61990J0054

++++

1. Tjenestemaend - rettigheder og forpligtelser - videregivelse af tjenstlige oplysninger - vidneforklaring for en national ret - ansaettelsesmyndighedens forudgaaende samtykke noedvendigt under alle omstaendigheder

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 19)

2. Europaeiske Faellesskaber - institutioner - forpligtelser - pligt til at bistaa de nationale myndigheder der skal sikre overholdelsen af faellesskabsretten - samtykke til at afgive vidneforklaring naegtet en tjenestemand - ulovligt

1. Det foelger af tjenestemandsvedtaegtens artikel 19, at en tjenestemand, der indkaldes for at afgive vidneforklaring for en national retsinstans vedroerende oplysninger, han i medfoer af sin stilling har meddelt tredjemand, skal indhente samtykke fra den institution, ved hvilken han er ansat, uanset om oplysningerne var omfattet af tavshedspligten eller ikke.

2. Naar en af en national ret anordnet vidneforklaring af en tjenestemand, som har til formaal at afgoere, om tjenestemanden over for de nationale myndigheder, der har til opgave at gennemfoere den faelles landbrugspolitik, har anlagt en bestemt fortolkning af en forordning, ikke kan skade det samarbejde, som Kommissionens tjenestegrene skal opretholde med de nationale myndigheder, kan Kommissionen ikke naegte at give det i tjenestemandsvedtaegtens artikel 19 omhandlede samtykke.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. marts 1990 har anpartsselskabet Weddel & Co. BV i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens afgoerelse om ikke at tillade en af sine tjenestemaend at afgive vidneforklaring i en sag for en national retsinstans, hvilket sagsoegeren fik meddelelse om ved skrivelse af 12. januar 1990.

Sagens baggrund

2 Kommissionen havde udskrevet en licitation i henhold til forordning (EOEF) nr. 2539/87 af 24. august 1987 om de maengder oksekoed af hoej kvalitet, der kan indfoeres fra USA og Canada inden for rammerne af ordningen efter forordning (EOEF) nr. 3928/86 (EFT L 241, s. 6). Ifoelge forordningens artikel 1 kunne der indgives licensansoegninger for en samlet maengde paa 4 617 tons.

3 Den 9. og 10. september 1987 indgav sagsoegeren ansoegninger for i alt 320 000 tons oksekoed til "Produktschap voor Vee en Vlees" (herefter benaevnt "Produktschap"), det nederlandske organ med kompetence til at udstede importlicenser.

4 Produktschap meddelte Kommissionen den samlede stoerrelse af de maengder, der var indgivet ansoegning om i Nederlandene, hvorefter Kommissionen den 15. september 1987 meddelte organet, at en licensansoegning under hensyntagen til de foreliggende omstaendigheder og til forordning nr. 2539/87 skulle omfatte en samlet maengde, der ikke maatte overskride den samlede maengde, der var til raadighed, da ansoegningen blev indgivet.

5 Kommissionen havde nemlig ved forordning (EOEF) nr. 2806/87 af 18. september 1987 om udstedelse af importlicenser for fersk, koelet eller frosset oksekoed af hoej kvalitet (EFT L 268, s. 59) bestemt, at den enkelte licensansoegning kun kunne imoedekommes med op til 0,2425% af den ansoegte maengde, og at de ansoegninger, der oversteg den maengde paa 4 617 tons, der var blevet stillet til raadighed, kun kunne tages i betragtning inden for denne maengde.

6 Som foelge af denne maksimumsregel fik sagsoegeren kun tildelt en importlicens for en maengde svarende til 0,2425% af 4 617 tons og kunne saaledes kun importere 11,196 tons.

7 Herefter anlagde sagsoegeren sag mod Kommissionen med paastand om annullation af forordning nr. 2806/87, men fik ikke medhold ved Domstolen (jf. dom af 6.11.1990, sag C-354/87, Weddel mod Kommissionen, Sml. I, s. 3847).

8 Den 2. november 1989 indgav Weddel ogsaa en begaering til Arrondissementsrechtbank, Haag, om foreloebig afhoering af vidner i henhold til artikel 214 i den nederlandske lov om den borgerlige retspleje for at kunne vurdere sine chancer for ad rettens vej at opnaa erstatning fra Produktschap for det tab, selskabet mente at have lidt som foelge af afslaget paa dets ansoegninger om licenser ud over den disponible maengde. Ifoelge selskabet havde Produktschap oplyst, at der ikke bestod nogen oevre graense for ansoegningerne, og saaledes tilskyndet selskabet til at indgive ansoegninger, der oversteg det disponible kontingent. Hertil har Produktschap anfoert, at en tjenestemand ved Kommissionen halvofficielt havde bekraeftet, at der ikke bestod nogen oevre graense.

9 Ved skrivelse af 29. november 1989 anmodede Weddel Kommissionen om at give den paagaeldende tjenestemand tilladelse til - under den foreloebige afhoering af vidner - at afgive vidneforklaring vedroerende de oplysninger, han havde meddelt Produktschap, jf. artikel 19 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten").

10 Ved skrivelse af 14. december 1989 meddelte Weddel Kommissionen, at den nationale ret havde anordnet en foreloebig afhoering af vidner, herunder den paagaeldende tjenestemand, og at Weddel havde til hensigt at lade tjenestemanden indkalde ved forkyndelse af en vidnestaevning.

11 Ved en intern meddelelse af 11. januar 1990 til den omhandlede tjenestemand naegtede Kommissionen denne tilladelse til at afgive vidneforklaring med foelgende begrundelse:

"... da der verserer en sag vedroerende de samme forhold for De Europaeiske Faellesskabers Domstol (Weddel mod Kommissionen), vil de spoergsmaal, som skulle vaere genstand for vidneforklaringen, blive besvaret officielt af Kommissionen ved den hertil befoejede instans (Den Juridiske Tjeneste som Kommissionens befuldmaegtigede)".

12 Ved skrivelse af 12. januar 1990 meddelte Kommissionen sagsoegeren dette afslag, idet den vedlagde en kopi af ovennaevnte interne meddelelse.

13 Den 16. januar 1990 afhoerte den hertil udpegede dommer ved Arrondissementsrechtbank fire andre indkaldte vidner, som oplyste, at Kommissionens tjenestemand i besvarelse af visse spoergsmaal fra Produktschap inden udloebet af fristen for indgivelse af licensansoegninger udtrykkeligt gentagne gange og uden forbehold havde udtalt, at der kunne ansoeges om maengder ud over de disponible maengder.

14 Hvad naermere angaar retsreglerne, sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Formaliteten

15 Kommissionen har paastaaet sagen afvist, fordi staevningen ikke opfylder kravet om, at den skal angive soegsmaalets genstand, jf. artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement. Det fremgaar nemlig ikke af staevningen, om den anfaegtede retsakt er Kommissionens afslag paa at lade tjenestemanden afgive vidneforklaring eller Kommissionens skrivelse til sagsoegeren.

16 Der kan ikke gives Kommissionen medhold i afvisningspaastanden. Staevningen vedroerer ifoelge ordlyden afgoerelsen af 12. januar 1990. Kommissionen kunne saaledes uden vanskelighed identificere soegsmaalets genstand som den retsakt, hvorved Kommissionen havde naegtet at imoedekomme sagsoegerens anmodning om at lade Kommissionens tjenestemand afgive vidneforklaring.

17 Med hensyn til kravene i Traktatens artikel 173, stk. 2, bemaerkes dels, at afslaget af 12. januar 1990, der blev meddelt Weddel ved skrivelse af samme dato i besvarelse af selskabets ansoegning af 29. november 1989, rettede sig til selskabet, dels, at den anfaegtede retsakt paavirkede dets retsstilling, idet den i forbindelse med den foreloebige afhoering af vidner vanskeliggjorde undersoegelsen af forhold, som kunne vise sig relevante for Weddel' s eventuelle erstatningssoegsmaal mod Produktschap.

18 Det foelger af det anfoerte, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

Den principale soegsmaalsgrund

19 Som den principale soegsmaalsgrund har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen med urette har paaberaabt sig tjenestemandsvedtaegtens artikel 19 i den foreliggende sag. Bestemmelsen boer nemlig fortolkes i lyset af tjenestemaendenes tavshedspligt, jf. Traktatens artikel 214 og tjenestemandsvedtaegtens artikel 17. Denne pligt indebaerer ifoelge sagsoegeren, at tjenestemaend ikke maa videregive fortrolige oplysninger, der er meddelt dem af tredjemand, eller videregive dokumenter eller oplysninger, der ikke er offentliggjort, til personer, som ikke er berettigede til at faa kendskab hertil. Artikel 19 gaelder kun oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten. Inden for rammerne af den faelles landbrugspolitik kan interventionsorganerne stille Kommissionens tjenestemaend en hel raekke spoergsmaal, som tjenestemaendene kan besvare uden at tilsidesaette deres tavshedspligt. Foelgelig er de saaledes meddelte oplysninger eller afgivne svar ikke omfattet af kravet om samtykke efter vedtaegtens artikel 19.

20 Denne indskraenkende fortolkning har ikke stoette i indholdet af tjenestemandsvedtaegtens artikel 19. Det foelger tvaertimod af bestemmelsens ordlyd i de forskellige sproglige versioner, at en tjenestemand, naar han som her indkaldes for at afgive vidneforklaring for en national retsinstans vedroerende oplysninger, han i medfoer af sin stilling har meddelt tredjemand, skal indhente samtykke fra den institution, ved hvilken han er ansat, uanset om oplysningerne var omfattet af tavshedspligten eller ikke.

Den subsidiaere soegsmaalsgrund

21 Saafremt tjenestemandsvedtaegtens artikel 19 finder anvendelse, har sagsoegeren subsidiaert gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at samtykket i henhold til bestemmelsen boer naegtes tjenestemanden, fordi Faellesskabernes interesser kraever det. Sagsoegeren har videre anfoert, at samtykket ikke kunne naegtes, da afslaget kan faa strafferetlige eller lignende foelger for den paagaeldende tjenestemand.

22 Med hensyn til det foerste punkt bemaerkes, at Kommissionens eneste argument vedroerende Faellesskabernes interesser stoettes paa hensynet til en effektiv forvaltning af de faelles markedsordninger.

23 Det bemaerkes i denne forbindelse, at den oenskede vidneforklaring udelukkende havde til formaal at afgoere, om tjenestemanden over for Produktschap havde anlagt en bestemt fortolkning af en faellesskabsforordning paa landbrugsomraadet.

24 En saadan vidneforklaring kan ikke under de foreliggende omstaendigheder skade samarbejdet mellem Kommissionens tjenestegrene og de nationale myndigheder og kan derfor heller ikke hindre en effektiv forvaltning af de faelles markedsordninger.

25 Kommissionen har saaledes med urette skoennet, at Faellesskabets interesser var til hinder for at meddele tjenestemanden samtykke til at afgive vidneforklaring som oensket af sagsoegeren.

26 Herefter vil den anfaegtede afgoerelse om ikke at meddele samtykke vaere at annullere, uden at der er anledning til at tage stilling til, om afslaget ikke kan faa strafferetlige foelger for tjenestemanden, saaledes som det i oevrigt er en betingelse i henhold til tjenestemandsvedtaegtens artikel 19.

Sagens omkostninger

27 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den tabende part til at betale sagens omkostninger. Da Kommissionen har tabt sagen, boer den betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Kommissionens afgoerelse af 12. januar 1990 om ikke at tillade en af sine tjenestemaend at afgive vidneforklaring for Arrondissementsrechtbank, Haag, annulleres.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.