61990J0057

++++

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - den anvendelige lovgivning - princippet om anvendelse af én lovgivning - anvendelsesomraade - uanvendelighed over for modtagere af foertidspension eller supplerende pensionsydelser

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 13, stk. 2, og art. 14-17)

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - faellesskabsregler - sagligt anvendelsesomraade - overenskomster - ikke omfattet - en medlemsstats opkraevning af bidrag til daekning af en risiko, som omfattes af en anden medlemsstats lovgivning, og som tilbageholdes i ydelser, der udbetales i henhold til overenskomster - tilladt

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 1, litra j), og art. 33)

1. Princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse paa arbejdstagere, der flytter inden for Faellesskabet, gaelder kun for de situationer, der er omfattet af artikel 13, stk. 2, og artikel 14-17 i forordning nr. 1408/71, som fastsaetter de lovvalgsregler, der skal anvendes i hvert enkelt tilfaelde.

Da modtagere af foertidspension eller supplerende pensionsydelser ikke befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i disse artikler, kan de ikke paaberaabe sig princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse.

2. De nationale forsikringsordninger, som er vedtaget ved overenskomster indgaaet af de kompetente myndigheder med faglige eller tvaerfaglige organisationer eller ved kollektive overenskomster indgaaet af arbejdsmarkedets partnere, og som ikke har vaeret genstand for en erklaering i henhold til artikel 1, litra j), andet afsnit, i forordning nr. 1408/71, kan ikke anses for lovgivning ifoelge artikel 1, litra j), foerste afsnit, hvorfor ydelser i henhold til saadanne ordninger ikke er omfattet af forordningens saglige anvendelsesomraade. Heraf foelger, at forordningens artikel 33, hvorefter en medlemsstat ikke kan foretage tilbageholdelse af bidrag i lovbestemte pensionsydelser, der udbetales EF-borgere, naar de hertil svarende ydelser ikke skal udbetales af en institution i denne medlemsstat, ikke kan goeres gaeldende over for en medlemsstat, som inden for rammerne af en ordning vedroerende sygdom og moderskab indfoerer et bidrag, der tilbageholdes i foertidspension og supplerende pensionsydelser af overenskomstmaessig art, der udbetales til personer, som er bosat i en anden medlemsstat, og som i henhold til denne stats lovgivning er omfattet af den dér gaeldende sygesikringsordning.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. marts 1990 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik ved at foretage indeholdelse for bidrag til sygesikring hos modtagere af supplerende pensionsydelser og af foertidspension, som er bosat i en anden medlemsstat end Frankrig, og som ikke er omfattet af den franske ordning vedroerende syge- og moderskabsforsikring, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktaten og navnlig i henhold til artikel 13, stk. 1, og artikel 33 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som affattet ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juli 1983 (EFT L 230, s. 6).

2 Artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 bestemmer, at de personer, der er omfattet af forordningen, alene er undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Ifoelge forordningens artikel 33 er den institution i en medlemsstat, som det paahviler at udbetale en pension eller rente, og som efter den lovgivning, der gaelder for institutionen, skal tilbageholde bidrag, der paahviler pensionisten eller rentemodtageren til daekning af ydelser ved sygdom og moderskab, berettiget til at foretage saadanne tilbageholdelser, beregnet i overensstemmelse med den paagaeldende lovgivning, i den pension eller rente, som institutionen skal udbetale, for saa vidt en institution i den naevnte medlemsstat skal baere udgifterne ved de ydelser, der er udredt i medfoer af artikel 27, 28, 28a, 29, 31 og 32.

3 Den franske lov nr. 79-1129 af 28. december 1979 om forskellige foranstaltninger til finansiering af socialsikringsordningen (Journal Officiel de la République Française (JORF) nr. 302 af 29.12.1979, s. 3279), suppleret med gennemfoerelsesdekreterne nr. 80-298 af 24. april 1980 (JORF nr. 99 af 26.4.1980, s. 1080), nr. 80-598 og nr. 80-599 af 30. juli 1980 (JORF nr. 177 af 31.7.1980, s. 1931), bestemmer, at et bidrag til finansiering af den almindelige socialsikringsordning skal indeholdes i de supplerende pensionsydelser og i foertidspensioner, uanset hvor modtagerne er bosat.

4 De saerlige ydelser til foertidspension udbetales af Fonds national de l' emploi (den nationale beskaeftigelsesfond). I henhold til artikel L 322-4 i code du travail (lov om arbejdsmarkedsforhold - bekendtgoerelse nr. 86-948 af 11.8.1986) kan disse ydelser tildeles visse kategorier af aeldre arbejdstagere i henhold til overenskomster, som faglige eller tvaerfaglige organisationer, fagforeninger eller virksomheder har indgaaet med de kompetente myndigheder.

5 Tildeling af supplerende pensionsydelser til arbejdstagere, som er omfattet af den almindelige ordning for alderdomsforsikring og for forsikringer paa landbrugsomraadet, er gjort obligatorisk i henhold til artikel L 731-5 i code de la sécurité sociale (lov af 29.12.1972 om social sikring). Kollektive overenskomster, der er indgaaet af arbejdsmarkedets partnere, og som finder anvendelse paa de arbejdsgivere, som er medlemmer af en af de to arbejdsgiverorganisationer, som har underskrevet overenskomsterne, fastsaetter bestemmelserne for bidrag og ydelser. I henhold til interministerielle bekendtgoerelser udstedt i medfoer af artikel L 731-2 i code de la sécurité sociale udvides bestemmelserne til at omfatte arbejdsgivere, der ikke er medlemmer af en af disse arbejdsgiverorganisationer, samt arbejdsgivere inden for brancher, der ikke er repraesenteret i disse organisationer, men som henhoerer under anvendelsesomraadet for den almindelige ordning for alderdomsforsikring.

6 Hvad naermere angaar retsreglerne, sagens baggrund samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

7 Kommissionen har gjort gaeldende, at de franske myndigheders indfoerelse af et bidrag til syge- og moderskabsforsikring, som tilbageholdes i de supplerende pensionsydelser og i den foertidspension, der udbetales til personer, som er bosat i en anden medlemsstat, og som i henhold til denne stats lovgivning oppebaerer ydelser i anledning af sygdom, er uforenelig med artikel 13, stk. 1, og artikel 33 i forordning nr. 1408/71.

8 Efter Kommissionens opfattelse fastsaetter artikel 13, stk. 1, det grundlaeggende princip om, at kun én medlemsstats lovgivning finder anvendelse, hvilket princip konkretiseres i artikel 33 for saa vidt angaar bidrag til sygesikring, der tilbageholdes i alderdomsydelser, som er omfattet af forordning nr. 1408/71. Princippet kan paaberaabes som et generelt princip, der eksisterede forud for forordning nr. 1408/71, og maa finde anvendelse i den foreliggende sag, selv om forordningens materielle anvendelsesomraade ikke umiddelbart omfatter hverken foertidspension eller supplerende pensionsydelser.

9 Kommissionen har herved gjort gaeldende, at Domstolen i domme vedroerende forhold forud for forordning nr. 1408/71' s ikrafttraeden har fortolket Traktatens artikel 48 og 51 i overensstemmelse med et saadant princip, som skal forebygge samtidig anvendelse af lovgivninger eller unoedvendig sammenblanding af byrder og forpligtelser, som maatte foelge af anvendelsen af flere forskellige nationale lovgivninger. Ifoelge Kommissionen har Domstolen draget en parallel mellem ordningen for bidrag og ordningen for retten til ydelser.

10 Den Franske Republik har bestridt, at der skulle gaelde et generelt princip, hvorefter kun én lovgivning finder anvendelse. Den har anfoert, at der findes adskillige undtagelsesbestemmelser i forordning nr. 1408/71, navnlig i artikel 14c og i bilag VII. Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin kan arbejdstagerne saaledes samtidig vaere omfattet af flere lovgivninger paa socialsikringsomraadet.

11 Det bemaerkes foerst, at modtagerne af foertidspension eller supplerende pensionsydelser er arbejdstagere som omhandlet i artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, og at de er omfattet af denne forordnings personkreds, jf. forordningens artikel 2.

12 Det bemaerkes videre, at ifoelge Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dommen af 10.7.1986, sag 60/85, Luijten, Sml. s. 2365, praemis 12 og 13) er princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse paa arbejdstagere, der flytter inden for Faellesskabet, som allerede gjaldt i henhold til Raadets forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, nedfaeldet i afsnit II i forordning nr. 1408/71, "Bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes". Artikel 13, stk. 1, bestemmer, at de af forordningen omfattede personer alene er undergivet lovgivningen i én medlemsstat, og at denne lovgivning "afgoeres efter bestemmelserne i dette afsnit".

13 Princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse, gaelder dog kun for de situationer, der er omfattet af forordningens artikel 13, stk. 2, og artikel 14-17, som fastsaetter de lovvalgsregler, der skal anvendes i hvert enkelt tilfaelde. Det fremgaar saaledes af Domstolens dom af 21. februar 1991 (sag C-140/88, Noij, Sml. I, s. 387, praemis 9 og 10), at personer som f.eks. arbejdstagere, der definitivt er ophoert med enhver erhvervsmaessig aktivitet, og som ikke befinder sig i en af de i disse artikler omhandlede situationer, samtidig kan vaere undergivet lovgivningen i flere medlemsstater.

14 Da modtagerne af foertidspension eller supplerende pensionsydelser ikke befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i artikel 13, stk. 2, og artikel 14-17 i forordning nr. 1408/71, kan de ikke paaberaabe sig princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse.

15 For saa vidt angaar artikel 33 i forordning nr. 1408/71 bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens dom af 28. marts 1985 (sag 275/83, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1097), at en medlemsstat ikke kan foretage tilbageholdelse af bidrag i lovbestemte alders- og efterladtepensioner, selv om der ikke bestaar nogen direkte forbindelse mellem bidraget og den sikrede risiko, naar de ydelser ved sygdom og moderskab, som de paagaeldende bidrag vedroerer, ikke skal udbetales af en institution i denne medlemsstat.

16 Afsnit III, afdeling 5, i forordning nr. 1408/71, som artikel 33 henhoerer under, og som baerer overskriften "Pensionister eller rentemodtagere og deres familiemedlemmer", omfatter kun modtagere af pension eller rente, der udbetales i henhold til lovgivningen i en eller flere medlemsstater. Enhver stat, som ifoelge den nationale lovgivning skal udrede en pension eller en rente, maa derfor anses for at vaere den medlemsstat, som det paahviler at udbetale en pension eller en rente i artikel 33' s betydning.

17 Ifoelge artikel 1, litra j), foerste afsnit, i forordning nr. 1408/71 betyder udtrykket "lovgivning" i forhold til enhver medlemsstat imidlertid bestaaende og fremtidige love, administrative forskrifter, vedtaegtsmaessige bestemmelser og andre gennemfoerelsesregler vedroerende de i artikel 4, stk. 1 og 2, naevnte sociale sikringsgrene eller sikringsordninger.

18 Artikel 1, litra j), andet afsnit, bestemmer, at udtrykket "lovgivning" ikke omfatter bestemmelser i bestaaende eller fremtidige kollektive overenskomster, selv om der af en offentlig myndighed er tillagt saadanne overenskomstbestemmelser almindelig retsvirkning eller er foretaget en udvidelse af deres gyldighedsomraade, medmindre denne begraensning i de i dette afsnit fastsatte tilfaelde er ophaevet ved en af den paagaeldende medlemsstat afgiven erklaering.

19 Bestemmelserne i ovennaevnte franske ordninger vedroerende foertidspension og supplerende pensionsydelser blev vedtaget ved overenskomster indgaaet af de kompetente myndigheder med de faglige eller tvaerfaglige organisationer, fagforeninger eller virksomheder eller ved kollektive overenskomster indgaaet af arbejdsmarkedets partnere og har ikke vaeret genstand for en erklaering i henhold til artikel 1, litra j), andet afsnit, i forordning nr. 1408/71.

20 Det kan herefter fastslaas, at disse ordninger ikke kan anses for lovgivning i henhold til artikel 1, litra j), foerste afsnit, i forordning nr. 1408/71. Foelgelig finder artikel 33 ikke anvendelse paa ordningerne.

21 Paa grundlag af disse betragtninger, og uden at der er anledning til at tage stilling til sagsoegtes oevrige anbringender, kan det fastslaas, at Den Franske Republik ikke har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktaten og navnlig ikke har tilsidesat artikel 13, stk. 1, og artikel 33, i forordning nr. 1408/71.

Sagens omkostninger

22 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Kommissionen har tabt sagen, boer den betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.