gennemfoerelsesfrist uden at sondre mellem forskellige forsikringsordninger.

30 Under disse omstaendigheder vil spoergsmaalet i sag C-87/90 vaere at besvare med, at direktiv 79/7 skal fortolkes saaledes, at det ikke tillader medlemsstaterne efter udloebet af den i artikel 8 fastsatte gennemfoerelsesfrist at opretholde virkningerne af en national, tidligere lovgivning, som under visse omstaendigheder udelukkede gifte kvinder fra alderdomsforsikring.

Sagens omkostninger

31 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt af Raad van Beroep, Hertogenbosch, ved kendelser af 30. januar og 15. februar 1990, for ret:

1) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en national ret af egen drift tager stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med praecise og ubetingede bestemmelser i et direktiv, hvis gennemfoerelsesfrist er udloebet, selv om en borger ikke har paaberaabt sig dette direktiv for retten.

2) Artikel 2 i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes saaledes, at den vedroerer det personelle anvendelsesomraade for dette direktiv, hvis indhold ikke kan variere afhaengigt af det materielle anvendelsesomraade, saaledes som det er defineret i artikel 3.

3) En borger kan i sager for nationale domstole paaberaabe sig bestemmelserne i direktiv 79/7, naar vedkommende rammes af virkningerne af en national, diskriminerende bestemmelse vedroerende sin aegtefaelle, som ikke er part i sagen, dog paa betingelse af, at aegtefaellen selv er omfattet af direktivets anvendelsesomraade.

4) Direktiv 79/7/EOEF skal fortolkes saaledes, at det ikke tillader medlemsstaterne efter udloebet af den i artikel 8 fastsatte gennemfoerelsesfrist at opretholde virkningerne af en national, tidligere lovgivning, som under visse omstaendigheder udelukkede gifte kvinder fra alderdomsforsikring.