61990J0010

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - ligebehandling - national regel om begraenset adgang til kumulation af en alderspension og en invalidepension - regler, hvorefter arbejdstagere, der har haft beskaeftigelse i flere medlemsstater, forfordeles - ikke tilladt - begrundelse med henvisning til praktiske vanskeligheder - uden hjemmel

(EOEF-Traktaten, art. 7 og art. 48-51; Raadets forordning nr. 1408/71, art. 3, stk. 1)

Saavel Traktatens artikel 48-51 som gennemfoerelsesbestemmelserne hertil, herunder artikel 3 i forordning nr. 1408/71, er til hinder for, at en arbejdstager, fordi han har udnyttet sin ret til fri bevaegelighed, mister de sociale fordele, som sikres ham ved en medlemsstats lovgivning; dette ville nemlig kunne afholde arbejdstageren fra at udoeve denne ret, hvilket ville vaere en hindring for virkeliggoerelsen af dette princip. Bestemmelserne skal foelgelig fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en vandrende arbejdstager, der modtager en alderspension efter lovgivningen i én medlemsstat og ulykkesforsikringsydelser fra en institution i en anden medlemsstat, ved beregningen af den del af ydelserne, der skal stilles i bero i henhold til de nationale bestemmelser i den foerstnaevnte stat, behandles ringere end en arbejdstager, der modtager begge ydelser paa grundlag af lovgivningen i én og samme medlemsstat, fordi han ikke har benyttet sin ret til fri bevaegelighed. En saadan forskelsbehandling kan ikke begrundes i praktiske vanskeligheder, som maatte opstaa for de sociale sikringsorganer ved beregningen af de ydelser, der skal udredes.

1 Ved kendelse af 14. november 1989, indgaaet til Domstolen den 18. januar 1990, har Bundessozialgericht i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Traktatens artikel 7 og artikel 48-51 samt artikel 3 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Maria Masgio, der er indtraadt i sin aegtefaelles rettigheder under hovedsagen, og Bundesknappschaft (Forbundsforsikringskassen for Minearbejdere) angaaende beregningsmetoden for den alderspension, der tilkommer hr. Masgio, i henhold til den tyske pensionsordning for minearbejdere.

3 Af de sagsakter, den nationale ret har tilstillet Domstolen, fremgaar, at Maria Masgio er enke efter en italiensk statsborger, der havde vaeret beskaeftiget inden for mineindustrien i Belgien og Forbundsrepublikken Tyskland. Paa grund af silikose havde hr. Masgio fra 1972 modtaget pension fra den kompetente belgiske forsikringsinstitution. I 1983 blev denne pension i overensstemmelse med belgisk ret nedsat, idet han fra da af blev berettiget til en belgisk alderspension.

4 I 1983 tilkendte Bundesknappschaft hr. Masgio ret til alderspension i henhold til den tyske pensionsordning for minearbejdere. Det forhold, at minearbejdere samtidig modtager en saadan pension og en invalidepension, er reguleret i § 75, stk. 1, og § 76a i Reichsknappschaftsgesetz (tysk lov om minearbejdere, herefter benaevnt "RKG").

5 RKG' s § 75, stk. 1, foerste punktum, indeholder foelgende bestemmelse:

"Saafremt der samtidig bestaar en ret til alderspension i henhold til ordningen for minearbejdere og en invalidepension i henhold til en lovpligtig ulykkesforsikring, stilles udbetalingen af minearbejderpensionen i bero, i det omfang den ... sammenlagt med invalidepensionsydelsen ... overstiger saavel 95% af den aarlige arbejdsindtaegt, der ligger til grund for beregningen af invalidepensionen, som 95% af beregningsgrundlaget for alderspensionen."

6 RKG' s § 76a har foelgende ordlyd:

"1) Bestemmelserne om samtidig ret til en alderspension og en pensionsydelse i henhold til en lovpligtig ulykkesforsikring finder ligeledes anvendelse, saafremt en pension, der ydes som foelge af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, udredes af en institution, der er hjemmehoerende uden for denne lovs stedlige gyldighedsomraade.

2) For saa vidt angaar pensionsydelser, der udredes af en institution uden for denne lovs stedlige gyldighedsomraade, skal der ikke fastsaettes en aarlig arbejdsindtaegt ..."

7 Bundesknappschaft fastsatte stoerrelsen af den alderspension, der skulle udbetales til hr. Masgio saaledes, at det beloeb, der i henhold til RKG' s § 76a skulle stilles i bero, blev beregnet paa grundlag af den belgiske invalidepensions bruttobeloeb uden hensyntagen til den aarlige arbejdsindtaegt, der udgoer beregningsgrundlaget for invalidepensionen.

8 Under den derpaa foelgende retssag vedroerende beregningsmetoden for alderspensionen i henhold til den tyske pensionsordning for minearbejdere gjorde hr. Masgio, og efter hans doed, Maria Masgio, gaeldende, at RKG' s § 76a, stk. 2, foerste punktum, var uforenelig med Traktatens artikel 48-51 og artikel 3 i forordning nr. 1408/71. I denne forbindelse er det anfoert, at invalidepensioner fra en anden medlemsstat ved anvendelsen af suspensionsreglerne skal sidestilles med invalidepensioner ifoelge tysk ret, saaledes at der altid skal fastsaettes en aarlig arbejdsindtaegt som grundlag for beregningen af det maksimumsbeloeb, der kan oppebaeres, uden at der skal ske suspension. Den aarlige arbejdsindtaegt er saedvanligvis hoejere end pensionsberegningsgrundlaget, og den omstaendighed, at der ikke fastsaettes en aarlig arbejdsindtaegt foerer saaledes til, at udenlandske invalidepensioner bevirker, at en stoerre del af minearbejderpensionen stilles i bero, end tilfaeldet er for pensioner, der udbetales af en tysk institution. Vandrende arbejdstagere, der modtager en tysk minearbejderpension og en invalidepension, der udredes af en institution i en anden medlemsstat, udsaettes saaledes for forskelsbehandling i forhold til de arbejdstagere, der modtager begge ydelser fra en tysk institution.

9 Da Bundessozialgericht fandt, at sagen rejste spoergsmaal om fortolkningen af faellesskabsretten, besluttede den at udsaette sagen for at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse:

"Indebaerer anvendelsen og fortolkningen af artikel 7 og artikel 48-51 i EOEF-Traktaten samt artikel 3 i forordning (EOEF) nr. 1408/71, at forsikrede, der samtidig modtager en pension paa grundlag af national lovgivning og ydelser i henhold til den lovpligtige ulykkesforsikring fra en forsikringsinstitution i en anden medlemsstat, ikke maa stilles ringere som foelge af den suspensionsberegning, der skal foretages i henhold til national lovgivning (i det konkrete tilfaelde § 76a, jf. § 75, i Reichsknappschaftsgesetz), end forsikrede, der modtager begge ydelser paa grundlag af national lovgivning?"

10 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

11 Med sit spoergsmaal oensker den nationale retsinstans navnlig oplyst, hvorvidt Traktatens artikel 7 og artikel 48-51 samt artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en vandrende arbejdstager, der modtager en alderspension i henhold til lovgivningen i én medlemsstat og ulykkesforsikringsydelser fra en institution i en anden medlemsstat, ved beregningen af den del af ydelserne, der skal stilles i bero i henhold til nationale bestemmelser i den foerstnaevnte stat, stilles ringere end en arbejdstager, der modtager begge ydelser paa grundlag af lovgivningen i én og samme medlemsstat, fordi han ikke har benyttet sin ret til fri bevaegelighed.

12 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal bemaerkes indledningsvis, at det af Domstolens praksis (jf. dom af 30.5.1989, sag 305/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 1461, praemis 12 og 13) fremgaar, at det almindelige, principielle forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som opstilles i Traktatens artikel 7, stk. 1, kun kan anvendes selvstaendigt paa forhold omfattet af faellesskabsretten, for hvilke Traktaten ikke indeholder saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling.

13 Det bemaerkes imidlertid, at det almindelige, principielle forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i henhold til Traktatens artikel 7, for saa vidt angaar arbejdstagere, er blevet gennemfoert og har fundet konkret udtryk i Traktatens artikel 48-51 samt i retsakter udstedt af Faellesskabets institutioner i henhold til disse bestemmelser, specielt forordning nr. 1408/71.

14 Traktatens artikel 48, stk. 2, bestemmer, at arbejdskraftens frie bevaegelighed:

"forudsaetter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for saa vidt angaar beskaeftigelse, afloenning og oevrige arbejdsvilkaar".

15 Endvidere bestemmes det i forordning nr. 1408/71' s artikel 3, stk. 1, at:

"personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning".

16 I denne forbindelse bemaerkes, at disse bestemmelser skal fortolkes i lyset af deres formaal, som, specielt hvad angaar social sikring, er at gennemfoere den stoerst mulige grad af fri bevaegelighed for vandrende arbejdstagere, hvilket er en del af Faellesskabets grundlag (jf. eksempelvis dom af 12.10.1978, sag 10/78, Belbouab, Sml. s. 1915, praemis 5; dom af 25.2.1986, sag 284/84, Spruyt, Sml. s. 685, praemis 18; dom af 2.5.1990, sag C-293/88, Winter-Lutzins, Sml. I, s. 1623, praemis 13).

17 Paa dette grundlag har Domstolen allerede fastslaaet, at Traktatens artikel 48-51 samt de faellesskabsretsakter, der er udstedt til gennemfoerelse heraf, navnlig forordning nr. 1408/71, har til formaal at undgaa, at en arbejdstager, der har vaeret beskaeftiget i mere end én medlemsstat, fordi han har benyttet sin ret til fri bevaegelighed, behandles ringere end en arbejdstager, der har tilbagelagt hele sin beskaeftigelsesperiode i én og samme medlemsstat (jf. hertil dom af 5.5.1977, sag 104/76, Jansen, Sml. s. 829, praemis 12, samt dom af 10.3.1983, sag 232/82, Baccini, Sml. s. 583, praemis 17).

18 Domstolen har saaledes naermere fastslaaet (jf. eksempelvis dom af 21.10.1975, sag 24/75, Petroni, Sml. s. 1149, praemis 13; dom af 9.7.1980, sag 807/79, Gravina, Sml. s. 2205, praemis 6; dom af 25.2.1986, Spruyt, jf. ovenfor, praemis 19; dom af 2.5.1990, Winter-Lutzins, jf. ovenfor, praemis 14), at maalet for Traktatens artikel 48-51 ikke ville blive naaet, hvis arbejdstagerne ved at udoeve deres ret til fri bevaegelighed skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning. Dette vil nemlig kunne afholde arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende i Faellesskabet fra at udoeve deres ret til fri bevaegelighed, hvilket vil vaere en hindring for virkeliggoerelsen af dette princip (jf. domme af 22.2.1990, sag C-228/88, Bronzino, Sml. I, s. 531, praemis 12, og sag C-12/89, Gatto, Sml. I, s. 557, praemis 12).

19 For saa vidt angaar en bestemmelse som den, tvisten i hovedsagen angaar, bemaerkes, at den kan stille vandrende arbejdstagere ringere med hensyn til social sikring end arbejdstagere, der kun har vaeret beskaeftiget i én og samme medlemsstat, uanset om den finder anvendelse uden hensyn til de paagaeldende arbejdstageres nationalitet.

20 Saafremt en pensionsmodtager samtidig oppebaerer en invalidepension i én medlemsstat og en alderspension i samme stat, skal den institution i denne stat, som det paahviler at fastsaette stoerrelsen af den del af alderspensionen, der skal stilles i bero, ifoelge bestemmelser som dem, der er omtvistet i hovedsagen, herved tage hensyn saavel til den aarlige arbejdsindtaegt, der danner grundlag for beregningen af invalidepensionen, som til beregningsgrundlaget for alderspensionen samt anvende det af de to beloeb, der medfoerer den mindste nedsaettelse af alderspensionen. Saafremt den berettigede derimod samtidig modtager en alderspension i én medlemsstat og en invalidepension fra en anden medlemsstat, kan institutionen i den foerstnaevnte stat ved fastsaettelsen af den del af alderspensionen, der skal stilles i bero, ifoelge saadanne bestemmelser, alene tage hensyn til beregningsgrundlaget for alderspensionen.

21 Heraf foelger, at en arbejdstager, der kun har haft beskaeftigelse i den medlemsstat, hvori der gaelder en lovgivning som den omtvistede, og som i denne stat samtidig modtager en invalidepension og en alderspension, ved fastsaettelsen af den del af alderspensionen fra denne stat, der skal stilles i bero, kan drage fordel af en valgmulighed, som ikke gaelder for en vandrende arbejdstager, der foruden den pension, han har ret til ifoelge denne medlemsstats lovgivning, endvidere modtager en invalidepension fra en institution i en anden medlemsstat.

22 Under retsforhandlingerne i hovedsagen er det fastslaaet, at en beregning ud fra pensionsberegningsgrundlaget kan medfoere, at en stoerre del af alderspensionen stilles i bero, end tilfaeldet er, saafremt beregningen foretages paa grundlag af den aarlige arbejdsindtaegt.

23 Herefter findes en bestemmelse, som den af den forelaeggende ret anfoerte, hvorefter de arbejdstagere i Faellesskabet, der har benyttet deres ret til fri bevaegelighed, behandles ringere end dem, der ikke har benyttet denne ret, at kunne udgoere en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed.

24 For saa vidt angaar det argument, der er blevet fremfoert under retsforhandlingerne i hovedsagen, og hvorefter den forskelsbehandling, der foelger af anvendelsen af de omtvistede bestemmelser, er begrundet i praktiske vanskeligheder, idet den institution, der beregner stoerrelsen af den del af ydelsen, der skal stilles i bero, saafremt der ydes invalidepension fra en anden medlemsstat, ofte ikke har mulighed for at fastslaa den aarlige arbejdsindtaegt, bemaerkes, at Traktatens artikel 48, stk. 3, ikke giver adgang til andre begraensninger i udoevelsen af arbejdskraftens frie bevaegelighed end dem, der retfaerdiggoeres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed. Bortset fra de tilfaelde, der udtrykkeligt fremgaar af Traktaten, er hindringer for arbejdskraftens frie bevaegelighed saaledes uberettigede.

25 Af det anfoerte foelger, at den forelaeggende rets spoergsmaal maa besvares med, at EOEF-Traktatens artikel 7 og artikel 48-51 samt artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en vandrende arbejdstager, der modtager en alderspension efter lovgivningen i én medlemsstat og ulykkesforsikringsydelser fra en institution i en anden medlemsstat, ved beregningen af den del af ydelserne, der skal stilles i bero i henhold til de nationale bestemmelser i den foerstnaevnte stat, behandles ringere end en arbejdstager, der modtager begge ydelser paa grundlag af lovgivningen i én og samme medlemsstat, fordi han ikke har benyttet sin ret til fri bevaegelighed.

Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af Kongeriget Belgiens regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt af Bundessozialgericht ved kendelse af 14. november 1989, for ret:

EOEF-Traktatens artikel 7 og artikel 48-51 samt artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en vandrende arbejdstager, der modtager en alderspension efter lovgivningen i én medlemsstat og ulykkesforsikringsydelser fra en institution i en anden medlemsstat, ved beregningen af den del af ydelserne, der skal stilles i bero i henhold til de nationale bestemmelser i den foerstnaevnte stat, behandles ringere end en arbejdstager, der modtager begge ydelser paa grundlag af lovgivningen i én og samme medlemsstat, fordi han ikke har benyttet sin ret til fri bevaegelighed.